Artiklen belyser spørgsmålet om, hvorfor Thorvaldsen stort set ikke benyttede sig af motivkredsen fra nordisk mytologi. På trods af talrige opfordringer fra prominente danske personligheder findes der ikke så meget som ét færdigt Thorvaldsenværk, hvor motivet er hentet fra den nordiske mytologi. Motivkredsens genopdagelse var ellers en vigtig bestanddel i den danske nationale selvforståelse og den nationale selvoprejsning i tiden efter år 1800.
På trods af talrige opfordringer fra prominente danske personligheder findes der ikke så meget som ét færdigt Thorvaldsenværk, hvor motivet er hentet fra den nordiske mytologi. Motivkredsens genopdagelse var ellers en vigtig bestanddel i den danske nationale selvforståelse og den nationale selvoprejsning i tiden efter år 1800. Spørgsmålet om, hvorfor Thorvaldsen ikke benyttede sig af denne motivkreds, er endnu ikke undersøgt, og kilderne, der kan hjælpe med at belyse emnet, er få og andenhånds.
Kun fire tegnede udkast til kunstnerens eget våbenskjold viser en figur, der, antagelig med rette, er blevet udlagt som Thor, jf. C386v, C559a, C559b og C560r. Selv færdiggjorde Thorvaldsen formentlig aldrig udkastene. I hvert fald kendes sådanne ikke, men skitsernes symbiose mellem den internationalt funderede, antikinspirerede billedhugger, de nordiske rødder og den nordiske mytologis genopdagelse i datiden er vigtig for at liste sig til et indblik i Thorvaldsens selvforståelse i sagen.
Thorvaldsens våbenskjold, muligvis 1827, C559a. Dateringen skyldes påskriften på papiret: Rom d 4de Febr. 1827. Udkastet kan dog være senere, da Thorvaldsen ofte gemte og genbrugte sine papirer. Under skjoldets midtermotiv ses en inskription, der er blevet læst som THOR.
På Danmarks Kunstbibliotek findes en samling pamfletter fra tiden 1812 til 1821, der i samtiden er blevet samlet under titlen “Mythologie-Striden”. Der er tale om indlæg i tidens videnskabelige skrifter, og det gik, som titlen antyder, ikke stille af. Anonyme smædeskrifter og personangreb parterne imellem var en del af disputtens væsen, og når der skulle sættes trumf på, blev Thorvaldsens påståede udsagn inddraget for at forsvare begge parters standpunkt.
Striden gik grundlæggende på, hvorvidt man i billedkunsten kunne forsvare at benytte motiver fra den nordiske mytologi, når man i forvejen havde den kristne og den antikke motivkreds at trække på. Den kristne motivkreds blev i det luthersk-kristne Danmark anset for forbilledlig og blev som fast praksis anvendt, når eleverne ved kunstakademiet skulle konkurrere om medaljer, der gav adgang til oprykning mellem uddannelsestrinnene og til de afsluttende stipendier, der muliggjorde udenlandsrejse efter endt studie. Den antikke, primært græske mytologi blev, trods sit hedenske religiøse indhold, ligeledes anset for at kunne tjene kunstens formål: at forædle mennesket ved at afbilde og forme det skønne, store, sande, gode og ordnede. Det antikke Grækenland var med nyklassicismens dyrkelse og ikke mindst arkæologen og kunsthistorikeren Johann Joachim Winckelmanns teorier udgivet 1755 i programskiftet Gedanken über die Nachahmung der Griechischen Werke in der Malerei und Bildhauerkunst og Geschichte der Kunst des Altertums, udgivet første gang 1764, blevet et billede på det ideelle samfund med demokrati, frihed, fornuftsbaseret videnskab, avanceret filosofi og dyrkelsen af det skønne og gode som kardinalpunkter. Antikkens kunst blev anset for at afspejle dette idealsamfund på reneste vis og var derfor efterstræbelsesværdigtI.
Over for dette stod Nordens hedenske aser og jætter i deres dyrehuder tilbedt af samfund og folkeslag, der i kritikernes øjne lå langt fra det græske både hvad angik billedkunst, arkitektur og samfundsform – i den udstrækning, man overhovedet kendte til dette. Interessen for den nordiske sagn- og forhistorie var tiltaget siden 1750erne sideløbende med lignende opblomstringer i nabolandene (i Sverige førte strømningerne f.eks. til stiftelsen af Götiska Förbundet i 1811), men efter Napoleonskrigene og den efterfølgende statsbankerot blev behovet for et samlende og opbyggeligt nationalt heltebillede yderst aktuelt i Danmark. Det var i denne forbindelse, at “mytologi-striden” for alvor begyndte at rase. Som nationens rådgivende og uddannende instans spillede Kunstakademiet en central rolle i dette spil, og det var primært personer med tilknytning til akademiet, der udgjorde pennestridens parter.
I den nordiske Mythologie vil Kunsten finde sin GravII. Så fyndigt formulerede Kunstakademiets sekretær, filologen Torkel Baden sig i 1820, hvor han udgav skriftet Om den nordiske Mythologies Ubrugbarhed for de skjønne Kunster. Skriftet var bl.a. et svar på teologen Jens Møllers forelæsning og senere udgivelse Om den nordiske Mythologies Brugbarhed for de skjønne Tegnende Kunster, København 1812. Møller nåede frem til, at motivkredsen kunne forsvares at bruges som medlemsstykker, men ikke som tema for medaljekonkurrencerne. Mange var enige om, at digterne kunne øse frit af de nordiske myter, men for Baden var det utænkeligt, at noget godt kunne udledes af dem til billedkunsten: Vanskabt, for Phantasien ubrugbart, er Alt, hvad den nordiske Mythologie indeholder. Han var forvisset om, at den nordiske mytologis motivkreds ville virke stik mod kunstens høje mål, som kun den græske (og kristne) motivkreds kunne leve op til: Den græske Mythologie rører dem, som Borgere af den dannede Verden. Thi i den indeholdes de første Grundlinier til alle de Kundskaber, som adle Mennesket og adskille det fra den store Hob, Grundlinierne til Astronomien, Geographien, Chronologien og andre Forstanden opklarende og skiærpende Videnskaber; og den er Phantasiens Sprog, som alle cultiverede Mennesker forstaae, og hvis Kundskab først med Culturen udslettesIII.
