Mennesket er født frit, og overalt er det i lænker
Jean-Jacques Rousseau, 1762

Problemet: Kunstakademiets fundats

Spørgsmålet om Thorvaldsens forbliven i Rom efter hans rejsestipendiums udløb i 1802 var prekært og bekymrede billedhuggeren. Han havde ikke på nogen måde lyst til at vende hjem, men Kunstakademiets udenlandske stipendiater var formelt set den enevældige konges / fædrelandets undersåtter – såkaldt Kongelige Pensionairer – og de måtte derfor ikke blive i udlandet længere end den årrække, stipendiet varede. Akademiets fundats foreskrev højt og tydeligt, at når Pensionairerne

“…udreyser, skal dem paalegges, paa det kraftigste sig at forbinde, naar deres Tiid er forløben, i Vore [i.e. den danske konges] Riger og Lande at komme tilbage, og ikke uden Vores Allernaadigste Tilladelse, at træde i nogen anden Herres Tieneste.”

I Akademiets tidligste år fra 1750’erne skulle stipendiaterne endda før afrejsen aflægge ed på, at de ikke ville arbejde for en anden “Herre” uden den danske konges tilladelse.

I nogle sager om statens rejselegater til kunstnere blev det endvidere formuleret eksplicit som en betingelse, at stipendiaten skulle betale stipendiet tilbage, såfremt vedkommende bosatte sig i udlandet. De bedste danske kunstnere, der dengang blev belønnet med Kunstakademiets rejsestipendium, blev med andre ord samtidig bundet af en slags nationalt og kunstinstitutionelt stavnsbånd.

Hvorfor blive i Rom?

Thorvaldsens stipendium udløb som sagt i 1802, og han skulle derfor have vendt næsen hjemad mod Danmark. Men Thorvaldsen ønskede i stedet at blive i Rom (jf. eksempelvis hans brev af 20.3.1802 til Kunstakademiet og C.F.F. Stanleys brev af 14.11.1803 til Thorvaldsen). Der var tre fagligt begrundede årsager til dette ønske:

Kunstens hovedstad

Først og fremmest befandt Thorvaldsen sig i den ene af kunstens daværende to hovedstæder – Paris var den anden. I Rom var han i kontakt med det internationale samtidskunstmiljø; byen tiltrak kunstsamlere og potentielle kunder fra det meste af Europa; og han kunne når som helst konsultere de romerske museer og kunstsamlingers righoldige mængder af antikke forbilleder, som udgjorde det nødvendige korrektiv til al kunstnerisk produktion dengang. Han befandt sig med andre ord som kunstner i de ideelle omgivelser for at kunne udvikle sin kunst til højeste niveau.

Et Danmark uden kunstneriske udfordringer

For det andet var Danmark dengang en kunstnerisk provins – i modsætning til Rom. Den danske forfatter Friederike Brun skrev fx i sin dagbog, 28.1.1803, efter et besøg i Thorvaldsens værksted, hvor hun havde set lermodellen af Jason med det gyldne skind, jf. A52, i arbejde: “…[Thorvaldsen] blikt [sic] Melancholisch in eine trübe Zukunft – das arme Dänemark kann dies Genie nich belohnen – u[nd] im Norden erstirbt dem Künstler überhaupt u[nd] dem Bildhauer inbesondre Geist u[nd] Herz!”

At Thorvaldsens fremtidsudsigter “hjemme” i København ikke var lyse, fremgår fx også af en bemærkning fra Thorvaldsens gode ven, arkitekten C.F.F. Stanley. Han skrev i et af sine breve: “…alle dine Venner der hiemme er Vrede paa dig, at du ej vil komme hiem, men jeg siger du giøer Redt[,] Bliv du hvor du er[,] hvad skal du giøre hiemme[?] Poseer Gesigter og forfærdige Murnomenter, Nej, Nej, lad den Nye Professor giøre dette…”
Også Thorvaldsens lærer, Nicolai Abildgaard var enig heri. Han bemærker desillusioneret til sin elev i et brev fra 1801: “Her er alting ved det gamle, vore saakaldte Billedhuggere, enskiøndt de blot giør Ligstene vil gierne Leve evindelig om det kun lod sig giøre.” Eller i andet brev fra 1805: “…ney ney min kiære ven, man er icke begiærlig efter konstsager her…”
Abildgaard nærede altså ingen illusioner om en kunstners karrieremuligheder i København og diskuterede derfor spørgsmålet om Thorvaldsens udlændighed åbent i det nævnte brev fra 1801, men allerede i sit brev af 3.12.1799, da Thorvaldsens rejsestipendium blev forlænget i to år, havde Abildgaard sanktioneret Thorvaldsens selvbestemmelsesret med ordene:

“…De er hermed Deres egen Herre og De kan reise eller blive som De finder for got.”

