The Thorvaldsens Museum Archives

Efterat vi strax den første Dag om Morgenen havde bivaanet de kirkelige Fester, dreve vi henad Monte Pincio til, hvor vi vidste, at de fleste Kunstnere, altsaa ogsaa vore Landsmænd, boede. Vi stod i Betragtning af den prægtige, imposante Marmortrappe, der fører op til Trinità de’ Monti, da jeg saae en velbekjendt Skikkelse komme ned. Det var min gamle Ven Ludvig Bødtcher. Han er saa vel bekjendt som Digter, endog nu i hans høie Alder, at jeg ikke behøver at tale om hans Begavelse i denne Retning; men bagved hans Lyrik lurer der ogsaa en lille Skjelm, der af og til kommer frem med Vid og morsomt, uskyldigt Drilleri. Han var i Følge med en anden Landsmand, Architekten Mads Holm, just ikke nogen Kunstner, men vistnok en ret dygtig Bygmester i praktisk Retning, hvilket han viste efter sin Hjemkomst. Dertil var han det godmodigste, ærligste Menneske af Verden, vel endog altfor godmodig, saa at mindre Ædelttænkende misbrugte ham paa en for ham høist sørgelig Maade.
Vore to Landsmænd modtoge os naturligviis med stor Glæde og satte os Stævne ved Middagsbordet i Trattoria al Lepre, hvor vi dog ikke traf dem. Men atter skulde en gammel Bekjendt møde os Paa den spanske Trappe, nemlig daværende Capitain Meza, som jeg tidligere har omtalt. Han var jo Sprogmand og kunde godt Italiensk, men han havde mest studeret Digterne og talte altsaa et Sprog, der var mere høitravende end det daglige Omgangssprog. En Dag havde jeg med hans Værtinde, S^ra Felicetta, en simpel, fattig Borgerkone en ret charakteristisk Samtale. Hun yttrede, at han talte fortræffelig Italiensk, og jeg istemte denne Roes. “Ma”, tilføiede hun, “peccato, che non selo capisce”. (Skade, at man ikke kan forstaae ham). Næsten

40 Aar derefter, den 8de Mai 1865, blev jeg i min Egenskab af Notarius kaldt til General Meza, der vilde oprette et Testament. Efterat denne Handling var forbi, sladdrede vi endnu sammen. “Der er skeet mange mærkværdige Ting, siden jeg mødte Dem og Gerson paa den spanske Trappe. Hvorledes har Gerson det?” sagde han. – Mit Svar lod: “Han har det vel godt; han døde igaar.”
Strax i de første Dage samledes vi nu med de Landsmænd, der dengang opholdt sig i Rom, og om hvilke jeg vil tilføie nogle Bemærkninger.
Maleren Koop var vistnok ikke uden Talent, han havde Skjønhedssands, en smuk Farve og ret gode Ideer, men hvis Udførelse som oftest vare over hans Kræfter. En bemidlet ung Dansk, Architekten Thrane, havde nogle Aar tidligere været i Rom, hvor han havde forelsket sig i en Italienerinde, som han ægtede og tog med sig til Kjøbenhavn. Der gjorde Koop hendes Bekjendtskab, og, da Thrane nogen Tid derefter døde, og hans Kone vendte tilbage til Rom, kunde Koop ikke modstaae den Lidenskab, der drev ham til Italien, eller rettere til Fru Thrane. Han gjorde det da muligt at komme til Rom, hvor han siden ægtede sin Elskerinde; men med sin Kunst kunde han ikke ernære sin Familie, skjøndt Konen, jeg veed ikke hvorfor eller hvorledes, havde et Slags Pension af den pavelige Regjering. Han stræbte da at erhverve sig et Livsophold ved at copiere de gamle Mesterværker, hvilket lykkedes ham ret godt, men dog ikke forslog til Familiens Existents. Han levede derfor et temmelig kummerligt Liv; men hans lystige Lune kom altid igjen, naar han kom sammen med os Andre i vore muntre Lag. Han var et ret elskværdigt Menneske, der kom godt ud af det med os Allesammen.

Dette var ikke altid Tilfældet med Architekten Ole Smith, en plebeiisk Natur, der vistnok var ret dygtig i sit Fag, men hvis Raahed altid skinnede igjennem. Han var derfor Uven, snart med den Ene, snart med den Anden. Især stod han paa en spændt Fod med den godmodige Holm, og vi Andre morede os over de smaa Mundhuggerier, der fandt Sted mellem dem, som vi kaldte Mads og Ole, og Bødtcher pustede altid lidt til Ilden ved sine vittige Smaaindfald. En Aften skulde vi ud at see Coliseum i et smukt Maaneskin. Smith, der altid hyklede Begeistring, gik i Spidsen med en stor Meerskumspibe i Munden og udbrød i sin sædvanlige Gadesprogstone: “Du Fredsens Gud! Sikke Masser, sikke Masser!” Bødtcher, der gik med Holm under Armen, stødte til denne med de Ord: “Taaler Du det?” og den stakkels Holm gik i Fælden og sagde: “Ja, og sikke Oler!” En anden Gang besteg vi Peterskuppelen og gik ind i Metalkuglen paa Spidsen. Solen brændte paa Metallet, og der var derinde, som om vi vare i en Smelteovn. Vi skyndte os derfor ud igjen; kun Holm stod endnu og puslede ved en af Sammenføiningerne af Metalpladerne. Da vi nu igjen vare nede paa Peterspladsen, og Alle vare enige i, at denne trættende Tour var lykkelig overstaaet, og at vi ikke skulde gjentage den saa snart, spurgte En Holm, hvad det var, han havde for deroppe. Han fortalte da, at han havde skrevet sit Navn paa en lille Lap Papir og puttet denne ind i en af Sprækkerne mellem Pladerne. “Thi”, tilføiede han, “dersom jeg engang faaer en Søn, der kommer til Rom, kan jeg sige ham, hvor han kan finde sin Faders Navn.” – “Det skulde vel ikke være denne Seddel”, sagde Bødtcher, og viste ham Papiret, som han havde pillet frem. Holm havde ikke synderlig Lyst til andengang at foretage denne Luftreise.

Frederik Hillerup havde jeg kjendt godt i Kjøbenhavn. Han var Søn af en rig Godseier i Fyen; han studerede og blev Student, men et Brødstudium havde intet Tillokkende for ham. Hans Hu stod til Kunst og Poesi, men han havde ikke Selvkritik nok til at indsee, at man just ikke er Maler og Digter, blot fordi man har en varm Følelse for Kunst og Digtning. Han henvendte sig til Eckersberg for under hans Veiledning at blive Maler; men efter nogen Tids Forløb meente hans Lærer, at han gjorde bedre i at fortsætte sine Studier i Rom. Der var nu Intet i Veien for, at dette kunde lade sig gjøre, da Faderen villig ydede ham Midler dertil. Saaledes kom da Hillerup til Rom under de gunstigste Omstændigheder. Men desværre vendte Bladet sig efter nogle Aars Forløb. I de for den danske Landmand saa kritiske Aar svandt Faderens Formue, Understøttelserne til Sønnen bleve sparsommere, tilsidst ophørte de, og den stakkels Hillerup sad nu i Rom blottet for Alt. Men han var en ridderlig Charakteer med ædel Stolthed, og Ingen anede, hvad han led og udstod. For mig aabenbarede han sig, og jeg raadede ham da til at vende hjem og see til at skaffe sig en Tilværelse i Hjemmet, hvor han kunde gjøre sine Sprogkundskaber gjældende. Det lykkedes os at tilveiebringe en Sum, der var tilstrækkelig til hans Hjemreise, og denne tiltraadte han da samme Sommer og forlod med blødende Hjerte og med skuffede Forhaabninger det Rom, hvor han var kommen til under saa lyse Udsigter. Da vi igjen samledes i Kjøbenhavn, blev han lige til sin Død en af mine og min Families kjæreste Venner. Hans ædle Sind, hans Ærlighed, Trofasthed og fine Følelse ere hos os i altid friskt Minde, og den Ro og Kraft, hvormed han stræbte at blive Herre over de legemlige Lidelser, der

hjemsøgte ham i hans sidste Leveaar, styrkede endmere den Agtelse, vi Alle bare for ham. Sit illi terra levis!
Bissen, Ernst Meyer og Bravo havde jeg ogsaa kjendt tidligere i Kjøbenhavn, alle tre brave, ærlige Venner. Om Bissen og Ernst Meyer som Kunstnere behøver jeg ikke at tale; deres talrige ypperlige Arbeider tale for dem. Meyer havde jeg staaet nærmest af de Tre; han var omtrent Jævnaldrende med mig; vi traf jævnlig sammen i Nathansons Huus, og han havde malet mit Portrait som Studie. Dette Ungdomsarbeide er endnu i min Besiddelse, og den fine Pensel, hvormed det er behandlet, vidner om, hvad han var allerede den Tid, da han vel var 18-19 Aar gammel. Han var tidt fraværende fra Rom paa Smaareiser i Bjergene, hvor han tegnede og malede sine ypperlige Studier, der tjente ham til Grundlag for hans fortræffelige Genrebilleder; men, naar han var sammen med os Andre, var han en munter, gemytlig Selskaber. – Bravo opholdt sig dengang i Rom som Maler; men Villien var vistnok bedre end Evnen. Han frembragte engang imellem et net lille Billede; men efterhaanden blev han dog sig selv bevidst, at han ikke var kaldet til at være Kunstner. Den Omhu, hvormed han senere hen i Tiden sørgede for de Thorvaldsenske Arbeiders og Samlingers Transport til Kjøbenhavn, tiltrak sig Christian den VIII’s Opmærksomhed; han blev dansk, siden ogsaa svensk Consul i Rom, og disse Poster beklæder han endnu. Under sine korte Ophold i Kjøbenhavn var han daglig hos mig, vi skrev hyppigt til hinanden, og vor venskabelige Forbindelse har saaledes bestaaet lige til de sidste Aar.
Freund havde jeg ikke kjendt før. Jeg saae ham første Gang, da jeg besøgte Thorvaldsen et Par Dage efter

min Ankomst. Han var en mærkelig Charakteer, om hvem man kunde sige, at han var en tenax propositi vir. Det Maal, han efter modent Overlæg havde sat sig, det stræbte han hen til uden at ændse Hindringer eller Vanskeligheder. Ikke ganske ung, da han betraadte Kunstnerbanen, arbeidede han ufortrødent; uden at være begavet i høi Grad med den Genialitet, der egentlig gjør en Kunstner betydelig i sin Retning, bragte han det dog ved Alvor, grundigt Studium og stærk Villie til at frembringe agtværdige Arbeider. I 11 Aar boede han hos Thorvaldsen, og mangen undsluppen Yttring overbeviste mig om, at dette Samliv just ikke altid var ham behageligt; men han vilde være den store Kunstner nær, han vilde see Mesterværkerne opstaae og lære deraf uden at efterligne, og han holdt ud i den lange Tid. Man har fortalt mig, om det er sandt, veed jeg ikke, at han førend sin Afreise fra Kjøbenhavn havde udseet sin Cousine, der dengang var en ganske lille Pige, til i Tiden at blive hans Kone, og, da han kom hjem, var denne Tanke ikke forsvundet, og med sin Villiekraft satte han sin Plan igjennem, og hun blev hans Kone. Den alvorlige Freund var som en Formynder for de unge Kunstnere i Rom; hvad der saa blev foretaget, om det var Alvor eller Spøg, var han altid i Spidsen og beherskede Alle ved sin forstandige Optræden og ved den Tillid, som hans retsindige Charakteer, hans gode Hjerte indgød Alle. Ogsaa efter sin Hjemkomst var han mig en kjær Omgangsven. Med høi Interesse fulgte jeg hans Arbeider og glædede mig over den smagfulde Maade, hvorpaa han udstyrede sin Bolig, der vidnede om, med hvormegen Skjønsomhed han havde seet paa Oldtiden. Vel blev hans Dygtighed ikke altid paaskjønnet, og hans Arbeider som Billedhugger vare ikke mange, thi Bestillin-

gerne vare sparsomme; men han var tilfreds, som han sagde, “naar han hørte det klappre i Værkstedet”, om det saa kun var et simpelt Gravmonument i Sandsteen, hvorpaa der blev arbeidet, thi selv dette blev udført med Smag og Kyndighed. Hvorvidt den nordiske Mythologi egner sig til at fremstilles i Malerkunsten og Plastiken, er vistnok endnu et uafgjort Spørgsmaal. Men af Alt, hvad der er forsøgt i denne Retning, er udentvivl Freunds Frise “Ragnarokr” det betydeligste Tilløb, og under alle Omstændigheder vidner dette Arbeide om hans Tænksomhed, hans utrættelige Stræben for at arbeide sig frem paa et hidindtil udyrket Gebeet og om hans Villies Alvor og Fasthed.
Thorvaldsen havde jeg ikke heller kjendt før. Da han i 1819 kom til Kjøbenhavn, var jeg i Paris, og hvis jeg under hans Ophold maaskee har seet ham, hvilket jeg ikke er vis paa, veed jeg bestemt, at jeg aldrig havde talt med ham. Om ham er der sagt og skrevet saameget, at jeg ikke behøver at omtale ham vidtløftigt; kun vil jeg maaskee hist og her kunne meddele et eller andet lille Træk, der kan have sin Interesse. Han levede med sine Landsmænd ganske som en Kunstner, deeltog i vore Kneipepartier og var altid beredt til at være med. Men, selv naar han sad i Osteriet med os, saae vi dog med Ærbødighed paa det olympiske Jupiterhoved, hvormed Naturen havde begavet ham. Ved Siden af den Ligefremhed og Jævnhed, der charakteriserede ham, var han den fine Mand, naar det behøvedes, og kunde med diplomatisk Snildhed snoe sig, naar det var nødvendigt. Der var i Rom en italiensk Billedhugger ved Navn Fabri, der ikke var af nogen Betydenhed, men af sine Landsmænd blev betragtet som noget Stort. Han havde ladet opføre et umaadeligt Træskur, hvori han havde modelleret en uhyre

stor Gruppe, der forestillede Athleten Milo fra Krotone, der bærer en Tyr paa sine Skuldre. En Dag, da jeg med Thorvaldsen gik fra hans Hjem hen til hans Atelier, mødte vi paa Veien den gamle Cardinal Cacciapiatti, der gjerne vilde forestille Kunstkjender og Kunstnermæcen, fulgt af sin Suite af Caudatarii, Abbater og Lakaier, og som nu vilde tage Fabris Arbeide i Øiesyn. Han bad Thorvaldsen om at følge med, og vi traadte da ind i Skuret. Cardinalen betragtede Gruppen, gjorde mange pantomimiske Bevægelser af Beundring og Henrykkelse, men sagde ikke et Ord, indtil han tilsidst sagde til Thorvaldsen: “Ebben, Signor Cavaliere mio, cosa ne dice“. “O”, svarede Thorvaldsen, “è un gran pezzo!” En Aften, i et stort Selskab hos Torlonia, talte Thorvaldsen og jeg med en ung italiensk Herre, da en anden Italiener nærmede sig og bad Thorvaldsen om at forestille ham for den Første, hvis Bekjendtskab han ønskede at gjøre. Hertil var nu Thorvaldsen meget villig, han stillede den Ene ligefor den Anden og mumlede nogle uforstaaelige Ord, hvorpaa han sagde til mig: “Jeg husker sgu hverken hvad den Ene eller den Anden hedder.” – En Gang fulgtes jeg med ham til en italiensk Billedhugger, der havde modelleret en Flora, der stod i Leer, og om hvilken han ønskede Thorvaldsens Mening, inden den blev støbt i Gips. Thorvaldsen syntes godt om den, men bemærkede, at den Haand, der holdt nogle Blomster, ikke havde en naturlig Stilling. Den burde dreies lidt til en anden Side, og nu dreiede han paa den, til hele Armen faldt af. Han bad nu tusind Gange om Forladelse, fordi han havde været saa keitet, men tilføiede dog skjelmsk, at det dog maaskee var ret heldigt, da Kunstneren nu kunde gjøre hele Armen om, hvilket dog nok var det Bedste.