Den nordiske mytologi var i Badens opfattelse genskabt ud fra et grumset sammensurium af forskellige kilder, mange tilmed med forvanskede græske aner; den var rodet og uordentlig, og der var kun meget sjældent sikkerhed for, hvordan man som kunstner skulle fremstille disse mytologiske væsener, så de let kunne genkendes og historien dermed som ønsket kunne afkodes for betragteren.
Karl Philipp Moritz Götterlehre oder Mythologische Dichtungen der Alten, Berlin 1791, som også findes i Thorvaldsens bogsamling, M462, var på antikkens side et eksempel på, hvordan en sagnkreds var beskrevet og sat i system som en manual eller en middelalderlig mønsterbog, som kunstnere kunne bruge, når et motiv skulle skildres korrekt ifølge kilder og præcedens. Hertil kom de utallige bevarede kunstværker fra antikken selv, der f.eks. i form af afstøbninger kunne studeres selv i København.
På samme side som Baden stod Thorvaldsens ven maleren C.F. Høyer, der fra sin post som medlem af Kunstakademiets plenarforsamling i en række indlæg i pressen argumenterede for, at kunsten i oplysningens og opbyggelighedens navn skulle afbilde kristne eller antikke emner, hvorimod den nordiske mytologis motivverden kun gav anledning til afgudsdyrkelse og barbari. Høyer sendte 23.6.1821 Thorvaldsen et lille skriftIV udgivet tidligere samme år som en opsamling af malerens tanker.
Både Baden og Høyer ragede uklar med akademiet, ikke mindst pga. denne strid. Høyer blev ekskluderet fra plenarforsamlingen i 1826, og Baden fratrådte pga. uoverensstemmelser sin stilling som sekretær og bibliotekar 1823.
Også kunsthistorikeren N.L. Høyen stillede sig på dette tidspunkt kritisk over for motiver fra den nordiske mytologi og forsvarede i Studenterforeningen 28.6.1821 sin antagelse om, at nordisk mytologi ikke var gavnlig for kunstenV.
Kunstakademiets præses og Danmarks kronprins Christian (8.) Frederik tog derimod part i sagen til den nordiske mytologis fordelVI. I 1819 blev filologen og arkæologen Finnur Magnússon, der selv var en ivrig skribent i sagen, ved kongelig befaling ansat som underviser i nordisk mytologi og litteratur ved kunstakademiet i København. Allerede fra 1814 var det ved kongelig forordning pålagt akademiets historieprofessor også at undervise i emner fra den nordiske mytologiVII. På den måde kunne eleverne få den nødvendige basisviden om fortidens litteratur, sagn og skikke samt om de arkæologiske fund, man kendte til. Der blev også arbejdet på at lade Johannes Wiedewelts illustrationer fra 1780erne til Johannes Ewalds sørgespil Balders død (1770, trykt 1775) stikke i kobberVIII for på den måde at udbrede kendskabet til nordens guder og helteIX.
Både Finnur Magnússon og Torkel Baden inddrog, da mytologistriden var på sit højeste, Thorvaldsens påståede udsagn som trumf i deres indlæg. Magnússon refererede en samtale, han havde haft med den store skulptør om emnet – uopfordret, som det understreges: Man har fremsat Indvendinger mod det uskjønne i Freyas Forspand [dvs. katte] og de synes ved første Øjekast ikke at være ugrundede; – dog har en af vor Tids og vort Lands største Kunstnere, Thorvaldsen nemlig, mundtlig, og uden nogen Forespørgsel fra min Side, tilkjendegivet mig den sin Mening, at hin Indvending var ugrundet, da den åndfulde Kunstner vilde vide, ved en saadan afbildning, at give Freyas Katte skjønne tigeragtige former, og derved tillige en saadan Karakter, som kunde interessere en tænkende BetragterX.
Baden søgte at gendrive påstanden ved at sige, at Thorvaldsen kun havde foreslået kattenes transformering til tigre af høflighed, og at: Thorwaldsen var ikke Thorwaldsen, naar han kunne befatte sig med saadanne LapperierXI. Magnússon gentog i samme tidsskrift 16.12.1820, at Thorvaldsen vitterlig, lige som en anden af tidens store kunstnere C.W. Eckersberg, havde kunnet se nytten for “de unge lærende Artister” i at stifte bekendtskab med den nordiske mytologiXII. Herefter kom Badens trumf – på forsiden af Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn og med overskriften Thorwaldsens dom over den nordiske Mythologie refererede han Thorvaldsen for at have udtalt, at han aldrig ville beskæftige sig med de nordiske guder: Da Thorwaldsen saa Abildgaards EsquisseXIII, som forestiller den Mennesket af Steen fremslikkede Ko, sagde han: “Ypperlig er dette Menneskes Gestalt. Men det var en bedre Herkomst værd. O kolde Norden! som lader Dyrenes Herre fodres af Dyr, det mod himmelen opreiste Menneske af den ludende Ko, den fornuftigste Skabning af Dumheden selv. Negter Syden mig Ophold, ei til Dig staaer min Hu, til Østen jeg stunder. Her Moses indførte Gud sigende: Lader os giøre et Menneske i vort Billede, efter vor Lignelse. Saaledes gaar Billedhuggeren til Værks, naar han vil frembringe noget, som svarer til det Ideal, der svæver ham for Øine. Gud er sit eget Ideal. (See MengsesXIV klassiske Skrift om Skiønhed og Smag i Kunstverker). Hos Michelangelo i Adams Skabelse beundre vi, om ikke den høieste Fuldkommenhed, som ingen Dødelig opnaar, saa dog Tankernes Styrke og høie Flugt”XV.
Magnússon betvivlede offentligt påstanden, hvilket fik Baden til at rykke ud med sin kilde. Det var til blomstermaleren C.D. Fritzsch, Thorvaldsens ungdomsven fra Kunstakademiet, at Thorvaldsen havde udtalt sig. Og endnu en gang gentog Baden, at Thorvaldsen ikke ville være den store kunstner, han var, hvis han kunne dømme anderledesXVI.