Med disse ord brød Abildgaard formelt set Akademiets fundats, men han fastholdt sin liberale kurs over for sin tidligere elev som fx i sit brev af 31.1.1805, hvor han spurgte Thorvaldsen direkte:

“…tror De at blive bestandig i Rom, hvad De svarer mig herpaa bliver imellem os.”

Skønt man altså kunne beskylde Abildgaard for ikke umiddelbart at varetage Akademiets og landets interesser med sin udstrakte velvilje over for Thorvaldsen, indtog han tilsyneladende det standpunkt, at det tjente ikke bare Thorvaldsen, men også Akademiet og Danmark bedst at lade en talentfuld billedhugger forblive i udlandet.

Abildgaards sympati for Thorvaldsens uvilje mod at vende hjem skyldtes sandsynligvis også, at maleren tidligere i sin egen karriere forgæves havde fremsat et lignende ønske. I 1785 ansøgte han nemlig kongen om at få lov til at fuldføre sin billedserie af danske konger under et ophold i Italien, men fik afslag.

Også meget senere herskede der i Thorvaldsens omgangskreds en temmelig mistrøstig opfattelse af, hvad Danmark kunne tilbyde en billedkunstner sammenlignet med Roms kunstmetropol. Da Thorvaldsens elev og nære medarbejder, billedhuggeren Hermann Ernst Freund efter 10 år var tvunget til at forlade Rom med kurs mod Danmark, skrev han et meget fint afskedsbrev 6.2.1828 til sin kollega. Han konstaterer med lakonisk sortsyn:

“…jeg er dreven udaf et Forhold der var mit sande Hjem i 10 Aar, vor jeg kunde udvikle mine Kræfter som Kunstner og som Meneske,... Men istædet for, at nær[e] en skjøn Drøm for Kunsten… føler jeg Kraften der kold og ufølsom driver mig atter til Norden og som Graven lig[g]er min Fremtid mig for Øynene.”

Samme desillusionerede vurdering af det åndelige klima i Danmark lød også fra Thorvaldsens gode ven, maleren J.C. Dahl, der fra Dresden 16.7.1827 skrev til sin romerske ven:

“I Dag havde jeg Besøg af Doct: v. Schiönberg der var i Neapel, og som nu vil besøge, som De veed, Dannemark. – Ja! man har dog altid en egen Drift at søge Fædrene=hiemmet, om ei til andet, end som visse indseckter, for at døe og begraves der hvor man først saae Lyset.”

Optimale arbejdsvilkår

Det tredje faglige argument for ikke at rejse tilbage til Danmark for Thorvaldsen var, at han i Rom havde lettere og billigere adgang til marmor og til højtkvalificerede marmorhuggere, som kunne yde ham den assistance, der var nødvendig, hvis han som billedhugger skulle drive et professionelt værksted. Marmorhuggere af den romerske kaliber fandtes ikke i Danmark. Dette anførte bl.a. Abildgaard i et brev, hvor akademiprofessoren tørt konstaterede, at der i København “icke er et Menniske der kan arbeide i Marmor, saa De kunde være tient dermed.” Thorvaldsen skrev selv om de marmorværker, han i Rom skulle udføre til Christiansborg, at “…jeg [troer] vist jeg kunde udføre Arbejdet for mindre end i Kjøbenhavn”. Han uddyber dette økonomiske argument i et senere brev til den danske arkitekt C.F. Hansen.:

“…det [er] ikke… Materialeerne men Konstnerens Arbeide som giør et Konstværk kostbar, følgelig – vil man her bruge Ekonomie da maae man viide at lette Konstneren i Arbeidet nemlig at han kan bruge andre til det mekaniske – Konstner[en] bruger der fore her i Rom / hvor man ikke mangler gode Arbeidere / at modellere Figuren [i] sin fulde Størrelse og saa udført [så færdig] som mulig saaledes at Udførelsen i Marmor kan blive for det meste ganske Mekanissk…”

Det var med andre ord billigere både for Thorvaldsen og hans bestillere, at størstedelen af marmorhugningen blev uddelegeret til professionelle stenhuggere fremfor, at kunstneren udførte alt arbejdet selv.

Disse faglige/karrieremæssige bevæggrunde vejede altså tungt for Thorvaldsens ønske om at blive i Rom, men det er næppe for meget sagt, at også hans forhold til Anna Maria Uhden sandsynligvis bidrog mindst lige så kraftigt til hans ønske om ikke at vende næsen hjemad.

Kunstnerisk frihed kontra nationalt tilhørsforhold

Hvordan blev Thorvaldsens dilemma nu løst? Hidtil har man ikke rigtig givet nogen forklaring på sagen, ja stipendiets hjemrejseforpligtelse er end ikke blevet erkendt som et problem i Thorvaldsen-litteraturen, velsagtens fordi det overskygges af historien om den hollandsk-britiske kunstsamler Thomas Hopes bestilling af Jason med det gyldne skind, A52, i marts 1803. Bestillingen blev som bekendt afgivet i øjeblikket før, Thorvaldsen var på vej hjem, og ifølge den hævdvundne Thorvaldsen-myte var det Hopes ordre, der sikrede, at billedhuggeren kunne blive i Rom.

