Florentz d. 6 Febr. 1828
Gode Thorvaldsen!
Efterat jeg forlod Livorno den 16 Januar har jeg været i Carara. Deres Christus Figur besøgte jeg oftere die Dage jeg ophold mig sammested. Bjeneme og Arbeiderne mener, at være færtig med, at Botsjere Figuren om en Monedts Tid, og jeg tror det lader sig gjore; thi Figuren er avangSeret paa den venster Fod nær og die Pykter under Gevandtet i Marmor finder jeg, at være af en god Qvalite og lig dem til Deres Pave eller Eugen. Jeg ser ingen Forskjæl imellem disse nævnte Figure og Deres Christus verken i Marmor eller Arbeidet; dog synes det, at Bologne og hans Fader har vist mere Omhu i henseende til Punkternes mængde og i den henseende tro jeg, at Botsering af Christus Figuren har fortrin for hine Figure. Jeg vilde ønske, at De fra Deres mange Arbeider kunde skenke denne herlige Statue Tid, at drive og diregere fulendelsen og læge selv Handen paa Verket tilstist.
I Pisa viste man mig Stedet vor Deres Arbeide der skal forevige Vaka skel Penseres. Det er et fortrinlig Sted i Kamposante og kan sees forfra hele Kampesantes Brede 60 passi. Det for stærkest Lys fra Høyre Side igennem Vinduernes Obning, fra den lange Side af Kamposante og omtren saa stærk, som i Deres store Stuedi ved Vægen modsat de store Vinduer –
Chaiaveri beder jeg at hilse, die Penge han har forreskud mig sender jeg ham i disse Dage ved Ulrick i Livorno.
Deres Brev af 2d. Febrr: har jeg modtagen tillig Mikelsens Brev og Deres Hjertelige Ønske for mit Fremtidtsvel i Fædreneland, gid det maa gaa i Opfyldelse, saa, at Skjæbne vil vorde blider for mig der.
Ligeledes har jeg modtagen Brev fra Dannemark der bebuder mig, at jeg maa forlade Italijen. Dybt smerter det mig, at mine Krafter ere svunden saaledes, at jeg maa adlyde, og see, at Strømmen jeg hidentil kæmpede med Held imod, nu river mig bort vor jeg havede mit sande Hjem og fører mig til Norden. Dog hvad hjelper det at klage jeg har fortjent min Skjæbne, om 14 Dage forlader jeg Florentz.
Jeg beder Dem, herved, at modtage min hjerteligste Tak for alt got jeg i Deres Omgang, Deres Hus, Deres Verckstæder og ved Deres Værker, har seet, levet, og lært, og som paa livets Vei mig bestandig vil vær et levende Exempel og Rettesnor, at gaa efter. Ligeledes beder jeg Dem paa det Bønligste, om, ikke, at anse min Taushed og Tilbageholdenhed De i løbet af 10 Aar kan beskylde mig for, som, et Bevis paa Utaknemlighed og Uvilje imod Dem, da Aarsagen var: mangel paa Evner og Leilighed, ikke Viljen og Hjerte, manglede mig. Thi jeg vil hellere være taus som Graven, en ved handlinger og Ord forvære Tingens Gang og Forhold, og ikke kan jeg bebreeide mig selv, at jeg har været uvir[k]som, na[a]r jeg kunde vise mig taknemlig og saavat na[a]r turen stod til mig, at handle. Men betæ[n]k at jeg er Fattig, Die derimod Rig, og, at det er meget letter, at give naar man har, en, at modtage naar man trænger og, at paa Naturens store Vægtskaal den Fattiges Skjerf tynger ligesaa fulvægtig, som den Riges
Dog saaledes gaar det os Dødelige – jeg er dreven udaf et Forhold der var mit sande Hjem i 10 Aar, vor jeg kunde udvikle mine Kræfter som Kunstner og som Meneske, forhjelpe mine Kunstbrødre paa en taalelig maade til det samme og saaledes forherlige en stor forgænger og Mester og Værde Værde og Kunsten Gau[n]lig saameget Kræfterne formaaede uden Sprel og paa en, Naturlig Maade. Men istædet for, at nær[e] en skjøn Drøm for Kunsten og de[n]s Dyrker føler jeg Kraften der kold og ufølsom driver mig atter til Norden og som Graven lig[g]er min Fremtid mig for Øynene
Jeg beder at hilse Elisa og hendes Moder Venligst! sig Dem, at intet smerter mig mer: en, at forlade Italien uden Haab nogensinde at see det mere –
og nu gode Thorvaldsen lev vel, skulde vie ikke paa livets afstoktene Vei mødes mere, saa vær forvisset om saalænge Hjertet en slaar vældigen imod Væg[g]en der inslutter det følger jeg samme Vei og fører samme Sprog, som jeg lærte i Deres Bekjendskab at være Naturligst og rigtigst.
Deres hengivne
HE Freund.