Gerson og jeg vare ham meget velkomne paa Musikens Vegne. Han elskede Musik og Sang, og han var os taknemmelig for hver Gang, vi sang og musicerede for ham. Besynderligt nok, at han havde et saa aabent Øre for Musik, men derimod saa lidt Sands for den Musik, der udtaler sig i Sprogenes Accentuation. Efter hans lange Ophold i Italien var det ikke til at undres over, at han talte Italiensk med største Færdighed, saa at det aldrig manglede ham paa Ord; men, naar man hørte ham tale uden at opfatte Ordene, maatte man troe, at det var Dansk, saa ægte kjøbenhavnsk var Tonefaldet.
Man har hyppig bebreidet Thorvaldsen, at han var gjerrig. Det var han egentlig ikke, men han trykkede sig undertiden ved at give Penge ud, hvorimod han beredvillig gav Afkald paa en Indtægt. Da han i 1838 forlod Rom, overdrog han Bravo at besørge alle Udgifter til Arbeiderne i hans Atelier osv., men hans Banquier var den würtembergske Consul i Rom, Kolb. Da Thorvaldsen kom tilbage til Rom, aflagde Kolb ham Regnskab og anførte blandt Andet, at han havde betalt 3 Scudi for et Hefte Lithographier, paa hvilke Thorvaldsen havde subscriberet; men dette vilde Thorvaldsen aldeles ikke gaae ind paa, erklærede, at han ikke havde subscriberet, og at han ikke vilde betale de 3 Scudi. Kolb lod dem da udgaae af Udgiftsposten og gjennemgik derefter Indtægtssiden, hvori han havde opført Renter af de betydelige Indbetalinger, han havde modtaget; men herimod protesterede Thorvaldsen paa det Bestemteste, han vilde ikke tage Renter af Kolb, der saa venskabeligt havde bestyret hans Pengesager, og saaledes frasagde han sig en stor Indtægt, men de 3 Scudi betalte han ikke. Han sagde flere Gange til mig: “Hvad skal jeg

med Penge? Jeg er jo meget rigere, end en Kunstner behøver at være, og jeg lever jo stille og forlanger ikke at leve anderledes.”
Foruden de Danske, der, saa at sige, havde opslaaet deres Bopæl i Rom, saae vi ogsaa nogle Enkelte, der kun opholdt sig der i kortere Tid paa Gjennemreise. Kammerherre Irgens-Bergh, dansk Gesandt i Dresden, var der nogle Uger og deeltog med os Andre i Livet; han havde aflagt sin diplomatiske Værdighed og behagede os Alle ved sit gemytlige Væsen og den lette Maade, hvorpaa han gik ind Paa vor studentikose Levemaade.
En Dag fortalte Freund mig, at Thorvaldsen havde meddeelt ham, at en Præst Heber fra Svendborg havde været hos ham. Freund og jeg gik da til ham og indbød ham til at samles med os Andre om Aftenen i et Osterie. Men Præsten bad sig undskyldt; han skulde den næste Morgen ganske tidlig reise til Neapel og vilde derfor hvile sig om Aftenen, efterat han i tre Dage havde været paafærde i Rom. “Jeg har været meget omkring i de tre Dage”, sagde han, “men nu troer jeg ogsaa nok, at jeg har seet Alt.” “Det er mere, end jeg kan sige,” svarede Freund, “og jeg har dog været her i elleve Aar.”
Et Par Dage efter vor Ankomst havde vi leiet os en lille Leilighed i Via di S. Isidoro, bestaaende af en rummelig Salon, hvori vi havde et ret godt Flygel, og to Sovekamre. Vor Vært Luigi Astolfi og hans Kone vare venlige unge Folk, som vi kom til at holde meget af. Manden var ansat ved Toldvæsenet, men, da han spillede Violin, fungerede han om Aftenen i Orchestret, naar der var Theaterforestilling. Konen var en lille Person, ligesaa bred, som hun var stor, med et smukt romersk Ansigt. Begge trallede

af fuld Hals, naar de besørgede deres Huusgjerning, han i Tenor, hun i Alt. De havde en lille Søn paa 6-7 Aar, der hed Adriano og kaldtes Adrianino, naar han var artig, og Adrianaccio, naar han ikke var det. Til Huset hørte en lillebitte Have, hvori Luigi havde lagt Ærter, som han passede med megen Omhu; derimod havde han ikke Øie for et Lysthuus af Passionsblomster, et skjønt Laurbærtræ og et pragtfuldt Granatæbletræ, der prangede med sine deilige røde Blomster.
Vore svenske Venner, Swartz og Bielke, toge Logis paa Villa Malta, der tilhørte den svenske Billedhugger Byström, og hvor den lille svenske Coloni havde opslaaet sin Bopæl. Der var dengang ikke Spor af skandinaviske Sympathier, og de Danske i Rom søgte mere sammen med og sluttede sig mere til Tydskerne end til Svenskerne. Den Omstændighed, at jeg omgikkes med mine to svenske Reisefæller, var Aarsag til, at jeg lærte de svenske Kunstnere at kjende, hvilket maaskee ellers ikke vilde have været Tilfældet. Byström, der vistnok var en Billedhugger af Fortjeneste, gjorde i sin hele Optræden mere Indtryk af at være en viveur end en Kunstner. Han havde for mig intet Tiltalende; han var en lystig, livsglad Mand, uden at man følte sig hendragen til ham. Derimod holdt jeg meget af Södermark og Grev Hjalmar Mörner; Fogelberg saae jeg enkelte Gange, men kjendte ikke synderligt til ham. Södermark havde været Militair, men havde nu opofret sig til Kunsten og var en fortrinlig Portraitmaler; Mörner var Genremaler, eller rettere Tegner, thi det var fornemmelig i hans Tegninger, at der aabenbarede sig hans skarpe Øie for det Komiske og hans uudtømmelige Lune. Begge disse Kunstnere vare høist elskværdige Mænd, med hvem det var

mig en Glæde at omgaaes. Mörner besøgte mig siden i Kjøbenhavn; en smuk Tegning, han gav mig til Erindring, hænger endnu paa min Væg. Han døde desværre i en ung Alder. Södermark gjensaae jeg flere Aar efter i Stockholm i 1831; i 1848 døde han.
Af norske Kunstnere var her, saavidt jeg veed, kun een, Billedhuggeren Michelsen, en ganske godmodig, men udannet og kjedsommelig Mand. Han havde som Bondedreng viist Talent til at skære i Træ og var derefter bleven understøttet til at uddanne sig som Billedhugger; men han var dengang ikke ung mere og drev det nok ikke meget vidt. Om hans Apostle i Trondhjems Kirke veed jeg ikke at have hørt noget. Thorvaldsen fortalte, at, da Michelsen første Gang kom til ham, havde han, Thorvaldsen, spurgt ham, om han kunde udtrykke sig paa Italiensk, og, da Michelsen benægtede dette, havde Thorvaldsen spurgt ham videre om hans Sprogkundskaber. Michelsen havde da sagt, at han kunde tre Sprog; men, da det kom til Forklaring, meente han Norsk, Dansk og Svensk. Thorvaldsen antog, at denne Sprogdygtighed ikke vilde gavne ham synderligt i Rom. Michelsen reiste hjem i Følge med Hillerup, der siden fortalte mange morsomme Historier om, hvorledes han havde baaret sig keitet ad paa Reisen.
Ligesom der dengang ikke gaves skandinaviske Sympathier, saaledes var der paa den anden Side ikke heller tydske Antipathier; tværtimod levede danske og tydske Kunstnere sammen i broderlig Enighed. Allerede under dette mit første Ophold i Rom lærte jeg næsten alle Tydskerne at kjende, saavel de ældre, der allerede fra deres Ungdomstid havde boet i Rom, som de yngre, der vare der samtidig med mig. Til de ældre regner jeg Overbeck, Koch, Rein-

hard, Schnorr, Brødrene Riepenhausen og Ph. Veith; med dem Alle traf jeg stundom sammen. Men den, jeg mest omgikkes med af de Ældre, var Martin Wagner fra Bayern, der var Maler, Billedhugger, Archæolog og Kunstlærd; han var saaledes en Mand, af hvem man kunde lære endeel, og dertil var han den jovialeste Mand af Verden. Engang imellem sloge vi os Flere sammen og gjorde under Wagners Veiledning en Vandring i Roms nærmeste Omegn, langs ad den appiske Vei, eller til en eller anden Villa; disse Toure vare baade lærerige og lystige, thi de endte gjerne med et Maaltid i et Osteri, hvor vi da under lystig Tale gjorde os tilgode med Macaroni og un quarto di capretto, ledsaget af en god Portion romersk Viin. Wagner meente, at, naar Mennesket her paa Jorden førte et honnet Levnet og derhos havde Følelse for det Skjønne og Interesse for Kunst, saa vilde hans Lod i det tilkommende Liv blive at drage om fra det ene Himmellegeme til det andet, hvor han skulde tilbringe Tiden med at betragte skjønne Kunstværker og spise rigtig god Macaroni. Han blev meget glad, da jeg tilføiede, at dette ikke var saa urimeligt, saasom Grækerne allerede havde kaldt Saligheden μακάρια. Med saadanne lystige Symposier endte gjerne vore Vandringer; men især vare Samtalerne morsomme og pikante, naar vi havde en anden ældre Herre med os, nemlig den sachsiske Agent Hr. Platner. Han havde i sin Ungdom været Maler, og det er med ham, at det Factum fandt Sted, som Bournonville har benyttet i sin Ballet “Ponte-Molle”. Han havde nemlig tegnet en stor Carton og indbød nu sine jævnaldrende Kunstnere til at see og bedømme den. Disse stode nu og betragtede dette Kunstværk, uden at Nogen vovede at yttre sig derom, indtil endelig den djerve Tyroler

Koch tog Mod til sig og sprang igjennem Cartonen, derpaa fulgte de Andre, og den Sidste, der sprang, var Kunstneren selv. Han opgav da efterhaanden Malerkunsten, beskjæftigede sig med Archæologi og blev Medarbeider i Niebuhrs Værk om Rom. Der kunde ikke tænkes nogen mere skrigende Modsætning end mellem den joviale, flotte Wagner og den pedantiske, spidsborgerlige Platner, og denne Modsætning gav naturligviis Anledning til de morsomste Disputer og Forhandlinger. Wagner var Kongen af Bayerns Agent i Rom og havde de æginetiske Statuer i Bevaring, indtil de bleve bragte til München. Han fortalte os da mangen lystig Historie om Englændernes Besøg hos ham for at see Ægineterne. Engang kom en ældre Englænder til ham og udbad sig Tilladelse til at medføre sine Damer. Denne Tilladelse fik han naturligviis strax; men han blev staaende, som om han endnu havde Noget at sige. Han yttrede da, at han gjerne saae, at Statuernes Nuditeter bleve bedækkede, naar Damerne kom for at see dem. Wagner svarede, at han ikke var berettiget til at foretage en slig Operation, og at han ikke vidste, hvorledes Saadant lod sig gjøre; men Englænderen var forberedt. Han trak en engelsk Avis og et Seilgarn op af Lommen og gav sig til at klæde en Statue paa. Da Wagner nu saae en græsk Heros iført et Skjørt af Times eller Morning Chronicle, faldt han i en saa ustandselig Latter, at han sank ned i en Stol, og, da han vaagnede af sin Latterparoxysme, var Englænderen forsvunden med samt sin Avis. – Wagner var styg, han lignede Sokrates. Freund gjorde hans Buste, der var frappant liig; den maa findes blandt Freunds efterladte Arbeider. Han var en Anti-Nazarener og yttrede sig temmelig frit mod den hyperfromme Retning, der havde gjort sig gjæl-

dende hos flere af de tydske Kunstnere, blandt hvis Hovedanførere ogsaa den strenge Proselyt Overbeck befandt sig. At denne just ikke besjæledes af christelig Sagtmodighed og Kjærlighed kan sees af en Tegning, der hang paa Thorvaldsens Væg, forestillende Christi Gang til Golgatha, og som nu maa være i Museet. Paa denne Tegning havde Overbeck givet en af Bøddelknægtene Wagners Ansigt. Dette havde Thorvaldsen ogsaa strax seet og gjort Overbeck opmærksom Paa denne Lighed; men Overbeck svarede: “Das wüßte ich doch nicht, allein so muß ein Henkersknecht ausgesehen haben”.
Af de yngre tydske Kunstnere omgikkes jeg især med Remi, Kløber, hvilke begge siden bleve Professorer ved Kunstakademiet i Berlin, Zahn, hvis Arbeide angaaende Pompeii skaffede ham megen Berømmelse, Lindau, Weller, Temmel, som jeg tidligere havde truffet paa min første Reise i Tydskland, Braun, Launitz og August Kopisch, der allerede dengang havde vendt sig fra Malerkunsten og hyldet Digtekunsten.
Da vi, som ovenfor sagt, havde en ret hyggelig Bolig, bragte vi snart smaa musikalske Soireer istand, ved hvilke vi især bleve understøttede af to Kunstnere, der vare gode Sangere, Koopmann og Ferdinand Flor. Den Første var en flink Tenorsanger og var saaledes en god Acquisition for os. Flor var just ingen betydelig Kunstner, men var talentfuld i andre Retninger; han stillede Tableauer med megen Smag, førte en god Pen og sang en god Baryton. Vor lille Salon blev snart efterspurgt, og vore musikalske Aftener glædede sig ved et talrigt Auditorium. Efter en saadan Musikaften gik vi da gjerne hen paa en Kneipe, hyppigst til den saakaldte chiavica, hvor vi nød vor tarvelige

