Jason og Hopes bestilling

Forord

Jason med det gyldne skind var Thorvaldsens gennembrudsværk som billedhugger. Statuen har dermed opnået en særstatus, som et af de værker, der er skrevet allermest om i den i forvejen omfattende Thorvaldsen-litteratur. Historien om statuen af Jason er gennem tiden blevet fremstillet næsten ligeså mytologiseret som antikkens sagnhistorie om helten Jason. Formålet med denne artikel er at skrælle så mange som muligt af de mytologiske lag af og i stedet fremlægge de omtaler og henvisninger, der kendes om statuen – fra Thorvaldsens første omtale af motivet til den færdige statues afsendelse til bestilleren 28 år senere. I artiklen bliver de væsentligste udsagn gennemgået og vurderet, og der kan læses bud på, hvorfor det tog Thorvaldsen så lang tid at færdiggøre statuen.

Det er vigtigt at understrege, at man ikke nedenfor kan læse den endelige og “sande” version af Jasons tilblivelseshistorie, men man kan få en sammenfatning og vurdering af de væsentligste kendte kilder, og dermed komme et skridt videre i forsøget på at vriste Jason ud af myternes tågeland. Man må dog forvente, at nyt materiale kan dukke op og kræve, at detaljer eller større dele af sagsgangen skal omskrives eller dateres mere præcist.

Når man læser artiklen, skal man altså være forberedt på en særlig detaljeret sagsfremstilling. Ønsker man kun sagsgangen i hovedtræk, kan det derfor anbefales blot at læse artiklens resume og konklusion.

Resume: Thorvaldsen bliver berømt, Thomas Hopes bestilling og 25 års ventetid

Thorvaldsen forberedte sig i foråret 1803 på at forlade Rom og vende hjem til en lidet opmuntrende fremtid i København. Hans rejsestipendium fra Kunstakademiet i København var udløbet, og han var nu forpligtet til at rejse hjem for at tjene konge og fædreland. To gange havde Thorvaldsen fuldført store lermodeller af den antikke sagnhelt Jason for at bevise sin kunnen, men ingen køber havde meldt sig.

I noget nær sidste øjeblik bestilte den britisk, hollandske kunstsamler Thomas Hope Jason med det gyldne skind, A52, i marmor, A822, og gav dermed Thorvaldsen mulighed for at forlænge opholdet i kunstens hovedstad. Bestillingen medvirkede også til, at billedhuggeren på længere sigt fik mod til helt at trodse kravet om at arbejde udelukkende i og for Danmark. Alligevel måtte Hope vente i 25 år rykke billedhuggeren adskillige gange, før værket stod færdigt.

Thorvaldsen havde allerede 1800-1801 modelleret en første version af Jason i legemshøjde eller heroisk størrelse. Lermodellen blev rost i de romerske kunstnerkredse, men Thorvaldsen ødelagde den senest i sommeren 1801, fordi han ikke havde penge til at lade den afstøbe i gips.
Sensommeren eller efteråret 1802 tog Thorvaldsen igen fat på Jason, denne gang i knap 1½ gang legemsstørrelse. Lermodellen var så godt som fuldført 28. januar 1803, og senest 19. marts samme år var den afstøbt i gips, A52, på forfatteren Friederike Bruns bekostning.

Modellen blev Thorvaldsens gennembrudsværk og blev rost i høje toner i samtiden. Hope bestilte mellem d. 19. og 21. marts 1803 statuen udført i marmor. Senest samme sommer indgik Thorvaldsen en kontrakt med marmorhuggerne Finelli og Keller om at levere marmor og hugge statuen frem til det stadie, hvor Thorvaldsen selv skulle tage over. Færdiggørelsen af statuen trak voldsomt ud, og først i august 1828, 25 år og utallige rykkerskrivelser senere, blev Jason med det gyldne skind, A822, afsendt til Hope, der tilfreds takkede for modtagelsen 3.8.1829.

Beviset på Thorvaldsens flid

Thorvaldsens ide om at lave en statue i fuld størrelse udsprang formentlig bl.a. af, at hans stipendium fra det københavnske kunstakademi var ved at løbe ud. Han skulle dermed gerne medbringe et repræsentativt værk på hjemrejsen, der kunne vise, hvor langt opholdet i Rom havde bragt ham som kunstner. Denne begrundelse florerede allerede i samtidenI og virker ikke ulogisk. Det var nemlig en del af kontrakten med Akademiet, at han årligt skulle sende værker hjem for at bevise sin fremgang, og Thorvaldsen havde til da kun sendt mindre værker hjem. Det virker derfor logisk, at han mod opholdets afslutning ønskede at afprøve, og vise, sit talent med en statue i fuld legemsstørrelse.

Thorvaldsens biograf Just Mathias Thiele så en klar sammenhæng mellem motivvalget og Thorvaldsens præsentation af egne akkumulerede evner under studieopholdet i Rom. – Dvs. den antikke sagnhelt Jason, der i et fremmed land efter mange strabadser, fuldender sin mission og hjembringer beviset på selv samme fuldendelse: det gyldne skind, som han var udsendt for at erobre. På samme måde skulle Thorvaldsen gennem sine prøvelser / studier i Rom hjemføre sit bevis (dvs. statuen af Jason) på, at også han havde løst sin opgave og levet op til de forventninger, der stilledes ham fra Kunstakademiets, regeringens og kongens side. For at understrege den allegoriske sammenhæng mellem Jasons og Thorvaldsens bedrifter, havde Thiele just forud for omtalen af arbejdet på Jason fortalt, hvordan Thorvaldsen havde hugget hovederne af alle de modeller, han havde udført – i en kamp med sine egne krav om perfektion. Præcis som helten Jason havde overvundet talrige fjender på sin færd: “Med denne Strid med sig selv og med sine Værker røbede han vistnok, skiøndt uden selv at vide det, at det Maal han omsider skulde naae, var fjernere end almindeligt. I saadan Sindsstemning besluttede han da nu, at udføre en Billedstøtte, som til gavns kunde tale hans Sag i Danmark, og hertil valgte han af Grækernes Historie at fremstille Helten Jason, hvorlunde han i et fremmed Land henter sig det gyldne Skind, efterat have overvundet al ModstandII.”

Thieles ordbrug er præget af datidens sprog og hans flair for eventyrlig fortælling, men går man ind til kernen af udsagnet, står Thorvaldsens ønske om at bevise sin kunnen tilbage.

En nøgen figur i naturlig størrelse

Den første sikre omtale af denne tidlige udgave af Jason forekommer i et brev af 24.10.1800 fra Thorvaldsen til Kunstakademiet i København. På dette tidspunkt var Thorvaldsen allerede i gang med arbejdet på modellenIII: “Hvad for nærværende fornemmeligen beskæftiger mig er en nøgen Figur i naturlig Størrelse, som forrestiller Iason i Begreb at vende tilbage til Skibet efter han har borttaget det gyldne Fliis, som han bærer paa den venstre Arm holdende i den høire Haand et Spyd [...]”

Sandsynligvis kan man spore Thorvaldsens ide om at udføre en statue af Jason endnu længere tilbage. Allerede i april samme år skrev Thorvaldsen til sin mentor Nicolai Abildgaard, at han havde planer om at udføre en statue i legemsstørelse. Han havde tilmed tænkt sig om at hugge værket i marmor, hvis ellers hans knappe økonomi ville tillade det. Rom var nemlig plaget af dyrtid, folk sultedeIV og havde sjældent råd til mere end de mest basale fornødenheder:

“[...] og saa snart denne [busten af Raphael, A752] er færdig agter ieg at lægge Haand paa en MarmorstatueV i levende Størrelse, dersom ikke Bekostninger i disse Tiider da ogsaa Marmoren er overmaade Dyr skulde hindre mig deri.”

Lermodellen står færdig og roses i samtidens Rom

I april året efter var lermodellen af Jason med sikkerhed færdig, og Thorvaldsen skrev igen til Akademiet. Denne gang var han både tilfreds og mismodig. Statuen havde nemlig høstet ros, men han havde ikke penge til at få den afstøbt i gips. Blev lermodellen ikke afstøbt, ville den gå tabt, og der ville hverken være mulighed for at vise værket til akademiet eller at hugge det i marmor:

Jeg har modellert en staaende Figur over naturlig StørrelseVI forestillende Jason med det gyldne Fliis, som har havt den Lykke at finde Konst[n]ernes Bifald. Jeg agtede at lade den forme, men fand Bekostninger derved afskrækkende, saasom man derfor forlandte 36 scudiVII, hvilke i disse overmaade Dyre Tider meget vilde have inkommoderet mig, og ieg om saa meget mindre troede at kunde anvende derpaa, da ingen Udsigter er til at afsende noget til Kiøbenhavn.

Et brevVIII skrevet af Thorvaldsens mentor i Rom, arkæologen Georg Zoëga, underbygger den positive modtagelse af Jason: Vor Landsmand Thorvaldsen efter at have modelleret i Leer en Iason med det gyldne Fliis i heroisk Størrelse, og en siddende Figur af Fredens Gudinde i næsten levende Størrelse med Rigdommens Gud som barn i Armen, som begge have giort ham megen Ære, har fundet sig nødsaget at nedrive den ene efter den anden, uden engang at lade dem støbe i Gyps, hvilket i disse Tiider da alting er saa uhørt dyrt, vilde have paaført ham større Bekostninger end han har troet at kunde bestride.

Hvor stor var den første Jason?

Kilderne er modstridende, når det gælder størrelsen af Thorvaldsens første Jason. Selv skrev han hhv. “levende Størrelse”, “naturlig Størrelse” og “over naturlig Størrelse”, når han omtalte værket. I det sidste tilfælde kan “over” både betyde, at modellen var større end naturlig størrelse, men også at den var lavet i naturlig størrelse, jf. Ordbog over det Danske Sprog. Både levende og naturlig størrelse svarer til legemsstørrelse, hvilket for Thorvaldsens eget vedkommende ville sige 167 cm.
Akademiet i København, der modtog Thorvaldsens indberetning om Jason udført “over naturlig Størrelse”, noterede efterfølgende i Akademiets protokol, at modellen var udført i naturlig størrelse. Akademiet må altså enten have forstået “over naturlig Størrelse” som i naturlig størrelse eller have sluttet ud fra Thorvaldsens tidligere oplysninger, der havde beskrevet størrelsen som naturlig.

Zoëga, der selv må have set modellen, skrev derimod “heroisk Størrelse”. Heroisk størrelse betyder normalt større end legemsstørrelse. Brun, der kun havde hørtIX om modellen, skrev, at den var udført i 1 ½ gang legemsstørrelseX.
De varierende beskrivelser af modellen kunne betyde, at Thorvaldsen skiftede mening undervejs og gjorde modellen større end først tiltænkt. Alternativt kan man måske tænke sig, at bare det, at Thorvaldsen kan have brugt sin egen højde som standard, kan have forledt nogen til at mene, at modellen var udført i heroisk størrelse. Thorvaldsen blev nemlig betragtet som en høj mand med sine 167 cm. Heroisk størrelse dækker ikke over en fast højde, men blot det, at figuren er større end et almindeligt menneske. Men præcis hvor høj Thorvaldsens første Jason var, kan ikke siges med sikkerhed ud fra de kendte kilder.

Jason med det gyldne skind Der kendes kun et enkelt, løst skitseudkast fra Thorvaldsens egen hånd til Jason, C708, der viser en gående hjelmklædt Jason med spyd, skrårem, sværd, samt hvad der må antages at være det gyldne skind over den sænkede venstre arm. Skitsen skal formentlig dateres 1800-1802, dvs. som et udkast til statuen af Jason med det gyldne skind, men det vides ikke, om skitsen er et udkast til den første eller den anden model.
Thorvaldsens generelle beskrivelse af den første lermodel, jf. brev af 24.10.1800, svarer også til udseendet af den anden, A52, og det er dermed ikke muligt at skelne på dette grundlag. Hverken skrårem, sværd eller hjelm nævnes i Thorvaldsens første beskrivelse, men dette betyder langt fra, at disse kun forefandtes i den senere udgave fra 1802-03. De nævnes nemlig heller ikke i beskrivelsen af originalmodellen, A52, der forekommer i kontrakten med Hope, hvor attributterne med sikkerhed var tilstedeXI.

