Arkivet, Thorvaldsens Museum

Nordisk mytologi i Thorvaldsens kunst – et så godt som udeladt motiv

  • Kira Kofoed, arkivet.thorvaldsensmuseum.dk, 2014
  • Artiklen belyser spørgsmålet om, hvorfor Thorvaldsen stort set ikke benyttede sig af motivkredsen fra nordisk mytologi. På trods af talrige opfordringer fra prominente danske personligheder findes der ikke så meget som ét færdigt Thorvaldsenværk, hvor motivet er hentet fra den nordiske mytologi. Motivkredsens genopdagelse var ellers en vigtig bestanddel i den danske nationale selvforståelse og den nationale selvoprejsning i tiden efter år 1800.

Nordisk mytologi i Thorvaldsens kunst – et så godt som udeladt motiv

På trods af talrige opfordringer fra prominente danske personligheder findes der ikke så meget som ét færdigt Thorvaldsenværk, hvor motivet er hentet fra den nordiske mytologi. Motivkredsens genopdagelse var ellers en vigtig bestanddel i den danske nationale selvforståelse og den nationale selvoprejsning i tiden efter år 1800. Spørgsmålet om, hvorfor Thorvaldsen ikke benyttede sig af denne motivkreds, er endnu ikke undersøgt, og kilderne, der kan hjælpe med at belyse emnet, er få og andenhånds.

Kun fire tegnede udkast til kunstnerens eget våbenskjold viser en figur, der, antagelig med rette, er blevet udlagt som Thor, jf. C386v, C559a, C559b og C560r. Selv færdiggjorde Thorvaldsen formentlig aldrig udkastene. I hvert fald kendes sådanne ikke, men skitsernes symbiose mellem den internationalt funderede, antikinspirerede billedhugger, de nordiske rødder og den nordiske mytologis genopdagelse i datiden er vigtig for at liste sig til et indblik i Thorvaldsens selvforståelse i sagen.

Thorvaldsens våbenskjold
Thorvaldsens våbenskjold, muligvis 1827, C559a. Dateringen skyldes påskriften på papiret: Rom d 4de Febr. 1827. Udkastet kan dog være senere, da Thorvaldsen ofte gemte og genbrugte sine papirer. Under skjoldets midtermotiv ses en inskription, der er blevet læst som THOR.

Striden om den nordiske mytologi

På Danmarks Kunstbibliotek findes en samling pamfletter fra tiden 1812 til 1821, der i samtiden er blevet samlet under titlen “Mythologie-Striden”. Der er tale om indlæg i tidens videnskabelige skrifter, og det gik, som titlen antyder, ikke stille af. Anonyme smædeskrifter og personangreb parterne imellem var en del af disputtens væsen, og når der skulle sættes trumf på, blev Thorvaldsens påståede udsagn inddraget for at forsvare begge parters standpunkt.

Striden gik grundlæggende på, hvorvidt man i billedkunsten kunne forsvare at benytte motiver fra den nordiske mytologi, når man i forvejen havde den kristne og den antikke motivkreds at trække på. Den kristne motivkreds blev i det luthersk-kristne Danmark anset for forbilledlig og blev som fast praksis anvendt, når eleverne ved kunstakademiet skulle konkurrere om medaljer, der gav adgang til oprykning mellem uddannelsestrinnene og til de afsluttende stipendier, der muliggjorde udenlandsrejse efter endt studie. Den antikke, primært græske mytologi blev, trods sit hedenske religiøse indhold, ligeledes anset for at kunne tjene kunstens formål: at forædle mennesket ved at afbilde og forme det skønne, store, sande, gode og ordnede. Det antikke Grækenland var med nyklassicismens dyrkelse og ikke mindst arkæologen og kunsthistorikeren Johann Joachim Winckelmanns teorier udgivet 1755 i programskiftet Gedanken über die Nachahmung der Griechischen Werke in der Malerei und Bildhauerkunst og Geschichte der Kunst des Altertums, udgivet første gang 1764, blevet et billede på det ideelle samfund med demokrati, frihed, fornuftsbaseret videnskab, avanceret filosofi og dyrkelsen af det skønne og gode som kardinalpunkter. Antikkens kunst blev anset for at afspejle dette idealsamfund på reneste vis og var derfor efterstræbelsesværdigt.

Over for dette stod Nordens hedenske aser og jætter i deres dyrehuder tilbedt af samfund og folkeslag, der i kritikernes øjne lå langt fra det græske både hvad angik billedkunst, arkitektur og samfundsform – i den udstrækning, man overhovedet kendte til dette. Interessen for den nordiske sagn- og forhistorie var tiltaget siden 1750erne sideløbende med lignende opblomstringer i nabolandene (i Sverige førte strømningerne f.eks. til stiftelsen af Götiska Förbundet i 1811), men efter Napoleonskrigene og den efterfølgende statsbankerot blev behovet for et samlende og opbyggeligt nationalt heltebillede yderst aktuelt i Danmark. Det var i denne forbindelse, at “mytologi-striden” for alvor begyndte at rase. Som nationens rådgivende og uddannende instans spillede Kunstakademiet en central rolle i dette spil, og det var primært personer med tilknytning til akademiet, der udgjorde pennestridens parter.