Souper og ofte sad og sladdrede til langt ud paa Natten, hvorfor ogsaa Koopmann kaldte os, der længst holdt ud, “die Brandwache.”
Strax efter vor Ankomst havde jeg afleveret et Brev fra Adler til den danske Consul Chiaveri, der var en Stedsøn af den rige Banquier Torlonia, Hertug af Bracciano, og førte Husets Forretninger. Han modtog os med største Forekommenhed og indførte os endnu samme Aften hos den franske Gesandt, Hertugen af Montmorency, der gav en stor Soiree, hvor det naturligviis gik til som i alle saadanne Selskaber, hvor en Mængde Mennesker ere forsamlede, der kjede sig med Anstand. Værten var yderst affaireret, foer omkring for at tale med saamange som muligt og talte derfor med Ingen. Der var iøvrigt mange smukke og elegante Damer, til hvilke der blev gjort tilbørlig Cour, endog af Cardinaler, der vimsede omkring i deres sorte Civildragt med røde Strømper. Jeg kom til at erindre en Yttring af Prindsen af Ligne, at han ønskede at være en ung Pige til det 18de Aar, derefter Mand og tilsidst Cardinal, ”car le honnet rouge rajeunit.”
Et ældre Bekjendtskab fornyede jeg ved med Thorvaldsen at besøge Fru Villena, født Marequita Dreyer, som jeg tidligere havde seet i det Brunske Huus. Det var hende naturligviis kjært at faae mundtlige Meddelelser om alle hendes Venner og Bekjendte i Kjøbenhavn, og hun beklagede at maatte reise herfra om faa Dage, da hendes Mand var beordret hjem til Madrid.
Thorvaldsen førte os ogsaa hen til en dygtig Graveur Girometti, hvor der hver Torsdag Aften var, hvad man i Rom kalder Conversazione ɔː et Selskab, hvor der passiares, musiceres og hvor Tonen i Almindelighed er høist

behagelig. Familien bestod af Faderen, Moderen, en Søn Pietro og en Datter Chiara, hvilke til daglig Brug kaldtes Pietruccio og Chiarina eller Chiaruccia. Denne Sra. Chiarina var en meget smuk og elskværdig ung Pige, der tillige var en dygtig Pianistinde og, vidunderligt nok i Italien, spillede classiske Compositioner. Her udførte vi nu, i Forening med en fransk Violonist Barbereau, en Hr. Angelini, der sang en ret smuk Tenor, samt Koopmann og Flor, som ogsaa bleve introducerede, en heel Deel Musik, der, som jeg troer, gjorde de giromettiske conversazioni meget besøgte. Jeg gjorde i dette Huus Bekjendtskab med flere Damer, der indbød mig til deres smaa Selskaber, og saaledes kom jeg ganske umærkelig ind i det romerske Liv paa en høist behagelig Maade.
Jeg omtaler nu nogle af de Huse, hvor jeg mødte en velvillig Modtagelse. Jævnlig besøgte jeg en Sra. Romolini, en formuende Enke med en godmodig og ret smuk Datter, hvor Aftenen paa en gemytlig Maade gik hen med Passiar, lidt Musik og lidt improviseret Dands. Til Husets vanlige Gjæster hørte den gamle Cavalier Landi, der i en tidligere Tid havde gjældt for en af Italiens mest fremragende Historiemalere. Han var nu en lille, pæn gammel Mand, spinkel og vims, og derfor blev en Begivenhed, der indtraf med ham en Aften hos Fru Romolini, dobbelt komisk. Han sad i en Sopha ved Siden af en meget corpulent Dame. Pludselig hørtes et Brag, Sophaen styrtede sammen paa den Side, hvor den lille, tynde Landi sad, og i Faldet raabte han forfærdet: “Santa Maria Egiziaca.” Om denne ægyptiske Madonna er virksom, naar man falder ned fra en Sopha, eller om det i Almindelighed var hans Skytspatronesse, skal jeg ikke kunne sige.
En Familie, jeg lærte at kjende hos Giromettis, og

som jeg med megen Fornøielse besøgte, var en romersk Embedsmand, Camillo Gagiotti, og hans livlige, vittige Kone, Sra. Angelina. Her kom flere Kunstnere og man fandt sig snart som hjemme hos dette Ægtepar, Begge unge og begavede, fulde af morsomme Historier og Indfald. De havde endnu kun en Søn, Gustavo, den smukkeste lille Dreng, man kunde see; men Sra. Angelina viste snart Tegn til, at Familien skulde forøges. En Dag bad hun mig om at følge med hende i Operaen. Jeg gjorde hende opmærksom paa, at dette maaskee var et Vovestykke i hendes nuværende Tilstand, men hun lo og sagde blot, at jeg jo vel nok vilde sørge for at kjøre hende hjem, dersom Noget skulde overfalde hende i Theatret. Faa Dage efter skjenkede hun sin Mand en lille Datter. Da jeg nogle Dage efter spadserede paa Monte Pincio, mødte jeg der en tydsk Blomstermaler Senff, der fortalte mig, at Angelina havde undret sig over, at jeg ikke endnu havde besøgt hende. Jeg indvendte, at jeg ikke kunde antage, at hun allerede var visibel; men Senff, der var en ældre Romer end jeg, belærte mig, at Romerinderne expederede den Sag i største Hurtighed. Virkelig fandt jeg Madamen siddende overende i Sengen, omgivet af Venner og Veninder, med hvilke hun førte en lystig høirøstet Passiar. Angelina Gagiotti vil vistnok blive omtalt oftere i mine Meddelelser om mit Ophold i Rom.
Hos en anden smuk og elskværdig Dame, Sra. Teresa Rota, der ogsaa hørte til den os bekjendte Kreds, bleve vi indbudne for at see Figenfesten. Da hun boede paa Piazza Navona, havde vi Leilighed til at faae et Overblik over denne charakteristiske romerske Fest fra Vinduerne. I Juli Maaned, naar Figenerne ere modne, bliver hele den store

Plads bedækket med Borde og smaa Fjælleboder, hvori Frugterne ere opstablede paa en malerisk Maade i Pyramider, hvori der ogsaa er indstukket Blade og Blomster; foruden Figen falbydes her Skinke og Viin, der nydes sammen med Frugten. Hele Pladsen vrimler af Gjæster, der under italiensk Støi og Snak og Jubel gjøre sig tilgode. Imellem Bordene brænde Blus, der kaste et glimrende Lys over den umaadelige, interessante Gruppe. Fra Husene fires Kurve ned, som fyldes af Figensælgerne, og man faaer da ogsaa sin Skinke og Viin, som høre med dertil. Den nydelige Sra. Teresa gjorde ypperligt sit Huses Honneurs, og vi morede os fortræffeligt i Selskab med vore andre romerske Venner og Veninder.
Thorvaldsen var utrættelig i at føre os omkring i italienske Kredse; den Omstændighed, at vi talte italiensk med Lethed, hvortil kom, at vi vare musikalske og derhos pænt klædte, gjorde ham det til en Behagelighed at indføre Landsmænd, hvilket han da ogsaa ligefrem yttrede til mig. Saaledes førte han os til en Sr. Carnevali, der rimeligviis var en formuende Mand, og som, da han beboede det skjønne Palazzo Cenci, kunde raade over en Række prægtige Sale, der da paa Modtagelsesaftenerne vare glimrende oplyste. Der musiceredes, courtiseredes og dandsedes, og det manglede aldrig paa smukke Damer. Husets Datter, Sra. Clementina, var ikke smuk, men havde et interessant Ansigt, en nydelig Figur og var en meget elskværdig Person. Hun var gift med en Sr. Mongardi, der var Capitain ved de pavelige Carabinieri og iøvrigt var en kjedelig Patron. Jeg blev forundret over at see ham være decoreret med tre Ordener, den pavelige, Ludvigskorset og Æreslegionen. Da jeg engang meddeelte denne Bemærkning til min

Veninde Angelina Gagiotti, forklarede hun mig, hvad jeg forresten allerede vidste, at den franske Gesandt var en Tilbeder af Sra. Clementina, og for at være hende og hendes Gemal behagelig havde han efterhaanden faaet ham decoreret, og, vedblev Angelina, “ecco quella bestia di capitano col petto con tre croci come il monte Calvario.” Det er vist, at le duc de Montmorency med sit gamle, kjedelige Ansigt og sit tvære Væsen var utrættelig, efter hans Leilighed, i at vise Fru Mongardi en meget speciel Opmærksomhed.
Foruden mine Familiebekjendtskaber sluttede jeg mig ogsaa til nogle unge Italienere, som jeg hyppigt traf sammen med i Restaurationen Corona di ferro, der ikke synderligt blev søgt af Fremmede, og hvor saaledes Samtalen altid var paa Italiensk. Jeg omgikkes fornemmelig med tre meget elskværdige og dannede Bolognesere, en Advocat Balzani, en Architekt Ricciardelli og en Theatermaler Toselli. Denne Sidste var en dygtig Kunstner; han havde en Tidlang været i Rusland og havde paa Gjennemreisen ogsaa besøgt Kjøbenhavn; men, skjøndt hans Stilling i Rusland var fordeelagtig, drev Længselen efter det varme, farverige Fædreland ham bort fra Nordens Iis. En gammel Italiener besøgte os jævnlig; det var en Abbate Santini, en godmodig Mand, der sværmede for den ældre italienske Musik, hvoraf han besad en meget righoldig Samling. Han bragte os af og til saadanne Sager, som vi til hans store Glæde prøvede, da han blandt Landsmændene ikke fandt nogen synderlig Interesse derfor, og han laante mig adskillige af disse Sjældenheder, som jeg med hans Tilladelse afskrev, og som jeg endnu besidder.
Et ikke-romersk Huus, hvor jeg mødte en særdeles ven-

lig Modtagelse, og som jeg jævnlig besøgte, var hos den preussiske Gesandt, den i senere Aar, ogsaa i de dansk-tydske Conflicter, bekjendte Chevalier Bunsen. Han var, som man veed, en lærd Mand, han var tillige en meget elskværdig Vært i sit Huus, han havde en behagelig Optræden, og hvad Franskmændene kalde des maniéres distinguées; men, hvad der dog egentlig havde gjort hans Lykke, og som førte ham videre frem paa den diplomatiske Bane, paa hvilken han dog ikke altid viste den fornødne Klogskab, var den pietistiske Retning, han havde taget, og som gjorde ham vel anskrevet hos de Allerhøieste i Berlin. Hans Gemalinde, en født Englænderinde, jeg troer en Waddington, var en høist elskværdig og tiltalende Dame, men iøvrigt ligesaa pietistisk som hendes Gemal. Som Vært og Værtinde vare Begge fortræffelige, og deres smaa Selskaber tiltalte mig i høi Grad. Man traf hos dem de fleste Tydskere af Distinction; saaledes gjorde jeg der Bekjendtskab med den hannoverske Legationsraad Kestner, en Søn af Goethes Lotte, med Archæologerne Gerhard og Panofka, med Malerne Schnorr og Hensel o. fl. Mit første Bekjendtskab med Bunsen fandt Sted i Kirken Sta. Maddalena, hvor Thorvaldsen førte os hen for at høre en nyankommen dygtig Orgelspiller. Efter vor Præsentation for Bunsen og hans Kone, begyndte Orgelet. Jeg blev aldeles forbauset ved at høre en rasende Musik med mange ægte italienske Tremulanter, ledsagede af Pauker og Trompeter. Da denne forrykte Musik var forbi, gjorde Bunsen os opmærksomme paa, at det var Kirkens Organist, der havde villet vise, hvad han selv og hans Instrument kunde frembringe af Effect og Larm; men kort efter hørte vi fra Orgelet en Phantast i den ædleste Kirkestiil, gjennemført med saamegen Alvor, Smag og Følelse, at vi Alle vare henrykte

deraf. Orgelspilleren kom derpaa ned i Kirken, hvor han blev os forestillet som Capelmester Sigismund Neukomm. Jeg blev meget glad ved at gjøre Bekjendtskab med en Mand, om hvem Grevinde v. d. Recke havde fortalt mig meget, og til hvem hun havde lovet mig et Anbefalingsbrev til Paris. Neukomm var en høist elskværdig Mand, rolig, venlig og imødekommende. Jeg troer ikke, at han som Musiker var i Besiddelse af stor Genialitet, men der herskede i hans Phantasier og Compositioner en dyb Følelse, ikke at tale om hans Lærdom som Musiker.
De to ovennævnte lærde Archæologer Gerhard og Panofka vare temmelig kjedsommelige Patroner i det selskabelige Liv; de gik gjerne stumme omkring og snusede til de Tilstedeværende, som om disse havde været gamle Manuscripter eller antike Vaser. Schnorr derimod var ikke blot en dygtig og genial Kunstner, men tillige i Omgang en høist elskværdig og livlig Mand, med hvem jeg omgikkes med megen Fornøielse. Jeg har siden paa mine Vandringer truffet ham igjen og har mødt hos ham den samme venlige Modtagelse, som da vi saaes første Gang.
Foruden at vi naturligviis jævnlig besøgte de nærliggende Villaer og den nærmeste Omegn, benyttede vi ogsaa den skjønne Aarstid til en større Udflugt i Bjergene. I Selskab med Landsmændene og nogle tydske Kunstnere droge vi ud til det skjønne Frascati med dets deilige Villaer, hvor vi leirede os under prægtige Cypresser og Plataner og hørte Vandet pladske fra de talrige Vandspring, medens vi i stille Henrykkelse nøde den herlige Udsigt over den storartede Campagne med det evige Rom i Baggrunden. Deels til Fods, deels til Æsels, under livlig Samtale og tusinde Løier, hvortil de lunefulde Æsler for en stor Deel

gave os Anledning, besøgte vi de omliggende Ruiner og Oldtidsminder, der af de Lærde henføres til det gamle Tusculum, og efterat have vandret omkring i Villa Aldobrandinis pragtfulde Sale, fortsatte vi Touren over Grotta Ferrata, Marino og Castel Gandolfo til Albano. Kan Noget tænkes mere tilfredsstillende for Aanden end en saadan Vandring? Den prægtige, mørkeblaa Hvælving over vore Hoveder, den skjønne, maleriske Natur omkring os, i hver nok saa lille By et eller andet ypperligt Kunstværk og saa om Aftenen efter fuldbyrdet Dagsgjerning Hvile i et gemytligt Osteri, i Selskab med unge lystige Mænd, hvor Tiden svinder med Lynets Fart ved livlig Samtale, et tarveligt, men efter Dagens Møie velsmagende Maaltid og et heelt Geled Foglietter med liflig italiensk Viin.
Fra Albano, hvor vi havde vandret omkring den smukke Sø og beseet de herlige Omgivelser, begave vi os over Lariccia til Genzano. I denne lille By, der ligger ved den yndige lille Sø, Lago di Nemi, som i Oldtiden kaldtes speculum Dianæ, høitideligholdt man netop den saakaldte infiorita eller Blomsterfest. Den egentlige Fest bestaaer i en Procession, der efter afholdt Kirkefest begiver sig fra denne Kirke til en anden; men det Charakteristiske er, at Veien mellem disse to Kirker er bestrøet med Blomster, som Genzaneserne forstaae at fordele saaledes, at det Hele seer ud som et prægtigt Tæppe med eensfarvet Bund, hvori der er indvirket Blomster, Vaabner osv. Men Festens skjønneste Prydelse var dog de grandiose, smukke Genzanerinder i deres maleriske Dragt, med de velformede storartede Træk, de funklende Øine og den stolte Holdning, og Intet var pudsigere end at see Kunstnerne løbe omkring med Blyant og Skizzebog for i Smug og al Hast at optegne

