1826-1827 (1876)

Afsender

N.C.L. Abrahams

Afsendersted

København

Modtager

Omnes

Dateringsbegrundelse

Teksten handler om Abrahams’ ophold i Rom 1826-27, og den bygger tydeligvis på hans dagbogsoptegnelser fra dengang, men den blev først udgivet i 1876, og den blev ifølge Abrahams’ forord nedfældet 1864, så teksten kan have undergået erindringsforskydninger og redaktionelle ændringer undervejs.

Resumé

Abrahams’ erindringer om sit ophold i Rom 1826-27.

Dokument

[side261]
[...]
Min første Dag i Rom var Palmesøndag^I. Jeg var i altsaa i den første Tid tilstede ved alle de Kirkehøitideligheder, som Paaskefesten frembyder. Jeg var i det sixtinske Capel, Peterskirken, Vaticanet, paa Peterspladsen ved den pavelige Velsignelse. Jeg hørte Allegris og Bainis herlige Misererer^II; med Forbauselse saae jeg Peterskuppelens imposante Belysning og det pragtfulde Fyrværkeri paa Engelsborg. Jeg var ogsaa paa Forum, i Coliseum o. s. v. Med Utaalmodighed iler man jo fra det ene Sted til det andet for, saa at sige, at sluge Alt. Imidlertid følte jeg strax, at jeg i den første Tid maatte indskrænke mig til at see, oversee, ikke betragte. Dertil var mit Hoved altfor sløvt, deels efter den lange Reise, hvor saamange nye Gjenstande havde beskjæftiget mig, deels, og dette ikke mindst, ved de overvældende Indtryk, der nu trængte ind paa mig. Jeg blev ogsaa mit Forsæt tro. Jeg saae, men ikke mere, og beroligede mig med den Tanke, at mit Ophold i Rom vilde blive langt nok, til at jeg ikke nu strax behøvede at sluge Alt og derved paadrage mig en aandelig Indigestion, der let kunde gaae over til en Tilstand, lig den, naar man faaer Lede for Spise.

[side]
Efterat vi strax den første Dag om Morgenen havde bivaanet de kirkelige Fester, dreve vi henad Monte Pincio til, hvor vi vidste, at de fleste Kunstnere, altsaa ogsaa vore Landsmænd, boede. Vi stod i Betragtning af den prægtige, imposante Marmortrappe, der fører op til Trinità de’ Monti, da jeg saae en velbekjendt Skikkelse komme ned. Det var min gamle Ven Ludvig Bødtcher^III. Han er saa vel bekjendt som Digter, endog nu i hans høie Alder, at jeg ikke behøver at tale om hans Begavelse i denne Retning; men bagved hans Lyrik lurer der ogsaa en lille Skjelm, der af og til kommer frem med Vid og morsomt, uskyldigt Drilleri. Han var i Følge med en anden Landsmand, Architekten Mads Holm^IV, just ikke nogen Kunstner, men vistnok en ret dygtig Bygmester i praktisk Retning, hvilket han viste efter sin Hjemkomst. Dertil var han det godmodigste, ærligste Menneske af Verden, vel endog altfor godmodig, saa at mindre Ædelttænkende misbrugte ham paa en for ham høist sørgelig Maade.
Vore to Landsmænd modtoge os naturligviis med stor Glæde og satte os Stævne ved Middagsbordet i Trattoria al Lepre^V, hvor vi dog ikke traf dem. Men atter skulde en gammel Bekjendt møde os Paa den spanske Trappe, nemlig daværende Capitain Meza^VI, som jeg tidligere har omtalt. Han var jo Sprogmand og kunde godt Italiensk, men han havde mest studeret Digterne og talte altsaa et Sprog, der var mere høitravende end det daglige Omgangssprog. En Dag havde jeg med hans Værtinde, S^ra Felicetta, en simpel, fattig Borgerkone en ret charakteristisk Samtale. Hun yttrede, at han talte fortræffelig Italiensk, og jeg istemte denne Roes. “Ma”, tilføiede hun, “peccato, che non selo capisce”. (Skade, at man ikke kan forstaae ham). Næsten
[side]
40 Aar derefter, den 8de Mai 1865, blev jeg i min Egenskab af Notarius^VII kaldt til General Meza, der vilde oprette et Testament. Efterat denne Handling var forbi, sladdrede vi endnu sammen. “Der er skeet mange mærkværdige Ting, siden jeg mødte Dem og Gerson^VIII paa den spanske Trappe. Hvorledes har Gerson det?” sagde han. – Mit Svar lod: “Han har det vel godt; han døde igaar.”
Strax i de første Dage samledes vi nu med de Landsmænd, der dengang opholdt sig i Rom, og om hvilke jeg vil tilføie nogle Bemærkninger.
Maleren Koop^IX var vistnok ikke uden Talent, han havde Skjønhedssands, en smuk Farve og ret gode Ideer, men hvis Udførelse som oftest vare over hans Kræfter. En bemidlet ung Dansk, Architekten Thrane^X, havde nogle Aar tidligere været i Rom, hvor han havde forelsket sig i en Italienerinde^XI, som han ægtede og tog med sig til Kjøbenhavn. Der gjorde Koop hendes Bekjendtskab, og, da Thrane nogen Tid derefter døde, og hans Kone vendte tilbage til Rom, kunde Koop ikke modstaae den Lidenskab, der drev ham til Italien, eller rettere til Fru Thrane. Han gjorde det da muligt at komme til Rom, hvor han siden ægtede sin Elskerinde; men med sin Kunst kunde han ikke ernære sin Familie, skjøndt Konen, jeg veed ikke hvorfor eller hvorledes, havde et Slags Pension af den pavelige Regjering. Han stræbte da at erhverve sig et Livsophold ved at copiere de gamle Mesterværker, hvilket lykkedes ham ret godt, men dog ikke forslog til Familiens Existents. Han levede derfor et temmelig kummerligt Liv; men hans lystige Lune kom altid igjen, naar han kom sammen med os Andre i vore muntre Lag. Han var et ret elskværdigt Menneske, der kom godt ud af det med os Allesammen.
[side]
Dette var ikke altid Tilfældet med Architekten Ole Smith^XII, en plebeiisk Natur, der vistnok var ret dygtig i sit Fag, men hvis Raahed altid skinnede igjennem. Han var derfor Uven, snart med den Ene, snart med den Anden. Især stod han paa en spændt Fod med den godmodige Holm, og vi Andre morede os over de smaa Mundhuggerier, der fandt Sted mellem dem, som vi kaldte Mads og Ole, og Bødtcher pustede altid lidt til Ilden ved sine vittige Smaaindfald. En Aften skulde vi ud at see Coliseum i et smukt Maaneskin^XIII. Smith, der altid hyklede Begeistring, gik i Spidsen med en stor Meerskumspibe i Munden og udbrød i sin sædvanlige Gadesprogstone: “Du Fredsens Gud! Sikke Masser, sikke Masser!” Bødtcher, der gik med Holm under Armen, stødte til denne med de Ord: “Taaler Du det?” og den stakkels Holm gik i Fælden og sagde: “Ja, og sikke Oler!” En anden Gang besteg vi Peterskuppelen og gik ind i Metalkuglen paa Spidsen. Solen brændte paa Metallet, og der var derinde, som om vi vare i en Smelteovn. Vi skyndte os derfor ud igjen; kun Holm stod endnu og puslede ved en af Sammenføiningerne af Metalpladerne. Da vi nu igjen vare nede paa Peterspladsen, og Alle vare enige i, at denne trættende Tour var lykkelig overstaaet, og at vi ikke skulde gjentage den saa snart, spurgte En Holm, hvad det var, han havde for deroppe. Han fortalte da, at han havde skrevet sit Navn paa en lille Lap Papir og puttet denne ind i en af Sprækkerne mellem Pladerne. “Thi”, tilføiede han, “dersom jeg engang faaer en Søn, der kommer til Rom, kan jeg sige ham, hvor han kan finde sin Faders Navn.” – “Det skulde vel ikke være denne Seddel”, sagde Bødtcher, og viste ham Papiret, som han havde pillet frem. Holm havde ikke synderlig Lyst til andengang at foretage denne Luftreise.

[side]
Frederik Hillerup^XIV havde jeg kjendt godt i Kjøbenhavn. Han var Søn af en rig Godseier i Fyen; han studerede og blev Student, men et Brødstudium havde intet Tillokkende for ham. Hans Hu stod til Kunst og Poesi, men han havde ikke Selvkritik nok til at indsee, at man just ikke er Maler og Digter, blot fordi man har en varm Følelse for Kunst og Digtning. Han henvendte sig til Eckersberg^XV for under hans Veiledning at blive Maler; men efter nogen Tids Forløb meente hans Lærer, at han gjorde bedre i at fortsætte sine Studier i Rom. Der var nu Intet i Veien for, at dette kunde lade sig gjøre, da Faderen villig ydede ham Midler dertil. Saaledes kom da Hillerup til Rom under de gunstigste Omstændigheder. Men desværre vendte Bladet sig efter nogle Aars Forløb. I de for den danske Landmand saa kritiske Aar svandt Faderens Formue, Understøttelserne til Sønnen bleve sparsommere, tilsidst ophørte de, og den stakkels Hillerup sad nu i Rom blottet for Alt. Men han var en ridderlig Charakteer med ædel Stolthed, og Ingen anede, hvad han led og udstod. For mig aabenbarede han sig, og jeg raadede ham da til at vende hjem og see til at skaffe sig en Tilværelse i Hjemmet, hvor han kunde gjøre sine Sprogkundskaber gjældende. Det lykkedes os at tilveiebringe en Sum, der var tilstrækkelig til hans Hjemreise, og denne tiltraadte han da samme Sommer og forlod med blødende Hjerte og med skuffede Forhaabninger det Rom, hvor han var kommen til under saa lyse Udsigter. Da vi igjen samledes i Kjøbenhavn, blev han lige til sin Død en af mine og min Families kjæreste Venner. Hans ædle Sind, hans Ærlighed, Trofasthed og fine Følelse ere hos os i altid friskt Minde, og den Ro og Kraft, hvormed han stræbte at blive Herre over de legemlige Lidelser, der
[side]
hjemsøgte ham i hans sidste Leveaar, styrkede endmere den Agtelse, vi Alle bare for ham. Sit illi terra levis!^XVI
Bissen, Ernst Meyer og Bravo^XVII havde jeg ogsaa kjendt tidligere i Kjøbenhavn, alle tre brave, ærlige Venner. Om Bissen og Ernst Meyer som Kunstnere behøver jeg ikke at tale; deres talrige ypperlige Arbeider tale for dem. Meyer havde jeg staaet nærmest af de Tre; han var omtrent Jævnaldrende med mig; vi traf jævnlig sammen i Nathansons^XVIII Huus, og han havde malet mit Portrait^XIX som Studie. Dette Ungdomsarbeide er endnu i min Besiddelse, og den fine Pensel, hvormed det er behandlet, vidner om, hvad han var allerede den Tid, da han vel var 18-19 Aar gammel. Han var tidt fraværende fra Rom paa Smaareiser i Bjergene, hvor han tegnede og malede sine ypperlige Studier, der tjente ham til Grundlag for hans fortræffelige Genrebilleder; men, naar han var sammen med os Andre, var han en munter, gemytlig Selskaber. – Bravo opholdt sig dengang i Rom som Maler; men Villien var vistnok bedre end Evnen. Han frembragte engang imellem et net lille Billede; men efterhaanden blev han dog sig selv bevidst, at han ikke var kaldet til at være Kunstner. Den Omhu, hvormed han senere hen i Tiden sørgede for de Thorvaldsenske Arbeiders og Samlingers Transport til Kjøbenhavn^XX, tiltrak sig Christian den VIII’s^XXI Opmærksomhed; han blev dansk, siden ogsaa svensk Consul i Rom, og disse Poster beklæder han endnu. Under sine korte Ophold i Kjøbenhavn var han daglig hos mig, vi skrev hyppigt til hinanden, og vor venskabelige Forbindelse har saaledes bestaaet lige til de sidste Aar.
Freund^XXII havde jeg ikke kjendt før. Jeg saae ham første Gang, da jeg besøgte Thorvaldsen et Par Dage efter
[side]
min Ankomst. Han var en mærkelig Charakteer, om hvem man kunde sige, at han var en tenax propositi vir^XXIII. Det Maal, han efter modent Overlæg havde sat sig, det stræbte han hen til uden at ændse Hindringer eller Vanskeligheder. Ikke ganske ung, da han betraadte Kunstnerbanen, arbeidede han ufortrødent; uden at være begavet i høi Grad med den Genialitet, der egentlig gjør en Kunstner betydelig i sin Retning, bragte han det dog ved Alvor, grundigt Studium og stærk Villie til at frembringe agtværdige Arbeider. I 11 Aar^XXIV boede han hos Thorvaldsen, og mangen undsluppen Yttring overbeviste mig om, at dette Samliv just ikke altid var ham behageligt; men han vilde være den store Kunstner nær, han vilde see Mesterværkerne opstaae og lære deraf uden at efterligne, og han holdt ud i den lange Tid. Man har fortalt mig, om det er sandt, veed jeg ikke, at han førend sin Afreise fra Kjøbenhavn havde udseet sin Cousine, der dengang var en ganske lille Pige, til i Tiden at blive hans Kone, og, da han kom hjem, var denne Tanke ikke forsvundet, og med sin Villiekraft satte han sin Plan igjennem, og hun blev hans Kone^XXV. Den alvorlige Freund var som en Formynder for de unge Kunstnere i Rom; hvad der saa blev foretaget, om det var Alvor eller Spøg, var han altid i Spidsen og beherskede Alle ved sin forstandige Optræden og ved den Tillid, som hans retsindige Charakteer, hans gode Hjerte indgød Alle. Ogsaa efter sin Hjemkomst var han mig en kjær Omgangsven. Med høi Interesse fulgte jeg hans Arbeider og glædede mig over den smagfulde Maade, hvorpaa han udstyrede sin Bolig^XXVI, der vidnede om, med hvormegen Skjønsomhed han havde seet paa Oldtiden. Vel blev hans Dygtighed ikke altid paaskjønnet, og hans Arbeider som Billedhugger vare ikke mange, thi Bestillin-
[side]
gerne vare sparsomme; men han var tilfreds, som han sagde, “naar han hørte det klappre i Værkstedet”, om det saa kun var et simpelt Gravmonument i Sandsteen, hvorpaa der blev arbeidet, thi selv dette blev udført med Smag og Kyndighed. Hvorvidt den nordiske Mythologi egner sig til at fremstilles i Malerkunsten og Plastiken, er vistnok endnu et uafgjort Spørgsmaal. Men af Alt, hvad der er forsøgt i denne Retning, er udentvivl Freunds Frise “Ragnarokr”^XXVII det betydeligste Tilløb, og under alle Omstændigheder vidner dette Arbeide om hans Tænksomhed, hans utrættelige Stræben for at arbeide sig frem paa et hidindtil udyrket Gebeet og om hans Villies Alvor og Fasthed.
Thorvaldsen havde jeg ikke heller kjendt før. Da han i 1819^XXVIII kom til Kjøbenhavn, var jeg i Paris, og hvis jeg under hans Ophold maaskee har seet ham, hvilket jeg ikke er vis paa, veed jeg bestemt, at jeg aldrig havde talt med ham. Om ham er der sagt og skrevet saameget, at jeg ikke behøver at omtale ham vidtløftigt; kun vil jeg maaskee hist og her kunne meddele et eller andet lille Træk, der kan have sin Interesse. Han levede med sine Landsmænd ganske som en Kunstner, deeltog i vore Kneipepartier og var altid beredt til at være med. Men, selv naar han sad i Osteriet med os, saae vi dog med Ærbødighed paa det olympiske Jupiterhoved, hvormed Naturen havde begavet ham. Ved Siden af den Ligefremhed og Jævnhed, der charakteriserede ham, var han den fine Mand, naar det behøvedes, og kunde med diplomatisk Snildhed snoe sig, naar det var nødvendigt. Der var i Rom en italiensk Billedhugger ved Navn Fabri^XXIX, der ikke var af nogen Betydenhed, men af sine Landsmænd blev betragtet som noget Stort. Han havde ladet opføre et umaadeligt Træskur, hvori han havde modelleret en uhyre
[side]
stor Gruppe, der forestillede Athleten Milo fra Krotone^XXX, der bærer en Tyr paa sine Skuldre. En Dag, da jeg med Thorvaldsen gik fra hans Hjem hen til hans Atelier, mødte vi paa Veien den gamle Cardinal Cacciapiatti^XXXI, der gjerne vilde forestille Kunstkjender og Kunstnermæcen, fulgt af sin Suite af Caudatarii^XXXII, Abbater og Lakaier, og som nu vilde tage Fabris Arbeide i Øiesyn. Han bad Thorvaldsen om at følge med, og vi traadte da ind i Skuret. Cardinalen betragtede Gruppen, gjorde mange pantomimiske Bevægelser af Beundring og Henrykkelse, men sagde ikke et Ord, indtil han tilsidst sagde til Thorvaldsen: “Ebben, Signor Cavaliere mio, cosa ne dice“. “O”, svarede Thorvaldsen, “è un gran pezzo!”^XXXIII En Aften, i et stort Selskab hos Torlonia^XXXIV, talte Thorvaldsen og jeg med en ung italiensk Herre, da en anden Italiener nærmede sig og bad Thorvaldsen om at forestille ham for den Første, hvis Bekjendtskab han ønskede at gjøre. Hertil var nu Thorvaldsen meget villig, han stillede den Ene ligefor den Anden og mumlede nogle uforstaaelige Ord, hvorpaa han sagde til mig: “Jeg husker sgu hverken hvad den Ene eller den Anden hedder.” – En Gang fulgtes jeg med ham til en italiensk Billedhugger^XXXV, der havde modelleret en Flora, der stod i Leer, og om hvilken han ønskede Thorvaldsens Mening, inden den blev støbt i Gips. Thorvaldsen syntes godt om den, men bemærkede, at den Haand, der holdt nogle Blomster, ikke havde en naturlig Stilling. Den burde dreies lidt til en anden Side, og nu dreiede han paa den, til hele Armen faldt af. Han bad nu tusind Gange om Forladelse, fordi han havde været saa keitet, men tilføiede dog skjelmsk, at det dog maaskee var ret heldigt, da Kunstneren nu kunde gjøre hele Armen om, hvilket dog nok var det Bedste.

