H.F.J. Estrup
Sorø
Ordenskapitlet, København
København
Ingen udskrift.
Dateringen fremgår af biografien. Materialet til biografien er dog indsamlet under Estrups besøg i Rom i 1818, men først færdigskrevet 11.3.1826.
The historian Estrup’s biography of Thorvaldsen for the Chapter of the Royal Orders of Chivalry of Denmark.
AlbertI Thorvaldsen er født i Kjøbenhavn hen ved MortensdagsII: Tid Aar 1770. Hans Fødselsdag veed han ikke selv. Hans Fader var Gotskalk ThorvaldsenIII, en Præstesøn fra Island, hans Moder Karen GrønlundIV, en Præstedatter fra Jylland, begge uformuende. Faderen var Ornamentskjærer og vilde oplære sin Søn til at være sig behjælpelig i samme Profession. Den unge Albert følte tidlig Lyst og røbede Anlæg til noget høiere i Konst. Han malede paa Vægge og Dørre, og ønskede selv intet hellere, end at det maatte tillades ham at besøge Konstacademiet i Kjøbenhavn; men hans Fader var noget betænkelig ved at give Tilladelsen dertil, fordi Drengen var vildV og kunde paa egen Haand i Drengeselskab blive endnu vildere. En Ven af HusetVI kom en Dag hjem, saae Alberts Tegninger og bevægede den forsigtige Fader til at føie sig efter Sønnens Ønske. Omtrent i sit 11 AarVII begyndte da Albert at uddanne sig ved Academiet, endnu kuns i det indskrænkede Øiemed at bringe det vidt i Ornamentskjæren, saa at han heri kunde udføre det vanskeligere, hvortil hans Fader ikke dristede sig f.E. Hoveder, Galion, OrnamenterVIII o.s.v. Den Tid, hvori han ikke var paa Academiet, hørte hans Fader til, og det er begribeligt, at hans øvrige Undervisning og Dannelse maatte staae tilbageIX. I Tegneskolen var han Mesteren for SkjelmstykkerX og fik da ogsaa Skyld for dem, han ikke havde begaaet; engang blev han ved Indtrædelsen i en ny Klasse offentlig irettesat. Dog han var flink, gjorde hurtige Fremskridt og var derfor afholdt af sine Lærere; han erindrer sig endnu med megen Ømhed en Lærer ved Navn (CleresXI,) der elskede ham som sin egen Søn. I Aaret 1786 vandt han den mindre SølvmedailleXII for en Model efter Naturen, den lovede saameget at hans Navn begyndte at blive bekjendt. Han skulde gaae til ConfirmationXIII hos Provst Høier ved Holmens Kirke, hvis BroderXIV var Professor ved Academiet. Da han nu meldte sig for at tegnes blandt de øvrige Børn, spurgte Provsten ham, om han ikke havde en Broder, som havde vundet Sølvmedaillen. Han svarede: det var ham selv; hvorpaa Høier stillede ham øverst blandt alle Drengene, skjøndt den nederste Plads tilkom ham efter FødselenXV, og kaldte ham hele Tiden “Monsieur Thorvaldsen”. I Aaret 1789 vandt han den større SølvmedailleXVI og troede nu at have lært nok for at blive en duelig Ornamentskjærer. Skjebnen vilde det anderledes. Nogle velmenende Venner, blandt hvilke GroschXVII og FritschXVIII (Om nulevende Fritsch ved jeg ikke) opmuntrede ham til at concurrere til Guldmedaillen. Han lod sig overtale og forenede sig med fem unge KonstnereXIX, der kom sammen hos Grosch, øvede sig privat i Compositioner og critiserede hinandens Arbeider. Endelig vovede han sig Aar 1791 til Concursen for den mindre Guldmedaille, og gik dertil, efter hans egne Udtryk, som til sin Død. Det Basrelief, han havde udarbeidet, forestillede Heliodor, der raner Templets SkatteXX; Dommerne fandt det værdigt den store Guldmedaille, men forbeholdt samme til næste Concurs i betragtning af hans Ungdom; det blev offentlig udstilletXXI, vækkede almindelig Opmærksomhed og skaffede Konstneren en Velynder i Grev ReventlouXXII. Han forlod nu ganske sine TræesnitXXIII, og gik med større Mod til Concursen for den store Guldmedalje. Denne vandt han Aar 1793 for et Basrelief, der forestillede S. PederXXIV, som helbreder den Lamme ved Templets Dør. Reventlou ønskede at bestilde Gipsafstøbninger af begge hans Basrelieffer og forskaffede ham med sin Anbefaling flere hæderlige Bestillinger f.E. den at forfærdige vor store A.P. Bernstorffs BusteXXV. Det blev ham betroet i Stucco at udføre flere Forziringer i Prins Frederiks PalladsXXVI: en Euterpe, Terpsichore, Basreliefs forestillende de fire Aarets og de fire Dagens Tider, som findes i dette Pallads, ere hans Arbeider. Medens han var sysselsat hermed skal den berømte Billedhugger SoergelXXVII være kommen til ham og have spurgt ham: “Hvorledes han bar sig ad med at gjøre saadanne smukke Figurer?” Thorvaldsen pegede paa sin Skrabepind og svarede paa sin Viis laconisk: “Med denneXXVIII”. Meiselen kunde han føre, men ikke PennenXXIX; han kunde ikke engang læse Skrift. Endnu hører det til hans møisommeligste Arbeider at skrive og at læse Skrift. Han var Medlem af Borups SelskabXXX og skulde engang paa dette private Theater give en Rolle. Han udeblev ved alle Prøverne; man kunde ikke begribe, hvorfor. Endelig kom det for en Dag, at han ikke kunde læseXXXI Rollen.