Men sagen var jo som nævnt ovenfor, at Thorvaldsen formelt set – dvs. ifølge fundatsens ordlyd – ikke kunne tage imod bestillinger fra nogen “anden Herre” uden den danske konges/stats tilladelse. At Thorvaldsen alligevel havde gjort det, undskyldte han overfor Abildgaard 6.8.1804 med, at det gavnede hans uddannelse:

“Adskellig Fremmede har bestilt nogle Arbeyder hos mig…, hvilket [Academiet] vist ikke vil fortryde paa at jeg har taget mig Arbeyder paa, da dets Hensigt er at jeg skal danne mig og blive en Konstner, hvorfor jeg nød… Academiets Stipendium.”

Kunstakademiet fik en tilsvarende forklaring i et brev af samme dato:

“Jeg smigrer mig med det Haab, at Academiet paa hvis Godhed jeg har havdt saa mange Prøver ey vil tage det fortrydeligt op at jeg søger ved at tage mig fremmed Arbeyd paa, at tilbagevinde den Tid, og oprette det Tab jeg har giordt i Revolutionstiden, som standsede Konstnernes Fortskridte…”

Thorvaldsen var altså godt klar over det problematiske i at acceptere bestillinger fra andre end den danske konge/stat. I modsætning til hvad man almindeligvis antager i Thorvaldsen-litteraturen, var spørgsmålet om Thorvaldsens hjemrejse altså ikke blevet løst med Thomas Hopes bestilling på Jason. Problemet var kun blevet mere kompliceret, fordi billedhuggeren nu både havde arbejde at udføre i Rom og en forpligtelse til at vende tilbage til København.

Betydningen af Hopes bestilling for Thorvaldsens karriere skal dog ikke forklejnes. Den medvirkede til at sikre Thorvaldsens forbliven i Rom på det økonomiske plan og styrkede sikkert også billedhuggerens tro på, at en fremtid i Rom var mulig, men i forhold til paragrafferne i Akademiets fundats var hjemrejseproblemet stadig akut uløst for billedhuggeren i 1803.

Som det fremgår af brevene, drøftede Thorvaldsen sin prekære stilling med sin ven og mæcen, den danske diplomat Herman Schubart, som han sandsynligvis mødte første gang i Rom primo 1803. Thorvaldsen har tydeligvis udtrykt sig meget skarpt imod sin hjemrejseforpligtelse. Det fremgår nemlig indirekte af Schubarts breve, at Thorvaldsen må have truet med at afsige sig sin nationalitet, hvis han skulle blive tvunget til at rejse hjem til Danmark. Denne bombastiske udmelding har vi ganske vist ikke Thorvaldsens egne ord for, men visse brevpassager kan ikke forstås anderledes:

I forsøg på at skaffe Thorvaldsen officielle bestillinger fra den danske stat, skrev Schubart i februar-marts 1804 til C.F. Hansen, som han opfordrede til at bestille værker hos billedhuggeren til Christiansborgs udsmykning, dvs. for den danske stat. Hvis Hansen sørgede for det, ville han

“…giøre Dem Fædrenelandet fortient ved at bidrage til at vor Thorvaldsen stedse vedbliver at være Dansk.”

Schubart gentog endda dette direkte over for kronprins Frederik, der jo på daværende tidspunkt de facto var Danmarks regeringsleder, i et brev af 26.3.1804:

“Si V.[otre] A.[ltesse] R.[oyale] daignoit le [i.e. Thorvaldsen] favoriser en ordonnant qu’il fasse pour le nouveau Palais du Roi [i.e. Christiansborg] qu’on va rebatir, des ouvrages de sculpture, des statues ou des groupes… Elle conserveroit au Danemarc un de ses plus habiles artistes …” [red. fremhævning].

Endelig kendes et brev af 21.1.1804 fra Schubart til Thorvaldsen, hvor den ældre diplomat forsøgte at slå koldt vand i blodet på den yngre billedhugger bl.a. ved at appellere til hans fædrelandsfølelse:

“…jeg deeltager med sand Følelse i Der[es] Stilling. Jeg ved den er noget indviklet! Men vær Mand! og tænk at De bör giöre Dem Edle værdig som i Födelandet tager Deel i Der[es] Skiæbne. Riv ikke aldeles Skiönsomheds Baand lös. Denne Opofring vilde være for stoer, og jeg forlanger den ikke – Men lad Dem ikke aldeles henrive, og bliv Der[es] Genie troe. Arbeyd flittig. Med et Ord! giör Danmark Ære!”

