Artiklen samler relevante tekststeder, der belyser myter og fakta vedr. Thorvaldsens ulyst til at skrive, hans ordblindhed, hans generelle (fremmed-)sprogkundskaber samt hans sproglige finurligheder og epigrammer. Afslutningsvis følger en oversigt over de væsentligste kilder til belysning af emnet.
Thorvaldsens første biograf, Just Mathias Thiele, nævner kun en passantI Thorvaldsens vanskeligheder med skriftlig formulering ved omtalen af billedhuggerens svært dechifrerbare dagbog, ført på rejsen mod Rom januar-februar 1797, samt i forbindelse med fortællingen om, hvordan Thorvaldsen i Rom øvede sig i både retskrivning og dansk grammatik i senvinteren 1804II, jf. Thiele I, p. 206-7. At nationens stolthed, den geniale og verdenskendte billedhugger var ordblind, var ud over disse få indirekte omtaler ikke noget Thiele ønskede at udbasunere, selvom han gennem sit arbejde med biografienIII må have fået en meget klar opfattelse af sagen. Alle kilder fra Thorvaldsens egen hånd gengav Thiele derfor gennemrettede og ortografisk korrekte – i øvrigt helt i tidens ånd. I Arkivet gengives ortografi og interpunktion derimod, som den fremtræder i de originale dokumenter, med alle de fejl, udeladelser, tilføjelser og finurligheder, der måtte være. Det er derfor på sin plads at belyse myter og fakta omkring Thorvaldsens sproglige kundskaber, især eftersom både sam- og eftertiden i overvejende grad har stået tilbage med et billede af Thorvaldsens sproglige evner, som enten Thieles tilrettede glansbillede eller den sejlivede overlevering om det modsatte: at Thorvaldsen hverken skrev eller læste.
Sprogprofessor Jørn Lund belyser i sin artikel ‘Sproget i Thorvaldsens dagbog og tidlige breve’, op. cit., tydeligt og med talrige eksempler, hvorledes Thorvaldsen led af ordblindhed og en deraf følgende manglende evne til bl.a. at danne sikre skriftbilleder. Sammenfattende skriver Lund, p. 51, følgende om Thorvaldsens skriftsprog: “Der er anakolutier (sætningsbrud), der kan gøre det svært at forstå meningen, der er forkerte bøjningsformer, der er ukorrekte fonetiske stavemåder, der er reversalfejl (bogstavombytninger), og samme ord gengives ofte på forskellig måde.” Og p. 52: “Mange, måske flertallet af ord, har ikke haft faste ordbilleder i Thorvaldsens bevidsthed. Der er [...] en større usikkerhed i brugen af store og små bogstaver end i samtiden, der er sammenskrivningsproblemer, der er ordlæderinger og helt primitive stavemåder, som man kender det fra små børn, der f.eks. ikke kan forstå, at “Ellen” ikke staves “ln”; der skelnes ikke konsekvent mellem bogstavnavn og lydværdi, når Thorvaldsen bakser med retstavningen.”
Enhver, der læser billedhuggerens egenhændigt udformede breve og koncepter, vil selv kunne danne sig et indtryk af hans vanskelighed ved at formulere sig hurtigt, flydende og fejlfrit på skrift.
Følgende få, men sigende eksempler fremvises her for at anskueliggøre, hvor vanskeligt til det kunne falde Thorvaldsen at formulere sig korrekt på skrift (for en mere detaljeret gennemgang af Thorvaldsens sproglige vanskeligheder henvises til Lunds ovennævnte artikel):
Brev af 24.10.1800 fra Thorvaldsen til Akademiet:
“[…] under HindesIV føder liger Kris Reskaber som Hund seder den venstre Fod paa […]”
Uden Thorvaldsens karakteristiske stavefejl lyder sætningen: “[…] under hendes Fødder ligger Krigsredskaber, som hun sætter den venstre Fod paa […]”.
Og en huskeliste til eget brug fra sommeren 1804:
“3 skiorter [dvs. skjorter]
2 tørklæder
1 halv skiorde [dvs. halvskjorteV]
4 par stømber [dvs. strømper]
1 par stuvalluter [dvs. støvler/støvletter]
4 skiorder _ 3
1 Trøe [dvs. trøje]
3 par baxker [dvs. bukser]
6/7 [7 skrevet oveni 6-tallet] tørkleder
2 pa Styvalette [dvs. 2 par støvler/støvletter]
2 weste
3 par underBux [dvs. underbukser]
4 stømber [4 skrevet oveni andet ulæseligt tal]”
Trods denne store personlige skrivevanskelighed findes der talrige egenhændige breve og brevudkast fra Thorvaldsens hånd – hertil kommer alle de breve og udkast, der i dag er gået tabt eller som vi ikke kender eksistensen af. På den udarbejdede liste over forsvundne breve ses den korrespondance, som vi på grundlag af skriftlige kilder med sikkerhed ved har været afsendt. Disse breve har ikke nødvendigvis alle været ført i pennen af ThorvaldsenVI selv, men må for en stor dels vedkommende tælles med i denne egenhændige kategori, da mange af dem stammer fra Thorvaldsens tidlige år i Rom, hvor han stadig skrev det meste selv. For at få et indtryk af, hvor meget Thorvaldsen selv skrev, se evt. en række eksempler herpå i referenceartiklen Thorvaldsens brevskrivningsproces.
Thorvaldsen har altså, på trods af ovennævnte skriftlige svaghed, været ganske flittig med pennen. Der findes tilmed, på trods af mytenVII om altid træge eller udeblevne besvarelser, flere eksempler på, at Thorvaldsen prompte ved modtagelsen af et brev har sat sig ned for at besvare det, se eksempelvis Thorvaldsens brevudkast af 7.12.1804 til Herman Schubart.
Et andet forhold, der i denne sammenhæng bør tages i betragtning, er, at en nagelfast retskrivning ikke fandtes før 1888VIII. Ser man på hovedparten af de øvrige kildetekster i Arkivet, står det da også hurtigt klart, at Thorvaldsen ikke i så høj grad, som overleveringen synes at have slået fast, var ene om denne ganske liberale tilgang til retskrivning. At han derudover var ordblind, kan der dog ikke herske tvivl om.
Allerede på Thorvaldsens egen tid opstod imidlertid en sejlivet myte om, at han hverken skrev eller læste – og i øvrigt var helt og aldeles udannetIX ved afrejsen fra Danmark. Tilsyneladende blev myten tilmed hjulpet på vej af Thorvaldsen selv.
Der verserede forskellige forklaringsmodeller på årsagen – den ene gik på uformåenhed – altså manglende evner til at gøre det.
Således nedskrev historikeren H.F.J. Estrup, angiveligt efter Thorvaldsens egen diktat, billedhuggerens biografi under et besøg i Rom 1818, dog først endeligt sammenskrevet 1826:
Meiselen kunde han føre, men ikke Pennen; han kunde ikke engang læse Skrift. Endnu hører det til hans møisommeligste Arbeider at skrive og at læse Skrift. Han var Medlem af Borups Selskab og skulde engang paa dette private Theater give en Rolle. Han udeblev ved alle Prøverne; man kunde ikke begribe, hvorfor. Endelig kom det for en Dag, at han ikke kunde læse Rollen.
Andre begrundede den manglende brevskivning og indlæring i dovenskab fra Thorvaldsens side. Beskrivelsen af Thorvaldsens påståede dovenskabX i brev- og sprogmæssig henseende er eksempelvis overleveret af Thiele, I p. 75, der citerede et nu ukendt brev af 29.12.1796 fra kaptajnen på Thetis, Lorens Henrich Fisker, til hustruen i København Charlotte Amalie Fisker: “Han [Thorvaldsen] er saa luud doven, at han ikke selv har gidet at skrive [til forældrene], har aldrig ombord villet lære et Ord Sprog”.
Thorvaldsens egenhændige breve og brevudkast beviser tydeligt, at myten har været stærkt overdrevet, ligesom der ikke er grund til at betvivle, at han har været i stand til at læse både breve og bøger selv. Dog må det pga. hans ordblindhed have krævet mere anstrengelse af ham end af flertallet i hans kreds. Baronesse Christine Stampes erindringer om Thorvaldsen vidner da også om, at han har kunnet betydeligt af bl.a. Ludvig Holberg (1684-1754) og den dansk-norske digter Johan Herman Wessel (1742-1785), eftersom han ofte citerede lange passager af disses værker, jf. Stampe op. cit., p. 36, og, ibid. p. 38, hvor det berettes, at Thorvaldsen havde et indgående kendskab til italiensk lyrik.
At han til tider, og i takt med den hastigt voksende korrespondance med årene ofte, har foretrukket, at andreXI gjorde skrive- eller oplæsningsarbejdet for ham, er en anden sag. En sådan disponering kan have mange forklaringer; dels synes det hævet over enhver tvivl, at Thorvaldsen fandt brevskrivningsdisciplinen svær og resultatet beskæmmendeXII alle anstrengelser til trods; dels må oplæsning have været at foretrække, da han så på samme tid kunne arbejde med sine værker, jf. Stampe op. cit. p. 38-40, hvor det berettes, at baronessen læste nyere dansk litteratur højt for Thorvaldsen, mens han arbejdede.
