On Familiar Terms with Thorvaldsen
- Redaktørerne ved Arkivet, arkivet.thorvaldsensmuseum.dk, 2008
Hvem var dus med Thorvaldsen? Hvem kendte ham særlig godt? Her er en liste over de personer, der, på skrift, var dus med billedhuggeren.
I første halvdel af 1800-tallet var det ikke almindeligt for bekendte at være dus med hinanden – og endnu sjældnere at være på fornavn. Når man tiltalte hinanden med du, stod man på særlig venskabelig fod. Når det er væsentligt at fremhæve denne personkreds i Thorvaldsens sammenhæng, skyldes det ønsket om at dokumentere, hvilke mennesker der kendte billedhuggeren så godt, at de var dus – i al fald på skrift.
De fleste af Thorvaldsens dus-venner findes blandt hans bekendte i København fra tiden før han drog til Italien i 1796. Efter sin ankomst til Rom blev han kun meget sjældent dus med nye bekendtskaber; Adam Oehlenschläger, C.G. Kratzenstein Stub og P.O. Brøndsted udgør fx undtagelser. At være Des var det almindelige for Thorvaldsens omgang med kolleger og bekendte i Rom.
Nære venner kunne sagtens være Des i datiden, sådan som det var tilfældet mellem Thorvaldsen og fx Nicolai Abildgaard, Georg Zoëga og Herman Schubart, der jo ellers alle stod billedhuggeren meget nær. Her har aldersforskellen og antagelig også den rolle som Thorvaldsen-protektorer, de tre nævnte spillede, været afgørende for De-formen. At man naturligt tiltalte ældre personer med De, vidner også Thorvaldsens brevudkast af 22.4.1802 til sin far, Gotskalk Thorvaldsen, om. Selvom faderen selvfølgeligt tiltalte sin søn med du, synes datidens autoritetsforhold mellem fader og søn at have forhindret, at det omvendte var tilfældet.
Thorvaldsen og hans romerske elskerinde, Anna Maria Uhden tiltalte hinanden med De – i al fald i brevene. For her må man tro, at forskellen mellem tale- og skriftsprog har nødvendiggjort De i brevformen, mens samtaletonen de to imellem sandsynligvis har været friere, se fx “dialogen” mellem dem fra antagelig april 1802.
Spørgsmålet er da, hvilken betydning vi kan tillægge tiltaleformen du, når vi forsøger at forstå forholdet mellem Thorvaldsen og en bestemt person. Da du-formen trods alt forekommer relativt sjældent i de skriftlige kilder efter Thorvaldsens ankomst til Rom, virker det rimeligt at hævde, at når en person blev dus med Thorvaldsen, afspejlede det vedkommendes særlige fortrolighedsstatus. De vidnesbyrd om billedhuggeren, som vedkommende har efterladt, skal altså vurderes i lyset af den tættere venskabsforbindelse, som du-formen vidner om.
Thorvaldsen har været vant til, at nye bekendtskaber titulerede ham med De, mens han overfor sine venner og ungdomsvenner foretrak det mere uformelle du. Det vidner følgende beretning fra 1820, jf. Soldin, op. cit. og Nyeste Skilderie, 15.11.1823, hvor Thorvaldsen møder en ungdomsven, om:
“Blandt de mange, der besøgte [Thorvaldsen], var ogsaa een af hans Ungdomsvenner, en brav Professionist. Denne traadte ind i hans Konstværksted [på Charlottenborg], hvor ikke faa endog Mænd af første Rang havde indfundet sig, for at beundre de Arbeider, han var sysselsat med. Efterat alle de Store var gaaede, nærmede den gamle borgerlige Ungdomsven sig med kjendelig Forlegenhed. “Hr. Etatsraaden vil undskylde”, begyndte han. Med inderlig Bevægelse og blid Fortrolighed omfavnede Thorwaldsen den gamle Ungdomsven. “Hvortil disse Complimenter, gode * * *?” sagde han. “Tael til mig som Du pleier, og kald mig, som før, Du!”
Personer, der var dus med Thorvaldsen
NB. Listen opdateres løbende. Se også dokumenter vedrørende emnet Dus med Thorvaldsen.
