Der var megen delibereren om Kroningen, og Thor: sagde strax, han ikke vilde klæde sig i hvide silke strømper og skoe som hørte til de [h]vide Rid[d]eres dragt. og da man sagde ham, at Kongen havde sagt at Thorv: kunde komme, klædt, som han ville[,] men Thor: svarede, at der som Dragten f ex havde været med halvstøvler eller noget, som var bedre Pasende en[d] denne Maskerade dragt for gamle folk, og især Gamle Been, som enten vare som kolstokker eller, tykke osv, dog klæde sig anderledes
En[d] alle de andre af Hans Rang, saa man skulde udpæge ham, og sige: [“]see han har Støvler paae fordie han har daarlige Been[”], [“]nei det er jeg for Gammel til saaledes at giøre Narr af[;”] osv ‒ dog paa engang stod der i Avisen at naar man henvendte sig der, eller der, kunde man see hvad forandring der er bestemt at skulle skee i de [h]vide Rid[d]eres dragt (: jeg som saa gierne vilde at Thor skulde være med, deels fordie man havde sagt mig at Hans Majestæt ønskede det, og deels fordie jeg havde seet hvordan den dragt klædte ham syperb, vi havde probert een paa ham)[.] jeg løb strax op paa kammeret til Thor: og vi vare enige om at det vist var den forandring der nu var bestemt; [“]ja saa vil jeg med[”], siger Thor, [“]og i dobelt henseende ogsaa for den Opmærksomhed,[”] nu giorde jeg strax anstalter og kiøber Orange Floiel, osv til ham, men jeg blev flaue da jeg nærmere forhører mig, at heele forandringen bestaaer i en Anden Brodering paa en Krave som en Rider, havde troet vilde klæde ham bedre, nu opgav Thor det strax, og vi tog til Byen for at Bivaane feterne, som der skulde være i den Anledning baade i Frederigsborg og Kiøbhavn, og Thor: tog med skiønt han intet vilde tage deel i, men Steffens var i Byen, og dem saae han flere gange vi vare og i sælskab hos Øhlenschlæger sammen med dem, og saa fleere ting sammen[,]
f: ex vare vi paa Runde taarn hvor baade Steffens og Thor ikke havde været i 45 Aar, og bleve meget forundrede over ikke at skulle betale sine 2 ß for Entreen men derimod maatte vi vist staae 1 Time oppe og banke paa en dør, som Thorvaldsen meget eftertrykkelig giorde, og Steffens sagde: [“]und mit jedem Hammerschlag trit[t] einem Gotte Hervor![”] ‒ nu skrev Steffens sit og Thorv: Navn paa Væggen ved Vinduet hvor det vistnok kan findes endnu[,] det er ved den første sperrede dør, hvor man bliver standset. ‒
I Anledning af Kroningen, bestemte alle Kunstnerne at tegne et stykke til en Album til Hans Majestæt, og man henvendte sig og med opfordring til Thor: og jeg paa Thieles Opfordring bad ham umaadelig derom, dog hvad han bestemt ikke ville, kunde ingen Overtalelser bringe ham til, især naar han, som han sagde skulde prostituere sig, for at føie de Opfordrende, (han var nu altid saa beskeden), og da han jo ikke tegnede meere saa var det flaut at komme med en lille Contuuer (som var det eeneste han nogenlunde kunde giøre) blandt alle de Kunst sager, hvor Mæsterne giorde deres Mæster stykker osv ‒ og alt hvad jeg sagde, at Compositionen Alene kunde have værd osv; saa var han ikke til at bevæge. ‒
D. 28 Juni Droningens Geburtstag, var Kroningen, heele Byen byen var i bevægelse, og i Frederigsborg, og jeg var lidt ilde ved det, at Thorvaldsen skulde være ganske Alene. Min Svigermoder og min Søster som jeg ellers vi[d]ste jeg uden videre kunde anbefale ham til, vare borte, og jeg selv tog til Frederigsborg, saa faldt, mig en famille ind, som altid har vist ham megen sand kierlighed[,] Asessor Muses, og jeg bad Konen invitere ham til Midag, og tage Sig af ham paa det beste, dette giorde hun paa det beste, heele hendes Ungdom afhentede ham og osv Christiane fort sætte.
og Øhlensch: tager Ordet og vil tale med, han havde jo heele tiden nikket Bifald til Steffens[,] tænk nu hans, og vores alles forundring da Steffens, uden videre Complimenter siger reen ud, til ham: [“]thie Du stille Du kan jo slet ikke tale og for Dig er der intet paa Jorden haver Værd uden en digter[,”] osv[.] lade Steffens eller Grundtvig fortælle denne Historie[.] Nu stod alle fra Bordet, og man endte lidt flaue ‒ Derpaa en spadsere tuur i løstskoven[.]