hist en skjøn Nakke, her et malerisk anlagt Hovedtøi osv. Da Ave Maria kom, og Festen var forbi, vandrede vi tilbage til Albano, og, da Veiret den følgende Dag var truende, kjørte vi derfra tilbage til Rom.
Da der ikke er et fast Theater i Rom, gives der egentlig ingen Forestillinger udenfor Carnevalet, til hvilken Tid man i Almindelighed sørger for at faae en Opera i Stand. I Begyndelsen af mit Ophold saae jeg la gazza ladra ret taaleligt udført, og senere paa teatro Valla en saakaldt commedia di carattere, il Malvagio, en besynderlig Blanding af godt forfattede Scener og utaalelige Knaldeffecter. En Skuespiller, ved Navn Modena, udmærkede sig her og behagede mig meget ved sit tænksomme Spil; siden saae jeg ham oftere og gjorde hans personlige Bekjendtskab.
En Sommerforlystelse, der ret er efter Romernes Smag, er de Tyrefægtninger og Smaafyrværkerier, der gives i Augusts Mausoleum. Den store runde Bygning, hvori August troede at kunne hvile i Ro efter at have udspilt sin Rolle her i Verden, er nu omdannet til et imposant Amphitheater, hvor det glade Folk forlyster sig i den hede Sommertid. Det Interessanteste er imidlertid selve Tilskuerne, der ere fordeelte paa Gradinerne, og nu med ægte italiensk Fyrighed udtale deres Bifald eller Mishag, altid støiende, livligt raabende. Man tænker sig tilbage til Publicum i Oldtiden, naar de beskuede Atellanerne eller Plautus’s og Terents’s Lystspil. Tyrefægtningen, la giostra, er ikke saa grusom som i Spanien. Bøflerne eller Tyrene ere skikkelige Dyr, paa hvilke man hidser Hunde, og i Almindelighed kyler Tyren en Hund i Veiret, saa den kommer ned meget ulykkelig og løber sin Vei, hvorefter Tyren seer sig stolt om for at erfare, om der skulde være flere Fjender

af samme Slags at tage fat paa. Undertiden bider Hunden sig fast i Tyrens Øre, hvor den da hænger og dingler, indtil Tyren ved et rask Sving kan kaste den fra sig. Det Morsomste ved det Hele er og bliver dog altid det ivrige, deeltagende, larmende Publicum. De smaa Fyrværkerier, fuochetti, der ogsaa gives i dette Locale, vare ret smukke. Italienerne udmærke sig, som bekjendt, som Fyrværkere, og, skjøndt disse Præstationer ikke kunne maale sig med den pragtfulde Girandola paa Castel S. Angelo, vare de dog ret underholdende.
En Nydelse, jeg ofte havde ønsket mig, blev mig til Deel under dette mit første Ophold i Rom, nemlig en Improvisation. Den berømte Rosa Taddei gav to Soireer, som jeg bivaanede. Det er vel sandt, at det italienske Sprog ved sin naturlige Ordstilling, sin sjeldne Velklang og sin store Overflødighed paa Riim, er særdeles skikket til Improvisationen, der af disse Grunde endog udøves, om end mindre fuldendt, af simple og udannede Folk i et lystigt Lag; det var mig ikke heller ubekjendt, at Improvisatorerne benyttede sig hyppigt af de saakaldte centoni eller loci communes hos de større Digtere, søm et Slags Hvilepuncter for at samle sig til det Følgende; men ikke destomindre interesserede disse Forestillinger eller Præstationer mig i høieste Grad. Rosa Taddei, en født Romerinde, var 25 Aar gammel, ikke smuk, men med et roligt, velformet Ansigt, der først fik rigtigt Liv, naar hun var inde i sit Foredrag. Hun traadte roligt og beskedent frem, ledsaget af sin gamle Fader, der ledsagede hendes Sang paa Harpe, thi hun sang sin Improvisation efter nogle simple Melodier, der tillige saaledes bestemte Versemaalet. Førend Forestillingens Begyndelse vare en stor Mængde Opgaver nedlagte i en Urne,

efterat de først vare gjennemgaaede og censurerede af en Commission, for at der (Gud bevare’s) ikke maatte fremkomme noget Anstødeligt mod Religion eller Politik. Af Opgaverne, der efterhaanden bleve udtrukne af Urnen, vare nogle med opgivet Omkvæd (intercalare)
f. Ex. Saffo alla salita di Lesbo, coll’ intercalare:

Nell istabile elemento
La mia fiamma spegnerò,

eller: Curzio alla voragine, coll’ intercalare:

Ebben dunque si vada
La patria a liberar.

Undertiden tilraabte man hende Riim, som hun greb ligesom en tilkastet Bold og indførte dem i Digtet. Af de opgivne Æmner var der dog, trods det foreløbige Eftersyn, et, der optoges med Jubel og gav Anledning til rigtignok fjerne Allusioner, nemlig: Pregi dell’ Italia e le sue sventure. Dette var altsaa allerede et af Italiens Smerteskrig, om hvilke der for Alvor blev Tale i en langt sildigere Tid, og først netop efter 40 Aars Forløb blev den Tanke til Virkelighed, der allerede dengang var saa levende hos Italienerne. Alle disse Æmner besang hun nu med en forbausende Færdighed, i det skjønneste Sprog og den meest velklingende Verseform. Naar hun ret kom i Begeistring, som navnlig fandt Sted ved visse Opgaver, fik hendes alvorlige, dybtliggende Øine og hendes udtryksfulde Ansigt et forunderligt blussende Liv. Dette var saaledes især Tilfældet ved Opgaven: I giuochi olympici, hvor hun skildrede Kampen, de Seirendes Triumph og de Overvundnes Smerte, og i Opgaven: Contesa di Nettuno e di Minerva per dar nome alla città di Cecrope, hvor hun med lidenskabeligt Foredrag skildrede Veddekampen, især Stedet, hvor Neptun ska-

ber den vilde Ganger. Skjøndt jeg maatte tilstaae, at disse Foredrag anstrengte mig, ønskede jeg dog, efterat have hørt dem to Gange, at jeg ret snart maatte høre Rosa Taddei igjen, og dette lykkedes mig i Neapel, hvor hun ankom kort efter mig.
Vi havde nu tilbragt fire fulde Maaneder i Rom. Imidlertid var det nu den hede Aarstid, der antages at være farlig for Fremmede og tillige mindre behagelig, da Varmen forhindrer et bevæget Liv. Det var vor Agt at besøge Neapel, og det nærværende Øieblik var det rette til at see den sydligste italienske Natur i al sin Skjønhed; thi, man maa sige, hvad man vil, Italien, og især Neapel og dets Omegn, er dog skjønnest om Sommeren, skjøndt Besværligheden ved at nyde denne Skjønhed forøges ved Varmen; denne blussende Natur, disse skjønne Farver savne Ild og Klarhed i Vintertiden. Og, uagtet der nu ventede os saameget Nyt og Herligt, var det dog tungt at forlade Rom, der var blevet os saa hjemligt; ikke blot Roms Mærkværdigheder, dets store Minder, vore Venner og Omgangskredse fængslede os, men ogsaa det daglige, ugeneerte, om jeg saa maa udtrykke mig, Regentsliv havde noget ubeskriveligt Tiltrækkende, som man ikke let finder i nogen anden By. Ja, selv den simple romerske Almuesmands hele Optræden, denne Storartethed, der synes at røbe, at der endnu er lidt tilbage, i det Mindste i det Ydre, af den gamle romerske Selvfølelse, maa frappere, og man troer at see den, naar man betragter en Stodder, der læner sig op til en Muur og kaster sin Kappe om sig i store Folder og seer ud over den, som om Verden tilhørte ham. Og, naar nu den simple Mand hvert Aar seer en Mængde Fremmede strømme til Rom for at betragte og studere de verdensbe-

rømte Kunstværker, vækkes hos den livlige Italiener Tanken om, at hans Stad er et Middelpunct, der dominerer den hele Verden ogsaa i denne Henseende. En Dag, da jeg spadserede udenfor Porta Pia, hvor en Smører havde med Kul tegnet nogle Ryttere og Soldater paa den hvide Muur udenfor en Viinhave, kom nogle ældre Mænd, saakaldte cacciatori di campagna, ledsagede af en lille Dreng, mig imøde. Drengen løb i Forveien og blev studsende staaende for at betragte disse Tegninger, paa hvilke han gjorde Mændene opmærksomme. Men den ene af disse svarede ham med et haanligt Skuldertræk: “Ma, che porcheria nella città delle belle arti !” Efter at vi havde gjort vore Afskedsbesøg med det hjerteligt meente Løfte at komme snart igjen, indfandt vi os da den 25de Juli paa den spanske Plads, hvor Vetturinen ventede os.
[…]

[…]
Jeg havde nu tilbragt næsten to Maaneder i Neapel, jeg havde oplevet meget Glædeligt og Interessant, seet en henrivende skjøn Natur og herlige Kunstskatte; jeg havde moret mig over den lystige brogede Folkevrimmel, det larmende Liv i den folkerige Hovedstad; jeg havde fundet en venlig Modtagelse hos velvillige, gjæstfrie Mennesker, der havde gjort Alt for at gjøre mig Opholdet behageligt; men – jeg forlod Neapel uden Sorg eller Veemod, uden det Ønske at komme snart igjen. Jeg var glad ved at vende tilbage til det kjære, rolige, storartede Rom, til de Forhold og Omgivelser, jeg var bleven saa fortrolig med; jeg længtes efter Rom som efter et Hjem.
En Vetturin førte os tilbage den samme Vei, ad hvilken vi vare komne. Vort Reiseselskab var, foruden vor Ven Remy, en vakker ung Americaner, Mr. Clarke, der var glad ved at finde en Medreisende, der kunde tale En-

gelsk med ham, da han ikke kunde et Ord Italiensk og meget lidt Fransk. Paa Veien kom det til den Forklaring, at han maatte betale omtrent dobbelt saameget som vi, hvorover han blev meget forbittret. Jeg gjorde ham da opmærksom paa, at de Penge, han ellers vilde have anvendt til en italiensk Sproglærer, maatte han nu betale til en italiensk Vetturin, og han fandt sig i dette Raisonnement.
Hvor glade vare vi ikke, da vi gjensaae de romerske Costumer i Roms Omegn, og endnu meer, da vi rullede ind igjennem Porta S. Giovanni, gjensaae Laterankirken, Sta. Maria Maggiore og Koops og Bødtchers Ansigter i Koops Vindue. Luigi Astolfi og Nina modtoge os med Jubelraab, og faa Øieblikke efter vor Ankomst vare Freund og Bravo hos os for at trykke vore Hænder.
Altsaa var jeg da igjen i Rom, i den kjære, velbekjendte Stad, hvor Alt syntes mig saa hjemligt, hvor jeg gjensaae saa meget Tilvant, hvor jeg mødte mangt bekjendt Ansigt, om jeg end ikke kjendte Personen nærmere. Næppe var jeg kommen ud paa Gaden om Morgenen efter min Ankomst, førend jeg traf paa Md. Giromettis Fader, der trak mig hjem med sig, hvor jeg da maatte fortælle Løst og Fast om mit Ophold i Neapel. Samme Aften samledes Landsmændene i Osteriet paa Pantheonspladsen, hvor vor Tilbagekomst blev hilset med romersk Viin og lystig Tale, og saaledes fortsattes da det gamle romerske Liv. Der er noget usigelig Velgjørende i saaledes at komme til Ro igjen efter en travl Virksomhed. Hvor interessant det end er daglig at see nye Gjenstande, at beundre Kunstværker og Naturskjønheder,

saa gjør det dog Godt at føle sig hjemme, og for mig var nu Rom igjen et Hjem, hvor jeg ikke behøvede med hæseblæsende Videbegjerlighed at fare omkring, men rolig kunde lade mig paavirke og efter min Bekvemmelighed udsøge mig, hvad jeg ville nyde paa Ny. Jeg var ogsaa snart igjen inde i mine selskabelige Forhold, hos Familierne Girometti, Catel, Gagiotti o. Fl. Hos denne sidste Familie samledes jeg ofte med Hauch, som jeg ved min Ankomst fandt indført der, om ved et Brev fra mig eller paa en anden Maade, erindrer jeg nu ikke. Han befandt sig ogsaa særdeles vel i denne Kreds og fandt sig saa behagelig tiltalt af saavel Gagiottis som Sra. Angelinas velvillige Modtagelse, at den mørkere Sindsstemning, hvori jeg havde fundet ham i Neapel, syntes ganske forsvundet. En Aften fortalte Angelina os, hvorledes hun som ung Pige havde corresponderet ved Tegn med en anden ung Pige, og hvorledes de havde meddeelt hinanden, til hvilket Klokkeslet de vilde mødes. Dette skete nemlig ved at beskrive Solens Gang over Himlen ved en Haandbevægelse og ved med Fingrene at angive Tallet. Flere Aar efter (1834), kort efter min Forlovelse, besøgte jeg i Selskab med min Kjæreste, hendes Moder og Søstre, nogle Slægtninge i Slagelse, hvor vi opholdt os en Ugestid. Som-

meren var meget varm, og vi tilbragte den største Deel af Dagen i et køligt Lysthuus, hvor jeg gierne læste for Damerne, der beskjæftigede sig med deres Haandarbeide. Der var i de Dage netop udkommet en original Roman, Wilhelm Zabern, af en anonym Forfatter, hvilken jeg forelæste, og, da den interesserede os, fremkom naturligviis ofte det Spørgsmaal, af hvem den kunde være? Pludselig standsede jeg under Forelæsningen med de Ord: “Nu veed jeg, hvem Forfatteren er, det er Hauch.” Han havde nemlig et Sted benyttet dette Træk af Angelinas Fortælling, og Resultatet viste, at jeg ikke havde taget feil.
Iøvrigt forelæste Hauch os oftere i en mindre Kreds sine poetiske Arbeider, navnlig for Freund, Bissen, Bødtcher og mig. Længere hen paa Vinteren anmodede Thorvaldsen ham om at forelæse Landsmandskabet en af sine Digtninge. Hertil var han villig; Thorvaldsen indbød os Alle til sig om Aftenen, og Hauch forelæste os Hamadryaden. Digtet er, som bekjendt, meget langt, og Hauch var ikke den, der ved sin Forelæsning kunde bestikke sit Auditorium. Hans Foredrag var drævende, langsomt, kort sagt, ikke vækkende, og vi vare Alle udmattede og dertil sultne og tørstige. Tilsidst fik det da en Ende, og Thorvaldsen takkede nu Hauch og sluttede med de Ord: “og jeg vil ret meget bede Dem om at læse det endnu engang for os”. Skjelmen Bødtcher, der stod bagved Thorvaldsen, sagde halvsagte til ham: “Mener De strax?”, hvorpaa Thorvaldsen gik i Fælden og udbrød: “Nei, Vorherre bevare’s!” – Nogen Tid derefter forelæste Hauch os atter Hamadryaden i sit Hjem, til vor store Tilfredsstillelse.
Naar Efteraaret nærmer sig, og den stærkeste Varme er forbi, strømme de Fremmede til Rom; man seer en Mængde

nye Ansigter, især engelske, paa alle Spadseregange, i Kirkerne og paa Gaderne. Blandt de Nyankomne var ogsaa min gamle Reisekammerat d’Alnoncourt, med hvem jeg tilbragte nogle Dage; hos Bunsen traf jeg Waagen fra Berlin og i en Kirke Baronesse Wetzlar og hendes Datter fra Wien. Maquet, Keyserling og Grev Hahn kom tilbage fra Neapel, og saaledes udvidedes daglig min Omgangskreds.
En Aften var der stor Lystighed paa Piazza Madama, hvor Politipaladset var illumineret, og et Musikcorps spillede til Forlystelse for Folket, der fyldte Pladsen, saa at man næppe kunde røre sig. Paven havde nemlig behaget at udnævne fire Cardinaler og blandt disse Monsignor Bernetti, der var Politipræfect. Nogle Dage efter traf jeg sammen med en Tydsker, ved Navn Klitsche, der havde opholdt sig i længere Tid i Rom. I Samtalens Gang spurgte han mig, hvor jeg havde seet den ovenomtalte Fest, og paa mit Svar, at jeg havde været paa Gaden, beklagede han, at han ikke havde ført mig hen til en Familie, der boede paa Pladsen, og fra hvis Vinduer det havde været interessant at see Vrimlen, og, da han derpaa omtalte denne Familie som et Huus, hvor man gjerne saae Fremmede, og hvor man var meget musicalsk, og derhos nævnede Familiens Navn, Persiani, erindrede jeg, at Thorvaldsen for længere Tid siden ogsaa havde omtalt dette Huus og lovet at føre Gerson og mig derhen, men havde glemt det. Klitsche foreslog mig at spadsere ud med ham om Eftermiddagen til Villa Pamfili, og, da vi kom til Aqua Paola, gik han med mig ind i en lille Have, hvor han bad mig at vente paa ham, da han havde et Ærinde oppe i Bygningen. Efterat jeg havde ventet et Par Øieblikke, kom en Tjener med en