Thorvaldsen mangler penge, og modellen går til grunde

Som det fremgår af ovenstående brevcitat, har Thorvaldsen end ikke haft råd til at lade modellen afstøbe, og den tiltænkte langt mere kostbare hugning i marmor kunne derfor under ingen omstændigheder komme på tale. Af brevet fremgår det ikke klart, om Thorvaldsen allerede på dette tidspunkt havde slået modellen sammen, eller om modellen ved brevets udfærdigelse stadig havde kunnet afstøbes, hvis lejlighed havde budt sig. En umiddelbar læsning af brevet og datidsformen i “agtede at lade den forme”, synes at tyde på, at ødelæggelsen allerede havde fundet sted. En mere opfordrende formulering som, “jeg har endnu ikke set mig i stand til at lade den afforme pga. disse overmåde dyre tider”, ville derimod angive, at modellen endnu bestod og kunne afformes, hvis nogen, som f.eks. Akademiet, ville hjælpe med det økonomiske. Dette er dog udelukkende et tolkningsspørgsmål. Thorvaldsens første biograf J.M. ThieleXII hævdede, at lermodellen først sloges ned i foråret 1802, dvs. et helt år senere, men det kan ikke passe. Arkæologen Georg Zoëga skrev nemlig allerede d. 22. august 1801 i sin kunstberetning til Arveprins Frederik, at Thorvaldsen havde måttet slå modellen ned af mangel på penge. Ødelæggelsen har altså med sikkerhed fundet sted inden 22. august 1801. Om den allerede havde fundet sted, da Thorvaldsen skrev til Akademiet kan ikke afgøres på grundlag af de forhåndenværende kilderXIII.

Den genopståede Jason 1802-03

Friederike Brun skrev d. 27. november 1802 i sin dagbogXIV, at hun samme dag havde besøgt Thorvaldsens værksted og set hans anden udgave af Jason med det gyldne skind undervejs i leret. Dagbogsnotatet er indtil videre den tidligste kilde, der omtaler den genopståede Jason. I dag kendes denne lermodel gennem afstøbningenXV i gips, A52, og gennem marmorversionen, A822.

Bruns første omtale af Thorvaldsen overhovedet i dagbogen var netop foranlediget af hendes og ægteparret Humboldts besøg i hans værkstedXVI samt synet af den Jason, der nu var under udarbejdelse for anden gang, denne gang med sikkerhed i knap 1 ½ gang legemsstørrelse, dvs. 245,5 cm høj, jf. A52.

Brun skrevXVII:

[…] Thorwaldsen unser Landsmann – entschiedenes Genie zu Heroen gestalten – Sein Jason wovon Er das Modell 1 1/2 Lebensgröβe vollendet hatte u[nd] weil es zu Groβ zum ausbrennen war u[nd] Er kein Geld zum abformen einmal hatte zerschmeiβen muβte – jetzt in 5 4 Tagen wieder aufgerichtet – voll Geist Kraft u[nd] Bewegung – schöner Kopf Haar u[nd] Ohren steht fest auf Seinen Beinen (welches Canovas Helden nie u[nd] selten die neüen thun) [...]

Hvis beretningen om de fire dage står til troende, må Thorvaldsen have påbegyndt modelleringenXVIII den 24.11.1801.
Rasmus Emil Bruun citeredeXIX en af Thorvaldsens assistenter for at have forklaret, at Thorvaldsen ved konstant dagligt arbejde kunne modellere en statue færdig, i naturlig størrelse, på bare seks uger. Det specifikke eksempel var Danserinde, A178, men Jason, der var i halvanden gang naturlig størrelse har antagelig taget mindst lige så lang tid at fuldføre – selv anden gangXX. ThieleXXI antog, at Jason påbegyndtes i sin nye form allerede i “eftersommeren 1802”, men udsagnet underbygges ikke af kilder.

Modelleringen lader dog til at være ganske fremskreden, da Brun første gang besøgte Thorvaldsens værksted, eftersom hun kommenterede detaljer som hår og ører. Dog må der på den anden side have været et stykke igen. Under sit næste besøg i værkstedet to måneder efter, d. 28.1.1803 – også denne gang i selskab med Humboldt’erneXXIIskrevXXIII hun bl.a. om statuen, at “Beine – Hande – u[nd] Füsse sind noch nicht fertig – so wie der ganzen Thon form noch die letzte Hand fehlt –”. I den reviderede version af dagbogsnotatet kan man tilsvarende læse: “Arme, Been, Hænder og Fødder ere endnu ikke ganske udmodellerede, men allerede i Tegningen ere de fuldkomne.”

Det vides således ikke, om man kan tage Bruns meget præcise påbegyndelsesdatering for gode varer. Præcis hvornår også de sidste detaljer på lermodellen var færdige, kan man heller ikke sige, men det må have været inden 19. marts 1803, hvor modellen med sikkerhed var afstøbt i gips. Mere herom nedenfor.

Fra ler til gips – hvornår blev modellen afstøbt og hvem betalte?

Det næste usikre punkt i Jasons historie er, hvornår statuen stod afstøbt i gips. Til gengæld kan man nu med sikkerhed sige, at det var Brun, der betalte udgifterne til afstøbningen for Thorvaldsen. Både Georg Zoëga, kunstskribenten Carl Ludvig Fernow og Thorvaldsen selv bekræftede dette. Selv Thiele, der oprindeligt var af en anden mening, nåede frem til, at det sandsynligvis forholdt sig sådanXXIV.

Georg Zoëga skrev i et brevXXV om afstøbningen af Jason: “Mde Brun en a fait la depense.” Citatet stammer fra 21. marts 1803 og er derfor samtidig med begivenheden. Zoëga må betragtes som en pålidelig kilde, da han både var bosat i Rom og fungerede som Thorvaldsens vejleder i spørgsmål om antikken.

Føromtalte Fernow leverede samme år den først kendte og meget væsentlige omtaleXXVI af statuen, hvori han bl.a. berettede, at Brun havde bekostet afstøbningen. Fernow opholdt sig i Rom i vinteren 1802-03 og omgikkes BrunXXVII, hvorfor også hans beretning må anses som en førstehåndsberetning.

Thorvaldsen selv fortalte i sin alderdom baronesse Christine Stampe, at Brun havde betaltXXVIII.

Ingen af kilderne oplyser dog noget præcist om tidspunktet for afstøbningen.
Af Bruns dagbogsnotat fra 28.1.1803 fremgår det, at det ikke kan have været før denne dato, da statuen på dette tidspunkt endnu ikke var helt færdigmodelleret. Et andet af Bruns dagbogscitater tidsfæster på tilsvarende vis slutdatoen: lørdag d. 19. marts samme år skrev Brun nemlig i stikordsformXXIX, at hun havde holdt en fest for at fejre Thorvaldsens Jason. Både dato og fest underbygges i det førnævnte brev fra Georg Zoëga til Herman Schubart, hvor Zoëga skrev, at fejringen netop gjaldt Jasons afstøbning i gips: “A Votre retour Vous verrez le Jason de M. Thorvaldsen formé en plâtre. Mde Brun en […] a donné une fête en cette occasion.”

Brun selv skrev i sin reviderede version af dagbogsnotatet i 1812/15, at festen både skyldtes afstøbning og bestillingen af værket i marmor. Men oplysningen om bestillingen kan muligvis skyldes en erindringsforskydelse: Unsers Thorwaldsen’s Jason, seine erste Statue und die jüngste der Antiken, war nun aus der Form, ja, war schon in Marmor durch den reichen Holländer, oder, wie mir Andre gesagt, Schottländer Hope bestellt, und also ihre Unsterblichkeit im Reiche der Erscheinungen gesichert. Unser Aller Freude hierüber war so groß, daß ich beschloß, sie in einem kleinen Feste auszulassenXXX […]

AfstøbningenXXXI må altså ud fra ovenstående have fundet sted mellem den 28.1. og den 19.3.1803.

Hopes bestilling – hvornår og hvordan?

Thieles beretning om den britisk-hollandske rigmand, kunstsamler og bankier, sir Thomas Hopes besøg i Thorvaldsens værksted er legendarisk og eventyrlig. Iflg. Thiele indfandt Hope sig netop på dén dag, hvor Thorvaldsen skulle have påbegyndt sin frygtede hjemrejse mod København, men pga. af rejsefællensXXXII pludseligt opståede pasproblemer, havde han måttet udskyde afrejsen en enkelt dag.

Thiele angavXXXIII, at Hopes besøg i værkstedet og hans prompte bestilling af Jason i marmor kan tidsfæstes til midten af marts eller måske allerede 8.3.XXXIV, dvs. netop seksårs-dagen for Thorvaldsens ankomst til Rom. Det vides dog ikke, hvorpå Thiele byggede denne antagelse, og gisningen om selve jubilæumsdagen synes lige vel eventyrlig til at være aldeles pålidelig, ligesom også rejsefællens belejlige pasproblemer kunne dufte lidt mere af eventyr end af fakta. Thorvaldsen selv modsatte sig dog ikke denne fortælling, da den blev forelagt ham i 1829, hvor arkitekten Frederik Ferdinand Friis læste Thieles manuskript til den første Thorvaldsen-biografi op for ham. Thorvaldsens eneste berigtigelseXXXV i denne sammenhæng var nemlig, at rejsefællen var en billedhugger fra Berlin, der senere “er død”.
Dette skal formentlig ikke tages som en utvetydig garant for sandhedsværdien, men snarere som en accept af en god histories sejr over mere kedsommelige kendsgerninger. Thorvaldsen har tydeligvis forberedt sin hjemrejse foråret 1803, men alt taler for, at han ikke har været tæt på afrejsen, som Thiele fremstilledeXXXVI det.

Thomas Hope træder ind i Thorvaldsens atelier for at købe Jason Thorvald Jensens (1844-1921) skildring af Hopes første besøg i Thorvaldsens værksted indeholder meget mytestof: Thorvaldsens vises ventende med rejsekufferterne pakkede, Jason med det gyldne skind, A52, står belyst og ophøjet bag ved ham (omend i sin i 1830’erne omarbejdede form); som skæbnen selv træder Thomas Hope mørk og kutteklædt ind i værkstedet og sikrer herefter med sin bestilling Thorvaldsens lysende fremtid.
Hope blev i samtiden beskrevet som en genert og uskøn mand – om kutten er tilføjet for at understrege disse karakteristika eller for at gøre historien endnu mere højspændt, vides ikke.

Thorvald Jensen, Thomas Hope træder ind i Thorvaldsens atelier for at købe Jason, 1872, litografi. 451×291 mm, E2250

Hope bestiller Jason udført i marmor

Det er Georg Zoëga, vi kan takke for den til dato mest præcise tidsfæstelse af Hopes bestilling af Jason i marmor. Han påbegyndte nemlig mandag d. 21. marts 1803 det også tidligere nævnte brev til Herman Schubart, hvor han bl.a. skrev om Jasons afstøbning i gips og Bruns fest. Han skrev også, at Thorvaldsen endnu ikke havde fundet en kunde, der ville bestille Jason udført i marmor. Brun havde derfor skrevet til Danmark for at opstøve en bestiller der, Wilhelm von Humboldt havde skrevet til Berlin og Weimar med samme formål, men begge endnu uden held. Det står kort sagt klart, at Zoëga på brevskrivningstidspunktet ikke havde hørt om Hopes bestilling.
Da Zoëga var ved at lukke brevet, kom Thorvaldsen imidlertid ind med den længe ventede nyhed. ZoëgaXXXVII skrev: “J’y etois pour fermer la lettre, dans cet instant M. Thorvaldsen vient me faire part que M. Thomas Hope l’a engagé à faire son Jason en marbre. Je m’en réjouis, et Vous ferez autant.”

Jason blev altså bestilt senest den 21. marts 1803. Måske ligefrem på selve dagen, hvis man antager, at Thorvaldsen har fortalt Zoëga nyheden umiddelbart efter Hopes besøg. I hvert fald kan der ikke være tale om mange dages forsinkelse, da rygtet må have spredt sig hurtigt og bestillingen iflg. Zoëga ikke lå til grund for Bruns fest om lørdagen, dvs. blot to dage tidligere.
Vi ved ikke, om Zoëga deltog i festen, og i princippet kan Hope have indfundet sig i værkstedet d. 19. og med en mundtlig bestilling ændret grundlaget for festen allerede da. Så ville det stemme overens med Bruns senere udlægning af sagsgangen. Det virker dog heller ikke sandsynligt, at Thorvaldsen har ventet særligt længe med at fortælle den gode nyhed til sin mentor i det romerske.

Summa summarum må man slutte, at bestillingen formentlig er faldet tidligst d. 19. og senest d. 21. marts 1803. Om man indskrænker dateringen yderligere må afhænge af, hvordan man vægter kilderne Brun og Zoëga i fht. hinanden. Thieles hypotese om, at bestillingen faldt i begyndelsen af marts, muligvis ligefrem på Thorvaldsens romerske fødselsdag, holder i hvert fald ikke.

Thorvaldsen underskriver kontrakten om Jason med det gyldne skind, A822

Selve kontrakten mellem Hope og Thorvaldsen blev sandsynligvis ikke dateret mere specifikt end “le Mars [marts] 1803” ved første underskrivelse. Kontrakten blev oprindeligt udfærdiget i to eksemplarer – formentlig et til Hope og et til Thorvaldsen. Ingen af disse kendes i dag i original. Til gengæld findes i Arkivet en afskrift af Hopes eksemplar af kontrakten, foretaget i maj 1821 af Hopes bankier i Rom Giovanni Raimondo Torlonia. I denne afskrift, som man må antage er ordret, er der en tom plads ved kontraktens første undertegnelseXXXVIII, hvor den præcise dato i marts skulle have stået. Af ovenstående ved vi, at i hvert fald den mundtlige bestilling faldt d. 21. marts eller højst et par dage før denne dato.