Ihvormeget end Naturen havde begunstiget den unge Konstner, og belønnede Ungdomsarbeider opmuntret ham, ihvormeget han selv tilstaaer at han skyldte sine Lærere, en WiedeweltXXXII, StanleyXXXIII, WeidenhauptXXXIV o.a. saa mener Thorvaldsen dog, at han vilde være bleven staaende ligesom i Forgaarden, hvis han ikke ved et kongeligt ReisestipendiumXXXV i Aaret 1796 var bleven i Stand til at befrugte sin Aand og Phantasie med Beskuelsen af Antikerne i Italiens Museer. Der blev ham bevilget 400 Rdlr D.C. aarlig i tre Aar; hver sjette Maaned skulde han hjemsende en Indberetning til Academiet i Kjøbenhavn og efter to Aars Forløb et PrøvearbeideXXXVI. I August s.A.XXXVII afreiste han med Fregatten ThetisXXXVIII og besøgte paa denne Reise Malaga, Algier, Tripolis, Malta og NeapelXXXIX. Det var i denne Bye, hos et fremmed Folk, hvis sprog han ikke kjendte, at han følte Længselen efter Hjemmet i den Grad, at intet uden Skam holdt ham fra atter at gaae ombordXL paa Fregatten. Mod Slutningen af Aaret 1796 kom han til RomXLI. Der var saa mange huller at udfylde i hans Kundskaber; han forstod kuns sit ModersmaalXLII; Italien havde for ham ingen Glæde og han følte sig ene og modfaldenXLIII. Men han fandt danske i Rom, blandt andre vor berømte ZoegaXLIV, der betog ham mangen FordomXLV, gav ham Raad og Mod. For det førsteXLVI var han blot beskuer af Roms MærkværdighederXLVII. Tysk lærte han i Omgang med Tyskere; det franske Sprog lærte han ved at tale med Englændere, af hvilke han ikke skammede sig ved at lære det, da de parlerede omtrent ligesaa slet som han selv. Han er Autodidakt i alle SprogXLVIII, men taler ogsaa alle lige ufuldkomment. De udvidede Bekjendtskaber, den uvante FrihedsstadXLIX[,] Italiens Nydelser, det gode ForslagL, som der under det romerske Pengevæsens Forfald var i det grove danske CourantLI, og fremfor alt hans fyrige Temperament førte ham ikke paa den rette StiLII til Konstens Helligdom. Han glemte ikke hver sjette Maaned at hjemskikke den befalede IndberetningLIII: den lød altid fordelagtig; han skrev den selvLIV. Efter to Aars forløb skulde PrøvearbeidetLV følge; han skikkede det til Livorno og glemte ikke at meldeLVI, det var afsendt. Men da det varede længe, inden det virkelig afgik og naaede KjøbenhavnLVII, saa var derved adskilligt af Tiden rundet[?] for den næste PrøveLVIII. En fremmed Reisende, som han troer svenskeren Åckerbladt fortalte Abildgaard, at Thorvaldsen intet bestilte i Rom, og voldte ham derved en IrettesættelseLIX. Næsten sex Aar havde han nydt Stipendiet og Fædrelandet saae intet af hans Arbeide uden nogle Buster (en CiceroLX M. AgrippaLXI, HomerLXII og RaphaelLXIII) og en Gruppe forestillende Bacchus og AriadneLXIV. Han skammede sig over at vende tilbage uden at have udrettet noget betydeligt; han lagde Haand paa sin JasonLXV, og Jason gjorde hans Lykke. Dette Mesterstykke tiltrak sig almindelig Beundring (Frue B…sLXVI Anecdote er ikke overensstemmende med Sandheden) og overgik alles ForventningLXVII. Den beskedne Konstner turde vel ikke haabe, at nogen vilde bestille Jason udført i Marmor; men han troede nu – det var i Aaret 1803 –, at han kunde reise hjem med god Samvittighed og see de kjøbenhavnske Academikere under ØineneLXVIII. Alt var beredt til Hiemreisen; Bøger og andre Sager, som han havde forskaffet sig i Rom, vare allerede afskikkedeLXIX. Da kom en vis HopeLXX, saae Jason, bestilte samme i Marmor, og Thorvaldsen forblev i sit rette Hjem. Det er ikke uden Grund, at han erindrer Hope med megen Taknemmelighed. Hans næste Mesterværk var hans BriseisLXXI, som Hertugen af Bedford kjøbte. Endnu d= 6 Marts 1804 erholdt han fra Danmark 400 Rdlr som en GratificationLXXII i Betragtning af den Berømmelse, han havde indlagt sig. Men der paafulgte tvende ulykkelige Aar: en Svækkelse i Underlivet og Fordøielsesredskaberne gjorde Thorvaldsen uskikket til ethvert Arbeide og bragte ham Graven nærLXXIII. Han reiste sig af denne Sygdom med fornyede Kræfter til ny Hæder. Det ene Konstværk forlod hans Værksted efter det andet. Han har blandt sin Tids Billedhuggere traadt en selvstændig Vei, hvilket man har villet betegne ved at kalde ham Antikens GenføderLXXIV. Dog – uden at gjøre sig til Slave af Antiken har han i sin Meisels Frembringelser villet lægge den Natur og Kraft, hvorfra de Gamle ikke have afveget i deres maaske idealske Figurer. Som en Medbeiler af eller Modsætning til de Navne, der i hans Tid have gjaldt som de berømteste, har han efter hans egen Udtalelser til mig – ofte maattet see sig tilsidesat og døie ChicanerLXXV, naar f.E. Talen var i Academiet S. Luca, om Elever af hans eller Canovas Skole fortjente PrisenLXXVI. At hans Stemme i slige Tilfælde ikke havde tilbørlig