Hilsen fra Fruen, om jeg ikke vilde komme op og see den smukke Udsigt. Lidt forundret over denne pludselige Indbydelse fulgte jeg med og traf da Klitsche med en ældre Dame, der modtog mig meget venligt og førte mig op paa en Balcon, hvorfra der virkelig var en overordentlig skjøn Udsigt over hele Rom. Fruen var meget snaksom, og Samtalen gik livligt, men endnu vidste jeg ikke, hos hvem jeg var, thi Klitsche havde ikke præsenteret os. Men under Fruens Passiar kom hun til at nævne, at En havde sagt til hende: “Ma, Signora Persiani mia o. s. v.” Jeg kunde ikke bare mig for at smile og saae hen til Klitsche, der lo af Hjertens Grund. Nu kom det da til en Forklaring. Fru Persiani erindrede godt, at Thorvaldsen havde lovet at ville gjøre Familien bekjendt med et Par musicalske Landsmænd, men at der ikke var blevet noget deraf, og Klitsche havde villet gjøre sig en Spøg af, at jeg skulde kjende Persianis uden at vide Navnet, saa at Overraskelsen skulde blive større, naar Thorvaldsen indførte mig der. Den Spøg havde Fruen nu fordærvet ham. Lidt efter kom Husets tre Døttre ind, og nu blev Overraskelsen større, thi vi bleve snart enige om, at vi vare gamle Bekjendte, som havde seet hverandre utallige Gange paa Monte Pincio, ved Kirkefester o. s. v. Moder og Døttre havde tilbragt Eftermiddagen paa Aqua Paola i Værelser, der stode til Raadighed for Monsignor, siden Cardinal Bottiglia, der var Directeur for Vandvæsenet og en Ven af Familien, hvis Bolig i Byen var paa Piazza Navona med Værelser ud til Piazza Madama. Der fulgte jeg dem hen og tilbragte Aftenen hos dem, og, saalænge jeg endnu var i Rom, var jeg uden Undtagelse der hver Dag, næsten hver Aften, og, naar jeg var indbudet andensteds, maatte jeg dog være hos dem nella

prima sera, som det hedder i Rom. Jeg kan ikke noksom hellige dette Huus en taknemmelig Erindring, jeg nød der en saa hjertelig Venlighed, ja Hengivenhed, at jeg betragtede Persianis Huus som et Hjem, hvor jeg uvilkaarlig blev draget hen, og hvor jeg følte mig som et Lem af Familien. Faderen var Colonialhandler og blev i sin Forretning assisteret af Sønnen Fabio; Moderen var en snaksom ældre Kone, venlig og godmodig, men af en paafaldende Styghed. Man fortalte, at hun engang paa et Carneval, paa Grund af sin virkelig elegante Figur, havde tiltrukket sig en ung Herres Opmærksomhed, der noget paatrængende bad hende om at demaskere sig. Paa hendes Forsikkring, at han vilde blive skuffet, da hun var saa styg, svarede han: “mа non sarete intanto cosi brutta come la Persiani.” De tre Døttre, Giulia, Virginia (til daglig Brug kaldet Gigia) og Luigia vare ikke Heller smukke, men de to yngre vare dannede, velopdragne Piger, og den ældste, Giulia, mærkværdig begavet, fuld af Aand, med et Anstrøg af Sentimentalitet, der ikke altid passede til hendes italienske Livlighed, men som dog ikke var paataget, da det vistnok var en Følge as hendes ublide Skjæbne. Hun var nemlig Enke: i en ganske ung Alder var hun bleven gift med en ældre Mand, som hun egentlig slet ikke kjendte, og hendes Ægtestand havde været ulykkelig. Dette var et af de sædvanlige romerske Ægteskaber. Ved Slutningen af mit Ophold i Rom blev ogsaa den unge, smukke Chiarina Girometti forlovet med en Advocat Vanutelli, der blev omtalt som en hæderlig Mand, men som godt kunde være hendes Fader. Hvorledes dette Ægteskab blev, veed jeg ikke.
Jeg førte nu ogsaa Gerson til Persianis, og vi havde allerede været daglige Gjæster der i et Par Uger, da det

faldt de unge Damer ind, at vi skulde have vor Spøg med Thorvaldsen. Efter Aftale trængte vi nu paa ham, at han skulde føre os derhen, og endelig blev Dagen aftalt. Da vi nu traadte ind med ham, kom Alle os imøde, nævnte os ved Navn og forsikkrede Thorvaldsen, at vi allerede vare gamle Bekjendte. Han stod aldeles forbauset, men morede sig snart over denne lille Mystification.
Med October Maaned begynde Romernes Landpartier. De, der have Landsteder, flytte derud, og Folket forlyster sig paa Monte Testaccio med, som Romerne sige, at spise for 4 Bajocchi Salat og drikke for 2 Scudi Viin. Man seer da Vogne pakkede fulde af unge Piger i deres Stads, med Mandfolkehatte paa Hovedet, prydede med Blomster og Strudsfjedre, og i Haanden en Tambourin, til hvis Lyd de dandse en Saltarello. De mere bemidlede Borgerfolk kjøre ud til en Vigne, hvor de spise til Middag, thi et pranzo in campagna hører til deres October-Fornødenheder saaledes som en Dyrehavstour tidligere hørte til vore Sommerforlystelser. Med en Familie Rossavini, der hørte til, hvad man i Rom kalder mezzoceto, den lavere Borgerstand, gjorde jeg en saadan Tour ud til Villa Bolognetti, hvor vi, foruden nogle andre Herrer, traf tre Geistlige, der ogsaa skulde være med. Medens Damerne pyntede paa deres Toiletter og passiarede med nogle af os, begave de andre Herrer, baade geistlige og verdslige, sig til deres Dont, nemlig, paa ægte italiensk Maneer, at lave Maden. Endelig kom vi da tilbords, og Alle bleve saa lystige, at jeg ikke let har været tilstede ved et muntrere Bord. Især var min Nabo, en lille neapolitansk landflygtig Præst, som han var forrykt af Glæde, og under Jubel og Skaaler forløb flere Timer. De geistlige Herrer førte os derefter hen til

Klosteret S. Agnese, hvor de boede, og serverede os en fortræffelig Kaffe.
Dag for Dag strømmede der nu flere Fremmede til Rom, og Vaticanets Sale vrimlede af Englændere, forsynede med Reisebøger, der instruere dem om, hvad de skulde dømme om de antike Kunstværker. Det prægtige Jupitershoved med sin dybe, betydningsfulde Rynke i Panden saae med en medlidende Foragt ned paa den Skare pjattende Englænderinder, der vandrede her saa ugeneert omkring, som om de vare i deres drawing-rooms i Regents-Park. Ogsaa vort Landsmandskab blev forøget. Etatsraad Thorlacius kom hertil med sin Frue og Svoger og en ung, smuk islandsk Dame, Frøken Briem, der siden blev gift med den tydske Literat Dr. Schütz. Ved sit ægte nordiske Udseende, sine rige blonde Haar og klare blaae Øine vakte hun Italienernes Opmærksomhed, og engang paa Gaden blev en Kone af Folket ganske forbauset staaende og udbrød: “ma, che bella ragazza!” Thorlacius dannede et ret behageligt Huus, hvor Landsmændene oftere kom og traf sammen med italienske Lærde, med hvilke Thorlacius stod i Forbindelse.
En Dag blev jeg paa Gaden anraabt paa Dansk, og hvor glædeligt overrasket blev jeg, da jeg saae for mig Capitain Hindenburg, min Ungdomsven fra min tidlige Studentertid. Med ham levede jeg nu daglig under mit Ophold i Rom, ligesom ogsaa siden i Paris, og om ham vil der tidt blive Tale i disse Meddelelser. Sørgelig blev imidlertid hans senere Skjæbne. Han var en for sin Tid sjeldent dannet og kundskabsrig Officeer, med utrættelig Flid havde han erhvervet sig fortrinlige Sprogkundskaber og uddannet sig i flere Retninger. Efter sin Hjemkomst giftede han sig og førte i en længere Aarrække et lykkeligt

og tilfreds Liv. Da efter Christian den VIIIs Thronbestigelse en Reduction i Armeen fandt Sted, søgte han sin Afsked som Major med en ret anstændig Pension, da han antog, at han med sine Kundskaber vilde kunne skabe sig et klækkeligt Bierhverv, og da Garnisonslivet allerede i længere Tid havde været ham til Byrde. Imidlertid krydsede andre Planer sig i hans Hoved, disse mislykkedes, og hertil kom endnu, at han ved et uheldigt Fald forstødte sin Hofte og blev halt. Da Krigen i 1848 udbrød, søgte han atter Ansættelse i Armeen, hvori dog hans ulykkelige Legemsfeil forhindrede ham, og, da Tropperne kom hjem, og han saae dem modtages med Jubel og flere af hans Samtidige og Kammerater forfremmede og hædrede, kunde hans Nervesystem ikke udholde dette Slag, hans Tanker forvirredes, og endnu i dette Øieblik, da jeg skriver dette, tilbringer han som Olding sit Liv i en Sindssygeanstalt. Til Hindenburg knytte sig mange af mine kjære Erindringer baade i Hjemmet og paa Reiser, og jeg vil aldrig glemme, hvor kjær og tro Ven han har været mig.
Den katholske Geistlighed har seet saa dybt ind i den menneskelige Natur og har forstaaet at anvende denne Kundskab saa godt, at man, om man end ærgrer sig derover, dog maa beundre den Klogskab, der findes i det hele Arrangement. Næppe er October endt med sine Gilder og Dandse og Lystigheder, saa kommer Alle Sjæles Dag den 1ste November med sine alvorlige Kirkefester og sine Sjælemesser. Nu drive Romerne i ligesaa tætte Flokke til Kirkerne, som de for et Par Dage siden ilede ud til Villa Borghese og Monte Testaccio, og selve Kirkehøitidelighederne blive

dem til et divertimento, og derfor hører man ogsaa Yttringer som: “quanto era bella ‘sta funzione! quanto erano ben vestiti i preti! quanto era caro il papa!” o. s. v.
Veiret i November var henrivende skjønt, den mest velgjørende Foraarsluft med mørkeblaa Himmel og varmt Solskin. Desuagtet var Aniofloden ved Tivoli svulmet op og havde nedrevet det Værn, hvorved de kunstige Vandfald vare blevne frembragte. Det maatte vi jo ud at see, og hele Landsmandskabet, med Thorvaldsen, Thorlacius og vor troe tydske Følgesvend Wagner i Spidsen, kjørte nu derud i tre velfyldte Vogne. Sagen forholdt sig rigtig, der var hverken Cascade eller Cascateller mere, og vi tvivlede Alle om, at den just ikke med store financielle Midler begavede pavelige Regjering vilde oprette den skete Skade, hvilket dog blev iværksat nogen Tid efter. Da vi om Aftenen kom hjem, oplevede vi den komiske Scene, at Roms Port var lukket, hvorfor en af Vetturinerne bankede paa, ligesom Chilian paa Trojæ Port. Indenfor lød en Stemme: “Chi è?” – Vetturinen svarede: “Vetturini con inglesi,” hvorefter en Soldat kom knurrende ud og aabnede os Indgangen til den evige Stad.
Til min næsten daglige Omgang hørte nu ogsaa en ung romersk Jurist, Ricci, hvis Bekjendtskab jeg havde gjort i Neapel, og som nu var kommen tilbage til Rom. Han var en kundskabsrig, alvorlig ung Mand, og vi arbeidede troligen sammen, idet han veiledede mig i italiensk Sprog og Literatur, og jeg igjen ham i Tydsk, hvori han allerede havde gjort gode Fremskridt. Han blev siden en anseet Advocat, var meget medvirkende, da Thorvaldsen gjorde sine Dispositioner, og forblev mig endnu i flere Aar en jævnlig Correspondent efter min Hjemkomst. Da Christian Winther

nogle Aar efter reiste til Italien, medgav jeg ham Anbefaling til Ricci, og han har altid bevidnet mig sin Glæde over at have lært ham at kjende.
Aaret stundede nu til sin Slutning, og Landsmændene begyndte at tale om, hvorledes vi skulde feire Julen; men kort før gjorde jeg endnu et Bekjendtskab, som hidtil havde været mig ubekjendt. En Aften kom jeg til Thorvaldsen for med ham at gaae hen til en Familie Benaglia, hvor Fruen var en fortrinlig Sangerinde, og hvor flere musicalske Folk samledes. Da vi skulde til at gaae, bad Thorvaldsen mig om at følge med hen til et Par Damer, der maaskee havde Lyst til at være med i Selskabet i Aften. “Det er,” føiede han halvsagte til, “min Contraband-Datter og hendes Moder.” Vi gik da derhen, og jeg saae da for første Gang den unge, vel 13-14 aarige Elisa, en blond Pige, sin Fader meget liig, og som tegnede til at kunne blive ret kjøn, og tillige hendes Moder, der just ikke gjorde noget behageligt Indtryk paa mig. Hun saae bister ud, med det stærkt marquerede Ansigt, som man saa hyppigt finder hos gamle Italienerinder. Det lod ikke til, at hverken Thorvaldsens Indbydelse eller min Nærværelse vare hende synderligt velkomne; hun snerrede ad ham, sparkede til en Ildpotte, der stod midt paa Gulvet, og afslog baade paa Datterens og egne Vegne at følge med os, hvorfor vi da ogsaa begave os afsted uden Dameselskab.
Imidlertid forberedte vi os alle til Juleglæderne, og Bødtcher, Koop og jeg besluttede at spille lidt Komedie til Morskab for Landsmændene. Vi valgte 2den Act af Jacob v. Thyboe, hvori jeg skulde spille Jacob, Bødtcher Jesper og Koop Peer; men nu faldt der mig et lille fransk Stykke i Tankerne, le brelan des valets, som jeg i Forening med