Endelig kan den overordnede forklaring på Thorvaldsens påståede manglende skrive- og læsefærdigheder måske findes i ønsket om at fremme en romantisk myte om den ulærde, vilde almuedreng, der fra pøblen steg til berømmelsens og samfundets tinder ved hjælp af sit unikke kunstneriske talent – eller udtrykt anderledes: myten om den udannede kunstner, der uden andre forkundskaber end sin ædle natur stiger op fra folkedybet til Parnassets tinder. Blandt andre Thiele, Estrup (antagelig dog gennem Thorvaldsen selv), op. cit., Friederike Brun, op. cit., (og i en nutidig ramme også Maria HellebergXIII) hælder til denne fremstillingsvinkel. Egentlig forstår man Thorvaldsens støtte til mytedannelsen: ved hjælp af denne kunne svagheden nemlig vendes til noget positivt: praktisk hjælp ved brevskrivning (når denne ikke var af for privat karakter), underholdning under arbejdet (en luksusudgave af vore dages lydbøger) og karrierefremmende mytedannelse. Måske Thorvaldsen ligefrem havde fået ideen til dette i et brev af 20.10.1805 fra sin egen far, der opmuntrende skrev til sønnen, at den dårlige skrivning var prisen for hans store kunstneriske talent: “Hvad din Skrivning angaar da skriver du gott nokk til at lese[,] det skal ei fremvises for naaget Collegiom, skrev du litt flittigere vilde det falde af sig selv, der er aldrig naagen stor Kunstner [som] skriver gott.”
Udlægningen af Thorvaldsens sproglige formåen spreder sig således som yderpoler over de, der med forskellig vægtning hævder, at han var doven, udannetXIV og ude af stand til at skrive én korrekt stavelse eller beherske andre sprog end dansk, og de der fremhævede, at han kunne mere end som så og blot fordelte sine evner optimalt ved at hellige sig kunsten og lade andre om korrespondancen m.v., hvor muligt. Kunsthistorikeren Peter Johansen var fortaler for den sidste udlægning. Han fremstillede i sin artikel ‘Hvordan kom Thorvaldsen til Rom? En Renvask’, op. cit., Thorvaldsen som en absolut dannet kunstner, der intuitivt forstod antikken langt bedre og mere umiddelbart gennem mødet med dens kunst, end de bogligt skolede arkæologer, som eksempelvis Georg Zoëga, gjorde det gennem deres “mythologiske og antikvariske Forklaringer”, op. cit., p. 535. Thorvaldsens mangelfulde retskrivning kunne man ifølge Johansen ikke regne for noget usædvanligt med den baggrund, han havde som søn af en håndværkerXV og med en meget mangelfuld skolegangXVI (det vides ikke med sikkerhed, om Thorvaldsen overhovedet gik i skole eller udelukkende modtog undervisning af sine forældre); men dette faktum og sin ordblindhed til trods drev han det vidt – på sin vis også i sproglig forstand, når man tager de mange breve og knokleriet med fremstillingen af disse i betragtning.
Thorvaldsen talte, ifølge Jørn Lund, op. cit. p. 51, som københavnere flest omkring 1700-tallets slutning (dvs. rigsmål), og hans udtale blev næppe opfattet som “jævn”, omend der er tegn på, at hans udtale hældede svagt til de lavere sociale lags udtale. Et entydigt udtalemæssigt skel mellem Københavns socialklasser udvikledes dog først – ifølge Lund – senere i løbet af 1800-tallet. I Thorvaldsens breve og i dagbogen fra 1797 finder Lund, ibid., p. 57-58, imidlertid talrige eksempler på ord, hvis stavning kunne tyde på en lavsocial udtale. Oehlenschläger nævner tilsvarende i sine erindringer, at Thorvaldsens udtale livet igennem lød som den hjemlige udtale i ChristenbernikowstrædeXVII, men det fremgår ikke klart, om der hentydes til, at udtalen var generelt københavnsk eller specifikt præget af håndværkerkvarterets lidt mindre “fine” udtale.
De følgende skriveformerXVIII fremdrages her som eksempler på Thorvaldsens fonetisk betingede stavning – både i fht. den københavnske udtale og i fht. sociolekt. Dvs. at Thorvaldsens stavning af disse ord sandsynligvis har afspejlet den måde, han udtalte dem på. Alle eksemplerne er hentet fra Thorvaldsens ovennævnte dagbog, da Thorvaldsen med sikkerhed ikke har fået hjælp til udfærdigelsen af denne:
“larsten” for lasten
“hober” for håber (også mulig indikation for lavsocialt sprog)
“kerke” eller “kerger” for kirke/r
“soggelade” for chokolade (også mulig indikation for lavsocialt sprog)
“fesentere” for visitere (også mulig indikation for lavsocialt sprog)
“ellemenason” for illumination (også mulig indikation for lavsocialt sprog)
“entresand” for interessant
“daalige” for dårlige
Som et argument, for at Thorvaldsen muligvis var sprogligt begrænset i sit udgangspunkt fremfører Lund dog, at Thorvaldsens far, Gotskalk Thorvaldsen, sandsynligvis ikke mestrede fremmedord på samme niveau som den dannede overklasse, ibid. p. 57, fordi han var håndværker, og Lund antager også, at faderen ikke besad en boglig dannelse, der lå over, hvad der var almindeligt blandt håndværkere, ibid. p. 51. Hertil må dog indvendes, at Gotskalk Thorvaldsen må have besiddet en væsentlig bedre dannelse end håndværkere flest, eftersom hans far, Thorvaldur GottskalkssonXIX, var provst i Island og derfor nødvendigvis må have videregivet en god del dannelse til sønnen. Gotskalk Thorvaldsens breve til sønnen vidner da heller ikke om noget signifikant sprogligt armod, men er derimod velskrevne og fyndige.
Lund påpeger dog, at børn normalt snarere lærer deres sproglige mønstre af deres omgangskreds, end af deres forældre og “frifinder” dermed Thorvaldsen for den hypotetiske anklage. Hvis denne tese om læring fra vennekredsen holder, giver Thieles overlevering om udtalen som i barndommens Grønnegade god mening – dog altså ikke pga. påstanden om forældrenes manglende uddannelse, men pga. omgangstonen blandt Thorvaldsens jævnaldrende.
Den danske forfatter, naturvidenskabsmand og ven af Thorvaldsen Carsten Hauch erindrede følgende om Thorvaldsens generelle måde at formulere sig på, jf. Hauch, op. cit.:
Thorvaldsen holdt af at betjene sig af ligefremme Ord saaledes, som de bruges i daglig Tale, han var derfor meget misfornøiet med den Deel af Publikum, hvis Øren vare saa kildne, at de ikke vilde, at man skulde sige at gjøre et Kunstværk, men at det nu skulde hede, at man lavede det. ”Man laver en kage,” sagde han, ”men man laver intet Kunstværk.” Han blev da ogsaa ved at bruge de Ord, hvortil han var vant, uden at bryde sig om, hvad Moden og den fine Portion af Publikum sagde dertil.
Om dette mulige forbehold overfor affekterede ord og sproglige modeluner hang sammen med Thorvaldsens omgang med jævnaldrende i et københavnsk håndværkerkvarter vides ikke. Mest sandsynligt er det dog, at fravalget har været helt bevidst fra Thorvaldsens side – både pga. faderens dannelse som præstesøn, der under alle omstændigheder må have gjort ham bekendt med et større ordforråd end hos håndværkere flest, og Thorvaldsens tidlige omgang med lærde kredseXX i København, der må have givet ham ekstra mulighed for at tillægge sig også disse sproglige udtryk, hvis han havde ønsket det.
Under alle omstændigheder kan man slutte, at Thorvaldsen har talt dansk som i datidens København, dvs. hvad der har svaret til rigsmålet, dog antagelig med en hældning mod en sociolekt, som det taltes blandt de lavere sociale lag. Herudover har han foretrukket en ligefrem og ukunstlet taleform.
Måske skal også Thorvaldsens brevstil ses i lyset af ovenstående citat af Hauch: at Thorvaldsen i sin skrivning, ud over de retstavningsmæssige vanskeligheder, var hæmmet af normerne om god brevskik (se evt. referenceartikel om datidens brevkultur). Kunsthistorikeren Julius Lange beskrev således i sin artikel, op. cit., p. 125, Thorvaldsens breveXXI som stive og kedsommelige – af den årsag, at Thorvaldsen ikke troede, at man måtte skrive, som man talte:
“De fleste af hans Breve […] bestaa for største Delen af epistolarisk Fyldekalk, den Slags banale Floskler, som anses for at ‘høre sig til’”.