Det var efter al sandsynlighed disse skriverier, der det følgende år fik kronprinsen til at bede Thorvaldsen om en klar udmelding til støtte for den nordiske mytologis anvendelighed og dermed til fædrelandet. Samme år var en konkurrenceXVII blevet udskrevet mhp. at fremme den nordiske mytologis sag, og den blev anledningen til, at kronprinsen uden omsvøb bad Thorvaldsen om at sende tegninger med motiver fra den nordiske mytologi til ham eller Kunstakademiet. Det skete tydeligvis med henblik på én gang for alle at bevise, at hvis den store Thorvaldsen ikke havde noget imod at tegne nordiske guder og helte, så måtte al anden kritik også forstumme: Jeg veed nok at der ej kan være Spørgsmaal om for Dem at tegne for Præmien, men det vilde være afgiørende for Sagen og for at redde den nordiske Mythologies saa skammeligen angrebne Værd (der dog altid kan og bør beholde Interresse ja Værd for nordiske Kunstnere) naar De, hvis De dertil fandt Æmne og Villie, vilde udkaste nogle Tegninger og tilstille mig eller Academiet samme Dette vilde tillige lukke Munden paa de Personer der med mageløs Uforskammenhed og Usandfærdighed har lagt Dem Ord i Munden som De aldrig har tænkt paa at sige og som ej heller lignede Deres Yttringer – Det er mig kun om at giøre at Sandhed kommer for en Dag og at Ondskab og Partiaand ej skal tilslutte en Mark hvorpaa nordiske Kunstnere maaskee med Held og passende kunde vinde Hæder og BerømmelseXVIII.
Det gjaldt kort sagt fædrelandets ære og kunstens fremtid i Danmark. Der kendes ikke noget svar fra Thorvaldsen på denne klare opfordring og heller ikke det mindste spor af udførte eller tilsendte tegninger. Et senere udkastXIX til et brev til Christian (8.) Frederik rummer dog en positiv holdning til mytologiens anvendelse, om end det ikke gælder Thorvaldsen selv: Hans [dvs. Thorvaldsens elev, billedhuggeren Hermann Ernst Freund] Skizzer til Forestillinger af den nordiske Mythologie ere ligeledes højst interessante og jeg lover mig af dem noget meget ypperligt til Prydelse for vort Fædreland og til Forøgelse af dets Konstbesiddelser.
Udkastet er imidlertid ikke skrevet af Thorvaldsen selv, men af vennen P.O. Brøndsted. I det endelige brevXX, som Thorvaldsen selv har renskrevet, er temaet ikke berørt, hvilket tyder på, at han bevidst har undgået at sætte den slags tydelige sympatitilkendegivelser på skrift. I et andet tilfælde, hvor Thorvaldsen omtaler den nordiske mytologi (en anbefalingXXI af maleren Andreas Ludvig Koop, der også arbejdede med nordisk mytologiske motiver), udtalte Thorvaldsen sig udelukkende rosende om det tekniske i arbejdets udførelse, ikke om indholdet.
I tidsskriftet AftenbladXXII kunne man i København 1822 læse følgende opmuntrende ord:
Thorvaldsen har ogsaa i Sinde at modellere noget af den nordiske Gudelære og han vil ligeledes selv udføre det i Marmor. Og dog har man her hjemme villet indbilde os, at Thorvaldsen omtrent var af samme Mening om den nordiske Mythologie som Konstacademiets Secretair paa Charlottenborg!!
At han imidlertid ikke havde gjort det blev udelukkende undskyldt med hans mange igangværende arbejder, og usikkerheden omkring Thorvaldsens ståsted kunne derfor alligevel fortsætte.
Digtere og forfattere som Adam Oehlenschläger og N.F.S. Grundtvig var blandt dem, der besang og øste af den nyopdagede, episke skat. Begge opfordrede de Thorvaldsen til at fremstille værker med motiver fra den nordiske mytologi. Oehlenschläger gjorde det bl.a. i sin taleXXIII til Thorvaldsen under en fest 16.10.1819 på Skydebanen i København: Dan hvad Du har Lyst til, hvad Aanden indgiver dig; hvo vilde foreskrive Geniet Gienstande? Men een Bøn har jeg dog, som jeg troer de Fleste dele: Tænk imellem paa Nordens gamle Gudeskare, paa de første herlige Forestillinger af et Folk, fra hvem Du stammer! De svæve i Skyen, som Fingals og Ossians Aander, og vente kun paa Dig, for at vorde Homeriske, for atter at boe paa Jorden, og modtage Form og Liv. Den nordiske Mythologie staaer i nær Forbindelse med den dannende Kunst, og maaskee skylder Du dine Helte fra hvem Du stammer, at Du er en Billedhugger. Seent, maaskee aldrig seer Du Fædrelandet igen, saa lad da slige Arbeider trøste Dig! Og naar Du i Dit Værksted fremstiller Thor med sin Hammer, Freir med sin Gerda, Bragi med sin Harpe, Ydun med sin Æbleskaal, vil Du altid føle Dig i Danmark paa nyXXIV.
Ønsket om at de nordiske guder og helte atter skulle bo og leve på jorden er formentlig ikke blot et billede på at de skulle få “liv” i kraft af Thorvaldsens marmorskikkelser, men også en hentydning til den tyske filosof og forfatter Johann Wolfgang von Goethe, der havde bidraget til mytologidebatten på det antikkes side ved at skrive, at de nordiske guder og helte endnu havde gravens dunst ved sig. Den førnævnte Baden havde netop citeret Goethe i sit skrift Om den nordiske Mythologies Ubrugbarhed for de skjønne Kunster: Grækernes og Romernes Guder leve dog nu engang, og ere fra et virkeligt Liv blant Folket umiddelbar overgivne til Kunsten. Nordiske og Indiske Guddomme maae vi opvække fra de Døde, for at indlemme dem i Poesien, og endnu er det ikke lykkedes, at fordrive Gravens Dunst fra demXXV.
Grundtvig for sin del opfordrede billedhuggeren ved indvielsen af det atelier, af Grundtvig navngivet “Vølunds Værksted”, der blev bygget til Thorvaldsen i haven på herregården NysøXXVI og indviet 24.7.1839. I digtuddraget, der er citeret efter en artikelXXVII af Grundtvig, kaldes atelieret en hytte og Thorvaldsen for guldsmeden Vølund Vingesmed:
Paa Danmarks Kyst vi bygde ham en Hytte,
I Lindelæ med faver Blomsterkrands.
Vil Vølund Vingesmed sin Konst indflytte,
Fremtrylle i den Asalivets Glands?
Som indledning til det afsungne digt undskyldte Grundtvig lettere sarkastisk, at han overhovedet talte om Nordens sagnverden: […] da Man endelig ogsaa vilde have Sangen fremsagt af mig, havde jeg dog ikke Mod til at giøre det, uden en lille Indledning, der i Folks Øine kunde forsvare eller dog undskylde Hentydningen paa Nordens Myther, der endnu i de Flestes Øren klinger som Chinesisk, medens alle de Latinske Spøgelser, med Bachus og Venus, enten hilses som Husguder eller kiendes dog som GaardnisserXXVIII.