Vægt, maatte billig fortrydeLXXVII ham. Men aldrig har jeg bemærket, at han ikke lod sine Medbeilere iøvrigt vederfares Ret. Ogsaa har han let kunnet hæve sig over smaa Vanskeligheder paa sin Konstnerbane, idet han fra saa mange andre Sider har hentet sin Løn og sin Roes. I Aaret 1804 gav det florentinske Academie ham en Plads blandt sine ProfessorerLXXVIII. I det følgende Aar blev han i afgangne Prof. WeidenhauptsLXXIX Sted udnævnt til ProfessorLXXX ved Konstacademiet i Kjøbenhavn; men Konsten tilsagde ham at blive i Rom; og saa troede han bedst paa dette Sted at kunne afbetale Fædrelandet sin Skyld. Det romerske Konstacademia S. Luca optog ham A. 1808 blandt dets Medlemmer som fungerende ProfessorLXXXI med Gage. De fleste Konstacademier i og udenfor Italien (f.E. det i BolognaLXXXII 1805; MilanoLXXXIII 1811; WienLXXXIV 1812; BerlinLXXXV 1811; MünchenLXXXVI 1812; PerugiaLXXXVII 1816; CarraraLXXXVIII 1818 o.s.v.) have værdiget ham lige Ære. Fyrster og Private have søgt at tilegne sig hans Arbeider, at hædre og belønne hans Konst. Aar 1810 blev han Ridder af DannebrogLXXXIX; Aar 1814 erholdt han den kongl. Orden af begge SicilierneXC. Hans Bestillinger var flere, end han troede at kunne udføre i sin Levetid. Hans Konstverker var strøede over hele Europa; men ingen af disse Mindesmærker ere ham kjærere – for i en vis Maade at bruge hans egne Udtryk – end de, som skulde see hans FædrelandXCI og vedligeholde hans Minde der, hvor han helst gad leve efter sin Død. Blandt hans høie Beskyttere er den nuværende Konge Ludvig af BaiernXCII. Med en Flaske Rhinskvin af Aaret 1631, som han Aar 1818 skikkede Thorvaldsen og flere Konstnere fra Florents, fulgte disse Linier, i Særdeleshed ham helligede:
Auch für Dich, ist solcher, grosser Däne,
Der bewirkt, was unerreichbar schien;
Leben giebst Du jeder Marmorsehne;
Phidias hehre Kunst ist Dir verliehn.
Anmærk.XCIII Jeg var vel i Stand til at give denne biographiske Skizze større Udførlighed ved at tilføie, hvad jeg enten selv eller med Andre har erfaret om Thorvaldsen. Men jeg har ikke villet berette andet, end hvad han selv har fortalt mig Aar 1818 uden Forbehold; hvad jeg altsaa troer at maatte blive bekjendt med hans Minde.
| SorøeXCIV d= 11 Marts 1826. | H. Estrup |
Ovenstående tekst er historikeren H.F.J. Estrups hidtil upublicerede biografi om Thorvaldsens liv.
Manuskriptet er dateret “Sorøe den 11 Marts 1826”, men som Estrup gør opmærksom på i sin slutbemærkning, er oplysningerne indsamlede i Rom 1818 ved et besøg hos Thorvaldsen. Han var bl.a beskæftiget med biografien 18.12.1818, se Jacobsen og Brandt-Nielsen, op.cit., p. 439.
Manuskriptet var foranlediget af Ordenskapitlet, se Thiele 1831, p. XVII og p. 147, og Grove, op. cit., p. 19. Da Thorvaldsen blev slået til ridder af Dannebrog 28.1.1810, skulle han som alle andre riddere indlevere en biografi. Da dette ikke skete, fik Estrup i opdrag at nedskrive biografien efter Thorvaldsens diktat under sit besøg i Rom i efteråret-vinteren 1818.
Thorvaldsens vanskeligheder med at få biografien skrevet blev nævnt af en dansk Romfarer, Frederik Schmidt, i hans dagbog, se Jacobsen og Brandt-Nielsen, op.cit., p. 435.
Den færdige biografi blev indleveret til Ordenskapitlet, men som så mange andre gik den op i flammer ved Christiansborg Slots brand oktober 1884.
Man har troet, at indholdet af manuskriptet var gået tabt. Grove skriver fx: “Det vides saaledes bl.a., at en omfattende Autobiografi af Albert Thorvaldsen har været i Kapitlets Arkiv.” Nærværende kildeskrift må imidlertid uden tvivl være kladden til eller en afskrift af biografien, der synes at have befundet sig upåagtet i arkivet på Thorvaldsens Museum.
|
|
Heliodor uddrives af templet, 1. juni 1791, inv.nr. A829 |
|
|
Peter og Johannes helbreder en halt, juni 1793 - 7. august 1793, inv.nr. A830 |
|
|
A.P. Bernstorff, 1795, inv.nr. A856 |
|
|
Euterpe, 1794, inv.nr. A757 |
|
|
Terpsichore, 1794, inv.nr. A758 |
|
|
Cicero, 1799 - 1800, inv.nr. A760 |
|
|
Cicero, 1799 - 1800, inv.nr. A761 |
|
|
Agrippa, 1799 - 1800, inv.nr. A759 |
|
|
Homer, 1799, inv.nr. A751 |
|
|
Rafael, januar 1800 - oktober 1800, inv.nr. A752 |
|
|
Bacchus og Ariadne, januar 1798 - juni 1798, inv.nr. A1 |
|
|
Jason med det gyldne skind, Tidligst 19. marts 1803 - 1828, inv.nr. A822 |
|
|
Briseis føres væk fra Achilleus af Agamemnons herolder, 1865, inv.nr. A489 |
Last updated 28.09.2015
Thorvaldsen kaldte sig i officielle sammenhænge som her ofte Albert. Han tillagde sig Alberto/Albert allerede tidligt fra sin bosættelse i Rom fra 1797, vel fordi italienerne havde vanskeligt ved at udtale det alt for nordiske Bertel. Han vedblev dog at have Bertel i brug. Herom se referenceartiklen Alberto eller Bertel.