I den nordiske Mythologie vil Kunsten finde sin Grav. Så fyndigt formulerede Kunstakademiets sekretær, filologen Torkel Baden sig i 1820, hvor han udgav skriftet Om den nordiske Mythologies Ubrugbarhed for de skjønne Kunster. Skriftet var bl.a. et svar på teologen Jens Møllers forelæsning og senere udgivelse Om den nordiske Mythologies Brugbarhed for de skjønne Tegnende Kunster, København 1812. Møller nåede frem til, at motivkredsen kunne forsvares at bruges som medlemsstykker, men ikke som tema for medaljekonkurrencerne. Mange var enige om, at digterne kunne øse frit af de nordiske myter, men for Baden var det utænkeligt, at noget godt kunne udledes af dem til billedkunsten: Vanskabt, for Phantasien ubrugbart, er Alt, hvad den nordiske Mythologie indeholder. Han var forvisset om, at den nordiske mytologis motivkreds ville virke stik mod kunstens høje mål, som kun den græske (og kristne) motivkreds kunne leve op til: Den græske Mythologie rører dem, som Borgere af den dannede Verden. Thi i den indeholdes de første Grundlinier til alle de Kundskaber, som adle Mennesket og adskille det fra den store Hob, Grundlinierne til Astronomien, Geographien, Chronologien og andre Forstanden opklarende og skiærpende Videnskaber; og den er Phantasiens Sprog, som alle cultiverede Mennesker forstaae, og hvis Kundskab først med Culturen udslettes.

Den nordiske mytologi var i Badens opfattelse genskabt ud fra et grumset sammensurium af forskellige kilder, mange tilmed med forvanskede græske aner; den var rodet og uordentlig, og der var kun meget sjældent sikkerhed for, hvordan man som kunstner skulle fremstille disse mytologiske væsener, så de let kunne genkendes og historien dermed som ønsket kunne afkodes for betragteren.
Karl Philipp Moritz Götterlehre oder Mythologische Dichtungen der Alten, Berlin 1791, som også findes i Thorvaldsens bogsamling, M462, var på antikkens side et eksempel på, hvordan en sagnkreds var beskrevet og sat i system som en manual eller en middelalderlig mønsterbog, som kunstnere kunne bruge, når et motiv skulle skildres korrekt ifølge kilder og præcedens. Hertil kom de utallige bevarede kunstværker fra antikken selv, der f.eks. i form af afstøbninger kunne studeres selv i København.

På samme side som Baden stod Thorvaldsens ven maleren C.F. Høyer, der fra sin post som medlem af Kunstakademiets plenarforsamling i en række indlæg i pressen argumenterede for, at kunsten i oplysningens og opbyggelighedens navn skulle afbilde kristne eller antikke emner, hvorimod den nordiske mytologis motivverden kun gav anledning til afgudsdyrkelse og barbari. Høyer sendte 23.6.1821 Thorvaldsen et lille skrift udgivet tidligere samme år som en opsamling af malerens tanker.

Både Baden og Høyer ragede uklar med akademiet, ikke mindst pga. denne strid. Høyer blev ekskluderet fra plenarforsamlingen i 1826, og Baden fratrådte pga. uoverensstemmelser sin stilling som sekretær og bibliotekar 1823.
Også kunsthistorikeren N.L. Høyen stillede sig på dette tidspunkt kritisk over for motiver fra den nordiske mytologi og forsvarede i Studenterforeningen 28.6.1821 sin antagelse om, at nordisk mytologi ikke var gavnlig for kunsten.

Kunstakademiets præses og Danmarks kronprins Christian (8.) Frederik tog derimod part i sagen til den nordiske mytologis fordel. I 1819 blev filologen og arkæologen Finnur Magnússon, der selv var en ivrig skribent i sagen, ved kongelig befaling ansat som underviser i nordisk mytologi og litteratur ved kunstakademiet i København. Allerede fra 1814 var det ved kongelig forordning pålagt akademiets historieprofessor også at undervise i emner fra den nordiske mytologi. På den måde kunne eleverne få den nødvendige basisviden om fortidens litteratur, sagn og skikke samt om de arkæologiske fund, man kendte til. Der blev også arbejdet på at lade Johannes Wiedewelts illustrationer fra 1780erne til Johannes Ewalds sørgespil Balders død (1770, trykt 1775) stikke i kobber for på den måde at udbrede kendskabet til nordens guder og helte.

Thorvaldsen inddrages

Både Finnur Magnússon og Torkel Baden inddrog, da mytologistriden var på sit højeste, Thorvaldsens påståede udsagn som trumf i deres indlæg. Magnússon refererede en samtale, han havde haft med den store skulptør om emnet – uopfordret, som det understreges: Man har fremsat Indvendinger mod det uskjønne i Freyas Forspand [dvs. katte] og de synes ved første Øjekast ikke at være ugrundede; – dog har en af vor Tids og vort Lands største Kunstnere, Thorvaldsen nemlig, mundtlig, og uden nogen Forespørgsel fra min Side, tilkjendegivet mig den sin Mening, at hin Indvending var ugrundet, da den åndfulde Kunstner vilde vide, ved en saadan afbildning, at give Freyas Katte skjønne tigeragtige former, og derved tillige en saadan Karakter, som kunde interessere en tænkende Betragter.