Den nordiske mytologis udfordring var kort sagt ikke blot, at den var hedensk og ikke var besunget af Winckelmann og Goethe eller anvendt i større eller mindre målestok som forbillede siden renæssancen, men også at den som kulturkreds var nyopdaget og endnu forholdsvis ukendt videnskabeligt/arkæologisk set. Det beviseligt korrekte i skildringen af forskellige historiske perioder og i lånene fra antikkens statuer, mønter, relieffer mm. var en meget væsentlig faktor i nyklassiscismens formsprogXXIX. Fortællingerne om Thorvaldsens mentor, arkæologen Georg Zoëgas rettelser af nogle af Thorvaldsens tidlige arbejder i Rom, når de ifølge Zoëga forbrød sig mod de antikke forbillederXXX, og om den højt besungne model af Jason med det gyldne skind, jf. A52, fra 1803, der i kunstnerens egne øjne var alt for entydigt kopieret efter antikke skabelonerXXXI, er begge anekdoter, der, sande eller ej, peger dels på tidens krav på nøjagtighed og loyalitet overfor antikkens kilder, dels kunstnerens eget behov for at skabe frit over en kendt skabelon.
Presset på Thorvaldsen var årelangt og tiltog kun med tiden. Thorvaldsens assistent, billedhuggeren Hermann Ernst Freund forsøgte, bl.a. på Jonas Collins opfordring, at overtale Thorvaldsen til at udføre værker fra den nordiske motivkreds: I førstningen ytrede han, at han vilde udføre en Thor; men senere har han altid undskyldt sig med sine mange arbejder, skrev Freund til Collin i 1822XXXII.
Allerede i 1804 havde Thorvaldsens tidlige mæcen Herman Schubart foreslået Thorvaldsen at benytte motivkredsen til statuerne til det nye Christiansborg Slot, som arkitekten C.F. Hansen forestod byggeriet af: Maaskee ønsker De at kiende vor gamle interessante Scandinaviske Mithologie. Hvis saa er, saa skriv vor Ven Stub til, og beed ham at sende Dem med Coureren den Deel af Mallets Danske Historie som indeholder Edda, et sandt Mesterstykke. Denne findes i blandt mine Bøger, og jeg skriver den gode Stub til at sende Dem af disse hvad De forlanger. Dog Tanken om vor Scandinaviske Mythologie er blot en ufordøyet Tanke, som De paa ingen Maade maae antage, hvis De mindes bedre. De maae blot raadføre Dem med Der[es] Genie, da det kommer an paa et Arbeyde som kand giøre Der[es] Talent udødelig.XXXIII
Thorvaldsens svar på Schubarts opfordring kendes ikke, men af Schubarts næste brev kan man læse sig til udfaldet – Thorvaldsen ville skabe ud fra antikkens myter, som alle kendte:
Deres Tanke om de udødelige som De vil forevige ved Christiansborg Slots Portal er fortreffelig, og bedre end om De tog noget af den Scandinaviske Mythologie, som er lidt bekiendt, i Steden for at alle kiender og ynder Minerva, Jupiter Nemesis og Hercules. Desuden kand man neppe i Rom arbeide andet en Romerske og Græske Guder og Helte.
Af et brevXXXIV fra Thorvaldsen til C.F. Hansen fremgår det tydeligt, at billedhuggeren fastholdt dette standpunkt to år senere. Brevet er skrevet af Thorvaldsen selv og afsendt:
[…] for at opfylde den Høye Commissions Forlangende med Allegoriske Sysetter i Medaillionerne til Slottes mener jeg at gjøre Brug af den Græske Mytologie, saa som samme er den mest cultiverde og følgelig den værdigste for Konsten […] [forfatters fremhævning]
Det virker dermed bl.a. ud fra dette udsagn fuldt rimeligt at antage, at billedhuggeren ikke brød sig om nordisk mytologiske motiver i sit eget værk. Først og fremmest selvfølgelig fordi værkerne fra denne motivkreds fuldstændig mangler i hans virke. Gælden til nyklassicismens idealer og Winckelmanns teorier samt måske også de forretningsmæssige hensyn, der kom af at være en internationalt funderet billedhugger, vejede tungere end opfordringerne fra fædrelandet. Allerede i 1804 havde Thorvaldsen tilsyneladende hellere villet frasige sig sit statsborgerskabXXXV end at vende hjem til Danmark, hvor udsigten til at kunne ernære sig som billedhugger var mere end dunkel. Dermed har fremtiden for Thorvaldsen allerede på dette tidlige tidspunkt tydeligt stået i den europæiske nyklassicismes tegn. At skulle påbegynde arbejder fra den nordiske sagnkreds ville ikke blot medføre et brud med nyklassicismens idealer, som Thorvaldsen tydeligvis forstod og anvendte dem, det ville også betyde et mere begrænset og mindre formuende publikum, og det ville medføre, at han skulle starte forfra med at tillære sig en anden sagnkreds’ symbolik, klædedragt, våben, brugsgenstande og arkitektur – tilmed på et så tidligt tidspunkt, at alt dette endnu kun var ved at blive opdaget og sat i system.
For antikkens vedkommende var det derimod et vokabularium, som Thorvaldsen i kraft af sin uddannelse, sine studier, Georg Zoëgas hjælp og egne og andres samlinger af antikke genstande havde lært at mestre til fulde, og som han kunne jonglere med for at danne nye betydningerXXXVI. Der var kort sagt ikke megen motivation for Thorvaldsen i at inkludere denne sagnkreds.
Alligevel findes som nævnt i indledningen fire udkast til hans eget våbenskjold, der alle forestiller en stående eller siddende figur, der, med baggrund i bl.a. Thorvaldsens kammertjener, C.F. Wilckens’ erindringerXXXVII, er blevet udlagt som Thor, og altså indeholder tydelige referencer til den nordiske mytologi og til Thorvaldsens eget navn, hans nordiske rødder og islandske aner på fædrene sideXXXVIII.