Mortensdag er den 10. november.
At Thorvaldsen i 1818 ikke kendte sin præcise fødselsdag blev noteret af præsten Frederik Schmidt, der besøgte Thorvaldsen flere gange 1818-19. Den 12.12.1818 skrev han i sin dagbog: “…I Formiddags besøgte jeg… Thorvaldsen, som enuierer sig [i.e. keder sig] meget over den Levnedsbeskrivelse han skal forfatte som Ridder og hvormed han er i Forlegenhed da han ej veed sit Fødselsaar…”, se Jacobsen og Brandt-Nielsen, op. cit., p. 435.
Billedhuggerens ungdomsven, Peder Horrebow Haste foreslog dog i sit brev af 8.6.1830 til Thiele, at Thorvaldsen med overlæg påstod, at han ikke kunne huske sin fødselsdag, fordi han af beskedenhed ville undgå at blive fejret. Haste mente på grundlag af en gammel skrivekalender, at fødslen fandt sted 19.11.1770.
Se i øvrigt referenceartikel for mere om den usikkerhed, der har hersket om hans fødselsdag.
Se biografien om Gotskalk Thorvaldsen.
Se biografien om Karen Thorvaldsen.
At hendes pigenavn angives som Grønlund, skyldes vistnok en misforståelse fra Thorvaldsens side, se moderens biografi herom.
Om Thorvaldsens mulige vildskab som dreng refererer Thiele I, p. 11-12 nogle drengestreger og fortæller p. 16, at den stærkere Thorvaldsen forsvarede og beskyttede den to år yngre og spinkle Johan Sylvester Saxtorph “naar de om Aftenen mellem vilde Kammerarter forlode Charlottenborg.”
Til Stampe, op. cit., p. 92 fortalte Thorvaldsen, at hans far kaldte ham en “Gavtyv”, og billedhuggeren karakteriserede i øvrigt sig selv med følgende ord: “Jeg kan ikke negte, at da jeg kom derop [på Kunstakademiet], fik jeg ikke det bedste Rygte paa mig for min Artighed.” Jf. også den videre tekst her i biografien.
Det vides ikke hvilken ven, der gav den unge Thorvaldsen opbakning i hans ønske om at komme på Kunstakademiet, som det fremgår af det følgende.
Thiele I, p. 13 refererer samme historie og bruger samme udtryk “en Ven af Huset”, antagelig på grundlag af Estrups oplysninger her. Stampe, op. cit., p. 91-92 genfortæller også historien med den tilføjelse, at Thorvaldsen selv bad vennen om at overtale den ikke helt villige Gotskalk Thorvaldsen.
Thorvaldsen begyndte på Kunstakademiet i oktober 1781, og fyldte dermed elleve år i måneden efter sin optagelse.
Thorvaldsen hjalp fra sin tidligste ungdom sin far med tegninger til udsmykningsfigurer til især skibe og skaffede derved faderen flere og bedre bestillinger, se Thiele I, p. 14-15, der bl.a. citerer skibsreder og værftsejer Lars Larsens ord: “Da blev den gamle først til noget!”. Jf. også Stampe, op. cit., p. 92 eller brev af 8.5.1797, hvor faderen skriver til sønnen: “…i dise Dage har Willerup taget en ny Galion fra mig ved sin sidvanlige Pral[.] han troer for det du er borte at han allene er den Eneste som er berettiget til at giøre Skibsarbeide so lenge jeg havde din Hielp med Galionerne taug den sklugel stille men nu haver han faaet sin storpralende Kievt i Gang.” I samme brev bad faderen desuden Thorvaldsen sende en tegning til en galionsfigur, hvad han faktisk gjorde, se brev af 23.3.1798.
Om Thorvaldsens mangelfulde boglige uddannelse se evt. referenceartiklen Thorvaldsens tale- og skriftsprog.
Dvs. skarnsstreger og/eller uskyldige løjer, se Ordbog over det danske Sprog.
Ovenover tilføjet med anden, senere hånd: Clio. Der hentydes til tegnelæreren på Kunstakademiet Hans Clio, der døde 1785.
Se i øvrigt Thiele I, p. 14.
Officielt fik han først tildelt Kunstakademiets lille sølvmedalje 2.1.1787.
Se Thorvaldsens konfirmationsbevis af 16.4.1787 udfærdiget af provst Høyer.
Den danske miniaturemaler Cornelius Høyer.
Der må menes, at konfirmanderne var anbragt efter alder.
Historien refereres også af Stampe, op. cit., p. 94.
Thorvaldsen modtog den store sølvmedalje 30.5.1789.
Den tyske maler Heinrich Grosch.
Den dansk-tyske maler C.D. Fritzsch.
Blandt de fem medlemmer af “tegneakademiet” var omtalte Grosch og Fritzsch, foruden maleren Carl Probsthayn og muligvis også arkitekten C.F.F. Stanley. Om den femte var Thorvaldsen selv eller en anden, vides ikke.
Thorvaldsen modtog 15.8.1791 Kunstakademiets lille guldmedalje for gipsrelieffet Heliodors uddrivelse af templet, A829.
Jf. Fortegnelse over Marmor- og Gips-figurerne, samt Receptionsstykkerne og flere Konstsager i det Kongelige Maler- Billedhugger- og Bygnings-Academie paa Charlottenborg, med hosföiet kort forklaring over de betydeligste poster, København 1792, se også referenceartiklen Kunstakademiets udstillinger.