Den anden underskrift, der på originalkontrakten blev tilføjet ved udbetalingen af første rate, er dateret 23. marts 1803. Men da man ikke ud fra afskriften kan se, om den oprindelige kontrakt har fremvist forskelle i blæk eller skrift mellem første og anden påtegning, kan det ikke afgøres, om kontrakten blev udformet prompte under Hopes første besøg, eller om aftalen i første omgang var mundtlig og først d. 23. marts blev nedfældet på skrift.

Det fremgår dog tydeligt af dateringen for første rates udbetaling, at Hope ikke øjeblikkeligt under sit besøg i værkstedet, som ThieleXXXIX ellers berettede, gav Thorvaldsen den første udbetaling. Den første udbetaling stammer jo med sikkerhed først fra den 23.3.1803 – dvs. mindst to dage efter, at Thorvaldsen fortalte Zoëga om bestillingen. Skulle Hope have givet Thorvaldsen et forskud ved det allerførste møde, må det altså lægges oveni den aftalte pris på 600 romerske sequiner, som fremgår af kontrakten, og også oveni den bonus, der skulle tilfalde Thorvaldsen, hvis Hope ved modtagelsen erklærede sig tilfreds med resultatet. Denne sidste bonus fremgår ikke af selve kontrakten, men omtales uden angivelse af beløbets størrelse af Hopes agent Patrick Moir i et rykkerbrev til Thorvaldsen af 8.4.1806.

Af Thiele I, p. 183, af Caroline von Humboldts brev til Johann Wolfgang von Goethe af 20.4.1803XL, samt af August von Kotzebues omtale i det berlinske ugeblad Der FreymüthigeXLI, fremgår det, at denne bonus lød på 200 sequiner, hvilket må antages at være korrekt.
Det virker derfor ikke videre sandsynligt, at Hope ud over de aftalte i alt 800 sequiner, skulle have givet Thorvaldsen yderligere et forskud. Mere sandsynligt må det være, at de omkring to dages forsinkelse er smeltet sammen til en god fortællings “promte”, da Thiele mange år senere skrev om forløbet.

Kontraktens indhold

Indholdsmæssigt hører kontrakten med Hope til de mereXLII udførlige, hvis man sammenholder den med de øvrige bevarede kontrakter i Arkivet. Modellen for marmorudgaven præciseres som denXLIII, Hope har set i Thorvaldsens atelier ved Piazza Barberini, dvs. Jason med det gyldne skind, A52. Statuens motiv er beskrevet i hovedtræk med benævnelse af både lanse og det gyldne skind, ligesom højden er fastsat til 11 romerske palmiXLIV. Prisen lød på 600 romerske sequinerXLV og inddelt i fire rater:

Den ekstra bonus på 200 sequiner fremgår ikke af kontrakten, jf. ovenfor.

Det vides ikke, om den manglende præcise datering ved første undertegning, jf. ovenfor, fandtes på den oprindelige kontrakt eller først har fundet sted under afskrivningenXLVI – eksempelvis pga. vanskeligheder ved at tyde datoen.

Under kontraktens hovedtekst og første undertegning har Thorvaldsen efterfølgende kvitteret for modtagelsen af de tre første rater dateret hhv. 23.3.1803, 27.8.1804 og 27.2.1805. Modtagelsen af den fjerde rate fremgår ikke af selve kontrakten, og en sådan er endnu ikke fundet blandt Thorvaldsens papirer. Raten omtales dog 8.4.1806 i et brev til Thorvaldsen fra Hopes agent Patrick Moir. I brevet tilkendegav Moir på Hopes vegne, at den fjerde rate kunne indkasseres hos Torlonia, eftersom Hope regnede med, at Jason måtte være klar til afskibning mod England. Jason var dog ikke færdig, og at dømme efter et brev fra Hope til Thorvaldsen af 6.4.1819 lader det ikke til, at Thorvaldsen endnu i 1819 havde indkasseret 4. rate. Mere herom senere.

Gipsmodellens færdiggørelse – Hopes 1. udbetaling

Stig Miss, op. cit., p. 14, antager, at statuen støbtes i gips, A52, umiddelbart før festen den 19. marts 1803. Det giver god mening, eftersom første rate fra Hope udbetaltes den 23. marts. Netop denne rate skulle ifølge kontraktens ordlyd først falde, når modellen var færdig, dvs. afstøbt i gips. Skal udbetalingen læses konkret, har modellen dermed ikke været helt færdig før lige inden den 23. marts.
Alligevel må selve afformningen have fundet sted dage og formentlig også uger forinden. Efter selve afformningen skulle gipsmodellen nemlig tørre, samles, eftergås og finpudses for støbegrater m.v. Dette arbejde har naturligvis taget nogen tid. Hope kan meget vel have set statuen så godt som afsluttet under denne proces, eftersom han ud fra gipsmodellen dannede sig et så positivt indtryk, at han bestilte den udført i marmorXLVII. Lermodellen har han sikkert ikke kunnet iagttage, da disse modeller stort set altid gik itu under afformningen, og leret så vidt muligt genbrugtes.
Det forklarer også, hvorfor første rate ifølge kontrakten først skulle falde ved modellens færdiggørelse – en passus, der ikke anvendes ofte i Thorvaldsens kontrakter. En anden forklaring kunne være den simple, at det har taget lidt tid at få pengene udbetalt for Hope.

Hvorom alting er, må gipsmodellen have været helt færdig senest 23. marts, da første rate udbetaltes denne dato. Det må derfor antages, at der var nogenlunde overensstemmelse mellem kontraktens ordlyd og den reelle udbetaling i dette tilfælde. Siden blev det så som så med overensstemmelserne.

Arbejdet på Jason med det gyldne skind, A822

Kontrakten med Finelli og Keller

Det vides ikke præcis, hvornår Thorvaldsen gik i gang med arbejdet på marmorversionen af Jason, A822, eftersom den kontrakt, han indgik med marmorhuggerne Pietro Finelli og Heinrich Keller om levering af en marmorblok og udførelse af det indledende arbejde på værket, ikke blev dateret præcist, hverken første eller anden gang den blev underskrevet. Første præcise datering stammer fra 8.3.1805, hvor den tredje udbetaling til billedhuggerne finder sted. Kontrakten må således være indgået før, og af de nedenstående årsager vil det fremgå, at det senest kan være sket i løbet af sommeren 1803.

Kontrakten specificerer, at billedhuggerne skal indkøbe og levere (dvs. også betale for transporten fra marmorbruddet i Carrara til Thorvaldsens værksted i Rom) en fejlfri marmorblok af bedste kvalitet. Blokken skal være uden pletter, for så vidt man kan se det, inden blokken bearbejdes. De skal hugge statuen frem til det stadie, hvor tandjernet anvendes, dvs. således at statuen er hugget grundlæggende ud i alle tre dimensioner og kun mangler den sidste tilretning og perfektionering af mesteren selvXLVIII. Prisen for indkøb og levering af marmorblok samt huggearbejde sættes til 650 romerske piastreXLIX, hvoraf de 300 skal falde prompte, mens de resterende 350 skal udbetales efter behov.

Marmorblokkens ankomst til Rom – Hopes 2. udbetaling

Allerede ved udbetalingen af anden rate fra Hope, ifølge afskriften udbetalt d. 27.8.1804, lader det til, at det er så som så med overensstemmelserne mellem kontraktens ordlyd og det, der sker i praksis. Raten skulle falde ved marmorblokkens ankomst til Rom, men allerede 2. september 1803 skrev ZoëgaL til Schubart: “L’ébauchement du Jason est très avancé […]”.

Jason var altså allerede i starten af september 1803 ved at blive udhugget af Finelli og Keller, og Thorvaldsen selv arbejdede i mellemtiden i et andet værksted for at undgå marmorstøv og de afhuggede marmorstykker, der fløj gennem luften under arbejdet. Marmorblokken har derfor været Thorvaldsen i hænde senest i løbet af sommeren 1803, da udhugningen ellers ikke kunne være så fremskreden, som beskrevet af Zoëga. Kontrakten med de assisterende billedhuggere må derfor være indgået kort efter Hopes bestilling 19-21. marts eller senest i løbet af sommeren.

Der er flere kilder, der underbygger denne tidlige påbegyndelse af Jason og dermed også den tidlige datering af kontrakten med Finelli og Keller.
Omkring 1. februar 1804 var det grundlæggende arbejde på Jason nemlig så langt fremskreden, at Thorvaldsen selv skulle overtage arbejdet: “Men Jason er saa vit at den venterLI paa mig men ieg tør ikke endnu vove at arbeyde i mit Verksted formedels Fugtigheden”, skrev han til Schubart.
Dvs. statuen er angiveligt allerede her i begyndelsen af 1804 hugget i marmor frem til det stadie, hvor Thorvaldsen selv skulle tage over og foretage den sidste tilretning og finpudsningLII.

Også den Romafarende Pauline Dorothea Frisch så Jason godt undervejs i marmor d. 5. april 1804LIII, hvor hun besøgte hans værksted: “Sein Jason eilt seiner Vollendung in Marmor entgegen.”
Et engelsk tidsskriftLIV fra april 1804 omtaler også Jason som værende under udførelse i en smuk marmorblok.

ThieleLV antog, at kontrakten med Finelli og Keller stammede fra Thorvaldsens rejse til Carrara ultimo august 1804, men dette kan på ingen måde passe jf. ovenstående.

Eftersom marmorblokken ikke først kan være ankommet til Rom i august 1804, og siden der netop er tale om en afskrift af Thorvaldsens oprindelige kontrakt med Hope, synes det ikke urimeligt at antage, at afskriften kunne indeholde en fejl i dateringen af anden rates udbetaling, dvs. raten for marmorblokkens ankomst til Rom. Dvs. at datoen ikke var 27.8.1804, men 27.8.1803. På denne måde ville ratens udbetaling stemme bedre overens med kontraktens bestemmelser, og Finelli og Keller ville have haft tiden fra august 1803 til vinter/forår 1804 til at bearbejde blokken frem til det stadie, hvor Thorvaldsen skulle overtage. Alternativt er raten blevet udbetalt langt senere, måske mere end et år efter, at marmorblokken faktisk var ankommet, og det synes lidet sandsynligt, at Thorvaldsen har villet vente så længe på penge, han ifølge kontrakten havde krav på og også brug for. Der må dog under alle omstændigheder have været tale om en mindre forsinkelse i udbetalingen i fht. marmorblokkens ankomst, fordi marmorhuggerne umuligt fra den 28. august til den 2. september 1803 kan være nået så langt, at Zoëga med rette kunne betegne huggearbejdet som “ très avancé”.

Af kvitteringerne vedrørende Thorvaldsens udbetalinger til Finelli og Keller fremgår det da også, at marmorhuggerne fik udbetalt 150 piastre den 28.8. – uden angivelse af år, men da næste rate falder foråret 1805 kan der kun være tale om 1803 eller 1804. Med bevidstheden om, at Thorvaldsen måske allerede den 27.8.1803 (jf. tesen om fejldatering ovenfor) havde modtaget anden rate fra Hope og dermed var i stand til at betale sine ansatte, er det fristende at antage, at udbetalingen til assistenterne har fulgt umiddelbart herefter og altså også skal dateres 1803. Således må det anses for sandsynligt, at kontrakten mellem Thorvaldsen og billedhuggerne Finelli og Keller blev indgået allerede i løbet af foråret eller sommeren 1803, da én udbetaling allerede er gået forud for udbetalingen i august.
Det er end ikke utænkeligt, at Thorvaldsen kort efter indgåelse af kontrakten med Hope har tegnet kontrakt med marmorhuggerne, der skulle udføre det nødvendige grundlæggende arbejde. Marmorhuggerne, der prompte fik udbetalt 300 piastre, formentlig til indkøb af marmor, kan så hen over forår og forsommer have undersøgt marmorkvaliteter og -priser og dernæst leveret den udvalgte blok i Thorvaldsens værksted nogen tid før d. 27.8.1803, hvor Hope følgelig udbetalte sin anden rate. Med disse penge på lommen kunne Thorvaldsen dagen efter udbetale billedhuggerne endnu 150 piastre – enten fordi marmorblokken var dyrere end forventet eller som arbejdsløn.