[side]
Gerson og jeg vare ham meget velkomne paa Musikens Vegne^XXXVI. Han elskede Musik og Sang, og han var os taknemmelig for hver Gang, vi sang og musicerede for ham. Besynderligt nok, at han havde et saa aabent Øre for Musik, men derimod saa lidt Sands for den Musik, der udtaler sig i Sprogenes Accentuation. Efter hans lange Ophold i Italien var det ikke til at undres over, at han talte Italiensk med største Færdighed^XXXVII, saa at det aldrig manglede ham paa Ord; men, naar man hørte ham tale uden at opfatte Ordene, maatte man troe, at det var Dansk, saa ægte kjøbenhavnsk^XXXVIII var Tonefaldet.
Man har hyppig bebreidet Thorvaldsen, at han var gjerrig^XXXIX. Det var han egentlig ikke, men han trykkede sig undertiden ved at give Penge ud, hvorimod han beredvillig gav Afkald paa en Indtægt. Da han i 1838 forlod Rom, overdrog han Bravo at besørge alle Udgifter til Arbeiderne i hans Atelier osv., men hans Banquier var den würtembergske Consul i Rom, Kolb^XL. Da Thorvaldsen kom tilbage til Rom, aflagde Kolb ham Regnskab og anførte blandt Andet, at han havde betalt 3 Scudi for et Hefte Lithographier, paa hvilke Thorvaldsen havde subscriberet; men dette vilde Thorvaldsen aldeles ikke gaae ind paa, erklærede, at han ikke havde subscriberet, og at han ikke vilde betale de 3 Scudi. Kolb lod dem da udgaae af Udgiftsposten og gjennemgik derefter Indtægtssiden, hvori han havde opført Renter af de betydelige Indbetalinger, han havde modtaget; men herimod protesterede Thorvaldsen paa det Bestemteste, han vilde ikke tage Renter af Kolb, der saa venskabeligt havde bestyret hans Pengesager, og saaledes frasagde han sig en stor Indtægt, men de 3 Scudi betalte han ikke. Han sagde flere Gange til mig: “Hvad skal jeg
[side]
med Penge^XLI? Jeg er jo meget rigere, end en Kunstner behøver at være, og jeg lever jo stille og forlanger ikke at leve anderledes.”
Foruden de Danske, der, saa at sige, havde opslaaet deres Bopæl i Rom, saae vi ogsaa nogle Enkelte, der kun opholdt sig der i kortere Tid paa Gjennemreise. Kammerherre Irgens-Bergh^XLII, dansk Gesandt i Dresden, var der nogle Uger og deeltog med os Andre i Livet; han havde aflagt sin diplomatiske Værdighed og behagede os Alle ved sit gemytlige Væsen og den lette Maade, hvorpaa han gik ind Paa vor studentikose Levemaade.
En Dag fortalte Freund mig, at Thorvaldsen havde meddeelt ham, at en Præst Heber^XLIII fra Svendborg havde været hos ham. Freund og jeg gik da til ham og indbød ham til at samles med os Andre om Aftenen i et Osterie. Men Præsten bad sig undskyldt; han skulde den næste Morgen ganske tidlig reise til Neapel og vilde derfor hvile sig om Aftenen, efterat han i tre Dage havde været paafærde i Rom. “Jeg har været meget omkring i de tre Dage”, sagde han, “men nu troer jeg ogsaa nok, at jeg har seet Alt.” “Det er mere, end jeg kan sige,” svarede Freund, “og jeg har dog været her i elleve Aar.”^XLIV
Et Par Dage efter vor Ankomst havde vi leiet os en lille Leilighed i Via di S. Isidoro^XLV, bestaaende af en rummelig Salon, hvori vi havde et ret godt Flygel, og to Sovekamre. Vor Vært Luigi Astolfi og hans Kone vare venlige unge Folk, som vi kom til at holde meget af. Manden var ansat ved Toldvæsenet, men, da han spillede Violin, fungerede han om Aftenen i Orchestret, naar der var Theaterforestilling. Konen var en lille Person, ligesaa bred, som hun var stor, med et smukt romersk Ansigt. Begge trallede
[side]
af fuld Hals, naar de besørgede deres Huusgjerning, han i Tenor, hun i Alt. De havde en lille Søn paa 6-7 Aar, der hed Adriano og kaldtes Adrianino, naar han var artig, og Adrianaccio, naar han ikke var det. Til Huset hørte en lillebitte Have, hvori Luigi havde lagt Ærter, som han passede med megen Omhu; derimod havde han ikke Øie for et Lysthuus af Passionsblomster, et skjønt Laurbærtræ og et pragtfuldt Granatæbletræ, der prangede med sine deilige røde Blomster.
Vore svenske Venner, Swartz^XLVI og Bielke^XLVII, toge Logis paa Villa Malta, der tilhørte den svenske Billedhugger Byström^XLVIII, og hvor den lille svenske Coloni havde opslaaet sin Bopæl. Der var dengang ikke Spor af skandinaviske Sympathier^XLIX, og de Danske i Rom søgte mere sammen med og sluttede sig mere til Tydskerne end til Svenskerne. Den Omstændighed, at jeg omgikkes med mine to svenske Reisefæller, var Aarsag til, at jeg lærte de svenske Kunstnere at kjende, hvilket maaskee ellers ikke vilde have været Tilfældet. Byström, der vistnok var en Billedhugger af Fortjeneste, gjorde i sin hele Optræden mere Indtryk af at være en viveur^L end en Kunstner. Han havde for mig intet Tiltalende; han var en lystig, livsglad Mand, uden at man følte sig hendragen til ham. Derimod holdt jeg meget af Södermark^LI og Grev Hjalmar Mörner^LII; Fogelberg^LIII saae jeg enkelte Gange, men kjendte ikke synderligt til ham. Södermark havde været Militair, men havde nu opofret sig til Kunsten og var en fortrinlig Portraitmaler; Mörner var Genremaler, eller rettere Tegner, thi det var fornemmelig i hans Tegninger, at der aabenbarede sig hans skarpe Øie for det Komiske og hans uudtømmelige Lune. Begge disse Kunstnere vare høist elskværdige Mænd, med hvem det var
[side]
mig en Glæde at omgaaes. Mörner besøgte mig siden i Kjøbenhavn; en smuk Tegning, han gav mig til Erindring, hænger endnu paa min Væg. Han døde desværre i en ung Alder. Södermark gjensaae jeg flere Aar efter i Stockholm i 1831; i 1848 døde han.
Af norske Kunstnere var her, saavidt jeg veed, kun een, Billedhuggeren Michelsen^LIV, en ganske godmodig, men udannet og kjedsommelig Mand. Han havde som Bondedreng viist Talent til at skære i Træ og var derefter bleven understøttet til at uddanne sig som Billedhugger; men han var dengang ikke ung mere og drev det nok ikke meget vidt. Om hans Apostle i Trondhjems Kirke^LV veed jeg ikke at have hørt noget. Thorvaldsen fortalte, at, da Michelsen første Gang kom til ham, havde han, Thorvaldsen, spurgt ham, om han kunde udtrykke sig paa Italiensk, og, da Michelsen benægtede dette, havde Thorvaldsen spurgt ham videre om hans Sprogkundskaber. Michelsen havde da sagt, at han kunde tre Sprog; men, da det kom til Forklaring, meente han Norsk, Dansk og Svensk. Thorvaldsen antog, at denne Sprogdygtighed ikke vilde gavne ham synderligt i Rom. Michelsen reiste hjem i Følge med Hillerup, der siden fortalte mange morsomme Historier om, hvorledes han havde baaret sig keitet ad paa Reisen.
Ligesom der dengang ikke gaves skandinaviske Sympathier, saaledes var der paa den anden Side ikke heller tydske Antipathier; tværtimod levede danske og tydske Kunstnere sammen i broderlig Enighed. Allerede under dette mit første Ophold i Rom lærte jeg næsten alle Tydskerne at kjende, saavel de ældre, der allerede fra deres Ungdomstid havde boet i Rom, som de yngre, der vare der samtidig med mig. Til de ældre regner jeg Overbeck^LVI, Koch^LVII, Rein-^LVIII
[side]
hard^LIX, Schnorr^LX, Brødrene Riepenhausen^LXI og Ph. Veith^LXII; med dem Alle traf jeg stundom sammen. Men den, jeg mest omgikkes med af de Ældre, var Martin Wagner^LXIII fra Bayern, der var Maler, Billedhugger, Archæolog og Kunstlærd; han var saaledes en Mand, af hvem man kunde lære endeel, og dertil var han den jovialeste Mand af Verden. Engang imellem sloge vi os Flere sammen og gjorde under Wagners Veiledning en Vandring i Roms nærmeste Omegn, langs ad den appiske Vei^LXIV, eller til en eller anden Villa; disse Toure vare baade lærerige og lystige, thi de endte gjerne med et Maaltid i et Osteri, hvor vi da under lystig Tale gjorde os tilgode med Macaroni og un quarto di capretto^LXV, ledsaget af en god Portion romersk Viin. Wagner meente, at, naar Mennesket her paa Jorden førte et honnet Levnet og derhos havde Følelse for det Skjønne og Interesse for Kunst, saa vilde hans Lod i det tilkommende Liv blive at drage om fra det ene Himmellegeme til det andet, hvor han skulde tilbringe Tiden med at betragte skjønne Kunstværker og spise rigtig god Macaroni. Han blev meget glad, da jeg tilføiede, at dette ikke var saa urimeligt, saasom Grækerne allerede havde kaldt Saligheden μακάρια^LXVI. Med saadanne lystige Symposier endte gjerne vore Vandringer; men især vare Samtalerne morsomme og pikante, naar vi havde en anden ældre Herre med os, nemlig den sachsiske Agent Hr. Platner^LXVII. Han havde i sin Ungdom været Maler, og det er med ham, at det Factum^LXVIII fandt Sted, som Bournonville^LXIX har benyttet i sin Ballet “Ponte-Molle”^LXX. Han havde nemlig tegnet en stor Carton og indbød nu sine jævnaldrende Kunstnere til at see og bedømme den. Disse stode nu og betragtede dette Kunstværk, uden at Nogen vovede at yttre sig derom, indtil endelig den djerve Tyroler
[side]
Koch^LXXI tog Mod til sig og sprang igjennem Cartonen, derpaa fulgte de Andre, og den Sidste, der sprang, var Kunstneren selv. Han opgav da efterhaanden Malerkunsten, beskjæftigede sig med Archæologi og blev Medarbeider i Niebuhrs^LXXII Værk om Rom^LXXIII. Der kunde ikke tænkes nogen mere skrigende Modsætning end mellem den joviale, flotte Wagner og den pedantiske, spidsborgerlige Platner, og denne Modsætning gav naturligviis Anledning til de morsomste Disputer og Forhandlinger. Wagner var Kongen af Bayerns^LXXIV Agent i Rom og havde de æginetiske Statuer^LXXV i Bevaring, indtil de bleve bragte til München. Han fortalte os da mangen lystig Historie om Englændernes Besøg hos ham for at see Ægineterne. Engang kom en ældre Englænder til ham og udbad sig Tilladelse til at medføre sine Damer. Denne Tilladelse fik han naturligviis strax; men han blev staaende, som om han endnu havde Noget at sige. Han yttrede da, at han gjerne saae, at Statuernes Nuditeter bleve bedækkede, naar Damerne kom for at see dem. Wagner svarede, at han ikke var berettiget til at foretage en slig Operation, og at han ikke vidste, hvorledes Saadant lod sig gjøre; men Englænderen var forberedt. Han trak en engelsk Avis og et Seilgarn op af Lommen og gav sig til at klæde en Statue paa. Da Wagner nu saae en græsk Heros iført et Skjørt af Times eller Morning Chronicle, faldt han i en saa ustandselig Latter, at han sank ned i en Stol, og, da han vaagnede af sin Latterparoxysme^LXXVI, var Englænderen forsvunden med samt sin Avis. – Wagner var styg, han lignede Sokrates. Freund^LXXVII gjorde hans Buste^LXXVIII, der var frappant liig; den maa findes blandt Freunds efterladte Arbeider. Han var en Anti-Nazarener og yttrede sig temmelig frit mod den hyperfromme Retning^LXXIX, der havde gjort sig gjæl-
[side]
dende hos flere af de tydske Kunstnere, blandt hvis Hovedanførere ogsaa den strenge Proselyt Overbeck^LXXX befandt sig. At denne just ikke besjæledes af christelig Sagtmodighed og Kjærlighed kan sees af en Tegning, der hang paa Thorvaldsens Væg, forestillende Christi Gang til Golgatha^LXXXI, og som nu maa være i Museet. Paa denne Tegning havde Overbeck givet en af Bøddelknægtene Wagners Ansigt^LXXXII. Dette havde Thorvaldsen ogsaa strax seet og gjort Overbeck opmærksom Paa denne Lighed; men Overbeck svarede: “Das wüßte ich doch nicht, allein so muß ein Henkersknecht ausgesehen haben^LXXXIII”.
Af de yngre tydske Kunstnere omgikkes jeg især med Remi^LXXXIV, Kløber^LXXXV, hvilke begge siden bleve Professorer ved Kunstakademiet i Berlin, Zahn^LXXXVI, hvis Arbeide angaaende Pompeii skaffede ham megen Berømmelse, Lindau^LXXXVII, Weller^LXXXVIII, Temmel^LXXXIX, som jeg tidligere havde truffet paa min første Reise i Tydskland, Braun^XC, Launitz^XCI og August Kopisch^XCII, der allerede dengang havde vendt sig fra Malerkunsten og hyldet Digtekunsten.
Da vi, som ovenfor sagt, havde en ret hyggelig Bolig, bragte vi snart smaa musikalske Soireer istand, ved hvilke vi især bleve understøttede af to Kunstnere, der vare gode Sangere, Koopmann^XCIII og Ferdinand Flor^XCIV. Den Første var en flink Tenorsanger og var saaledes en god Acquisition for os. Flor var just ingen betydelig Kunstner, men var talentfuld i andre Retninger; han stillede Tableauer med megen Smag, førte en god Pen og sang en god Baryton. Vor lille Salon blev snart efterspurgt, og vore musikalske Aftener glædede sig ved et talrigt Auditorium. Efter en saadan Musikaften gik vi da gjerne hen paa en Kneipe, hyppigst til den saakaldte chiavica^XCV, hvor vi nød vor tarvelige
[side]
Souper og ofte sad og sladdrede til langt ud paa Natten, hvorfor ogsaa Koopmann kaldte os, der længst holdt ud, “die Brandwache.”^XCVI
Strax efter vor Ankomst havde jeg afleveret et Brev fra Adler^XCVII til den danske Consul Chiaveri^XCVIII, der var en Stedsøn af den rige Banquier Torlonia^XCIX, Hertug af Bracciano, og førte Husets Forretninger. Han modtog os med største Forekommenhed og indførte os endnu samme Aften hos den franske Gesandt, Hertugen af Montmorency^C, der gav en stor Soiree, hvor det naturligviis gik til som i alle saadanne Selskaber, hvor en Mængde Mennesker ere forsamlede, der kjede sig med Anstand. Værten var yderst affaireret^CI, foer omkring for at tale med saamange som muligt og talte derfor med Ingen. Der var iøvrigt mange smukke og elegante Damer, til hvilke der blev gjort tilbørlig Cour, endog af Cardinaler, der vimsede omkring i deres sorte Civildragt med røde Strømper. Jeg kom til at erindre en Yttring af Prindsen af Ligne^CII, at han ønskede at være en ung Pige til det 18de Aar, derefter Mand og tilsidst Cardinal, ”car le honnet rouge rajeunit^CIII.”
Et ældre Bekjendtskab fornyede jeg ved med Thorvaldsen at besøge Fru Villena, født Marequita Dreyer^CIV, som jeg tidligere havde seet i det Brunske Huus^CV. Det var hende naturligviis kjært at faae mundtlige Meddelelser om alle hendes Venner og Bekjendte i Kjøbenhavn, og hun beklagede at maatte reise herfra om faa Dage, da hendes Mand^CVI var beordret hjem til Madrid.
Thorvaldsen førte os ogsaa hen til en dygtig Graveur Girometti^CVII, hvor der hver Torsdag Aften var, hvad man i Rom kalder Conversazione ɔː et Selskab, hvor der passiares, musiceres og hvor Tonen i Almindelighed er høist
[side]
behagelig. Familien bestod af Faderen, Moderen^CVIII, en Søn Pietro^CIX og en Datter Chiara^CX, hvilke til daglig Brug kaldtes Pietruccio og Chiarina eller Chiaruccia. Denne Sra. Chiarina var en meget smuk og elskværdig ung Pige, der tillige var en dygtig Pianistinde og, vidunderligt nok i Italien, spillede classiske Compositioner. Her udførte vi nu, i Forening med en fransk Violonist Barbereau^CXI, en Hr. Angelini^CXII, der sang en ret smuk Tenor, samt Koopmann og Flor, som ogsaa bleve introducerede, en heel Deel Musik, der, som jeg troer, gjorde de giromettiske conversazioni meget besøgte. Jeg gjorde i dette Huus Bekjendtskab med flere Damer, der indbød mig til deres smaa Selskaber, og saaledes kom jeg ganske umærkelig ind i det romerske Liv paa en høist behagelig Maade.
Jeg omtaler nu nogle af de Huse, hvor jeg mødte en velvillig Modtagelse. Jævnlig besøgte jeg en Sra. Romolini^CXIII, en formuende Enke med en godmodig og ret smuk Datter, hvor Aftenen paa en gemytlig Maade gik hen med Passiar, lidt Musik og lidt improviseret Dands. Til Husets vanlige Gjæster hørte den gamle Cavalier Landi^CXIV, der i en tidligere Tid havde gjældt for en af Italiens mest fremragende Historiemalere. Han var nu en lille, pæn gammel Mand, spinkel og vims, og derfor blev en Begivenhed, der indtraf med ham en Aften hos Fru Romolini, dobbelt komisk. Han sad i en Sopha ved Siden af en meget corpulent Dame. Pludselig hørtes et Brag, Sophaen styrtede sammen paa den Side, hvor den lille, tynde Landi sad, og i Faldet raabte han forfærdet: “Santa Maria Egiziaca.”^CXV Om denne ægyptiske Madonna er virksom, naar man falder ned fra en Sopha, eller om det i Almindelighed var hans Skytspatronesse, skal jeg ikke kunne sige.
En Familie, jeg lærte at kjende hos Giromettis, og
[side]
som jeg med megen Fornøielse besøgte, var en romersk Embedsmand, Camillo Gagiotti, og hans livlige, vittige Kone, Sra. Angelina^CXVI. Her kom flere Kunstnere og man fandt sig snart som hjemme hos dette Ægtepar, Begge unge og begavede, fulde af morsomme Historier og Indfald. De havde endnu kun en Søn, Gustavo, den smukkeste lille Dreng, man kunde see; men Sra. Angelina viste snart Tegn til, at Familien skulde forøges. En Dag bad hun mig om at følge med hende i Operaen. Jeg gjorde hende opmærksom paa, at dette maaskee var et Vovestykke i hendes nuværende Tilstand, men hun lo og sagde blot, at jeg jo vel nok vilde sørge for at kjøre hende hjem, dersom Noget skulde overfalde hende i Theatret. Faa Dage efter skjenkede hun sin Mand en lille Datter. Da jeg nogle Dage efter spadserede paa Monte Pincio, mødte jeg der en tydsk Blomstermaler Senff^CXVII, der fortalte mig, at Angelina havde undret sig over, at jeg ikke endnu havde besøgt hende. Jeg indvendte, at jeg ikke kunde antage, at hun allerede var visibel; men Senff, der var en ældre Romer end jeg, belærte mig, at Romerinderne expederede den Sag i største Hurtighed. Virkelig fandt jeg Madamen siddende overende i Sengen, omgivet af Venner og Veninder, med hvilke hun førte en lystig høirøstet Passiar. Angelina Gagiotti vil vistnok blive omtalt oftere i mine Meddelelser om mit Ophold i Rom.
Hos en anden smuk og elskværdig Dame, Sra. Teresa Rota^CXVIII, der ogsaa hørte til den os bekjendte Kreds, bleve vi indbudne for at see Figenfesten^CXIX. Da hun boede paa Piazza Navona, havde vi Leilighed til at faae et Overblik over denne charakteristiske romerske Fest fra Vinduerne. I Juli Maaned, naar Figenerne ere modne, bliver hele den store
[side]
Plads bedækket med Borde og smaa Fjælleboder, hvori Frugterne ere opstablede paa en malerisk Maade i Pyramider, hvori der ogsaa er indstukket Blade og Blomster; foruden Figen falbydes her Skinke og Viin, der nydes sammen med Frugten. Hele Pladsen vrimler af Gjæster, der under italiensk Støi og Snak og Jubel gjøre sig tilgode. Imellem Bordene brænde Blus, der kaste et glimrende Lys over den umaadelige, interessante Gruppe. Fra Husene fires Kurve ned, som fyldes af Figensælgerne, og man faaer da ogsaa sin Skinke og Viin, som høre med dertil. Den nydelige Sra. Teresa gjorde ypperligt sit Huses Honneurs, og vi morede os fortræffeligt i Selskab med vore andre romerske Venner og Veninder.
Thorvaldsen var utrættelig i at føre os omkring i italienske Kredse; den Omstændighed, at vi talte italiensk med Lethed, hvortil kom, at vi vare musikalske og derhos pænt klædte, gjorde ham det til en Behagelighed at indføre Landsmænd, hvilket han da ogsaa ligefrem yttrede til mig. Saaledes førte han os til en Sr. Carnevali^CXX, der rimeligviis var en formuende Mand, og som, da han beboede det skjønne Palazzo Cenci, kunde raade over en Række prægtige Sale, der da paa Modtagelsesaftenerne vare glimrende oplyste. Der musiceredes, courtiseredes og dandsedes, og det manglede aldrig paa smukke Damer. Husets Datter, Sra. Clementina^CXXI, var ikke smuk, men havde et interessant Ansigt, en nydelig Figur og var en meget elskværdig Person. Hun var gift med en Sr. Mongardi^CXXII, der var Capitain ved de pavelige Carabinieri og iøvrigt var en kjedelig Patron. Jeg blev forundret over at see ham være decoreret med tre Ordener, den pavelige, Ludvigskorset og Æreslegionen^CXXIII. Da jeg engang meddeelte denne Bemærkning til min
[side]
Veninde Angelina Gagiotti, forklarede hun mig, hvad jeg forresten allerede vidste, at den franske Gesandt^CXXIV var en Tilbeder af Sra. Clementina, og for at være hende og hendes Gemal behagelig havde han efterhaanden faaet ham decoreret, og, vedblev Angelina, “ecco quella bestia di capitano col petto con tre croci come il monte Calvario.”^CXXV Det er vist, at le duc de Montmorency^CXXVI med sit gamle, kjedelige Ansigt og sit tvære Væsen var utrættelig, efter hans Leilighed, i at vise Fru Mongardi en meget speciel Opmærksomhed.
Foruden mine Familiebekjendtskaber sluttede jeg mig ogsaa til nogle unge Italienere, som jeg hyppigt traf sammen med i Restaurationen Corona di ferro^CXXVII, der ikke synderligt blev søgt af Fremmede, og hvor saaledes Samtalen altid var paa Italiensk. Jeg omgikkes fornemmelig med tre meget elskværdige og dannede Bolognesere, en Advocat Balzani^CXXVIII, en Architekt Ricciardelli^CXXIX og en Theatermaler Toselli^CXXX. Denne Sidste var en dygtig Kunstner; han havde en Tidlang været i Rusland og havde paa Gjennemreisen ogsaa besøgt Kjøbenhavn; men, skjøndt hans Stilling i Rusland var fordeelagtig, drev Længselen efter det varme, farverige Fædreland ham bort fra Nordens Iis. En gammel Italiener besøgte os jævnlig; det var en Abbate Santini^CXXXI, en godmodig Mand, der sværmede for den ældre italienske Musik, hvoraf han besad en meget righoldig Samling. Han bragte os af og til saadanne Sager, som vi til hans store Glæde prøvede, da han blandt Landsmændene ikke fandt nogen synderlig Interesse derfor, og han laante mig adskillige af disse Sjældenheder, som jeg med hans Tilladelse afskrev, og som jeg endnu besidder.
Et ikke-romersk Huus, hvor jeg mødte en særdeles ven-
[side]
lig Modtagelse, og som jeg jævnlig besøgte, var hos den preussiske Gesandt, den i senere Aar, ogsaa i de dansk-tydske Conflicter, bekjendte Chevalier Bunsen^CXXXII. Han var, som man veed, en lærd Mand, han var tillige en meget elskværdig Vært i sit Huus, han havde en behagelig Optræden, og hvad Franskmændene kalde des maniéres distinguées; men, hvad der dog egentlig havde gjort hans Lykke, og som førte ham videre frem paa den diplomatiske Bane, paa hvilken han dog ikke altid viste den fornødne Klogskab, var den pietistiske Retning, han havde taget, og som gjorde ham vel anskrevet hos de Allerhøieste i Berlin. Hans Gemalinde, en født Englænderinde, jeg troer en Waddington^CXXXIII, var en høist elskværdig og tiltalende Dame, men iøvrigt ligesaa pietistisk som hendes Gemal. Som Vært og Værtinde vare Begge fortræffelige, og deres smaa Selskaber tiltalte mig i høi Grad. Man traf hos dem de fleste Tydskere af Distinction; saaledes gjorde jeg der Bekjendtskab med den hannoverske Legationsraad Kestner^CXXXIV, en Søn af Goethes Lotte, med Archæologerne Gerhard^CXXXV og Panofka^CXXXVI, med Malerne Schnorr^CXXXVII og Hensel^CXXXVIII o. fl. Mit første Bekjendtskab med Bunsen fandt Sted i Kirken Sta. Maddalena^CXXXIX, hvor Thorvaldsen førte os hen for at høre en nyankommen dygtig Orgelspiller. Efter vor Præsentation for Bunsen og hans Kone, begyndte Orgelet. Jeg blev aldeles forbauset ved at høre en rasende Musik med mange ægte italienske Tremulanter^CXL, ledsagede af Pauker og Trompeter. Da denne forrykte Musik var forbi, gjorde Bunsen os opmærksomme paa, at det var Kirkens Organist, der havde villet vise, hvad han selv og hans Instrument kunde frembringe af Effect og Larm; men kort efter hørte vi fra Orgelet en Phantast i den ædleste Kirkestiil, gjennemført med saamegen Alvor, Smag og Følelse, at vi Alle vare henrykte
[side]
deraf. Orgelspilleren kom derpaa ned i Kirken, hvor han blev os forestillet som Capelmester Sigismund Neukomm^CXLI. Jeg blev meget glad ved at gjøre Bekjendtskab med en Mand, om hvem Grevinde v. d. Recke^CXLII havde fortalt mig meget, og til hvem hun havde lovet mig et Anbefalingsbrev til Paris. Neukomm var en høist elskværdig Mand, rolig, venlig og imødekommende. Jeg troer ikke, at han som Musiker var i Besiddelse af stor Genialitet, men der herskede i hans Phantasier og Compositioner en dyb Følelse, ikke at tale om hans Lærdom som Musiker.
De to ovennævnte lærde Archæologer Gerhard og Panofka vare temmelig kjedsommelige Patroner i det selskabelige Liv; de gik gjerne stumme omkring og snusede til de Tilstedeværende, som om disse havde været gamle Manuscripter eller antike Vaser. Schnorr derimod var ikke blot en dygtig og genial Kunstner, men tillige i Omgang en høist elskværdig og livlig Mand, med hvem jeg omgikkes med megen Fornøielse. Jeg har siden paa mine Vandringer truffet ham igjen og har mødt hos ham den samme venlige Modtagelse, som da vi saaes første Gang.
Foruden at vi naturligviis jævnlig besøgte de nærliggende Villaer og den nærmeste Omegn, benyttede vi ogsaa den skjønne Aarstid til en større Udflugt^CXLIII i Bjergene. I Selskab med Landsmændene og nogle tydske Kunstnere droge vi ud til det skjønne Frascati^CXLIV med dets deilige Villaer, hvor vi leirede os under prægtige Cypresser og Plataner og hørte Vandet pladske fra de talrige Vandspring, medens vi i stille Henrykkelse nøde den herlige Udsigt over den storartede Campagne med det evige Rom i Baggrunden. Deels til Fods, deels til Æsels, under livlig Samtale og tusinde Løier, hvortil de lunefulde Æsler for en stor Deel
[side]
gave os Anledning, besøgte vi de omliggende Ruiner og Oldtidsminder, der af de Lærde henføres til det gamle Tusculum^CXLV, og efterat have vandret omkring i Villa Aldobrandinis^CXLVI pragtfulde Sale, fortsatte vi Touren over Grotta Ferrata, Marino og Castel Gandolfo til Albano^CXLVII. Kan Noget tænkes mere tilfredsstillende for Aanden end en saadan Vandring? Den prægtige, mørkeblaa Hvælving over vore Hoveder, den skjønne, maleriske Natur omkring os, i hver nok saa lille By et eller andet ypperligt Kunstværk og saa om Aftenen efter fuldbyrdet Dagsgjerning Hvile i et gemytligt Osteri, i Selskab med unge lystige Mænd, hvor Tiden svinder med Lynets Fart ved livlig Samtale, et tarveligt, men efter Dagens Møie velsmagende Maaltid og et heelt Geled Foglietter^CXLVIII med liflig italiensk Viin.
Fra Albano, hvor vi havde vandret omkring den smukke Sø og beseet de herlige Omgivelser, begave vi os over Lariccia^CXLIX til Genzano^CL. I denne lille By, der ligger ved den yndige lille Sø, Lago di Nemi, som i Oldtiden kaldtes speculum Dianæ, høitideligholdt man netop den saakaldte infiorita eller Blomsterfest^CLI. Den egentlige Fest bestaaer i en Procession, der efter afholdt Kirkefest begiver sig fra denne Kirke til en anden; men det Charakteristiske er, at Veien mellem disse to Kirker er bestrøet med Blomster, som Genzaneserne forstaae at fordele saaledes, at det Hele seer ud som et prægtigt Tæppe med eensfarvet Bund, hvori der er indvirket Blomster, Vaabner osv. Men Festens skjønneste Prydelse var dog de grandiose, smukke Genzanerinder i deres maleriske Dragt, med de velformede storartede Træk, de funklende Øine og den stolte Holdning, og Intet var pudsigere end at see Kunstnerne løbe omkring med Blyant og Skizzebog for i Smug og al Hast at optegne
[side]
hist en skjøn Nakke, her et malerisk anlagt Hovedtøi osv. Da Ave Maria kom, og Festen var forbi, vandrede vi tilbage til Albano, og, da Veiret den følgende Dag var truende, kjørte vi derfra tilbage til Rom.
Da der ikke er et fast Theater i Rom, gives der egentlig ingen Forestillinger udenfor Carnevalet, til hvilken Tid man i Almindelighed sørger for at faae en Opera i Stand. I Begyndelsen af mit Ophold saae jeg la gazza ladra^CLII ret taaleligt udført, og senere paa teatro Valla^CLIII en saakaldt commedia di carattere, il Malvagio^CLIV, en besynderlig Blanding af godt forfattede Scener og utaalelige Knaldeffecter. En Skuespiller, ved Navn Modena^CLV, udmærkede sig her og behagede mig meget ved sit tænksomme Spil; siden saae jeg ham oftere og gjorde hans personlige Bekjendtskab.
En Sommerforlystelse, der ret er efter Romernes Smag, er de Tyrefægtninger og Smaafyrværkerier, der gives i Augusts Mausoleum^CLVI. Den store runde Bygning, hvori August troede at kunne hvile i Ro efter at have udspilt sin Rolle her i Verden, er nu omdannet til et imposant Amphitheater, hvor det glade Folk forlyster sig i den hede Sommertid. Det Interessanteste er imidlertid selve Tilskuerne, der ere fordeelte paa Gradinerne^CLVII, og nu med ægte italiensk Fyrighed udtale deres Bifald eller Mishag, altid støiende, livligt raabende. Man tænker sig tilbage til Publicum i Oldtiden, naar de beskuede Atellanerne^CLVIII eller Plautus’s og Terents’s^CLIX Lystspil. Tyrefægtningen, la giostra, er ikke saa grusom som i Spanien. Bøflerne eller Tyrene ere skikkelige Dyr, paa hvilke man hidser Hunde, og i Almindelighed kyler Tyren en Hund i Veiret, saa den kommer ned meget ulykkelig og løber sin Vei, hvorefter Tyren seer sig stolt om for at erfare, om der skulde være flere Fjender
[side]
af samme Slags at tage fat paa. Undertiden bider Hunden sig fast i Tyrens Øre, hvor den da hænger og dingler, indtil Tyren ved et rask Sving kan kaste den fra sig. Det Morsomste ved det Hele er og bliver dog altid det ivrige, deeltagende, larmende Publicum. De smaa Fyrværkerier, fuochetti, der ogsaa gives i dette Locale, vare ret smukke. Italienerne udmærke sig, som bekjendt, som Fyrværkere, og, skjøndt disse Præstationer ikke kunne maale sig med den pragtfulde Girandola^CLX paa Castel S. Angelo, vare de dog ret underholdende.
En Nydelse, jeg ofte havde ønsket mig, blev mig til Deel under dette mit første Ophold i Rom, nemlig en Improvisation. Den berømte Rosa Taddei^CLXI gav to Soireer, som jeg bivaanede. Det er vel sandt, at det italienske Sprog ved sin naturlige Ordstilling, sin sjeldne Velklang og sin store Overflødighed paa Riim, er særdeles skikket til Improvisationen, der af disse Grunde endog udøves, om end mindre fuldendt, af simple og udannede Folk i et lystigt Lag; det var mig ikke heller ubekjendt, at Improvisatorerne benyttede sig hyppigt af de saakaldte centoni^CLXII eller loci communes^CLXIII hos de større Digtere, søm et Slags Hvilepuncter for at samle sig til det Følgende; men ikke destomindre interesserede disse Forestillinger eller Præstationer mig i høieste Grad. Rosa Taddei, en født Romerinde, var 25 Aar gammel, ikke smuk, men med et roligt, velformet Ansigt, der først fik rigtigt Liv, naar hun var inde i sit Foredrag. Hun traadte roligt og beskedent frem, ledsaget af sin gamle Fader, der ledsagede hendes Sang paa Harpe, thi hun sang sin Improvisation efter nogle simple Melodier, der tillige saaledes bestemte Versemaalet. Førend Forestillingens Begyndelse vare en stor Mængde Opgaver nedlagte i en Urne,
[side]

