Thorwaldsen og Portneren Jørgen.
Da Thorwaldsen for tre Aar siden igjen besøgte sit Fædreneland, gjeldte eet af hans første Besøg naturligviis den Stiftelse, som han skyldte sin første og tidligste Dannelse ‒ Konstacademiet i Kjøbenhavn. Man tænke sig hans Følelse, da han efter henved et Fjerdedeels Aarhundredes Fraværelse igjen nærmede sig den Bygning, hvor han nogle og tredive Aar i Forvejen, som et fattig Barn, uden anden Ven end sin Fattigdom, uden anden Beskytter, end det algode Forsyn, løb hver Vinteraften, med sit Tegnebrædt under Armen, did blandt de andre Elever, kuldskjær og med valne Hænder. Hvilken Følelse naar han betænkte, at den samme Dørtærskel, han engang betraadte som fattigt Barn, uden Haab og Udsigt, stod han nu igjen paa, som een af de første Professorer ved Academiet og som den første Billedhugger i Verden, beundret af alle Konstnere, hædret af alle Monarker. Men denne Følelse, langt fra at gjøre ham stolt, som den vilde gjort mangen Anden i hans Sted, stemte tvertimod Hans høie Sjel til den inderligste Taknemmelighed og den ømmeste Blidhed.
Ved Indgangen til Charlottenborg stod endnu den samme Portner, der i hans Barndom havde bevogtet Adgangen til dette Konstens Helligdom og som mange Gange havde sladdret og spøget med den lille Berthel. Da Berthel ikkun var eet Aar gammel (1771) var Jørgen Bentzen allerede Portner, og da hiin endnu var en liden Dreng var denne allerede Mand. Men medens Bertel steg ved Academiet fra Trin til Trin i sin Konst, siden drog til Tiberens Bred, dannede Alexanders Seierstog, der ligesaa meget blev hans egen som den macedoniske Konges Triumph; opkaldte Jason fra de Døde i det Marmor, som hans Meissel gav Liv ‒ blev Portneren Jørgen i sin lille Bolig bestandig den samme, passende sit Kald, og opfyldende sine Pligter i sin snevre, skjulte Kreds, som en brav Mand. Naturen havde imidlertid udøvet sin Ret ogsaa over ham. Den havde farvet hans Haar sneehvidt, og furet hans ærværdige Pande. Med Hatten i Haanden og det graa Hoved ubedækket træder i Porten den 77aarige Olding frem for den store Konstner, som er Gjenstanden for alle Samtaler blandt alle Stænder i Kongestaden. Han betragter ham lidt og tænker ved sig selv: “ogsaa dine Haar, Berthel, har Tiden blegnet noget!” men ikke faldt det ham ind, at den berømte Professor Thorwaldsen skulde gjenkjende den gamle nu saa forandrede og affældige Portner. Dog, neppe var Thorwaldsen bleven den gamle Ungdomsven vaer, førend han, med Taarer i Øine og rørt Hjerte, faldt Oldingen om Halsen, trykte ham til sit Bryst og raabte med halv undertrykt Stemme: “Jørgen ‒ gode Jørgen, gamle, ærlige Ven ‒ lever Du endnu?”
Ikke mindre ædel Beskedenhed viste Thorwaldsen ved en anden Leilighed. Blandt de mange, der besøgte ham, var ogsaa een af hans Ungdomsvenner, en brav Professionist. Denne traadte ind i hans Konstværksted, hvor ikke faa endog Mænd af første Rang havde indfundet sig, for at beundre de Arbeider, han var sysselsat med. Efterat alle de Store var gaaede, nærmede den gamle borgerlige Ungdomsven sig med kjendelig Forlegenhed. “Hr. Etatsraaden vil undskylde”, begyndte han. Med inderlig Bevægelse og blid Fortrolighed omfavnede Thorwaldsen den gamle Ungdomsven. “Hvortil disse Complimenter, gode * * * ?” sagde han. “Tael til mig som Du pleier, og kald mig, som før, Du!”
Jo sjeldnere en saadan Beskedenhed findes blandt dem, der have opsvinget sig til en høi Standpunkt, det være nu ved store Naturgaver eller stor Rigdom, desto behageligere er det, at møde saadanne Træk. Almindeligst er det, at de Fleste, blandede af Lykkens Solskin, ikke troe at burde kjendes ved deres gamle Venner og Forhold. Selv Napoleon beskylder man for, at han, som Keiser, tog een af sine Marskaller, der havde tjent med ham i ringere Grader, det meget unaadigt op, da denne ved Taffelet erindrede ham om en Ret, han, som Lieutenant holdt saa meget af. Som Undersaat af Keiseren maatte Marskallen naturligviis paalagge sig her Taushed; thi ellers kunde han maaskee have betjent sig af et lignende Svar, som en Velbaarenhed fik af sin Collega, da han ved det første Besøg modtog denne i Døren med et koldt: hvad har De at befale? ‒ “Velbaarenheden”, sagde den gamle Ven, “har jeg intet at befale”, og gik sin Vei. De højere og cultiverede Stænder pleie imidlertid mere at kunne dølge deres Hovmod under en, i det mindste tilsyneladende, Beskedenhed. Blandt Middelklasserne derimod er denne Konst kun alt for lidet bekjendt og dykket. Den borgerlige Hoffærdighed har Holberg ikke mindre fortræffeligen skildret os i sin politiske Kandestøber, end den adelige i Don Ranudo. Vil man see, hvorledes mangen en Professionist eller Kjøbmand teer sig, naar han kun faaer den mindste, paa Rangens uhyre Himmelstige neppe igjennem et Mikroscop synlige Titel, saa betragte man Herman v. Bremenfeld! Man see, hvorledes Gedske afviser sin Du-Søster med et foragteligt “Morlille, jeg kjender hende ikke”, uden at bryde sig om det søsterlige Hjertes voldsomme Udbrud: “saa kjender vor Herre mig da.” ‒ Hvor mange Tusinde Gange ere saadanne Scener ikke blevne fornyede i det virkelige Liv?