Jason udhugget af punkterne – Hopes 3. udbetaling

Allerede af det ovennævnte fremgår det, at arbejdet på Jason i den sene vinter/foråret 1804 var vidt fremskredent. Statuen synes på dette tidspunkt kun at have ventet på Thorvaldsens afsluttende behandling. Punktet er beskrevet i kontrakten og burde have udløst tredje rates udbetaling.
Alligevel faldt denne, ifølge kvitteringen på afskriften af kontrakten, først 27.2.1805 – dvs. endnu en gang tilsyneladende et helt år efter, at statuen øjensynlig var nået til dette punkt. Enten er der, selvom det absolut er et skråplan for fortolkningen, muligvis igen tale om en afskrivningsfejl, der kan have forplantet sig fra den første, jf. ovenfor, eller også har Finelli og Keller alligevel ikke været så langt som Thorvaldsen angav i konceptet til Schubart. Ud fra Frischs udsagn er det vanskeligt at uddrage andet, end at statuen bestemt har været godt undervejs i marmor, men hvor præcis i forløbet, hun har set den, kan ikke aflæses af notatet. Udbetalingerne til Finelli og Keller for Jason fortsatte muligvis helt frem til og med 3.1.1807, hvilket kunne tages som indikation for, at arbejdet først fra deres hånd var afsluttet omkring årsskiftet 1806/07LVI. Det kan dog også skyldes, at Thorvaldsen ikke har haft råd til at udbetale beløbet på én gang og i stedet løbende har afbetalt det resterende beløb. De sene udbetalinger kan dog være helt uden forbindelse til Jason og være betaling for arbejdet på andre værker.

Af Thorvaldsens værkstedregnskaber kan man læse, at Jason herudover var i arbejde hos både stenhugger og assisterende billedhuggere i både 1820-21, 1824-25 og 1827, dvs. tilhugningen, der i hovedsagen foregik før Thorvaldsens egenhændige færdiggørelse, afsluttedes reelt først årtier senere. Ergo lader det til, at tredie rate fra Hope kan være faldet, før end der iflg. kontrakten var fuldstændig hjemmel for det. Her må det dog indskydes, at denne fase meget vel kan have været et fortolkningsspørgsmål – i brevet til Schubart anså Thorvaldsen tydeligvis assistenternes arbejde for afsluttet, mens de sene udbetalinger til samme assistenter og andre kunne tale for noget andet. Måske har Thorvaldsen gerne villet give Schubart et bedre indtryk af Jasons tilstand, end virkeligheden tillod, eller måske har han snarere, i takt med de voksende opgaver forbundet med andre indkomne bestillinger og måske også mere øvede assistenter, været af den opfattelse, at assistenterne kunne hugge statuen endnu mere til, før han selv tog over.

Jason formodes færdig – Hopes 4. udbetaling

Den 8.4.1806 skrev Hopes agent Patrick Moir på Hopes vegne til Thorvaldsen i håbet og formodningen om, at Jason var ved at være klar til afskibning. Afskibning til England på dette tidspunkt under de verserende Napoleonskrige var dog ikke ukompliceret. Alt engelsk blev konfiskeretLVII i Italien og Moirs brev omhandlede derfor i høj grad, hvordan dette skulle undgås ved at udelade Hopes afslørende engelskklingende navn og adresse i forsendelsen. Frem for en direkte forsendelse til England foreslog Moir at sende statuen til en af Thorvaldsens venner i København i Thorvaldsens eget navn. Fra Danmark ville Hope selv sørge for videretransport til England. Der forefindes ingen kvittering for udbetalingen, og det fremgår ikke klart af Moirs brev, om Thorvaldsen straks kunne hæve de anviste penge hos Torlonia, eller om bankieren skulle have en form for bevis for, at statuen nu også var færdig, og om Thorvaldsen dermed frivilligt eller ufrivilligt har måttet vente med at få pengene udbetalt.

Der kendes i dag ingen kvitteringer for udbetalingen af fjerde rate. Hope skrev dog i sit rykkerbrev til Thorvaldsen af 6.4.1819, at kun de første to rater, og hermed mente han tydeligvis kontraktens rate to og treLVIII var udbetalt rettidigt på Thorvaldsens anmodning, og han havde i skrivende stund kvitteringerne for disse to udbetalinger foran sig. Dette udsagn indikerer, at Thorvaldsen endnu ikke i 1819 havde krævet eller fået udbetalt den sidste rate.
Moir nævner i samme brev den bonus, som Hope, jf. ovenfor, havde lovet Thorvaldsen ud over de aftalte 600 sequiner. Eftersom den fjerde rate af den i kontrakten aftalte pris på 600 sequiner ikke nævnes, må man formode, at beløbet er blevet udbetalt på et tidspunkt mellem 1819 og 1829, og at kvitteringen herfor blot efterfølgende er gået tabt.

Indledende årsager til Jasons manglende færdiggørelse

Første led i færdiggørelsen af Jason udgjordes som nævnt af marmorhuggerne Finelli og Keller, der ifølge den indgåede kontrakt skulle udføre det grundlæggende huggearbejde. Keller var antagelig i sommeren 1803 faldet og havde brækket benet, og han var derfor i en lang periode uarbejdsdygtig. Finelli har derfor enten selv måttet arbejde på Jason eller have fundet sig en ny makker. Dette kan meget vel have forsinket processen. 1805 trak Keller sig af helbredsårsager endegyldigt tilbage fra billedhuggerfaget.
Thorvaldsen selv var syg gennem et helt år fra omkring maj 1803LIX til godt ind i 1804 – først i hhv. februarLX og i augustLXI 1804 skrev Thorvaldsen, at han så småt var ved at komme sig. Af samme årsag tilbragte han sommeren 1803LXII i AlbanoLXIII for at rekreere sig.
SygdommenLXIV må anses som hovedårsagen til, at Thorvaldsen ikke har arbejdet noget videre, om overhovedet, på Jason i denne periode. I januar 1804 angav Thorvaldsen således værkstedets høje fugtighedLXV som årsag til, at han ikke kunne arbejde på Jason – antagelig fordi hans helbred ikke kunne holde til den fugtige luftLXVI.

Sagen trækker i langdrag – rykkere fra Hope

Første gang Hope venligt efterspurgte statuens færdiggørelse var i ovennævnte brev af 8.4.1806 skrevet på Hopes vegne af Moir. Der findes ingen kilder, der tyder på, at Thorvaldsen har besvaret brevet, tværtimod fremgår det af Hopes brev af 6.4.1819, at han intet havde hørt fra Thorvaldsen udover da Hope personligt opsøgte ham i Rom 1816-17. Hvis Thorvaldsen har svaret på brevet fra 1806, er brevet kort sagt ikke nået fremLXVII. Var statuen blevet afsendt omkring 1806, havde Hope sikkert anset arbejdstiden for rimelig, men intet skete, og herefter hengik endnu ti år, mens Napoleonskrigene stod på og vanskeliggjorde forsendelser til og fra England – og Thorvaldsen prioriterede andre opgaver.
Der er ikke bevaret værkstedsregnskaber eller andre kilder, der kan belyse, hvorvidt Jason har været under arbejde i disse år.

Hopes besøg 1816-17

Efter Napoleonskrigene ophør kunne Hope endelig i 1816 igen rejse til Rom, for her personligt at opsøge Thorvaldsen. Efter det ovennævnte brev af 6.4.1819 fra Hope til Thorvaldsen at dømme, lovede Thorvaldsen 1816-17 at fuldføre arbejdet på Jason uden yderligere forsinkelser. I Danmark kunne man i 1820 derimod læseLXVIII en ganske anden udlægning af Hopes besøg hos den danske PhidiasLXIX; beretningen skal læses med et endog meget stort gran salt og ud fra den optik, at fødebyen har villet forklare den lange udleveringshistorie på en for Thorvaldsen og dermed fædrelandet positiv måde:

[...] For omtrent 15 Aar siden kom den ædle Britte Thomas Hope til Rom. Han blev bekjendt med vor Thorvaldsen og saa indtaget af de Talenter og Genie, denne havde lagt for Dagen i Modellen til en colossalsk Statue af Jason, at han bestilte den i marmor. Den lange for Videnskaber, Konster og alle Menneskets herligste Frembringelser saa saare ugunstige Periode, der paafulgte, forhindrede Thorvaldsen i at udføre og Hr. Hope i at modtage dette Værk, der er ophøjet over al Roes. Men arma togis cesseruntLXX og Hr. Hope nød den Lykke i Aaret 1816 at see den nyere Billedhuggerkonstes Mesterstykke. Bestillinger indløbe imidlertid i saadan Mængde hos den store Konstner, at Hr. Hope, med en Delicatesse, der harmonerer saa skjønt med hans Sands for det Ædle, bad Thorvaldsen, ei at skynde sig med Jason. Og da desuden nogle slemme Pletter blev opdagede i Stenen ved Statuens Udarbeidelse, besluttede vor Landsmand, med den fine Følelse, der er Geniets ypperste Pryd, at bestille en anden Blok, der kunde være den Statue værdiere, som blev Grundvolden til hans verdslige Lykke. [...]

At Hope skulle have været så ydmyg og forstående, stemmer ikke overens med hans brev fra 1819 og må opfattes som en klar nationalt betinget vinkling. Hverken Hope eller Thorvaldsens efterladte breve vidner om, at en anden marmorblok skulle have været på tale, så heller ikke denne udlægning synes at have hold i virkeligheden. Det vidner snarere om en antagelse, som naturligt nok kan være opstået på baggrund af den indkøbte bloks ganske rigtigt meget plettede marmor og den lange udførelsestid. Thorvaldsen havde, hvis han havde ønsket det, i de 25 år statuen var undervejs, haft rigelig tid til at finde en anden blok.
Selvom ærgrelsen over blokkens mangler rimeligvis har været til stede, så viser sagsgangen tydeligt, at hverken Thorvaldsen eller Hope har villet betale for både blok og forarbejde en gang til. Finelli og Keller, der havde leveret blokken, havde fraskrevet sig ansvaret for sådanne uforudsete hændelser i kontrakten. Dermed hang den eventuelle ekstraudgift på Thorvaldsen alene, og med den langsommelighed, han i forvejen lagde for dagen i arbejdet på statuen, virker det ikke sandsynligt, at han frivilligt har villet kaste flere penge og mere arbejde efter den.

Under sit ophold i Rom i 1816 bestilte Hope hos Thorvaldsen marmorbuster af sig selv, sin kone, den yngste og muligvis også den ældste søn (Thomas Hope, A823, Louisa Hope, A824, Adrian John Hope, A826, og Henry Thomas Hope?, A266), angiveligt også for med denne nye bestilling at opnå en afsmittende effekt på færdiggørelsen af Jason. Ifølge sit brev af 25.5.1817 til arkitekten C.F. Hansen udsatte Thorvaldsen da også besøget i Danmark med den begrundelse, at han ikke kunne rejse, førend han havde udført de bestillinger, han havde lovet at udføre.

Hopes rykkerbrev 1819

Thorvaldsen overholdt ikke løftet afgivet under Hopes besøg 1816-17, og Hope skrev et tydeligt utålmodigt rykkerbrev til kunstneren 6.4.1819. I brevet henviste Hope til bestillingens årelange historie og beklagede i stærke, men høflige vendinger, at Thorvaldsen ikke holdt ord, men gang på gang havde tilsidesat færdiggørelsen af Jason til fordel for andre langt senere indkomne bestillinger. Afslutningsvis meddelte Hope, at han nu overdrog sagen til bankieren Torlonia, der ville kunne true med økonomiske foranstaltninger overfor Thorvaldsen, hvis ikke statuen snarest udleveredes. Thorvaldsen skulle derfor opfatte Torlonias anvisninger som Hopes egne. Heller ikke på dette brev kendes der et svar fra Thorvaldsens hånd, men på kuverten stod også, at Thorvaldsen skulle møde personligt op hos Torlonia. En eventuel aftale har derfor antagelig været mundtlig eller er blevet opbevaret skriftligt hos Torlonia.

I 1819 rykkedesLXXI Thorvaldsen foruden af Hope personligt også af Torlonia gennem dennes stedsøn, Thorvaldsens ven, Luigi Chiaveri. Iflg. ThieleLXXII skulle Chiaveri for at beskytte Thorvaldsens ry gentagne gange have fortalt Torlonia, at Thorvaldsen var bortrejst. Det vides dog ikke, om denne udlægning af Chiaveris brev er korrekt. Tydeligt er det dog, at Chiaveri kviede sig ved at skulle blande venskab og forretning sammen, da sætningen “Scusati la mia seccatura” vidner om hans kendskab til Thorvaldsens irritation over rykkerskrivelser.

Thorvaldsen var bortrejst til Danmark fra 14.7.181916.12.1820, hvorfor han i denne periode af naturlige årsager har været forhindret i selv at arbejde på statuen. Sandsynligvis har han på mødet med Torlonia fortalt om den forestående rejse og derfor fået udsættelse til efter hjemkomsten. I Thorvaldsens værkstedsregnskaberLXXIII findes således bevis for, at Jason umiddelbart efter Thorvaldsens hjemkomst 16.12.1820 var under arbejde fra ultimo december 1820 til ultimo maj 1821 og igen i september 1821.