Typiske eksempler på dette er de breve til kæresten/elskerinden Anna Maria Uhden, som Thorvaldsen sendte hjem til hende under sine rejser i Italien. Se eksempelvis breve af hhv. 6.8.1804, [26].8.1805, antagelig 30.8.1810 og 27.7.1813, hvor de tilbagevendende linjer om rejsen, ankomsten til bestemmelsesstedet, hans egen og Uhdens sundhed er meget lig hinanden trods den store tidsmæssige afstand brevene imellem. Disse kan med rette betegnes som faste vendinger, hvis ikke ligefrem floskler og epistolarisk fyldekalk.
Lange fortsætter sin gennemhegling af Thorvaldsens brevstil med følgende svada:
“Hvad der ellers kan gøre Læsningen af Breve interessant: en vis umiddelbar Friskhed, et personligt Liv i Udtryk og Meddelelse, mangler aldeles i Thorvaldsens; hans Brevstil er ikke mere personlig end en Lektie af Talemaader, bestemte for Børns elementære Opdragelse til Selskabslivet”.
Dette kan nok i høj grad siges at gælde de formelle breve fra Thorvaldsens hånd, som eksempelvis til Akademiet i København.
Men det skinner på samme tid tydeligt igennem, at Thorvaldsen i brevene til elskerinden, når de faste vendinger var overstået, her har følt sig langt mindre bundet af det formelle brevsprog end vanligt og netop synes at have skrevet, stort set som han ville have talt, jf. de mange drillerierXXII i brevene og strenge ordrerXXIII om ikke at vise brevene til andre. Det samme synes at gælde for breve til eksempelvis ungdomsvennen C.F.F. Stanley, se eksempelvis udkast af ultimo oktober 1804. Også her synes ordlyden at være mere ligefrem og talesprogspræget. Brevene giver dermed et godt indtryk af Thorvaldsens humor og ganske veludviklede sproglige tæft.
MangeXXIV har omtalt Thorvaldsens ordknaphed – og andreXXV hans utvungne taleform. Måske skyldes de divergerende overleveringer til dels noget så enkelt som beskriverens forhold til Thorvaldsen og Thorvaldsens differentiering mellem dem, han gad at være munter og talende med, og dem, der ikke synes at have været denne gestus værdig?
Hauch oplevede ham tydeligvis som uaffekteret og ligefrem, jf. ovenstående citat; Frederik Barfod, op. cit., beskrev, hvordan Thorvaldsen hjerteligt viste rundt i sine værelser og under sit arbejde talte med om stort og småt, og Christine Stampe omtalte ham som værende meget præcis i sine udtalelser (eksempelvis Stampe, op. cit., p. 36-37), som muntert talende i godt lune og tavs i ondt og trist (ibid., p. 8, p. 225, p. 245), mens eksempelvis Ferdinand Florens Fleck, op. cit., udelukkende beskrev Thorvaldsen som tavs og ordknap. Thiele 1831, p. 4-5, overbringer et lignende billedeXXVI af Thorvaldsens fåmælthed, men nuancerer det andetsteds – bl.a. med fortællingen om, hvordan Thorvaldsen med glæde viser rundt i sit hjem og i sine atelierer, Thiele 1832, p. 133.
Lange, op. cit., p. 125, synes dermed at have fat i noget rigtigt, når han (med en noget storladen afslutning) skriver, at Thorvaldsen mellem venner ikke var ordknap, og at hans ordknaphed eller talende munterhed således afhang af, hvem han stod overfor:
“Thorvaldsen var i venskabelig Omgang ikke indesluttet eller ordknap; han har endog havt en vis Genialitet i Brugen af Ordet. Der faldt små Epigrammer ud af hans Mund i lakonisk Stil og tillige krydrede med attisk Salt, Ytringer, som forenede Visdom og Naivitet ligesom fra en forhomerisk Tidsalder.”
Samme indtryk får man ved at læse Johanne Luise Heibergs (1812-1890) erindringer, vol. II, op. cit., hhv. p. 30 og 29, der både omtaler den ordknappe Thorvaldsen, men også den humoristisk, afslappede og talende Thorvaldsen:
“Jeg havde oftere talt med Thorvaldsen, dels i mit Hjem, dels på tredje Sted, saaledes som man kan tale med en ordknap tilbageholdende Mand i Fleres Nærværelse. I Dag var jeg saa heldig, at ingen andre Visiter indfandt sig; vi vare altsaa alene; Thorvaldsen slog sig ganske gemytlig til Ro og tilbragte et Par Timer hos mig, et Par for mig uforglemmelige Timer. Han fortalte mig om sin Ungdom, om sine Reiser, om sit Ophold i Rom, med en saa livlig Bevægelighed i Ord og Følelse, at endogsaa jeg, der aldrig havde villet gaa ind paa Mængdens Blindhed i Bedømmelsen af ham, forundredes. […] Thorvaldsen havde i høi Grad Sans for det Comiske, atter et Bevis for hans Intelligens. Der laa en vis gemytlig Humor på Bunden af hans Sjæl, et Skjælmeri, han ofte brugte i en Form, som Mange holdt for Naivitet, men hvis Braad ikke var ham ubevidst. Han vidste helt vel, hvad han sagde, og kunde i Stilhed gotte sig over at have faaet en Sandhed sagt, uden at Vedkommende tog ham det ilde op.”
Thorvaldsen har utvivlsomt mestret det tyske sprog allerede før afrejsen fra København 1796, da København på Thorvaldsens tid var præget af en stærk tysk-dansk kultur- og videnskabsudveksling, og ca. 1/3 af indbyggerne i København var tysktalende med egne kirker, skoler og presse, jf. Otto Christian Schepelern, op. cit. Thorvaldsen havde desuden flere tysktalende venner – bl.a. malerne C.D. Fritzsch, Heinrich Grosch og Carl Probsthayn. Denne antagelse underbygges af Thorvaldsens ungdomsven Peder Horrebow Hastes udsagn om Thorvaldsen i sine erindringer om billedhuggeren: “[…] Tydsk forstod han, og kunde deri gjøre sig forstaaelig, skjønt han ingenlunde talte det correct.”, jf. Haste, op. cit.
Thorvaldsen konstaterede med tilfredshed i sin dagbogXXVII om bord på den båd, der bragte han fra Palermo til Napoli 1797, at “der er nogle smuke Frutømer og den smugeste taler tysk [...]”; man må gå ud fra, at der hentydedes til det lykkelige sammentræf, at det smukkeste fruentimmer også var hende, Thorvaldsen i kraft af det tyske sprog kunne tale med. Desuden ses breve skrevet på tysk til Thorvaldsen uden undskyldninger for det valgte sprog allerede fra 1797. Thorvaldsen er citeret for fyndige tysksprogede udtalelser, jf. Thiele I, p. 182 og Thiele III, p. 88; filosoffen August Wilhelm Schlegel omtalte ham som en dansker, der taler tysk som en tysker og besidder samme dannelse som en sådan, jf. Schlegel/Böcking, op. cit.
Fleck, op. cit., omtalte ham som nævnt som ordknap og med et mangelfuldt tysk, Friederike Brun, op. cit., p. 10, bedyrede, at han, i hvert fald ved afrejsen, udelukkende talte dansk, om end Thiele citerede en samtale mellem netop hende og Thorvaldsen ført på formfuldendt tysk, jf. Thiele I, p. 182. Dog kan man ikke udelukke, at Thieles glansbilledlige fremstiling også her gjorde sig gældende, ligesom Bruns mytologiske udlægning af billedhuggerens opstigning fra det københavnske dynd til kunstens tinder også må antages at have farvet hendes udlægning.
At Schlegel betegner Thorvaldsens tyske som tilnærmelsesvist perfekt, mens Fleck har den absolut modsatte opfattelse beror måske på Thorvaldsens vilje til at samtale med disse respektive to. Sikkert er det imidlertid, at Thorvaldsen har forstået sproget og selv været så velbevandret i det, at han uden større problemer kunne føre endog komplicerede samtaler (som man må formode, at han eksempelvis har gjort det med Schlegel) og have haft tilstrækkelig sprogligt overskud til at udslynge tyske epigrammer, jf. Thiele I, p. 182, og Thiele III, p. 88.
Det italienske sprog har Thorvaldsen tilsyneladende ikke stiftet noget større bekendtskab med før ankomsten til Palermo 23.1.1797. Thorvaldsen begrundede ellers delvis sin ansøgning af 5.1.1795 om forlængelse af sit stipendium fra Kunstakademiet i København med nødvendigheden af at tillægge sig “Sprogkundskaber”XXVIII, “uden hvilke et hvert fremskrit er umuligt.” Men enten har han ikke kunne afsætte tiden til at lære noget på forhånd eller også har han ikke kunnet imponere med det, han rent faktisk måtte have lært, da han endelig nåede frem. De første anbefalingsskrivelser fra ellers velvillige italienske kontakter vidner nemlig om, at han ikke forstod et ord italiensk, jf. brev af 27.1.1797 fra Vincenzo Manno til Francesco Manno og brev af 6.3.1797 fra Ernst Morace til Giuseppe Carnesecca.
