Herkomst, ægteskab og børn

Thorvaldsens kæreste gennem mere end tyve år. Mor til Thorvaldsens to børn Carlo Alberto og Elisa Sophia Charlotte.

Født den 26.6.1772 som datter af tjenestekarl Francesco Magnani og Antonia Carlini;
søskende: frisør Vincenzo, stenhuggerne Ferdinando (født ca. 1771) og Fortunato samt Angela.
Anna Maria Uhden var som ung ansat som tjenestepige hos familien Zoëga i Via Gregoriana.
Hun blev 6.3.1795 gift med den højt ansete forsker og preussiske gesandt ved pavehoffet Wilhelm von Uhden i S. Andrea delle Fratte med broderen Vincenzo Magnani og Georg Zoëga som vidner. I ægteskabet med Uhden blev hun mor til børnene Carlotta Vincenza (født 24.12.1795) og Friderike Wilhelmina Franziska (1.1.1798-1.8.1800).
I 1799 blev ægteparret Uhden borgerligt separeret, mens selve det katolsk indgåede ægteskab ikke kunne ophæves, se erklæring af Wilhelm von Uhden af 9.5.1799. Herefter overtog Wilhelm von Uhden ansvaret for ægteparrets to børn.

Hun boede aldrig sammen med Thorvaldsen, men bl.a. med sine brødre på Piazza Barberini 2, primo piano, jf. C214av. I sit sidste leveår, fra 1845 til 1846, boede hun sammen med sin til Rom tilbagevendte datter Elisa Paulsen i Via dei due Macelli 94. Anna Maria Uhden døde 17.10.1846.

Forholdet til Thorvaldsen

Thiele I, p. 112, hævder, at Thorvaldsen mødte Anna Maria Uhden sommeren 1797 i Genzano, mens hun endnu var ugift og familiens Zoëgas tjenestepige.
Men dette kan ikke være sandt, påpeger Noack 1900, op. cit., p. 310-311, eftersom Anna Maria Uhden i 1797 allerede var gift med von Uhden og gravid med deres andet barn. Hendes tilstedeværelse i Genzano bliver heller ikke nævnt i brev af 24.10.1797 fra Zoëga til Thorvaldsen eller i brev af 4.10.1797 fra Zoëga til Friedrich Münter. Noack mener desuden ikke, at Zoëga pga. økonomiske problemer i 1797 havde råd til festligheder og tjenestefolk. Dette stemmer dog ikke, da Zoëga selv i et brev af 7.3.1795 til samme Münter meddeler, “at hr. Uhden fra Berlin… i går holdt bryllup med min kones kammerpige…”, Jørgensen, op. cit., p. 94. I Arkivet findes kun nogle italiensksprogede tekstfragmenter, der kunne tages som indicium på en kontakt mellem Uhden og Thorvaldsen allerede i 1797, se brevudkast af antagelig marts 1797.

Iflg. Noack 1900, op. cit., p. 311, flyttede Thorvaldsen i marts 1798 ind over for familien Uhdens hjem i Via Felice (senere Via Sistina) 126. Ægteparret Uhden skulle iflg. folketællingen 1798 være flyttet til Via Gregoriana og til Siena, men iflg. folketællingen i 1799 bor Anna Maria Uhden igen i Via Sistina/Felice, mens Wilhelm von Uhden er forblevet i Via Gregoriana sammen med ægteparrets to døtre og en tysk husbestyrerinde. Dette stemmer godt overens med separationserklæringen af 9.5.1799. Noack, ibid., p. 311, og Müller, op. cit., p. 735, med ham antager da, at forholdet mellem Thorvaldsen og Anna Maria Uhden indledtes i 1798, og at familien Uhdens flytten omkring må ses som et forsøg på at redde ægteskabet.
Et indicium for, at Thorvaldsen og Uhden indledte deres forhold på denne tid, ses af brev af 17.8.1805 fra Anna Maria Uhden til Thorvaldsen, hvor hun skriver: “…ricordatevi, che io doppo la vostra conoscienza mi fece scordare della perdita di mio Marito e figlie”, (“…De må dog huske, at, efter bekendtskabet med Dem, slog jeg både min mand og døtre ud af mine tanker”). Da hendes yngste datter døde allerede 1.8.1800, og da hun omtaler begge døtre på det tidspunkt, da hun lærte Thorvaldsen at kende, tyder det stærkt på, at deres forhold blev indledt, mens begge døtre stadig var i live, dvs. i perioden efter 1.1.1798 og før 1.8.1800.
Thieles påstande om ægteparret Uhdens rejse til Firenze i 1803 og de ægteskabelige problemer, der her skulle være opstået, jf. Thiele I, p. 192, er derved grebet ud af luften. Dette tilbageviser også Noack 1900, op. cit., p. 311-312.