Grev Christian Ditlev Reventlow, der i Thorvaldsens ungdom bl.a. bestilte afstøbninger af billedhuggerens relieffer til både den lille og den store guldmedalje, henholdsvis A829 og A830, som det fremgår af den videre tekst.
Dvs. ornamentskæreriet som fx Rytter til hest, A872.
Thorvaldsen modtog 14.8.1793 Kunstakademiets store guldmedalje for gipsrelieffet
Apostlene Peter og Johannes helbreder en halt foran templets port, A830.
Thorvaldsens buste af A.P. Bernstorff, A856.
Dvs. Arveprins Frederiks palæ, nu Christian 8.s palæ, Amalienborg.
Thorvaldsen arbejdede på følgende værker i palæet: Statuerne Euterpe, jf. A757, og Terpsichore, jf. A758, reliefferne Årets tider, jf. Dep.21, Døgnets tider, jf. Dep.22, og endvidere statuer af to kvindelige figurer, formodentlig muser, der ikke omtales i det følgende.
Se også brev af 5.1.1795 fra Thorvaldsen til Kunstakademiet.
Den svenske billedhugger Johan Tobias Sergel.
Historien refereres af Thiele I, p. 39.
Dette udsagn om Thorvaldsens ringe evner som skribent blev allerede tidligt i hans karriere stadfæstet som om, det var sandt. I brev af 30.9.1805 til C.F.F. Stanley skriver Herman Schubart eksempelvis om billedhuggeren, at “…han hellere modelerer to Grupper end skriver et Brev.”
At Thorvaldsen dog har kunnet skrive breve på egen hånd, er der ingen tvivl om og flere eksempler på i Arkivet. Han nævner endda nedenfor om sin indrapportering til Kunstakademiet i hans tidlige Rom-år, at “…den lød altid fordelagtig; han skrev den selv…”
Ikke desto mindre synes Thorvaldsen i nogen grad at have viderekolporteret en myte om sine ringe skriveevner. Om dette se artiklen om Thorvaldsens tale- og skriftsprog og evt. andre breve tilknyttet emneordet Thorvaldsens ringe skrivelyst.
Dvs. den politiske teaterforening Borups Selskab.
Der refereres sandsynligvis til et optrin i teaterstykket Barberen i Sevilla, som blev opført i Borups Selskab. Thorvaldsen spillede en meget lille rolle, men havde ikke været til stede under prøverne. Da stykket blev opført kunne han ikke sine replikker, jf. Thiele I, p. 37 og artiklen om Borups Selskab.
Det er imidlertid ikke korrekt, når Thorvaldsen/Estrup her hævder, at billedhuggeren ikke kunne sin rolle pga. manglende læsefærdigheder. Arkivet rummer adskillige beviser på modsatte, men når det alligevel hævdes, at Thorvaldsen ikke kunne læse, må det skyldes ønsket om at fremme en romantisk myte om den udannede kunstner, der uden andre forkundskaber end sin ædle natur stiger op fra folkedybet til Parnassets tinder.
Thiele I, p. 37 erklærer også begrundelsen urigtig.
Den danske billedhugger Johannes Wiedewelt.
Den dansk-engelske billedhugger C.F. Stanley.
Den danske billedhugger Andreas Weidenhaupt.
Thorvaldsen fik Kunstakademiets store rejsestipendium bevilget 2.11.1795, se hans ansøgning af samme dato til Akademiet.
Denne opremsning af betingelserne for stipendiet gentager næsten ordret Kunstakademiets instruks af 23.8.1796. Det tre-årige stipendium blev senere forlænget til i alt seks år.
Mht. prøvearbejdet, så hjemsendte Thorvaldsen i 1798 den lille skulpturgruppe Bacchus og Ariadne, A1 og busten af Tyge Rothe, A225. Se referenceartiklen om Hjemsendelse af Thorvaldsens kunst 1798.
Dvs. samme år, 1796.
Den danske orlogsfregat Thetis, der var på mission i Middelhavet. Fregatten afsejlede 30.8.1796 fra København.
Om rejsens nærmere forløb, se Thorvaldsen-kronologien for året 1796.
På den sidste del af rejsen fra Malta til Napoli førte Thorvaldsen dagbog (uden tvivl med egen hånd).
Her husker Thorvaldsen en smule galt. Han forlod Thetis på Malta – og ikke i Napoli – og var ved den lejlighed tydeligvis beklemt ved situationen. I sin dagbog skriver han 17.1.1797: “Om ettermiddagen Kl 5 tog ieg fra fregatten som gek til fra Malta til Tripolig. Det smertede mig at… see den gaa fra mig ieg havde unt ved at skiule min graad…”
Dagbogens senere passager fra Napoli giver dog ikke indtryk af hjemve.
Thiele 1831, p. 39 hævder imidlertid, at Thorvaldsen i Napoli længtes stærkt efter Danmark, og supplerer dette med en historie i note 59, p. 153: “…han boede hos en gammel Kone, der tog saamegen Andeel i hans Bedrövelse, at de oftere sad svömmende i Taarer ligeoverfor hinanden, uden at kunne forstaae hinanden eller vexle et eneste Ord.” Denne historie kunne dog Thorvaldsen dog ikke bekræfte i 1829 direkte adspurgt herom, se brev af 8.1.1829, punkt 10.
Beretningen om, at Thorvaldsen var på nippet til at rejse med fregatten hjem til København, synes han dog at have yndet at fortælle; og det er spørgsmålet, hvorvidt denne historie i nogen grad er en munter myte, senere delvist iscenesat af Thorvaldsen selv? Om dette, se kommentaren til det citerede sted i dagbogen.