Det lader dog til, at Thorvaldsen hurtigt er kommet efter det, eftersom de første egenhændige italienske fragmenter antagelig stammer fra senest 20.3.1797, altså samme måned, som han ankom til Rom og knap to måneder efter ankomsten til først Palermo og siden Napoli, jf. brevudkast af antagelig marts 1797.
Fragmenterne er behæftede med talrige fejl, men sådanne forekommer også i de følgende års italienske korrespondance, jf. også ovenfor om Thorvaldsens ordblindhed, og kan altså ikke udelukkende tilskrives begyndervanskeligheder. Meget tyder på, at Thorvaldsen har fået hjælp til udformningen af i hvert fald dele af disse fragmenter, samt at disse Thorvaldsens første (bevarede) italienske skriblerier var tiltænkt en kvinde.
Året efter modtog Thorvaldsen et brev på italiensk fra sin italiensk-svenske ven Charles Bassi, der begrundede forsinkelsen af sit brev i de overvejelser, han havde måttet gøre sig over, hvilket sprog han bedst kunne tilskrive Thorvaldsen på. Han valgte det italienske ud fra den betragtning, at det var nemmest for Thorvaldsen at forstå, og hvis der var problemer, kunne deres fælles ven Georg Zoëga hjælpe med oversættelsen. Bassis indtryk af Thorvaldsens italienske har altså i begyndelsen af 1798 været, at han forstod det meste, men stadig havde brug for hjælp til vanskeligere passager eller ord.
Thorvaldsens skriftlige italienske vedblev at være fejlfyldt, men dette skyldtes snarere hans ordblindhed end at han til det sidste skulle have talt og forstået det dårligt. Fleck, op. cit., betegner da også Thorvaldsens talte italienske som fuldkomment. Til Estrup skulle Thorvaldsen have udtalt, at han ikke talte noget sprog korrekt, men var autodidakt i alle sprog, jf. Estrups Thorvaldsens biografi 1818/1826, dog omtales her ikke specifikt det italienske sprog. Man kan derfor måske regne med, at det italienske sprog efterhånden, på linje med det danske, indgik under betegnelsen modersmål og derved ikke behøvedes at blive kommenteret. En sådan antagelse underbygges af et brev af 18.1.1808 fra Herman Schubart til Thorvaldsen, hvor Schubart opmuntrende skrev: “Vil De ikke skrive Dansk fordi Modersmaalet er Dem uvandt, saa skriv Italiensk.”
Allerede på dette tidlige tidspunkt (1808) har Thorvaldsens italienske altså været så godt, at Schubart har fået opfattelsen af, at det ville være lettere for ham at udtrykke sig på dette sprog.
Det franske talte Thorvaldsen efter eget udsagnXXIX dårligt, og han havde lært sig det af englændere, fordi han overfor dem ikke skammede sig over at tale det halvdårligt, som de selv. Fleck, op. cit., omtaler dog Thorvaldsens beherskelse af fransk som værende nogenlunde godt (etwas mächtig). At han forstod det rigtig godt, hersker der dog ingen tvivl om, eftersom Schubart citerede sin søster grevinde Charlotte Schimmelmanns franske brev for ham med ordene: “[…]da jeg veed at De forstaaer meget vel det franske Sprog.”, jf. brev fra Herman Schubart til Thorvaldsen af 2.11.1804.
Allerede fra Thorvaldsens afrejse 1796 findes der pas og anbefalingsskrivelser af Thorvaldsen skrevet på fransk i Arkivet, om end dette ikke med sikkerhed betyder, at Thorvaldsen har kunnet læse dem. Fra 1801-03 findes en længere korrespondance mellem Thorvaldsen og den danske konsul i Livorno J.C. Ulrich. Sandsynligvis har Thorvaldsen dog fået hjælp til sin del af brevvekslingen, eftersom også Thorvaldsens senere breve på fransk er konciperet af andre, eksempelvis brev til Charlotte Schimmelmann af 7.11.1803 og til Irina Vorontsova af 7.5.1804. Da brevene fra Thorvaldsen til Ulrich ikke er bevarede, kan dette dog ikke efterprøves.
Der er ingen kilder, der peger på, at Thorvaldsen har mestret andre sprog end de her omtalte. Dog må man gå ud fra, at han har forstået de skandinaviske sprog, i hvert fald svensk og norsk (der med undtagelse af norske dialekter var det samme som dansk) og muligvis også en smule islandsk pga. sin faders herkomst.
En del udsagn påpeger, jf. ovenfor samt nedenstående oversigt, at Thorvaldsen klarede sig igennem med et kaudervælsk af sprogsammenblandinger – en omtaleXXX af Antonio Canovas gængse vekslen mellem italiensk og fransk taler dog for, at det kan have været normalt eller ligefrem moderne, at veksle mellem sprogene. Den vekslen, som folk beskriver hos Thorvaldsen (mellem italiensk, tysk, dansk og fransk) behøver derfor ikke nødvendigvis (eller udelukkende) at betyde, at han ikke talte nogen af sprogene helt, men måske snarere, at det var lidt ‘trendy’ at veksle mellem flere sprog.
| Kilde | Udsagn |
| Thorvaldsens brev af 2.[?]1794 til Sophie Amalie Kurtzhals | “[…] Ieg kan have den fornøelse at tale med dem bædre en Ieg kan have med at skrive som de serXXXII […]” |
| Thorvaldsens brev af ultimo 1797 til Nicolai Abildgaard | “ieg forlader mig paa [...] at mine Breve i Hvor magreXXXIII de endog maatte udfalde ikke vil verre Dem uvelkommen [...]” |
| Thorvaldsens brevudkast af antagelig april 1802 til Jørgen West | “…Jeg ved meget vel at ieg fortienner bebrædelse for ieg ikke har skreven ofterreXXXIV men ikke endgang at blive svart paa de faae gange ieg har skriven begriber ieg ikke…” |
| Thorvaldsens brev af omkring 1.2.1804 til Herman Schubart | “Deres Eccelenza maa forlade mig dette Smørerie da ieg af uvane i at skrive bebyrder Dem med et Brev som De mox[e]nXXXV vil kunde lese.” |
| Thorvaldsens brevudkast af antagelig medio juli 1804 til Anna Maria Uhden | “[...] magio[r]menteXXXVI per motivo che io no so scriver” “LeiXXXVII Mi Scusera il mio trascurrasene che io l[e?] ho[ ]fatto[?][xx][a]spetato tanto di fare il mio dovere, ma lei sa che io non so [scrivere]” “[...] maXXXVIII lei sa bene che io no so scriver e per questo motive ho bavure che lei non polle lessene questo che io scrivo[.] non e sollamento trascurasene e molto meno che io posso scordarme di una Amica come lei dove ho avutto tanto finetsa ma il motivo e che ho bavure che non pottete leserne e che averette besiono da fare leger da qualch duno altro” |
| Thorvaldsens brevudkast af 7.12.1804 til Herman Schubart | “Af Deres kiære Brev d 26 Nov[e]mber seer jeg Deres Excellenza ikke har bekommet mit Svar som jeg har skrevet Postdag derefter[.] det er mig ikke mulig at opfy[l]de min Skyldi[g]hed og Pligt at besvare Dem samme Dag da jeg bekommer Brevene saa sildig saa stor en HeldtXXXIX som jeg endog er i at skrive.” |
| Thorvaldsens brev af 20.8.1808 til Herman Schubart | “[...] da jeg har saa meget at sige Dem, som min elendige maade at Skrive ikke tillader mig – [...] Instendig beder jeg at unskylde dette Smøreri og ikke at lade nogen af Vore Landsmend see det[.]” |
| Thorvaldsens brevudkast af senest 22.7.1809 til Herman Schubart | “Jeg blues ved at tage Pænen og sette den paa Papiret for at bryde min lange tavshed, Deres Eccellenzes Edle Hjerte og Godhed for mig meer en jeg fortiener vil vist undskylde min uhelbedlige svahed i at Skrive [...]” |
| Thorvaldsens brev af 22.7.1809 til Herman Schubart | “Hvad sal[ig] Zoëgas efterlatte Sage[r] angaaer er jeg ikke efterladen som i at skrive Breve, det har ikke manglet og skal ej heller mangle [...]” |
| Thorvaldsens brev af 8.12.1810 til Hans West | “Hr Etatzraaden kiænder mig at være en Hader af at skrive og en Elsker af at modtage Breve; ” |
| Thorvaldsens brev af 23.9.1813 til Anna Maria Uhden | “P.S.XL legette questo meglio che potete ma non fatelo vedere a nesune.” |
| Thorvaldsen om sig selv gennem H.F.J. Estrup: Thorvaldsens biografi 1818/1826 | “Meiselen kunde han føre, men ikke Pennen; han kunde ikke engang læse Skrift. Endnu hører det til hans møisommeligste Arbeider at skrive og at læse Skrift. Han var Medlem af Borups Selskab og skulde engang paa dette private Theater give en Rolle. Han udeblev ved alle Prøverne; man kunde ikke begribe, hvorfor. Endelig kom det for en Dag, at han ikke kunde læse Rollen.” |
| Kilde | Udsagn |