efterat de først vare gjennemgaaede og censurerede af en Commission, for at der (Gud bevare’s) ikke maatte fremkomme noget Anstødeligt mod Religion eller Politik. Af Opgaverne, der efterhaanden bleve udtrukne af Urnen, vare nogle med opgivet Omkvæd (intercalare)
f. Ex. Saffo alla salita di Lesbo, coll’ intercalare:

Nell istabile elemento
La mia fiamma spegnerò,^CLXIV

eller: Curzio alla voragine, coll’ intercalare:

Ebben dunque si vada
La patria a liberar.^CLXV

Undertiden tilraabte man hende Riim, som hun greb ligesom en tilkastet Bold og indførte dem i Digtet. Af de opgivne Æmner var der dog, trods det foreløbige Eftersyn, et, der optoges med Jubel og gav Anledning til rigtignok fjerne Allusioner, nemlig: Pregi dell’ Italia e le sue sventure^CLXVI. Dette var altsaa allerede et af Italiens Smerteskrig, om hvilke der for Alvor blev Tale i en langt sildigere Tid, og først netop efter 40 Aars Forløb blev den Tanke til Virkelighed, der allerede dengang var saa levende hos Italienerne^CLXVII. Alle disse Æmner besang hun nu med en forbausende Færdighed, i det skjønneste Sprog og den meest velklingende Verseform. Naar hun ret kom i Begeistring, som navnlig fandt Sted ved visse Opgaver, fik hendes alvorlige, dybtliggende Øine og hendes udtryksfulde Ansigt et forunderligt blussende Liv. Dette var saaledes især Tilfældet ved Opgaven: I giuochi olympici^CLXVIII, hvor hun skildrede Kampen, de Seirendes Triumph og de Overvundnes Smerte, og i Opgaven: Contesa di Nettuno e di Minerva per dar nome alla città di Cecrope^CLXIX, hvor hun med lidenskabeligt Foredrag skildrede Veddekampen, især Stedet, hvor Neptun ska-
[side]
ber den vilde Ganger. Skjøndt jeg maatte tilstaae, at disse Foredrag anstrengte mig, ønskede jeg dog, efterat have hørt dem to Gange, at jeg ret snart maatte høre Rosa Taddei igjen, og dette lykkedes mig i Neapel, hvor hun ankom kort efter mig.
Vi havde nu tilbragt fire fulde Maaneder^CLXX i Rom. Imidlertid var det nu den hede Aarstid, der antages at være farlig for Fremmede og tillige mindre behagelig, da Varmen forhindrer et bevæget Liv. Det var vor Agt at besøge Neapel, og det nærværende Øieblik var det rette til at see den sydligste italienske Natur i al sin Skjønhed; thi, man maa sige, hvad man vil, Italien, og især Neapel og dets Omegn, er dog skjønnest om Sommeren, skjøndt Besværligheden ved at nyde denne Skjønhed forøges ved Varmen; denne blussende Natur, disse skjønne Farver savne Ild og Klarhed i Vintertiden. Og, uagtet der nu ventede os saameget Nyt og Herligt, var det dog tungt at forlade Rom, der var blevet os saa hjemligt; ikke blot Roms Mærkværdigheder, dets store Minder, vore Venner og Omgangskredse fængslede os, men ogsaa det daglige, ugeneerte, om jeg saa maa udtrykke mig, Regentsliv^CLXXI havde noget ubeskriveligt Tiltrækkende, som man ikke let finder i nogen anden By. Ja, selv den simple romerske Almuesmands hele Optræden, denne Storartethed, der synes at røbe, at der endnu er lidt tilbage, i det Mindste i det Ydre, af den gamle romerske Selvfølelse, maa frappere, og man troer at see den, naar man betragter en Stodder, der læner sig op til en Muur og kaster sin Kappe om sig i store Folder og seer ud over den, som om Verden tilhørte ham. Og, naar nu den simple Mand hvert Aar seer en Mængde Fremmede strømme til Rom for at betragte og studere de verdensbe-
[side]
rømte Kunstværker, vækkes hos den livlige Italiener Tanken om, at hans Stad er et Middelpunct, der dominerer den hele Verden ogsaa i denne Henseende. En Dag, da jeg spadserede udenfor Porta Pia, hvor en Smører^CLXXII havde med Kul tegnet nogle Ryttere og Soldater paa den hvide Muur udenfor en Viinhave, kom nogle ældre Mænd, saakaldte cacciatori di campagna, ledsagede af en lille Dreng, mig imøde. Drengen løb i Forveien og blev studsende staaende for at betragte disse Tegninger, paa hvilke han gjorde Mændene opmærksomme. Men den ene af disse svarede ham med et haanligt Skuldertræk: “Ma, che porcheria nella città delle belle arti !”^CLXXIII Efter at vi havde gjort vore Afskedsbesøg med det hjerteligt meente Løfte at komme snart igjen, indfandt vi os da den 25de Juli paa den spanske Plads, hvor Vetturinen^CLXXIV ventede os.
[…]

[side312]
[…]
Jeg havde nu tilbragt næsten to Maaneder^CLXXV i Neapel, jeg havde oplevet meget Glædeligt og Interessant, seet en henrivende skjøn Natur og herlige Kunstskatte; jeg havde moret mig over den lystige brogede Folkevrimmel, det larmende Liv i den folkerige Hovedstad; jeg havde fundet en venlig Modtagelse hos velvillige, gjæstfrie Mennesker, der havde gjort Alt for at gjøre mig Opholdet behageligt; men – jeg forlod Neapel uden Sorg eller Veemod, uden det Ønske at komme snart igjen. Jeg var glad ved at vende tilbage til det kjære, rolige, storartede Rom, til de Forhold og Omgivelser, jeg var bleven saa fortrolig med; jeg længtes efter Rom som efter et Hjem.
En Vetturin førte os tilbage den samme Vei, ad hvilken vi vare komne. Vort Reiseselskab var, foruden vor Ven Remy^CLXXVI, en vakker ung Americaner, Mr. Clarke^CLXXVII, der var glad ved at finde en Medreisende, der kunde tale En-
[side]
gelsk med ham, da han ikke kunde et Ord Italiensk og meget lidt Fransk. Paa Veien kom det til den Forklaring, at han maatte betale omtrent dobbelt saameget som vi, hvorover han blev meget forbittret. Jeg gjorde ham da opmærksom paa, at de Penge, han ellers vilde have anvendt til en italiensk Sproglærer, maatte han nu betale til en italiensk Vetturin, og han fandt sig i dette Raisonnement.
Hvor glade vare vi ikke, da vi gjensaae de romerske Costumer i Roms Omegn, og endnu meer, da vi rullede ind igjennem Porta S. Giovanni, gjensaae Laterankirken, Sta. Maria Maggiore og Koops^CLXXVIII og Bødtchers^CLXXIX Ansigter i Koops Vindue. Luigi Astolfi og Nina^CLXXX modtoge os med Jubelraab, og faa Øieblikke efter vor Ankomst vare Freund^CLXXXI og Bravo^CLXXXII hos os for at trykke vore Hænder.
Altsaa var jeg da igjen i Rom, i den kjære, velbekjendte Stad, hvor Alt syntes mig saa hjemligt, hvor jeg gjensaae saa meget Tilvant, hvor jeg mødte mangt bekjendt Ansigt, om jeg end ikke kjendte Personen nærmere. Næppe var jeg kommen ud paa Gaden om Morgenen efter min Ankomst, førend jeg traf paa Md. Giromettis Fader^CLXXXIII, der trak mig hjem med sig, hvor jeg da maatte fortælle Løst og Fast om mit Ophold i Neapel. Samme Aften samledes Landsmændene i Osteriet^CLXXXIV paa Pantheonspladsen, hvor vor Tilbagekomst blev hilset med romersk Viin og lystig Tale, og saaledes fortsattes da det gamle romerske Liv. Der er noget usigelig Velgjørende i saaledes at komme til Ro igjen efter en travl Virksomhed. Hvor interessant det end er daglig at see nye Gjenstande, at beundre Kunstværker og Naturskjønheder,
[side]
saa gjør det dog Godt at føle sig hjemme, og for mig var nu Rom igjen et Hjem, hvor jeg ikke behøvede med hæseblæsende Videbegjerlighed at fare omkring, men rolig kunde lade mig paavirke og efter min Bekvemmelighed udsøge mig, hvad jeg ville nyde paa Ny. Jeg var ogsaa snart igjen inde i mine selskabelige Forhold, hos Familierne Girometti, Catel^CLXXXV, Gagiotti^CLXXXVI o. Fl. Hos denne sidste Familie samledes jeg ofte med Hauch^CLXXXVII, som jeg ved min Ankomst fandt indført der, om ved et Brev fra mig eller paa en anden Maade, erindrer jeg nu ikke. Han befandt sig ogsaa særdeles vel i denne Kreds og fandt sig saa behagelig tiltalt af saavel Gagiottis som Sra. Angelinas velvillige Modtagelse, at den mørkere Sindsstemning, hvori jeg havde fundet ham i Neapel, syntes ganske forsvundet^CLXXXVIII. En Aften fortalte Angelina os, hvorledes hun som ung Pige havde corresponderet ved Tegn med en anden ung Pige, og hvorledes de havde meddeelt hinanden, til hvilket Klokkeslet de vilde mødes. Dette skete nemlig ved at beskrive Solens Gang over Himlen ved en Haandbevægelse og ved med Fingrene at angive Tallet. Flere Aar efter (1834), kort efter min Forlovelse, besøgte jeg i Selskab med min Kjæreste^CLXXXIX, hendes Moder og Søstre, nogle Slægtninge i Slagelse, hvor vi opholdt os en Ugestid. Som-
[side]
meren var meget varm, og vi tilbragte den største Deel af Dagen i et køligt Lysthuus, hvor jeg gierne læste for Damerne, der beskjæftigede sig med deres Haandarbeide. Der var i de Dage netop udkommet en original Roman, Wilhelm Zabern^CXC, af en anonym Forfatter, hvilken jeg forelæste, og, da den interesserede os, fremkom naturligviis ofte det Spørgsmaal, af hvem den kunde være? Pludselig standsede jeg under Forelæsningen med de Ord: “Nu veed jeg, hvem Forfatteren er, det er Hauch.” Han havde nemlig et Sted benyttet dette Træk af Angelinas Fortælling, og Resultatet viste, at jeg ikke havde taget feil.
Iøvrigt forelæste Hauch os oftere i en mindre Kreds sine poetiske Arbeider, navnlig for Freund, Bissen, Bødtcher og mig. Længere hen paa Vinteren anmodede Thorvaldsen ham om at forelæse Landsmandskabet^CXCI en af sine Digtninge. Hertil var han villig; Thorvaldsen indbød os Alle til sig om Aftenen, og Hauch forelæste os Hamadryaden^CXCII. Digtet er, som bekjendt, meget langt, og Hauch var ikke den, der ved sin Forelæsning kunde bestikke sit Auditorium. Hans Foredrag var drævende, langsomt, kort sagt, ikke vækkende, og vi vare Alle udmattede og dertil sultne og tørstige. Tilsidst fik det da en Ende, og Thorvaldsen takkede nu Hauch og sluttede med de Ord: “og jeg vil ret meget bede Dem om at læse det endnu engang for os”. Skjelmen Bødtcher, der stod bagved Thorvaldsen, sagde halvsagte til ham: “Mener De strax?”, hvorpaa Thorvaldsen gik i Fælden og udbrød: “Nei, Vorherre bevare’s!” – Nogen Tid derefter forelæste Hauch os atter Hamadryaden i sit Hjem, til vor store Tilfredsstillelse.
Naar Efteraaret nærmer sig, og den stærkeste Varme er forbi, strømme de Fremmede til Rom; man seer en Mængde
[side]
nye Ansigter, især engelske, paa alle Spadseregange, i Kirkerne og paa Gaderne. Blandt de Nyankomne var ogsaa min gamle Reisekammerat d’Alnoncourt^CXCIII, med hvem jeg tilbragte nogle Dage; hos Bunsen^CXCIV traf jeg Waagen^CXCV fra Berlin og i en Kirke Baronesse Wetzlar^CXCVI og hendes Datter fra Wien. Maquet^CXCVII, Keyserling^CXCVIII og Grev Hahn^CXCIX kom tilbage fra Neapel, og saaledes udvidedes daglig min Omgangskreds.
En Aften var der stor Lystighed paa Piazza Madama, hvor Politipaladset var illumineret, og et Musikcorps spillede til Forlystelse for Folket, der fyldte Pladsen, saa at man næppe kunde røre sig. Paven havde nemlig behaget at udnævne fire Cardinaler og blandt disse Monsignor Bernetti^CC, der var Politipræfect. Nogle Dage efter traf jeg sammen med en Tydsker, ved Navn Klitsche^CCI, der havde opholdt sig i længere Tid i Rom. I Samtalens Gang spurgte han mig, hvor jeg havde seet den ovenomtalte Fest, og paa mit Svar, at jeg havde været paa Gaden, beklagede han, at han ikke havde ført mig hen til en Familie, der boede paa Pladsen, og fra hvis Vinduer det havde været interessant at see Vrimlen, og, da han derpaa omtalte denne Familie som et Huus, hvor man gjerne saae Fremmede, og hvor man var meget musicalsk, og derhos nævnede Familiens Navn, Persiani^CCII, erindrede jeg, at Thorvaldsen for længere Tid siden ogsaa havde omtalt dette Huus og lovet at føre Gerson og mig derhen, men havde glemt det. Klitsche foreslog mig at spadsere ud med ham om Eftermiddagen til Villa Pamfili^CCIII, og, da vi kom til Aqua Paola^CCIV, gik han med mig ind i en lille Have, hvor han bad mig at vente paa ham, da han havde et Ærinde oppe i Bygningen. Efterat jeg havde ventet et Par Øieblikke, kom en Tjener med en
[side]
Hilsen fra Fruen, om jeg ikke vilde komme op og see den smukke Udsigt. Lidt forundret over denne pludselige Indbydelse fulgte jeg med og traf da Klitsche med en ældre Dame^CCV, der modtog mig meget venligt og førte mig op paa en Balcon, hvorfra der virkelig var en overordentlig skjøn Udsigt over hele Rom. Fruen var meget snaksom, og Samtalen gik livligt, men endnu vidste jeg ikke, hos hvem jeg var, thi Klitsche havde ikke præsenteret os. Men under Fruens Passiar kom hun til at nævne, at En havde sagt til hende: “Ma, Signora Persiani mia o. s. v.” Jeg kunde ikke bare mig for at smile og saae hen til Klitsche, der lo af Hjertens Grund. Nu kom det da til en Forklaring. Fru Persiani erindrede godt, at Thorvaldsen havde lovet at ville gjøre Familien bekjendt med et Par musicalske Landsmænd, men at der ikke var blevet noget deraf, og Klitsche havde villet gjøre sig en Spøg af, at jeg skulde kjende Persianis uden at vide Navnet, saa at Overraskelsen skulde blive større, naar Thorvaldsen indførte mig der. Den Spøg havde Fruen nu fordærvet ham. Lidt efter kom Husets tre Døttre ind, og nu blev Overraskelsen større, thi vi bleve snart enige om, at vi vare gamle Bekjendte, som havde seet hverandre utallige Gange paa Monte Pincio^CCVI, ved Kirkefester o. s. v. Moder og Døttre havde tilbragt Eftermiddagen paa Aqua Paola i Værelser, der stode til Raadighed for Monsignor, siden Cardinal Bottiglia^CCVII, der var Directeur for Vandvæsenet og en Ven af Familien, hvis Bolig i Byen var paa Piazza Navona med Værelser ud til Piazza Madama. Der fulgte jeg dem hen og tilbragte Aftenen hos dem, og, saalænge jeg endnu var i Rom, var jeg uden Undtagelse der hver Dag, næsten hver Aften, og, naar jeg var indbudet andensteds, maatte jeg dog være hos dem nella
[side]
prima sera, som det hedder i Rom. Jeg kan ikke noksom hellige dette Huus en taknemmelig Erindring, jeg nød der en saa hjertelig Venlighed, ja Hengivenhed, at jeg betragtede Persianis Huus som et Hjem, hvor jeg uvilkaarlig blev draget hen, og hvor jeg følte mig som et Lem af Familien. Faderen^CCVIII var Colonialhandler og blev i sin Forretning assisteret af Sønnen Fabio; Moderen var en snaksom ældre Kone, venlig og godmodig, men af en paafaldende Styghed. Man fortalte, at hun engang paa et Carneval, paa Grund af sin virkelig elegante Figur, havde tiltrukket sig en ung Herres Opmærksomhed, der noget paatrængende bad hende om at demaskere sig. Paa hendes Forsikkring, at han vilde blive skuffet, da hun var saa styg, svarede han: “mа non sarete intanto cosi brutta come la Persiani.”^CCIX De tre Døttre, Giulia, Virginia (til daglig Brug kaldet Gigia) og Luigia vare ikke Heller smukke, men de to yngre vare dannede, velopdragne Piger, og den ældste, Giulia, mærkværdig begavet, fuld af Aand, med et Anstrøg af Sentimentalitet, der ikke altid passede til hendes italienske Livlighed, men som dog ikke var paataget, da det vistnok var en Følge as hendes ublide Skjæbne. Hun var nemlig Enke: i en ganske ung Alder var hun bleven gift med en ældre Mand, som hun egentlig slet ikke kjendte, og hendes Ægtestand havde været ulykkelig. Dette var et af de sædvanlige romerske Ægteskaber. Ved Slutningen af mit Ophold i Rom blev ogsaa den unge, smukke Chiarina Girometti^CCX forlovet med en Advocat Vanutelli^CCXI, der blev omtalt som en hæderlig Mand, men som godt kunde være hendes Fader. Hvorledes dette Ægteskab blev, veed jeg ikke.
Jeg førte nu ogsaa Gerson til Persianis, og vi havde allerede været daglige Gjæster der i et Par Uger, da det
[side]
faldt de unge Damer ind, at vi skulde have vor Spøg med Thorvaldsen. Efter Aftale trængte vi nu paa ham, at han skulde føre os derhen, og endelig blev Dagen aftalt. Da vi nu traadte ind med ham, kom Alle os imøde, nævnte os ved Navn og forsikkrede Thorvaldsen, at vi allerede vare gamle Bekjendte. Han stod aldeles forbauset, men morede sig snart over denne lille Mystification.
Med October Maaned begynde Romernes Landpartier. De, der have Landsteder, flytte derud, og Folket forlyster sig paa Monte Testaccio med, som Romerne sige, at spise for 4 Bajocchi Salat og drikke for 2 Scudi^CCXII Viin. Man seer da Vogne pakkede fulde af unge Piger i deres Stads, med Mandfolkehatte paa Hovedet, prydede med Blomster og Strudsfjedre, og i Haanden en Tambourin, til hvis Lyd de dandse en Saltarello^CCXIII. De mere bemidlede Borgerfolk kjøre ud til en Vigne^CCXIV, hvor de spise til Middag, thi et pranzo in campagna^CCXV hører til deres October-Fornødenheder saaledes som en Dyrehavstour tidligere hørte til vore Sommerforlystelser. Med en Familie Rossavini^CCXVI, der hørte til, hvad man i Rom kalder mezzoceto, den lavere Borgerstand, gjorde jeg en saadan Tour ud til Villa Bolognetti^CCXVII, hvor vi, foruden nogle andre Herrer, traf tre Geistlige, der ogsaa skulde være med. Medens Damerne pyntede paa deres Toiletter og passiarede med nogle af os, begave de andre Herrer, baade geistlige og verdslige, sig til deres Dont, nemlig, paa ægte italiensk Maneer, at lave Maden. Endelig kom vi da tilbords, og Alle bleve saa lystige, at jeg ikke let har været tilstede ved et muntrere Bord. Især var min Nabo, en lille neapolitansk landflygtig Præst, som han var forrykt af Glæde, og under Jubel og Skaaler forløb flere Timer. De geistlige Herrer førte os derefter hen til
[side]
Klosteret S. Agnese^CCXVIII, hvor de boede, og serverede os en fortræffelig Kaffe.
Dag for Dag strømmede der nu flere Fremmede til Rom, og Vaticanets Sale vrimlede af Englændere, forsynede med Reisebøger, der instruere dem om, hvad de skulde dømme om de antike Kunstværker. Det prægtige Jupitershoved^CCXIX med sin dybe, betydningsfulde Rynke i Panden saae med en medlidende Foragt ned paa den Skare pjattende Englænderinder, der vandrede her saa ugeneert omkring, som om de vare i deres drawing-rooms i Regents-Park. Ogsaa vort Landsmandskab blev forøget. Etatsraad Thorlacius^CCXX kom hertil med sin Frue^CCXXI og Svoger^CCXXII og en ung, smuk islandsk Dame, Frøken Briem^CCXXIII, der siden blev gift med den tydske Literat Dr. Schütz^CCXXIV. Ved sit ægte nordiske Udseende, sine rige blonde Haar og klare blaae Øine vakte hun Italienernes Opmærksomhed, og engang paa Gaden blev en Kone af Folket ganske forbauset staaende og udbrød: “ma, che bella ragazza!”^CCXXV Thorlacius dannede et ret behageligt Huus, hvor Landsmændene oftere kom og traf sammen med italienske Lærde, med hvilke Thorlacius stod i Forbindelse.
En Dag blev jeg paa Gaden anraabt paa Dansk, og hvor glædeligt overrasket blev jeg, da jeg saae for mig Capitain Hindenburg^CCXXVI, min Ungdomsven fra min tidlige Studentertid. Med ham levede jeg nu daglig under mit Ophold i Rom, ligesom ogsaa siden i Paris, og om ham vil der tidt blive Tale i disse Meddelelser. Sørgelig blev imidlertid hans senere Skjæbne. Han var en for sin Tid sjeldent dannet og kundskabsrig Officeer, med utrættelig Flid havde han erhvervet sig fortrinlige Sprogkundskaber og uddannet sig i flere Retninger. Efter sin Hjemkomst giftede han sig og førte i en længere Aarrække et lykkeligt
[side]
og tilfreds Liv. Da efter Christian den VIIIs^CCXXVII Thronbestigelse en Reduction i Armeen fandt Sted, søgte han sin Afsked som Major med en ret anstændig Pension, da han antog, at han med sine Kundskaber vilde kunne skabe sig et klækkeligt Bierhverv, og da Garnisonslivet allerede i længere Tid havde været ham til Byrde. Imidlertid krydsede andre Planer sig i hans Hoved, disse mislykkedes, og hertil kom endnu, at han ved et uheldigt Fald forstødte sin Hofte og blev halt. Da Krigen i 1848 udbrød, søgte han atter Ansættelse i Armeen, hvori dog hans ulykkelige Legemsfeil forhindrede ham, og, da Tropperne kom hjem, og han saae dem modtages med Jubel og flere af hans Samtidige og Kammerater forfremmede og hædrede, kunde hans Nervesystem ikke udholde dette Slag, hans Tanker forvirredes, og endnu i dette Øieblik, da jeg skriver dette, tilbringer han som Olding sit Liv i en Sindssygeanstalt^CCXXVIII. Til Hindenburg knytte sig mange af mine kjære Erindringer baade i Hjemmet og paa Reiser, og jeg vil aldrig glemme, hvor kjær og tro Ven han har været mig.
Den katholske Geistlighed har seet saa dybt ind i den menneskelige Natur og har forstaaet at anvende denne Kundskab saa godt, at man, om man end ærgrer sig derover, dog maa beundre den Klogskab, der findes i det hele Arrangement. Næppe er October endt med sine Gilder og Dandse og Lystigheder, saa kommer Alle Sjæles Dag den 1ste November med sine alvorlige Kirkefester og sine Sjælemesser. Nu drive Romerne i ligesaa tætte Flokke til Kirkerne, som de for et Par Dage siden ilede ud til Villa Borghese og Monte Testaccio, og selve Kirkehøitidelighederne blive
[side]
dem til et divertimento, og derfor hører man ogsaa Yttringer som: “quanto era bella ‘sta funzione! quanto erano ben vestiti i preti! quanto era caro il papa!”^CCXXIX o. s. v.
Veiret i November var henrivende skjønt, den mest velgjørende Foraarsluft med mørkeblaa Himmel og varmt Solskin. Desuagtet var Aniofloden ved Tivoli svulmet op og havde nedrevet det Værn, hvorved de kunstige Vandfald^CCXXX vare blevne frembragte. Det maatte vi jo ud at see, og hele Landsmandskabet, med Thorvaldsen, Thorlacius og vor troe tydske Følgesvend Wagner i Spidsen, kjørte nu derud i tre velfyldte Vogne. Sagen forholdt sig rigtig, der var hverken Cascade eller Cascateller mere, og vi tvivlede Alle om, at den just ikke med store financielle Midler begavede pavelige Regjering vilde oprette den skete Skade, hvilket dog blev iværksat nogen Tid efter^CCXXXI. Da vi om Aftenen kom hjem, oplevede vi den komiske Scene, at Roms Port var lukket, hvorfor en af Vetturinerne bankede paa, ligesom Chilian paa Trojæ Port^CCXXXII. Indenfor lød en Stemme: “Chi è?” – Vetturinen svarede: “Vetturini con inglesi,”^CCXXXIII hvorefter en Soldat kom knurrende ud og aabnede os Indgangen til den evige Stad.
Til min næsten daglige Omgang hørte nu ogsaa en ung romersk Jurist, Ricci^CCXXXIV, hvis Bekjendtskab jeg havde gjort i Neapel, og som nu var kommen tilbage til Rom. Han var en kundskabsrig, alvorlig ung Mand, og vi arbeidede troligen sammen, idet han veiledede mig i italiensk Sprog og Literatur, og jeg igjen ham i Tydsk, hvori han allerede havde gjort gode Fremskridt. Han blev siden en anseet Advocat, var meget medvirkende, da Thorvaldsen gjorde sine Dispositioner, og forblev mig endnu i flere Aar en jævnlig Correspondent efter min Hjemkomst. Da Christian Winther^CCXXXV
[side]
nogle Aar efter reiste til Italien, medgav jeg ham Anbefaling til Ricci, og han har altid bevidnet mig sin Glæde over at have lært ham at kjende.
Aaret stundede nu til sin Slutning, og Landsmændene begyndte at tale om, hvorledes vi skulde feire Julen; men kort før gjorde jeg endnu et Bekjendtskab, som hidtil havde været mig ubekjendt. En Aften kom jeg til Thorvaldsen for med ham at gaae hen til en Familie Benaglia^CCXXXVI, hvor Fruen^CCXXXVII var en fortrinlig Sangerinde, og hvor flere musicalske Folk samledes. Da vi skulde til at gaae, bad Thorvaldsen mig om at følge med hen til et Par Damer, der maaskee havde Lyst til at være med i Selskabet i Aften. “Det er,” føiede han halvsagte til, “min Contraband-Datter^CCXXXVIII og hendes Moder.” Vi gik da derhen, og jeg saae da for første Gang den unge, vel 13-14 aarige Elisa, en blond Pige, sin Fader meget liig, og som tegnede til at kunne blive ret kjøn, og tillige hendes Moder, der just ikke gjorde noget behageligt Indtryk paa mig. Hun saae bister ud, med det stærkt marquerede Ansigt, som man saa hyppigt finder hos gamle Italienerinder. Det lod ikke til, at hverken Thorvaldsens Indbydelse eller min Nærværelse vare hende synderligt velkomne; hun snerrede ad ham, sparkede til en Ildpotte, der stod midt paa Gulvet, og afslog baade paa Datterens og egne Vegne at følge med os, hvorfor vi da ogsaa begave os afsted uden Dameselskab.
Imidlertid forberedte vi os alle til Juleglæderne, og Bødtcher, Koop og jeg besluttede at spille lidt Komedie til Morskab for Landsmændene. Vi valgte 2den Act af Jacob v. Thyboe^CCXXXIX, hvori jeg skulde spille Jacob, Bødtcher^CCXL Jesper og Koop^CCXLI Peer; men nu faldt der mig et lille fransk Stykke i Tankerne, le brelan des valets^CCXLII, som jeg i Forening med
[side]
Mægler Hoskjær^CCXLIII og Assessor Hans Holm^CCXLIV for nogle Aar siden havde spillet i dansk Oversættelse hos daværende Høiesteretsadvocat Treschow^CCXLV. Jeg huskede tydeligt Intriguen og gav mig nu ifærd med at skrive et lille Stykke, som jeg localiserede i Rom og lagde i Munden paa de tre holbergske Tjenere Henrik, Sganarel og Gusman. Koop og Bødtcher vare villige til at deeltage, og vi holdt nu Prøver af alle Kræfter; Stykket selv, der vistnok ikke kan bestaae sin Prøve for en æsthetisk Domstol, har jeg fundet blandt mine gamle Papirer, og jeg vedlægger det her^CCXLVI for Curiositets Skyld.
Den 23de December vare Landsmændene beskjæftigede deels med at hente Laurbærblade og Vedbende, deels med at binde Krandse og Guirlander, deels med at pynte Juletræet. Den næste Formiddag gik hen med Generalprøve paa vor dramatiske Forestilling og med de travle Forberedelser til Julefesten^CCXLVII samme Aften. Denne blev holdt i Thorvaldsens Værelser. Først spillede vi vor Komedie til almindelig Tilfredshed, derefter begave vi os op i Hauchs Værelse i samme Huus, hvor et stateligt Laurbærjuletræ prangede, besat med en Mængde Voxlys og behængt med glødende Oranger, hvorunder vore gjensidige Smaaforæringer vare henlagte. Derpaa trak man Lod om 19 Smaapakker, af hvilke de tolv indeholdt antike skaarne Stene^CCXLVIII, som Thorvaldsen havde givet til Bedste, og de syv andre vare kølende Pulvere for at dæmpe Blodet hos dem, der trak Nitter. Festen sluttede nu i Thorvaldsens Spisesal^CCXLIX, der var smagfuldt decoreret med Festons af Laurbær- og Vedbendblade og Oranger. Paa hver Couvert laa en Krands, Laurbær for Thorvaldsen og Thorlacius, Myrter og Roser for Damerne og Vedbende for os Andre. Vi bekrandsede os nu paa antik Maneer, og et Øieblik efter stod den dampende
[side]
p(tight). Julegrød paa Bordet ved Siden af en uhyre vedbendkrandset Viindunk. Et ægte nationalt Element blandede sig i vort Maaltid, da Architekt Schmidt^CCL havde medbragt en Flaske dansk Kommenaquavit fra Neapel, hvor han havde faaet den af en dansk Skibscapitain. Hauch og Bødtcher havde skrevet Sange, og under Lystighed og Jubel holdt vi vor Juleaften til efter Midnat.
Otte Dage efter feirede vi Nytaarsaften^CCLI hos Thorvaldsen. Vi begyndte med vor Forestilling af 2den Act af Jacob v. Thyboe^CCLII til stor Forlystelse for Tilskuerne, men navnlig for Thorvaldsen, der var en trohengiven Holbergianer^CCLIII. Derefter kom adskillige ikke-danske Indbudne, Thorvaldsens mangeaarige Værtinde Sra. Buti^CCLIV med Familie^CCLV, den italienske Billedhugger Trentanove^CCLVI, de tydske Kunstnere Blomstermaleren Senff^CCLVII og Billedhuggeren Wolff^CCLVIII. Ved Midnatsslaget ønskede vi hinanden “Glædeligt Nytaar,” derpaa kom Punschebollen paa Bordet, og vort Nytaarsaftengilde endte først Nytaarsmorgen henved Kl. 4. Derefter gik vi hen til Trinità de’ monti^CCLIX, lod Blikket vandre ud over den evige Stad og sang den gamle Vise:

“O maatte vi
Om tyve Aar og flere
Saaledes samlet være!”

Ja vistnok samledes Flere af os, inden tyve Aar vare omme, men – ikke i Rom.
Og saa var da Aaret 1826 gaaet ind til sine Søstre i Fortiden, for mig et Aar af stor Betydning, fuldt af uforglemmelige Minder. Ganske vist, jeg kunde i dette Aar have været Overretsprocurator i Kjøbenhavn, have maaskee lagt Grunden til en indbringende Praxis og en klækkelig Formue; men dog, jeg fortrød ikke mit Valg. Vel troer jeg
[side]
ikke, at jeg vilde have taget “Skade paa min Sjæl”, om jeg havde vundet jordisk Gods; men jeg følte, at jeg havde haft Fordeel for min Aand, at jeg havde udvidet min Synskreds, faaet Øie for Meget, der hidtil havde staaet dunkelt for mig, og høstet den Gavn, man kan have af at see multorum urbes et mores^CCLX. En veemodig Tanke blandede sig imidlertid i disse Betragtninger – i det kommende Aar skulde jeg forlade Rom.
Den anden Dag i det nye Aar^CCLXI besøgte jeg Thorvaldsen, der var alene, og vor Samtale dreiede sig umærkelig hen til hans Forhold til Canova^CCLXII. Hans Yttringer vare mig saa interessante, at jeg strax gik hjem og opskrev dem aldeles ordret. Jeg har siden meddeelt Thiele^CCLXIII dem, da han skrev Thorvaldsens Biographi; men, da de der (Thorvaldsen i Rom, II^CCLXIV p. 168) kun ere benyttede i Udtog^CCLXV, vil jeg her gjengive dem in extenso^CCLXVI og lade Thorvaldsen selv tale:
“Canova var en Mand af Talent, men Forfængelighed og Smiger fordærvede ham aldeles. Hans Forfængelighed yttrede sig i de barnagtigste Smaating. Naar han kom ind i et Selskab, talte han med nogle af de Nærmeststaaende og flygtede derpaa hen i en Krog, for at han med desto større Opsigt kunde blive trukket frem deraf. Hans Smigrere manglede ikke Ubluhed. Først overgik han, efter deres Sigende, Romerne, derefter Grækerne, og, da der tilsidst ikke var Nogen, han kunde overgaae, hed det, at han overgik sig selv. Dette gjorde ham skjødesløs, og at arbeide en Statue i Leer var for ham et Arbeide af 14 Dage^CCLXVII. Da jeg nu begyndte at faae et Navn, vidste Canovas Tilhængere ikke rigtigt, hvorledes de skulde bære sig ad, og de anviste mig derfor Storheden^CCLXVIII i Basrelieffet og Canova i Statuen. Da En sagde til mig, at det var mærkeligt, at
[side]
jeg endog overgik Canova i Basreliefferne, kunde jeg ikke bare mig for at svare ham, at det dog havde været mærkeligere, om jeg gjorde dem endnu slettere end han. Canova behandlede mig med tilsyneladende Artighed, men han var min hemmelige Fjende. Da Kongen af Neapel^CCLXIX var i Rom, bestilte han hos Canova den ene Rytterstatue til piazza reale i Neapel og den anden hos mig; i mit Atelier^CCLXX, i mine Arbeideres Nærværelse erklærede han dette. Imidlertid hørte jeg intet Videre derom, og Tingen var, at Canova havde tilvendt sig^CCLXXI begge Arbeider. Efter Canovas Død kom jeg tilfældigviis ind i hans Atelier, hvor jeg saae de to Heste til disse Statuer. Jeg havde i Mellemtiden studeret Heste for at gjøre min kolossale Hest^CCLXXII, og jeg maa tilstaae, at jeg forbausedes; den ene er taalelig, den anden under al Kritik; at det er et fiirbenet Dyr, er Alt, hvad man kan sige om den. Man vilde nu formaae mig til at gjøre Figurerne til disse to Heste, men jeg afslog det med den Sidebemærkning, at jeg, om jeg vilde gjøre en saadan Figur, vilde have meer for den alene, end for at gjøre hele Statuen fra ny af. Canovas tilsyneladende Høflighed yttrede sig ogsaa engang derved, at han skriftligen indbød mig til at see en af ham modelleret Figur^CCLXXIII, med Tilføiende, at han først vilde ansее den for færdig, naar jeg havde seet den. Jeg gik da til ham, saae Figuren, roste den, maaskee meer, end den fortjente, og for at vise, at jeg meente det ærligt, gjorde jeg ham opmærksom paa en liden ønskelig Forandring, der ikke blot var nødvendig, for at et Been ikke skulde blive skjævt, men tillige var en Bagatel at gjøre. Canova billigede det; men Statuen blev udført i Marmor, og Benet blev skjævt som før. For at vise Canova en Gjenhøflighed bad jeg ham igjen om at see en af mig model-
[side]
leret Figur^CCLXXIV. Han saae den, men gjorde ikke en eneste Bemærkning. Da jeg imidlertid trængte lidt paa ham for at høre hans Mening, forsikkrede han mig, at jeg maatte arbeide slettere, for at han kunde see Feil deri osv. Jeg holdt mig da fra ham, kom ikke i hans Atelier, og, naar vi traf sammen i Akademiet, var det, som om vi blot kjendte hinanden, og vore Samtaler vare de sædvanlige Høfligheder.”
Strax ved Aarets Begyndelse sporer man, at Carnevalet^CCLXXV nærmer sig, Theatrene begynde at give Forestillinger, Selskabslivet tager et nyt Opsving og lærde og musicalske Selskaber holde Møder. Saaledes var jeg tilstede ved en esercizio academico i la Propaganda^CCLXXVI, hvor der oplæstes Vers i nogle og tredive Sprog, af hvilke dog Præstationerne i de Sprog, jeg forstod, ikke vare meget tilfredsstillende. Iligemaade døiede jeg en Mængde Sonetter og andre Digte ved en seance i Academia Tiberina^CCLXXVII, der endte med, at Præsidenten foredrog en Sonet til den tilstedeværende Rosa Taddei^CCLXXVIII, hvori han opfordrede hende til at give en Improvisation til Bedste, hvortil hun da ogsaa var villig og sang smukt om Michel Angelos^CCLXXIX Møde med Canova^CCLXXX i Elysium^CCLXXXI og om Giganternes Kamp^CCLXXXII. I det musicalske Selskab la filarmonica^CCLXXXIII hørte jeg Rossinis Zelmira^CCLXXXIV ret smukt udført af Damerne Mancinelli og Ciabatta^CCLXXXV, der bleve ret godt understøttede af nogle flinke Sangere.
Foraaret nærmede sig nu bestandigt mere; i Villa Borghese duftede det saa lifligt som hos os i gode Aar i Juni Maaned. Sneen smeltede paa de nærliggende Bjerge og foraarsagede derved et Phænomen af en egen Natur. Tiberen steg nemlig over sine Bredder og oversvømmede nogle af de lavere Dele af Rom. Til Pantheon kunde man ikke komme gjennem Colonnaden^CCLXXXVI, hvor Vandet stod
[side]
høit op paa Pillerne, men fra en lille Gade bagved kom vi ind i Kirken og igjennem Sakristiet op paa Høialteret. Det var i høi Grad interessant at see den stolte Kuppel speile sig i Vandet, saa at man stod som i en umaadelig Kugle. I Jødeqvarteret Ghetto^CCLXXXVII roede man omkring i Baade, og ved Ponte rotto^CCLXXXVIII saae man den ellers saa fredelige flavus Tiber storme frem som en rasende Strøm.
Men netop nu, da Naturen indbød til at være i det Frie, arbeidede Theatrene af alle Kræfter. Teatro Argentina^CCLXXXIX aabnedes med Zelmira^CCXC. En saadan prima sera^CCXCI er for Romerne af største Vigtighed, det behandles som en Statssag, og man taler derom med største Alvor og debatterer Spørgsmaalet, se incontrerà o se fara fiasco^CCXCII. Operaen incontrerede ikke, Sangerne vare ikke betydelige, og Tenoristen Floriani, egentlig en Grev Compagnoni^CCXCIII, blev af Publicum udskjeldt for en briccone^CCXCIV og klappet ud, da det var forbudt at pibe. Imidlertid forbedrede han sig efterhaanden, og hele Operaen slæbte saa nogenlunde af. I Teatro Tordinone^CCXCV saae jeg en Haupt- und Staatsaction^CCXCVI: la difesa di Carlo XII a Pultava^CCXCVII, der naturligviis var en Parodi paa al historisk Sandhed og dramatisk Virkning. Carl den 12te med en tyk Mave og Peter den Store med tre Stjerner paa Brystet og røde Buxer vare i høieste Grad latterlige; men en Mængde Skud, Rytteri, Troldkjærlinger osv. gjorde Stykkets Lykke. Som Soldater optraadte, mirabile dictu^CCXCVIII, Hans Helligheds egne Soldater i deres sædvanlige Uniformer. Paa samme Theater blev der givet en lille Ballet, Diana ed Endimione^CCXCIX, til Benefice for en gammel fransk Dandserinde, Mlle Ginetti, der for flere Aar siden havde viist sig i Kjøbenhavn^CCC, og som nu var kommen til Rom med sin Moder og Datter, hvilke begge ogsaa titule-
[side]
redes Mademoiselle Ginetti. Efter Forestillingen fulgtes Hindenburg og jeg op med nogle franske Kunstnere Paa Theatret, hvor der blev sat Borde frem med Viin, Punsch og Kager. Herom samledes vi nu Alle, Sjouere, Maskinkarle, Figuranter^CCCI og Figurantinder, Mlle. Ginetti med Moder og Datter og vi Andre, hvilket dannede en særdeles malerisk Gruppe. Hindenburg^CCCII og jeg fremstillede os for Aftenens Dronning som hendes gamle Beundrere fra Kjøbenhavn og bleve da modtagne meget naadigt. Hun fortalte os da om sit Ophold og sine Fata^CCCIII i Kjøbenhavn, og om at Frederik den 6te^CCCIV havde villet beholde hende, “mais je lui dis: Sire, Votre théâtre est trop vilain. Mais à propos, Messieurs, comment va ce pauvre Bournonville^CCCV et Mme. Schall^CCCVI, vit-elle encore? ah, c’est une bien mauvaise danseuse, elle danse encore pis que je n’ai dansé ce soir.”^CCCVII „Aa, Gud bevare’s, paa ingen Maade”, svarede vi naturligviis.
Ogsaa enkelte Lystspil saae jeg her meget godt givne, navnlig Goldonis il Bugiardo^CCCVIII. En fortrinlig Skuespiller var Modena^CCCIX, hvis personlige Bekjendtskab jeg havde gjort hos Gagiottis^CCCX. Han var en meget dannet Mand, der tænkte over sit Spil og sin Kunst, dertil var han ung og smuk.
Endnu et Par europæiske Celebriteter, som mit Ophold i Rom gav mig Anledning til at beundre, maa jeg her omtale, nemlig Improvisatoren Sgricci^CCCXI og Violinisten Paganini^CCCXII.
Sgricci optraadte paa Teatro Argentina^CCCXIII og havde bekjendtgjort, at han vilde improvisere en Tragedie. Blandt de mange indsendte Æmner blev udtrukket: Plautilla condannata a morte da Vespasiano insieme col di lei marito.^CCCXIV
[side]
Modena førte Sgricci ind paa Seenen. Han havde et udtryksfuldt, alvorligt, næsten melancholsk, Ansigt og en smuk, kraftig Skabning, skjøndt han traadte lidt kort med det ene Been; han var klædt i en italiensk, middelalderlig Dragt af sort Fløiel. Med en Ængstlighed, der paa mig gjorde en piinlig Virkning, traadte han hen til Lamperækken og erklærede, at det opgivne Æmne tydede paa en historisk Begivenhed, der ikke stod tydeligt for hans Hukommelse, hvorfor han bad den, der havde opgivet dette Æmne, kun med nogle Ord at hjælpe ham til at mindes den. Da Ingen svarede, og Publicum forlangte et andet Thema, blev en anden Seddel udtrukken med Æmnet: “Turno, rè de’ Rutuli”^CCCXV. “Dette Æmne”, sagde Sgricci, “synes at være givet med Hentydning til Roms Oprindelse”. Derpaa nævnede han Personerne: Æneas og Achates, Latinus, Amata hans Dronning, Lavinia, Turnus og hans Fortrolige, Chor af Krigere, af unge Piger og af Bacchi Præster. Scenen forestiller Bacchi Tempel, hvorfra man overseer Trojanernes og Rutulernes Leire. Efter antik Maade indledede han Tragedien med en Prolog, fremsagt af Venus, Æneas’s Moder. Med den største Ro og med en ypperlig Declamation foredrog han nu, uden at standse, i omtrent halvtredie Time, en fuldstændig, velordnet Tragedie i de skjønneste Vers og det mest ophøiede, for Gjenstanden egnede Sprog. Især fortræffelige vare Amatas Fortælling om Æneas’s Skjæbne, hvorved hun søger at drage Lavinia bort fra ham, Æneas’s og Turnus’s Ordvexling førend Tvekampen og Lavinias Skildring af hendes Syn. Chorene vare skjønne og rige paa velk[l]ingende Riim; dog hørte de maaskee til de loci communes^CCCXVI, som Improvisatorerne altid meer eller mindre have i Beredskab, og som ere ligesom Hvilepuncter, hvori
[side]
de forberede sig paa det Kommende. Det Hele var ikke blot forbausende, men ogsaa meget tilfredsstillende.
Paganini gav sin Concert i Teatro Argentina. Hans Berømthed er saa grundfæstet, at der ikke er Synderligt at sige meer, end der alt er sagt; men dengang havde han endnu ikke sat Foden udenfor Italien. Ikke blot var hans Færdighed ubegribelig, saa at man tvivlede om Muligheden af det, man hørte; men med denne fabelagtige Virtuositet, disse vistnok noget halsbrækkende, men aldrig mislykkede, Kunststykker forenede han en saa skjøn, stærk og dog blød Tone, et saa følelsesfuldt Foredrag, der især viste sig i simple Adagios, at jeg næsten var enig med min Nabo, en Italiener, der udbrød: è il solo suonatore di violino che non m’amazza”^CCCXVII. Han har havt mange Efterfølgere og Efterlignere, men han har dog den Fortjeneste at være den Første, der forstod at behandle Instrumentet paa den Maade. At han gjorde Kunster maa deels tilskrives hans Kjendskab til sit Publicum, hvis smaalige Smag han engang imellem vilde smigre, deels vel og den Omstændighed, at en Kunstner, der i den Grad havde overvundet alle Vanskeligheder, let forfalder til det, hvortil den mere almindelige Kunstner slet ikke kan naae, da de første Vanskeligheder give ham allerede nok at bestille. Paganinis hele Optræden var ogsaa ganske egen; han saae noget diabolisk ud, naar han spillede, og dette Ydre gav da ogsaa Anledning til mange latterlige Historier om, hvorlunde han havde forskrevet sig til Fanden osv. Han blev ved denne Concert understøttet af Sangerinden Signora Bianchi^CCCXVIII, der var hans Elskerinde og hans Søns Moder. Hun havde en ikke stærk, men blød og behagelig Stemme og sang med Smag og Følelse.
Endelig kom da Carnevalsdagene^CCCXIX, som Romerne kalde:
[side]
otto giorni di paradiso^CCCXX. Goethe har af det romerske Carneval givet en saa tro, livlig Beskrivelse^CCCXXI, at det ikke kan falde mig ind at skrive en Ilias post Homerum^CCCXXII. Kun hvad der mest frapperede mig og mine egne smaa Eventyr og Hændelser vil jeg bestride. Det Første, der forvirrede mig i den store Vrimmel paa Corso, var Forbytningen af Kjønnene^CCCXXIII. I Vognene sad unge Piger klædte som Herrer med Ridepidske i Haanden, og Paa Gaden blev der tilkastet En forelskede Blikke af unge Herrer i Fruentimmerdragt. En gammel Mand med halvtraget Skjæg gik meget alvorligt om som Sælgekone, og paa en Buk sad en Kudsk, som forestillede en Barselkone, der havde Ondt i sine Bryster, og som især var yderst komisk, naar Vognmassen blev tættere, og Konerollen maatte vige for Kudskenaturen. Intet er lettere for Folket end at maskere sig. En Pige trækker et Par hvide Beenklæder paa, kaster derover en Mandsskjorte, sætter paa Hovedet er lille spids hvid Hat af stivt Lærred og sætter en Halvmaske for Ansigtet, og nu er hun en af de utallige smaa Plageaander, der under Navn af Pulcinelliner^CCCXXIV huje og pibe hele Corso igjennem. En simpel facchino^CCCXXV (Sjouer) maler sig i Ansigtet med forskjellige Farver, faaer fat paa en forhenværende god Kjole, tager paa det ene Been en hvid og paa det andet en sort Strømpe, paa Hovedet en gammel trekantet Hat, anbringer Fjerbusk, Cordons^CCCXXVI, Brystbouquet, Skospænder osv. af Salatblade, og spadserer nu stolt omkring med det idelig gjentagne Raab: “slargatevi, fate passare il conte!”^CCCXXVII Vognene, der kjøre i Midten af Gaden, gjøre god Virkning, idet de trænge Mængden sammen og vedligeholde en vis Livlighed og Bevægelighed.
Jeg havde leiet mig en Domino^CCCXXVIII og en Plads paa
[side]
Amphitheatret udenfor Palazzo Ruspoli^CCCXXIX, hvor jeg hvilede mig, naar jeg var træt af at løbe omkring paa Gaden; thi man maa løbe med, man henrives af den almindelige Lystighed, og jeg blev en Dag meget forbauset ved at see min stilfærdige Ven Bielke^CCCXXX fare ligesaa vild omkring som alle de Andre. Da jeg saaledes sad paa min Plads, bleve Sidepladserne optagne af en Herre med to Damer og endnu en Herre, der satte sig ved Siden af mig. Alle Fire talte Fransk, men min Nabo med en ufeilbarlig tydsk Accent. Vi To kom i Samtale, der snart gik paa Tydsk. Han fortalte mig da, at han var truffet sammen med de andre i Nizza, og at de havde gjort Reisen sammen, at Herren var en Maler, Moench^CCCXXXI, fra Paris, og at Damerne vare dennes Kone og hendes Moder, Mde. Dulaure^CCCXXXII; han selv hed Nebel^CCCXXXIII og var Architekt fra Altona. Altsaa vare vi – vel at mærke i 1827 – Landsmænd. Da jeg havde faaet disse Oplysninger, gik jeg hen til Persianis^CCCXXXIV, der havde deres Plads et kort Stykke derfra, fortalte Giulia Historien, beskrev hende Stedet, hvor de Fremmede og jeg sad, og hun gik naturligviis ind paa Spøgen. Lidt efterat jeg var kommen til min Plads, passerede en Maske, klædt som Bondepige, forbi, blev forundret staaende og udbrød: “Mais, M. Moench, Vous à Rome? et Mme. Moench? et Vous aussi, Mme. Dulaure? Et n’est-ce pas M. Nebel? Quelle aimable surprise?”^CCCXXXV o. s. v. De paagjældende Personer bleve naturligviis høist forundrede over at være saa vel kjendte i Rom, hvor Moench ikke havde været, siden han var et ungt Menneske; men Giulias livlige Samtale og hele elskværdige Optræden tiltalte dem saaledes, at de fulgtes med hende hen til hendes Familie og derefter hjem med dem, hvor jeg saa traf dem siden. Da de saae mig, fik de Opløsningen paa Gaaden.