Thorvaldsens forhold til Anna Maria Uhden var stormfuldt, og et øjebliksbillede af det får man tilsyneladende i kraft af nogle tekststumper, hvor Uhden og Thorvaldsen på skift har ført pennen, se tekststykker af antagelig april 1802. Forholdet ophørte omkring 1820, men billedhuggeren støttede hende dog til sin død med 15 scudi månedlig. I Thorvaldsens testamente er ydelsen ikke nævnt, og efter hans død anmodede Anna Maria Uhden derfor gentagne gange eksekutorerne af boet om fortsat at udbetale ydelsen, se breve af 11.8.1844 og 1.9.1846. Også teologen og udgiveren Rasmus Theodor Fenger (1816-1889), der 1843-1844 var huslærer for Thorvaldsens barnebarn Alberto Paulsen, skriver 16.4.1844 til Jonas Collin for at overtale denne til at lade den månedlige pension fortsætte, jf. Bobé, op. cit., p. 77-78, der dog fejlagtigt kalder ham F.L. Fenger. Eksekutorerne efterkom ønsket i 1845 jf. Bravos brev til Collin af 5.5.1845, men havde dog med mellemrum i det forløbne år afstået tilsvarende mindre summer til hende, jf. Journal B, p. 459-460, Breve fra Bravo i Rom til Collin, mappe 28, pkt. 22, 29, 33, 35 og 41, Thorvaldsens Museums Arkiv.
Ifølge den rejsende Rasmus Emil Bruun, op. cit. var det sædvane for de udenlandske i Rom bosatte kunstnere at leve i lignende “samvittighedsægteskaber”, dvs. papirløse forhold, jf. Ordbog over det danske Sprog, da udlændinge ikke ville konvertere til katolicismen og romerinderne ikke ville frasige sig samme.

Sam- og eftertidens dom

Allerede i samtiden var en negativ opfattelse af Anna Maria Uhden prægnant. Således beretter forfatteren Carsten Hauch, at der o. 1819 havde gået det rygte, at hun ville lade Thorvaldsens daværende forlovede Frances Mackenzie myrde, hvortil billedhuggeren Freund udtalte: “Og hun var vel istand til at holde sit Ord… thi hun er en Furie og en Satan, naar hun kommer i Lidenskab”, Hauch, op. cit., p. 250.
Thiele har dog en anden, men ikke mindre voldsom version af samme rygte: Da Uhden i 1819 hørte om Thorvaldsens forhold til Mackenzie, skal “den fornærmede Romerinde… have truet vor Kunstner baade med hans egen, Barnets og endelig med sin egen Død, ‘hvis han vovede at ægte denne Engelænderinde’.” (Thiele II, p. 410). Om det ene eller det andet rygte har noget på sig, vides ikke.
Thiele omtaler i almindelighed Uhden som beregnende, hysterisk og overdrevent jaloux. Den danske forfatter N.C.L. Abrahams gav nogenlunde samme karakteristik. Han mødte hende i december 1826, da han og Thorvaldsen forsøgte at invitere hende med til et selskab:

...[hun] gjorde [ikke] noget behageligt Indtryk paa mig. Hun saae bister ud, med det stærkt marquerede Ansigt, som man saa hyppigt finder hos gamle Italienerinder. Det lod ikke til, at hverken Thorvaldsens Indbydelse eller min Nærværelse vare hende synderligt velkomne; hun snerrede ad ham, sparkede til en Ildpotte, der stod midt paa Gulvet, og afslog baade paa Datterens og egne Vegne at følge med os,...