Mægler Hoskjær og Assessor Hans Holm for nogle Aar siden havde spillet i dansk Oversættelse hos daværende Høiesteretsadvocat Treschow. Jeg huskede tydeligt Intriguen og gav mig nu ifærd med at skrive et lille Stykke, som jeg localiserede i Rom og lagde i Munden paa de tre holbergske Tjenere Henrik, Sganarel og Gusman. Koop og Bødtcher vare villige til at deeltage, og vi holdt nu Prøver af alle Kræfter; Stykket selv, der vistnok ikke kan bestaae sin Prøve for en æsthetisk Domstol, har jeg fundet blandt mine gamle Papirer, og jeg vedlægger det her for Curiositets Skyld.
Den 23de December vare Landsmændene beskjæftigede deels med at hente Laurbærblade og Vedbende, deels med at binde Krandse og Guirlander, deels med at pynte Juletræet. Den næste Formiddag gik hen med Generalprøve paa vor dramatiske Forestilling og med de travle Forberedelser til Julefesten samme Aften. Denne blev holdt i Thorvaldsens Værelser. Først spillede vi vor Komedie til almindelig Tilfredshed, derefter begave vi os op i Hauchs Værelse i samme Huus, hvor et stateligt Laurbærjuletræ prangede, besat med en Mængde Voxlys og behængt med glødende Oranger, hvorunder vore gjensidige Smaaforæringer vare henlagte. Derpaa trak man Lod om 19 Smaapakker, af hvilke de tolv indeholdt antike skaarne Stene, som Thorvaldsen havde givet til Bedste, og de syv andre vare kølende Pulvere for at dæmpe Blodet hos dem, der trak Nitter. Festen sluttede nu i Thorvaldsens Spisesal, der var smagfuldt decoreret med Festons af Laurbær- og Vedbendblade og Oranger. Paa hver Couvert laa en Krands, Laurbær for Thorvaldsen og Thorlacius, Myrter og Roser for Damerne og Vedbende for os Andre. Vi bekrandsede os nu paa antik Maneer, og et Øieblik efter stod den dampende

Julegrød paa Bordet ved Siden af en uhyre vedbendkrandset Viindunk. Et ægte nationalt Element blandede sig i vort Maaltid, da Architekt Schmidt havde medbragt en Flaske dansk Kommenaquavit fra Neapel, hvor han havde faaet den af en dansk Skibscapitain. Hauch og Bødtcher havde skrevet Sange, og under Lystighed og Jubel holdt vi vor Juleaften til efter Midnat.
Otte Dage efter feirede vi Nytaarsaften hos Thorvaldsen. Vi begyndte med vor Forestilling af 2den Act af Jacob v. Thyboe til stor Forlystelse for Tilskuerne, men navnlig for Thorvaldsen, der var en trohengiven Holbergianer. Derefter kom adskillige ikke-danske Indbudne, Thorvaldsens mangeaarige Værtinde Sra. Buti med Familie, den italienske Billedhugger Trentanove, de tydske Kunstnere Blomstermaleren Senff og Billedhuggeren Wolff. Ved Midnatsslaget ønskede vi hinanden “Glædeligt Nytaar,” derpaa kom Punschebollen paa Bordet, og vort Nytaarsaftengilde endte først Nytaarsmorgen henved Kl. 4. Derefter gik vi hen til Trinità de’ monti, lod Blikket vandre ud over den evige Stad og sang den gamle Vise:

“O maatte vi
Om tyve Aar og flere
Saaledes samlet være!”

Ja vistnok samledes Flere af os, inden tyve Aar vare omme, men – ikke i Rom.
Og saa var da Aaret 1826 gaaet ind til sine Søstre i Fortiden, for mig et Aar af stor Betydning, fuldt af uforglemmelige Minder. Ganske vist, jeg kunde i dette Aar have været Overretsprocurator i Kjøbenhavn, have maaskee lagt Grunden til en indbringende Praxis og en klækkelig Formue; men dog, jeg fortrød ikke mit Valg. Vel troer jeg

ikke, at jeg vilde have taget “Skade paa min Sjæl”, om jeg havde vundet jordisk Gods; men jeg følte, at jeg havde haft Fordeel for min Aand, at jeg havde udvidet min Synskreds, faaet Øie for Meget, der hidtil havde staaet dunkelt for mig, og høstet den Gavn, man kan have af at see multorum urbes et mores. En veemodig Tanke blandede sig imidlertid i disse Betragtninger – i det kommende Aar skulde jeg forlade Rom.
Den anden Dag i det nye Aar besøgte jeg Thorvaldsen, der var alene, og vor Samtale dreiede sig umærkelig hen til hans Forhold til Canova. Hans Yttringer vare mig saa interessante, at jeg strax gik hjem og opskrev dem aldeles ordret. Jeg har siden meddeelt Thiele dem, da han skrev Thorvaldsens Biographi; men, da de der (Thorvaldsen i Rom, II p. 168) kun ere benyttede i Udtog, vil jeg her gjengive dem in extenso og lade Thorvaldsen selv tale:
“Canova var en Mand af Talent, men Forfængelighed og Smiger fordærvede ham aldeles. Hans Forfængelighed yttrede sig i de barnagtigste Smaating. Naar han kom ind i et Selskab, talte han med nogle af de Nærmeststaaende og flygtede derpaa hen i en Krog, for at han med desto større Opsigt kunde blive trukket frem deraf. Hans Smigrere manglede ikke Ubluhed. Først overgik han, efter deres Sigende, Romerne, derefter Grækerne, og, da der tilsidst ikke var Nogen, han kunde overgaae, hed det, at han overgik sig selv. Dette gjorde ham skjødesløs, og at arbeide en Statue i Leer var for ham et Arbeide af 14 Dage. Da jeg nu begyndte at faae et Navn, vidste Canovas Tilhængere ikke rigtigt, hvorledes de skulde bære sig ad, og de anviste mig derfor Storheden i Basrelieffet og Canova i Statuen. Da En sagde til mig, at det var mærkeligt, at

jeg endog overgik Canova i Basreliefferne, kunde jeg ikke bare mig for at svare ham, at det dog havde været mærkeligere, om jeg gjorde dem endnu slettere end han. Canova behandlede mig med tilsyneladende Artighed, men han var min hemmelige Fjende. Da Kongen af Neapel var i Rom, bestilte han hos Canova den ene Rytterstatue til piazza reale i Neapel og den anden hos mig; i mit Atelier, i mine Arbeideres Nærværelse erklærede han dette. Imidlertid hørte jeg intet Videre derom, og Tingen var, at Canova havde tilvendt sig begge Arbeider. Efter Canovas Død kom jeg tilfældigviis ind i hans Atelier, hvor jeg saae de to Heste til disse Statuer. Jeg havde i Mellemtiden studeret Heste for at gjøre min kolossale Hest, og jeg maa tilstaae, at jeg forbausedes; den ene er taalelig, den anden under al Kritik; at det er et fiirbenet Dyr, er Alt, hvad man kan sige om den. Man vilde nu formaae mig til at gjøre Figurerne til disse to Heste, men jeg afslog det med den Sidebemærkning, at jeg, om jeg vilde gjøre en saadan Figur, vilde have meer for den alene, end for at gjøre hele Statuen fra ny af. Canovas tilsyneladende Høflighed yttrede sig ogsaa engang derved, at han skriftligen indbød mig til at see en af ham modelleret Figur, med Tilføiende, at han først vilde ansее den for færdig, naar jeg havde seet den. Jeg gik da til ham, saae Figuren, roste den, maaskee meer, end den fortjente, og for at vise, at jeg meente det ærligt, gjorde jeg ham opmærksom paa en liden ønskelig Forandring, der ikke blot var nødvendig, for at et Been ikke skulde blive skjævt, men tillige var en Bagatel at gjøre. Canova billigede det; men Statuen blev udført i Marmor, og Benet blev skjævt som før. For at vise Canova en Gjenhøflighed bad jeg ham igjen om at see en af mig model-

leret Figur. Han saae den, men gjorde ikke en eneste Bemærkning. Da jeg imidlertid trængte lidt paa ham for at høre hans Mening, forsikkrede han mig, at jeg maatte arbeide slettere, for at han kunde see Feil deri osv. Jeg holdt mig da fra ham, kom ikke i hans Atelier, og, naar vi traf sammen i Akademiet, var det, som om vi blot kjendte hinanden, og vore Samtaler vare de sædvanlige Høfligheder.”
Strax ved Aarets Begyndelse sporer man, at Carnevalet nærmer sig, Theatrene begynde at give Forestillinger, Selskabslivet tager et nyt Opsving og lærde og musicalske Selskaber holde Møder. Saaledes var jeg tilstede ved en esercizio academico i la Propaganda, hvor der oplæstes Vers i nogle og tredive Sprog, af hvilke dog Præstationerne i de Sprog, jeg forstod, ikke vare meget tilfredsstillende. Iligemaade døiede jeg en Mængde Sonetter og andre Digte ved en seance i Academia Tiberina, der endte med, at Præsidenten foredrog en Sonet til den tilstedeværende Rosa Taddei, hvori han opfordrede hende til at give en Improvisation til Bedste, hvortil hun da ogsaa var villig og sang smukt om Michel Angelos Møde med Canova i Elysium og om Giganternes Kamp. I det musicalske Selskab la filarmonica hørte jeg Rossinis Zelmira ret smukt udført af Damerne Mancinelli og Ciabatta, der bleve ret godt understøttede af nogle flinke Sangere.
Foraaret nærmede sig nu bestandigt mere; i Villa Borghese duftede det saa lifligt som hos os i gode Aar i Juni Maaned. Sneen smeltede paa de nærliggende Bjerge og foraarsagede derved et Phænomen af en egen Natur. Tiberen steg nemlig over sine Bredder og oversvømmede nogle af de lavere Dele af Rom. Til Pantheon kunde man ikke komme gjennem Colonnaden, hvor Vandet stod

høit op paa Pillerne, men fra en lille Gade bagved kom vi ind i Kirken og igjennem Sakristiet op paa Høialteret. Det var i høi Grad interessant at see den stolte Kuppel speile sig i Vandet, saa at man stod som i en umaadelig Kugle. I Jødeqvarteret Ghetto roede man omkring i Baade, og ved Ponte rotto saae man den ellers saa fredelige flavus Tiber storme frem som en rasende Strøm.
Men netop nu, da Naturen indbød til at være i det Frie, arbeidede Theatrene af alle Kræfter. Teatro Argentina aabnedes med Zelmira. En saadan prima sera er for Romerne af største Vigtighed, det behandles som en Statssag, og man taler derom med største Alvor og debatterer Spørgsmaalet, se incontrerà o se fara fiasco. Operaen incontrerede ikke, Sangerne vare ikke betydelige, og Tenoristen Floriani, egentlig en Grev Compagnoni, blev af Publicum udskjeldt for en briccone og klappet ud, da det var forbudt at pibe. Imidlertid forbedrede han sig efterhaanden, og hele Operaen slæbte saa nogenlunde af. I Teatro Tordinone saae jeg en Haupt- und Staatsaction: la difesa di Carlo XII a Pultava, der naturligviis var en Parodi paa al historisk Sandhed og dramatisk Virkning. Carl den 12te med en tyk Mave og Peter den Store med tre Stjerner paa Brystet og røde Buxer vare i høieste Grad latterlige; men en Mængde Skud, Rytteri, Troldkjærlinger osv. gjorde Stykkets Lykke. Som Soldater optraadte, mirabile dictu, Hans Helligheds egne Soldater i deres sædvanlige Uniformer. Paa samme Theater blev der givet en lille Ballet, Diana ed Endimione, til Benefice for en gammel fransk Dandserinde, Mlle Ginetti, der for flere Aar siden havde viist sig i Kjøbenhavn, og som nu var kommen til Rom med sin Moder og Datter, hvilke begge ogsaa titule-

redes Mademoiselle Ginetti. Efter Forestillingen fulgtes Hindenburg og jeg op med nogle franske Kunstnere Paa Theatret, hvor der blev sat Borde frem med Viin, Punsch og Kager. Herom samledes vi nu Alle, Sjouere, Maskinkarle, Figuranter og Figurantinder, Mlle. Ginetti med Moder og Datter og vi Andre, hvilket dannede en særdeles malerisk Gruppe. Hindenburg og jeg fremstillede os for Aftenens Dronning som hendes gamle Beundrere fra Kjøbenhavn og bleve da modtagne meget naadigt. Hun fortalte os da om sit Ophold og sine Fata i Kjøbenhavn, og om at Frederik den 6te havde villet beholde hende, “mais je lui dis: Sire, Votre théâtre est trop vilain. Mais à propos, Messieurs, comment va ce pauvre Bournonville et Mme. Schall, vit-elle encore? ah, c’est une bien mauvaise danseuse, elle danse encore pis que je n’ai dansé ce soir.” „Aa, Gud bevare’s, paa ingen Maade”, svarede vi naturligviis.
Ogsaa enkelte Lystspil saae jeg her meget godt givne, navnlig Goldonis il Bugiardo. En fortrinlig Skuespiller var Modena, hvis personlige Bekjendtskab jeg havde gjort hos Gagiottis. Han var en meget dannet Mand, der tænkte over sit Spil og sin Kunst, dertil var han ung og smuk.
Endnu et Par europæiske Celebriteter, som mit Ophold i Rom gav mig Anledning til at beundre, maa jeg her omtale, nemlig Improvisatoren Sgricci og Violinisten Paganini.
Sgricci optraadte paa Teatro Argentina og havde bekjendtgjort, at han vilde improvisere en Tragedie. Blandt de mange indsendte Æmner blev udtrukket: Plautilla condannata a morte da Vespasiano insieme col di lei marito.