Der findes flere eksempler på, at beundrere af Thorvaldsen og af den nordiske mytologi har studeret Thorvaldsens aner og efterfølgende hævdet, at billedhuggeren stammede fra f.eks. vikingen Erik den RødeXXXIX (født ca. 950), eller fra en islandsk kongeXL. Thorvaldsen blev også ofte i sin samtid besunget som Thor, dvs. den nordiske tordengud og etymologiske navnebror, der som billedhuggeren kunne udrette underværker med sin hammer. Sammenligningen kan ses mange steder i de bevarede kilderXLI. Også Thorvaldsens veninde i årene efter hjemkomsten i 1838, baronesse Christine Stampe kaldte ham ved dette navnXLII.
Dyrkelsen af de nordiske aner, som bl.a. arbejdet med stamtavlerne er et eksempel på, og sammenligningen med Thor, Vølund og andre helte fra mytologiens sagnsfære kan alt sammen ses som forsøg på at indlemme Thorvaldsen i den nationale selvpromovering og derved lade hans internationale stjernestatus smitte af på hjemlandet.
Tilsyneladende har den massive nationale heltedyrkelse i sidste ende smigret Thorvaldsen så meget, at han har vedgået sig sammenligningen, og han har på den måde kastet en lille luns til tilhængerne af den nordiske mytologis fortræffeligheder. For denne udlægning taler en beretning fra Christine Stampe, der skildrer billedhuggerens arbejde med selvportrætstatuen Bertel Thorvaldsen med Håbets gudinde, Nysø1. Sammenligningen mellem den nordiske gud og Thorvaldsen faldt utvetydigt ud til billedhuggerens fordel: MedensXLIII han arbejdede på hans egen Statye, til hvilken jeg havde syet ham en Slags Blouse efter hans egen Tegning, spændte han spøgende Bæltet fast, det var med et stort Spænde, og sagde: “Saa bliver jeg stærk, det giorde Thor, naar han brugte Kræfter; man har kaldt mig Thor, den ene Thor knuser, den Anden skaber.”
Udkast til våben og signet med en stående mandsfigur med, hvad der kunne være en hammer i hånden, C386v. Udkastet er usikkert dateret til ca. 1827XLIV.
Derved er vi tilbage ved de ufuldførte udkast til Thorvaldsens eget våbenskjold, hvor selvforståelsen som en kraftfuld billedhugger med nordiske rødder og et sagnomspundet navn synes at komme til udtryk. C.F. Wilckens beskrevXLV, hvordan udkast på udkast faldt ud som en Thor med sin hammer. Rikard Magnussen, der i 1939 skrev om Thorvaldsen og Norden, mente, at det udelukkende var navnesammenfaldet, der gjorde, at Thorvaldsen tegnede en Thor på udkasteneXLVI. Men det er dog meget sandsynligt, at hele den indlemmende nationalisering af Thorvaldsen også har spillet en stor rolle i denne sammenhæng. Wilckens beretter, at Thorvaldsen allerede mange år tidligere i Rom havde tegnet på et våbenskjold. Formentlig er der tale om udkastene dateret omkring 1827, C559a, afbildet ovenfor, og C560r, afbildet nedenfor. Muligvis har anledningen været Thorvaldsens overvejelser omkring, hvor han skulle placere sine samlinger og en deraf følgende optagethed af egen identitet og tilhørsforholdXLVII. Nødvendigheden blev dog tvingende, da Thorvaldsen 18. november 1839 blev udnævnt til Storkorsridder af Dannebrog. Udnævnelsen medførte nemlig, at Thorvaldsen skulle tegne et våbenskjold og vælge sig et valgsprog, så et våbenskjold traditionen tro kunne fremstilles og hænges op i slotskirken på Frederikborg Slot. Jeg kjender intet andet Vaaben end et T, som var i min Faders gamle Signet, berettede Wilckens, at Thorvaldsen havde udtalt. Wilckens fortsatte: Endelig tog han sin Blyant, og paa forskjellige Papirer fremkom der bestandig en Thor med sin Hammer, med en eller anden lille Forandring i Stillingen. Derefter begyndte han paa Valgsproget, som han ligeledes skrev paa mange Papirer, og det faldt stadig ud til “Kjærlighed til Fædrelandet”. Da Oehlenschlæger en Dag besøgte Thorvaldsen, viste han ham sit Udkast til Vaabenet, som Oehlenschlæger syntes godt om. “Men Dit Valgsprog synes jeg ikke om,” sagde Oehlenschlæger. “Ja lad mig da høre Din Mening,” sagde Thorvaldsen. “Du er jo en Frihedsmand,” svarede Oehlenschlæger, “derfor skal Du bruge Ordene: “Frihed og Kjærlighed til Fædrelandet”. “Det skal Du ret have Tak for!” svarede Thorvaldsen, “Du kjender mig nøie, og Du veed, at for at bevare min Frihed har jeg ikke villet gifte mig. Nu skal det være saaledes, som Du sigerXLVIII.”
 Udkast til Thorvaldsens våbenskjold og valgsprog, ca. 1839, C559b. Dyrehuden (formentlig et bjørneskind) og hammeren associerer sammen med Wilckens beretning til Thor. |
 Udkast til Thorvaldsens våbenskjold, ca. 1827, C560r. I skitsen er der ikke noget, der entydigt tyder på, at det er en Thor, der fremstilles. |
Formentlig hentydede Oehlenschläger ikke kun til Thorvaldsens ægteskabelige status, men snarere til hans stædige insisteren på kunstnerisk frihed i forhold til værker og bopæl. Det er også overvejende sandsynligt, at frihedserklæringen stak endnu dybere og også gjaldt den politiske borgerretsmæssige frihedXLIX, der fulgte i kølvandet på bestræbelserne, der førte til den franske revolution.
 |
 |
Efter Thorvaldsens død tegnede H.W. Bissen våbnet efter Thorvaldsens skitser, og skjoldet blev efterfølgende ophængt på Frederiksborg Slot (gengivet i udsnit t.h.; Dronningetrappen, Frederiksborg). Til venstre ses en gouache udført i 1844 efter skjoldet af våbenmaler Ole Larsen, N152.