Torlonia varetager sagen – 1821-28

Efter Thorvaldsens hjemkomst til Rom i 1820 varetages sagen om Jason tilsyneladende udelukkende af huset Torlonia, som Hope truende havde annonceret i brevet til Thorvaldsen fra 1819. I Torlonias brev fra maj 1821 fremgår det, at Thorvaldsen på denne tid iflg. en tidligere aftale med Torlonia, skulle have været færdig med statuen, så den kunne afskibes. Det vides ikke med sikkerhed, om denne aftale var indgået allerede før Thorvaldsens rejse til Danmark eller først kort efter hans tilbagekomst. Under alle omstændigheder fremgår det af brevet, at Thorvaldsen ikke havde holdt ord, men i stedet havde bedt om udsættelse til den følgende sommer. Torlonia sendte derfor som en trumf på Hopes vegne en afskrift af den oprindelige kontraktLXXIV om værket, for at minde Thorvaldsen om hans forpligtelser. Der foreligger intet skriftligt svar fra Thorvaldsen på denne skrivelse, men af det efterfølgende brev fra Torlonia fremgår det, at en ny aftale (med en frist ved sommerens afslutning) må være kommet i stand igen på denne tid.
Den 20.8.1821 skrev Torlonia derfor igen i forvisning om, at statuen nu måtte være færdig. Thorvaldsens svarudkast er dateret den følgende dag og vidner om hans syn på både rykkerskrivelser og eget virke – det er præget af slet skjult irritation over de evindelige påmindelser og hæver samtidigt hans eget arbejde højt over almindelig forretningsskik:

Som jeg har forklaret Dem ved andre lejligheder, er den [dvs. statuen af Jason] blevet arbejdet ihærdigt på, allerede før De beærede mig med Deres højtærede tilskyndelser. […] De vil aldrig kunne gå på kompromis med et afgivet løfte, men De bør vide, at man ikke i kunstens verden nøjagtigt kan afgrænse tidenLXXV.

Thorvaldsens irritation over at blive bebyrdet med rykkere i en sag, der dels ikke længere syntes at optage, endsige udfordre ham kunstnerisk, dels, i Thorvaldsens optik, i kraft af sin kunstneriske egenart var hævet over enhver profan forretningsmæssig rykkerskrivelse er mere end tydelig. Thorvaldsen bedyrer dog, at han indenfor en måned vil være færdig – og tilfreds med statuen.

To år senere, d. 15.4.1823, måtte Torlonia alligevel igen rykke Thorvaldsen for statuens udlevering efter at have modtaget flere i dag ukendte breve fra Hope. Der kendes intet skriftligt svar fra Thorvaldsens side på henvendelsen. Thorvaldsen kan dog, som tidligere, personligt være mødt op hos Torlonia.
Torlonia rykkede igen 12.6.1826 og 13.6.1827. Af den sidste rykkerskrivelse fremgår det, at han tydeligvis havde en aftale med Thorvaldsen om Jasons snarlige færdiggørelse og håbede at kunne sende værket af sted, inden efterårsstormene satte ind.

Også Thorvaldsens egne venner og bekendte opfordrede ham til at få byrden af sine skuldre: 9.8.1825 rykkede eksempelvis forfatteren A. Andersen Feldborg indirekte Thorvaldsen for at færdiggøre Jason, med følgende ord: “Britannien længes efter Jason. Professor BrøndstedLXXVI har imidlertid meddeelt mig Deres Anskuelser over bemeldte Statue, som foranledige mig til at troe, at jo længere Jason bliver borte fra England, des meere velkommen vil han blive.”
Det kan ikke nøjagtigt aflæses, hvad Thorvaldsens egne anskuelser over statuen har været. Implicit i denne sætning synes dog at ligge, at Thorvaldsens egen voksende utilfredshed med ungdomsværket, har ført til den bevidste taktik at udskyde udleveringen så længe som muligt i håbet om, at tidens lovprisning og mytologisering af Jason både ville eliminere skuffelsen over ventetiden og gøre modtageren blind overfor de fejl, Thorvaldsen muligvis selv måtte se i kompositionen.

Der blev dog arbejdet på Jason i perioden 1820-1827. Thorvaldsens værkstedsregnskaberLXXVII viser, at assistenter arbejdede på værket 1820-21, 1824-25 og 1827, hvortil skal lægges den tid, Thorvaldsen selv arbejdede på statuen, eksempelvis som bevidnet af ThieleLXXVIII i 1824. Thorvaldsens udgifterLXXIX til assistenternes aflønning i denne periode beløber sig til ca. 470 scudiLXXX, der altså skal lægges oven i de udgifter han allerede havde haft til Finelli og Keller fra 1803-1807. Thorvaldsens endelige fortjeneste på værket må derfor have været ubetydelig om overhovedet eksisterende.

Jason afsendes efter 25 år

Thorvaldsens ven, nordmanden Jørgen Knudtzon, havde tydeligvis også under sine mange ophold i Rom søgt at overtale Thorvaldsen til at færdiggøre Jason. Lettet skrev han således 4.10.1828 til Thorvaldsen efter at have fået førnævnte Chiaveris meddelelse om, at Jason nu var fuldført og afsendt: “De giør Dem intet Begreb om, hvilken Triumph dette er for mig; ieg skal nu ei mere nødes at høre, at man giør Anmerkninger om Dem, som ei vare fordelagtige.”

Thorvaldsen oplysteLXXXI selv til arkitekten Frederik Ferdinand Friis, at Jason blev afsendt i august 1828. Dette lyder rimeligt også i fht. Knudtzons brev.
Thorvaldsens følgebrev til Hope kendes ikke fra billedhuggerens egen hånd, men to udkast af hans koncipist Melchiorre Missirini er bevaret på hhv. italiensk og fransk. Jason nåede frem til Hope i løbet af vinteren 1828/29, hvilket fremgår af Hopes svarbrev dateret 3.8.1829.
At Hope først svarede Thorvaldsen så sent, skyldtes angiveligt, at han først omkring denne tid havde åbnet kassen med Jason, der indtil da havde stået ubeset sammen med de busterLXXXII og reliefferLXXXIII, som Thorvaldsen havde sendt med – dels på bestilling, dels som et gratis plaster på såret for den længe ventetid.
Begrundelsen herfor lød, at Hope først skulle have indrettet det perfekte lokale til opstillingen af statuen, og, som han lakonisk udtrykker det, var holdt op med at vente.

Jason med det gyldne skind Jason med det gyldne skind

17.9.1917 afholdtes en auktion over Hopes samlinger og indbo, og det lykkedes museets daværende direktør Mario Krohn at købe ikke blot Thorvaldsens berømmede Jason med det gyldne skind, A822, til museet, men også busterne af Hope-familiens medlemmer (Thomas Hope, A823, Louisa Hope, A824, Henry Thomas Hope, A825 og Adrian John Hope, A826) samt de to relieffer A genio lumen (Kunsten og lysets genius), A828, og Amor hos Anakreon. Vinteren, A827. Efter 1. Verdenskrigs afslutning blev værkerne i 1920 fragtet til Danmark og opstillet i museetLXXXIV.

Hope erklærede sig inderligt tilfreds med resultatet og med, at hans drøm om at besidde værket inden sin død var gået i opfyldelse – en drøm, han af gode grunde undertiden må have tvivlet på ville nå at gå i opfyldelse. Hope døde 2.2.1831 og nåede dermed kun at have daglig fornøjelse af en udpakket Jason i godt 1½ år.

Opsummerende om mulige årsager til forsinkelsen

Der har formentlig været adskillige medvirkende årsager til, at Thorvaldsen var så længe om at færdiggøre bestillingen fra marts 1803. Nogle mulige hovedårsager behandles i det følgende, men der kan selvsagt have været andre og flere.

Kellers frafald

Fra og med Thorvaldsens tredje udbetaling til Finelli og Keller af 8.3.1805 var det kun Finelli, der kvitterede for modtagelsen – antagelig skyldes dette, at Keller netop 1805 trak sig endegyldigt tilbage fra sin billedhuggervirksomhed af helbredsmæssige årsagerLXXXV. Allerede inden august 1803 var Keller dog ved et uheld faldet og havde brækket benet, hvorfor han ikke i en lang periode kunne arbejdeLXXXVI. Denne ulykke må antagelig medtænkes i den forsinkelse, som Jason var udsat for allerede fra begyndelsen, selvom Finelli eller Thorvaldsen naturligvis kan have sørget for en afløserLXXXVII.

Thorvaldsens sygdom

ThieleLXXXVIII skriver, at Thorvaldsen pga. først sygdom, kærestesorger og melankoli og siden hen andre bestillinger ikke begyndte på Jason før efteråret 1804. Thiele funderede dette på kontrakten med Finelli og Keller, som han antog stammede fra august 1804 og iflg. Thiele bevisteLXXXIX, at marmorblokken til Jason først blev indkøbt på dette tidspunkt. Som ovenfor anført, kan dette kan på ingen måde have været korrekt mht. marmorblokken, men nok mht. Thorvaldsens egenhændige arbejde på statuen, jf. også brev til Kunstakademiet i København af 6.8.1804, hvor Thorvaldsen meldte, at han efter opholdet på Montenero håbede, “at være i Rom i September for der med fornyede Kræfter at arbeyde paa min Jason […]”. Dvs. kræfterne har pga. en langvarig sygdom endnu ikke været til det eller til noget andet arbejde, hvilket han i samme brev ret direkte beskriver.
Thorvaldsen var ganske rigtig syg godt et år fra omkring maj 1803 til langt ind i 1804. Dette underbygges af flere kilderXC og har tydeligvis sat en stopper for hans egen værkstedsaktivitet.

Napoleonskrigene

Også politiske omstændigheder har antagelig spillet en rolle i Jasons forsinkelse. Da Patrick Moir i 1806 bad Thorvaldsen om at sende værket afsted, skulle det pga. de verserende Napoleonskrige som nævnt ske over Danmark og under dække af at være en dansk forsendelse fra Thorvaldsen til en i København boende ven. Den direkte afsendelse til England fra det fransk-dominerede kontinent og dets havne var ikke mulig pga. den gensidigt pågående fransk/engelske blokade. Alt engelsk konfiskeredes efter et dekret udstedt af Napoleon 21.11.1806. Dekretet stadfæstedeXCI, hvad der i flg. Moirs brev må have været stedvist forekommende allerede fra april 1806:

De britiske Øer erklæres i Blokadetilstand. Ethvert Samkvem ell. Brevveksling med de britiske Øer forbydes. Breve ell. Pakker adresserede til England ell. til en Englænder, affattede i det eng. Sprog, vil ikke blive forsendte med Posterne, men stoppede. Enhver eng. Undersaat, som opholder sig i Lande, der er besatte af Frankrig ell. dets Allierede, bliver at betragte som Krigsfange. Al eng. Ejendom er god Prise. Al Handel med eng. Varer skal ophøre, og ethvert Skib, som har befaret ell. blot berørt England, er derved udelukket fra de franske Havne.

Og siden i dekret af 17.9.1807: “‘da England ved sin nysanførte Kundgørelse har vist sig som alle civiliserede Nationers Fjende’, [vil] ethvert Fartøj, som lader sig visitere af eng. Krydsere, ell. som samtykker i at begive sig til England ell. at yde Kontributioner til den eng. Regering, […] være at beslaglægge og opbringe.”

Thieles udlægningXCII af Thorvaldsens tilsidesættelse af Jason af hensyn til de politiske forhold er dermed ikke grebet ud af det blå, om end tidsmæssige forhold og den præcise fremstilling af sagsgangen ikke er korrekt. Thiele udlægger eksempelvis Moirs brev således, at man får indtryk af, at Hope stillede sig forstående overfor en senere afsendelse, men dette er i flg. Moirs brev ikke tilfældet. At Thorvaldsen har opfattet brevet og verdenssituationen som en mulighed for udskydelse er dog muligvis rigtigt, og meget forståeligt er det også, at han ikke ønskede på nogen måde at risikere, at statuen gik tabtXCIII under transporten.

Først efter Napoleonskrigenes ophør og Hopes besøg i Rom 1816-17 er der tegn på, at der igen arbejdedes på Jason, om end det stadig ikke tyder på, at værket har været så langt, at Thorvaldsen selv ville overtage den sidste og afgørende færdiggørelse.

Nye bestillinger

Bestillinger fra andre, nye kunder har utvivlsomt også forsinket Jason. ThieleXCIV opgav det som årsag til udsættelsen allerede i 1806. Der hersker nok ingen tvivl om, at økonomiske betragtninger og måske også en tendens til at tage imod flere opgaver, end hans værkstedskapacitet umiddelbart kunne honorere, har spillet en afgørende rolle, ikke bare for Jasons forsinkelse, men også for talrige andre værkers vedkommende. Problemet med at skulle fordele sin tid mellem adskillige værker har således nok mere generel karakter.

Plettet marmor

ThieleXCV anførte, at årsagen til Thorvaldsens ulyst til at arbejde på Jason, skyldtes “fejl” i marmoret. Thorvaldsen omtalte det intet sted selv i de bevarede kilder, men andre har tydeligvis bemærket det og anset det for skæmmende, eksempelvisXCVI digteren Christian Molbech (1783-1857) og A. Andersen Feldborg.

