Alberto eller Bertel?

Alberto eller Bertel?

Da Thorvaldsen kom til Italien i 1797 tillagde han sig meget tidligt navneformen Alberto eller Albert i stedet for det knapt så italiensk klingende navn Bertel.

Den tidligste skriftlige forekomst af Alberto stammer fra tiden lige efter Thorvaldsens ankomst til Rom, hvor Thorvaldsen i et brevudkast af antagelig marts 1797 til bl.a. Jørgen West, har underskrevet sig “Alberto”.

Den første sikkert daterede forekomst af Alberto i stedet for Bertel stammer fra brev af 24.10.1797 fra Georg Zoëga. Det er stilet til “il Sig. Alberto Thorvaldsen”. Det vidner om, at det i løbet af 1797 var blevet almindeligt i Thorvaldsens omgangskreds at titulere ham med det italienske Alberto.

I den officielle erklæring af 1.1.1798 fra Francesco Piranesi til rette vedkommende omtales Thorvaldsen som: “…il Sigr. Aberto Thorwaldsen…”, hvor Aberto må være en sjuskefejl for Alberto. I passet af 11.2.1798 fra samme Piranesi er billedhuggerens navn dog igen Bertel Thorvaldsen, hvilket fx også er tilfældet i attesten af 7.1.1801 fra Georg Zoëga – så både den danske og den italienske navnevariant har været i brug simultant.

I historikeren H.F.J. Estrups biografi over Thorvaldsen til Ordenskapitlet fra 1818 kaldes billedhuggeren “Albert Thorvaldsen”.

I Ernst Försters kunsthistorie fra 1860, op. cit., p. 84, nævnes, at Thorvaldsen selv ytrede sig til fordel for formen Albert fremfor Bertel. Förster skriver: “Aus seinem eigenen Munde habe ich die Worte: ‘Ich heiβe Albert, nicht Bertel!’”.

Også i passet af 11.9.1805 for rejse mellem Livorno og Rom har Thorvaldsen underskrevet sig med “Albert”.

Thorvaldsen udskiftede dog ikke Bertel med Alberto/Albert permanent. Hans danske fornavn Bertel optræder i brevene gennem hele hans liv.

Det var helt almindeligt, at danskere måtte italienisere deres fornavn, som det fx var tilfældet med Thorvaldsens gode ven C.F.F. Stanley, hvis Charles blev til Carlo, se fx brev af 30.8.1805 og et andet brev fra samme dag.

At stave til Thorvaldsen

Efternavnet Thorvaldsen blev stavet på mange forunderlige måder gennem hele billedhuggerens liv. Det skyldes ikke en italienisering af efternavnet, men snarere at den skrivende ikke har været bekendt med det danske sprog, eller med nordiske navnes stavemåder.
Denne kulturkløft gav sig udslag i mange kreative fejlstavninger af navnet. Eksempler herpå ses i nedenstående tabel med link til kilden.

I Tyskland og i tysksprogede kontekster blev navnet ret konsekvent stavet med w – Thorwaldsen – naturligvis pga. udtalen af v som f. I dette tilfælde kan man derfor ikke tale om fejlstavning, og Thorvaldsen benyttede da også nu og da selv den tyske stavemåde.
Den fonetisk begrundede udskiftning af v med et w kan ses som en fortyskning af Thorvaldsen, som ikke kun begrænsede sig til stavningen og udtalen af hans navn, men kan også i videre forstand opfattes som et billede på, at billedhuggerens værk blev betragtet som en naturlig del af en nordisk-germansk kultursfære.


Stavemåde Kilde
Thorwaldson 28.2.1797
Torvaldsen 30.4.[antagelig 1799]
Thorvalldson 10.3.1801
Troval 3.4.1804
Torwalsen Tidligst 1804
Tervase 15.12.1805 (tilskriften)
Thorvaldsea 8.2.1806-17.12.1809
Tondervalsen 31.3.1806
Thorval 21.9.1806
torvaldrea 20.2.1809
thorvaldrea 22.4.1809
Thorvaloson 16.9.1809
Tors Wals Omkring 1810
Tordvaldsen Efter 1810
Torvallshon 15.9.1811
Dortvhalsen 22.9.1813
Thornvalis 3.10.1815
Dorwaldsen 2.10.1817
torvascha 7.12.1813
Torrewalson 6.2.1815
Torveohson 31.5.1816
Thorwaldeene 14.7.1817
Thornwaldson 13.6.1818
Thorwaltson 4.9.1820
Tolvasen Antagelig 1821-25
Torvvalzer 30.9.1822
Thorwalstein 1.10.1822
Thornwaldsen 1.12.1822
Thorveldson 24.11.1823
Thordwalser 19.6.1826 (udskriften)
Thordaldser 9.7.1826
Torvvaldsen 21.2.1827
Torvaldesen 1.1.1829
Thorwaldhsen 11.1.1829
Thorwalzen 12.1.1829
Torvvhalsen 28.9.1829
Thordvalson 5.12.1829
Thorwalsden Antagelig 1830
Tanwarlsen 7.6.1831 (tilskriften)
Torwalsdem 22.6.1833 (udskriften)
Tordwalsen Efter 17.4.1834
Thorden 25.10.1836
Thornswalsen 16.10.1838

Referencer

  • Brev af 24.10.1797 fra Georg Zoëga til Thorvaldsen.
  • Erklæring af 1.1.1798 fra Francesco Piranesi til NN.
  • Brev af 1.5.[1798] fra Carlo Maria Sommaini til Thorvaldsen.

Sidst opdateret 03.03.2020