Baden søgte at gendrive påstanden ved at sige, at Thorvaldsen kun havde foreslået kattenes transformering til tigre af høflighed, og at: Thorwaldsen var ikke Thorwaldsen, naar han kunne befatte sig med saadanne Lapperier. Magnússon gentog i samme tidsskrift 16.12.1820, at Thorvaldsen vitterlig, lige som en anden af tidens store kunstnere C.W. Eckersberg, havde kunnet se nytten for “de unge lærende Artister” i at stifte bekendtskab med den nordiske mytologi. Herefter kom Badens trumf – på forsiden af Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn og med overskriften Thorwaldsens dom over den nordiske Mythologie refererede han Thorvaldsen for at have udtalt, at han aldrig ville beskæftige sig med de nordiske guder: Da Thorwaldsen saa Abildgaards Esquisse, som forestiller den Mennesket af Steen fremslikkede Ko, sagde han: “Ypperlig er dette Menneskes Gestalt. Men det var en bedre Herkomst værd. O kolde Norden! som lader Dyrenes Herre fodres af Dyr, det mod himmelen opreiste Menneske af den ludende Ko, den fornuftigste Skabning af Dumheden selv. Negter Syden mig Ophold, ei til Dig staaer min Hu, til Østen jeg stunder. Her Moses indførte Gud sigende: Lader os giøre et Menneske i vort Billede, efter vor Lignelse. Saaledes gaar Billedhuggeren til Værks, naar han vil frembringe noget, som svarer til det Ideal, der svæver ham for Øine. Gud er sit eget Ideal. (See Mengses klassiske Skrift om Skiønhed og Smag i Kunstverker). Hos Michelangelo i Adams Skabelse beundre vi, om ikke den høieste Fuldkommenhed, som ingen Dødelig opnaar, saa dog Tankernes Styrke og høie Flugt”.
Magnússon betvivlede offentligt påstanden, hvilket fik Baden til at rykke ud med sin kilde. Det var til blomstermaleren C.D. Fritzsch, Thorvaldsens ungdomsven fra Kunstakademiet, at Thorvaldsen havde udtalt sig. Og endnu en gang gentog Baden, at Thorvaldsen ikke ville være den store kunstner, han var, hvis han kunne dømme anderledes.

Det var efter al sandsynlighed disse skriverier, der det følgende år fik kronprinsen til at bede Thorvaldsen om en klar udmelding til støtte for den nordiske mytologis anvendelighed og dermed til fædrelandet. Samme år var en konkurrence blevet udskrevet mhp. at fremme den nordiske mytologis sag, og den blev anledningen til, at kronprinsen uden omsvøb bad Thorvaldsen om at sende tegninger med motiver fra den nordiske mytologi til ham eller Kunstakademiet. Det skete tydeligvis med henblik på én gang for alle at bevise, at hvis den store Thorvaldsen ikke havde noget imod at tegne nordiske guder og helte, så måtte al anden kritik også forstumme: Jeg veed nok at der ej kan være Spørgsmaal om for Dem at tegne for Præmien, men det vilde være afgiørende for Sagen og for at redde den nordiske Mythologies saa skammeligen angrebne Værd (der dog altid kan og bør beholde Interresse ja Værd for nordiske Kunstnere) naar De, hvis De dertil fandt Æmne og Villie, vilde udkaste nogle Tegninger og tilstille mig eller Academiet samme Dette vilde tillige lukke Munden paa de Personer der med mageløs Uforskammenhed og Usandfærdighed har lagt Dem Ord i Munden som De aldrig har tænkt paa at sige og som ej heller lignede Deres Yttringer – Det er mig kun om at giøre at Sandhed kommer for en Dag og at Ondskab og Partiaand ej skal tilslutte en Mark hvorpaa nordiske Kunstnere maaskee med Held og passende kunde vinde Hæder og Berømmelse.

Det gjaldt kort sagt fædrelandets ære og kunstens fremtid i Danmark. Der kendes ikke noget svar fra Thorvaldsen på denne klare opfordring og heller ikke det mindste spor af udførte eller tilsendte tegninger. Et senere udkast til et brev til Christian (8.) Frederik rummer dog en positiv holdning til mytologiens anvendelse, om end det ikke gælder Thorvaldsen selv: Hans [dvs. Thorvaldsens elev, billedhuggeren Hermann Ernst Freund] Skizzer til Forestillinger af den nordiske Mythologie ere ligeledes højst interessante og jeg lover mig af dem noget meget ypperligt til Prydelse for vort Fædreland og til Forøgelse af dets Konstbesiddelser.
Udkastet er imidlertid ikke skrevet af Thorvaldsen selv, men af vennen P.O. Brøndsted. I det endelige brev, som Thorvaldsen selv har renskrevet, er temaet ikke berørt, hvilket tyder på, at han bevidst har undgået at sætte den slags tydelige sympatitilkendegivelser på skrift. I et andet tilfælde, hvor Thorvaldsen omtaler den nordiske mytologi (en anbefaling af maleren Andreas Ludvig Koop, der også arbejdede med nordisk mytologiske motiver), udtalte Thorvaldsen sig udelukkende rosende om det tekniske i arbejdets udførelse, ikke om indholdet.

I tidsskriftet Aftenblad kunne man i København 1822 læse følgende opmuntrende ord:
Thorvaldsen har ogsaa i Sinde at modellere noget af den nordiske Gudelære og han vil ligeledes selv udføre det i Marmor. Og dog har man her hjemme villet indbilde os, at Thorvaldsen omtrent var af samme Mening om den nordiske Mythologie som Konstacademiets Secretair paa Charlottenborg!!
At han imidlertid ikke havde gjort det blev udelukkende undskyldt med hans mange igangværende arbejder, og usikkerheden omkring Thorvaldsens ståsted kunne derfor alligevel fortsætte.

