Fonden ad usus publicos var en statslig fond, der eksisterede 1765-1842. Den blev, som navnet fortæller, brugt til offentlige formål især til at hædre tjenestemænd, videnskabsmænd, kunstnere o.a. Fondens indtægter stammede fra ekstraordinære bøder og arvesager uden arvinger m.m.

Fonden spillede en vigtig rolle i Thorvaldsens tidlige karriere. I brev af 6.3.1804 modtog billedhuggeren nemlig uden forudgående ansøgning en “Gratification” på 300 rigsdaler fra fonden, hvilket var ganske exceptionelt (jf. Rasch, op. cit., p. 24-25). Stipendiet må betragtes som den danske regering / kongens mere eller mindre officielle blåstempling af, at Thorvaldsen kunne forblive i Rom, selvom han formelt set burde have vendt hjem til Danmark, se mere i referenceartiklen herom.

Fondens direktører i Thorvaldsens tid var Ernst Schimmelmann (direktør 1784-1831), Christian Ditlev Reventlow (direktør 1785-1813), J.S. Møsting (direktør 1813-1842) og Adam Wilhelm Moltke (direktør 1831-1842). Som sekretærer fungerede Jonas Collin (1803-1832) og hans søn Edvard Collin (1832-1842).

Først efter Schimmelmann og Reventlows tiltræden begyndte fonden så småt at yde støtte til kunstnere. Den første billedkunstner, der modtog et rejsestipendium var maleren Nicolaus Wolff i 1793 (jf. Rasch, op. cit., p. 23).

Referencer

• Rigsarkivet (ed.): Fonden ad usus publicos. Aktmæssige Bidrag til Belysning af dens Virksomhed, bind 1-3, København 1897, 1902 & 1947.
• Aage Rasch: Staten og kunstnerne. Bevillinger og meninger under enevælde og folkestyre, Aarhus 1968, p. 21-33.

Sidst opdateret 03.05.2016