[side]
Denne Tilfældighed skyldte jeg et af de behageligste Bekjendtskaber, jeg siden havde under mit Ophold i Paris.
Nogle Dage før Carnevalet, da jeg om Formiddagen spadserede paa Monte Pincio med en Franskmand af mit Bekjendtskab, M. de Ségur^CCCXXXVI, mødte vi en Herre med en yngre og en ældre Dame, der, ligesom vi, gik op og ned ad den lange Allee. Damerne talte temmelig høit sammen, de talte Tydsk med en stærk wiensk Accent. Ségur og jeg bleve enige om, at den unge Dame var meget smuk. En af Carnevalsdagene, da jeg sad ved Siden af Thorvaldsen paa scala Ruspoli, saae jeg de to Damer komme kjørende og paa Bagsædet en ældre Mand, der ganske havde Udseende af en Englænder. Jeg spurgte Thorvaldsen, om han vidste, hvem det var, men i samme Øieblik fik jeg af Damerne en Dosis Confetti^CCCXXXVII, der aldeles overpudrede mig.
“Det lader til”, sagde Thorvaldsen, “at De kjender dem bedre end jeg”. Samme Aften saae jeg dem igjen i en Loge i Theatret, og, da de fik Øie paa mig, gave de sig til at lee, og jeg lo med; men jeg besluttede at have min Spøg med dem, thi i Carnevalet er jo Alt tilladt, “nel carnevale”, sige Romerne, “le amicizie si fanno e si perdono.”^CCCXXXVIII Den næste Dag tog jeg da en Pulcineldragt^CCCXXXIX over mine sorte Klæder og oppebiede^CCCXL mine Damers Komme. Da deres Vogn kom kjørende, steg jeg op paa Bagtrinet ved Siden af Tjeneren og stak min lange sorte Næse ind mellem Damerne, der bleve noget underlig tilmode ved denne Overraskelse. Jeg tiltalte dem i neapolitansk Dialekt, men den unge Dame svarede paa Fransk, at hun ikke forstod Italiensk. “Eh bien, madame,” svarede jeg, “parlons français.” – “Etes-vous français peut-ètre ?” – “Non, madame, comme tous le polichinels je suis napolitain,
[side]
mais ma mère est française, et mon pére est allemand, il est de Vienne.” – “Ah, votre pére est de Vienne ? qu’est-ce qu’il est donc?” – “C’est un polichinel comme moi.” — “Oh non, Mr., il n’y a point de polichinel à Vienne.”^CCCXLI — “Ja doch,” svarede jeg i wiensk Dialekt, “er hoaßt halt Staberle, Parablimacher aus Wien”^CCCXLII, som bekjendt en komisk Figur fra Smaatheatrene i Wien. Forbausede udbrød begge Damerne: “Wer ist das? wer ist das?”^CCCXLIII Samtalen blev nu livligere, og den gamle Englænder saae med et forundret Ansigt paa denne Conversation. Jeg forcerede den unge Dame en Violbouquet, og ved en Vending af mit Ansigt ved denne Leilighed kom den ældre Dame formodentlig til at kikke lidt op under min Maske, thi hun udbrød: “Es ist bestimmt der kleine Herr mit der Brille, der auf dem Pincio spazieren geht”.^CCCXLIV Jeg listede mig nu bort, kastede min Pulcineldragt i Boden, hvor jeg havde leiet den, og sad nu i mine sorte Klæder paa min gamle Plads paa Scala Ruspoli. Mine Damer kom snart kjørende forbi, og jeg læste paa deres Ansigter, at de dog ikke vare paa det Rene med Hensyn til, om jeg var jeg eller ikke. Jeg havde en Formodning om, at de vilde vise sig paa Pincio-Promenaden den næste Formiddag, og, næppe var jeg ankommen der, førend jeg saae dem komme langt borte. Uheldigviis sluttede en Herre sig til dem og fulgtes med dem. Dette forhindrede dog ikke den unge fiffige Dame fra at tale til mig for at faae mig til at røbe mig; hun henvendte vel sine Repliker til Herren eller til den anden Dame, men de gjaldt alle mig. Jeg holdt mig imidlertid tappert uden at forandre en Mine, indtil hun tog den Violbouquet, jeg havde givet hende Dagen før, og sønderplukkede den med de Ord: “Wenn ich mich geirrt habe, werfe ich die Veilchen weg.^CCCXLV” Her var nu
[side]
for mig intet Andet at gjøre end at samle Blomsterne op, og Opdagelsen var gjort, hvorpaa vi alle tre brast i Latter. Dette var den sidste Carnevalsdag. Om Eftermiddagen steg jeg igjen, klædt som neapolitansk Marinaro, op paa Vognen og leverede hende Blomsterne i et Papir med Udskrift: “Verlorne Sachen”^CCCXLVI; vor Samtale fortsattes, men ikke saa livligt som den foregaaende Dag. At mit Incognito var røbet, berøvede mig noget af mit Lune, og dertil kom, at Damerne syntes generede, da to Herrer, der vare i Vognen, ikke lode til at være synderlig tilfredse med mit Besøg.
Denne Dag endte med den mageløse Moccolifest^CCCXLVII, hvor hele Gaden forvandler sig til et bølgende Lyshav. Strax efter at Ave-Maria-Klokken har lydt, forandres Skrigene: luoghi, padroni! til moccoli, Signori!^CCCXLVIII og enkelte Lys begynde at vise sig i Vinduerne og paa Balconerne; men i et Nu er hele Corso oversaaet med brændende smaa Voxlys. Nu gjælder det om at slukke Andres Lys og beskjærme sit eget; bliver Lyset stukket, beder man den Nærmeststaaende om at tænde hos ham og slukker da til Gjengjæld hans Lys. Alt dette skeer under de jublende Skrig: “senza moccolo, smorzate i moccoli!”^CCCXLIX I Midten kjøre Vognene langsomt frem, de Kjørende holde deres Lys i Haanden, medens Fodgængerne ved Siden søge med Lommetørklæder, der ofte ere befæstede til lange Stænger, at slukke Praasene. Hele Corso ligner en bølgende Ildstrøm. Det Hele beruser, fortumler, river med sig; man maa skrige med, løbe omkring, slukke, teende, kort gjøre sig ligesaa gal som alle Andre. Dog havde jeg endnu saa megen Besindighed, at jeg forlod Corso endnu, medens Jublen var i fuld Gang, og kort førend den var forbi. Jeg vilde ikke see den tindrende, jublende Corso forvandlet til en mørk, stille Gade. Det er
[side]
romersk Skik at indtage et substantielt Aftensmaaltid den sidste Carnevalsdag^CCCL for at tage Afsted med Kjødspiserne og med Rette at kunne sige: “Carne vale!”^CCCLI Et saadant Maaltid holdt vi, Gerson og jeg, i Selskab med Familien Persiani^CCCLII, Thorvaldsen, en Englænder Goddard^CCCLIII, to franske Herrer de Ségur^CCCLIV og de Preau^CCCLV, Grev Keyserling^CCCLVI og Hauch^CCCLVII, med hvilke vi vare trufne sammen paa den sædvanlige Festino i Teatro Argentina. Man kan nemlig ikke lade sig nøie med Maskeraden paa Corso; naar denne er forbi, fortsættes Lystigheden i Theatrene eller i private Kredse. Saaledes var jeg tilstede ved forskjellige, tildeels meget glimrende bals masqués hos den franske Gesandt Grev Montmorency^CCCLVIII, hos Marchesa Sampieri^CCCLIX, hvor Gemalen meget charakteristisk gik omkring i Slaabrok og Nathue, og hos Torlonia^CCCLX, hvor Festen tog sig ypperligt ud i de pragtfulde Sale.
Ogsaa de tydske Kunstnere holdt en Festino^CCCLXI, hvor vi morede os fortræffeligt. Maleren Flor^CCCLXII og jeg havde udarbeidet en lille Farce, hvori jeg forestilte en fremmed Kunstelsker og Kunstkjender, til hvem Kunstens Genius kommer forklædt som fransk, italiensk og gammeltydsk Kunstner for at gjøre ham bekjendt med Kunstens Tilstand hos de forskjellige Nationer. Her blev der nu læst Kunstnerne drøi Text i skjemtsomme Udtryk. Den italienske Kunstner taler kun om Priserne; den franske fortæller, at han maler paa flere historiske Stykker, la mort de Régulus, la mort de César, la mort de Pompée, où le sang coule, peint avec de la laque grosse comme deux doigts^CCCLXIII; Tydskeren siger: Perugino ist schon auf dem Rückwege und Raphael ganz manierirt^CCCLXIV osv. Tilsidst traadte Kunstens Genius frem i egen Person og sluttede Stykket med at overrække Thorvaldsen en Laurbærkrands.
[side]
Carnevalet var nu forbi; Glæden og Jublen vare forstummede og gave Plads for Bod og Faste. Stilhed herskede overalt, og hvor vare nu alle de glade, overgivne Romere? Hver gik i sine vante Sysler, hver sin Vei, Alle spredte over hele Byen, istedenfor at de den foregaaende Dag havde været sammentrængte paa den larmende Corso. Det tykke Lag af Confetti, der ligner et Sneelag, feies bort; Stilladserne brydes ned, de brogede Tæpper, der prydede Balloner og Vinduer, tages ind, og den livlige Maskesal forvandles til en stille, alvorlig Gade. Saaledes forstaaer Katholicismen snildt at tumle med Gemytterne og kaste dem omkring i Sindsbevægelserne, lige fra vild Overgivenhed ind i den dybeste Andagt.
Til de Bekjendtskaber, jeg havde gjort i Persianis Huus, hørte ogsaa en ung Italiener, Adolfo Tambroni^CCCLXV, der med en stor Godmodighed forenede mere Dannelse, end man sædvanlig finder hos de unge Romere. Ved ham samledes jeg ofte med flere af hans Kreds, og navnlig med Marchese Massimo d’Azeglio^CCCLXVI, der siden skulde erhverve sig et saa berømt Navn, baade som Forfatter og som Statsmand. Han levede dengang som Dilettant i Malerkunsten, efterat han i nogen Tid havde været Militair. Hans Specialitet var de saakaldte historiske Landskaber, hvori man søger at forene den historiske Begivenheds Betydningsfuldhed med Landskabets Charakteer og Skjønhed, og for hvilke jeg, netop paa Grund af denne Dobbelthed, trods Azeglios aandfulde Raisonnements, ikke ret kunde finde Interesse. Men under disse venskabelige Debatter fik jeg Leilighed til [at] skatte Azeglios lyse Blik og store Veltalenhed, skjøndt jeg dengang var langtfra at ane den Rolle, han skulde komme til at spille i Italiens nyere Historie.
[side]
Tambronis Fader, der nok havde været Advocat, havde i sin Tid været Forretningsfører for Louis Bonaparte^CCCLXVII, da denne boede i Florents. Derved stod Tambroni paa en venskabelig Fod med Familien, og, da, han tilbød mig at indføre mig hos Dronning Hortense^CCCLXVIII, greb jeg begjerlig denne Leilighed til at gjøre Bekjendtskab med nogle af Napoleoniderne, af hvilke jeg kun paa Gaden havde seet Jérome^CCCLXIX, der, med Æreslegionens store Baand paa Vesten, kigede efter Damerne gjennem sin Lorgnet og i det Hele ikke var synderlig anseet i Rom. Hortense beboede Villa Paolina i Nærheden af Porta Pia, hvor hun hver Løverdag modtog en lille Kreds af Damer og Herrer. Da jeg traadte ind i hendes Salon, faldt mit Øie strax paa et legemsstort Portrait af hendes Moder, Keiserinde Josephine^CCCLXX, i Kroningsdragt, malet af Gerard^CCCLXXI. Naar man er lidt bekjendt med de vedtagne Former, er det vistnok ikke vanskeligere at tale med en Souverain end med en Privatmand, men her, hvor jeg trods den keiserlige Høihed, der stod for mig i Josephines Portrait, skulde tale med en Personlighed, der var nedfalden fra sin Storhed og saaledes hverken var Dronning eller Privatperson, følte jeg mig et Øieblik forlegen. Dog faldt denne Forlegenhed snart bort. Hortense var høi og imponerende, ikke smuk, men tiltalende, og hendes elskværdige, forekommende Væsen, hendes rige, venlige Conversation bragte mig øieblikkelig i Ligevægt. Efter de første Velkomstord bragte hun Talen paa Carnevalet, som hun nu erfarede, at jeg havde seet første Gang. “N’est-ce pas,” sagde hun, “ce n’est qu’à Rome qu’un carnaval est possible; à Paris on se battrait, et à Londres on se griserait.”^CCCLXXII Hun gjorde mig nu bekjendt med hendes Søn, Prinds Louis^CCCLXXIII. Hvor langt var jeg dengang fra at kunne
[side]
ane, at dette unge Menneske engang i Tiden skulde bestige Frankrigs Throne, at Scepteret engang skulde holdes af den Haand, som jeg tidt havde i min, naar der i den selskabelige Kreds blev dandset rundt om den staaende Blindebuk, thi Tonen her var meget munter; der blev converseret, musiceret, spillet Skak og Billard, leget Julelege, kort Enhver morede sig efter sit Behag. Derefter blev der drukket Thee, og en smukkere Krands om et Theebord kunde man ikke let see; thi alle Damerne, der sad om Bordet, vare, eller havde i det Mindste været, smukke. Hortense havde nemlig, enten af egen Skjønhedssands, eller for at behage de Herrer, der udgjorde hendes Selskabskreds, sørget for, at den kvindelige Deel var udsøgt. Foruden Hortense selv og hendes Selskabsdame, Md. Courtin^CCCLXXIV, vare de sædvanlige Gjæster Hertuginde Lante^CCCLXXV med to Døttre, Lady Onslow^CCCLXXVI med Døttre, Mistress Ashton^CCCLXXVII med Døttre, Signora Martinetti^CCCLXXVIII, den italienske Ninon de Lenclos^CCCLXXIX, en ældre Dame af en endnu vidunderlig Skjønhed^CCCLXXX, Contessa Guiccioli^CCCLXXXI, Byrons bekjendte Elskede, og flere, dog kun italienske eller engelske Damer, thi de franske vovede ikke af politiske Grunde^CCCLXXXII at indfinde sig, hvor gjerne de end havde villet. Men Sjælen i Selskabet var dog Hortense selv; hun forstod at sætte Samtalen og Tidsfordriven i Gang, hun havde altid et lille venligt eller pikant Ord at sige til hver af Gjæsterne. I et lidet Mellemrum mellem Salonen og et Cabinet hang adskillige Miniaturportraiter, blandt hvilke et af Napoleon, som man sagde, at hun havde malet. Da jeg engang stod og betragtede dette Portrait, spurgte hun mig: “Qu’est-ce que Vous regardez là?” “C’est le portrait du grand homme, madame.” “C’est bon, c’est bon ! C’est le grand homme pour Vous qui ne l’avez pas connu; mais
[side]
moi, qui l’ai connu, je l’appelle le bon enfant.”^CCCLXXXIII Prinds Louis var et lystigt ungt Menneske, om hvis Evner jeg iøvrigt ikke havde nogen stor Forestilling. Da jeg dog ønskede at vide Noget om denne unge Napoleonide, henvendte jeg engang til hans Hovmester, M. Philippe Le Bas^CCCLXXXIV, der siden er bekjendt som archæologisk og historisk Forfatter, og med hvem jeg tidt spadserede, det Spørgsmaal, om hvorledes den unge Herre egentlig var. “C’est un excellent jeune prince,”^CCCLXXXV svarede han, og dette Svar gjorde mig ikke synderligt klogere. Prindsens senere forulykkede Foretagender, der i det Hele ikke bidroge til at give Verden store Tanker om ham, bestyrkede mig i den Tro, at han var en ikke særdeles begavet Fusentast^CCCLXXXVI, men de paafølgende Begivenheder viste baade Verden og mig, at vi havde taget feil^CCCLXXXVII.
Thorvaldsen vidste ikke med Bestemthed, hvilken Dag han var født, men havde til sin Fødselsdag udnævnt den 8 Marts, den Dag, da han var kommen til Rom^CCCLXXXVIII. De Danske i Rom og en Deel tydske Kunstnere besluttede at benytte den tilfældige Nærværelse af et ypperligt østerrigsk Militair-Musikcorps for at bringe ham en Serenade^CCCLXXXIX. Toget drog med Fakler fra Piazza Barberini^CCCXC, og udenfor Thorvaldsens Huus dannede Fakkelbærerne en Kreds, indenfor hvilken Musikcorpset tog Plads. En Deputation, bestaaende af de
[side]
tydske Kunstnere Herrmann^CCCXCI, Hofer^CCCXCII, Thürmer^CCCXCIII og Zahn^CCCXCIV, bragte ham en Lykønskning, og Musiken spillede en Tidlang. Jeg gik op til Thorvaldsen, som jeg aldrig før havde seet saa bevæget og forvirret; han var ude af sig selv, trippede omkring, vilde sige Noget, arrangere Noget, men det lykkedes ham ikke. Han kom først til sig selv igjen, da Persianis Damer, der besøgte ham for at lykønske ham, i Forening med Gerson og mig begyndte at musicere for ham. En Maanedstid derefter^CCCXCV vilde han gjøre Gjengjæld og havde da anordnet en smuk Diner i Villa Albani^CCCXCVI, hvortil han indbød de Tydske og Danske, der havde bragt Serenaden, og desuden flere af hans ældre Venner Koch, Wagner, Reinhard, Brødrene Riepenhausen o. Fl. I den smukke Sal, der var festlig decoreret med Grønt og Oranger, holdt vi nu en lystig Middag, hvor glade Sange afvexlede med Taler og Skjemt. Det var en livlig Fest, hvor de Gamle kappedes i Ungdom med de Unge og blandede sig broderligt med dem.