Og eftertidens dom har ikke været mindre hård mod hende. Noack 1901, op. cit., p. 792, siger, at hun “eine gewöhnliche Person war, nach romanesker Ausdrucksweise eine donnaccia…” Iflg. italiensk-dansk ordbog betyder donnaccia gadetøs eller luder, men bruges også mere bredt nedsættende om en skidt eller udannet kvinde. Brandes, op. cit., p. 28, betegner hende i forlængelse af dette som en almuekvinde uden holdning eller værdighed. Oveni dette skriver han, ibid., p. 23, at en anden dansker senere forførte Uhden, og at denne var årsagen til sønnen Albertos tidlige død.
Om dette henfører til samme rygte, som tilbagevises i Hornung og Monrad, op. cit., p. 132, hvor forføreren skulle være maleren C.W. Eckersberg, vides ikke. Hverken for affæren eller andelen i sønnens død findes der dog belæg i andre kilder, selvom også Bobé, op. cit., p. 69, overleverer et rygte om, at Uhden ved sin uopmærksomhed skulle have været skyld i sønnens død. Se mere herom i Carlo Albertos biografi.
Man kan snarere forestille sig, at rygtesmæderiet er opstået i forsøget på at øge skellet mellem forherligelsen af geniet Thorvaldsen og nedgørelsen af almuefurien Uhden. Müller, op. cit., fremlægger som den første et mere nuanceret billede af Thorvaldsens kæreste.

Navn

Blandt Arkivets dokumenter optræder Anna Maria Uhden under sit giftenavn og ikke, som en del af litteraturen om Thorvaldsen omtaler hende, ved fødenavnet Magnani. Dette valg er truffet på grundlag af, at hun fik navnet ved sit ægteskab med Wilhelm von Uhden, og at det var det navn, hun selv og andre oftest anvendte i korrespondance. Der ses også eksempler på, at hun blev kaldt Fru Thorvaldsen, se bl.a. breve fra datteren Elisa Paulsen af 4.1.1830 og 31.1.1830, samt brev af 25.11.1823 (udskriften).

Portræt

Jens Adolf Jerichau har 1838/46 udført blyantstegningen Portræt af Anna Maria von Uhden, født Magnani, D1772, der viser hende som en ældre kvinde. Tidligere har man desuden antaget Eckersbergs portræt af Modellen Maddalena, Den Hirschsprungske Samling, EH 146, for at være et portræt af den unge Anna Maria Uhden, men dette tilbagevises i nyere forskning, jf. Hornung og Monrad, op. cit., p. 131-133.

References

• N.C.L. Abrahams: Meddelelser af mit Liv, København 1876, p. 323.
• Louis Bobé: Thorvaldsen i Kærlighedens Aldre, København 1938.
• Georg Brandes: ‘Thorvaldsen og nogle Kvinder’, in: Tilskueren, januar 1920, p. 20-37.
• Rasmus Emil Bruun: ‘Noget fra Rom og om Thorvaldsen’, in: Athene, IX, 1817, p. 534.
• Emil Hannover: ‘Thorvaldsen og Anna Maria v. Uhden’, in: Politiken 21.4.1901.
• Carsten Hauch: Minder fra min første Udlandreise, København 1871.
• Peter Michael Hornung og Kasper Monrad: C.W. Eckersberg – dansk malerkunsts fader, [København] 2005.
• A.D. Jørgensen: Georg Zoega, Et Mindeskrift, København 1881, p. 94.
• Sigurd Müller: ‘Thorvaldsens Elskede’, in: Gads danske Magasin, september 1909, p. 727-744.
• Friedrich Noack: ‘Thorvaldsens Geliebte’, in: Deutsche Revue, december 1900, vol. 25, p. 307-313.
• Friedrich Noack: ‘Casa Buti in Rom’, in: Westermanns illustrierte Deutsche Monatshefte für das gesamte geistige Leben der Gegenwart, vol. 45, Braunschweig 1901.

Last updated 31.07.2018