Andre prominente opfordringer

Digtere og forfattere som Adam Oehlenschläger og N.F.S. Grundtvig var blandt dem, der besang og øste af den nyopdagede, episke skat. Begge opfordrede de Thorvaldsen til at fremstille værker med motiver fra den nordiske mytologi. Oehlenschläger gjorde det bl.a. i sin tale til Thorvaldsen under en fest 16.10.1819 på Skydebanen i København: Dan hvad Du har Lyst til, hvad Aanden indgiver dig; hvo vilde foreskrive Geniet Gienstande? Men een Bøn har jeg dog, som jeg troer de Fleste dele: Tænk imellem paa Nordens gamle Gudeskare, paa de første herlige Forestillinger af et Folk, fra hvem Du stammer! De svæve i Skyen, som Fingals og Ossians Aander, og vente kun paa Dig, for at vorde Homeriske, for atter at boe paa Jorden, og modtage Form og Liv. Den nordiske Mythologie staaer i nær Forbindelse med den dannende Kunst, og maaskee skylder Du dine Helte fra hvem Du stammer, at Du er en Billedhugger. Seent, maaskee aldrig seer Du Fædrelandet igen, saa lad da slige Arbeider trøste Dig! Og naar Du i Dit Værksted fremstiller Thor med sin Hammer, Freir med sin Gerda, Bragi med sin Harpe, Ydun med sin Æbleskaal, vil Du altid føle Dig i Danmark paa ny.

Ønsket om at de nordiske guder og helte atter skulle bo og leve på jorden er formentlig ikke blot et billede på at de skulle få “liv” i kraft af Thorvaldsens marmorskikkelser, men også en hentydning til den tyske filosof og forfatter Johann Wolfgang von Goethe, der havde bidraget til mytologidebatten på det antikkes side ved at skrive, at de nordiske guder og helte endnu havde gravens dunst ved sig. Den førnævnte Baden havde netop citeret Goethe i sit skrift Om den nordiske Mythologies Ubrugbarhed for de skjønne Kunster: Grækernes og Romernes Guder leve dog nu engang, og ere fra et virkeligt Liv blant Folket umiddelbar overgivne til Kunsten. Nordiske og Indiske Guddomme maae vi opvække fra de Døde, for at indlemme dem i Poesien, og endnu er det ikke lykkedes, at fordrive Gravens Dunst fra dem.

Grundtvig for sin del opfordrede billedhuggeren ved indvielsen af det atelier, af Grundtvig navngivet “Vølunds Værksted”, der blev bygget til Thorvaldsen i haven på herregården Nysø og indviet 24.7.1839. I digtuddraget, der er citeret efter en artikel af Grundtvig, kaldes atelieret en hytte og Thorvaldsen for guldsmeden Vølund Vingesmed:

Paa Danmarks Kyst vi bygde ham en Hytte,
I Lindelæ med faver Blomsterkrands.
Vil Vølund Vingesmed sin Konst indflytte,
Fremtrylle i den Asalivets Glands?

Som indledning til det afsungne digt undskyldte Grundtvig lettere sarkastisk, at han overhovedet talte om Nordens sagnverden: […] da Man endelig ogsaa vilde have Sangen fremsagt af mig, havde jeg dog ikke Mod til at giøre det, uden en lille Indledning, der i Folks Øine kunde forsvare eller dog undskylde Hentydningen paa Nordens Myther, der endnu i de Flestes Øren klinger som Chinesisk, medens alle de Latinske Spøgelser, med Bachus og Venus, enten hilses som Husguder eller kiendes dog som Gaardnisser.

Den nordiske mytologis udfordring var kort sagt ikke blot, at den var hedensk og ikke var besunget af Winckelmann og Goethe eller anvendt i større eller mindre målestok som forbillede siden renæssancen, men også at den som kulturkreds var nyopdaget og endnu forholdsvis ukendt videnskabeligt/arkæologisk set. Det beviseligt korrekte i skildringen af forskellige historiske perioder og i lånene fra antikkens statuer, mønter, relieffer mm. var en meget væsentlig faktor i nyklassiscismens formsprog. Fortællingerne om Thorvaldsens mentor, arkæologen Georg Zoëgas rettelser af nogle af Thorvaldsens tidlige arbejder i Rom, når de ifølge Zoëga forbrød sig mod de antikke forbilleder, og om den højt besungne model af Jason med det gyldne skind, jf. A52, fra 1803, der i kunstnerens egne øjne var alt for entydigt kopieret efter antikke skabeloner, er begge anekdoter, der, sande eller ej, peger dels på tidens krav på nøjagtighed og loyalitet overfor antikkens kilder, dels kunstnerens eget behov for at skabe frit over en kendt skabelon.

Presset på Thorvaldsen var årelangt og tiltog kun med tiden. Thorvaldsens assistent, billedhuggeren Hermann Ernst Freund forsøgte, bl.a. på Jonas Collins opfordring, at overtale Thorvaldsen til at udføre værker fra den nordiske motivkreds: I førstningen ytrede han, at han vilde udføre en Thor; men senere har han altid undskyldt sig med sine mange arbejder, skrev Freund til Collin i 1822.
Allerede i 1804 havde Thorvaldsens tidlige mæcen Herman Schubart foreslået Thorvaldsen at benytte motivkredsen til statuerne til det nye Christiansborg Slot, som arkitekten C.F. Hansen forestod byggeriet af: Maaskee ønsker De at kiende vor gamle interessante Scandinaviske Mithologie. Hvis saa er, saa skriv vor Ven Stub til, og beed ham at sende Dem med Coureren den Deel af Mallets Danske Historie som indeholder Edda, et sandt Mesterstykke. Denne findes i blandt mine Bøger, og jeg skriver den gode Stub til at sende Dem af disse hvad De forlanger. Dog Tanken om vor Scandinaviske Mythologie er blot en ufordøyet Tanke, som De paa ingen Maade maae antage, hvis De mindes bedre. De maae blot raadføre Dem med Der[es] Genie, da det kommer an paa et Arbeyde som kand giøre Der[es] Talent udødelig.