Allerede i nogen Tid havde Hindenburg og jeg aftalt at ville gjøre en længere Fodtour i Roms Omegn i videre Betydning.
[...]^CCCXCVII

[side355]
[...]
Paa hele Touren^CCCXCVIII var det vort faste Forsæt ikke at ville kjøre, om der end tilbød sig en Leilighed; men den næste Dag, der var Onsdagen^CCCXCIX før Skjærtorsdag, vilde vi gjerne være i god Tid tilbage til Rom, og vi gik derfor ud for at søge en Befordring; men – ingen Vogn var at opdrive, Alt var afsted eller bestilt. Der var altsaa intet Andet for end at spadsere, hvilket vi da gjorde saa skrapt^CD som muligt. Da vi vare omtrent halvveis, bleve vi indhentede af en Vogn, hvori vor Ven Mr. Otley^CDI og et Par Englændere sade; de tilbøde os Plads, og vi ankom da til Rom, efter 13 Dages Fraværelse, i saa god Tid, at vi kunde gjøre fornøden Toilette og indfinde os i Capella Sistina for at høre Bainis Miserere^CDII.
Nu fulgte da alle Kirkehøitidelighederne i Anledning af Paasken, og jeg tilstaaer, at jeg bivaanede dem med
[side]
større Interesse end den forrige Gang, da jeg, som netop ankommen til Rom, blev distraheret ved de mange forskjellige Indtryk, der stormede ind paa mig. Den pavelige Velsignelse, den imposante Kuppelbelysning og det pragtfulde Fyrværkeri^CDIII fra Castel S. Angelo ere virkelig, i alt Fald, Skuespil, der fortjene at sees og gjøre deres Virkning; at see en gammel Mand uddele sin Velsignelse, han være nu Pave eller ei, og et heelt Folk synke paa Knæ, er et rørende Syn, som man ikke let glemmer. Det traf sig besynderligt nok, at Gerson og jeg, vi to Ærkekjættere^CDIV, ogsaa skulde bidrage vor Skjerv til Paaskefestens Høitideligholdelse i Rom. Monsignor, siden Cardinal, Cappacini^CDV, der var Directeur for Fattigvæsenet i Rom, og som ikke sjeldent besøgte Persianis^CDVI, havde flere Gange været tilstede ved vore musicalske Øvelser og anmodede nu Guilia og Gigia Persiani om at formaae os til at synge i Kirken i Albergo de’ Poveri^CDVII paa første Paaskedag. Vi gik gjerne ind herpaa og indstuderede Zingarellis^CDVIII tre ore d’agonia. En Franciskanermunk forrettede de sædvanlige Functioner, og imellem disse sang vi vor trestemmige Musik med Accompagnement af et Fortepiano, der var blevet bragt op i Kirken, til stor Opbyggelse for Roms Fattige og til deres Directeurs fuldkomne Tilfredshed.
Faa Dage efter Paasken anmodede Thorvaldsen mig om at følge med ham til hans Atelier^CDIX. Allerede i længere Tid havde Kunstnerne mumlet om, at Thorvaldsen nu begyndte at ældes, at han ikke havde sin tidligere Energi, at man saae ham overalt i Selskaber, men næsten aldrig i Atelieret o. s. v. Jeg veed ikke, om Thorvaldsen var bleven underrettet herom og maaskee havde udvalgt mig til at gjendrive disse Yttringer, eller om det traf sig aldeles til-
[side]
fældigt; men, da vi kom ind i det større Studium^CDX, stod der Poniatowskys Rytterstatue^CDXI, og, da han førte mig ind i det mindre Atelier^CDXII, saae jeg de to Figurer^CDXIII til Pius den Syvendes Monument og de fire Figurer til Prindsen af Leuchtenbergs Gravmæle^CDXIV. Altsaa havde han i den Tid, da man antog ham for aflægs^CDXV, skabt syv kolossale Statuer.
I de første Dage af Mai kom Kong Ludvig af Bayern^CDXVI til Rom. I denne Anledning havde de tydske Kunstnere foranstaltet en Udstilling i det nylig indrettede Udstillingslocale^CDXVII ved Porta del popolo, og Maleren Hanson^CDXVIII fra Altona, der havde udført mit Portrait^CDXIX, udstillede ogsaa dette. Iligemaade blev der bragt Kongen et Fakkeltog, og en Deputation overrakte ham en Sang, der blev afsunget og efterfulgt af et “Hoch” for Kong Ludvig, Kunsternes og Videnskabernes Beskytter. Kongen takkede først fra Balconen og kom derefter ned i Haven, hvor Skaren var forsamlet, og talte et Par Ord med hver især. Til mig sagde han, at det var ham smigrende, at Danske ogsaa toge Deel i denne Fest^CDXX, og gik derpaa over til at sige: “Sie können nicht glauben, wie ich mich in Rom zu Hause fühle; dieses ist das fünfte Mal, daß ich hier bin, und ich habe im Ganzen wohl zwei Jahre meines Lebens hier zugebracht osv.”^CDXXI Dagen efter gik jeg op for at see den tydske Udstilling, da jeg paa Trappen traf Kongen, ledsaget af Wagner^CDXXII, der kom ned derfra. Kongen kom lige hen til mig med de Ord: “Verzeihen Sie, wie heißen Sie noch? Ich habe seit gestern Abend Ihren Namen vergessen.”^CDXXIII Wagner gjorde ham opmærksom paa, at mit Portrait var paa Udstillingen, hvorpaa han tog mig ved Armen og gik op igjen: “Kommen Sie mit! wir wollen Original mit Copie vergleichen.”^CDXXIV Han fandt Portraitet meget tilfredsstillende og “zum Sprechen ähnlich.”^CDXXV Han
[side]
var forresten ikke lidet tunghør og læspede meget stærkt, saa at han omtrent laborerede af de samme Feil, som forhindrede Ledermann i “de Uadskillelige”^CDXXVI fra at være en behagelig Mand i Omgang, men, naar han var i Rom, var han elskværdig og gemytlig og bortkastede al Etikette, som han efter Sigende holdt strengt paa i München. Naar han f. Ex. vilde besøge Thorvaldsen og ikke gad gaae op ad Trapperne, raabte han fra Gaden op til Vinduerne: “Thorvaldsen! Sind Sie zu Hause?”^CDXXVII
Det begyndte nu at lakke ad Tiden til vor Afreise; men forinden gjorde jeg med Nebel^CDXXVIII og M. de Préau^CDXXIX en lille Udflugt til Ostia, hvor vi vandrede omkring og glædede os ved at gjensee det stolte Hav. Vi bleve her førte omkring af en Artillerist, der var en svoren Tilhænger af Napoleon og ikke nævnede ham uden at tilføie “benedetta l’anima sua”^CDXXX; derimod var han høist utilfreds med sin nærværende Stilling, saasom han kun havde lidt at leve af og desuden hver Sommer stod i Fare for at crepere af aria cattiva^CDXXXI, og det, som han sagde, uden at have saameget som en Præst i Nærheden.
De følgende faa Dage, jeg endnu havde tilbage i Rom, gik hen med Forberedelser til Reisen og Afskedsbesøg hos mine mange Venner og Bekjendte. Det var veemodige Dage; det koster Overvindelse at løsrive sig fra Rom. Durum, sed levius fit patientia quidquid corrigere est nefas^CDXXXII. Disse Ord maatte jeg idelig præke for mig selv. Ved Afskeden trykkede Thorvaldsen en Ring^CDXXXIII paa min Finger, og i de 40 Aar, der ere forløbne til det Øieblik, da jeg skriver dette, har den siddet der og skal sidde der til min Død. Endnu en Vandring Paa Monte Pincio for at kaste det sidste Blik ud over den evige Stad, og saa imorgen tidlig, den 24de Mai^CDXXXIV, afsted!

[...]

Generel kommentar

Denne tekst blev oprindelig trykt 1876, jf. Abrahams, op. cit. Den beskriver Abrahams’ ophold i Rom 1826-27.
Der citeres kun de passager, der har med Rom-opholdet og Abrahams’ berøring med Thorvaldsen og hans kreds at gøre.

Teksten er i Abrahams’ forord dateret 1864, men blev først udgivet af hans søn Arthur Abrahams (1836–1905) i 1876.

Thiele

Andre referencer

• N.C.L. Abrahams: Meddelelser af mit Liv, København 1876, p. 261-289, 312-343 & 355-358.
• Jørgen Birkedal Hartmann: ‘Un viaggiatore danese nella Roma papale. I-III’, in: Lazio, ieri e oggi, anno XXIX, no. 1-3, 1993, I: p. 14-18, II: p. 40-45, III: 52-55.

Emneord

• Bestillinger, ikke antagne og urealiserede
• Casa Buti
• Fakkeltog
• Gaver fra Thorvaldsen, andet
• Karakteristikker af Thorvaldsens person
• Kunstnermiljøet i Rom
• Nazarenerne (Lukasbund)
• Pius 7.s gravmæle
• Rytterstatuen af Józef Poniatowski
• Selskabsliv i Italien
• Seværdigheder i måneskin
• Skandinavisme
• Thorvaldsen og Canova
• Thorvaldsen og musikken
• Thorvaldsen og teatret
• Thorvaldsens gemmesamling
• Thorvaldsens humor
• Thorvaldsens jødiske venner og bekendte
• Thorvaldsens påståede nærighed
• Thorvaldsens restaurering af Ægineterne
• Thorvaldsens romerske fødselsdag 8.3.
• Thorvaldsens tale- og skriftsprog
• Thorvaldsens værksteder
• Thorvaldsens værksteder, besøg i

Personer

• Accademia di San Luca
• Accademia Filarmonica Romana
• Accademia Tiberina
• Johan Gunder Adler
• Francesco Benaglia
• Teresa Benaglia
• H.W. Bissen
• Luigi Bottiglia Savoulx
• August Bournonville
• Johann Wilhelm Braun
• Johan Bravo
• Christiane Briem
• Constantin Brun
• Friederike Brun
• Christian Karl Josias von Bunsen
• Anna Maria Buti
• Cesare Buti
• Elena Buti
• Olympia Buti
• Seltrude Buti
• Vittoria Buti
• Johan Niklas Byström
• Ludvig Bødtcher
• Franz Ludwig Catel
• Luigi Chiaveri
• Christian 8.
• C.W. Eckersberg
• Giuseppe de Fabris
• Ferdinand 1.
• Ferdinand Flor
• Bengt Erland Fogelberg
• Frederik 6.
• Hermann Ernst Freund
• Angelina Gaggiotti
• Eduard Gerhard
• Nicolai Gerson
• Giuseppe Girometti
• Pietro Girometti
• Christian Heinrich Johann Hanson
• Carsten Hauch
• Wilhelm Hensel
• Joseph Hermann (den yngre)
• F.C. Hillerup
• Ludwig von Hofer
• Mads Holm
• August Kestner
• Joseph Anton Koch
• Karl von Kolb
• Andreas Ludvig Koop
• Giacinta Koop
• Carl Koopmann
• August Kopisch
• Gaspare Landi
• Margarita Marissetti Lante
• Eduard Schmidt von der Launitz
• Anne Adrien Pierre de Laval-Montmorency
• Dietrich Wilhelm Lindau
• Ludwig 1.
• Cornelia Rossi Martinetti
• Ernst Meyer
• Hans Michelsen
• Sigismund von Neukomm
• Johann Friedrich Overbeck
• Theodor Panofka
• Elisa Paulsen
• Giulia Persiani
• Ernst Zacharias Platner
• Elisa von der Recke
• Johann Christian Reinhart
• Carl Heinrich Friedrich Emil August Remy
• Filippo Ricci
• Brødrene Riepenhausen
• Ole Jørgen Schmidt
• Julius Schnorr von Carolsfeld
• Adolf Senff
• Olof Johan Södermark
• Rosa Taddei
• Just Mathias Thiele
• Børge Thorlacius
• Bertel Thorvaldsen
• J.L. Thrane
• Joseph Thürmer
• Giovanni Raimondo Torlonia
• Angelo Toselli
• F. Treschow
• Anna Maria Uhden
• Philipp Veit
• Manuel de Villena
• Mariquitta Villena
• Frances Waddington
• Johann Martin von Wagner
• Theodor Leopold Weller
• Christian Winther
• G.F. Waagen
• Wilhelm Johann Karl Zahn

Værker

	Kristi gang til Golgata, inv.nr. D768
	Monument over Józef Poniatowski, Ultimo 1826, inv.nr. A123
	Den himmelske visdom, Tidligst marts 1825 - Senest maj 1825, inv.nr. A143
	Den guddommelige styrke, Tidligst marts 1825 - Senest maj 1825, inv.nr. A144
	Pius 7., marts 1825, inv.nr. A142
	Eugène de Beauharnais, 1827, inv.nr. A156
	Livets og dødens genier, Antagelig 1825, inv.nr. A157

Kommentarer

1. Dvs. palmesøndag 19.3.1826.
   Tekststedet dokumenterer ankomstdatoen.
   Den første del af Abrahams’ erindringer om hans Rom-ophold, som følger her – dvs. fra p. 261 til p. 289 i den trykte bog – dækker perioden fra 19.3.1826 til 25.7.1826, hvor han tog på et to-måneders ophold i Napoli, se nedenfor.

2. “Miserere mei” er de første ord i Vulgata-versionen af salme 50 i Salmernes Bog. Adskillige komponister har sat musik til, blandt andet Gregorio Allegri (1582–1652) og Giuseppe Baini (1775-1844), der begge var italienske præster og komponister med tilknytning til Pavestaten. Der har inden for den katolske kirke været tradition for at opføre Allegris Miserere i Det Sixtinske Kapel skærtorsdag og Bainis Miserere smst. i påskeugen.
   Det var i øvrigt dette musikstykke, den 14-årige Mozart efter sigende nedskrev efter hukommelsen, da han havde hørt det opført i påsken 1770.

3. Den danske forfatter Ludvig Bødtcher.

4. Den danske arkitekt Mads Holm.

5. Dvs. et romersk værtshus i Via Condotti, som også Thorvaldsen ofte besøgte.

6. Den danske officer og sproglærer Christian Julius de Meza (1792-1865).

7. En offentligt beskikket person, som varetager retsakter, jf. Ordbog over det danske Sprog.

8. Dvs. Abrahams’ rejseledsager Nicolai Gerson.
   Gersons velhavende far sponsorerede rejsen for dem begge, da han foretrak, at sønnen havde en ledsager.

9. Den danske maler Andreas Ludvig Koop.

10. Den danske arkitekt J.L. Thrane.

11. Der er tale om den senere Giacinta Koop.

12. Den danske arkitekt Ole Jørgen Schmidt.

13. Se evt. emneordet Seværdigheder i måneskin.

14. Den danske forfatter F.C. Hillerup.

15. Den danske maler C.W. Eckersberg. Hans undervisning formede en hel generation af guldaldermalere på Kunstakademiet i København, og det har derfor været oplagt for den ambitiøse Hillerup at henvende sig direkte til ham.

16. Dvs. latin for: “Jorden være ham let!”, forstået som: Må han hvile i fred.
    Citatet stammer oprindeligt fra Euripides’ skuespil Alcestis (ca. 438 f.Kr.), men blev anvendt som indskrift på romerske gravmæler.

17. Den danske billedhugger H.W. Bissen og de danske malere Ernst Meyer og Johan Bravo.

18. Handelsmanden og forfatteren Mendel Levin Nathanson (1780-1868) samlede mange fremtrædende kulturpersonligheder i sit hus i København i første halvdel af 1800-tallet.
    Den Nathansonske familie ses på dette maleri af C.W. Eckersberg fra 1818.

19. Meyers portræt af N.C.L. Abrahams er p.t. ukendt.

20. Johan Bravo blev senere udnævnt til eksekutor for Thorvaldsens testamente, hvilket indebar at varetage Thorvaldsens bo i Italien og sende værker hjem til oprettelsen af Thorvaldsens Museum i København.
    Se fx Hjemsendelse af Thorvaldsens kunst 1842.

21. Dvs. den danske konge Christian 8.

22. Den danske billedhugger Hermann Ernst Freund.

23. Dvs. latin for: “En mand der er fast i sit fortsæt”.
    Citatet stammer fra den romerske digter Horats (65-8 f.Kr.).

24. Abrahams overdriver længden af H.E. Freunds ophold hos Thorvaldsen i Rom en smule. Freund ankom til Rom 3.5.1818 og forlod byen 21.12.1827. Der var altså tale om knap ti år og ikke 11.
    Som det fremgår af det følgende boede Freund ganske rigtigt i Thorvaldsens lejlighed i Casa Buti i Rom.

25. Dvs. Amalie Elisabeth von Würden (1807-1866). Hun blev gift med Freund i 1835.

26. Da Freund blev professor ved Kunstakademiet i 1829, fik han stillet en embedsbolig i Materialgården i Frederiksholms Kanal i København til rådighed, som han sammen med Georg Hilker og Constantin Hansen udsmykkede i pompejansk stil.

27. Dvs. Freunds hovedværk Ragnarokfrisen, som blev opsat i Christiansborg i 1841. Gik op i flammer ved slottets brand i 1884.

28. Thorvaldsen ankom til København 3.10.1819.

29. Den italienske billedhugger Giuseppe de Fabris.

30. Fabris’ skulpturgruppe Milo fra Kroton, der viser den antikke helt i kamp med en løve. Gruppen var fremstillet i gips og efter sigende hele 6,5 m høj. Den blev sendt til den russiske zar og forsvandt. En model skulle have befundet sig i La Pontificia Accademia dei Virtuosi i Pantheon i Rom, men også den er i dag forsvundet. Se Hartmann, op. cit, I, p. 18.
    Værket er også beskrevet i Karl August Nicander: Minnen från Södern. Efter en resa i Danmark, Tyskland, Schweitz och Italien, Örebro 1862-63, vol. 2, p. 122.

31. Dvs. den italienske kardinal Giovanni Caccia Piatti (1751-1833).

32. En caudatarius er egentlig en tjener, der bærer den gejstliges slæb i ceremoniel sammenhæng. Men det kan også være et medlem af en højtstående persons følge. I dette tilfælde sammen med præster og tjenere.

33. Oversættelse: Caccia Piatti: “Men hvad siger De så, min kære Hr. Ridder?”
    Thorvaldsen: “Oh, det er et stort stykke!”

34. Den italienske bankier Giovanni Raimondo Torlonia.

35. Den italienske billedhugger er p.t. uidentificeret, ligesom hans Flora-statue, der nævnes i det følgende.

36. Abrahams’ rejsefælle Nicolai Gerson var en glimrende pianist, og Abrahams selv sang. De spillede ofte sammen og brugte musikken til at skabe kontakter og underholde folk, de mødte på deres rejse.
    Og Thorvaldsen var meget interesseret i musik, som det også fremgår her, se evt. emneordet Thorvaldsen og musikken.

37. Om Thorvaldsens sproglige kompetencer, se evt. Thorvaldsens tale- og skriftsprog.

38. Flere af Thorvaldsens samtidige har bemærket, at hans danske bar præg af billedhuggerens opvækst i håndværkerkvarteret omkring Grønnegade i København, se evt. Thorvaldsens bopæle.
    Om Thorvaldsens “sociolekt”, dvs. hans udprægede lavkøbenhavnske accent, udtalte Adam Oehlenschläger:
    Han [Thorvaldsen] havde i daglig Omgang lært Italiensk og Tydsk; men udtalte det altid med en Accent fra Christenbernikowstræde, se: Oehlenschläger: Erindringer, vol. IV, København 1851, p. 187.
    Se mere herom i Thorvaldsens tale- og skriftsprog.

39. Se evt. emneordet Thorvaldsens påståede nærighed.

40. Den tyske konsul af Württemberg, Karl von Kolb, som ofte fungerede som Thorvaldsens bankier.

41. Se evt. emneordet Thorvaldsens økonomi.

42. Den danske diplomat Matthias Friis von Irgens-Bergh.

43. Den danske præst Carl Wilhelm Heber (1771-1839), sognepræst i Svendborg 1818-1839.
    Heber var i Rom i al fald i 1826, se brev af 20.4.1826.

44. Abrahams må citere Freund galt, da billedhuggeren i 1826 kun havde opholdt sig i Rom i otte år, siden 3.5.1818.

45. Via di S. Isidoro ligger i Rom nærved Thorvaldsens hjem i Casa Buti i Via Sistina.

46. Den svenske læge Swartz er p.t. ikke nærmere identificeret. Men familien Swartz kendes.
    Abrahams omtaler ham tidligere i sine erindringer. Han mødte Swartz og Bielke i Berlin, jf. op. cit., p. 208.

47. Den svenske greve og kunstsamler Axel Gabriel Bielke (af Åkerö) (1800-1877).
    Abrahams omtaler ham tidligere i sine erindringer. Han mødte Swartz og Bielke i Berlin, jf. op. cit., p. 208.

48. Den svenske billedhugger Johan Niklas Byström, som ganske rigtigt ejede Villa Malta i Rom i perioden 1818-27. Villaen fungerede som samlingssted for kunstnere og andre i perioden.

49. Den såkaldte skandinavisme fik først for alvor vind i sejlene omkring 1850.
    Se evt. emneordet Skandinavisme.

50. Dvs. en levemand.

51. Den svenske officer og kunstner Olof Johan Södermark.

52. Den svenske officer og maler Hjalmar Mörner (1794-1837).

53. Den svenske billedhugger Bengt Erland Fogelberg.

54. Den norske billedhugger Hans Michelsen.

55. Michelsens apostle stod i oktagonen i Nidarosdomkirken fra 1839 og nogle år frem, før de blev taget ned i forbindelse med en omfattende restaurering af kirken. Apostlene dannede en halvcirkel omkring Michelsens kopi af Thorvaldsens Kristus, jf. A82.
    Se Michelsens plan for opstillingen i hans biografi.

56. Den tyske maler Johann Friedrich Overbeck.

57. Den tysk-østrigske maler og kobberstikker Joseph Anton Koch.

58. Den tyske maler Johann Christian Reinhart.

59. Den tyske maler Johann Christian Reinhart.

60. Den tyske maler Julius Schnorr von Carolsfeld.

61. De tyske malere, tegnere og kobberstikkere Franz og Johannes Riepenhausen.

62. Den tyske maler Philipp Veit.

63. Den tyske maler, billedhugger og kunstagent Johann Martin von Wagner.

64. Dvs. den antikke romerske vej Via Appia, der gik fra Rom til Brindisi.

65. Dvs. et gedekid.

66. μακάρια (makaria) betyder netop saligheden eller lyksaligheden på græsk.

67. Den saksiske diplomat, kunstkritiker og maler Ernst Zacharias Platner.

68. Den følgende anekdote findes også genfortalt af den engelske billedhugger John Gibson i dette dokument, hvor Koch ikke nævnes, men Thorvaldsen og Peter von Cornelius i stedet agerer kritikere.

69. Dvs. den danske koreograf August Bournonville.

70. Dvs. Bournonville-balletten Ponte Molle, aka Et kunstnergilde i Rom, der stammer fra 1866.

71. Den tysk-østrigske maler og kobberstikker Joseph Anton Koch.

72. Den tyske diplomat og historiker Barth. Georg Niebuhr.

73. Det vil sandsynligvis sige Niebuhrs Römische Geschichte vol. 1-2, Berlin 1811-12, hvoraf der findes et eksemplar på Thorvaldsens Museum, M522.
    Yderligere blev et tredje bind til værket udgivet posthumt i 1832.

74. Dvs. den bayerske konge Ludwig 1.

75. De såkaldte ægineter er senarkaiske gavlskulpturer fra Aphaia-templet på den græske ø Ægina, som blev erhvervet af Ludwig 1., og som Thorvaldsen restaurerede i sommeren 1816 – marts 1817, jf. artiklen Restaurering af Ægineterne.

76. Dvs. latteranfald. Se Ordbog over det danske Sprog.

77. Den danske billedhugger Hermann Ernst Freund.

78. Freunds buste af Wagner findes på Statens Museum for Kunst, inv.nr. KMS5460.

    

79. Nazarenerne var en løst organiseret gruppe af kunstnere, der beskæftigede sig med spirituelle-religiøse temaer i en stil, der trak på renæssancekunsten. De tyske malere Johann Friedrich Overbeck, Franz Pforr (1788-1812) og Peter von Cornelius var hovedskikkelser.
    Bevægelsen blev grundlagt i Rom i begyndelsen af 1800-tallet.

