Arkivet, Thorvaldsens Museum

Resumé

Dette digt blev antagelig fremført 20.8.1820 ved den festmiddag, som blev afholdt til Thorvaldsens ære på herregården Engestofte på Lolland. Bertouch har imidlertid stedfæstet digtet til sit hjem på naboherregården Søholt, hvor Thorvaldsen boede under sit ophold på Lolland. Der er derfor mulighed for, at Bertouch har skrevet digtet i sit hjem, men fremført det ved den festlige lejlighed hos naboen på Engestofte – eller at hun ved en mindre formel sammenkomst på Søholt samme dag oplæste digtet for Thorvaldsen og overrakte det til ham dér.

Et ironisk drilleri

Digtet retter på charmerende vis en mild bebrejdelse mod Thorvaldsen over, at han er forblevet ugift. Det er højst sandsynligt, at Louise von Bertouch havde hørt om Thorvaldsens forlovelse året før med Frances Mackenzie. Billedhuggeren fik dog kolde fødder og viklede sig ud af forholdet på knap så elegant vis ved bl.a. at indlede et andet forhold til Franziska Caspers. Hans gode ven P.O. Brøndsted opsummerede 5.5.1819 forbindelsen mellem Mackenzie og Thorvaldsen med ordene: “hun hav[d]e ennyeret ham ihiel, Gud skee Lov! at hun er borte”. Læs mere om sagen i hendes biografi.

Historien om Thorvaldsens forliste forlovelse blev publiceret vidt og bredt, og Bertouch greb da anledningen og stak drillende til billedhuggerens uvilje mod at blive smedet i Hymens lænker. Men historien rækker også ud over det snævert biografiske plan. Thorvaldsens livslange fastholdelse af sin ungkarlestatus hænger sandsynligvis også sammen med hans ønske om udleve en af sin tids centrale eksistentielle og filosofiske ideer i praksis: Han brugte sit eget liv som en anskuelig model for det frie, selvbestemmende individ, der i højere grad kunne gøre, som det havde lyst til. Thorvaldsen sagde endda senere: “…for at bevare min Frihed har jeg ikke villet gifte mig.”
Denne uafhængighed var så normbrydende, at digtet til sidst påkalder både “Sandheden” og “Naturen” som korrektiv over for billedhuggeren. Og læst for pålydende fremtræder digtet som en lidt sippet moraliseren over, at en så eftertragtet mand gik fri og ugift omkring og trodsede en af samfundets mest basale konventioner.

Men hvis man kun forholder sig til ordlyden, overser man digtets humor. Tonen er fra starten tydeligvis uformel og direkte – først og fremmest markeret ved, at Thorvaldsen højst usædvanligt tiltales med Du – hvad Bertouch ikke gjorde uden for digtets frirum; og ved at Bertouch frækt hentyder til den society-skandale, Thorvaldsen havde forårsaget. Men kritikken af hans uægteskabelige frihedstrang er ikke fordømmende, den er tværtimod kæk, kærlig og drillesyg, hvad der i bund og grund tager brodden af selvsamme kritik – og noget tyder på, at Thorvaldsen også har opfattet digtet sådan, da han valgte at beholde det, så det blev bevaret til i dag blandt hans efterladte papirer. Digtets udsagn bliver altså undermineret af dets frimodige sprogtone, og der bliver da heller ikke lagt skjul på beundringen for Thorvaldsen. Den ironiske pointe er da, at det kun ud fra et konventionelt synspunkt var en “Feil”, at han ikke delte sin “Glands med en elskværdig Viv”. Med dets drillende charme hylder digtet tværtimod Thorvaldsens ukonventionelle ungkarlestatus og peger dermed på en af grundbetingelserne for, at hans liv kunne blive rollemodel for udviklingen af modernitetens frie individ.

• Dyveke Helsted: ‘Thorvaldsens besøg på Lolland i 1820’, in: Lolland-Falsters historiske Samfunds årbog, Nykøbing Falster 1958, p. 6-7.