Vi havde ogsaa nogle deilige Aftener hvor frue Steffens, og Clärchen Sang osv ‒ frue Steffens, kaldte Thorv: Kongen og Øhlenschlæger Kronprinsen[.] apropos: her paa Nysøe gjorde Thorvaldsen Steffens Portrait, som Meda[i]llon[,] den er i Rom for at hugges i Marmor og jeg har endnu et brev af Thor x x hvor han siger at denne Meda[i]llon var det eeneste der var heel af alt hvad der var sendt i Min Kasse med Statyen[.] paa en Tuur i Hollænder Skoven, fik Børnene stor respekt for Steffens, som skiød et Gevær af, efter Skiven osv[.] i den anledning gik Historien, fra Thor og Steffens, Øhlensch blev bange, og forlod Skoven, ligeledes var han bange at gaae over Broen i Haven[.] saa fortalte Thorv: hvorledes de havde Skræmmet Øhlsch: fra Rom, ved at bild[e] ham ind at Jordbunde var vukanisk osv. ‒ Den Historie om Malerierne i Rom, som Øh: kunde bedre bedømme og see i en Time en[d] Th: i sit heele Liv kunde Thr: aldrig glemme[.]
Øhlensch. var den første der forlod os. ‒ Schouv’s vare i Roskilde, hvor Stænderne vare samlede. Steffens med famille reiste til Norge, og naar de kom derfra vilde de besøge Roskilde[.] nu gave vi hinanden der, rendez vous, og rigtig da vi d. 30 July (troer jeg) kiørte ind af Roskilde bye, bleve vi modtagne af Steffens, som strax havde en Invitation til Midag for os hos Comisarius, fr Wulf var med mig, denne Diner var meget Munter, og fornøielig, der blev udbragt et par Skaale, og om Eftermidagen blev Spadseret, og drukken The i Kloster Haven osv, nu bleve vi alle inviteret af Stænderne til en Stor Diner, som var brillant, med Taler og Munterhed[.] først udbragte Biskoppen Thorvaldsens Skaal, med en meget smuk tale N 1 der hermed maa følge, dernæst, Schouv en dito for Steffens N 2 saa Steffens N 3, for ‒ osv osv ‒ det var den Beste[.] kort det gik deiligt og vi fik ordentlig Tørst efter Taler, og en stor løst efter at høre Ussing, som dengang netop var en vogue, man begyndte ganske sagte at yttre ønsket, saa høit, dog forgieves[.]
endelig sender man en Muntlig Petition til ham for at anmode ham dog han vi[d]ste ikke hvad han skulde tale over, hvor paa man proponerte ham at udbringe Dammernes Skaael, men han mente han vilde skræmme Damerne, kort han var ikke at bevæge, og saa fik vi en meget smuk [tale] af Sali katt. ‒ men vi morede os deiligt, og vare ikke gierne taget bort, som skulde skee strax efter Caféen som vi tog i en lille Have; ‒
Endnu maae jeg bemærke at vi den foregaaende Nat ikke kunde faae meere en[d] 2 Værelser i Roskilde[,] et lille, og en stor, Stampe, er en slem Sovekamerat da han taler i søvne og alt saa vilde jeg nødig Thorv: skulde Sove i samme Værelse som han og jeg meente nu fr: W: og Thor: kunde komme i det store værelse, og Stampe og jeg, i det lille ved siden af, dog det vilde hun ikke, alt saa, laae vi Stampe ved den eene Ende af Stuen, og Thorv: ved den anden, jeg og frøkenen i det lille værelse ved siden af[,] NB, med døren Aaben til Herrenes værelse, for at jeg som kiendte Stampes Maneer, kunde have Øre med ham, nu var alle til roe men efter et par Timers tid saa begyndte Stampe at Synge, og saa at Snakke, og jeg efter gamel vane, tysser beroeligende paa ham og saa
bliver alt stille, men lidt efter begynder han, paa nye, og jeg tysser paa nye, og han bliver roelig og begynder igien og saadanne heele Natten, næste Morgen bekiender vi for hinanden, at vi ikke havde lukket et Øie, fr W: som er meget lyd Øret, havde vendt og dreiet sig heele Natten, jeg havde bestandig lyttet efter Stampe for at være ved haanden at tysse paa ham af angest for han skulde vække Thor, denne havde ikke rørt sig, saa jeg troede han havde sovet lige fuldt, dog nu fortæller han ikke at have lukket et Øie, og mod slutningen af Natten med villie holdt sig vaagen for die Stampes drømme begyndte at interessere ham, han havde nemlig ikke vi[d]st at døren til os var aaben, og troet at det var Stampe selv der tyssede paa sig, og hvad han aldrig kunde glemme, og ofte fortalte med latter, var at Stampe paa engang, havde Givet et stort Skrig fra sig, og saa sagt[: “]nu brast Maven[,”] og strax efter:[ “]det kan arivere![”] og saa komm den sedvanlige tyssen efter ethver raab eller yttring; ‒ kort den Eeneste der havde sovet i et væk var Stampe, og vi[d]ste af intet[.] ‒ Næste morgen maatte vi laane loschie