| Lorens Henrich Fiskers brev af 29.12.1796 til Charlotte Amalie Fisker, jf. Thiele I, p. 75 | “Han er saa luud doven, at han ikke selv har gidet at skrive [til forældrene] [...]” |
| Brev af 26.11.1804 fra Herman Schubart til Thorvaldsen | “Skriv mig med BlyantXLII [...]” |
| C.F.F. Stanleys brev af 16.8.1805 til Thorvaldsen | “[…] og per Parentesis være det mig tilladt at sige (: jeg ingen Skrivelse ventede da jeg unter uns Gesagt kiender min Herres hurtighed i Skriverragien, og med hvilken Siele Fryd og glæde De griber Pennen.” |
| Brev af 30.9.1805 fra Herman Schubart til C.F.F. Stanley | “Jeg længes meget efter et Brev fra ham [Thorvaldsen]; men jeg paalægger Dem min gode Stanley at naar vor Phidias ikke har tiid, De da vil tage Pennen, især da jeg veed at han hellere modelerer to Grupper end skriver et Brev.” |
| Brev fra Gotskalk Thorvaldsen til sønnen af 20.10.1805 | “Hvad din Skrivning angaar da skriver du gott nokk til at lese[,] det skal ei fremvises for naaget Collegiom, skrev du litt flittigere vilde det falde af sig selv, der er aldrig naagen stor Kunstner [som] skriver gott.” |
| Herman Schubarts brev af 22.11.1808 til Thorvaldsen | “Med ømmeste Følelse læste jeg Deres Brev, og denne Prøve paa Deres Venskab min gode Thorwaldsen var vore Hjerter desto kjerere fordi vi veed at De ikke gierne skriver; derfor erkjender vi det ogsaa dobbelt.” |
| Peder Horrebow Hastes brev af 11.7.1820 til Thorvaldsen | “Aldrig, gode Thorvaldsen, har jeg tilforn tilskrevet Dig en eneste Linie; det kommer deraf, at jeg fuldt vel erindrede, Du var ingen Elsker af Skriveri: jeg kunde altsaa intet Svar vente; og saaledes var det blevet Brevskrivning, men ikke Brevvexling.” |
| Thiele I, p. XIV | “Da alle de let kiendelige Stykker af denne Dagbog med brændende Begierlighed vare samlede, blev det nu et Studium, at dechiffrere disse utydelige, ofte tabte, Bogstaver, som her, mangengang blot efter Lyden, skulde betegne Ord, og disse Ord, som man maatte giette sig til, naar først man havde opdaget lidt af SammenhængetXLIII. ” |
| Thiele I, p. 206-207 | “Med nogen Anstrengelse havde han allerede kunnet skrive en antagelig god Haandskrift. Dette havde han, efter begges Skrifttræk at dømme, lært af sin Fader. Men i Omgivelse af Mænd og Quinder af den høiere Dannelse, var dette ham ikke længere nok, og altfor ofte maatte han føle, at der ved Siden af hans Kunstfærdighed, dog endnu var Et og Andet, som han desværre ikke havde lært, men som det vilde være godt og behageligt, om han endnu kunde lære. Saaledes førtes han formodentlig under Zoëga’s Anviisning og Opmuntring til, ved Hiælp af Oversættelser, at giøre Bekiendtskab med Homer og et par andre Klassikere, og dertil har han vel været saa meget villigere, som han snart maatte erfare, at hans Kunstnervirksomhed krævede disse Anstrengelser. Men i Italien, hvor han dog agtede at forblive for det Første, – i Italien at lægge sig efter at skrive Dansk, dette synes at ligge ham fiernere, end det meste Andet! Dog, tiltrods for den Ulyst han altid tidligere havde yttret mod at lære noget Sligt, har han paa denne Tid, mindre oplagt til at bruge sin tid i Værkstedet, benyttet den danske Grammatik, han havde med sig, til at indprente sig de vigtigste af Retskrivningens Regler, da han saa haabede, at kunne undvære Andres Hiælp, naar han engang imellem skulde have et Brev skrevet. Vort Beviis for den anførte Mening er hverken mere eller mindre end dette, at vi have blandt hans Concepter og Breve fra denne Tid nu og da forefinde næsten hele ArkXLIV, egenhændigt beskrevne med grammatiske Regler, for Ex. om Artiklens Brug, om Dannelsen af Genitiv, o.s.v., udspekkede med Exempler, og desuden Afskrifter, tagne ud af en eller anden, dansk Roman, – maaskee af “Ildegerte,” som han jo ogsaa havde med sig, – hvis Hensigt kun kan have været Øvelse i Sproget.” |
| Julius LangeXLV, op. cit., p. 125-126 | “Men når han fik en Pen i Haanden, var der intet længer tilbage af den store sjældne Mand: det faldt ham slet ikke ind, at man kunde skrive, som man talte. Dette har uden Tvivl staaet i Forbindelse med den Varsomhed og Mistænksomhed i allehaande verdslige Forhold, som tidlig fremtraadte hos ham. Han var ligesaa forsigtig med det skrevne Ord som en Almuesmand, der vel vogter sig for at give noget skrevet fra sig, som han bagefter kan faa Fortræd af. Hans Ven Ludvig Bødtchers skælmske Vers: Der er i Blæk en sælsom Magt / Som gør selv Lucifer forsagt, – synes også at gælde om ham. Hans kloge og lyse Aand har meget vel indset, at han på dette Punkt var så teknisk ubehjælpsom, at en Skoledreng kunde spille Mester imod ham; og han har da fundet det bedre rent at sige Pas – så vidt som han da kunde faa Lov dertil af en Samtid, der netop drev en uhyre Luxus med Brevskriveri.” |
| Kilde | Udsagn |
| Brev af 5.1.1795 fra Thorvaldsen til Akademiet | “[Jeg anmoder om] at maatte beholde den Pension som blev mig tildeel i det forbigangene Aar, da den vilde være mig een betydelig hielp til at kunde fortsætte mine Studeringer, tillige at ieg ved samme hielp kunde erverve mig de Sprogkundskaber, uden hvilke et hvert fremskrit er umuligt.” |
| Thorvaldsens dagbog 1797 (under datoen 30.1.1797) | “der er nogle smuke Frutømer og den smugeste taler tyskXLVI [...]” |
| Thorvaldsen om sig selvXLVII gennem H.F.J. Estrup: Thorvaldsens biografi 1818/1826 | “Der var saa mange huller at udfylde i hans Kundskaber; han forstod kuns sit Modersmaal; [...] Tysk lærte han i Omgang med Tyskere; det franske Sprog lærte han ved at tale med Englændere, af hvilke han ikke skammede sig ved at lære det, da de parlerede omtrent ligesaa slet som han selv. Han er Autodidakt i alle Sprog, men taler ogsaa alle lige ufuldkomment.” |
| Kilde | Udsagn |
| Lorens Henrich Fiskers brev af 29.12.1796 til Charlotte Amalie Fisker, jf. Thiele I, p. 75 | “Han er saa luud doven, [...] har aldrig ombord villet lære et Ord Sprog” |
| Brev af 27.1.1797 fra Vincenzo Manno til Francesco Manno | “Di bocca, a bocca non gli potrete parlare perché non capisce l’italiano, senon che sua lingua AlemarcheseXLVIII. ” |
| Brev af 6.3.1797 fra Ernst Morace til Giuseppe Carnesecca | “[...] per la lingua Italiana non la capisce affatto, mà spero che l’imparera presto […]” |
| Brev af 26.3.1798 fra Charles Bassi til Thorvaldsen | “[Ritardo m]olto in scrivervi, essendo molto imbaraz[ato con] lingua vi parlerei, Ho scelto infine [xxxxxxxxxxx]erard[x]o che la capirete meglio; ed in ogni [xxxxxxxxxxx citt]adino Zoegart [x]e la spieghera;” |
| Brev fra Herman Schubart til Thorvaldsen af 2.11.1804 | “I Morges fik jeg Brev fra Kiøbenhavn i hvilket min Søster taler om Dem min gode Ven, og jeg vil her afskrive Dem den heele Artikel, da jeg veed at De forstaaer meget vel det franske Sprog.” |
| Brev af 18.1.1808 fra Herman Schubart til Thorvaldsen | “Vil De ikke skrive Dansk fordi Modersmaalet er Dem uvandt, saa skriv Italiensk.” |
| August Wilhelm Schlegel, jf. Schlegel/Böcking, op. cit. | “Ich freue mich, einen jungen Künstler nenen zu können, der, mit den herrlichsten Anlagen begabt, diese Laufbahn betritt; und den wir uns gewissermassen zueignen dürfen, da er, wiewohl ein Däne von Geburt, wie ein Deutscher unsere Sprache redet, und ganz deutsche Bildung besitzt. Es ist Thorvaldsen.” |
| Henriette Herz, op. cit., p. 221, også publiceret i Arkivet. | Nur war mit beiden [i.e. Koch & Thorvaldsen] nicht allzuviel zu sprechen…; mit Thorwaldsen nicht, weil er eigentlich gar keine Sprache spricht, denn seine Muttersprache hat er fast vergessen, und doch keine andere Sprache gut genug gelernt, um sich mit Leichtigkeit in derselben auszudrücken. Oft betrachtete ich den herrlichen Kopf, das wunderbar strahlende blaue Auge des großen Künstlers, und dachte: wie trefflich müßte der Mann sprechen wenn er überhaupt sprechen könnte! – Was er aber auszudrücken wußte, zeugte von Gesundheit und Tüchtigkeit. – |