Modena førte Sgricci ind paa Seenen. Han havde et udtryksfuldt, alvorligt, næsten melancholsk, Ansigt og en smuk, kraftig Skabning, skjøndt han traadte lidt kort med det ene Been; han var klædt i en italiensk, middelalderlig Dragt af sort Fløiel. Med en Ængstlighed, der paa mig gjorde en piinlig Virkning, traadte han hen til Lamperækken og erklærede, at det opgivne Æmne tydede paa en historisk Begivenhed, der ikke stod tydeligt for hans Hukommelse, hvorfor han bad den, der havde opgivet dette Æmne, kun med nogle Ord at hjælpe ham til at mindes den. Da Ingen svarede, og Publicum forlangte et andet Thema, blev en anden Seddel udtrukken med Æmnet: “Turno, rè de’ Rutuli”. “Dette Æmne”, sagde Sgricci, “synes at være givet med Hentydning til Roms Oprindelse”. Derpaa nævnede han Personerne: Æneas og Achates, Latinus, Amata hans Dronning, Lavinia, Turnus og hans Fortrolige, Chor af Krigere, af unge Piger og af Bacchi Præster. Scenen forestiller Bacchi Tempel, hvorfra man overseer Trojanernes og Rutulernes Leire. Efter antik Maade indledede han Tragedien med en Prolog, fremsagt af Venus, Æneas’s Moder. Med den største Ro og med en ypperlig Declamation foredrog han nu, uden at standse, i omtrent halvtredie Time, en fuldstændig, velordnet Tragedie i de skjønneste Vers og det mest ophøiede, for Gjenstanden egnede Sprog. Især fortræffelige vare Amatas Fortælling om Æneas’s Skjæbne, hvorved hun søger at drage Lavinia bort fra ham, Æneas’s og Turnus’s Ordvexling førend Tvekampen og Lavinias Skildring af hendes Syn. Chorene vare skjønne og rige paa velk[l]ingende Riim; dog hørte de maaskee til de loci communes, som Improvisatorerne altid meer eller mindre have i Beredskab, og som ere ligesom Hvilepuncter, hvori

de forberede sig paa det Kommende. Det Hele var ikke blot forbausende, men ogsaa meget tilfredsstillende.
Paganini gav sin Concert i Teatro Argentina. Hans Berømthed er saa grundfæstet, at der ikke er Synderligt at sige meer, end der alt er sagt; men dengang havde han endnu ikke sat Foden udenfor Italien. Ikke blot var hans Færdighed ubegribelig, saa at man tvivlede om Muligheden af det, man hørte; men med denne fabelagtige Virtuositet, disse vistnok noget halsbrækkende, men aldrig mislykkede, Kunststykker forenede han en saa skjøn, stærk og dog blød Tone, et saa følelsesfuldt Foredrag, der især viste sig i simple Adagios, at jeg næsten var enig med min Nabo, en Italiener, der udbrød: è il solo suonatore di violino che non m’amazza”. Han har havt mange Efterfølgere og Efterlignere, men han har dog den Fortjeneste at være den Første, der forstod at behandle Instrumentet paa den Maade. At han gjorde Kunster maa deels tilskrives hans Kjendskab til sit Publicum, hvis smaalige Smag han engang imellem vilde smigre, deels vel og den Omstændighed, at en Kunstner, der i den Grad havde overvundet alle Vanskeligheder, let forfalder til det, hvortil den mere almindelige Kunstner slet ikke kan naae, da de første Vanskeligheder give ham allerede nok at bestille. Paganinis hele Optræden var ogsaa ganske egen; han saae noget diabolisk ud, naar han spillede, og dette Ydre gav da ogsaa Anledning til mange latterlige Historier om, hvorlunde han havde forskrevet sig til Fanden osv. Han blev ved denne Concert understøttet af Sangerinden Signora Bianchi, der var hans Elskerinde og hans Søns Moder. Hun havde en ikke stærk, men blød og behagelig Stemme og sang med Smag og Følelse.
Endelig kom da Carnevalsdagene, som Romerne kalde:

otto giorni di paradiso. Goethe har af det romerske Carneval givet en saa tro, livlig Beskrivelse, at det ikke kan falde mig ind at skrive en Ilias post Homerum. Kun hvad der mest frapperede mig og mine egne smaa Eventyr og Hændelser vil jeg bestride. Det Første, der forvirrede mig i den store Vrimmel paa Corso, var Forbytningen af Kjønnene. I Vognene sad unge Piger klædte som Herrer med Ridepidske i Haanden, og Paa Gaden blev der tilkastet En forelskede Blikke af unge Herrer i Fruentimmerdragt. En gammel Mand med halvtraget Skjæg gik meget alvorligt om som Sælgekone, og paa en Buk sad en Kudsk, som forestillede en Barselkone, der havde Ondt i sine Bryster, og som især var yderst komisk, naar Vognmassen blev tættere, og Konerollen maatte vige for Kudskenaturen. Intet er lettere for Folket end at maskere sig. En Pige trækker et Par hvide Beenklæder paa, kaster derover en Mandsskjorte, sætter paa Hovedet er lille spids hvid Hat af stivt Lærred og sætter en Halvmaske for Ansigtet, og nu er hun en af de utallige smaa Plageaander, der under Navn af Pulcinelliner huje og pibe hele Corso igjennem. En simpel facchino (Sjouer) maler sig i Ansigtet med forskjellige Farver, faaer fat paa en forhenværende god Kjole, tager paa det ene Been en hvid og paa det andet en sort Strømpe, paa Hovedet en gammel trekantet Hat, anbringer Fjerbusk, Cordons, Brystbouquet, Skospænder osv. af Salatblade, og spadserer nu stolt omkring med det idelig gjentagne Raab: “slargatevi, fate passare il conte!” Vognene, der kjøre i Midten af Gaden, gjøre god Virkning, idet de trænge Mængden sammen og vedligeholde en vis Livlighed og Bevægelighed.
Jeg havde leiet mig en Domino og en Plads paa

Amphitheatret udenfor Palazzo Ruspoli, hvor jeg hvilede mig, naar jeg var træt af at løbe omkring paa Gaden; thi man maa løbe med, man henrives af den almindelige Lystighed, og jeg blev en Dag meget forbauset ved at see min stilfærdige Ven Bielke fare ligesaa vild omkring som alle de Andre. Da jeg saaledes sad paa min Plads, bleve Sidepladserne optagne af en Herre med to Damer og endnu en Herre, der satte sig ved Siden af mig. Alle Fire talte Fransk, men min Nabo med en ufeilbarlig tydsk Accent. Vi To kom i Samtale, der snart gik paa Tydsk. Han fortalte mig da, at han var truffet sammen med de andre i Nizza, og at de havde gjort Reisen sammen, at Herren var en Maler, Moench, fra Paris, og at Damerne vare dennes Kone og hendes Moder, Mde. Dulaure; han selv hed Nebel og var Architekt fra Altona. Altsaa vare vi – vel at mærke i 1827 – Landsmænd. Da jeg havde faaet disse Oplysninger, gik jeg hen til Persianis, der havde deres Plads et kort Stykke derfra, fortalte Giulia Historien, beskrev hende Stedet, hvor de Fremmede og jeg sad, og hun gik naturligviis ind paa Spøgen. Lidt efterat jeg var kommen til min Plads, passerede en Maske, klædt som Bondepige, forbi, blev forundret staaende og udbrød: “Mais, M. Moench, Vous à Rome? et Mme. Moench? et Vous aussi, Mme. Dulaure? Et n’est-ce pas M. Nebel? Quelle aimable surprise?” o. s. v. De paagjældende Personer bleve naturligviis høist forundrede over at være saa vel kjendte i Rom, hvor Moench ikke havde været, siden han var et ungt Menneske; men Giulias livlige Samtale og hele elskværdige Optræden tiltalte dem saaledes, at de fulgtes med hende hen til hendes Familie og derefter hjem med dem, hvor jeg saa traf dem siden. Da de saae mig, fik de Opløsningen paa Gaaden.

Denne Tilfældighed skyldte jeg et af de behageligste Bekjendtskaber, jeg siden havde under mit Ophold i Paris.
Nogle Dage før Carnevalet, da jeg om Formiddagen spadserede paa Monte Pincio med en Franskmand af mit Bekjendtskab, M. de Ségur, mødte vi en Herre med en yngre og en ældre Dame, der, ligesom vi, gik op og ned ad den lange Allee. Damerne talte temmelig høit sammen, de talte Tydsk med en stærk wiensk Accent. Ségur og jeg bleve enige om, at den unge Dame var meget smuk. En af Carnevalsdagene, da jeg sad ved Siden af Thorvaldsen paa scala Ruspoli, saae jeg de to Damer komme kjørende og paa Bagsædet en ældre Mand, der ganske havde Udseende af en Englænder. Jeg spurgte Thorvaldsen, om han vidste, hvem det var, men i samme Øieblik fik jeg af Damerne en Dosis Confetti, der aldeles overpudrede mig.
“Det lader til”, sagde Thorvaldsen, “at De kjender dem bedre end jeg”. Samme Aften saae jeg dem igjen i en Loge i Theatret, og, da de fik Øie paa mig, gave de sig til at lee, og jeg lo med; men jeg besluttede at have min Spøg med dem, thi i Carnevalet er jo Alt tilladt, “nel carnevale”, sige Romerne, “le amicizie si fanno e si perdono.” Den næste Dag tog jeg da en Pulcineldragt over mine sorte Klæder og oppebiede mine Damers Komme. Da deres Vogn kom kjørende, steg jeg op paa Bagtrinet ved Siden af Tjeneren og stak min lange sorte Næse ind mellem Damerne, der bleve noget underlig tilmode ved denne Overraskelse. Jeg tiltalte dem i neapolitansk Dialekt, men den unge Dame svarede paa Fransk, at hun ikke forstod Italiensk. “Eh bien, madame,” svarede jeg, “parlons français.” – “Etes-vous français peut-ètre ?” – “Non, madame, comme tous le polichinels je suis napolitain,

mais ma mère est française, et mon pére est allemand, il est de Vienne.” – “Ah, votre pére est de Vienne ? qu’est-ce qu’il est donc?” – “C’est un polichinel comme moi.” — “Oh non, Mr., il n’y a point de polichinel à Vienne.” — “Ja doch,” svarede jeg i wiensk Dialekt, “er hoaßt halt Staberle, Parablimacher aus Wien”, som bekjendt en komisk Figur fra Smaatheatrene i Wien. Forbausede udbrød begge Damerne: “Wer ist das? wer ist das?” Samtalen blev nu livligere, og den gamle Englænder saae med et forundret Ansigt paa denne Conversation. Jeg forcerede den unge Dame en Violbouquet, og ved en Vending af mit Ansigt ved denne Leilighed kom den ældre Dame formodentlig til at kikke lidt op under min Maske, thi hun udbrød: “Es ist bestimmt der kleine Herr mit der Brille, der auf dem Pincio spazieren geht”. Jeg listede mig nu bort, kastede min Pulcineldragt i Boden, hvor jeg havde leiet den, og sad nu i mine sorte Klæder paa min gamle Plads paa Scala Ruspoli. Mine Damer kom snart kjørende forbi, og jeg læste paa deres Ansigter, at de dog ikke vare paa det Rene med Hensyn til, om jeg var jeg eller ikke. Jeg havde en Formodning om, at de vilde vise sig paa Pincio-Promenaden den næste Formiddag, og, næppe var jeg ankommen der, førend jeg saae dem komme langt borte. Uheldigviis sluttede en Herre sig til dem og fulgtes med dem. Dette forhindrede dog ikke den unge fiffige Dame fra at tale til mig for at faae mig til at røbe mig; hun henvendte vel sine Repliker til Herren eller til den anden Dame, men de gjaldt alle mig. Jeg holdt mig imidlertid tappert uden at forandre en Mine, indtil hun tog den Violbouquet, jeg havde givet hende Dagen før, og sønderplukkede den med de Ord: “Wenn ich mich geirrt habe, werfe ich die Veilchen weg.” Her var nu

for mig intet Andet at gjøre end at samle Blomsterne op, og Opdagelsen var gjort, hvorpaa vi alle tre brast i Latter. Dette var den sidste Carnevalsdag. Om Eftermiddagen steg jeg igjen, klædt som neapolitansk Marinaro, op paa Vognen og leverede hende Blomsterne i et Papir med Udskrift: “Verlorne Sachen”; vor Samtale fortsattes, men ikke saa livligt som den foregaaende Dag. At mit Incognito var røbet, berøvede mig noget af mit Lune, og dertil kom, at Damerne syntes generede, da to Herrer, der vare i Vognen, ikke lode til at være synderlig tilfredse med mit Besøg.
Denne Dag endte med den mageløse Moccolifest, hvor hele Gaden forvandler sig til et bølgende Lyshav. Strax efter at Ave-Maria-Klokken har lydt, forandres Skrigene: luoghi, padroni! til moccoli, Signori! og enkelte Lys begynde at vise sig i Vinduerne og paa Balconerne; men i et Nu er hele Corso oversaaet med brændende smaa Voxlys. Nu gjælder det om at slukke Andres Lys og beskjærme sit eget; bliver Lyset stukket, beder man den Nærmeststaaende om at tænde hos ham og slukker da til Gjengjæld hans Lys. Alt dette skeer under de jublende Skrig: “senza moccolo, smorzate i moccoli!” I Midten kjøre Vognene langsomt frem, de Kjørende holde deres Lys i Haanden, medens Fodgængerne ved Siden søge med Lommetørklæder, der ofte ere befæstede til lange Stænger, at slukke Praasene. Hele Corso ligner en bølgende Ildstrøm. Det Hele beruser, fortumler, river med sig; man maa skrige med, løbe omkring, slukke, teende, kort gjøre sig ligesaa gal som alle Andre. Dog havde jeg endnu saa megen Besindighed, at jeg forlod Corso endnu, medens Jublen var i fuld Gang, og kort førend den var forbi. Jeg vilde ikke see den tindrende, jublende Corso forvandlet til en mørk, stille Gade. Det er

romersk Skik at indtage et substantielt Aftensmaaltid den sidste Carnevalsdag for at tage Afsted med Kjødspiserne og med Rette at kunne sige: “Carne vale!” Et saadant Maaltid holdt vi, Gerson og jeg, i Selskab med Familien Persiani, Thorvaldsen, en Englænder Goddard, to franske Herrer de Ségur og de Preau, Grev Keyserling og Hauch, med hvilke vi vare trufne sammen paa den sædvanlige Festino i Teatro Argentina. Man kan nemlig ikke lade sig nøie med Maskeraden paa Corso; naar denne er forbi, fortsættes Lystigheden i Theatrene eller i private Kredse. Saaledes var jeg tilstede ved forskjellige, tildeels meget glimrende bals masqués hos den franske Gesandt Grev Montmorency, hos Marchesa Sampieri, hvor Gemalen meget charakteristisk gik omkring i Slaabrok og Nathue, og hos Torlonia, hvor Festen tog sig ypperligt ud i de pragtfulde Sale.
Ogsaa de tydske Kunstnere holdt en Festino, hvor vi morede os fortræffeligt. Maleren Flor og jeg havde udarbeidet en lille Farce, hvori jeg forestilte en fremmed Kunstelsker og Kunstkjender, til hvem Kunstens Genius kommer forklædt som fransk, italiensk og gammeltydsk Kunstner for at gjøre ham bekjendt med Kunstens Tilstand hos de forskjellige Nationer. Her blev der nu læst Kunstnerne drøi Text i skjemtsomme Udtryk. Den italienske Kunstner taler kun om Priserne; den franske fortæller, at han maler paa flere historiske Stykker, la mort de Régulus, la mort de César, la mort de Pompée, où le sang coule, peint avec de la laque grosse comme deux doigts; Tydskeren siger: Perugino ist schon auf dem Rückwege und Raphael ganz manierirt osv. Tilsidst traadte Kunstens Genius frem i egen Person og sluttede Stykket med at overrække Thorvaldsen en Laurbærkrands.