Thorvaldsens svar på Schubarts opfordring kendes ikke, men af Schubarts næste brev kan man læse sig til udfaldet – Thorvaldsen ville skabe ud fra antikkens myter, som alle kendte:

Deres Tanke om de udødelige som De vil forevige ved Christiansborg Slots Portal er fortreffelig, og bedre end om De tog noget af den Scandinaviske Mythologie, som er lidt bekiendt, i Steden for at alle kiender og ynder Minerva, Jupiter Nemesis og Hercules. Desuden kand man neppe i Rom arbeide andet en Romerske og Græske Guder og Helte.

Af et brev fra Thorvaldsen til C.F. Hansen fremgår det tydeligt, at billedhuggeren fastholdt dette standpunkt to år senere. Brevet er skrevet af Thorvaldsen selv og afsendt:

[…] for at opfylde den Høye Commissions Forlangende med Allegoriske Sysetter i Medaillionerne til Slottes mener jeg at gjøre Brug af den Græske Mytologie, saa som samme er den mest cultiverde og følgelig den værdigste for Konsten […] [forfatters fremhævning]

Det virker dermed bl.a. ud fra dette udsagn fuldt rimeligt at antage, at billedhuggeren ikke brød sig om nordisk mytologiske motiver i sit eget værk. Først og fremmest selvfølgelig fordi værkerne fra denne motivkreds fuldstændig mangler i hans virke. Gælden til nyklassicismens idealer og Winckelmanns teorier samt måske også de forretningsmæssige hensyn, der kom af at være en internationalt funderet billedhugger, vejede tungere end opfordringerne fra fædrelandet. Allerede i 1804 havde Thorvaldsen tilsyneladende hellere villet frasige sig sit statsborgerskab end at vende hjem til Danmark, hvor udsigten til at kunne ernære sig som billedhugger var mere end dunkel. Dermed har fremtiden for Thorvaldsen allerede på dette tidlige tidspunkt tydeligt stået i den europæiske nyklassicismes tegn. At skulle påbegynde arbejder fra den nordiske sagnkreds ville ikke blot medføre et brud med nyklassicismens idealer, som Thorvaldsen tydeligvis forstod og anvendte dem, det ville også betyde et mere begrænset og mindre formuende publikum, og det ville medføre, at han skulle starte forfra med at tillære sig en anden sagnkreds’ symbolik, klædedragt, våben, brugsgenstande og arkitektur – tilmed på et så tidligt tidspunkt, at alt dette endnu kun var ved at blive opdaget og sat i system.
For antikkens vedkommende var det derimod et vokabularium, som Thorvaldsen i kraft af sin uddannelse, sine studier, Georg Zoëgas hjælp og egne og andres samlinger af antikke genstande havde lært at mestre til fulde, og som han kunne jonglere med for at danne nye betydninger. Der var kort sagt ikke megen motivation for Thorvaldsen i at inkludere denne sagnkreds.

Thor og Thorvaldsen – en opblødning

Alligevel findes som nævnt i indledningen fire udkast til hans eget våbenskjold, der alle forestiller en stående eller siddende figur, der, med baggrund i bl.a. Thorvaldsens kammertjener, C.F. Wilckens’ erindringer, er blevet udlagt som Thor, og altså indeholder tydelige referencer til den nordiske mytologi og til Thorvaldsens eget navn, hans nordiske rødder og islandske aner på fædrene side.

Der findes flere eksempler på, at beundrere af Thorvaldsen og af den nordiske mytologi har studeret Thorvaldsens aner og efterfølgende hævdet, at billedhuggeren stammede fra f.eks. vikingen Erik den Røde (født ca. 950), eller fra en islandsk konge. Thorvaldsen blev også ofte i sin samtid besunget som Thor, dvs. den nordiske tordengud og etymologiske navnebror, der som billedhuggeren kunne udrette underværker med sin hammer. Sammenligningen kan ses mange steder i de bevarede kilder. Også Thorvaldsens veninde i årene efter hjemkomsten i 1838, baronesse Christine Stampe kaldte ham ved dette navn.
Dyrkelsen af de nordiske aner, som bl.a. arbejdet med stamtavlerne er et eksempel på, og sammenligningen med Thor, Vølund og andre helte fra mytologiens sagnsfære kan alt sammen ses som forsøg på at indlemme Thorvaldsen i den nationale selvpromovering og derved lade hans internationale stjernestatus smitte af på hjemlandet.

Tilsyneladende har den massive nationale heltedyrkelse i sidste ende smigret Thorvaldsen så meget, at han har vedgået sig sammenligningen, og han har på den måde kastet en lille luns til tilhængerne af den nordiske mytologis fortræffeligheder. For denne udlægning taler en beretning fra Christine Stampe, der skildrer billedhuggerens arbejde med selvportrætstatuen Bertel Thorvaldsen med Håbets gudinde, Nysø1. Sammenligningen mellem den nordiske gud og Thorvaldsen faldt utvetydigt ud til billedhuggerens fordel: Medens han arbejdede på hans egen Statye, til hvilken jeg havde syet ham en Slags Blouse efter hans egen Tegning, spændte han spøgende Bæltet fast, det var med et stort Spænde, og sagde: “Saa bliver jeg stærk, det giorde Thor, naar han brugte Kræfter; man har kaldt mig Thor, den ene Thor knuser, den Anden skaber.”

