Tilbage til F

C.D. Fritzsch

Thorvaldsens ungdomsven fra Kunstakademiet.

Thorvaldsen erindrede i 1818, at Fritzsch sammen med maleren Heinrich Grosch opfordrede ham til at stille op i Akademiets konkurrence om den store guldmedalje, der gav adgang til det 3-6-årige rejsestipendium, se Estrups biografi 1818/1826. De dannede derfor med maleren Carl Probsthayn i 1790’erne et “tegneselskab” i Grønnegade, hvor de øvede sig i komposition for at forberede sig til konkurrencerne.

Thorvaldsen, der vandt den store guldmedalje 14.8.1793, skulle have tilbudt Fritzsch halvdelen af sit rejsestipendium for at få en landsmand med på rejsen, men Fritzsch afslog.

Kort før Thorvaldsens afrejse til Italien skrev Fritzsch 24.8.1796 en hilsen i Thorvaldsens stambog, N213.

Fritzsch skulle have foretaget sin store udlandsrejse til bl.a. Italien i 1797, men det er højst tvivlsomt, om der blev noget af rejsen. Gotskalk Thorvaldsen skrev 20.5.1799 til Thorvaldsen fra København, at Fritzsch “gaar i nu [endnu] og giør Blest af sin Reise og lige vitt komer han[,] nu heder det at der skal blive naaget af i Somer men det bliver vist det same.” Fritzsch ansøgte i foråret 1803 Fonden ad usus publicos om rejseunderstøttelse. Fonden var først positivt indstillet, men siden blev ansøgningen af uvisse årsager henlagt. En fornyet ansøgning fra 5.5.1804 blev heller ikke imødekommet, jf. Rigsarkivet, op. cit. Weilbachs kunstnerleksikon skriver fejlagtigt, at “den planlagte udlandsrejse fandt måske sted 1803”.

De to ungdomsvenner mødtes igen i København under Thorvaldsens besøg i 1819-20 og efter Thorvaldsens hjemkomst i 1838.

Fritzsch kendes først og fremmest for sit virke som blomstermaler.

I Thorvaldsens malerisamling findes et portræt af Fritzsch som ældre, malet af C.A. Jensen, B227.

Fritzsch ejede et silhouet-selvportræt af Thorvaldsen, C758, som ejeren 1834 forærede til Just Mathias Thiele, fra hvis familie det endte på Thorvaldsens Museum. Portrættet, der stammer fra omkring 1790, er det tidligste kendte portræt af billedhuggeren.

Selvportræt i silhuet
Det tidligst kendte portræt af Thorvaldsen, C758




Værker på Thorvaldsens Museum

Se Fritzsch repræsenteret i Kataloget.

Referencer

  • Thiele I, p. 27-29, 45-46, 115, 138, 170, IV p. 16.
  • Rigsarkivet (ed.): Fonden ad usus publicos. Aktmæssige Bidrag til Belysning af dens Virksomhed, bind 2, København 1902, p. 433.
  • Weilbachs Kunstnerleksikon.

Sidst opdateret 23.10.2017

Portræt af blomstermaleren C.D. Fritzsch #

C.D. Fritzsch

Cladius (Claus) Detlev Fritzsch 1765-1841 Dansk, tysk Maler
Til Thorvaldsen3 dok.

Til og fra andre1 dok.
Omtalt i16 dok.