Ud over udkastene til våbenskjoldet rummer Thorvaldsens føromtalte selvportrætstatue Thorvaldsen med Håbets gudinde, Nysø1, muligvis også bevidste associationer til guden Thor med hans hammer og styrkebæltet jf. anekdoten omtalt ovenfor. Alligevel er det tydeligt, at associationerne stoppes her. Hammeren er nemlig også blot det klassiske symbol for billedhuggerkunsten (sammen med mejslen bl.a., som Thorvaldsen holder i den anden hånd), og den statue, Håbets gudinde, som Thorvaldsen i selvportrætstatuen arbejder på, er desuden udpræget antik at se på, inspireret af arkaisk kunst og Thorvaldsens restaurering af ægineterneL for Ludwig 1. af Bayern. Der er altså ikke antydning af nordisk mytologi i værket ud over, hvad man kan lægge i bæltet og hammeren.
 |
 |
Bertel Thorvaldsen med Håbets gudinde, Nysø1 - en genopstået Thor eller blot en billedhugger med sit værk, sin inspiration og sine redskaber?
For om muligt at komme Thorvaldsens bevæggrunde nærmere skal også et andet påstået Thorvaldsen-citat inddrages. Christine Stampe har i sine erindringer genfortalt Thorvaldsens begrundelse for ikke ville udføre værker fra den nordiske sagnkreds. Efter sigende skulle udtalelsen være faldet, mens hun på Adam Oehlenschlägers opfordring læste højt for Thorvaldsen om Nordens guder og helte for at gøde jorden for nordiske emner: Det er koldt, saa disse Helte har maattet klæde sig varm, og det nøgne er dog det smukkeste, det er Vorherres dragt. Og adskillige andre Grunde anførte han, som jeg ikke husker. Sandt at sige troede jeg bestandig, at det var bedst, han fulgte sin egen tilbøjelighed, naar han blot arbeidede, og det var det, jeg animerede ham til; saa var det mig det samme, hvad han gjordeLI.
Hyldesten af den nøgne menneskekrop som et særligt efterstræbelsesværdigt motiv i kunsten passer som fod i hose med nyklassicismens idealer, hvor kroppens skønhed og fremstillingen af den i kunsten er baseret på forestillingen om de enkelte deles skønhed og harmoniske sammensætning. De tempererede græske himmelstrøg havde ifølge Winckelmann en gunstig indvirkning på menneskekroppen, og dermed på kunst, kultur, samfundsforhold og filosofi. Den nordiske vinterkulde, der tvang mennesket til at gå klædt i pels, skind og tykke uldne klæder, kunne ikke hamle op med dette.
I Thorvaldsens righoldige bogsamling findes seks bøger vedrørende den nordiske mytologi, som han dermed ikke har været, eller i hvert fald behøvede at være, så uvidende om, som visse anekdoter antyder.
Magnussen, op. cit., p. 57, citerer således en samtale mellem Oehlenschläger og Thorvaldsen, hvor billedhuggeren undslog sig de nordiske motiver med, at han ikke vidste, hvordan han skulle klæde figurerne på. Den svenske billedhugger Bengt Erland Fogelberg skulle derefter have vist ham sin statue af ThorLII, hvorefter Thorvaldsen skulle have sagt Naa, ser han saadan ud!
Magnussen kom dermed frem til den konklusion, at havde blot Thorvaldsen vidst, hvordan, så havde han formentlig gjort det. Det var kort sagt kun et spørgsmål om manglende teoretisk viden. Det er efter al sandsynlighed en sandhed med modifikationer, og Stampes beretning om den nøgne menneskekrop som ideal og nyklassicismens generelle dyrkelse af det græsk-antikke som kilden til det skønne, store og gode har formentlig langt mere hold i virkeligheden.
De seks bevarede bøger i Thorvaldsens bogsamling om nordisk mytologi er følgende:
Heraf er de fire udgivet under eller efter mytologistridens højdepunkt 1820 – og formentlig har i hvert fald Magnusson selv foræret Thorvaldsen bogen. De fleste bøger er ikke signerede af Thorvaldsen, men i Frederik Sneedorff Birch og Jacob Bærent Møinichens bøger har han skrevet sit navn som “Albert”, hvilket tyder på at også den tidlige af disse udgivelser er kommet Thorvaldsen sent i hænde, dvs. formentlig som et led i det stigende pres på billedhuggeren.
For Thorvaldsen var det tilsyneladende i orden og måske ligefrem kærkomment at blive fremhævet som nordisk, så længe man ikke blandede sig i hans værker. Thorvaldsens foræring af en version af Brahetrolleborgs Døbefont, jf. A555,1, A555,2, A555,3, A555,4, til en kirke i byen Miklabæ, Blönduhlið bygd, hvor Thorvaldsens far var født, underbygger da også antagelsen af, at Thorvaldsen har værdsat sin islandske herkomstLIII.
Den landsforviste forfatter og kritiker Malthe Conrad Bruun blev måske ironisk nok den, der udtrykte Thorvaldsens bedrift klarest, set med nationalpatriotiske øjne: J’ai très-souvent desiré, en qualité de compatriote, d’avoir une occasion de Vous temoigner ma sincère admiration et la joÿe de voir un Scandinave ramener en Italie le veritable gout de la sculpture antique. Ce sera la plus belle page de ma Géographie Universelle que celle où je pourrois dire que les Dieux de Rome ou plutot de la Grece sont ressuscités par le ciseau d’un enfant d’OdinLIV.
I 1830’erne fremstillede den italienske billedhugger Alessandro Puttinati et portræt af Thorvaldsen i form af en forgyldt bronzestatuette. Statuetten gengiver den stående billedhugger, der læner sig op ad en antikinspireret ynglingetorso. Relieffet, der er gengivet til venstre for Thorvaldsen, viser en siddende mand med krone og en hammer i højre hånd – sandsynligvis en Thor. Både relieffets indhuggede runer – og naturligvis også Thor – skal tjene som reference til Thorvaldsens nordiske rødder, mens ynglingetorsoen refererer til antikken. Med disse referencer har Puttinati villet give et billede af det, man opfattede som de to hovedbestanddele i Thorvaldsens kunstneriske egenart. Et udsagn, der svarer til Malthe Conrad Bruuns ovenfor citerede brev: les Dieux de Rome ou plutot de la Grece sont ressuscités par le ciseau d’un enfant d’OdinLV. For mere om denne statuette se Puttinatis biografi.
Samler man udsagnene sammen, også dem, der blev citeret i mytologi-striden, tegner der sig et billede af en internationalt funderet og ganske stædig billedhugger, der holdt fast på antikken (og i mindre udstrækning også kristendommen) som motivkreds. Om han vitterligt, som C.F. Høyer postulerede, har fordømt den nordiske mytologi som ubrugelig og degenereret, kan ikke fastslås med sikkerhed. Til gengæld virker det sandsynligt, at han ikke har set noget galt i, at den yngre generation trådte ind på den mark, hvor de, som kronprinsen udtrykte det, måske kunne vinde hæder og berømmelse. Eftersom han selv sad godt og tungt på den antikke motivkreds, har han måske haft øje for, at det kunne være svært for andre at gøre sig gældende. Trods de mange opfordringer til at tage stilling er der intet, der tyder på, at han har set det som sin sag, at gøre sig til offentlig dommer over det.