Signet med Thor-figur
Udkast til våben og signet med en stående mandsfigur med, hvad der kunne være en hammer i hånden, C386v. Udkastet er usikkert dateret til ca. 1827.

Derved er vi tilbage ved de ufuldførte udkast til Thorvaldsens eget våbenskjold, hvor selvforståelsen som en kraftfuld billedhugger med nordiske rødder og et sagnomspundet navn synes at komme til udtryk. C.F. Wilckens beskrev, hvordan udkast på udkast faldt ud som en Thor med sin hammer. Rikard Magnussen, der i 1939 skrev om Thorvaldsen og Norden, mente, at det udelukkende var navnesammenfaldet, der gjorde, at Thorvaldsen tegnede en Thor på udkastene. Men det er dog meget sandsynligt, at hele den indlemmende nationalisering af Thorvaldsen også har spillet en stor rolle i denne sammenhæng. Wilckens beretter, at Thorvaldsen allerede mange år tidligere i Rom havde tegnet på et våbenskjold. Formentlig er der tale om udkastene dateret omkring 1827, C559a, afbildet ovenfor, og C560r, afbildet nedenfor. Muligvis har anledningen været Thorvaldsens overvejelser omkring, hvor han skulle placere sine samlinger og en deraf følgende optagethed af egen identitet og tilhørsforhold. Nødvendigheden blev dog tvingende, da Thorvaldsen 18. november 1839 blev udnævnt til Storkorsridder af Dannebrog. Udnævnelsen medførte nemlig, at Thorvaldsen skulle tegne et våbenskjold og vælge sig et valgsprog, så et våbenskjold traditionen tro kunne fremstilles og hænges op i slotskirken på Frederikborg Slot. Jeg kjender intet andet Vaaben end et T, som var i min Faders gamle Signet, berettede Wilckens, at Thorvaldsen havde udtalt. Wilckens fortsatte: Endelig tog han sin Blyant, og paa forskjellige Papirer fremkom der bestandig en Thor med sin Hammer, med en eller anden lille Forandring i Stillingen. Derefter begyndte han paa Valgsproget, som han ligeledes skrev paa mange Papirer, og det faldt stadig ud til “Kjærlighed til Fædrelandet”. Da Oehlenschlæger en Dag besøgte Thorvaldsen, viste han ham sit Udkast til Vaabenet, som Oehlenschlæger syntes godt om. “Men Dit Valgsprog synes jeg ikke om,” sagde Oehlenschlæger. “Ja lad mig da høre Din Mening,” sagde Thorvaldsen. “Du er jo en Frihedsmand,” svarede Oehlenschlæger, “derfor skal Du bruge Ordene: “Frihed og Kjærlighed til Fædrelandet”. “Det skal Du ret have Tak for!” svarede Thorvaldsen, “Du kjender mig nøie, og Du veed, at for at bevare min Frihed har jeg ikke villet gifte mig. Nu skal det være saaledes, som Du siger.”

Thorvaldsens våbenskjold og valgsprog Udkast til Thorvaldsens våbenskjold og valgsprog, ca. 1839, C559b. Dyrehuden (formentlig et bjørneskind) og hammeren associerer sammen med Wilckens beretning til Thor. Thorvaldsens våbenskjold Udkast til Thorvaldsens våbenskjold, ca. 1827, C560r. I skitsen er der ikke noget, der entydigt tyder på, at det er en Thor, der fremstilles.

Formentlig hentydede Oehlenschläger ikke kun til Thorvaldsens ægteskabelige status, men snarere til hans stædige insisteren på kunstnerisk frihed i forhold til værker og bopæl. Det er også overvejende sandsynligt, at frihedserklæringen stak endnu dybere og også gjaldt den politiske borgerretsmæssige frihed, der fulgte i kølvandet på bestræbelserne, der førte til den franske revolution.

Thorvaldsens våben Thorvaldsens våben

Efter Thorvaldsens død tegnede H.W. Bissen våbnet efter Thorvaldsens skitser, og skjoldet blev efterfølgende ophængt på Frederiksborg Slot (gengivet i udsnit t.h.; Dronningetrappen, Frederiksborg). Til venstre ses en gouache udført i 1844 efter skjoldet af våbenmaler Ole Larsen, N152.

Ud over udkastene til våbenskjoldet rummer Thorvaldsens føromtalte selvportrætstatue Thorvaldsen med Håbets gudinde, Nysø1, muligvis også bevidste associationer til guden Thor med hans hammer og styrkebæltet jf. anekdoten omtalt ovenfor. Alligevel er det tydeligt, at associationerne stoppes her. Hammeren er nemlig også blot det klassiske symbol for billedhuggerkunsten (sammen med mejslen bl.a., som Thorvaldsen holder i den anden hånd), og den statue, Håbets gudinde, som Thorvaldsen i selvportrætstatuen arbejder på, er desuden udpræget antik at se på, inspireret af arkaisk kunst og Thorvaldsens restaurering af ægineterne for Ludwig 1. af Bayern. Der er altså ikke antydning af nordisk mytologi i værket ud over, hvad man kan lægge i bæltet og hammeren.

Bertel Thorvaldsen med Håbets gudinde Bertel Thorvaldsen med Håbets gudinde

Bertel Thorvaldsen med Håbets gudinde, Nysø1 - en genopstået Thor eller blot en billedhugger med sit værk, sin inspiration og sine redskaber?

