Herman Schubart
Ven og mæcenSchubart lærte Thorvaldsen at kende i 1803 og blev straks en af hans vigtigste støtter ved sit venskab, ved at invitere Thorvaldsen til at bo hos sig på sommerresidensen Montenero uden for Livorno, og navnlig ved at bruge sin indflydelse på Thorvaldsens vegne over for rette vedkommende i Danmark. På dette punkt spillede Schubart en afgørende rolle for billedhuggerens karriere især i den tidlige fase, se fx referenceartiklen Thorvaldsens forbliven i Rom 1803-04. Første møde med ThorvaldsenHan mødte antagelig Thorvaldsen første gang i begyndelsen af 1803, da Schubarts tilstedeværelse i Rom i Georg Zoëgas omgangskreds er dokumenteret på dette tidspunkt (se fx Friedrich Gottlieb Welcker: Zoega’s Leben, Stuttgart & Tübingen 1819, genoptryk Halle 1912-13, vol. II, p. 151-152), og da Zoëga lidt senere refererer venskabeligt til Thorvaldsen i sit brev af 20.3.1803 til Schubart. Thiele I, p. 195 hævder, at Thorvaldsen og Schubart først stiftede bekendtskab med hinanden, da billedhuggeren kom tilbage til Rom fra sit sommerophold i Albano 1803, men det virker ikke sandsynligt, at mødet mellem de to venner ikke skulle have fundet sted ved Zoëgas mellemkomst, da Schubart ankom til Rom primo 1803. Ægteskab og familieHan blev gift 1789 med hollænderen Jacqueline Wieling. De forblev barnløse, men parret adopterede Bettina Marcuori – datter af komponisten Adamo Marcuori – og hendes veninde Marietta Giusti. Schubart blev endvidere værge for Federico og Laura Zoëga efter deres far, Georg Zoëgas død i 1809. KarriereHan indledte sin diplomatiske karriere som legationssekretær i Dresden 1780-84. Fra 1784 var han i Haag, hvor han blev gesandt for Holland 1789-1798. Samme stilling bestred han 1798-1800 i Madrid, jf. Marquard, op. cit. I 1801-02 opholdt han sig i København. Her blev han allerede 1801 udnævnt til gesandt ved det “sicilianske” hof i Napoli og 13.3.1802 desuden til “General Intendant for de Danske Handelsanliggender i Italien” (se udnævnelsen og Schubarts instruks af 23.3.1802 i Kommercekollegiets skrivelser 1802-1807, Herman Schubarts Arkiv, Rigsarkivet). Han rejste til Italien i løbet af sommeren 1802 og slog sig ned i Pisa, hvorfra han rejste flittigt rundt i Italien. I stillingen som handelsintendant skulle han skabe bedre handelsmuligheder for dansk-norske købmænd i Middelhavsområdet ved at tage kontakt til de respektive regeringer. Det lykkedes ham ved sin ihærdighed at åbne rige markeder for dansk-norske redere og handelsmænd. Han førte endvidere tilsyn med de dansk-norske konsuler i Middelhavsområdet. Efter tabet af Norge i 1814 fik hans stilling gradvis mindre betydning og blev nedlagt. Han blev hårdt ramt af sin hustrus død i 1814 og blev i det efterfølgende år alvorligt syg under sit ophold i København. I årene herefter førte han et liv uden alvorligt arbejde. I 1819-21 var han prins Christian (8.) Frederik og hans kones rejseledsager i Frankrig og Italien. Han opnåede en midlertidig stilling som gesandt ved hoffet i Napoli, men blev pga. uoverensstemmelser med den danske regering kaldt tilbage. Under sin tid i Italien var Schubart i København på længere ophold i 1811 og 1815. Han bidrog kraftigt til, at den første større udstilling af Thorvaldsens værker i Danmark, på Kunstakademiet i 1815 blev en succes. I kraft af sine stillinger havde han et udbredt kontaktnet i Italien og blandt udenlandske tilrejsende. Han var socialt begavet og en netværker af rang. Han korresponderede med alle og enhver, og på Rigsarkivet i København findes hans efterladte omfangsrige arkiv, der udgør guldgrube af oplysninger om datidens danske forbindelser til Italien. Økonomiske problemerSchubart synes livet igennem at have haft rod i sine pengesager. Allerede tidligt måtte familien træde til med lån og assistance, jf. Sass, op. cit., p. 106 og Magnussen, op. cit., p. 141. I slutningen af 1810’erne skulle han pga. sin lystige livsførelse have nærmet sig økonomisk ruin. Det skal dog også nævnes, at Schubart fx i 1814 ikke havde fået sin løn fra den danske regering i 1½ år, se hans brev af 22.8.1814. Ry og eftermæleTrods Schubarts store betydning for Thorvaldsen er hans eftermæle i Thorvaldsen-litteraturen ikke ubetinget positivt. Thiele har fx et noget tvetydigt forhold til baronen. Han karakteriserer Schubart som “…en af Naturen vistnok hiertensgod og velvillig Mand, som i en ualmindelig høj Grad bar sin Tids og sin Stands Svagheder til Skue” (Thiele I, p. 195). Thiele uddyber dette med karakteristisk syrlighed i fx en bemærkning om et af de brevudkast, som Schubart fremstillede på Thorvaldsens vegne: “Det maa ikke overrraske… at dette Brev… indsmugler en lille Lovtale over den forfængelige Beskytter [i.e. Schubart selv]; han er ikke destomindre selv Concipisten, – derfor borger baade Aanden og Haanden – og til saadant vil man efterhaanden blive vant i hans følgende Breve.” (Thiele I, p. 203). Også Else Kai Sass peger også på, at hans breve “…afslører en ikke ringe Selvoptagethed”, jf. Sass, op. cit., p. 108. Selv skrev Schubart i 1814: “…jeg har ikke anden Forfængelighed end den, at giøre mig elsket og agtet ved mit Hjertes Egenskaber.” Sikkert er det, at hans hjælpsomhed over for især kunstnere var stor, og han ejede en evne til at gøre sig til alles ven, som Sass skriver, ibid. PortrætterThorvaldsen fremstillede i juli 1804 under sit første ophold på Montenero en portrætbuste af Herman Schubart 1804, A718. Han portrætterede ham igen i 1814 i relieffet Gravmæle over Jacoba (Jacqueline) Elisabeth Schubart, A618. Marmorversionen, A704, var oprindeligt tiltænkt Jacqueline Schubarts gravmæle på kirkegården i Livorno, men nåede aldrig sit bestemmelsessted.Andre portrætter:
Værker på Thorvaldsens MuseumSe Schubart repræsenteret i Samlingerne. Referencer
Sidst opdateret 14.06.2013 |