Denne passage er hidtil ikke blevet læst i lyset af spørgsmålet om den krævede hjemrejse og Thorvaldsens trussel om at opsige sit nationale tilhørsforhold. Thiele I, p. 216 skriver direkte, at han ikke forstår vendingerne riv ikke skønsomheds bånd løs og lad Dem ikke aldeles henrive med mindre de sigter til en “Kiærlighedsforbindelse”. Som nævnt oven for spillede Thorvaldsens forhold til Anna Maria Uhden formodentlig en ikke uvæsentlig rolle for billedhuggerens ulyst til at forlade Rom. Men Thiele nævner slet ikke det nationale aspekt af sagen. Dette skyldes både, at Thiele ikke kendte de to førstnævnte breve fra Schubart og desuden, at Thiele næppe heller i 1850’erne kunne tænke tanken – endsige publicere den – at Danmarks nationalikon i sin ungdom var på nippet til at kappe båndene til sit fædreland. For nationalromantikkens fordanskning af Thorvaldsen og hans kunst var dén tanke nærmest tabuiseret.

Skønt vi altså savner direkte kildebelæg for, at Thorvaldsen var villig til at gribe til så radikale midler som at afsværge sig sin nationalitet, så giver et sådant synspunkt den bedste forklaringsmodel til passagerne i Schubarts tre forskellige breve.

Carstens’ frihedstrang som forbillede

Set i en bredere kontekst var der ikke noget usædvanligt i Thorvaldsens uafhængighedserklæring. Flere faktorer i hans romerske omgivelser har utvivlsomt haft indflydelse på hans trussel om at løsrive sig fra det kunstneriske stavnsbånd, der krævede hans tilstedeværelse i Danmark. Thorvaldsens frihedstrang tog sandsynligvis model efter hans store kunstneriske idol, Asmus Jacob Carstens, der fik herostratisk berømmelse ved at nægte at rejse tilbage fra Rom til sin professorpost på Kunstakademiet i Berlin. Carstens erklærede i et brev af 20.2.1796 til det prøjsiske akademi, at

“…ich nicht der Berliner Akademie, sondern der Menschheit angehöre, die ein Recht hat, die höchstmögliche Ausbildung meiner Fähigkeiten von mir zu verlangen; und nie ist es mir in den Sinn gekommen, auch habe ich nie versprochen, mich für eine Pension, die man mir auf einige Jahre zur Ausbildung meines Talentes schenkte, auf Zeitlebens zum Leibeigenen einer Akademie zu verdingen. Ich kann mich nur hier, unter den besten Kunstwerken die in der Welt sind, ausbilden…”

Denne revolutionære frihedserklæring vakte berettiget opsigt, og betragtes som et af udklækningsstederne for ideen om det moderne, fri, selvstændige og internationalt orienterede kunstnerindivid.

Thorvaldsen kendte Carstens godt og må uden tvivl have hørt om erklæringen. Under alle omstændigheder passer Carstens’ ord så godt på Thorvaldsens situation syv år senere, at det forekommer meget sandsynligt, at billedhuggeren var klar til at indtage samme holdning over for det københavnske kunstakademi, som hans kunstneriske forbillede havde gjort over for det berlinske.

Desuden levede Thorvaldsen i det, man i 1790’ernes oprørske ånd kaldte Roms “frie kunstner-republik”, hvor den internationale kunstnerkoloni ikke bare forholdt sig kritisk til enevældige fyrsters magt over det frie menneske, men også i videre forstand levede i lyset af frihedsidealerne fra den franske revolution. Dette åndelige klima gødede formodentlig jorden for, at Thorvaldsen i 1803 var indstillet på at sætte sin kunstneriske frihed højere end sin fædrelandskærlighed, såfremt han skulle blive tvunget til at tage stilling til et sådant dilemma.

Schubart trækker i trådene

Selvom Akademiet i København ikke havde henvendt sig til billedhuggeren med en egentlig hjemkaldelse, så kunne hjemrejseproblemet altså ikke ignoreres, og fra det sene efterår 1803 blev der taget hånd om sagen, som det indirekte fremgår af brev af 14.11.1803 fra Thorvaldsens ven, arkitekten C.F.F. Stanley, hvor det lyder:

“Schubardt sagde mig du var en smule Melankolisk som han meente af Frygt for dit udkomme og at du Øndskede endnu at være nogle Aar i Rom, men hav ingen Frygt min Ven, han sagde mig han Vilde giøre alt hvad der stod i hans Magt for dig, og der staar meget i hans Magt.”

Som sagt, så gjort: Herman Schubart tog det øjensynlig på sig at løse problemet om Thorvaldsens forbliven i Rom.

Schubarts plan bestod af mindst tre initiativer: Han tog kontakt til Danmarks højstrangerende embedsmænd via sin søster Charlotte Schimmelmann. Se fx brev af 21.1.1804 fra Schubart til Thorvaldsen, hvoraf fremgår, at Charlotte Schimmelmanns mand, finansminister, Ernst Schimmelmann ville tale Thorvaldsens sag for kronprins Frederik (6.), og at hun selv ville tale med Thorvaldsens tidligere mæcen, statsminister Christian Ditlev Reventlow om billedhuggeren.
Desuden henvendte Schubart sig til arkitekten C.F. Hansen i brevudkast af februar-marts 1804 for at anbefale Thorvaldsen til udsmykningsopgaver til Christiansborg. Og endelig skrev Schubart 26.3.1804 direkte til kronprins Frederik (6.) i samme ærinde.