For om muligt at komme Thorvaldsens bevæggrunde nærmere skal også et andet påstået Thorvaldsen-citat inddrages. Christine Stampe har i sine erindringer genfortalt Thorvaldsens begrundelse for ikke ville udføre værker fra den nordiske sagnkreds. Efter sigende skulle udtalelsen være faldet, mens hun på Adam Oehlenschlägers opfordring læste højt for Thorvaldsen om Nordens guder og helte for at gøde jorden for nordiske emner: Det er koldt, saa disse Helte har maattet klæde sig varm, og det nøgne er dog det smukkeste, det er Vorherres dragt. Og adskillige andre Grunde anførte han, som jeg ikke husker. Sandt at sige troede jeg bestandig, at det var bedst, han fulgte sin egen tilbøjelighed, naar han blot arbeidede, og det var det, jeg animerede ham til; saa var det mig det samme, hvad han gjorde.

Hyldesten af den nøgne menneskekrop som et særligt efterstræbelsesværdigt motiv i kunsten passer som fod i hose med nyklassicismens idealer, hvor kroppens skønhed og fremstillingen af den i kunsten er baseret på forestillingen om de enkelte deles skønhed og harmoniske sammensætning. De tempererede græske himmelstrøg havde ifølge Winckelmann en gunstig indvirkning på menneskekroppen, og dermed på kunst, kultur, samfundsforhold og filosofi. Den nordiske vinterkulde, der tvang mennesket til at gå klædt i pels, skind og tykke uldne klæder, kunne ikke hamle op med dette.

I Thorvaldsens righoldige bogsamling findes seks bøger vedrørende den nordiske mytologi, som han dermed ikke har været, eller i hvert fald behøvede at være, så uvidende om, som visse anekdoter antyder.
Magnussen, op. cit., p. 57, citerer således en samtale mellem Oehlenschläger og Thorvaldsen, hvor billedhuggeren undslog sig de nordiske motiver med, at han ikke vidste, hvordan han skulle klæde figurerne på. Den svenske billedhugger Bengt Erland Fogelberg skulle derefter have vist ham sin statue af Thor, hvorefter Thorvaldsen skulle have sagt Naa, ser han saadan ud!
Magnussen kom dermed frem til den konklusion, at havde blot Thorvaldsen vidst, hvordan, så havde han formentlig gjort det. Det var kort sagt kun et spørgsmål om manglende teoretisk viden. Det er efter al sandsynlighed en sandhed med modifikationer, og Stampes beretning om den nøgne menneskekrop som ideal og nyklassicismens generelle dyrkelse af det græsk-antikke som kilden til det skønne, store og gode har formentlig langt mere hold i virkeligheden.
De seks bevarede bøger i Thorvaldsens bogsamling om nordisk mytologi er følgende:

  • Jacob Bærent Møinichen: Nordiske Folks Overtroe, Guder, Fabler og Helte indtil Frode 7 Tider i Bogstav=Orden, København 1800, M509.
  • Edda eller Skandinavernes hedenske Gudelære. Oversat af R. Nyrup, København 1808, M510.
  • Frederik Sneedorff Birch: Udsigt over den nordiske Mythologi, København 1834, M511.
  • Finn Magnusen: Bidrag til nordisk Archæologie meddeelte i Forelæsninger ved Finn Magnusen, København 1820, M512.
  • Nordisk Tidsskrift for Oldkyndighed, bd. 1-2, København 1832-33, M513
  • Jens Jacob Asmussen Worsaae: Danmarks Oldtid, oplyst ved Oldsager og Gravhøie, København 1843, M514.

Heraf er de fire udgivet under eller efter mytologistridens højdepunkt 1820 – og formentlig har i hvert fald Magnusson selv foræret Thorvaldsen bogen. De fleste bøger er ikke signerede af Thorvaldsen, men i Frederik Sneedorff Birch og Jacob Bærent Møinichens bøger har han skrevet sit navn som “Albert”, hvilket tyder på at også den tidlige af disse udgivelser er kommet Thorvaldsen sent i hænde, dvs. formentlig som et led i det stigende pres på billedhuggeren.

Opsummerende

For Thorvaldsen var det tilsyneladende i orden og måske ligefrem kærkomment at blive fremhævet som nordisk, så længe man ikke blandede sig i hans værker. Thorvaldsens foræring af en version af Brahetrolleborgs Døbefont, jf. A555,1, A555,2, A555,3, A555,4, til en kirke i byen Miklabæ, Blönduhlið bygd, hvor Thorvaldsens far var født, underbygger da også antagelsen af, at Thorvaldsen har værdsat sin islandske herkomst.

Den landsforviste forfatter og kritiker Malthe Conrad Bruun blev måske ironisk nok den, der udtrykte Thorvaldsens bedrift klarest, set med nationalpatriotiske øjne: J’ai très-souvent desiré, en qualité de compatriote, d’avoir une occasion de Vous temoigner ma sincère admiration et la joÿe de voir un Scandinave ramener en Italie le veritable gout de la sculpture antique. Ce sera la plus belle page de ma Géographie Universelle que celle où je pourrois dire que les Dieux de Rome ou plutot de la Grece sont ressuscités par le ciseau d’un enfant d’Odin.