Thorvaldsen ankom til Rom 8.3.1797 og ikke i slutningen af 1796, som det her fejlagtigt hævdes.
Det er bemærkelsesværdigt, at hans ellers så omtalte romerske fødselsdag den 8. marts ikke bliver nævnt her. Måske har Estrup glemt den præcise dag i perioden mellem hans besøg hos Thorvaldsen i 1818 og tidspunktet for nedskrivningen af biografien i 1826; eller så var fejringen af billedhuggerens romerske fødselsdag endnu ikke blevet en tradition i 1818. Om dette, se referenceartiklen Thorvaldsens romerske fødselsdag.
Her mytologiserer Thorvaldsen igen sine egne evner. Han kunne helt sikkert forstå og tale tysk, da han havde flere tysktalende venner fra Kunstakademiet, bl.a. ovennævnte C.D. Fritzsch, og hans stambog har flere indførsler på tysk fra 1796. Fransk har nok heller ikke været ham helt fremmed og italiensk synes han at have lært at kunne begå sig på ganske hurtigt; om dette se referenceartiklen om Thorvaldsens tale- og skriftsprog.
Her kunne der igen være tale om en romantisering af hvad, der faktisk skete. Alt tyder på, at Thorvaldsen straks ved sin ankomst til Rom blev optaget i den livlige kreds af tysk-nordiske kunstnere og intellektuelle som fx Asmus Jacob Carstens, Carl Ludwig Fernow, Joseph Anton Koch, Friederike Brun o.a. Også under sit ophold i Napoli i februar måned 1797 stiftede Thorvaldsen bekendtskab med vigtige kulturpersonligheder.
Alt dette forhindrer dog naturligvis ikke, at der kan være nogen sandhed i, at Thorvaldsen følte sig ensom ved ankomsten til Rom.
Den danske oldtidsforsker, Georg Zoëga, som introducerede Thorvaldsen til mange af Roms kunstneriske attraktioner, som det fremgår af det følgende.
Dvs. berøvede ham for forudfattede meninger og oplyste om ham om sagernes egentlige sammenhæng.
Jf. fordom i Ordbog over det danske Sprog.
Dvs. i begyndelsen.
Dvs. Roms seværdigheder, jf. mærkværdighed i Ordbog over det danske Sprog.
Om Thorvaldsens sprogkundskaber, se referenceartiklen herom.
Straks fra sin ankomst til Rom indtrådte Thorvaldsen i et fællesskab af tysk-nordiske kunstnere, som i den såkaldte romerske kunstnerrepublik levede et anderledes frit liv end i deres hjemlande, hvor kunstnere som oftest måtte tjene til dagen og vejen som enevældige fyrsters undersåtter. I Thorvaldsens tidlige år i Rom undergik byen desuden mange politiske omvæltninger, der havde bredt sig til hele Europa som følge af Den franske revolution. De revolutionære frihedsidealer satte naturligvis sit præg på livet i Rom, som derfor kunne omtales med prædikatet Frihedsstad.
Jf. fx Wolfgang Pülhorn (ed.): Künstlerleben in Rom. Bertel Thorvaldsen (1770-1844). Der dänische Bildhauer und seine deutschen Freunde, Nürnberg & Schleswig 1991, p. 17-23, 411-549.
Dvs. forslág i betydningen, at noget er drøjt eller strækker særlig langt. Se Ordbog over det danske Sprog.
Meningen er med andre ord, at værdien af den danske kurantmønt var forholdsvis høj i Rom, da Thorvaldsen ankom i 1797, men allerede omkring år 1800 var konjunkturerne helt anderledes. Thorvaldsen omtaler den nyindtrådte dyrtid i sit brev af 4.4.1800 til Abildgaard.
Se også referenceartiklen Priseksempler.
Man brugte tidligere udtrykket grovmønt eller kurant om større hovedmønter, se Ordbog over det danske Sprog.
Om datidens møntenheder, se referenceartikel.
I sin beskrivelse af Thorvaldsens tidlige år i Rom lader Friederike Brun en morsom bemærkning falde, som muligvis uddyber, hvad Thorvaldsen her kun lader ane: “Imidlertid begynde de romerske Fruentimre at bemærke den charakteristisk skiønne og blomstrende nordiske Drømmer, og paatage sig at trøste ham. Thorvaldsen negter ikke, at han har flittig studeret efter Naturen.”
Frederike Brun, født Münter: ‘Noget om den danske Billedhugger i Rom: Albert Thorvaldsen’, in: Athene, Januar 1815. p. 11-12. Se også Thorvaldsen og kødets lyster.
I sin seks-årige stipendiatperiode 1796-1802 sendte Thorvaldsens i alt ti rapporter til Kunstakademiet om sin gøren og laden, og “glemte” dermed strengt taget to. Rapporterne blev sendt med mere end seks måneders mellemrum i gennemsnit.
Den halvårlige indberetningspligt var fastsat i Akademiets instruks af 23.8.1796 til stipendiaten.
Her sættes der ikke spørgsmålstegn ved Thorvaldsens evner som skribent, hvilket står i kontrast til den ovenfor fremførte påstand om, at billedhuggeren hverken kunne læse eller skrive. Se desuden referenceartiklen om Thorvaldsens tale- og skriftsprog.
Thorvaldsen sendte egentlig to “prøvearbejder” til København i 1798: Gipsstatuetten Bacchus og Ariadne, A1, og marmorbusten af Tyge Rothe, A225, se referenceartiklen om Hjemsendelse af Thorvaldsens kunst 1798. Værkerne blev afskibet fra Livorno, som det fremgår af det følgende.
Thorvaldsen informerede Kunstakademiet om afsendelsen i brev af 30.6.1798.