Sidst opdateret 28.11.2016
For mere om Thorvaldsen som antikkens genføder se referenceartiklen om Thorvaldsen som Fidias eller Praxiteles.
Torkel Baden: Om den nordiske Mythologies Ubrugbarhed for de skjønne Kunster, København 1820, p. 6.
Torkel Baden: Et Par Ord til Beslutning om den nordiske Mythologie, København 1821, p. 28.
Jf. pamflet i Thorvaldsens bogsamling Tilegnet Det Kongelige Kunstakademiets Medlemmer og unge Kunstnere, København 1821, M875,10.
Jf. Haavard Rostrup: Billedhuggeren H.W. Bissen, København 1945, bind 2, p. 12, note 72.
Se hertil prinsens brev af 12.8.1821.
Jf. Magnússons indlæg i Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, 17. årg., no. 105, 30.12.1820, p. 1667, samt Anneli Fuchs og Emma Salling, op. cit., p. 47.
Wiedewelts tegninger findes i dag på Danmarks Kunstbibliotek og er nogle af de første eksempler på, at en dansk kunstner har studeret arkæologiske levn fra nordens oldtid for at få en sikrere viden at skildre figurerne ud fra.
Præsten og forfatteren Karsten Friis Viborg (1813-1885) sammenfattede i 1843 formålet med den nordiske renæssance således i sin egen udgivelse, der skulle fremme kendskabet til den nordiske sagnkreds: Nu, da Nordens politiske Historie synes tilendebragt, seer det ud til, at vi endelig i Cultur- og navnlig i Kunst-Historien skulle spille en Rolle. I alle Tilfælde er det afgjort, at jo mere Skandinavien hævder sin Nationalitet, destomere ville de gamle nordiske Symboler træde frem, og indtage en væsenlig Plads i vor Forestillingskreds ved deres Dybde og Skjønhed. Kunsten kan ikke vende sig fra dem, og det er højst sandsynligt, at en nordisk Kunst vil udvikle sig, naar den nordiske Mythologi er bleven saa bekjendt, at den er indlemmet blandt de Conversationsgjenstande, hvorom man kan underholde sig uden at frygte for at bringe Den, man taler med i Forlegenhed, som om man talte Mesopotamisk. Lever først den nordiske Aand op i os, da vil en nordisk Kunst fødes, der da naturligvis ikke udelukkende holder sig til de i den nordiske Mythekreds givne Billeder, men dels componerer nye i deres Aand, saaledes som f. Ex. Thorvaldsen flere gange har gjort i den antikke Spfære. Dertil udfordres nu vistnok Mere end blot Kjendskab til Nordens Mythologi; navnlig er den archæologiske Kundskab her af Vigtighed; men skjøndt vi endnu mangle et godt udførligt Værk, der fortsætter, hvad Finn Magnussen har begyndt, turde det dog neppe falde vanskeligt for de Kunstnere, der ønske det, at faae den tilstrækkelige Underretning om Nordens Archæologi. Jf. Karsten Friis Wiborg: Fremstilling af Nordens Mythologi for dannede Læsere, København 1843, p. XVIII.
Finnur Magnússon, Bemærkninger ved Torkel Badens skrift: Om den nordiske mythologies
ubrugbarhed for de skjönne kunster, op. cit., p. 12-13.
Jf. Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, 17. årg., no. 96, 28.11.1820, p. 1524.
Jf. Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, 17. årg., nr. 101, 16.12.1820, p. 1604.
Sandsynligvis Nicolai Abildgaards maleri Ymer dier koen Ødhumbla fra ca. 1777. Olie på lærred. 37×45,5 cm. Statens Museum for Kunst, inv.nr. KMS3397. Maleriet viser koen Ødhumbla, der dies af jætten Ymer samtidig med, at den fremslikker jætten Bure og dennes søn Bor frem af en saltsten. Bure blev i nordisk mytologi stamfader til aserne, der igen blev stamfader til menneskene. Badens formulering: den Mennesket af Steen fremslikkede Ko, er ikke just klar, men det må være Ymers skikkelse, der henvises til i det følgende, og ikke Bures, selvom han er nærmere menneskeæten. For mere om den mytologiske baggrund og Abildgaards motiv se Thomas Lederballe: Nicolai Abildgaard: Kroppen i oprør, København 2009, p. 247.
Dvs. den tyske maler Anton Raphael Mengs (1728-1779), der blev en af de førende kunstnere i nyklassismens tidlige år. Baden henviser her til Mengs’ Gedanken über die Schönheit und den guten Geschmack in der Mahlerey, Orell 1774.
Jf. Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, 17. årg., no. 104, 26.12.1820, p. 1650.
Jf. Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, 18. årg., no. 31, 17.4.1821, p. 481-482.
Udsagnet lyder ikke just som talt ud af Thorvaldsens mund, vel vidende, at noget sådant ikke med det forhåndenværende kildegrundlag hverken kan be- eller afkræftes. Se hertil også Christian (8.) Frederiks brev til Thorvaldsen af 12.8.1821, hvor prinsen antagelig sigter til netop dette påståede udsagn og betvivler dets rigtighed.
Ifølge filologen og arkæologen Finnur Magnússon skyldtes initiativet til konkurrencen embedsmanden Jonas Collin, der indbød “et Selskab af anseete og fortjente Mænd, som udsatte forskjellige Præmier (af 200 Speciers Beløb) for de beste Tegninger over Æmner fra den nordiske Mythologie”, jf. Finnur Magnússon [Finn Magnusen]: Den Ældre Edda: En samling af de nordiske folks ældste sagn og sange, Bd. 3, p. VII. Se også C.F. Høyers brev til Thorvaldsen af 23.6.1821, der omtaler Johan Bülow som en af hovedstøtterne. Vinderne blev udvalgt i 1822 og var malerne J.L. Lund, Andreas Ludvig Koop og billedhuggeren og Thorvaldseneleven Hermann Ernst Freund.
Jf. brev af 12.8.1821.
Jf. udkast af 29.4.1823.
Jf. brev af 29.4.1823.