Schubarts argumenter for Thorvaldsens forbliven i Rom

Der var fire hovedpunkter i argumentationen for at lade Thorvaldsen blive i Rom:

For det første blev en række karrieremæssige synspunkter fremført: Hvis Thorvaldsen skulle rejse hjem i 1803-04, ville han ikke have fuldført sine studier og nået sine kunstneriske mål (jf. fx 7.11.1803, 26.3.1804 og medio april 1804). Dette argument fik ekstra vægt pga. det gennembrud, Thorvaldsen havde opnået med Jasons, A52, succes på den romerske kunstscene. Dermed – blev det hævdet – var han nået på højde med datidens internationale billedhuggerstjerne, Antonio Canova, og ville endda muligvis overgå ham i fremtiden (jf. fx 10.1.1804 og 26.3.1804). Thorvaldsen ville altså ikke kunne udvikle og befæste sin kunstneriske position, hvis man tvang ham til at rejse hjem til Danmark.

For det andet blev der peget på en række økonomisk-praktiske forhold ved Thorvaldsens forbliven i Rom: Hvis Thorvaldsen blev tildelt opgaver til udsmykningen af Christiansborg, ville en økonomisk håndsrækning til billedhuggeren ikke kunne betragtes som en almisse eller en forlængelse af hans oprindelige stipendium fra Kunstakademiet, men i grunden kun som det honorar, staten alligevel skulle udbetale til en billedhugger for udførelsen af de samme opgaver. Det ville altså ikke belaste den danske statskasse yderligere at give Thorvaldsen det vederlag, man under alle omstændigheder skulle have udbetalt (jf. 26.3.1804).

Det tredje argument for Thorvaldsens forbliven i Rom vedrørte som nævnt ovenfor den teknisk-praktiske fremstilling af marmorskulpturer. Det blev understreget flere gange, at Thorvaldsen lettere, bedre og billigere kunne fremstille marmorskulpturer i Rom, hvor marmoret og de professionelle marmorhuggere fandtes – begge dele i modsætning til det mere kummerlige stade for skulpturproduktion i København. Medio april 1804 sammenfattede Thorvaldsen dette argument med ordene:

“Jeg troer… at det er bedst jeg for det første bliver nogle Aar i Rom, hvor Midlerne saavel til min Uddannelse, som til Udførelsen af Kunstværker i mit Fag ere flere og lettere mindre kostbare end i mit langt kjærere Fødeland, og hvor den større Sammenkomst af Kunstnere og Kunstelskere lettere kunne gjøre mig bekjændt…”

Argumentet gik altså på, at ønskede man kunstværker af den ypperligste kvalitet i Danmark, så tjente det paradoksalt nok landet bedst at have en dygtig billedhugger i Rom fremfor at kræve ham hjem til fædrelandet. Thorvaldsens forbliven i Rom kunne dermed med disse skulpturtekniske argumenter fremstilles som en fædrelandskærlig sag, skønt det umiddelbart kunne tage sig ud som det modsatte.

Det fjerde argument for at tillade, at Thorvaldsen indtil videre blev boende i Rom, havde netop med det nationale at gøre. Som Schubart understregede over for både C.F. Hansen og kronprins Frederik (6.), måtte de tage affære for at sikre, at Thorvaldsen ikke gik tabt for Danmark. Dette argument var nok det mindst substantielle, men ikke desto mindre antagelig det mest betydningsfulde.

Blåstempling fra Fonden ad usus publicos

Schubarts lobbyvirksomhed på Thorvaldsens vegne bar hurtigt frugt. Ernst Schimmelmann og C.D. Reventlow, som via Schubarts søster var blevet adviseret om sagen, udgjorde direktionen for den statslige Fonden ad usus publicos. Fonden varetog datidens offentlige kunststøtte, og den besluttede med kronprinsens godkendelse på et møde tidligt i marts 1804 at tildele Thorvaldsen en såkaldt gratifikation på 300 rigsdaler, se bevillingsbrevet af 6.3.1804.

Denne bevilling er hidtil ikke blevet forstået i lyset af den forpligtelse, som Thorvaldsen på papiret havde til at rejse tilbage til Danmark, se fx Thiele I, p. 217-220. Det synes ikke have været nødvendigt at spørge, hvorfor billedhuggeren fik en gratifikation netop på dette tidspunkt, fordi det senere syntes selvfølgeligt, at han med sin succes havde gjort sig fortjent til den, og fordi gratifikationen gav ham en tiltrængt økonomisk håndsrækning. Og disse forklaringer kunne da også synes tilstrækkelige.

