Kjøbenhavn den 23 Januar 1812
Kjære Ven
Jeg griber denne Leilighed til at lade Dig høre lidt fra mig, skjøndt der ikke er forundt mig Tid til at skrive Dig til. Du faaer vel desuden saa mange Breve med denne Leilighed, at hvad Nyt jeg ellers kunde skrive Dig vilde ikke blive andet end Repetition.
Allerede for meere end Fjerdingaar siden, er jeg kommet tilbage til Danmark efter en ret moersom Reise, og fandt min heele Familie vel, og min Kjæreste, skjøndt lidt blegere over de nyeligen indtrufne tvende sørgelige Dødsfald i hendes Familie, i alle øvrige Maader accurat den samme, som da jeg forlod hende. Allerede er jeg gift og hjemfaren i Kjøbenhavn, og har ogsaa allerede saa sagte Forhaabninger om en Arving. (gaaer ikke Tiden rask ? dog, det er længesiden jeg saae Dig.) Min Portraitplov gaaer Gud skee Lov meget godt, saa jeg har Arbeide nok for et halvt Aar, og da jeg føler mig særdeeles lykkelig som Mand hjemme, falder det mig let med min huuslige Kone at føre et Liv saa jeg kan komme ud af det, skjøndt jeg, som Du nok kan indsee ikke kan forhøie mine Priser i Forhold til de uhyre dyre Tider, som, skjøndt [xx]i Coursen i et Fjerding Aar enten har staaet eller Forbedret sig, dog bestandig tiltage i Dyrhed. Dette ligger umiskjendeligen deri at – dog, hvi skal jeg underholde Dig med sørgelige Ting som hverken Du eller jeg kan afhjelpe, og naar jeg ret seer mig tilbage paa min lange Reiseroute, saa synes mig næsten at det anden Steds er værre. Kunsten har virkelig vundet Anseelse medens jeg har været borte; mange søge at oplive den; Kjøbere, sær til Landskaber ere ei ualmindelige, her er en Mand som lader male forfærdige en Suite af Holbergs Comedier, hos mig er ogsaa allerede bestilt et mindre historisk Stykke. Kun skade at Evnerne nu er mindre end nogensinde til at betale Kunstneren – Du er i Alles Munde; man længes kun efter at see dine Arbeider, man haaber engang at faae Dig at see, siden den nye Opdagelse af det skjønne hvide Norske Marmor, som efter min Mening, kan i Kornet kan sammenlignes med det Carariske, og undsætter Mangelen af den Klarhed, som er den beste Sort af det Carariske egen, med en for Øiet særdeeles behagelig Guulighed. Jeg meener ogsaa at vel, i det mindste for en Tid, dersom Regjeringen passeligen bød Dig Haand, Du kunde komme tilbage til Danmark, nu da Slottet giver Leilighed til at lade Kunstneren leve og forevige sig.
Lund og Høier ere agreerede til Medlemstykker ud af den nordiske Heltehistorie. Heldigere har Høier været end Lund, som har faaet Emne med tredobelt Handling i, hvori netop Hovedpersonerne spille den ubetydeligste Rolle; hvori der er 3 gange saa meget Arbeide ved som ved Høiers, og vel riimeligviis vil 9dobble sig under hans Hænder. Høiers Kasse med mit Malerie i er endnu ei kommet; Gud veed i hvad Tilstand den kommer. Af Prinds Christians Roes er nu Alles Munde fuld; ogsaa for Kunsten synes han at have Hjerte, kun Skade at hans Hænder paa nærværende Tid ere temmelig bundne – Men nu maae jeg afbryde, og vil derfor bede Dig hilse de Par gode Venner i Rom, sær Munk og Malling og Eberlein fra mig.
Din hengivne Ven
Ch Kratzenstein-Stub
P.S. Du maae endeligen gjøre mig den Glæde, om ei før, da med Malling eller Munk at completere min Samling af dine Værker. Jeg er i Besiddelse af de første 23, og deriblandt mangle endda ved Feiltagelse Viisdom og Sundhed for Slottet.