hos Schouws, og Drewsens (der boede i et Huus) for at faae et par Timers Søvn; –
Medens Stænderne endnu vare samlede i Roskilde Aaret 1840, blev der giort Bindesbøl saa mange vanskeligheder med Museets fremskriden, deels ved Intriger, og deels ved Cabaler, nu standsede det ganske paa engang, og Thor: var fortvivlet, og i daarlig humør[.] jeg sendte nu en Exspresse til Roskilde for at bede Schouv giøre hvad han kunde, imidlertid, talte jeg [med] Conf: Colin og han meente det var ikke af Veien at tale med Hr: Sager, jeg skriver til ham, og han kommer, og vi faar en lang Conferenz som enner med at han lover mig han skal ikke sitte sig ned føren[d] han har været hos alle paagieldende, og see hvad der var at giøre for at Bindesbøl kunde arbeide; og han holdt ord. Næste dag kom B: og sagde alt var i Gang igien, Thor blev meget Glad, og sendte strax Bud om ooo= ooo= at kiøbe 2 Stykker, der var paa Kunstforeningen, nemlig af Marstrand og Kychler, som han nogle dage til forn havde beundret der, men paa min tilskynden at kiøbe dem, svarede[: “]nei Gud giør jeg ikke, aldrig skal jeg kiøbe for en skilling meere til Museet, da di ikke ved om de vil, eller ikke vil have det saadan gaaer det med Bygningen;[”] dog nu var han glad igien og senere har han kiøbt meget baade her og i Rom, og intet var ham for kostbar, naar han fandt det var Godt; [“]et godt Malerie kan man aldrig betale for dyrt, men et slet Kunstværk er altid for dyrt kiøbt[,”] det var hans sedvanlige Princip, men som han ikke dog altid holdt sig efterretlig.
Nu blev jeg til d. 17de August i Byen med Jeanina, som havde været meget syg, i den Tid var der megen talen om at det var absolut nødvendig at Thor skulde reise, og han talte ikke om andet og alt var forberedet, og afgiort at han skulde følge med Mathia, denne vilde Naturlig gierne følge med Thor, dog jo nærmere tiden kom jo meere, ilde tilmode blev Thor, Mathia ventede Blodt paa dr: Hartmann, saa skulde de følges ad, over Berlin hiem, Thorvaldsens Mismod tog daglig til, og han begyndte ordentlig at blive gnaven, urimelig, og uretferdig og satte sig tusend Ting i Hovedet, som f ex: at man gierne vilde af med ham her, og dit, og dat, Nogle gange forsikkrede han mig han var ved denne Reise som om han skulde gaae i sin grav, osv[.] jeg vilde nu faae ham til at blive, men det gik ikke an, thi han havde taget Afsked fra heele Værden, og været hos Enke Droningen[.] kort jeg mærkede, at han heldere en[d] gierne vilde Blive, men skammede sig intet Paaskud at have, og saa faldt mig ind at skrive til hans Majestæt, heele Historien
hvor dan det hængte sammen osv sigende at dersom Hans Majestæt ansaae det for Umagen værd, saa var jeg vis paa der behøft[es] kuns 2 Ord fra Hans Majestæt, for at Thor med Haandkys blev, (jeg reiste nu til Nysøe og kort efter d. fik jeg et Brev fra Thor: hvor han er umaadelig Glad over ikke at komme til at reise[;] Kongen vilde ikke han skulde vove sig saa silde paa Aaret osv ‒ [“]og jeg sender hermed, en Copie af Kongens Brev hvoraf De kan see hvad han Mener,[”] og den kiere Gamle havde selv Copieret Ord for Ord Majestætens Brev til ham, som jeg Naturligvis ogsaa opbevarer, imellem hans andre kiere Breve, ‒ Nu ville han blodt exspedere Hartmann og Mathia (de spidste hos ham til Midag, og saa ville han komme til Nysøe, og han bad tusend gange, jeg ikke maatte være vred fordie vi saa ofte havde skientes i den siste Tid; vi siger han, thi han tilstod sielden, eller aldrig at han var skyld deri, og jeg kunde ikke alle tider finde mig i hans uretferdig[e] beskyldninger, mod heele Verden, naar han var i det Humør, altsaa stred jeg imod, dog nu var alting godt, han skulde jo ikke forlade Danmark[.]
han har ofte forsikkret mig at han hver gang han skulde reise fra Dannmark havde gredt, som et Barn, men derimod naar han forlod Rom, gik det Glat væk som at spise et Stykke Smørre brød, var hans Udtryk ‒