| Friederike Brun, op. cit., p. 10 | “[…] vor Yngling [den unge Thorvaldsen], heel ukiendt med Verden, fremmed i ethvert andet Tungemaal, end det danske […]” |
| Ferdinand Florens Fleck, op. cit. | “Er spricht wenig und hat selbst die deutsche Sprache nicht hinlänglich in der Gewalt. Das Dänische ist sein vaterländisches Idiom. Von fremden Sprachen ist er nur des Italiänischen vollkommen und des Französischen etwas mächtig.” |
| Peder Horrebow Haste, op. cit. | “[…] Tydsk forstod han, og kunde deri gjøre sig forstaaelig, skjønt han ingenlunde talte det correct.” |
| Thiele III, p. 88 | [Thorvaldsen citeresXLIX for følgende på tysk udtrykte bemærkning efter at have hørt nyheden om, at dele af hans værksted i Rom var styrtet sammen:] “Wenn nur menschliche Verworfenheit nicht im Spiele ist; – mit den Elementen und den leblosen Stoffen lässt sich nicht kämpfen!” |
| Wolfgang Menzel, op. cit. | “Han standser undertiden i Talen, da han ikke er det tydske Sprog fuldkommen mægtig, men han taler ikke noget unyttigt Ord, og Alt hvad han siger har Fynd og Klem. Heri ligner han meget vor Uhland, der heller ikke taler flydende, men stedse grundigt.” |
| Adam Oehlenschläger, op. cit. | “Han [Thorvaldsen] havde i daglig Omgang lært Italiensk og Tydsk; men udtalte det altid med en Accent fra Christenbernikowstræde.” |
| Friedrich NoackL, op. cit. | “[...] der Däne Thorwaldsen, der sich ganz zur deutschen Künstlerschaft hielt, obschon er das Deutsche ebenso mangelhaft sprach wie das Italienische und wie seine Muttersprache, die er in Rom verlernt hatte [...]” |
| Th. v. Liebenau, op. cit., p. 23 | “Die Unterhandlung mit dem Phidias des Nordens war auch desshalb um so schwieriger, weil dieser fast nur der dänischen Sprache mächtig war, mühesam italienisch und französisch sprach und alle einlaufenden Briefe uneröffnet in den Rumpf einer Statue steckte. Von Zeit zu Zeit erbrachen Thorwaldsens Freunde diese Briefe, theilten den Inhalt derselben dem Künstler mit und fragten, ob und was sie zu anworten hätten.” |
| Kilde | Udsagn |
| Thorvaldsen om sig selv gennem H.F.J. Estrup: Thorvaldsens biografi 1818/1826 | “[…] Den Tid, hvori han ikke var paa Academiet, hørte hans Fader til, og det er begribeligt, at hans øvrige Undervisning og Dannelse maatte staae tilbage.” |
| Thorvaldsen om sig selv gennem Christine Stampe, jf. Stampe, op. cit., p. 37 | “Han beklagede ofte, at han aldrig havde lært det [i.e. at skrive], ‘thi som Dreng var jeg [Thorvaldsen] fuld af Gavtyvstreger og havde ikke Tid, og senere skammede jeg mig.’” |
| Kilde | Udsagn |
| Lorens Henrich Fiskers brev af 29.12.1796 til Charlotte Amalie Fisker, jf. Thiele I, p. 75 | “Han er saa luud doven, at han ikke selv har gidet at skrive [til forældrene], har aldrig ombord villet lære et Ord Sprog” |
| Kilde | Udsagn |
| Thiele I, p. 182 | [Under en rundvisningLI i Thorvaldsens værksted flere år efter Jason’s, A52, støbning i gips, der angiveligt var blevet bekostet af Friederike Brun, udbrød forfatterinden ved synet af statuen:] “‘Da steht mein Sohn! Nicht wahr, Thorvaldsen?’ – Vor Kunstner, som fandt sig noget faaret ved disse Moderglæder, svarede tørt: ‘Er hat Ihnen nur wenig Geburtsschmerzen gekostet!’” |
| H.F.J. Estrup: Thorvaldsens biografi 1818/1826 | “Medens han var sysselsat hermed [dvs. med arbejder i det nuværende Christian 8.s palæ, Amalienborg, 1794] skal den berømte Billedhugger Soergel [dvs. Sergel] være kommen til ham og have spurgt ham: ‘Hvorledes han bar sig ad med at gjøre saadanne smukke Figurer?’ Thorvaldsen pegede paa sin Skrabepind og svarede paa sin Viis laconisk: ‘Med denne’.” |
| Christine Stampe, jf. Stampe, op. cit., p. 36-37 | “Ligesom han kunde tegne mageløs træffende Carikaturer, som man øieblikkelig kiendte, saa kunde han og giøre træffende Bemærkninger. Saaledes kaldte han en ung Pige, der havde noget vist i sit Væsen, der skulle være nobelt: Den mislykkede Madonna’, og vi Alle fandt det saa træffende, at vi fremdeles kaldte hende saa mellem os.” |
| Kilde | Udsagn |
| Rasmus Emil Bruun i brev til Frederik Barfoed, juli 1817, jf. Bruun, op. cit., p. 543 | “Thorvaldsen er ikke rig på Ord; men hans Tale vægtig og dierv; sandhed boer paa hans Læber, og al Forstillelse er ham fremmed.” |
| Thiele 1831, p. 4-5 | “Han talede kun lidet, og hans Svar vare korte og bestemte, og, ligesom de nu ikke sjeldent ere lidt epigrammiskt spidsede, vare de dengang ofte i deres ligefremme Naturlighed pudseerligt træffende. Naar han stod ved sit Tegnebrædt, var han saa taus og ordknap, at han sjeldent svarede med Ja eller Nei, naar han kunde lade det være nok, at nikke eller ryste paa Hovedet. Forlangtes hans Raad eller Hjælp ihenseende til en Tegning, da svarede han, efter et hurtigt, men let opfattende Blik paa Sagen, blot ved at pege med Fingeren.” |
| Fr. Barfod, op. cit, p. 83 | “Hver Søndag Formiddag besøger jeg ham gjerne. Med hvilken hjertelighed modtager han enhver Landsmand! Han fører os da rundt omkring i sine værelser, og med en utrættelig Godmodighed viser han os alle sine Konstskatte; siden stiller han sig selv hen til sit Arbejde, og, medens hans Mesterhaand i Leret fremtryller de uforlignelig skjønne basrelieffer, som evig ville blive en Gjenstand for Verdens Beundring, taler han selv med en ubeskrivelig Hjertelighed og Oprigtighed om Konst, Politik, Dagsnyheder, om dem her i Rom, men dog helst om dem, vi have faaet hjemmefra.” |
| Ferdinand Florens Fleck, op. cit. | “Er spricht wenig [...]” |
| Wolfgang Menzel, op. cit. | “Munter sidder han ved festlige Lag blandt de yngste og ubetydeligste konsnere, og drikker og synger med dem, uden at lade dem føre sin Overvægt, men ogsaa uden at glemme sin Alder. Med Undtagelse af Ludvig Tieck, har jeg endnu ikke truffet nogen aldrende Mand, der er i saa høi Grad elskværdig, som Thorvaldsen. Han taler iøvrigt ikke meget, undtagen naar det angaar en interessant Gjenstand for Konsten, hvorved han ret kan blive varm. [...] han taler ikke noget unyttigt Ord, og Alt hvad han siger har Fynd og Klem.” |
| P. Johansen, op. cit. p. 535 | “Fordi han var en elskværdig og faamælt Mand, der ikke sagde imod og ikke gav lange Forklaringer, opfattede de andre ikke, hvor overlegen hans Forstaaelse [af eksempelvis antikken] var over deres, og derfor satte de Stempel på ham som aandelig Undermaaler.” |
| Julius LangeLII, op. cit., p. 125 | “Thorvaldsen var i venskabelig Omgang ikke indesluttet eller ordknap; han har endog havt en vis Genialitet i Brugen af Ordet. Der faldt små Epigrammer ud af hans Mund i lakonisk Stil og tillige krydrede med attisk Salt, Ytringer, som forenede Visdom og Naivitet ligesom fra en forhomerisk Tidsalder.” |
Sidst opdateret 18.09.2015
Jf. Thiele, I, p. XIV: “Da alle de let kiendelige Stykker af denne Dagbog med brændende Begierlighed vare samlede, blev det nu et Studium, at dechiffrere disse utydelige, ofte tabte, Bogstaver, som her, mangengang blot efter Lyden, skulde betegne Ord, og disse Ord, som man maatte giette sig til, naar først man havde opdaget lidt af Sammenhænget.” Denne ganske rammende beskrivelse følger dog umiddelbart efter omtalen af brevfundet i kælderen i Rom sommeren 1844 (se referenceartikel om Arkivets historie for mere herom), hvor brevenes delvise dekompostering er beskrevet. Man kan derfor lige så vel få den opfattelse, at aflæsningsvanskelighederne skyldtes dette faktum. Thiele underbetonede altså problemet ved i sammenhæng med ovenstående at skrive, at han havde tilladt sig visse ortografiske rettelser og tilføjet interpunktion, hvor nødvendigt af hensyn til læsningen. Thiele foregøglede dog ikke, at Thorvaldsen fandt brevskrivning ukompliceret og beskrev, Thiele I p. 207, Thorvaldsens danskstudier og grammatiske øvelser i Rom 1803 under mentoren Georg Zoëgas vejledning og bruger det som bevis på Thorvaldsens kærlige tilknytning til sit fædreland.