Den afsendte kasse med værkerne nåede København i slutningen af 1798 og var dermed ikke så længe undervejs, som den efterfølgende forsendelse til Kunstakademiet, se referenceartiklen om Hjemsendelse af Thorvaldsens kunst 1798.
Thorvaldsens næste forsendelse af værker blev i langt højere grad end den første forsinket på sin vej til Kunstakademiet. Forsendelsen kom først af sted i 1802 og stod derefter næsten et år på Toldboden i København, før den kom i Akademiets varetægt, se referenceartiklen om Hjemsendelse af Thorvaldsens kunst 1802.
Thorvaldsen må hentyde til en passage i Abildgaards brev af 21.7.1800, der lyder: “Overmaade kiært er det mig at erfare De arbeider og er flittig, her er De bleven beskyldt for det modsatte, hvortil en Stambog, som ieg icke erindrer hvem tilhørte har givet nogen anledning.” Der var med andre ord tale om en ganske mild irettesættelse.
Den omtalte “Åckerbladt” er identisk med den svenske diplomat og ansete orientalist Johan David Åkerblad. Han var i Rom bl.a. i 1798-99. Blandt hans papirer i Kungliga Biblioteket, Stockholm findes ikke en stambog, som nævnt i Abildgaards brev, men derimod en liste over kunstnere i Rom, hvor der om Thorvaldsen står følgende: “Thorwaldsen Danese fa niente”.
Det må formodes, at det er denne bemærkning, som har givet anledning til Abildgaards venlige “irettesættelse”.
Dvs. Cicero, A760 og A761, Thorvaldsens marmorkopier efter en antik buste.
Dvs. Marcus Agrippa, A759, Thorvaldsens marmorkopi efter en antik buste.
Dvs. Homer, A751, Thorvaldsens marmorkopi efter en antik buste.
Thorvaldsens marmorbuste af Rafael, A752.
Den ovenfor omtalte lille skulpturgruppe, Bacchus og Ariadne, A1.
Thorvaldsens statue Jason med det gyldne skind, A52. Han påbegyndte arbejdet med første version af figuren allerede i 1800.
Frue B… må være identisk med Friederike Brun. Den omtalte anekdote må være kunstskribenten Carl Ludwig Fernows oplysning om, at Brun finansierede gipsstøbningen af lermodellen af Jason, A52, i foråret 1803, se Fernow, op. cit., p. 314. Denne oplysning benægter Thorvaldsen altså her, hvilket Thiele 1831, note 92, p. 159 gentager og hævder, at lermodellen forblev uafstøbt indtil Thomas Hope bestilte statuen udført i marmor.
I Thieles senere værk, Thiele I, p. 181, fremføres det igen, at Jason først blev afstøbt i gips, da Hope dukkede op. Thiele fortæller videre, p. 182, at ved en rundvisning i billedhuggerens værksted flere år efter 1803 udbrød Brun ved synet af Jason: “‘Da steht mein Sohn! Nicht wahr, Thorvaldsen?’ – Vor Kunstner, som fandt sig noget faaret ved disse Moderglæder, svarede tørt: ‘Er hat Ihnen nur wenig Geburtsschmerzen gekostet!’”
Om Jasons umiddelbare succes, se fx Carl Ludwig Fernow, op. cit., p. 313-315.
Se også referenceartiklen Jason og Hopes bestilling.
At se under øjne betyder at møde nogen frimodigt, uden frygt, se Ordbog over det danske Sprog, under betydning 12.1) af øje.
Mht. de københavnske akademikere, som Thorvaldsen skulle møde uden frygt, hentydes der til de billedkunstnere, der var tilknyttet Kunstakademiet, ikke akademikere i den nutidige, bredere betydning af ordet.
Thorvaldsen havde i 1798 og 1802 hjemsendt bøger, kataloger o.a. sammen med de kunstværker, han fik transporteret til Kunstakademiet, se Hjemsendelse af Thorvaldsens kunst 1798 og 1802.
Den britisk-hollandske bankier og kunstsamler Thomas Hope.
Om Jason og Hope, se referenceartiklen Jason og Hopes bestilling.
Thorvaldsens relief Briseïs føres bort fra Achilleus, A490.
Den første marmorversion af relieffet blev bestilt af Theodor von der Ropp i 1805, se Ropps bestilling 1804-05. Først i 1815 blev en kopi bestilt af John Russell, hertugen af Bedford, som det fremgår af det følgende.
Thorvaldsen modtog i brev af 6.3.1804 meddelelse om, at Fonden ad usus publicos havde skænket ham 300 – og ikke 400, som det hævdes her – rigsdaler.
Det nævnes ikke her, at gratifikationen sandsynligvis skulle opfattes som den danske konges/stats formelle accept af, at Thorvaldsen kunne forblive i Rom på trods af den forpligtelse, han som modtager af Kunstakademiets rejsestipendium havde til at vende hjem til Danmark. Se mere om dette emne i En fri mand. Thorvaldsens forbliven i Rom.
Om denne sygdom fortalte Thorvaldsen selv til Frederik Ferdinand Friis i dennes brev til Thorvaldsens biograf Just Mathias Thiele, 8.1.1829, punkt 21: “Thorwaldsen havde negligeret et Indisgestions-Tilfælde, der gik over til den gyldne Aare”, dvs. hæmorider, se i øvrigt referenceartiklen Thorvaldsens sygdom 1803-04.
Se evt. referenceartiklen Thorvaldsen som Fidias eller Praxiteles.