Også i den danske presseXCVII kunne man i 1820 læse om de “slemme Pletter”: “Og da desuden nogle slemme Pletter blev opdagede i Stenen ved Statuens Udarbeidelse, besluttede vor Landsmand, med den fine Følelse, der er Geniets ypperste Pryd, at bestille en anden Blok, der kunde være den Statue værdiere, som blev Grundvolden til hans verdslige Lykke.[...]”.
Dog må, som også tidligere nævnt, omtalen af erstatningsblokken være usand.
Marmorversionen af Jason med det gyldne skind, A822, er ganske rigtig meget plettet af marmorets sorte årer, og det er, trods Thorvaldsens manglende omtale af problemet, tænkeligt, at en irritation over denne uforudsete fejl har medvirket til at gøre arbejdet med at fuldføre værket mindre tilfredsstillende for Thorvaldsen. I 1807XCVIII beklagede Thorvaldsen således i et brev til Herman Schubart, at relieffet Musernes dans på Helikon, antagelig A705, ikke var blevet så smukt som ønsket, fordi marmoret viste sig at være plettet.

Utilfredshed med ungdomsværket

Thorvaldsen gav i sit forsendelsesbrev til Hope udtryk for, at statuen ikke længere var så fuldkommen som ønsket i hans øjne, og at han under arbejdet forgæves havde forsøgt at rette op på, hvad han anså som fejl. Umiddelbart kunne det læses som netop marmorpletterne, der fremkom ved tilhugningen, men andre kilder tyder på, at dette ikke var tilfældet – men at fejlene i Thorvaldsens øjne i højere grad var af kompositorisk art.
Således skrev Thiele om sit besøg i Thorvaldsens værksted i maj 1824:

I Mai Maaned 1824 traf Forfatteren ham ifærd med at udføre Hovedet, medens en af hans bedste Elever arbeidede paa Udførelsen af Vædderskindet. Ved at see Kunstneren med Meiselen paa Heltens Pande, yttredes, at det maatte dog være ham et kiært Arbeide at fuldende en Statue, der har en saa mærkelig Betydning i hans Kunstnerliv. ‘Nei,’ svarede han, idet han lod Armen synke, ‘nu falder det lidt suurt! Dengang jeg giorde denne Statue,’ vedblev han, ‘fandt jeg den god; – den er ogsaa god endnu; – men nu kan jeg dog giøre noget bedre.’

Også J.B. DalhoffXCIX, der skrev om sin far, bronzestøberen Jørgen Dalhoff, genfortæller en sådan udlægning, angiveligt fortalt af Thorvaldsen selv til bronzestøberen:

[Thorvaldsen:] ‘Ved du hvorfor Jason aldrig blev færdig, skønt jeg havde modtaget Penge for ham? […] Jo, jeg hadede den Statue, for han var lavet af Tobak […] Jeg vilde vise mig, førend jeg forlod Rom. Jeg løb daglig til Vatikanet og slugte, hvad jeg kunde af Antikerne, og saa mig ikke om paa Tilbagevejen. Nu kilede jeg paa og snusede den hele dag for at pirre Nerverne. Der var ikke det mindste af mine egne Tanker paa hele Statuen, og da det skulde være stort, anstrengte jeg mig langt over Evne og var syg […]’

Et andet indicium for, at Thorvaldsen ikke blot hentydede til pletterne, men snarere til statuen som sådan, er hans omarbejdelse af gipsmodellen, A52, i 1830erne, hvor bl.a. hovedet blev savet af og drejet og gips tilføjet på især bryst og knæC. Dele af årsagen fremgår angiveligt af et brev fra Gottlieb Bindesbøll til broderen Severin Bindesbøll af 28.7.1836CI, hvori Gottlieb Bindesbøll refererer til omarbejdelsen af Jason:

[…] Hans Jason har han forandret en deel paa, hovedet har han skaaret af og dreiet det mere lige[,] hele kroppen har han belagt med gips og heelt om arbeidet, der er mange som tvivler om at den er bleven bedre en[d] før, og naar man spørger hvorfor han gjør det, siger han[:] den ser jo ud som en Harnisk og ikke som Kød.

Thorvaldsen omarbejdede originalmodellen af Jason med det gyldne skind, A52, i 1830’erne. Han kom dog ikke selv til at udføre en ny marmorversion af statuen, men den norske billedhugger Brynjulf Larsen Bergslien fuldførte i 1862, under læremesterens H.W. Bissens opsyn, udførelsen af den let ændredeCII version af Jason med det gyldne skindCIII. Statuen blev opstillet på museet efter museets daværende kutyme med at fremstille nye marmorversioner af de af Thorvaldsens værker, som museet “kun” ejede i gipsversioner eller slet ikke var i besiddelse af. Statuen skænkedes i 1938 af museet til Københavns Kommune i anledning af 100-årsdagen for Thorvaldsens udnævnelse til æresborger i byen. Denne Jason står i dag på Københavns Rådhus. På fotografierne ses statuen hhv. under indpakningen på museet i november 1938, inden flytningen til Københavns Rådhus, og efter opstillingen på Rådhuset. Statuen var tidligere inventariseret på Thorvaldsens Museum som A51.

Taktisk foranstaltning – Jason som reklamesøjle?

En anden teori kunne være, at den berømmede Jason i Thorvaldsens værksted kan have virket som reklamesøjle for Thorvaldsens værk. De besøgende er således blevet mindet om, at det netop var Thorvaldsen, der havde udført dén statue, der ifølge kunstkendere bedst genfandt forbindelsen til antikken og blev det første værk i nyklassicismen nye store stilCIV. En næsten færdig Jason kan kort sagt have virket som trækplaster på nye kunder. På den anden side har statuens stadige forbliven i værkstedet også talt sit tydelige sprog om Thorvaldsens til tider meget lange leveringstid. Af en velvillig person kunne dette dog utvivlsomt også udlægges som et kvalitetstegn: formåede man at eje et værk af Thorvaldsen, dets eventuelle lange udleveringstid til trods, så besad man et i sandhed eksklusivt kunstværk, der vidnede om kunstnerens perfektionssans – dvs. Thorvaldsen udleverede ikke et værk, førend han selv var tilfreds med det.
Thorvaldsens brev til Torlonia om tidsfaktoren i forbindelse med kunstværkers tilblivelse taler for en sådan udlægning: “[…] nelle arti di Genio il tempo non puolsi esattamente circoscrivere”.

A. Andersen Feldborgs brev af 9.8.1825 til Thorvaldsen underbygger muligvis denne tolkning, idet Feldborg havde forstået, at jo længere tid Jason forholdtes England, jo bedre ville modtagelsen blive, når værket endelig ankom.

Konklusion

Lermodellen af Jason blev afstøbt på et tidspunkt mellem den 28.1.1803, hvor modellen endnu ikke var helt færdig, og et godt stykke tid inden den 19. marts samme år, hvor Friederike Brun holdt en fest for at fejre afstøbningen.

Ved at sammenholde arkivets omtaler af Jason med nyopdagede kilder kan datoen for Thomas Hopes legendariske bestilling af Thorvaldsens berømte værk indskrænkes til at have fundet sted ikke inden for 21 martsdage, som tidligere antaget, men inden for 2-3 dage, muligvis med en helt nøjagtig datering til én enkelt dag, dvs. mellem den 19. og den 21. marts, muligvis præcis d. 21., hvor Georg Zoëga fik nyheden fortalt af Thorvaldsen.

Kontrakten med de første assisterende billedhuggere Finelli & Keller kan også rykkes mindst et helt år i fht. Thieles angivelser, og Stig Miss’ tidlige datering kan underbygges yderligere [Jf. Miss, op cit., p. 14, og Thiele I, p. 244]. Der nu er tale om, at kontrakten må være indgået senest sommeren 1803. Det beviser, at Thorvaldsen ikke ventede et halvt eller helt år med at iværksætte arbejdet på statuen, men derimod ret hurtigt bestilte marmor og fik det groveste huggearbejde udført.

Hope opfordrede ikke Thorvaldsen til at tage sig god tid med færdiggørelsen under sit besøg 1816-17, som danske aviser ellers hævdede. Tværtimod henvendte han eller bankhuset Torlonia sig jævnligt og i stadig strengere toner til Thorvaldsen for at få ham til at gøre værket færdigt. Thorvaldsen selv undskyldte sig med, at ting i kunstens verden tager den tid, det tager. Strenge tidsfrister hører ikke til der. Beretningen om, at Thorvaldsen skulle have tilbudt Hope at hugge værket i en ny marmorblok uden pletter, synes også helt at savne et reelt grundlag.

Der har formentlig været talrige medvirkende årsager til, at Thorvaldsen var så mange år om at færdiggøre sit gennembrudsværk. Det virker sandsynligt, at nogle af dem kan have været følgende:

Kronologisk oversigt over væsentlige omtaler af Jason med det gyldne skind:

Kilde Indhold
Brev af 4.4.1800 fra Thorvaldsen til Nicolai Abildgaard [...] og saa snart denne [busten af Raphael, A752] er færdig agter ieg at lægge Haand paa en MarmorstatueCV i levende Størrelse, dersom ikke Bekostninger i disse Tiider da ogsaa Marmoren er overmaade Dyr skulde hindre mig deri. […]
Brev af 24.10.1800 til Kunstakademiet […] Hvad for nærværende fornemmeligen beskæftiger mig er en nøgen Figur i naturlig Størrelse, som forrestiller Iason i Begreb at vende tilbage til Skibet efter han har borttaget det gyldne Fliis, som han bærer paa den venstre Arm holdende i den høire Haand et Spyd [...]
Brev af 22.4.1801 til Kunstakademiet […] Jeg har modellert en staaende Figur over naturlig Størrelse forestillende Jason med det gyldne Fliis, som har havt den Lykke at finde Konst[n]ernes Bifald. Jeg agtede at lade den forme, men fand Bekostninger derved afskrækkende, saasom man derfor forlandte 36 scudi, hvilke i disse overmaade Dyre Tider meget vilde have inkommoderet mig, og ieg om saa meget mindre troede at kunde anvende derpaa, da ingen Udsigter er til at afsende noget til Kiøbenhavn. […]
Kunstakademiets dagbogCVI under 30.6.1801 […] Siden seneste Forsamling var indløben Skrivelse fra Pensionairen Thorvaldsen dateret Rom d. 22 April, hvori han tilmelder Academiet at han har forfærdiget en Figur i naturlig Størrelse forestillende en Jason; men som han af Mangel paa Formue ikke har kunnet lade forme. […]
Dagbogscitat af Friederike Brun 27.11.1802CVII […] Thorwaldsen unser Landsmann – entschiedenes Genie zu Heroen gestalten – Sein Jason wovon Er das Modell 11/2 LebensgröβeCVIII vollendet hatte u[nd] weil es zu Groβ zum ausbrennen war u[nd] Er kein Geld zum abformen einmal hatte zerschmeiβen muβte – jetzt in 5 4 Tagen wieder aufgerichtet – voll Geist Kraft u[nd] Bewegung – schöner Kopf Haar u[nd] Ohren steht fest auf Seinen Beinen (welches Canovas Helden nie u[nd] selten die neüen thun) [...]
Dagbogsnotat af Friederike Brun af 28.1.1803CIX Thorwaldsens Jason – es ist die Letztfertig gewordne Antike! der Heros Schreitet Leicht – fest – u[nd] Kräftig wandelnd – mit dem Sieges Preis an dir vorüber – das gewendete sp edel rein grandios, u[nd] groβ empfunden Haupt auf dem noch Zornschwellendem Halse – blickt auf den erlegten Drachen zurück – der Hohn um die Lippe die Flamme des Blicks ist gottlich – der Helm schlieβt Knapp – an die stolz gewölbte Stirn – u[nd] das haar ist frei zurück gestrichen – Leib – Schultern – Brust u[nd] Rücken u[nd] Schenkel – schwellen von Jungen Kraft u[nd] Stärke – ohne über die Schönheit hinaus zu schwellen – man vergleicht mit Achill – Mars – Theseus – Er ist er selbst – u[nd] dem Apoll verwandt allein nicht ähnlicher als Geschwister zu sein pflegen. Beine – Hande – u[nd] Füβe sind noch nicht fertig – so wie der ganzen Thon form noch die letzte Hand fehlt – davor stand der junge Künstler der gottbegnadigte Thränen im Aug’ erröthend – denn dieses übergroβe Genie kann sich nicht genung thun – u[nd] wahrend wir stauend ihn lobpreisten – Schaut Er an das Gotter bild Seines Busens – u[nd] blikt Melancholisch in eine trübe Zukunft – das arme Dänemark kann dies Genie nicht belohnen – u[nd] im Norden erstirbt dem Künstler überhaupt u[nd] dem Bildhauer inbesondre Geist u[nd] Herz!
Senere (1812/1815) ombearbejdet dagbogsnotat af Friederike Brun om 28.1.1803CX […] Jeg kommer tilbage fra Thorvaldsens Jason! Det er den sidst færdigblevne antike Statue! Helten skrider med let og kraftig Gang forbi dig; det dreiede Hoved, med den høie og rene Form, paa den endnu af Vrede svulmende Hals, seer tilbage paa den fældede Drage; Haan, der svæver om Læberne, Blikkets Flamme, ere fortræffeligen udtrykte. Hielmen slutter tæt til den stolt hvælvede Pande. Kroppen Skuldrene, Brystet, Ryggen svulme af Fylde og Ungdomskraft, uden at opsvulme over Skønhedens Jævnmaal. Arme, Been, Hænder og Fødder ere endnu ikke ganske udmodellerede, men allerede i Tegningen ere de fuldkomne. Man sammenligner uvilkaarligen med Achilles, Mars, Theseus. – Men Jason er ganske han selv; kun beslægtet med Apollo, og dog heller ikke mere end ved Slægtliighed. – For Heltebilledet stod den unge, gudbenaanede Konstner, med Taarer i Øinene, og med Undseelsens ædle Rødme paa Kinderne – thi dette overordentlige genie vil vanskeligen tilfredsstille sig selv; og meddens vi først tause tabte os i Beskuelsee, og derpaa høit beundrede, beskuede han det endnu uopnaaede Gudbillede i hans Siæl! […]
Wilhelm von Humboldt i brev til J.W.v. Goethe af 28.1.1803CXI […] Weniger bekannt und besucht als alle diese Bildhauerwerkstätten ist die eines Dänen, Thorwaldsen, der eben jetzt einen Jason gemacht hat. Der Held scheint eben von der Erbeutung des goldenen Vlieses herzukommen. Er ist im Schreiten begriffen, trägt in der Rechten, auf die Schulter angelehnt, seinen Spieß, und über dem linken Arme hängt das Fell des Widders. Er ist nackt bis auf den Helm, das Schwert, das er am Wehrgehenk trägt. Das Ganze is eine überaus kräftige und harmonische Gestalt und die ideale Behandlung des Heros ist, ganz im antiken Sinn, sehr glücklich zwischen der gewöhnlichen Natur und der eigentlichen Göttergestalt in der Mitte gehalten. Es wäre in der Tat äußerst schade, wenn dies wirklich sehr ausgezeichnete Kunstwerk gleich in Gips untergehen sollte. Doch ist es noch ungewiß, ob der Künstler Gelegenheit finden wird, es in Marmor auszuarbeiten. […]
Dagbogsnotat af 19.3.1803CXII af Friederike Brun Jason-Fest – Ida Grazie! Der gute Prinz! Reine u[nd] Fröliche Seelen! Thorwaldsens bange Freüde – der Lorbeerkranz: ‘den Tÿnger paa min Isse!’ Er hat nie TassoCXIII gelesen.
Senere bearbejdet (1833) dagbogsnotat af 19.3.1803CXIV af Friederike Brun […] Unsers Thorwaldsen’s Jason, seine erste Statue und die jüngste der Antiken, war nun aus der Form, ja, war schon in Marmor durch den reichen Holländer, oder, wie mir andre gesagt, Schottländer Hope bestellt, und also ihre Unsterblichkeit im Reiche der Erscheinungen gesichert. Unser Aller Freude hierüber war so groß, daß ich beschloß, sie in einem kleinen Feste auszulassen […]
Kontrakten mellem Thorvaldsen og Hope af tidligst 19. og senest 23.3.1803 Moi soussigné Je m’engage d’éxécuter pour Mr. Thomas Hope de Londres, en Marbre Statuaire de Carraze, de la plus parfaite qualité, sélon un modele actuellement éxistant dans mon Étude près de la place Barberini, une Statue haute de Onze palmes Romains, réprésentant Jason débout, portant d’une main Sa Lance, de l’autre le toison d’or […] [Se hele kontrakten her.]
Kvittering for første rate fra Hope af 23.3.1803, jf. tidligst 19. og senest 23.3.1803 Reçu la Somme de Trois Cents trente Écus Romains en payement du prémier terme de l’engagement énoncé ci-dessus.
Brev fra C.F.F. Stanley til Thorvaldsen af 29.3.1803 […] Gud velsigne hin EngelænderCXV som haver Forlængret dit Ophold i Rom […]
Kontrakt mellem Finelli & Keller og Thorvaldsen af efter 23.3.1803, senest sommer 1803 Sottoscritto Alberto Torvaldsen Scultore Danese e Pietro Finelli e Enrigo Keller Scultori si obbligamo vicendevolmente, di procurare al detto A. Torvaldsen un marmo statuario dell’ ottima qualitá senza macchie nottabile per quanto si può vedere prima di lavorarlo, si obbligamo inoltre di tirare a ñre spese il detto Pezzo allo studio suo situato in Piazza Barberini al vicolo della catena di metterlo in opera e di ridurre al punto della gradina la statua del Giasone fatta ed inventata dallo scultore Torvaldsen al punto che sia ben ritrovata in tutte le parti sue […] [Se hele kontrakten her]
Finelli og Kellers kvittering for modtagelse 1. rate fra Thorvaldsen af efter 23.3.1803, senest sommer 1803 Sottoscritti abbiamo ricevuto a Conto trecento Scudi
Brev fra Patrizio Moir til Thorvaldsen af tidligst marts 1803, antagelig senest 1805 [Moir udbeder sig et møde med Thorvaldsen vedr. Jason-sagen.]
Brev af 20.4.1803CXVI fra Caroline von Humboldt til J.W.v. Goethe […] Ich kann nicht endigen, obgleich mich eigenlich die Zeit drängt, ohne Ihnen noch von einem Dänen Thorwaldsen zu sprechen, der seit sechs oder sieben Jahren hier ist. Mein Mann hat, glaube ich, schon von seiner Figur geschrieben. Sie ist seitdem geformt und er fängt sie bereits in Marmor an. Ich lege Ihnen eine flüchtige ZeichnungCXVII davon bei, damit Sie eine deutlicher Idee haben mögen. Ich möchte sie vor Ihre Augen hinzaubern können, denn sie ist das Schönste, was neuerlich ist gemacht worden. Die Figur ist etwas über groβe Lebensgröβe, ich denke etwa sieben Fuβ, wie sie einem Heldencharakter zukommt, der Kopf ist vortrefflich, ernst, jugendlich, still und voll Ausdruck und Würde. Die ganze Gestalt ist durchaus eins, leicht und bewegt, stark, in der höchsten Kraft und ganz, ganz entfernt von jeder Spur von Roheit. Wenn, wie ich hoffen will, eine schöne bearbeitung des Marmors nun noch zu allen Vorzügen, die sie hat, zu dem reinen Verhältnis aller Teile hinzukommt, so wird sie eine vollendete Statue werden. Ein Engländer Hope hat sie bestellt und gibt dem Künstler, der in seiner Beschiedenheit kaum das Notwendigste forderte, 200 Zechinen mehr als er verlangte. Den Marmor mit eingerechnet gibt Hope 800 Zechinen. […]
Carl Ludwig Fernow, 1.7.1803CXVIII […] Von diesen verschiedenen Arbeiten werde ich Ihnen in Kurzem einem ausführlicheren Bericht geben, so wie von der Figur des Jason, die neulich en junger dänischer Künstler, Namens Thorwaldsen, verfertigt hat, und die derselbe jetz für den in England wohnenden reichen Holländer Hope in Marmor ausführt. Hope’s Benchmen gegen den jungen Künstler bey dieser Gelegenheit ist so edelmüthig gewesen, daβ ich mir das Vergnügen nich versagen kann, es Ihnen mitzutheilen. Der Künstler hatte sechs Jahre lang als Pensionair der Copenhagener Akademie in Rom gelebt, und war im Begriff in sein Vaterland zurückreisen, mit der trüben Aussicht, vielleicht nie ein groβes Kunstwerk, woran er sein Talent zeigen könnte, in Marmor auszuführen. Er wünschte also vor seiner Abreise wenigstens in einer modellierten Figur über Lebensgröβe zu zeigen, was er als Kunstler zu leisten vermöchte. Seine Figur, welche einem Jason, der mit dem goldenen Flies siegreich zurückkehrt, vorstellte, fand den allgemeinsten Beyfall, und verdiente ihn. Man hatte in neuerern Zeiten kein Werk in so reinem und groβem Stile gesehen. Indessen brachte dieser ungetheilte Beyfall dem Künstler nur Ehre und weiter nichts zu wege; und er war im Begriffe sein Thonmodel, wie er schon mit einigen früheren gethan hatte, wieder zusammen zu werfen, und sich zur Abreise zu rüsten, als glücklicherweise seine reiche Landsmannin, die edelgesinnte Friederike Brun, der das Schicksal des Künstlers und seines Werks gleich nahe ging, ihm den Antrag that, das Modell auf ihre Kosten in Gyps zu formen, und so wenigstens das Werk vor der gänzlichen Zerstörung zu bewahren, bis vielleicht in seinem Vaterlande ein vermogender Kunstliebhaber sich entschlösse, die Statue in Marmor ausführen zu lassen! aber die deshalb gemachten Versuche schlugen fehl; als zufällig Hope, der sich gerade in Rom befand, kurz vor seiner Abreise von der Statue des Künstlers hörte und sich in das Studium desselben führen lieβ. In seiner Erwartung übertroffen, machte er aus der Stelle dem Künstler die Bestellung des Jason in Marmor, und als dieser, der nichts mehr wünschte, als die Gelegenheit, seine Statue in Marmor auszuführen, und während der Arbeit leben zu können, den äuβerst geringen Preiβ von 600 Zecchinen forderte, erwiederte Hope, er sehe ein, daβ dies kein Preiβ für ein solches Werk sey, und erbot sich dem Künstler noch 200 Zecchinen über seine Forderung zu geben. So geht nun auch dies Werk, daβ der neueren Kunst Ehre macht, zu so vielen andern Kunstschäzen nach England; aber der Künstler, der in seinem Vaterlande unerkannt genöthigt gewesen wäre; durch Arbeiten unter seiner Späre kümmerlich seinen Unterhalt zu erwerben, hat nun doch wenigstens die Aussicht, länger und vielleicht für immer in Rom zu bleiben, und unter begünstigenden Umständen vielleicht dereinst Glück und Ruhm mit dem vergötterten Canova zu theilen. Ueberhaupt hat seit einiger Zeit die Bildneren einen neuen Schwung bekommen, der vortheilhafte Folgen für sie haben muβ, wenn nicht der unselige Krieg aufs Neue ihre Tätigkeit stört. […]