80. Den tyske maler Johann Friedrich Overbeck.

81. Dvs. Overbecks tegning Kristi gang til Golgatha, D768.

82. Der synes at være to mulige kandidater til Overbecks genbrug af Wagners fysiognomi:

83. Dvs. “Det var jeg dog ikke klar over, men sådan må en bøddelknægt have set ud.”

84. Den tyske maler Carl Heinrich Friedrich Emil August Remy.

85. Den tyske maler (Carl Friedrich) August von Klöber (1793-1864).

86. Den tyske arkitekt, maler og ornamentforsker Wilhelm Johann Karl Zahn.

87. Den tyske maler Dietrich Wilhelm Lindau.

88. Den tyske maler Theodor Leopold Weller.

89. Den tyske maler August Anton Temmel (ca. 1795-1840).

90. Højst sandsynlig den tyske billedhugger Johann Wilhelm Braun.

91. Den lettisk-tyske billedhugger Eduard Schmidt von der Launitz.

92. Den tyske maler og forfatter August Kopisch.

93. Den tyske maler Carl Koopmann.

94. Den tyske maler Ferdinand Flor.

95. Ifølge H. Topsøe-Jensen (ed.): H.C. Andersen og Henriette Wulff. En Brevveksling, vol. I, København 1959, p. 213-215, var La Chiavica (kloakken) et osteri på hjørnet af Via Tritone og Via Sistina, dvs. i nærheden af Thorvaldsens hjem i Via Sistina 46.
    Andersen omtaler osteriet i sin roman Improvisatoren som “det bedste Osteria, hvor Kunstnerne samles”.

96. Brandvagter vågede i byerne om natten for at slå alarm, hvis det blev nødvendigt.

97. Den danske hofembedsmand Johan Gunder Adler.

98. Konsulen for Danmark i Rom, Luigi Chiaveri.

99. Den italienske bankier Giovanni Raimondo Torlonia.

100. Den franske ambassadør i Rom Anne Adrien Pierre de Laval-Montmorency.

101. Travl eller optaget, se Ordbog over det danske Sprog.

102. Charles Joseph de Ligne (1735-1814) var belgisk fyrste, østrigsk officer, diplomat og forfatter. Han korresponderede med mange af oplysningstidens store skikkelser og var beundret for sit vid.

103. Oversættelse: “Thi den røde kappe forynger”. Den røde kappe, kaldet mozzetta, er en del af kardinalernes traditionelle dragt.

104. Den danske gesandt i Paris, gehejmeråd C.V. Dreyers (1738-1810) datter Mariquitta Villena.

105. Her hentyder Abrahams til Friederike og Constantin Bruns hjem i København, som ovennævnte Villena boede i.
     Abrahams kom i det Brunske Huus, jf. fx Abrahams, op. cit., p. 133-136.

106. Den spanske gesandt Manuel de Villena.

107. Den italienske medaljør og gemmeskærer Giuseppe Girometti.

108. Giromettis kone er p.t. ikke nærmere identificeret.

109. Pietro Girometti blev senere gemmeskærer ligesom sin far.

110. Chiara Girometti er p.t. ikke nærmere identificeret end den omtale, hun er genstand for her.

111. Sandsynligvis den franske violinist og komponist Auguste Barbereau (1799-1879).

112. Muligvis den italienske billedhugger Tito Angelini (1806-1878).

113. Romolini er p.t. ikke identificeret.

114. Den italienske maler Gaspare Landi.

115. Dvs. helgeninden Maria af Egypten, der ifølge legenden var en prostitueret fra Alexandria (4.-5. årh.), der tog til Jerusalem og blev kristen, hvorefter hun levede som eneboer i ørkenen.

116. Ægteparret Camillo og Angelina Gaggiotti.

117. Den tyske maler Adolf Senff.

118. Teresa Rota er p.t. ikke identificeret.

119. Som det fremgår af det følgende, fandt den traditionelle figenfest sted i juli måned. I dette tilfælde er der tale om juli 1826.

120. Antagelig en Paolo Carnevali, som dog p.t. ikke er nærmere identificeret.
     Den omtalte Carnevali synes ikke at være identisk med den Felice Carnevali, der også optræder i dette Arkiv.

121. Clementina Carnevali Mongardi er p.t. ikke nærmere identificeret.

122. Den italienske militærchef ved pavehoffet Natale Mongardi (??-1831).
     Hans gravsted findes i Santa Maria sopra Minerva og er udsmykket med et busteportræt i marmor udført af Pietro Tenerani.

123. Den pavelige orden er p.t. ikke identificeret.
     Ludvigskorset – L’ordre de Saint-Louis, indstiftet af Ludvig 14. i 1693 – blev til for at give ikke-adelige i den franske hær mulighed for at blive dekoreret.
     Æreslegionen er Légion d’honneur, en fransk fortjenstorden indstiftet af Napoleon i 1802 som erstatning for tidligere ordener knyttet til det franske kongehus.

124. Den franske ambassadør i Rom Anne Adrien Pierre de Laval-Montmorency.

125. Dvs.: “Og her har vi så det bæst af en kaptajn med tre kors på brystet som et andet Golgata”.

126. Den franske ambassadør i Rom Anne Adrien Pierre de Laval-Montmorency.

127. Dette romerske værtshus er p.t. ikke nærmere identificeret.

128. Advokaten Balzani er p.t. ikke identificeret.

129. Den italienske arkitekt Ricciardelli er p.t. ikke identificeret.

130. Muligvis den italienske Angelo Toselli.

131. Santini er p.t. uidentificeret.

132. Den tyske konsul Christian Karl Josias von Bunsen.

133. Den engelske Frances Waddington.

134. Den hannoveranske gesandt August Kestner, søn af Johann Christian Kestner og hans kone Charlotte Buff, som inspirerede Goethes Lotte i Den unge Werthers lidelser.

135. Den tyske arkæolog Eduard Gerhard.

136. Den tyske filolog og arkæolog Theodor Panofka.

137. Den tyske maler Julius Schnorr von Carolsfeld.

138. Den tyske maler Wilhelm Hensel.

139. Chiesa di Santa Maria Maddalena, der ligger nær Piazza Navona.

140. Bævende, vibrerende lyde, se Ordbog over det danske Sprog.

141. Den østrigske komponist Sigismund von Neukomm.

142. Den lettisk-tyske grevinde og digter Elisa von der Recke, som Abrahams tidligere på sin rejse havde mødt i Dresden, jf. Abrahams, op. cit., p. 208.

143. Abrahams’ tur i Albanerbjergene syd for Rom, der beskrives i det følgende, svarer nøje til en klassisk udflugt for den Rom-besøgende.
     Thorvaldsen deltog fx på en lignende tur nogle år før 7.-10.5.1819 sammen med tilrejsende danskere.

144. Frascati er en lille by 20 km sydøst for Rom.

145. Tusculum er en romersk ruinby, der ligger seks kilometer fra Frascati.

146. Villa Aldobrandini og dens omgivende park stammer fra o. 1600. Den ligger i Frascati og er en af de vigtigste arkitektoniske attraktioner dér.

147. Byerne Grottaferrata, Marino, Castel Gandolfo og Albano er alle blandt de vigtige stoppesteder på turen rundt i Albanerbjergene syd for Rom.

148. Italiensk for en vinflaske eller en karaffel, se Ordbog over det danske Sprog.

149. Dvs. Arriccia, ca. 2 km sydøst for Albano.

150. Genzano ligger ca. 5 km sydøst for Albano.

151. Dvs. den stadig eksisterende blomsterfest i Genzano, kaldet Infiorata di Genzano.
     Festen holdes søndagen efter den katolske helligdag Corpus Domini, der falder på torsdagen efter Trinitatis, der igen falder otte uger efter påske. I dette tilfælde 28.5.1826.

152. Rossinis opera Den tyvagtige skade, uropført i 1817 på Teatro alla Scala i Milano.

153. Teatro Valle i Rom specialiserede sig før 1830 i lettere operaer og dramaer.

154. Dvs. komedien Il Malvagio af den italienske dramatiker Francesco Augusto Bon (1788-1858).

155. Antagelig den italienske skuespiller Gustavo Modena (1803-1861), der nedenfor omtales som ung og smuk.
     Hans far Giacomo Modena (1773-1841) var også skuespiller.

156. Augustus’ Mausoleum i Rom, påbegyndt år 28 f.Kr., blev anvendt til forlystelsesformål helt frem til 1930erne, hvor Mussolini gjorde det til arkæologisk mindesmærke.

157. Tilskuerrækker, der er forskudt i højden.

158. Komiske skuespil af romersk oprindelse, opkaldt efter byen Atella nord for Napoli.

159. Plautus (ca. 254-184 f.Kr.) og Terents (ca. 195-159 f. Kr.) var to af Romerrigets tidlige komediedigtere.

160. Dvs. fyrværkeriet i anledning af Skt. Peters dag. Pavestaten arrangerede fyrværkeri – kaldet Girandolaen – fra Engelsborg / Castel San Angelo på kirkelige festdage.
     I Thorvaldsens samling findes Ippolito Caffis maleri: La Girandola. Fyrværkeri i Castel S. Angelo i Rom, B65, der gengiver Girandolaen fra engang i 1830’erne.

161. Den italienske sanger og improvisator Rosa Taddei.

162. Dvs. digte, der indarbejder passager eller citater fra berømte litterære værker. Ofte fra fx den antikke digter Vergil.

163. Fra Aristoteles’ Retorikken. Almene retoriske figurer, der kan bruges som fyld i forskellige kontekster.

164. En nogenlunde bogstavelig oversættelse kunne lyde:
     “Sapfo på klippen på Lesbos med omkvædet”: “I ustabile elementer / slukkedes min flamme”.
     Der hentydes til den antikke digter Sapfo (630/612-570 f.Kr.), der iflg. legenden begik selvmord ved at springe ud fra en klippe.

165. En nogenlunde bogstavelig oversættelse kunne lyde:
     “Curtius ved afgrunden” med omkvædet:
     “Gå da / at frelse fædrelandet”
     Der hentydes til den romerske myte om Marcus Curtius, der frelste Rom ved at ofre sig selv til guderne. Han begik selvmord ved til hest at springe ned i en spalte i jorden.

166. Dvs. “Italiens dyder og (hendes) ulykker”.

167. Det vil sige samlingen af Italien til én stat i 1861.

168. Dvs. “De Olympiske Lege”.

169. Dvs. “Kappestriden mellem Neptun og Minerva om at navngive Kekrops’ by”.
     Ifølge legenden konkurrerede Neptun/Poseidon og Minerva/Athene om retten til at navngive sagnkongen Kekrops’ by. Athene vandt væddeløbet og plantede et oliventræ til glæde for byens borgere. Da Poseidon nåede frem, slog han en saltkilde frem med sin trefork. Byen kaldtes fra da af Athen.

170. Dvs. efter den 19.7.1826, da Abrahams som nævnt ankom til Rom 19.3.1826.

171. Abrahams hentyder til sit liv på det københavnske kollegium Regensen.
     Livet i Rom mindede øjensynlig Abrahams om hans behagelige og ubekymrede Regen(t)stid.

172. Dvs. en knap så kvalificeret maler, se Smører i Ordbog over det danske Sprog.

173. Dvs. “Men hvilket griseri i de skønne kunsters by!”

174. Dvs. vetturin (på italiensk vetturino), en drosche eller hyrevogn med kaleche trukket af heste.

175. Dvs. fra 25.7.1826 til slutningen af september 1826.

176. Den tyske maler Carl Heinrich Friedrich Emil August Remy.

177. Den amerikanske Clarke er p.t. uidentificeret.

178. Den danske maler Andreas Ludvig Koop.

179. Den danske forfatter Ludvig Bødtcher.

180. Luigi og Nina Astolfi var N.C.L. Abrahams’ og Nicolai Gersons værter i deres romerske lejlighed i Via di S. Isidoro.

181. Den danske billedhugger Hermann Ernst Freund.

182. Den dansk-tyske konsul i Rom Johan Bravo.

183. Dvs. Madam Giromettis far, altså den italienske gemmeskærer Giuseppe Giromettis svigerfar.

184. Osteriet på Pantheonpladsen er p.t. ikke nærmere indetificeret.
     Festen må have fundet sted i slutningen af september 1826, og da Abrahams nævner, at “Landsmændene” var samlede, er det sandsynligt, at Thorvaldsen var til stede.

185. Dvs. den tyske maler Franz Ludwig Catel og hans familie.

186. Dvs. Angelina Gaggiotti og hendes familie.

187. Den danske forfatter og naturvidenskabsmand Carsten Hauch.

188. [Udgiverens note i teksten:]
     Hvor velgjørende Opholdet i Rom virkede paa Hauch, fremgaaer af et Brev, skrevet 40 Aar senere (1866) til Ludvig Bødtcher, der er i mit Eie. Han omtaler deri Bødtchers da udkomne Digte med disse Ord: “Flere af dem udøve ogsaa paa mig en særegen Tiltrækning foruden den, de maae have for Alle, da de saa levende genkalde mig Opholdet i Rom i de Dage, da vi der levede sammen, og da Livet igjen, efter en lang Kval og Sygdom, opblomstrede for mig midt i Duften af den romerske Natur og under Paavirkningen af dens store Minder. Rom er min Gjenfødelsesby, og det Liv, vi førte der, vil jeg aldrig glemme, hverken her eller hisset.”
     [Redaktionel note 2018: Hauch havde i Napoli forsøgt at begå selvmord, men under sit ophold i Rom fik han det bedre, som det fremgår, se mere herom i hans biografi].

189. Abrahams’ kæreste og senere kone hed Frederikke Juliane Augusta Philipsen (1810-1852).

190. Carsten Hauchs første roman Vilhelm Zabern udkom i 1834. Handlingen udspiller sig på Christian 2.s tid.

191. Dvs. en gruppe personer med samme nationalitet – i dette tilfælde alle de danskere, der opholdt sig i Rom i vinteren 1826. Se Ordbog over det danske Sprog

192. Hamadryaden er et romantisk eventyrspil skrevet under Hauchs ophold i Napoli, der varede fra 1825-1826.
     Tekststedet dokumenterer, at oplæsningen fandt sted i vinteren 1826-27.

193. Den tyske læge d’Alnoncourt fra Leipzig er p.t. ikke nærmere identificeret. Abrahams havde mødt ham tidligere i Tyskland og rejst et stykke ad vejen sammen med ham. Han omtaler ham tidligere i sine erindringer, op. cit., p. 179, 195, 202-205, 214-216.

194. Den tyske konsul Christian Karl Josias von Bunsen.

195. Den tyske kunsthistoriker og museumsdirektør G.F. Waagen.
     Abrahams havde mødt ham tidligere i Berlin, jf. Abrahams op. cit., p. 201.

196. P.t. ikke nærmere identificeret, men antagelig af den jødiske slægt Wetzlar von Plankenstern fra Wien.

197. Maquet er p.t. ikke identificeret.

198. Keyserling er p.t. ikke identificeret, men der var antagelig tale om et medlem af den baltertyske adelsfamilie Keyserlingk. Muligvis en person, der rejste sammen von Hahn, der nævnes i det følgende, og som også stammede fra de baltiske lande.

199. Sandsynligvis den baltertyske baron Theodor von Hahn.

200. Den italienske Tommaso Bernetti (1779-1852) blev 2.10.1826 udnævnt til kardinal.
     Hans titel var egentlig governatore di Roma, og ikke politipræfekt, som Abrahams – muligvis ikke uden malice over for den katolske kirke – kalder ham.

201. Den preussisk-napolitanske diplomat og officer Theodor Friedrich Klitsche de la Grange (1799-1868), som boede i Rom fra 1825 og havde bl.a. tæt kontakt med ovennævnte Bunsen.

202. Om familien Persiani, se datteren Giulia Persianis biografi.

203. 1660-tals-villaen Villa Doria Pamphilj ligger i det vestlige Rom og er omgivet af en stor park.

204. Dvs. fontænen, kaldet Fontana / Fontanone dell’Acqua Paola, der ligger på Gianicolo-højen også i den vestlige del af Rom.

205. Giulia Persianis mor er p.t. ikke nærmere identificeret.

206. Monte Pincio er en høj i Rom, der udgør et parkområde som en del af Villa Borghese. Parken var i 1809-14 blevet nyanlagt af den italienske arkitekt Giuseppe Valadier.
     Romerne og tilrejsende flanerede på Monte Pincio sådan som Abrahams og de tre Persiani-søstre tydeligvis havde gjort.

207. Den italienske gejstlige Luigi Bottiglia Savoulx, som siden – i 1834 – blev kardinal.

208. Hr. Persiani eller hans søn Fabio er p.t. ikke nærmere identificeret.

209. Dvs.: “De kan imidlertid ikke være lige så grim som Fru Persiani.”

210. Datteren af den italienske gemmeskærer Giuseppe Girometti, som Thorvaldsen havde introduceret Abrahams til, se ovenfor.

211. Den romerske advokat Vanutelli er p.t. ikke nærmere identificeret.

212. Baiocchi og scudi var datidens italienske møntfødder, som blev erstattet af liraen ved Italiens samling i 1861.
     1 scudo = 100 baiocchi, se Møntenheder.

213. Saltarello er en traditionel dans fra Mellemitalien.
     Se fx Dietrich Wilhelm Lindau: Saltarello-dans i et romersk osteri, 1827, B131:

     

214. Dvs. en vingård, se Ordbog over det danske Sprog.

215. Dvs. “Frokost på landet”.

216. Familien Rossavini er p.t. ikke identificeret.

217. Villa Bolognetti ligger ca. 3,5 km nordøst for Rom.

218. Sandsynligvis klosteret ved Sant’Agnese fuori le mura på Via Nomentana.

219. Dvs. Jupiter Otricoli, 1. årh. f.Kr til 1. årh. e.Kr., Museo Pio Clementino, Sala Rotonda, Vatikanet, inv.nr. 257.
     Thorvaldsen anskaffede en afstøbning til sin samling, L99 og havde endda kopieret den i marmor i sin ungdom, se mere herom i Ropps bestilling 1804-05.

220. Den danske teolog, filolog og professor Børge Thorlacius.

221. Dvs. Maria Benedicta Sophia Hedevig Kall (1777-1835).

222. Thorlacius’ svoger er p.t. uidentificeret.

223. Christiane Briem var datter af billedskæreren og juristen Gunnlaug Briem, der kendte Thorvaldsen fra København i 1790erne.

224. Christiane Briems mand, Dr. Schütz, er p.t. ikke nærmere identificeret. Han boede i Westphalen.

225. Dvs. “Men hvilken smuk pige!”

226. Den danske officer Georg Daniel von Hindenburg.

227. Den danske konge Christian 8., som besteg tronen 3.12.1839.

228. [Udgiverens note i teksten:]
     Faa Uger efterat dette var skrevet, døde Hindenburg den 31 December 1867.

229. Dvs. “Hvor denne gudstjeneste dog var smuk! Hvor præsterne var fint klædt på! Hvor kær paven var!”

230. Vandfaldene ved Tivoli var (og er) en af attraktionerne for datidens turister og landskabskunstnere. I Thorvaldsens kunstsamling findes flere værker med dette motiv som fx E466,10, E466,9, E605, D765 m. fl.
     Oversvømmelsen fandt sted 16.11.1826 og var en katastrofe for Tivoli. Mange huse i den ældste bydel blev ødelagte.

231. Pavestaten fik faktisk gjort noget ved oversvømmelsesfaren, som Abrahams noterer. Fra 1832 blev der anlagt tunneler og dæmningsværker, som kunne sikre mod lignende ulykker i fremtiden.
     Thorvaldsens grafiksamling rummer en akvatinte fra 1835, der viser Ponte Gregoriano, en del af de nybyggede dæmningsværker, som den dag i dag styrer floden Anios/Anienes løb.
     Disse nye anlæg var tegnet af den italienske arkitekt Clemente Folchi og blev indviet 7.10.1835.

     
     Antonio Aquaroni:
     Ponte Gregoriano i Tivoli ved floden Aniene

232. Dvs. Chilian fra Ludvig Holbergs komedie Ulysses von Ithacia eller En Tydsk Comoedie. Abrahams hentyder til 4. scene i 2. akt, hvor Chilian banker på Trojas port og den skønne Helene lukker op.

233. Dvs. portvagten spurgte: “Hvem dér?”, hvortil kusken svarede: “Vogne med englændere”.

234. Den italienske advokat Filippo Ricci.

235. Den danske forfatter Christian Winther.

236. Den italienske billedhugger Francesco Benaglias familie.
     Benaglia var Thorvaldsens assistent.

237. Dvs. Teresa Benaglia.

238. Det vil sige Thorvaldsens datter, Elisa, som han fik uden for ægteskab med Anna Maria Uhden.

239. Jacob von Thyboe eller Den stortalende Soldat er et satirisk skuespil af Ludvig Holberg, publiceret i 1723.

240. Den danske forfatter Ludvig Bødtcher.

241. Den danske maler Andreas Ludvig Koop.

242. Vaudeville skrevet af dramatikeren Charles-Gaspard Delestre-Poirson (1790-1859) i 1815.

243. Den danske mægler Frederik Hoskiær (1790-1867).

244. Holm er p.t. uidentificeret.

245. Den danske højesteretsadvokat F. Treschow.

246. Abrahams’ stykke er ikke vedlagt hans erindringer.

247. Denne tekst dokumenterer julefesten for danskere i Rom, afholdt 24.12.1826.

248. Dvs. antikke gemmer fra Thorvaldsen store gemmesamling, som i dag er bevaret på Thorvaldsens Museum.

249. Om indretningen af Thorvaldsens lejlighed, se Casa Buti.

250. Den danske arkitekt Ole Jørgen Schmidt.

251. Som det fremgår af Abrahams’ beskrivelse var nytårsfesten 31.12.1826 et brag.

252. Jacob von Thyboe eller Den stortalende Soldat er et satirisk skuespil af Ludvig Holberg, publiceret i 1723.

253. Se evt. emneordet Thorvaldsen og teatret.

254. Dvs. pensionsværtinden i Casa Buti Anna Maria Buti.

255. Anne Maria Butis fire børn: Elena, Vittoria, Olympia og Cesare Buti samt hendes svigerinde Seltrude Buti.

256. Sandsynligvis den italienske billedhugger Raimondo Trentanove.

257. Den tyske maler Adolf Senff, der også boede i Casa Buti, se evt. Thorvaldsens bofæller i Casa Buti.

258. Den tyske billedhugger Emil Wolff, der også boede i Casa Buti, se evt. Thorvaldsens bofæller i Casa Buti.

259. Kirken ved toppen af Den spanske trappe i Rom, lige i nærheden af Casa Buti.

260. Dvs. “Mange byer og skikke”.
     Det latinske citat refererer både til Horats og Homers Odysseen.

261. Dvs. 2.1.1827, hvor Thorvaldsen fortalte Abrahams om en side af sit forhold til Antonio Canova.

262. Den italienske billedhugger Antonio Canova, der på dette tidspunkt havde været død i godt fire år.

263. Den danske historiker og Thorvaldsen-biograf Just Mathias Thiele.

264. Dvs. Thiele III, p. 168.
     Denne del af Thieles mange skrifter kaldes ganske rigtigt Thorvaldsen i Rom, 1819-1839, II, men den udgør tredje del af Thieles samlede fire-binds biografi. Der refereres derfor til den med romertal III.

265. Faktisk udtrykker Abrahams sig ret diplomatisk her. Thiele citerede ikke noget af den tekst, som Abrahams gengiver her, men gengiver en lignede historie med andre ord.
     Det er ret besynderligt, at Thiele ikke gengiver alt, hvad Abrahams refererer her nedenfor. Muligvis har Thiele ikke fæstet lid til Abrahams’ referat af samtalen med Thorvaldsen om Canova? Eller måske har Thiele ikke fået stillet alt materialet til rådighed, selvom Abrahams synes at hævde det modsatte her.

266. Dvs. i fuldt omfang, i fuld udstrækning.

267. Thorvaldsen må mene, at 14 dage til modellering af en statue er alt for kort tid.

268. Der menes forrangen eller førerpositionen.
     Som det fremgår, blev denne ofte gentagede og ureflekterede værdidom grundlagt allerede i Thorvaldsens levetid – nemlig at Thorvaldsen mht. relieffer er en bedre kunstner end Canova, mens det omvendte gør sig gældende for statuer.