Men Schubarts bestræbelser, Thorvaldsens angivelige udsagn om sin nationalitet og vilkårene for Kunstakademiets kongelige pensionærer giver – læst i sammenhæng – et tydeligt belæg for en ny forståelse af baggrunden for Fondens bevilling. Den må nemlig også – og vigtigere – opfattes som en formel accept fra den danske konges og regerings side af, at Thorvaldsen kunne udskyde den obligate hjemrejse til Danmark på foreløbig ubestemt tid, skønt dette dog ikke nævnes direkte i Fondens brev af 6.3.1804. Her omtales det i stedet positivt, at Thorvaldsen havde gjort sig bemærket i Rom. Fonden glædede sig over at

“…see Dem fremvandre med Hæder paa en Bane, hvorpaa De saa vel havde begyndt førend De rejste fra Fædrenelandet, inden [for] hvis Grænser De, som man haaber, engang vil udbrede og befæste sand Smag i et Konstfag, De med saa megen Held har dyrket.”

Kun med denne høfligt udtrykte forhåbning pegede man på det krav, den danske stat havde på Thorvaldsens tilstedeværelse i Danmark.

Thorvaldsen blev tydeligvis meget glad for brevet fra Fonden ad usus publicos. Han skrev i sit takkebrev (medio april 1804):

“Sikkerlig! ingen Bestræbelse skal blive mig vigtigere end… at arbejde for et Fædrenelands Ære, der saaledes elsker sine Børn…” [red. fremhævning]

Dvs. elsker dem så højt, at de ikke behøver befinde sig inden for landets grænser. Han nævner derefter de ovennævnte praktiske årsager til, at han må forblive i Rom, men tilføjer dog:

“Men at leve og døe ønsker jeg kun i mit langt kjærere og lykkeligere Fødeland, og nu kun saa meget mere, som jeg tør haabe min elskede Regjerings Gunst.”

Thorvaldsens eventuelle forkastelse af fædreland stak altså ikke dybere end som så.

At Thorvaldsen opnåede den ekstraordinære tilladelse fra den danske stat, gik ikke ubemærket hen. Kort efter skrev forfatteren A.C. Gierlew 6.1.1805 i Thorvaldsens stambog, N213:

“…saa leve De i det eneste Rom med Grækeraand for vort Fædreland, der stedse paaskjønne Deres Værd. Lykkelige, som ingen højere Nødvendighed river bort fra alle Hesperiens [i.e. Italiens] Tryllerier! Som stedse kan leve i Konsternes og Alderdommens [i.e. antikkens] hellige Land”.

Gierlews ord viser, at det var kendt, at Thorvaldsen havde fået lov til at blive i Italien for at arbejde for Danmark.

Også senere blev gratifikationen fra Fonden ad usus publicos koblet sammen med Thorvaldsens fritagelse for hjemrejseforpligtelsen og endda sammenlignet med Carstens’ tilfælde. Den polsk-tyske kunsthistoriker og greve Atanazy Raczyński skrev i sin Geschichte der neueren deutschen Kunst, der udkom 1836-41, om Thorvaldsen:

“…Thorwaldsen blieb in Rom. Die Dänische Regierung, obschon seiner Rückkehr gewärtig, doch weit entfernt, ihn über sein Außenbleiben zur Rechenschaft zu ziehen, oder gar, wie es dem armen Carstens von Berlin aus begegnet war, die gegebene Pension zurückzufordern, übersandte ihm, als Zeichen der Theilnahme an seinem erlangten Ruhme, ein Geschenk von 400 Thalern Dän. Währung…“

Hjemrejseforpligtelsen fordufter

I sit bevillingsbrev fra marts 1804 valgte Fonden ad usus publicos dog ikke at nævne Kunstakademiets rejsestipendium og den dertil knyttede hjemrejseforpligtelse med et ord. Men at den stadig var gældende, er der ikke tvivl om: Da Thorvaldsen året efter 7.6.1805 blev udnævnt til professor ved Kunstakademiet fastslås det nemlig utvetydigt i det kongelige udnævnelsesdokument:

”...Vi… beskikke og forordne Billedhugger Bertel Thorvaldsen… til at være Professor i Billedhugger Konsten ved Vort Maler- Billedhugger og Bygnings-Academie…, dog skal de 400r, som ere tillagte dette Professorat, ei tilfalde ham, førend han efter nærmere Ordre kaldes tilbage fra Italien…”

Kongen kunne altså beordre Thorvaldsen hjem når som helst. Det professionelle stavnsbånd gjaldt formelt set stadig, men man havde tydeligvis fuld forståelse for Thorvaldsens situation og det formålstjenlige i, at den danske stat havde en kapabel billedhugger i Rom. Skønt bestilling af værker til Christiansborg ikke blev nævnt i brevet fra Fonden ad usus publicos, så havde tanken om at lade udføre disse opgaver i Rom slået rod i København. C.F. Hansen “gratulerede” nemlig Thorvaldsen med hans forlængede ophold og sammenfattede et par måneder senere, 18.6.1804, hans sag med ordene:

“Man er… her faldet paa den meget rigtige Idé, at Opfÿlde Deres Ønske, at lade Dem endnu blive nogen tid i Italien for der at Forfærdige nogle Konst Arbeÿder til Prÿdelse i tiden af det nye Slot.”