Person | Kilde | Kommentar |
Margrethe Ackermann | 8.5.1797 | Hun fik en lille besked indlagt i det nævnte brev fra Gotskalk Thorvaldsen |
Carlo Francesco Bassi | 27.1.1798 | I brev af 26.3.1798 er Bassi dog Des, skønt tonen er meget hjertelig. |
Louise Juliane von Bertouch | 20.8.1820 | Bertouch tiltalte kun Thorvaldsen med Du i digtform. I brev af 25.3.1821 anvender hun Des. |
P.O. Brøndsted | 6.7.1813 Antagelig 1823 |
|
Rasmus Emil Bruun | 1819-20 | |
Friederike Brun | 6.12.1833 | |
Marie Doré | 18.2.1834 | |
Johan Michael Fischer | 2.5.1796 | |
Peder Friis | 18.4.1818 | |
C.D. Fritzsch | 24.8.1796 1.5.1797 |
|
Frederike Dorothea Hammer | 14.3.1796 | I 1796 var Hammer og Thorvaldsen dus, men mange år senere henvendte hun sig til ham i Des-form, se brev af 1.3.1835 |
Peter Hanning Hammer | 14.3.1796 5.5.1796 |
|
Christian Georg Hansen | 3.11.1796 | |
Peder Horrebow Haste | 24.6.1796 8.6.1830 |
|
Mathias Henrichsen | 4.7.1796 1.5.1797 |
|
C.G. Kratzenstein Stub | 10.7.1811 23.1.1812 |
|
Frederik Arentz Krog | 4.6.1796 | |
Niels Schønberg Kurtzhals | 26.11.1824 | |
Sophie Amalie Kurtzhals | 5.6.1796 2.[??].1794 |
Kurtzhals og Thorvaldsen var Des i de nævnte kilder, bortset fra to enkeltstående undtagelser. |
Georg Laub | 20.8.1796 | |
Hieronÿmus Laub | 20.8.1796 | |
M.F. Liebenberg | 15.8.1796 | |
Ludwig 1. | 1828 | |
Henrik Vilhelm Lundbye | 19.4.1806 8.5.1806 19.7.1820 |
|
Adam Gottlob Detlef Moltke | 23.5.1804 | I stambogsindførslen benytter Moltke du, men i brev af 8.6.1807 er de Des. Måske har digtformen i stambogen muliggjort det intimere du. |
Hans Munk | 29.7.1796 | |
J.P. Mynster | 14.7.1796 | |
Nicolai Veisling Mørch | Før 30.8.1796 | |
Adam Oehlenschläger | 29.8.1809 | |
Peder Pavels | 17.5.1796 21.5.1797 |
|
G.F. Rørbye | 30.12.1796 | |
Gottfried Schmidten | 7.9.1811 24.1.1812 |
|
Christine Stampe | 14.6.1842 | I de ganske få bevarede breve mellem Stampe og Thorvaldsen er de Des, men i brevet af 14.6.1842 veksler baronessen mellem Du og De, hvad der røber, at de var dus – i det mindste når de talte sammen. Dette bekræftes af originalmanuskriptet til Stampes erindringer. I den trykte udgave af erindringerne fra 1912 er dus-formen imidlertid ændret til Des. Dette skyldes redaktøren, Rigmor Stampes ønske om at lægge røgslør over baronessens og billedhuggerens tætte forhold, se mere herom i Manuskriptet til Christine Stampes erindringer om Thorvaldsen. |
Jeanina Stampe | Korrespondance 1843 | Ti-årige Jeanina er dus med “Søde Thorvalsen” |
C.F.F. Stanley | 15.3.1803 7.9.1805 |
Stanley kendte Thorvaldsen før hans afrejse fra København i 1796, og de må allerede dengang have været dus og på fortrolig fod, hvilket det først kendte brev mellem de to fra 15.3.1803 vidner om. |
Paul Steenstrup | 6.7.1796 | |
Heinrich Steffens | 18.9.1840 | Steffens var ungdomsven med Thorvaldsen og har dengang formentlig været dus med ham. I sit brev 6.7.1816 henvender han sig dog med ‘De’, hvorefter han igen skifter til dus efter at have mødt Thorvaldsen i København i 1840. |
Niels Christian Bang Steffens | 29.7.1796 | |
Elias Johannes Svane von Støcken | Sandsynligvis august 1796 | |
Gotskalk Thorvaldsen | 8.5.1797 4.4.1800 |
Gotskalk Thorvaldsen var dus med sin søn, men sønnen tiltalte faderen med De i brevudkastene af 22.4.1802 og ultimo februar 1804, der er de eneste bevarede fra søn til far. |
Karen Thorvaldsen | 9.12.1797 | Moderen “dussede” sin søn, men det er uvist, om sønnen tiltalte sin mor med De, som han gjorde over for faderen, eller om forholdet mellem søn og mor kunne tillade et du. |
Søren Tybring | 24.5.1796 | |
Jens Ulstrup | 7.6.1796 | |
Severine Elisabet Arnette Wadskiær | 14.6.1796 | |
C. West | 2.5.1796 | |
Jørgen West | 29.4.1796 14.8.[1797] |
References
- Dokumenter vedrørende emnet Dus med Thorvaldsen.
- S. Soldin (red.), Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, 15. november, København 1820, p. 1449.
Last updated 05.03.2021