Jf. anbefaling dateret efter 1821.
Jf. Aftenblad, 5, d. 2.11.1822. Bladet findes i Småtryksamlingen på Thorvaldsens Museum. Konst-Efterretninger fra Rom, som passagen om Thorvaldsen indleder, er ikke underskrevet andet end som En Skrivelse fra en dansk Reisende.
Læs evt. hele Oehlenschlägers festtale til Thorvaldsen her.
Jf. festtale af 16.10.1819.
Citeret efter Baden: Om den nordiske Mythologies Ubrugbarhed for de skjønne Kunster, København 1820, p. 17.
Læs evt. mere om herregården Nysø, hvor Thorvaldsen efter sin hjemkomst 1838 tilbragte megen tid hos familien Stampe her.
Jf. artikel af Grundtvig dateret efter 24.7.1839 og digt af 24.7.1839.
Jf. artikel af Grundtvig dateret efter 24.7.1839.
Se evt. hertil Hans Kuhn: Greek gods in Northern costumes: Visual representations of Norse mythology in 19th century Scandinavia, indlæg ved konferencen 11th International Saga Conference afholdt år 2000 på Australian National University.
Se Zoëgas biografi for mere herom.
Se hertil artiklen om gennembrudsværket Jason med det gyldne skind, afsnittet Utilfredshed med ungdomsværket : […] jeg hadede den Statue, for han var lavet af Tobak […] Jeg vilde vise mig, førend jeg forlod Rom. Jeg løb daglig til Vatikanet og slugte, hvad jeg kunde af Antikerne, og saa mig ikke om paa Tilbagevejen. Nu kilede jeg paa og snusede den hele dag for at pirre Nerverne. Der var ikke det mindste af mine egne Tanker paa hele Statuen, og da det skulde være stort, anstrengte jeg mig langt over Evne og var syg […]’.
Brev fra Freund til Collin af 23.11.1822, her citeret fra H.R. Baumann: Hermann Ernst Freunds Levned ved Victor Freund, København 1883, p. 266, desuden omtale af Thorvaldsens indvilgen i at lave en Thor p. 141.
Jf. brev af 28.12.1804. Se evt. hertil artiklen om Bestillingen til Christiansborg.
Jf. brev af 16.2.1807.
For mere herom se evt. artiklen En fri mand. Thorvaldsens forbliven i Rom.
Se evt. hertil artiklen Attributrokering – et grundtræk hos Thorvaldsen.
Jf. Carl Frederik Wilckens: Træk af Thorvaldsens Konstner- og Omgangsliv, samlede til Familielæsning, København 1874; genudgivet under titlen: Thorvaldsens sidste år. Optegnelser af hans kammertjener, København 1973.
Se evt. hertil Thorvaldsens far, Gotskalk Thorvaldsens biografi og dokumenterne tilknyttet emneordet Thorvaldsen og Island.
Jf. Edward Everetts brev af 22.10.1838.
Jf. Finnúr Magnusson til J.M. Thiele, ca. 1829. For mere om Thorvaldsens islandske herkomst se dokumenterne tilknyttet emneordet Thorvaldsen og Island.
Se dokumenter tilknyttet emneordet Thorvaldsen som Thor for eksempler herpå
Jf. Rigmor Stampe (ed.): Baronesse Stampes Erindringer om Thorvaldsen, København 1912.
Jf. Rigmor Stampe (ed.): Baronesse Stampes Erindringer om Thorvaldsen, København 1912, p. 41.
Dateringen er formentlig sket på baggrund af en nedskrevet datering på et andet tilsvarende udkast til et våben, C559a. Dateringen er dog usikker og skitsen kan lige så vel stamme fra tiden omkring 1839. Bagsiden af arket, hvorpå skitsen er tegnet, viser et udkast fra 1832 Alexander den Store forledes af Thais til at sætte Persepolis i brand, C386r.
Jf. Wilckens: Træk af Thorvaldsens Konstner- og Omgangsliv, samlede til Familielæsning, København 1874, p. 138-139; genudgivet under titlen: Thorvaldsens sidste år. Optegnelser af hans kammertjener, København 1973, p. 66-67.
Magnussen, op. cit., p. 58.
Netop 4.2.1827, som er den på arket påskrevne dato, der danner baggrund for dateringen af de tidligt daterede udkast til våbenskjoldet C559a, C386v og C560r, skrev Thorvaldsen både til Christian (8.) Frederik og til Slotsbygningskommissionen, jf. hhv. 4.2.1827 og 4.2.1827. Brevene omhandler hjemsendelsen af værker og opbygningen af samlinger. Til kronprinsen skriver Thorvaldsen således: Min Hensigt er nemlig at lade støbe et Monument i Bronze, forestillende Seiersgudinden i naturlig Størrelse paa en Triumphvogn trukken af to eller fire Heste. Jeg har desuden mange andre Arbeider, som jeg har udført eller vil udføre i Marmor paa egen Bekostning. Naar jeg hertil lægger min Samling af antike og moderne Kunstsager, der daglig formerer sig, saa haaber jeg istedetfor Penge at efterlade en temmelig udvalgt Samling.
Jf. Wilckens: Træk af Thorvaldsens Konstner- og Omgangsliv, samlede til Familielæsning, København 1874, p. 138-139; genudgivet under titlen: Thorvaldsens sidste år. Optegnelser af hans kammertjener, København 1973, p. 66-67.
For mere om Thorvaldsen og politik se evt. emneordene Filhellenisme og Thorvaldsen og den danske kongemagt. Om frihedstrangen, se også Thorvaldsens forbliven i Rom omkring 1803-1804.
Se evt. artiklen om Ludwig 1. af Bayerns bestillinger for mere herom.
Jf. Stampe, op. cit. p. 38.
Fogelberg udstillede bl.a. skitserne til sin Thor (svensk Tor) på Götiska Förbundets udstilling 1818. Tor blev 1844 udført i kolossalstørrelse i marmor på Karl XIV Johans bestilling. Statuen findes i dag på Nationalmuseum, Stockholm.
Farfaren, Thorvaldur Gottskalksson, havde desuden været præst ved kirken, forestået dens opførelse og lå begravet ved indgangen. Døbefonten endte dog med at blive opstillet i Domkirken i Reykjavik. Se evt. mere om denne sag i artiklen Døbefonten til Brahetrolleborg Kirke.
Jf. brev af februar-december 1826.
Jf. brev af februar-december 1826.