Og nogle år senere skrev fondsdirektør og statsminister Reventlow til Thorvaldsen:

“Af Bygninger vil De ved Deres Tilbagekomst[,] haaber ieg[,] finde tvende ferdige her i Staden som blive dens skiøneste Prydelse[,] Slottet og Raad og Domhuuset. Det første i sær er bestemt til at gieme Danske Kunstneres Mesterværker og ieg regner paa at det vil kunne give Dem Arbeyde i mange Aar. Derfor ønsker ieg[,] at saa fremt Deres Helbred kan taale det Italienske Clima[,] De maae forblive der endnu indtil disse Arbeyder ere fuldførte da det vil have langt mere Vanskelighed at faae Marmoren i Blokke sendt herover, end Statuerne, og da Italien opfylder Kunstneren med den skiønneste Ild, ved sin skiønne Natur, og de mange Kunstværker i alle Kunstens Grene.”

Her udøvede statsmanden et sundt armslængdeprincip: Over for Thorvaldsen var den offentlige kunststøtte ikke forbundet med snærende forpligtelser og styret af nationalt snæversyn. Embedsværket viste forståelse for, at det, der tjente kunsten bedst, ikke nødvendigvis stod i modsætning til statens interesser.

Selvom Thorvaldsen endte med at blive boende i Rom indtil 1838, opfattede han i al fald til at begynde med ikke gratifikationen fra Fonden ad usus publicos som en tilladelse til permanent at blive i Rom. Allerede umiddelbart efter sin professorudnævnelse i 1805 må han – i et nu forsvundet brev af 20.7.1805 – over for Schubart have luftet sin bekymring for at blive beordret tilbage til Danmark. Men Schubart svarer ham beroligende i brev af 26.7.1805:

“Den Frygt snart at blive tilbagekaldet behøver De ikke at have. Vor faderlige Regiæring som sørger for en saa brav og duelig Landsmand, har blot villet ved denne Udnævnelse betage Dem ald Bekymring for Fremtiden, og tillige derved nøyere forbinde til Fædrenelandet en Mand hvis Arbeide og hvis Genie giør det ære.”

Men trods denne korrekte analyse af situationen følte Thorvaldsen endnu ikke, at han havde carte blanche til at blive i Rom: Året efter i brev af 8.8.1806 luftede han eksempelvis tanken om at rejse tilbage til Danmark over for Schubart, men efter han omsider i februar 1807 modtog C.F. Hansens officielle bestilling af værker til Christiansborg og Københavns Råd- og Domhus i brev af 31.12.1806, forduftede hjemrejseplanerne tilsyneladende helt.

Og i 1812 var forholdet mellem stavnsbunden kunstner og enevældig stat blevet vendt fuldstændig på hovedet. På det tidspunkt var Thorvaldsens berømmelse sandsynligvis årsagen til, at han nu kunne handle som – og blev betragtet som – en fri mand. Schubart anmodede ham på Frederiks 6.s vegne i brev af 28.2.1812 om at rejse til Danmark, men han tilføjede også:

“De maae giøre Deres Conditioner. For Exempel: Fri Reise for Dem og Deres Handtlanger – Blot et Aars Forblivelse i Dannemark; At De siden tilbagevender til Rom, og at De nyder fri Reise; At Bygnings Comissionen, naar De afreiser giver Dem nogle Aars Arbeide og Beskiæftigelse i Italien etc etc.”

Og i 1816 modtog den nu helt selvstændige, frie kunstner en “bøn” fra den danske kronprins Christian (8.) om at besøge Danmark på meget favorable vilkår:

“Hr Professor og Ridder Thorvaldsen! Jeg veed ikke længe at være bleven meere glædet paa Kunstens Vegne end ved at erfare Hs Majestæts vor allernaadigste Konges Befaling at De Hr Professor igiennem Slots-Commissionen skulde indbydes at komme til Kiøbenhavn næste Sommer for at udføre noget af det Arbejde der ønskes og ventes af Deres Haand i det nye Slot og andre offentlige Bygninger hvorhos fri Rejse fra Italien hertil og tilbage til Italien samt 100 Spec: maanedlig i Diæter under Deres Ophold i Kiøbenhavn tilbydes Dem.
Jeg har det Haab at Tilbudet er antageligt, ogsaa med Hensyn til Deres Stilling i Italien, og at De, af Kierlighed til Deres Fædreneland, vil giøre det mueligt som ellers maatte være vanskeligt; jeg foreener mine Bønner med alle Kunstens Venner…” [red. fremhævninger]

Her havde piben fået en anden lyd. Selvom en konges indbydelse i praksis stadig havde karakter af ordre, måtte det enevældige system i Thorvaldsens tilfælde tilbyde acceptable vilkår for at få opfyldt sine ønsker. Og Thorvaldsen ventede som bekendt mere end tre år, før det passede ham at efterkomme kongens indbydelse. Den enevældige fyrste måtte nu så at sige falde på knæ for en af sine såkaldte “undersåtter”.