For et eksempel på denne type studering, se dokumentet af februar 1804.
Dvs. Thieles biografi vol. I-IV, 1851-56.
Beskrivelsen dækker en nu ukendt, antagelig ødelagt, fremstilling fra Thorvaldsens hånd af Fredens Gudinde, for mere herom se kommentar til brevet af 24.10.1800, samt evt. listen over forsvundne værker.
Dvs. en kort skjorte eller trøje, jf. Ordbog over det danske Sprog.
Om Thorvaldens koncipister se referenceartikel herom.
Se eksempelvis Peder Horrebow Hastes brev af 11.7.1820 til Thorvaldsen: “Aldrig, gode Thorvaldsen, har jeg tilforn tilskrevet Dig en eneste Linie; det kommer deraf, at jeg fuldt vel erindrede, Du var ingen Elsker af Skriveri: jeg kunde altsaa intet Svar vente; og saaledes var det blevet Brevskrivning, men ikke Brevvexling.”, eller brev fra C.F.F. Stanley af 16.8.1805: “[...] og per Parentesis være det mig tilladt at sige (: jeg ingen Skrivelse ventede da jeg unter uns Gesagt kiender min Herres hurtighed i Skriverragien, og med hvilken Siele Fryd og glæde De griber Pennen”. Til Stanleys sarkasme skal dog tilføjes, at Thorvaldsen med sikkerhed har afsendt mindst otte breve til Stanley, se evt. liste over forsvundne breve, samt Lund, op. cit. p. 51. Se også brevene tilknyttet emneordet Thorvaldsens ringe skrivelyst.
En artikel, der søger at modbevise myten om H.C. Andersens ordblindhed, anfører således bl.a. følgende årsager til datidens langt videre rammer for korrekt retskrivning og eftertidens vanskeligheder ved at skille stavefejl fra korrekt stavning:
Tidlig dansk 1800-tals (og nutidig) stavning er kompliceret på grund af historiske Lydforandringer ofte uden tilsvarende ændringer i ortografien. Selvom der er mange ligheder mellem tidlig 1800-tals og nutidig dansk stavning, kan fejloptællinger være
bedrageriske, fordi ord, der ser forkerte ud, kan være korrekt stavede, og værre, fordi tilsyneladende korrekt stavede ord kan være stavefejl. Desuden var tidlig 1800-tals
stavning endnu ikke fuldstændigt standardiseret, hvad der medførte, at praksis, grammatikker og ordbøger varierede. De lærde var uenige, hvilket f.eks. fremgår af indledningen til den ortografisk konservative Molbech’s ordbog. Oversigter af Boberg [1]
og Gregersen [2] drøfter den tummel, som anvendelsen af forskellige ortografiske systemer medførte. Diskussionen fortsatte indtil 1888, da regeringen vedtog en fælles norm.
[1]: V. Boberg: Dansk retskrivnings historie i de sidste 200 år, København 1895.
[2]: F. Gregersen: ‘Skriftsprogenes formelle udvikling på baggrund af øget læse- og skrivefærdighed og udvidet produktion af læsestof’, in: De Nordiske skriftspråkenes utvikling på 1800-tallet 4, Oslo 1984, pp. 166-194.
Også Lund, op. cit. p. 54, nævner dette forhold.
Se evt. referenceartikel om Thorvaldsens dannelse vedr. dette.
Som P. Johansen, op. cit. p. 533, dog meget rigtigt indvender, udførte Thorvaldsen adskillige skitser og portrætter under den lange sørejse, hvormed dovenskaben unægteligt sættes i relief.
Se evt. referenceartikel om Thorvaldsens koncipister.
Se f.eks. brev af 20.3.1802 fra Thorvaldsen til Nicolai Abildgaard, der tydeligvis er skrevet omhyggeligt og med stort besvær, men som Thorvaldsen alligevel har tilføjet et “i Hast”, som for at imødekomme påtalen af de fejl, der trods omhuen havde indsneget sig.
Maria Hellebergs bog Alberto, København 2006, som bl.a. af Aalborg Bibliotekerne anbefales læsere med en anmeldelse, hvor denne “fra dybet til højderne-version” på det kraftigste kommer frem og som skal læses med meget store forbehold. Her et kort uddrag: “Han [Thorvaldsen] kan ikke sproget, han kan ikke læse, han har ingen dannelse, han kender ikke den klassiske mytologi (som baggrund for de figurer han skaber.) Men alligevel skaber han sig en fantastisk karriere og berømmelse. Han skaber store værker, får mange kunder, bliver en rig mand.
Bogen handler om manden og om kunstneren. Menneskeligt er han hele sit liv forfulgt af sin sociale arv. Han har svært ved at leve; han oplever flere kærlighedsforhold og får to børn, men magter ikke at fastholde et forhold til en kvinde eller binde sig.
Han vender hjem til København, berømt; men dør gammel og ensom, under en teaterforestilling i Det kgl. Teater.”
En sådan udlægning er en stærkt fortegnet gengivelse af virkeligheden.
Se evt. referenceartikel om Thorvaldsens dannelse vedr. dette.
Som ovenfor anført, kan Gotskalk Thorvaldsen dog ikke have været aldeles udannet, eftersom han var provstesøn, og også hans breve vidner om en ikke ubetydelig formåen. Johansen synes dermed at gøre Thorvaldsens ophav værre end det kan have været, for på denne baggrund at fremhæve Thorvaldsens glorværdige karriere endnu mere.
Af Thorvaldsens egne udtalelser til baronesse Stampe og historikeren H.F.J. Estrup synes det at fremgå, at han ikke gik i skole, men om disse udtalelser kan stå helt til troende vides ikke, eftersom han selv synes at have villet underbygge myten om sit uskolede selv. Se udtalelserne og kildehenvisningerne nedenfor i tabellen under “Thorvaldsens udsagn om årsagerne til eget sproglige niveau”.
Han [Thorvaldsen] havde i daglig Omgang lært Italiensk og Tydsk; men udtalte det altid med en Accent fra Christenbernikowstræde, jf.: Oehlenschläger: Erindringer, vol. IV, København 1851, p. 187.
For flere eksempler og en uddybende gennemgang af Thorvaldsens sprog og skriftlige vanskeligheder, se Lunds artikel, op. cit.
For mere om Thorvaldur Gottskalksson se også sønnen Gotskalk Thorvaldsens biografi.
Se eksempelvis P. Johansens artikel, op. cit. og referenceartiklen om Thorvaldsens dannelse for mere om dette.
Hertil skal retfærdigvis tilføjes, at Langes udsagn i hovedsagen bygger på analysen af to breve af hhv. 8.12.1810 og 13.3.1811 til kunstkenderen og etatsråden Hans West og et af 7.8.1834 til billedhuggeren og vennen H.E. Freund. Brevet til Freund er tilmed skrevet af en koncipist, Ludvig Bødtcher. Det fremgår således ikke, om Lange på dette tidspunkt har stiftet bekendtskab med en større variation af Thorvaldsens korrespondance ud over de breve, som Thiele havde publiceret i sine biografier I-V, 1851-56.
Eksempelvis følgende fra brev af 27.7.1813: “Sudette giorno di S. Anna mi fa ricordare che io ho una Amica che si chiama Anna Maria, la quale à per vitzio di liticare sempre con me, adesso potede strilare quanto volete io non vi sente, e spero che con questa poco di riposa delle mio lontananza vi leverette quella cative custume, e sarete come una pecorella al mio ritorno in Roma, Dio voglese ma io hò un gran dubbio[.]” For oversættelse, se brevet.
Se eksempelvis breve til Anna Maria Uhden af antagelig medio juli 1804, og 23.9.1813.