Disse chikanerier i Accademia di S. Luca fra Canovas tilhængere mod Thorvaldsens nævnes også af Thiele 1831, p. 74. Imidlertid er det bemærkelsesværdigt, at Thorvaldsen hævder det modsatte i sine kommentarer til Thieles manuskript, sådan som de blev videreformidlet af Frederik Ferdinand Friis i hans brev af 8.1.1829, punkt 31. Her meddeler Thorvaldsen, at “Meningsuoverensstemmelser, som [er] saa almindelig i Academier ved slige Leiligheder, vare ingenlunde ledsagede med Tilsidesættelser el Krænkelser.”
Til Estrup og Ordenskapitlet har Thorvaldsen altså gerne ville fortælle om stridigheder mellem Canova- og Thorvaldsenfløjene, men ikke til Thiele 11 år senere. Forklaringen på denne holdningsændring kan være, at biografier til Ordenskapitlet forblev (og forbliver) upublicerede, og Thorvaldsen derfor ikke behøvede at tage strategiske hensyn i sine udtalelser, mens han i Thieles trykte publikation ikke ønskede at skilte med problemerne. Forklaringen kan også være, at Thorvaldsen i 1818 havde større behov for at markere en afstandtagen til Canova-fløjen end i 1829, hvor hans berømmelse var så meget mere cementeret, at han ikke fandt det nødvendigt at involvere sig i kunstnerbataljer. Endelig kan kursskiftet også skyldes det faktum, at Canova i mellemtiden var død, i 1822, og at Thorvaldsen derfor ikke længere fandt en kritik af sin afdøde kollega passende.
Uanset hvad Thorvaldsens bevæggrunde kan have været, undlod Thiele altså i sin bog 1831 at rette sig efter hans ønske om at nedtone uoverensstemmelserne mellem de to billedhuggerfløje i Accademia di S. Luca.
Dvs. præmien i de konkurrencer, som Akademiet udskrev for sine elever.
Om en episode, hvor der opstod disput mellem Thorvaldsen og de øvrige akademimedlemmer, se biografien om Moritz Daniel Oppenheim.
Dvs. ...rimeligvis ærgre. Se Ordbog over det danske Sprog under billig og fortryde, begge under betydning 1.1).
Thorvaldsens første professorudnævnelse blev foretaget af Kunstakademiet i Firenze 23.9.1804, se Thorvaldsens udnævnelser.
Den danske billedhugger Andreas Weidenhaupt, hvis professorat Thorvaldsen overtog i 1805.
Thorvaldsen blev 7.6.1805 udnævnt til professor ved Kunstakademiet i København, se Thorvaldsens udnævnelser.
Thorvaldsen blev 6.3.1808 udnævnt til medlem af og professor ved Accademia di S. Luca, se Thorvaldsens udnævnelser.
Thorvaldsen blev 16.8.1805 udnævnt til æresmedlem af kunstakademiet i Bologna, se Thorvaldsens udnævnelser.
Thorvaldsen blev 28.8.1811 udnævnt til æresmedlem af kunstakademiet i Milano, se Thorvaldsens udnævnelser.
Thorvaldsen blev 12.2.1812 udnævnt til medlem af kunstakademiet i Wien, se Thorvaldsens udnævnelser.
Thorvaldsen blev 18.3.1811 udnævnt til medlem af kunstakademiet i Berlin, se Thorvaldsens udnævnelser.
Thorvaldsen blev 12.10.1814, og ikke 1812 udnævnt til medlem af kunstakademiet i München, se Thorvaldsens udnævnelser.
Thorvaldsen blev 3.9.1816 udnævnt til medlem af kunstakademiet i Perugia, se Thorvaldsens udnævnelser.
Thorvaldsen blev 13.9.1818 udnævnt til medlem af kunstakademiet i Carrara, se Thorvaldsens udnævnelser.
Thorvaldsen blev 28.1.1810 udnævnt til ridder af Dannebrog, se Thorvaldsens udnævnelser.
Thorvaldsen blev 28.1.1814 udnævnt til ridder af Begge Sicilier, se Thorvaldsens udnævnelser.
Se i øvrigt emneordet Thorvaldsens fædrelandskærlighed.
Som det fremgår af det følgende, var Ludwig 1. af Bayern en stor beundrer af Thorvaldsens værker og afgav mange bestillinger hos billedhuggeren.
Det er ikke helt gennemskueligt, hvad Estrup sigter til med denne anmærkning. Han erklærer, at alt, hvad han har nedskrevet, stammer uformidlet direkte fra Thorvaldsen selv, og det må sandsynligvis stå til troende. Når han også anfører, at han kunne have tilføjet mere, røber det umiddelbart kun historikerens naturlige trang til at supplere én kilde med andre.
Hans anmærkning kunne dog også rumme en antydning af, at nogle af Thorvaldsens udsagn skulle modereres noget som fx billedhuggerens ovennævnte overdrevne påstande om sine helt fraværende læse-, skrive- og sprogfærdigheder.
Estrup synes altså bevidst at have valgt en ukritisk mikrofonholder-position over for Thorvaldsen, vel ud fra naturlig respekt for berømtheden og ud fra ønsket om at lade primærkilden flyde “ucensureret” uden den kritiske historikers bedømmelse af sagerne.
Estrups bemærkning kan da opfattes som et diskret vink til opmærksomme læsere om, at biografien skal læses cum grano salis.
Til Estrups påstand om, at tekstens indhold stammer direkte fra hestens mund, skal det dog bemærkes, at manuskriptet først er nedskrevet otte år efter Estrups ophold i Rom og seks år efter hans hjemkomst til Danmark 1820. I løbet af de otte år kan biografien altså også have været udsat for Estrups erindringsforskydninger, selv om mange af de fremførte oplysninger er så detaljerede, at han må have bragt rigelige noter med sig hjem fra Rom.
Estrup var i 1826 lektor ved Sorø Akademi og blev fra 1830 direktør for samme institution.