Ved at insistere på sin ret til selvbestemmelse havde Thorvaldsen fået implementeret – som en af de første i det danske samfund – den franske revolutions oprindelige lighedsidealer. I kraft af sin berømmelse kunne han over for det enevældige system praktisere en demokratiforståelse, som varslede den samfundsudvikling, som Danmark – og andre europæiske stater – først gennemløb senere i 1800-tallet. Her satte Thorvaldsen et eksempel til efterfølgelse. Denne del af hans virksomhed er temmelig overset, men hans personlige frigørelsesprojekt står måske som hans mest indflydelsesrige “værk”.

Fædreland og frihedstrang forsones

Den salomoniske kompromisløsning, som Schubarts bestræbelser afstedkom i 1804, synes at have været ideel for Thorvaldsen. Han kunne opretholde sin personlige og kunstneriske frihed uden at skulle give officielt afkald på sit forhold til sit fædreland, hvilket der i øvrigt siden ikke er noget, der tydede på, at han i grunden var interesseret i. Tværtimod. Der kendes ingen vidnesbyrd, hvor Thorvaldsen skulle have udtalt en lignende afstandtagen til Danmark som i 1803.

Da han meget senere i 1839 modtog storkorset af Dannebrog, skulle han til sit våbenskjold vælge et valgsprog. Han bestemte sig for Frihed og kærlighed til fædrelandet, hvor han forenede de to begreber, der i 1803 en kort overgang stod i et modsætningsforhold for billedhuggeren. Valgsproget synes at kunne læses som den lære, Thorvaldsen drog af den løsning, der blev fundet på hans dilemma i 1803: Det blev aldrig nødvendigt for ham – i modsætning til Carstens – at opfatte den kunstneriske frihed som en modpol til forpligtelserne over for fædrelandet.

Som det ses, havde Schubart en afgørende finger med i spillet om Thorvaldsens forbliven i Rom. Hvis ikke “Schubarts Plan” var blevet iværksat ved at trække på hans indflydelsesrige kontakter i København, havde Thorvaldsens karriere antagelig formet sig meget anderledes. Schubarts rolle i denne afgørende fase i billedhuggerens liv kan derfor næppe overvurderes.

Referencer

• Brev af 4.10.1801 fra Abildgaard til Thorvaldsen.
• Brev af 20.3.1802 fra Thorvaldsen til Kunstakademiet.
• Brev af 7.11.1803 fra Thorvaldsen til Charlotte Schimmelmann.
• Brev af 14.11.1803 fra C.F.F. Stanley til Thorvaldsen.
• Brev af 10.1.1804 fra Jacqueline Schubart til NN.
• Brev af 21.1.1804 fra Herman Schubart til Thorvaldsen.
• Brevudkast af februar-marts 1804 fra Herman Schubart til C.F. Hansen.
• Brev af 6.3.1804 fra Fonden ad usus publicos til Thorvaldsen.
• Brev af 26.3.1804 fra Herman Schubart til kronprins Frederik (6.).
• Brevudkast af medio april 1804 fra Thorvaldsen til Fonden ad usus publicos.
• Brev af 18.6.1804 fra C.F. Hansen til Thorvaldsen.
• Brev af 6.8.1804 fra Thorvaldsen til Abildgaard.
• Brev af 6.8.1804 fra Thorvaldsen til Kunstakademiet.
• Brev af 31.1.1805 fra Abildgaard til Thorvaldsen.

• Carl Ludwig Fernow: Leben des Künstlers Asmus Jakob Carstens, ein Beitrag zur Kunstgeschichte des achtzehnten Jahrhunderts, Leipzig 1806.
• Henny Glarbo: Oversigt over Kilder til dansk Kunsthistorie i Rigsarkivet, København 1939, p. 36.
• F. Meldahl & P. Johansen: Det kongelige Akademi for skjønne Kunster, 1700-1904, København 1904, p. XVI og p. 65, her ses bl.a. Kunstakademiets fornyede fundats af 31.3.1758.
• Rigsarkivet (ed.): Fonden ad usus publicos. Aktmæssige Bidrag til Belysning af dens Virksomhed, bind 2, København 1902, p. 75-76.
• Rudolf Zeitler: ‘Der neue Klassizismus des späten 18. Jahrhunderts – Kunst des Aufbruchs’, in: Asmus Jakob Carstens. Goethes Erwerbungen für Weimar, Schleswig 1992.

Sidst opdateret 14.11.2024