Arkivet, Thorvaldsens Museum

Kommentar til Nordisk mytologi i Thorvaldsens kunst – et så godt som udeladt motiv

Præsten og forfatteren Karsten Friis Viborg (1813-1885) sammenfattede i 1843 formålet med den nordiske renæssance således i sin egen udgivelse, der skulle fremme kendskabet til den nordiske sagnkreds: Nu, da Nordens politiske Historie synes tilendebragt, seer det ud til, at vi endelig i Cultur- og navnlig i Kunst-Historien skulle spille en Rolle. I alle Tilfælde er det afgjort, at jo mere Skandinavien hævder sin Nationalitet, destomere ville de gamle nordiske Symboler træde frem, og indtage en væsenlig Plads i vor Forestillingskreds ved deres Dybde og Skjønhed. Kunsten kan ikke vende sig fra dem, og det er højst sandsynligt, at en nordisk Kunst vil udvikle sig, naar den nordiske Mythologi er bleven saa bekjendt, at den er indlemmet blandt de Conversationsgjenstande, hvorom man kan underholde sig uden at frygte for at bringe Den, man taler med i Forlegenhed, som om man talte Mesopotamisk. Lever først den nordiske Aand op i os, da vil en nordisk Kunst fødes, der da naturligvis ikke udelukkende holder sig til de i den nordiske Mythekreds givne Billeder, men dels componerer nye i deres Aand, saaledes som f. Ex. Thorvaldsen flere gange har gjort i den antikke Spfære. Dertil udfordres nu vistnok Mere end blot Kjendskab til Nordens Mythologi; navnlig er den archæologiske Kundskab her af Vigtighed; men skjøndt vi endnu mangle et godt udførligt Værk, der fortsætter, hvad Finn Magnussen har begyndt, turde det dog neppe falde vanskeligt for de Kunstnere, der ønske det, at faae den tilstrækkelige Underretning om Nordens Archæologi. Jf. Karsten Friis Wiborg: Fremstilling af Nordens Mythologi for dannede Læsere, København 1843, p. XVIII.

Sidst opdateret 18.08.2014