Puttinati, Portræt af BT

I 1830’erne fremstillede den italienske billedhugger Alessandro Puttinati et portræt af Thorvaldsen i form af en forgyldt bronzestatuette. Statuetten gengiver den stående billedhugger, der læner sig op ad en antikinspireret ynglingetorso. Relieffet, der er gengivet til venstre for Thorvaldsen, viser en siddende mand med krone og en hammer i højre hånd – sandsynligvis en Thor. Både relieffets indhuggede runer – og naturligvis også Thor – skal tjene som reference til Thorvaldsens nordiske rødder, mens ynglingetorsoen refererer til antikken. Med disse referencer har Puttinati villet give et billede af det, man opfattede som de to hovedbestanddele i Thorvaldsens kunstneriske egenart. Et udsagn, der svarer til Malthe Conrad Bruuns ovenfor citerede brev: les Dieux de Rome ou plutot de la Grece sont ressuscités par le ciseau d’un enfant d’Odin. For mere om denne statuette se Puttinatis biografi.

Samler man udsagnene sammen, også dem, der blev citeret i mytologi-striden, tegner der sig et billede af en internationalt funderet og ganske stædig billedhugger, der holdt fast på antikken (og i mindre udstrækning også kristendommen) som motivkreds. Om han vitterligt, som C.F. Høyer postulerede, har fordømt den nordiske mytologi som ubrugelig og degenereret, kan ikke fastslås med sikkerhed. Til gengæld virker det sandsynligt, at han ikke har set noget galt i, at den yngre generation trådte ind på den mark, hvor de, som kronprinsen udtrykte det, måske kunne vinde hæder og berømmelse. Eftersom han selv sad godt og tungt på den antikke motivkreds, har han måske haft øje for, at det kunne være svært for andre at gøre sig gældende. Trods de mange opfordringer til at tage stilling er der intet, der tyder på, at han har set det som sin sag, at gøre sig til offentlig dommer over det.

Referencer

  • Ludvig Baden: L. Jakobsens Forsvar mod Hr. Professor Finn Magnussen, København 1820.
  • Torkel Baden: Et Par Ord til Beslutning om den nordiske Mythologie, København 1821.
  • Torkel Baden: Om den nordiske Mythologies Ubrugbarhed for de skjønne Kunster, København 1820.
  • H.R. Baumann: Hermann Ernst Freunds Levned ved Victor Freund, København 1883, p. 266, desuden omtale af Thorvaldsens indvilgen i at lave en Thor p. 141.
  • C.F. Høyer: Tilegnet Det Kongelige Kunstakademiets Medlemmer og unge Kunstnere, København 1821, Thorvaldsens bogsamling M875,10.
  • L. Jacobsen: Professor Finn Magnussens Beviis for, at vore Kunstnere ved Rejser til Island kunde naae det samme som ved at rejse til Italien eller Rom. Med Anmærkninger af L. Jacobsen, Hirschholm 1820.
  • Hans Kuhn: Greek gods in Northern costumes: Visual representations of Norse mythology in 19th century Scandinavia, 11th International Saga Conference afholdt år 2000 på Australian National University, http://sydney.edu.au/arts/medieval/saga/pdf/209-kuhn.pdf.
  • Finnur Magnússon, Bemærkninger ved Torkel Badens skrift: Om den nordiske mythologies ubrugbarhed for de skjönne kunster, København 1820.
  • Finnur Magnússon [Finn Magnusen]: Den Ældre Edda: En samling af de nordiske folks ældste sagn og sange, København 1822, Bd. 3, p. VII.
  • Finnur Magnússon [Finn Magnusen]: Indledning til Forelæsninger over den ældre Edda’s mythiske og ethiske Digte, København 1816.
  • Finnur Magnússon [Finn Magnusen]: Udførlig erklæring fra Professor Finn Magnusen i anledning af et pseudonymt Flyveskrift, kaldet, Professor Finn Magnussens Beviis for, at vore Kunstnere ved Rejser til Island kunde naae det samme som ved at rejse til Italien eller Rom. Med Anmærkninger af L. Jacobsen, Hirschholm 1820, København 1816.
  • Rikard Magnussen: ‘Thorvaldsen og Norden’, in: Nordens Kalender 1939, Oslo 1939.
  • Anton Raphael Mengs: Gedanken über die Schönheit und den guten Geschmack in der Mahlerey, Orell 1774.
  • Jens Møller: Om den nordiske Mythologies Brugbarhed for de skjønne Tegnende Kunster, København 1812.
  • Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, 17. årg., no. 96, 28.11.1820.
  • Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, 17. årg., no. 101, 16.12.1820.
  • Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, 17. årg., no. 104, 26.12.1820
  • Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, 17. årg., no. 105, 30.12.1820.
  • Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, 18. årg., no. 31, 17.4.1821.
  • Haavard Rostrup: Billedhuggeren H.W. Bissen, København 1945, bind 2, p. 12, note 72.
  • Emma Salling og Claus M. Smidt: ‘Fundamentet. De første hundrede år’, in: Anneli Fuchs og Emma Salling (red.): Kunstakademiet 1754-2004, bd. 1., København 2004.
  • Rigmor Stampe (ed.): Baronesse Stampes Erindringer om Thorvaldsen, København 1912.
  • Thiele IV, 1856, p. 104-05.
  • Per Thornit: ”Tegn paa udvortes Erkjendelse..” Bertel Thorvaldsens og H.C. Andersens ordener, [København], 1979, p. 28.
  • Karsten Friis Wiborg: Fremstilling af Nordens Mythologi for dannede Læsere, København 1843, p. XVIII.
  • C.F. Wilckens: Træk af Thorvaldsens Konstner- og Omgangsliv, samlede til Familielæsning, København 1874, p. 138-139; genudgivet under titlen: Thorvaldsens sidste år. Optegnelser af hans kammertjener, København 1973, p. 66-67.

Sidst opdateret 28.11.2016