Dog skal det retfærdigvis tilføjes, at også andre, mere garvede skribenter, brugte lignende forbehold, se eksempelvis C.F.F. Stanleys brev til Thorvaldsen af 16.8.1805:
“riv dette i tu naar Du har læst det baade for sin slette stiil og miserable Skrift skyl”. Og omend mindre strengt: Hermann Schubarts brev til C.F.F. Stanley af 30.9.1805, hvor følgende forbehold for brevets fremtoning fremføres: “Gid De kand læse mit Brev! Jeg tør ikke giennemlæse det, for at ikke forsøges til at brænde det. De vil tage til takke med min gode Villie.” Og Lunds brev til Thorvaldsen af 31.8.1805, der afsluttes som følger: “Undskyld mig, jeg har skrevet saa daarlig, De vil have Umage at læse mit Brev.”
For mere om dette emne se evt. referenceartikel om brevkultur.
Eksempelvis Fleck, op. cit., P. Johansen, op. cit. p. 535, og Lund, op. cit., p. 57.
Eksempelvis Hauch, op. cit., Barfod, op. cit., Lange, op. cit., p. 125, og Stampe, op. cit.
Thieles beskrivelse af den helt unge Thorvaldsen på Kunstakademiet i København lyder: “Han talede kun lidet, og hans Svar vare korte og bestemte, og, ligesom de nu ikke sjeldent ere lidt epigrammiskt spidsede, vare de dengang ofte i deres ligefremme Naturlighed pudseerligt træffende. Naar han stod ved sit Tegnebrædt, var han saa taus og ordknap, at han sjeldent svarede med Ja eller Nei, naar han kunde lade det være nok, at nikke eller ryste paa Hovedet. Forlangtes hans Raad eller Hjælp ihenseende til en Tegning, da svarede han, efter et hurtigt, men let opfattende Blik paa Sagen, blot ved at pege med Fingeren.”
Jf. Thorvaldsens dagbog under datoen 30.1.1797.
Omend der kun står sprogkundskaber, må man gå ud fra, at det var de fremmedsprogede kundskaber, der primært refereredes til forud for den forestående udenlandsrejse.
Jf. Estrups biografi.
1808 hatte Thorwaldsen seinen Mars modelliert. Dann war der Adonis fertig. Eines morgens trat Canova bei Friderike Brun ins Zimmer und holte sie zu seinem Spaziergange nach der Villa Doria ab. Plötzlich stand er still. “Avete veduto quell’ ultima statuetta del vostro compatriota?“ fragte er. (Haben Sie die jüngste Arbeit ihreres Landesmanns gesehen)? Sie bejahte es. Lebhaft rief er aus: “Auesta statua è bella e piena di sentimento. Il vostro amico daverro è un uomo divino!“ (Die Statue ist schön und voller Ausdruck. Ihr Freund ist wahrhaftig ein göttlicher Mann!) – “Il est pourtant dommage, que je ne sois plus jeune!” setzte er zwei Augenblicke traurig, nach seiner Gewohnheit, hinzu, bald französisch, bald italienisch zu reden.
Jf: ‘Züge aus Canova’s Leben’, Literarisches Conversations-Blatt, nr. 187, 14. August 1823, p. 748.
Se evt. hertil brevene tilknyttede emneordet Thorvaldsens ringe skrivelyst.
Allerede på dette tidlige tidspunkt ironiserede Thorvaldsen over sine egne evner som brevskriver. En metode han synes at have anvendt livet igennem.
Dvs. af ringe værdi, af et ringe, tarveligt indhold, jf. Ordbog over det danske Sprog, pkt. 3.4. Også i dette forbehold synes det tydeligt at skinne igennem, at Thorvaldsen ikke var tilfreds med resultaterne af egen brevskrivning.
I denne sætning skinner det tydeligt igennem, at Thorvaldsen fuldt ud har været klar over, at han ikke var den flittigste brevskriver.
Dvs. næppe.
Dvs.: hovedsageligt af den årsag, at jeg ikke kan skrive.
For kommentarer til stavning og indhold, se brevudkastet.
Dvs.: De må undskylde mig min forsømmelse, at jeg har ladet Dem vente så længe, førend jeg opfyldte min pligt, men De ved, at jeg ikke kan [skrive].
For kommentarer til stavning og indhold, se brevudkastet.
Dvs.: Men De ved godt[,] at jeg ikke kan skrive[,] og af denne årsag er jeg bange for[,] at De ikke er i stand til at læse dette[,] som jeg skriver[.] Det er ikke udelukkende af forsømmelighed og endnu mindre fordi jeg skulle kunne glemme en veninde som Dem[,] som har været så elskværdig overfor mig[,] men årsagen er[,] at jeg er bange for[,] at De ikke kan læse det og ville have brug for[,] at en anden læste det for dem[.]
For kommentarer til stavning og indhold, se brevudkastet.
Her kommer både Thorvaldsens humor/ironi og hans selverkendelse til udtryk i beskrivelsen af brevskriverhelten.
Dvs.: P.S. Læs dette så godt som De kan men lad ikke nogen se det. Thorvaldsen skammede sig her tydeligt over brevets fremtræden og anså måske også indholdet for så privat, at det ikke burde forevises uvedkommende. Se evt. artiklerne om censur og brevkultur for mere herom.
Se evt. hertil brevene tilknyttede emneordet Thorvaldsens ringe skrivelyst.
Thiele I, p. 258 mener, at dette udtryk skal tydes som “Send mig en Tegning”. Der er dog snarere tale om, at Schubart har kendt Thorvaldsens vanskeligheder med at skrive breve, og derfor beder ham om at skrive uden at gøre for meget ud af det, dvs. blot skrive med blyant i stedet for den mere omstændelige pen. Ordbog over det Danske Sprog, pkt. 2, har følgende citat fra Jens Baggesens Labyrinten, I, p. 214, til underbyggelse af en sådan læsning: “Jeg slængte Pennen bort og skrev med Blyant”. Heraf synes det at fremgå, at den umiddelbare, uformelle skrivning bedst foregik med blyant.
Denne ganske rammende beskrivelse følger dog umiddelbart efter omtalen af brevfundet i kælderen i Rom sommeren 1844 (se referenceartikel om Arkivets historie for mere herom), hvor brevenes delvise dekompostering er beskrevet. Man kan derfor lige så vel få den opfattelse, at aflæsningsvanskelighederne skyldtes dette faktum. Thiele undertonede altså problemet ved i sammenhæng med ovenstående at skrive, at han havde tilladt sig visse ortografiske rettelser og tilføjet interpunktion, hvor nødvendigt af hensyn til læsningen. Thiele foregøglede dog ikke, at Thorvaldsen fandt brevskrivning ukompliceret og beskrev, Thiele I p. 207, Thorvaldsens danskstudier og grammatiske øvelser i Rom 1803 under mentoren Georg Zoëgas vejledning og bruger det som bevis på Thorvaldsens kærlige tilknytning til sit fædreland.
De eksempler, som Thiele nævner i det følgende forefindes alle på et bestemt ark fra omkring februar 1804.
Julius Langes udsagn bygger ikke på personligt kendskab til Thorvaldsen, men på eksisterende litteratur og er derfor ikke en primærkilde.
Man må gå ud fra, at der hentydedes til det lykkelige sammentræf, at det smukkeste fruentimmer også var hende, Thorvaldsen i kraft af det tyske sprog kunne tale med.
Dette udsagn skal dog læses med et vist forbehold, jf. ovenfor vedr. myten om den udannede ynglings efterfølgende kunstneriske triumf.
Dvs.: Mund til mund kan De ikke tale med ham eftersom han ikke forstår italiensk, men kun sit eget sprog tysk.
Alemarchese må være et selvopfundet ord, der vidner om, at Manno ikke har været helt klar over, hvilket land Thorvaldsen kom fra. Antagelig en variant af alemanno, dvs. tysk/schweizisk. Endelsen -ese kan være opstået på baggrund af det korrekte danese (dansk) og understreger derved forvirringen.
Dog skal dette formfuldendte tysk muligvis tages med det forbehold, at det er Thieles gengivelse. Dvs. citatet kan meget vel af forfatteren være tilrettet til korrekt tysk, mens indholdet af udsagnet må antages af være uforandret og dermed vidner om Thorvaldsens sproglige evner – også mht. fremmedsprog.
Friedrich Noacks udsagn bygger ikke på et personligt kendskab til Thorvaldsen, men på eksisterende litteratur, samt mundtlige overleveringer og er derfor ikke en primærkilde.
Dog skal dette formfuldendte tysk muligvis tages med det forbehold, at det er Thieles gengivelse. Dvs. citatet kan meget vel af forfatteren være tilrettet til korrekt tysk, mens indholdet af udsagnet må antages af være uforandret og dermed vidner om Thorvaldsens sproglige evner – også mht. fremmedsprog.
Julius Langes udsagn bygger ikke på personligt kendskab til Thorvaldsen, men på eksisterende litteratur og er derfor ikke en primærkilde.