Dus med Thorvaldsen

• Redaktørerne ved Arkivet, arkivet.thorvaldsensmuseum.dk, 2008

• Hvem var dus med Thorvaldsen? Hvem kendte ham særlig godt? Her er en liste over de personer, der, på skrift, var dus med billedhuggeren.

I første halvdel af 1800-tallet var det ikke almindeligt for bekendte at være dus med hinanden – og endnu sjældnere at være på fornavn. Når man tiltalte hinanden med du, stod man på særlig venskabelig fod. Når det er væsentligt at fremhæve denne personkreds i Thorvaldsens sammenhæng, skyldes det ønsket om at dokumentere, hvilke mennesker der kendte billedhuggeren så godt, at de var dus – i al fald på skrift.

De fleste af Thorvaldsens dus-venner findes blandt hans bekendte i København fra tiden før han drog til Italien i 1796. Efter sin ankomst til Rom blev han kun meget sjældent dus med nye bekendtskaber; Adam Oehlenschläger, C.G. Kratzenstein Stub og P.O. Brøndsted udgør fx undtagelser. At være Des var det almindelige for Thorvaldsens omgang med kolleger og bekendte i Rom.

Nære venner kunne sagtens være Des i datiden, sådan som det var tilfældet mellem Thorvaldsen og fx Nicolai Abildgaard, Georg Zoëga og Herman Schubart, der jo ellers alle stod billedhuggeren meget nær. Her har aldersforskellen og antagelig også den rolle som Thorvaldsen-protektorer, de tre nævnte spillede, været afgørende for De-formen. At man naturligt tiltalte ældre personer med De, vidner også Thorvaldsens brevudkast af 22.4.1802 til sin far, Gotskalk Thorvaldsen, om. Selvom faderen selvfølgeligt tiltalte sin søn med du, synes datidens autoritetsforhold mellem fader og søn at have forhindret, at det omvendte var tilfældet.

Thorvaldsen og hans romerske elskerinde, Anna Maria Uhden tiltalte hinanden med De – i al fald i brevene. For her må man tro, at forskellen mellem tale- og skriftsprog har nødvendiggjort De i brevformen, mens samtaletonen de to imellem sandsynligvis har været friere, se fx “dialogen” mellem dem fra antagelig april 1802.

Spørgsmålet er da, hvilken betydning vi kan tillægge tiltaleformen du, når vi forsøger at forstå forholdet mellem Thorvaldsen og en bestemt person. Da du-formen trods alt forekommer relativt sjældent i de skriftlige kilder efter Thorvaldsens ankomst til Rom, virker det rimeligt at hævde, at når en person blev dus med Thorvaldsen, afspejlede det vedkommendes særlige fortrolighedsstatus. De vidnesbyrd om billedhuggeren, som vedkommende har efterladt, skal altså vurderes i lyset af den tættere venskabsforbindelse, som du-formen vidner om.

Thorvaldsen har været vant til, at nye bekendtskaber titulerede ham med De, mens han overfor sine venner og ungdomsvenner foretrak det mere uformelle du. Det vidner følgende beretning fra 1820, jf. Soldin, op. cit. og Nyeste Skilderie, 15.11.1823, hvor Thorvaldsen møder en ungdomsven, om:

“Blandt de mange, der besøgte [Thorvaldsen], var ogsaa een af hans Ungdomsvenner, en brav Professionist. Denne traadte ind i hans Konstværksted [på Charlottenborg], hvor ikke faa endog Mænd af første Rang havde indfundet sig, for at beundre de Arbeider, han var sysselsat med. Efterat alle de Store var gaaede, nærmede den gamle borgerlige Ungdomsven sig med kjendelig Forlegenhed. “Hr. Etatsraaden vil undskylde”, begyndte han. Med inderlig Bevægelse og blid Fortrolighed omfavnede Thorwaldsen den gamle Ungdomsven. “Hvortil disse Complimenter, gode * * *?” sagde han. “Tael til mig som Du pleier, og kald mig, som før, Du!”

Personer, der var dus med Thorvaldsen

NB. Listen opdateres løbende. Se også dokumenter vedrørende emnet Dus med Thorvaldsen.

Referencer

• Dokumenter vedrørende emnet Dus med Thorvaldsen.

• S. Soldin (red.), Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, 15. november, København 1820, p. 1449.

Sidst opdateret 05.03.2021