Carnevalet var nu forbi; Glæden og Jublen vare forstummede og gave Plads for Bod og Faste. Stilhed herskede overalt, og hvor vare nu alle de glade, overgivne Romere? Hver gik i sine vante Sysler, hver sin Vei, Alle spredte over hele Byen, istedenfor at de den foregaaende Dag havde været sammentrængte paa den larmende Corso. Det tykke Lag af Confetti, der ligner et Sneelag, feies bort; Stilladserne brydes ned, de brogede Tæpper, der prydede Balloner og Vinduer, tages ind, og den livlige Maskesal forvandles til en stille, alvorlig Gade. Saaledes forstaaer Katholicismen snildt at tumle med Gemytterne og kaste dem omkring i Sindsbevægelserne, lige fra vild Overgivenhed ind i den dybeste Andagt.
Til de Bekjendtskaber, jeg havde gjort i Persianis Huus, hørte ogsaa en ung Italiener, Adolfo Tambroni, der med en stor Godmodighed forenede mere Dannelse, end man sædvanlig finder hos de unge Romere. Ved ham samledes jeg ofte med flere af hans Kreds, og navnlig med Marchese Massimo d’Azeglio, der siden skulde erhverve sig et saa berømt Navn, baade som Forfatter og som Statsmand. Han levede dengang som Dilettant i Malerkunsten, efterat han i nogen Tid havde været Militair. Hans Specialitet var de saakaldte historiske Landskaber, hvori man søger at forene den historiske Begivenheds Betydningsfuldhed med Landskabets Charakteer og Skjønhed, og for hvilke jeg, netop paa Grund af denne Dobbelthed, trods Azeglios aandfulde Raisonnements, ikke ret kunde finde Interesse. Men under disse venskabelige Debatter fik jeg Leilighed til [at] skatte Azeglios lyse Blik og store Veltalenhed, skjøndt jeg dengang var langtfra at ane den Rolle, han skulde komme til at spille i Italiens nyere Historie.

Tambronis Fader, der nok havde været Advocat, havde i sin Tid været Forretningsfører for Louis Bonaparte, da denne boede i Florents. Derved stod Tambroni paa en venskabelig Fod med Familien, og, da, han tilbød mig at indføre mig hos Dronning Hortense, greb jeg begjerlig denne Leilighed til at gjøre Bekjendtskab med nogle af Napoleoniderne, af hvilke jeg kun paa Gaden havde seet Jérome, der, med Æreslegionens store Baand paa Vesten, kigede efter Damerne gjennem sin Lorgnet og i det Hele ikke var synderlig anseet i Rom. Hortense beboede Villa Paolina i Nærheden af Porta Pia, hvor hun hver Løverdag modtog en lille Kreds af Damer og Herrer. Da jeg traadte ind i hendes Salon, faldt mit Øie strax paa et legemsstort Portrait af hendes Moder, Keiserinde Josephine, i Kroningsdragt, malet af Gerard. Naar man er lidt bekjendt med de vedtagne Former, er det vistnok ikke vanskeligere at tale med en Souverain end med en Privatmand, men her, hvor jeg trods den keiserlige Høihed, der stod for mig i Josephines Portrait, skulde tale med en Personlighed, der var nedfalden fra sin Storhed og saaledes hverken var Dronning eller Privatperson, følte jeg mig et Øieblik forlegen. Dog faldt denne Forlegenhed snart bort. Hortense var høi og imponerende, ikke smuk, men tiltalende, og hendes elskværdige, forekommende Væsen, hendes rige, venlige Conversation bragte mig øieblikkelig i Ligevægt. Efter de første Velkomstord bragte hun Talen paa Carnevalet, som hun nu erfarede, at jeg havde seet første Gang. “N’est-ce pas,” sagde hun, “ce n’est qu’à Rome qu’un carnaval est possible; à Paris on se battrait, et à Londres on se griserait.” Hun gjorde mig nu bekjendt med hendes Søn, Prinds Louis. Hvor langt var jeg dengang fra at kunne

ane, at dette unge Menneske engang i Tiden skulde bestige Frankrigs Throne, at Scepteret engang skulde holdes af den Haand, som jeg tidt havde i min, naar der i den selskabelige Kreds blev dandset rundt om den staaende Blindebuk, thi Tonen her var meget munter; der blev converseret, musiceret, spillet Skak og Billard, leget Julelege, kort Enhver morede sig efter sit Behag. Derefter blev der drukket Thee, og en smukkere Krands om et Theebord kunde man ikke let see; thi alle Damerne, der sad om Bordet, vare, eller havde i det Mindste været, smukke. Hortense havde nemlig, enten af egen Skjønhedssands, eller for at behage de Herrer, der udgjorde hendes Selskabskreds, sørget for, at den kvindelige Deel var udsøgt. Foruden Hortense selv og hendes Selskabsdame, Md. Courtin, vare de sædvanlige Gjæster Hertuginde Lante med to Døttre, Lady Onslow med Døttre, Mistress Ashton med Døttre, Signora Martinetti, den italienske Ninon de Lenclos, en ældre Dame af en endnu vidunderlig Skjønhed, Contessa Guiccioli, Byrons bekjendte Elskede, og flere, dog kun italienske eller engelske Damer, thi de franske vovede ikke af politiske Grunde at indfinde sig, hvor gjerne de end havde villet. Men Sjælen i Selskabet var dog Hortense selv; hun forstod at sætte Samtalen og Tidsfordriven i Gang, hun havde altid et lille venligt eller pikant Ord at sige til hver af Gjæsterne. I et lidet Mellemrum mellem Salonen og et Cabinet hang adskillige Miniaturportraiter, blandt hvilke et af Napoleon, som man sagde, at hun havde malet. Da jeg engang stod og betragtede dette Portrait, spurgte hun mig: “Qu’est-ce que Vous regardez là?” “C’est le portrait du grand homme, madame.” “C’est bon, c’est bon ! C’est le grand homme pour Vous qui ne l’avez pas connu; mais

moi, qui l’ai connu, je l’appelle le bon enfant.” Prinds Louis var et lystigt ungt Menneske, om hvis Evner jeg iøvrigt ikke havde nogen stor Forestilling. Da jeg dog ønskede at vide Noget om denne unge Napoleonide, henvendte jeg engang til hans Hovmester, M. Philippe Le Bas, der siden er bekjendt som archæologisk og historisk Forfatter, og med hvem jeg tidt spadserede, det Spørgsmaal, om hvorledes den unge Herre egentlig var. “C’est un excellent jeune prince,” svarede han, og dette Svar gjorde mig ikke synderligt klogere. Prindsens senere forulykkede Foretagender, der i det Hele ikke bidroge til at give Verden store Tanker om ham, bestyrkede mig i den Tro, at han var en ikke særdeles begavet Fusentast, men de paafølgende Begivenheder viste baade Verden og mig, at vi havde taget feil.
Thorvaldsen vidste ikke med Bestemthed, hvilken Dag han var født, men havde til sin Fødselsdag udnævnt den 8 Marts, den Dag, da han var kommen til Rom. De Danske i Rom og en Deel tydske Kunstnere besluttede at benytte den tilfældige Nærværelse af et ypperligt østerrigsk Militair-Musikcorps for at bringe ham en Serenade. Toget drog med Fakler fra Piazza Barberini, og udenfor Thorvaldsens Huus dannede Fakkelbærerne en Kreds, indenfor hvilken Musikcorpset tog Plads. En Deputation, bestaaende af de

tydske Kunstnere Herrmann, Hofer, Thürmer og Zahn, bragte ham en Lykønskning, og Musiken spillede en Tidlang. Jeg gik op til Thorvaldsen, som jeg aldrig før havde seet saa bevæget og forvirret; han var ude af sig selv, trippede omkring, vilde sige Noget, arrangere Noget, men det lykkedes ham ikke. Han kom først til sig selv igjen, da Persianis Damer, der besøgte ham for at lykønske ham, i Forening med Gerson og mig begyndte at musicere for ham. En Maanedstid derefter vilde han gjøre Gjengjæld og havde da anordnet en smuk Diner i Villa Albani, hvortil han indbød de Tydske og Danske, der havde bragt Serenaden, og desuden flere af hans ældre Venner Koch, Wagner, Reinhard, Brødrene Riepenhausen o. Fl. I den smukke Sal, der var festlig decoreret med Grønt og Oranger, holdt vi nu en lystig Middag, hvor glade Sange afvexlede med Taler og Skjemt. Det var en livlig Fest, hvor de Gamle kappedes i Ungdom med de Unge og blandede sig broderligt med dem.

Allerede i nogen Tid havde Hindenburg og jeg aftalt at ville gjøre en længere Fodtour i Roms Omegn i videre Betydning.
[...]

[...]
Paa hele Touren var det vort faste Forsæt ikke at ville kjøre, om der end tilbød sig en Leilighed; men den næste Dag, der var Onsdagen før Skjærtorsdag, vilde vi gjerne være i god Tid tilbage til Rom, og vi gik derfor ud for at søge en Befordring; men – ingen Vogn var at opdrive, Alt var afsted eller bestilt. Der var altsaa intet Andet for end at spadsere, hvilket vi da gjorde saa skrapt som muligt. Da vi vare omtrent halvveis, bleve vi indhentede af en Vogn, hvori vor Ven Mr. Otley og et Par Englændere sade; de tilbøde os Plads, og vi ankom da til Rom, efter 13 Dages Fraværelse, i saa god Tid, at vi kunde gjøre fornøden Toilette og indfinde os i Capella Sistina for at høre Bainis Miserere.
Nu fulgte da alle Kirkehøitidelighederne i Anledning af Paasken, og jeg tilstaaer, at jeg bivaanede dem med

større Interesse end den forrige Gang, da jeg, som netop ankommen til Rom, blev distraheret ved de mange forskjellige Indtryk, der stormede ind paa mig. Den pavelige Velsignelse, den imposante Kuppelbelysning og det pragtfulde Fyrværkeri fra Castel S. Angelo ere virkelig, i alt Fald, Skuespil, der fortjene at sees og gjøre deres Virkning; at see en gammel Mand uddele sin Velsignelse, han være nu Pave eller ei, og et heelt Folk synke paa Knæ, er et rørende Syn, som man ikke let glemmer. Det traf sig besynderligt nok, at Gerson og jeg, vi to Ærkekjættere, ogsaa skulde bidrage vor Skjerv til Paaskefestens Høitideligholdelse i Rom. Monsignor, siden Cardinal, Cappacini, der var Directeur for Fattigvæsenet i Rom, og som ikke sjeldent besøgte Persianis, havde flere Gange været tilstede ved vore musicalske Øvelser og anmodede nu Guilia og Gigia Persiani om at formaae os til at synge i Kirken i Albergo de’ Poveri paa første Paaskedag. Vi gik gjerne ind herpaa og indstuderede Zingarellis tre ore d’agonia. En Franciskanermunk forrettede de sædvanlige Functioner, og imellem disse sang vi vor trestemmige Musik med Accompagnement af et Fortepiano, der var blevet bragt op i Kirken, til stor Opbyggelse for Roms Fattige og til deres Directeurs fuldkomne Tilfredshed.
Faa Dage efter Paasken anmodede Thorvaldsen mig om at følge med ham til hans Atelier. Allerede i længere Tid havde Kunstnerne mumlet om, at Thorvaldsen nu begyndte at ældes, at han ikke havde sin tidligere Energi, at man saae ham overalt i Selskaber, men næsten aldrig i Atelieret o. s. v. Jeg veed ikke, om Thorvaldsen var bleven underrettet herom og maaskee havde udvalgt mig til at gjendrive disse Yttringer, eller om det traf sig aldeles til-

fældigt; men, da vi kom ind i det større Studium, stod der Poniatowskys Rytterstatue, og, da han førte mig ind i det mindre Atelier, saae jeg de to Figurer til Pius den Syvendes Monument og de fire Figurer til Prindsen af Leuchtenbergs Gravmæle. Altsaa havde han i den Tid, da man antog ham for aflægs, skabt syv kolossale Statuer.
I de første Dage af Mai kom Kong Ludvig af Bayern til Rom. I denne Anledning havde de tydske Kunstnere foranstaltet en Udstilling i det nylig indrettede Udstillingslocale ved Porta del popolo, og Maleren Hanson fra Altona, der havde udført mit Portrait, udstillede ogsaa dette. Iligemaade blev der bragt Kongen et Fakkeltog, og en Deputation overrakte ham en Sang, der blev afsunget og efterfulgt af et “Hoch” for Kong Ludvig, Kunsternes og Videnskabernes Beskytter. Kongen takkede først fra Balconen og kom derefter ned i Haven, hvor Skaren var forsamlet, og talte et Par Ord med hver især. Til mig sagde han, at det var ham smigrende, at Danske ogsaa toge Deel i denne Fest, og gik derpaa over til at sige: “Sie können nicht glauben, wie ich mich in Rom zu Hause fühle; dieses ist das fünfte Mal, daß ich hier bin, und ich habe im Ganzen wohl zwei Jahre meines Lebens hier zugebracht osv.” Dagen efter gik jeg op for at see den tydske Udstilling, da jeg paa Trappen traf Kongen, ledsaget af Wagner, der kom ned derfra. Kongen kom lige hen til mig med de Ord: “Verzeihen Sie, wie heißen Sie noch? Ich habe seit gestern Abend Ihren Namen vergessen.” Wagner gjorde ham opmærksom paa, at mit Portrait var paa Udstillingen, hvorpaa han tog mig ved Armen og gik op igjen: “Kommen Sie mit! wir wollen Original mit Copie vergleichen.” Han fandt Portraitet meget tilfredsstillende og “zum Sprechen ähnlich.” Han

var forresten ikke lidet tunghør og læspede meget stærkt, saa at han omtrent laborerede af de samme Feil, som forhindrede Ledermann i “de Uadskillelige” fra at være en behagelig Mand i Omgang, men, naar han var i Rom, var han elskværdig og gemytlig og bortkastede al Etikette, som han efter Sigende holdt strengt paa i München. Naar han f. Ex. vilde besøge Thorvaldsen og ikke gad gaae op ad Trapperne, raabte han fra Gaden op til Vinduerne: “Thorvaldsen! Sind Sie zu Hause?”
Det begyndte nu at lakke ad Tiden til vor Afreise; men forinden gjorde jeg med Nebel og M. de Préau en lille Udflugt til Ostia, hvor vi vandrede omkring og glædede os ved at gjensee det stolte Hav. Vi bleve her førte omkring af en Artillerist, der var en svoren Tilhænger af Napoleon og ikke nævnede ham uden at tilføie “benedetta l’anima sua”; derimod var han høist utilfreds med sin nærværende Stilling, saasom han kun havde lidt at leve af og desuden hver Sommer stod i Fare for at crepere af aria cattiva, og det, som han sagde, uden at have saameget som en Præst i Nærheden.
De følgende faa Dage, jeg endnu havde tilbage i Rom, gik hen med Forberedelser til Reisen og Afskedsbesøg hos mine mange Venner og Bekjendte. Det var veemodige Dage; det koster Overvindelse at løsrive sig fra Rom. Durum, sed levius fit patientia quidquid corrigere est nefas. Disse Ord maatte jeg idelig præke for mig selv. Ved Afskeden trykkede Thorvaldsen en Ring paa min Finger, og i de 40 Aar, der ere forløbne til det Øieblik, da jeg skriver dette, har den siddet der og skal sidde der til min Død. Endnu en Vandring Paa Monte Pincio for at kaste det sidste Blik ud over den evige Stad, og saa imorgen tidlig, den 24de Mai, afsted!

[...]