269. Dvs. Ferdinand 1.

270. Kongen besøgte Thorvaldsens værksteder ultimo oktober 1818.
     De omtalte rytterstatuer er den af Carlos 3., som Canova udførte 1817-19 på grundlag af en tidligere ufuldendt statue af Napoleon, og den af Ferdinand 1., som Canova udførte 1820-22.
     Begge rytterstatuer står i dag på den nuværende Piazza Plebiscito i Napoli.
     Kongens bestilling af rytterstatuen hos Thorvaldsen må handle om den sidstnævnte. Bestillingen kendes p.t. kun fra denne kilde, og der kom – som det fremgår – heller ikke noget ud af sagen for Thorvaldsens vedkommende.

271. Dvs. skaffet sig, se betydning 2.2. af tilvende i Ordbog over det danske Sprog.

272. Her hentyder Thorvaldsen til hesten til hans rytterstatue af Józef Poniatowski, jf. A123.

273. Hvornår dette møde fandt sted, og hvilken statue, det drejede sig om, står desværre hen i det uvisse.

274. Heller ikke dette møde mellem de to billedhuggere kan nærmere stedfæstes, ligesom det heller ikke vides hvilken figur, de mødtes om.

275. Karnevalet falder i dagene før askeonsdag, dvs. onsdagen 6 uger før påskesøndag. I dette tilfælde 28.2.1827.

276. Dvs. en “Akademisk øvelse” i pavestatens missionskontor, Collegio di Propaganda Fide, også kendt som “Propagandaen”, beliggende i Palazzo di Propaganda Fide, bygget af Gian Lorenzo Bernini (1598-1680) og Francesco Borromini (1599-1667).

277. Dvs. det romerske Accademia Tiberina, hvor bl.a. Thorvaldsen var medlem.

278. Den italienske sanger og improvisator Rosa Taddei.

279. Den italienske renæssancekunstner Michelangelo Buonarroti (1475-1564).

280. Den italienske billedhugger Antonio Canova.

281. I græsk mytologi en slags paradis.

282. Iflg. mytologien kampen – gigantomakien – mellem giganterne og de græske guder om herredømmet over verden.

283. Den romerske musikforening Accademia Filarmonica Romana.

284. Gioachino Rossinis (1792- 1868) Zelmira blev uropført i Teatro di San Carlo i Napoli i 1822.

285. De to operasangere er p.t. ikke identificerede.

286. Dvs. den søjlebårne portal, som normalt er indgangen til Pantheon.

287. Det jødiske kvarter i Rom lå tæt ved Tiberen. Ghettoen eksisterede formelt 1555-1870.

288. Ponte Rotto er rester af en antik bro, der i dag står midt i Tiberen, tæt ved Tiber-øen.

289. Det berømte romerske teater Teatro Argentina beliggende ved Largo di Torre Argentina.
     Her uropførtes blandt andet Gioacchino Rossinis (1792-1868) opera Barberen i Sevilla i 1816.

290. Gioachino Rossinis (1792- 1868) Zelmira blev uropført i Teatro di San Carlo i Napoli i 1822.

291. Dvs. “premiereaften”.

292. Dvs. “Vil det leve op til (egl. møde) forventningerne eller gøre fiasko”.

293. Tenoren Floriani, aka Grev Compagnoni er p.t. ikke nærmere identificeret.

294. Dvs. “en bandit”.

295. Teatro Tordinone lå ved Tiberen, skråt over for Engelsborg. Teatret blev nedrevet i 1888 pga. anlægget af dæmningsværker langs Tiberen.

296. Betegnelse for tyske vandretruppers repertoire i det 17. og 18. århundrede, se Gyldendals Teaterleksikon.

297. Dvs “Karl 12.s nederlag ved Poltava” som fandt sted i 1718 under Den Store Nordiske Krig.

298. Dvs. “forunderligt nok”.

299. Dvs. Diana og Endymion – en ballet fra 1817 af nedennævnte italienske danser og koreograf Thérèse Genetti / Ginetti (aktiv o. 1820), se Jean-Philippe Van Aelbrouck: Dictionnaire des danseurs: chorégraphes et maîtres de danse à Bruxelles de 1600 à 1830, Liège 1994, p. 125.

300. Thérèse Ginetti optrådte i København i maj 1817, se Elith Reumert: Den danske ballets historie, 1922/2016, u.p.

301. Danser eller skuespiller i mindre rolle, se Ordbog over det danske Sprog.

302. Den danske officer Georg Daniel von Hindenburg.

303. Fata i singularis fatum, det vil her sige oplevelser, se betydning 2 af fatum i Ordbog over det danske Sprog.

304. Dvs. den danske konge Frederik 6.

305. Den danske danser og koreograf August Bournonville.

306. Den danske solodanser Anna Margrethe Schall (1775-1852).
     Bournonville var tilsyneladende enig med Madame Genetti i bedømmelsen af Schall, idet han skrev om hende, at hun: “af Dansekunstens Teknik næppe havde tilegnet sig saa meget, som der nuomstunder udkræves til at figurere i en Ballabile af Elever”.
     Se Biografisk Leksikon, Margrethe Schall.

307. Dvs. “men jeg sagde til ham: Herre, Deres teater er for tarveligt. Men når vi nu taler om det, mine herrer, hvordan går det så den stakkels Bournonville og Madame Schall, lever hun endnu? Ah, det er en temmelig dårlig danserinde, hun danser endnu værre end jeg dansede her til aften”.

308. Il Burgiardo (Løgneren) er en komedie skrevet af den italienske dramatiker, forfatter og advokat Carlo Goldoni (1707-1793) og uropført i Mantova i 1750.

309. Antagelig den italienske skuespiller Gustavo Modena (1803-1861).

310. Ægteparret Camillo og Angelina Gaggiotti.

311. Tommaso Sgricci (1789-1836) var en italiensk skuespiller, der vandt berømmelse som tragedieimprovisator.

312. Den italienske violinvirtuos og komponist Niccolò Paganini (1782-1840).

313. Det berømte romerske teater Teatro Argentina beliggende ved Largo di Torre Argentina.

314. Dvs. “Plautilla dømt til døden af Vespasian sammen med sin mand”.

315. Dvs. “Turnus, rutulernes konge”. Turnus er Æneas modstander i Æneiden, Vergils epos om Roms grundlæggelse.

316. Fra Aristoteles’ Retorikken. Almene retoriske figurer, der kan bruges som fyld i forskellige kontekster.

317. Dvs. “han er den eneste violinist, der ikke slår mig ihjel”.

318. Den italienske sangerinde Antonia Bianchi (årstal ukendt), med hvem Paganini havde sønnen Achilles Cyrus Alexander (1825-1895).

319. Karnevalet falder i dagene før askeonsdag, dvs. onsdagen 6 uger før påskesøndag. I dette tilfælde 28.2.1827.

320. Dvs. “otte paradis-dage”.
     Der hentydes til de otte dage, karnevalet officielt varede.

321. Den tyske forfatter og statsmand Johann Wolfgang von Goethe. Goethes skildring af det romerske karneval er at finde i hans Italienische Reise, der første gang blev udgivet 1816-17.
     Beskrivelsen af karnevalet blev skrevet mellem 1786 og 1788 og udgivet seperat i 1789.

322. Dvs. en Iliade efter Homer, i overført betydning noget, som man har set før, og som ikke kan gøres bedre – noget overflødigt.

323. Kønsombytningen gør Goethe dog også opmærksom på i sin beskrivelse af karnevalet, se fx kapitel 85 under Masken.

324. Pulcinella eller polichinel på dansk er en af de faste karakterer i den italienske commedia dell’arte-tradition. Han er en ondskabsfuld klovnefigur med en lang næse og pukkel på ryggen.

325. Dvs. en drager eller et bud, se Ordbog over det danske Sprog.

326. Guld- eller sølvsnore anvendt som militærdistinktion, se Ordbog over det danske Sprog.

327. Dvs. “Gør plads, lad greven passere!”

328. Et løst, oftest sort karnevalskostume brugt af begge køn. Det stammer fra Venedig i det 18. århundrede.

329. Palazzo Ruspoli ligger på Corosoen i Rom – den centrale karnevalsgade.

330. Den svenske greve og kunstsamler Axel Gabriel Bielke (af Åkerö) (1800-1877). Omtalt ovenfor.

331. Den franske maler Charles Victoire Frédéric Moench (1784-1867).

332. Madame Dulaure er p.t. ikke identificeret.

333. Sandsynligvis den tyske ingeniør og arkitekt Carl Nebel (1805-1855), som stammede fra Altona, som Abrahams skriver.

334. Om familien Persiani, se datteren Giulia Persianis biografi.

335. Dvs. “Men Hr. Moench, De i Rom? Og Fru Moench? Og De også, Fru Dulaure? Og Hr. Nebel, ikke sandt? Hvilken behagelig overraskelse?”

336. Hr. Ségur er p.t. ikke identificeret.

337. Karnevalskonfettien, som man kastede efter hinanden, kunne bestå af små gipskugler, som det synes at have været tilfældet her.

338. Dvs. “under karnevalet”, siger romerne, “opstår venskaber og forsvinder igen”.

339. Pulcinella eller polichinel på dansk er en af de faste karakterer i den italienske commedia dell’arte-tradition. Han er en ondskabsfuld klovnefigur med en lang næse og pukkel på ryggen.

340. Dvs. afventede, se Ordbog over det danske Sprog.

341. “Udmærket, Madame,” svarede jeg, “vi taler fransk.” – “Er De måske fransk?” – Nej, Madame, som alle polichineller er jeg napolitansk, men min mor er fransk, og min far er tysk, han er fra Wien.” – “Ah, deres far er fra Wien? Hvad er han da?” – “Han er en polichinel ligesom mig.” “Åh nej, Hr., der er ingen polichinel i Wien”.

342. Dvs. “Jo da, han hedder simpelthen Staeberle, paraplymager fra Wien.”

343. Dvs. “Hvem er det? Hvem er det?”

344. Dvs. “Det er helt bestemt den lille herre med brillerne, som spadserer på [Monte] Pincio”.

345. Dvs. “Hvis jeg har taget fejl, kaster jeg violerne bort”.

346. Dvs. “Mistede ting”.

347. En traditionel fest på karnevalets sidste dag, det vil i dette tilfælde sige 27.2.1827, dagen før askeonsdag.
     Ved Moccolifesten morede man sig med at slukke hinandens små lys, kaldet moccoli.
     Den danske maler Wilhelm Marstrand illustrerede i 1848 scenen i værket Moccoli-aftenen på Corsoen i Rom, der hænger på Ordrupgaard.

348. Dvs. “En plads d’Herrer!” til “Lys d’Herrer!”.
     Hvor der før blev solgt pladser ved fx Palazzo Ruspoli, som fx dén Abrahams lejede, jf. ovenfor, kunne karnevalsdeltagerne nu købe lys / moccoli.

349. Dvs. “Uden lys slukkes lysene!”

350. Den sidste karnevalsdag er dagen før askeonsdag, som i dette år faldt på den 28.2.1827.
     Aftenmåltidet fandt altså sted 27.2.1827.

351. Dvs. “Farvel til kødet”. Karnevalet er i de katolske lande en fest, der ligger lige før de 40 dages faste mellem askeonsdag og påske.

352. Om familien Persiani, se datteren Giulia Persianis biografi.

353. Den engelske Goddard er p.t. ikke identificeret.

354. Hr. Ségur er p.t. ikke identificeret.

355. De Preau er p.t. ikke identificeret.
     Muligvis den franske general Charles Théodore Beauvais de Preau (1772-1830)?

356. Keyserling er p.t. ikke identificeret, men der var antagelig tale om et medlem af den baltertyske adelsfamilie Keyserlingk.
     Abrahams nævner ham også ovenfor.

357. Den danske forfatter og naturvidenskabsmand Carsten Hauch.

358. Den franske ambassadør i Rom Anne Adrien Pierre de Laval-Montmorency.

359. Sampieri er p.t. ikke identificeret.

360. Den italienske bankier Giovanni Raimondo Torlonia.

361. Denne fest blev øjensynlig holdt i karnevalsdagene 1827, det vil strengt taget sige mellem 20.2. og 27.2.1827.
     Festen kan dog have fundet sted i dagene op til de egentlige otte karnevalsdage.

362. Den tyske maler Ferdinand Flor.

363. Dvs. “Regulus’ død, Cæsars død, Pompejus’ død, hvor blodet flyder malet med en lak så tyk som to fingre”.
     Abrahams og Flor gør tydeligvis nar af de franske maleres valg af dramatiske temaer og ekspressive malestil.

364. “Perugino er virkelig på vej tilbage og Rafael ganske manieret”.
     Abrahams og Flor gør tydeligvis nar af de tyske nazareneres tilbageskuende stilvalg, hvor selv Rafael, som jo ellers blev anset for datidens højeste kunstneriske ideal, måtte vige pladsen for den ældre Perugino.

365. Adolfo Tambroni er p.t. ikke sikkert identificeret, men muligvis var han en italiensk komponist.

366. Massimo Taparelli marchese d’Azeglio (1798-1866) var en italiensk politiker, maler og forfatter.

367. Louis Napoléon Bonaparte (1778-1846), bror til Napoléon Bonaparte og konge af Kongeriget Holland fra 1806 til 1810. Boede efter Napoleons fald i exil i Østrig.

368. Hortense de Beauharnais (1783-1837), gift med Louis Napoléon Bonaparte.

369. Jérôme Napoléon Bonaparte (1784-1860), Napoléon Bonapartes yngste bror.

370. Kejserinde Josephine (1763-1814) var Napoléon Bonapartes første hustru og mor til Hortense de Beauharnais.

371. Den franske maler og baron François Gérard (1770-1837). Det omtalte maleri er sandsynligvis dette.

372. Dvs. “Er det ikke rigtigt,” sagde hun, “at det kun er i Rom, at karneval er muligt; i Paris ville man komme op at slås, og i London ville man drikke sig fuld”.

373. Louis-Napoléon Bonaparte (1808-1873), som senere blev Napoleon 3.

374. Courtin er p.t. ikke identificeret.

375. Muligvis Margarita Marissetti Lante.

376. Onslow er p.t. ikke identificeret.

377. Ashton er p.t. ikke identificeret.

378. Den italienske salonière Cornelia Rossi Martinetti.

379. Ninon de Lenclos (1620-1705) var en legendarisk fransk kurtisane, forfatter og brevskriver.

380. Martinetti var i 1827 46 år gammel. Hun var kendt for sin skønhed.

381. Teresa, Contessa Guiccioli (1800–1873), blev Lord Byrons elskerinde, da kom til Ravenna i 1818.

382. Hortense de Beauharnais støttede Napoléon Bonaparte, da han vendte tilbage fra Elba i 1815. Da Louis 18. kom til magten efter slaget ved Waterloo, faldt Hortense i unåde. Hun levede i eksil til sin død i 1837.
     For franskmænd var det derfor ikke uden en vis risiko at have forbindelse til Hortense de Beauharnais.

383. Dvs. “Hvad er det, De kigger på dér?” “Det er en stor mands portræt, Madame.” “Det er udmærket, det er udmærket! For Dem, der ikke har kendt ham, er det den store mand, men jeg, som har kendt ham, jeg kalder ham det gode barn”.

384. Den franske arkæolog, hellenist og oversætter Philippe Le Bas (1794-1860).

385. Dvs. “Det er en glimrende ung prins”.

386. Dvs. en person, som handler overilet og ubesindigt, se Ordbog over det danske Sprog.

387. [Forfatterens note i teksten:]
     Det var ved denne Tid, at de franske Aviser omtalte den fameuse Historie, at en Mr. de Maubreuil havde givet Talleyrand [i.e. den franske biskop, senere politiker og diplomat Charles Maurice de Talleyrand-Périgord (1754-1838)] et Ørefigen. Det foresvæver mig ganske bestemt, at Talen var herom i et Aftenselskab hos Hortense, og at Ex-Dronningen af Westphalen [i.e. Katharina von Württemberg (1783-1835), gift med Jérôme Bonaparte, Napoléon Bonapartes yngste bror. Jérôme Bonaparte var konge af Westfalen 1807-1813, men parret måtte, ligesom Hortense, gå i eksil, da Napoleon mistede magten], der var tilstede, da fortalte den hele Begivenhed, om hvorledes Maubreuil havde frataget hende hendes Diamanter, der bleve skjulte under en Bro, men som hun dog siden fik tilbage osv. Jeg kan ikke troe, at min Hukommelse slaaer mig feil, men i mine Reisenoticer har jeg Intet anført herom.

388. Thorvaldsen ankom til Rom første gang 8.3.1797.
     Se evt. også Thorvaldsens romerske fødselsdag 8.3.

389. En serenade henviser ikke kun til smægtende sang under en balkon, men kan også betyde en opførelse af et musikstykke under åben himmel – sådan som det var tilfældet her.
     Se Ordbog over det danske Sprog.

390. Fakkeltoget og orkestret 8.3.1827 gik dermed fra Thorvaldsens værksteder ved Piazza Barberini til hans hjem i Casa Buti i Via Sistina.

391. Den tyske billedhugger, Joseph Hermann.

392. Den tyske billedhugger, Ludwig von Hofer.

393. Den tyske arkitekt og raderer Joseph Thürmer.

394. Den tyske arkitekt, maler og ornamentforsker Johann Karl Wilhelm Zahn.

395. Den fest i Villa Albani, der beskrives i det følgende, må altså have fundet sted i begyndelsen af april 1827.

396. Villa uden for Porta Salara, anlagt af kardinal Allessandro Albani (1692-1779), der protegerede nyklassicismens kunstteoretiker par excellence, Johann Joachim Winckelmann.
     Huset rummede en stor antiksamling, som Winckelmann havde katalogiseret, og som franskmændene tog en del af i 1798-99.
     Villa Albani har siden 1866 været i fyrstefamilien Torlonias besiddelse.

397. Herefter følger Abrahams’ detaljerede beskrivelse af en 13-dages tur, 29.3.-11.4.1827, som han foretog sammen med bl.a. Georg Daniel von Hindenburg i omegnen af Rom.
     Da Thorvaldsen ikke deltog, er beskrivelsen udeladt her.

398. Abrahams og Hindenburg var på deres tur nået til Tivoli, ca. 30 km øst for Rom.

399. Dvs. 11.4.1827.

400. Dvs. hurtigt, kraftigt raskt, se betydning 1 af skrap i Ordbog over det danske Sprog.
     For at gå de godt 30 km på en dag, måtte Abrahams og Hindenburg da også gå raskt til.

401. Formodentlig den britiske maler og kunstskribent William Young Ottley (1771-1836), selvom hans tilstedeværelse i Rom i 1827 p.t. ikke har kunne fastslås.

402. Dvs. italienske præst og komponist Giuseppe Baini (1775-1844), hvis Miserere – en salme udsat for kor – traditionelt blev opført i Det Sixtinske Kapel i Rom i påskeugen.

403. Dvs. fyrværkeriet i anledning af Skt. Peters dag. Pavestaten arrangerede fyrværkeri – kaldet Girandolaen – fra Engelsborg / Castel San Angelo på kirkelige festdage.
     I Thorvaldsens samling findes Ippolito Caffis maleri: La Girandola. Fyrværkeri i Castel S. Angelo i Rom, B65, der gengiver Girandolaen fra engang i 1830’erne.

404. Som det fremgår, har Abrahams et mildt ironisk forhold til religion. For katolikkerne i Rom blev de nordiske og tyske protestanter betragtet som kættere, mens Abrahams og Gerson med deres jødiske baggrund kunne betegnes som ærkekættere.

405. Den italienske pavelige embedsmand Francesco Capaccini (1784-1845), kardinal i 1844.

406. Om familien Persiani, se datteren Giulia Persianis biografi.

407. Denne fattigdomsinstitution er p.t. ikke nærmere identificeret.

408. Den italienske komponist Niccolò Antonio Zingarelli (1752-1837), der primært skrev operaer, men også kirkemusik.
     Værket Tre ore d’agonia er for 2-3 sangere akkompagneret af forskellige instrumenter.

409. Se evt. Thorvaldsens værksteder.

410. Dvs. Thorvaldsens store værksted ved Piazza Barberini.

411. Dvs. rytterstatuen af Józef Poniatowski, A123.

412. Dvs. Thorvaldsens små værksteder ved Piazza Barberini.

413. Antagelig Den himmelske visdom, jf. A143, og Den guddommelige styrke, jf. A144, der flankerer / er en del af Pius 7.s gravmæle, marmor, Peterskirken, Rom, jf. A142.

414. Dvs. figurerne til Gravmælet for Eugène de Beauharnais, hertug af Leuchtenberg, marmor, 1830, St. Michaels kirken, München.
     De fire figurer er:
     Eugène de Beauharnais, jf. A156
     Livets og dødens genier, jf. A157
     Historiens muse, jf. C333 og C729r

415. Svækket eller udslidt af alderdom, se Ordbog over det danske Sprog.

416. Den bayerske konge Ludwig 1.

417. Abrahams må hentyde til den offentlige udstillingshal på Piazza del Popolo, der åbnede i april 1827. Initiativet skyldtes kunstnerne i Accademia di S. Luca, der ønskede et fast sted for tilbagevendende kunstudstillinger, som man havde i andre byer.
     Pavestaten gav sin tilladelse til projektet, se mere herom i Giovanna Montani: La Società degli Amatori e Cultori delle Belle Arti in Roma. 1829-1883, Università degli Studi di Roma Tre, 2005-07, p. 18-26.

418. Den tyske maler og væver Christian Heinrich Johann Hanson.

419. Dette portræt kendes ikke i dag.

420. Hyldesten må have fundet sted i begyndelsen af maj 1827.

421. Dvs. “De kan ikke tro, hvor hjemme jeg føler mig i Rom; det er nu femte gang, jeg er her, og jeg har vel tilsammen tilbragt to år af mit liv her”.
     Ludwig 1. havde tidligere været i Rom i 1805, 1817-18, 1820-21 og 1823-24 og kom der mange gange siden.

422. Den tyske maler, billedhugger og kunstagent Johann Martin von Wagner.

423. Dvs. “Undskyld mig, hvad er det, De hedder? Jeg har glemt Deres navn siden i går aftes”.

424. “Kom med! Vi vil sammenligne original med kopi”.

425. Dvs. “så vellignende, at man skulle tro, at det kunne tale” – eller “vellignende på nær talen”.

426. De Uadskillelige er en vaudeville af J.L. Heiberg fra 1827. Men Abrahams husker galt her, for den Ledermann, han hentyder til, optræder i en anden af Heibergs vaudeviller, nemlig Recensenten og Dyret fra 1826. Her er en af figurerne en tunghør Ledermann, som omtales med flg. ord: “Dersom den Mand ikke var lidt tunghør og stammede, saa var han bestemt den behageligste Mand i Omgang,...” (12. scene).

427. Dvs. “Thorvaldsen! Er De hjemme?”

428. Sandsynligvis den tyske ingeniør og arkitekt Carl Nebel (1805-1855).

429. De Preau er p.t. ikke identificeret.
     Muligvis den franske general Charles Théodore Beauvais de Preau (1772-1830)?

430. Dvs. “Velsignet være hans sjæl”.

431. Dvs. italiensk for dårlig luft, som Rom var plaget af i sommermånederne. Aria cattiva omtales også af Thiele I, p. 109 og II, p. 29 som et problem for Thorvaldsen, der løste det ved at forlade Rom i sommermånederne.
     Man antog almindeligvis, at den usunde luft skyldtes varme vinde fra de pontinske sumpe, som førte et højere antal malariabærende myg med sig.

432. Dvs. “Det er hårdt, men tålmodighed gør det, der ikke kan ændres, tåleligt.” Abrahams citerer igen Horats, der synes at have være hans latinske yndlingsforfatter.

433. Thorvaldsen forærerede ikke sjældent sine venner ringe. Den omtalte ring gik i arv til Abrahams efterkommere og befandt sig i 1993 hos Margrethe Hermansen, Edmonton, Canada, jf. Hartmann, op. cit., III, p. 55.
     Ringen har indgraveret et billede af en muse. Thorvaldsen samlede på sådanne antikke, og de indgik i hans gemmesamling.

434. Teksten dokumenterer, at Abrahams forlod Rom 24.5.1827.

Sidst opdateret 05.02.2020