August von Kotzebue, Der Freymüthige 1803CXIX Unter die Arbeiten, die jetzt in Rom Aussehen erregen, zählt man insbesondere die Statue eines Jason, sechs Fuβ hoch, von einem Bildhauer aus Kopenhagen. Ein Engländer, T. Hoppe, läβt diese Figur in Marmor ausführen, und zahlt dafür achthundert Dukaten; der Bildhauer heiβt Torwalβen. Das Werk hat seine Verdienste, und trägt das Gespräge eines Künstlers, der vorzüglich beslissen gewesen ist, sich den Styl der Kolossen von Monte-Cavallo anzueignen. Einige machen ein so groβes Aufheben davon, daβ sie sogar Canova zu verstehen geben wollen, er solle darnach studieren. Doch das find nur solche Kritiker, die da behaupten, alles Schöne und Gute müsse durchaus im groβen Styl der Kolossen gearbeytet seyn. Nun soll dieser Jason gerade wie ein Abguβ derselben aussehen; welches allerdings ein Verdienst ist. Man vergesse hierbei nicht, daβ die erste Arbeit Canova’s, welche ihm sogleich in Rom einenn groβen Ruf brachte, die Gruppe des Theseus und des Minotaur war, die nach Aller Urtheil, in demselben Styl (der dahin auch gehörte) vortrefflich gearbeitet war. Selbst aus dem Kupferstiche dieser Gruppe, von Morghen, kann man sich hiervon überzeugen. Dessen ungeachtet werden wir, und wahrscheinlich im Merkur, eine bittere Abhandlung über Canova bekommen, worin dieser Montecavallosche Jason ihm zum Vorwurf gemacht wird. – Nun wohl! je bittere, je willkommner! So stimmt es in die Schadenfreude der Menschen, und leider auch in den Geist der Zeit.
Knud Lyne Rahbek, Minerva 1803CXX I det berlinske Ugeblad der Freymuthige (af Kotzebue), No. 87, 1801CXXI, S. 346 findes følgende Efterretning om én af vore reisende danske Konstnere:
‘Blandt de Arbeider, der nu giøre Opsigt i Rom, regner man især en Jasons Billedstøtte, sex Fod høi, af en Billedhugger fra Kiøbenhavn. En engelskmand, T. Hope, lader denne Figur udføre i Marmor, og betaler derfor 800 Dukater. Billedhuggeren hedder Thorwalzen (Thorvaldsen). Værket har fine Fortienester, og bærer Præg af en Konstner, der fornemmelig har lagt Biud paa at giøre sig Colossernes Stiil fra Montecavallo egen. Nogle giøre saa meget Væsen deraf, at de endog ville give Canova at forstaae, at han skulde studere derefter. Dog er det kun saadanne Konstdommere, som paastaae, alt skiønt og godt nødvendig maa være arbeidet i Colossernes store Stiil. Nu skal denne Jason netop see ud som en Afstøbning af disse, hvilket unægtelig er en Fortieneste. Man glemme derhos ikke, at Canovas første Arbeid, der strax i Rom bragte ham i et stort Rye, var Gruppen Theseus og Minotaurus, der efter alles Dom var fortreffelig udarbeidet i samme Stiil, som også hørte derhen. Selv af denne Gruppes Kobberstik ved Morghem kan man overtyde sig herom. Desuagtet vil vi, og rimeligvis i tydske Merkur, faae en saa bitter Afhandling over Canova, hvori denne Montecavalliske Jason kastes ham i Næsen. Nu vel! Jo bittrere, jo kierkomnere! Saaledes stemmer den med Menneskenes Skadeglæde, og desværre ogsaa med Tidens Aand.’
Man seer lettelig – siger den Ven, der først har giort Undertegnede opmærksom paa ovenstaaende – at vor Thorvaldsens Jason maa have opvakt Skinsyge hos Canovas blinde og eksklusive Forgudere – og hvilken stor Mand har ikke dem? Imidlertid er unægtelig just dette os Borgen for, at vor Landsmand maa besidde mere end almindelig Kunstnerværd! o, at han maatte opfylde, hvad Kunstens Venner fra hans tidlige Aar spaaede sig af ham; at han engang, men under en lykkeligere Stierne, maatte erstatte os sin store Lærer, Winckelmanns Ven, Danmarks Phidias, Wiedewelt!
Kunstberetning fra August Wilhelm von Schlegel til J.W. v. Goethe, sommeren 1805, jf. Schlegel op. cit. […] Ich freue mich, einen jungen Künstler zu können, der, mit den herrlichen Anlagen begabt, diese Laufbahn betritt; und den wir uns gewissermaβen zueignen dürfen, da er, wiewohl eine Däne von Geburt, wie ein Deutscher unsere Sprache redet, und ganz deutsche Bildung besitz. Es ist Thorwaldsen. Vor einigen Jahren war er schon im Begriff, Rom zu verlassen, ohne seine eignen Kräfte kennen gelernt zu haben, und ohne Andern bekannt geworden zu sein, als das Modell eines Jasons über Lebensgröβe, das er unternahm, die Aufmerksamkeit aller Künstler und Kenner in der vortheilhastesten Art auf ihn richtete. […]
Thorwaldsens Jason ist in der That des Bildes würdig, das uns Pindar von ihm entwirst, wie er, der schönste der Menschen, zu seinem sast erblindeten Vater hineintritt, und ihn mit Freude überschüttet. Er hat über dem linken Arm das Vlieβ hängen, in der Rechten den Speer, den Helm auf dem Haupte, übrigens ist er nackt. Durch die edle Gestalt ist ruhige gleichgewogene Kraft ohne Anstrengung hingegoβen; in der Stellung ist eine, ich möchte sagen, gymnastiche Grazie; und in dem Ausdruck der ganzen Figur liegt jene stolze Unbekümmertheit, jenes dem heroischen Zeitalter einige Unbewuβtsein der Gröβe und Vortrefflichkeit. […]
Brev af 25.8.1803CXXII fra Karl Victor von Bonstetten til Friederike Brun […] Hast du einen ehrenvollen ArtikelCXXIII über Thorwaldsen’s “Jason” in den französischen Zeitungen gelesen? […]
Friederike Brun: ‘Thorwaldsens Jason’, in: Der neue Teutsche Merkur 1803CXXIV To korte epigrammer om værket og dets direkte forbindelse til antikken, Die Fremde og Die Antike samlet under titlen Thorwaldsens JasonCXXV
Antonio Canova ved synetCXXVI af Jason med det gyldne skind, A52, 1803 Quest’ opera di quel giovane danese è fatto in uno stilo nuovo e grandioso!
Kvittering for anden rate fra Hope af 27.8.1804, jf. tidligst 19. og senest 23.3.1803 E di più ho ric[evu]to p[er] ordine del Sig.re Patrizio Moir coprd. Il Sig. Marino Torlonia Scudi Tre Cento trenta mta fina per la Seconda Rata.
Finelli og Kellers kvittering for modtagelse af løn fra Thorvaldsen af 28.8.1803/04, jf. efter 23.3.1803, senest sommer 1803 e più a di 28 Agosto [h]o ricevuto Piastre Cento cinquanta ed in fede dico piastre 150
Brev af 21.1.1804 fra Herman Schubart til Thorvaldsen [...] men sig mig hvor vidt Der[es] Jason er kommet? […]
Brev af omkring 1.2.1804 fra Thorvaldsen til Herman Schubart som svar på ovenstående […] Min Jason er saa vit at den venter paa mig men ieg tør ikke endnu vove at arbeyde i mit Verksted formedels Fugtigheden. […]
Brevfragment af 10.1.1804, muligvis fra Jacqueline Schubart til Charlotte Schimmelmann […] Déjà le Jason de Thorvaldsen annonce plus de génie que le Persée de Canova, on en convient à Rome […]
Brev af februar-marts 1804 fra Herman Schubart til C.F. Hansen […] Hvad mig angaaer saa er i Sandhed jeg stolt af at have ham til Landsmand, naar jeg beundrer hans ypperlige Jason, og de mange geniefulde Arbeyder som udmærke hans Kunstværksted. […]
Dagbogsindførsel af 5.4.1804 af Pauline Dorothea Frisch, op. cit., p. 363 […] Thorwaldsends Werkstätte war etwas von dem ersten was wir besahen. [...] Sein Jason eilt seiner Vollendung in Marmor entgegen. […]
[Se hele beskrivelsen af besøget i Thorvaldsens værksted herCXXVII]
Brev fra Thorvaldsen til Kunstakademiet af 6.8.1804 […] Jeg tænker om faae Dage at giøre en Rejse til Carara for at indkiøbe Marmor, og haaber jeg at være i Rom i September for der med fornyede Kræfter at arbeyde paa min Jason om hvilken jeg havde den Ære at melde Academiet i min seeneste Skrivelse. […]
Kvittering for tredie rate fra Hope af 27.2.1805, jf. tidligst 19. og senest 23.3.1803 E di più ho ric[evu]to p[er] ordine del Sig. Patrizio Moir coprd: Il Sig. Marino Torlonia Scudi Tre Cento trenta mta fina per la terza Rata.
Finellis kvittering for modtagelse af løn fra Thorvaldsen af 8.3.1805, jf. efter 23.3.1803, senest sommer 1803 e più a di 8 Marzo 1805, ho ricevuto piastre cento ed in fede dico Pie – 100 -
August von Kotzebue: Erinnerungen von einer Riese [...]CXXVIII, Berlin 1805, op. cit. [...] der Däne Towoalson läβt sie [i.e. de franske billedhuggere i Rom] weit hinter sich. Er hat, in kolossaler Gröβe, einen herrlichen Jason mit dem Widderfelle vollendet, den er in diesem Augenblicke für den reichen Banquier Hope in Marmorausführt. Schade daβ das Künstler bei der Wahl des Marmorblocks nicht günstig gewesen, er hat viele böse Flecken. [...]
Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, no. 71, 17.6.1805, p. 1132 I KotzebuesCXXIX Erinnerungen von einer Reise aus Liefland nach Rom und Neapel, T. 2, P. 410-11 siges: ‘Thorvaldsen, en Dansk, overgaar langt de i Rom værende franske Billedhuggere. Han har fuldendt en herlig Jason med Vædderskindet i colossalsk Størrelse, som han i dette Øieblik udfører i Marmor for den rige Banquier Hope. Skade at Lykken ikke har været Konstneren gunstig ved Valget af Marmorblokken; den har mange slemme Pletter. [...] Thorvaldsen gjør sit Fædreneland Ære; i Kraft overgaaer han endog Canova’.
Brev fra Patrizio Moir til Thorvaldsen af 8.4.1806 […] Il Sig. Hope credendo che la vostra bella Opera per Lui, sarà ora ben vicino al suo termine, spedisce con questo Ordinario un ordine al Sig. Marchese Torlonia relativo all’ultimo rato dell Pagamento, cioè di Zecchini 150, che compisce li Zecchini 600 Prezzo accordato. – Vi è un altra Somma che Il Sig. Hope rammenta bene di aver promesso, ma questa, deve essere trasmessavi, doppo che l’Opera è stato sottoporto all esame del Sig. Hope [...] [Se hele brevet her.]
Finellis kvittering for modtagelse af løn fra Thorvaldsen af 2.5.1806, jf. efter 23.3.1803, senest sommer 1803 e più a d 2 Magio 1806 ho ricevuto piastre venticinque ed in fed[e] d P. – 25 -
Finellis kvittering for modtagelse af løn fra Thorvaldsen af 26.6.1806, jf. efter 23.3.1803, antagelig senest efterår 1803 e più a di 26 Giugno 1806 ho ricevuto Piastre venticinque, ed in fede dico P. 25
Ugentlige kvitteringer fra perioden 13.9.1806-3.1.1807 vedr. Thorvaldsens udbetalinger til Finelli […] Avereta La Bontà di pagare al latore della presente Sig:r Luigi Grandi, Paoli [...] a conto del denaro che resto ancora da aver da Voi [...]
Carl Gotthard Grass ‘Nachrichten [...]’, 1810, op. cit. […] Diese Statue ist nun ihrer Vollendung nahe, und wir den Ruhm des Künstlers eben so gewiß befestigen, als ihn die für Hrn. Hope jetzt ebefalls fast fertige Statue des Jason begründete. […]
Brev fra Thomas Hope til Thorvalden af 6.4.1819 Hope rykker utålmodigt Thorvaldsen for statuen; se brevet her.
Brev af 10.4.1819 fra Rud Bay til Gottlieb Schønheyder […] Her saae jeg da den herlige colossale Jason med det gyldne Skind paa Armen, som skaffede Thorvaldsen: et saa stort Navn, og som jeg saa ofte hjemme i Fædrelandet hørte omtale med saamegen Respect. Det er rigtignok en sand Helteskikkelse. […]
Brev fra Luigi Chiaveri til Thorvaldsen af 9.7.1819 Chiaveri beder Thorvaldsen opsøge G.R. Torlonia mhp. at svare Hope på, hvornår Jason kan afsendes; se brevet her.
ACXXX.: ‘Thorvaldsen’, in: S. Soldin, Nyeste Skilderie af KjøbenhavnCXXXI, 29.2.1820 [...] For omtrent 15 Aar siden kom den ædle Britte Thomas Hope til Rom. Han blev bekjendt med vor Torvaldsen og saa indtaget af de Talenter og Genie, denne havde lagt for Dagen i Modellen til en colossalsk Statue af Jason, at han bestilte den i marmor. Den lange for Videnskaber, Konster og alle Menneskets herligste Frembringelser saa saare ugunstige Periode, der paafulgte, forhindrede Thorvaldsen i at udføre og Hr. Hope i at modtage dette Værk, der er ophøjet over al Roes. Men arma togis cesseruntCXXXII og Hr. Hope nød den Lykke i Aaret 1816 at see den nyere Billedhuggerkonstes Mesterstykke. Bestillinger indløbe imidlertid i saadan Mængde hos den store Konstner, at Hr. Hope, med en Delicatesse, der harmonerer saa skjønt med hans Sands for det Ædle, bad Thorvaldsen, ei at skynde sig med Jason. Og da desuden nogle slemme Pletter blev opdagede i Stenen ved Statuens Udarbeidelse, besluttede vor Landsmand, med den fine Følelse, der er Geniets ypperste Pryd, at bestille en anden Blok, der kunde være den Statue værdiere, som blev Grundvolden til hans verdslige Lykke. [...]
Christian Molbech, op. cit., p. 226 [sommer 1820] [...] Jason; i Gips, og næsten ganske fuldført i Marmor. Stenen er ikke fejlfri, og dette siges at være Aarsagen til at Konstneren endnu ikke har lagt sidste Haand på denne, for henimod tyve Aar siden af Englænderen Hr. Hope bestilte Statue, Thorvaldsens første berømte Værk i Rom og et af hans ypperste. [...]
Thorvaldsens værkstedsregnskaberCXXXIII 1820-21 G.B. Raggi hæver løn for sit på Jason d. 23.12.1820 – 25.5.1821 og Ercole Bogazzi fra 7.9.-15.9.1821. I alt 24 omtrentlige ugentlige udbetalinger.
Brev fra G.R. Torlonia til Thorvaldsen af maj 1821 Torlonia er utilfreds med, at Thorvaldsen har brudt sit løfte om at have statuen klar til afsendelse. Han medsender derfor en afskrift af den oprindelige kontrakt mellem Hope og Thorvaldsen, for at minde Thorvaldsen om hans forpligtigelser. Se brevet her.
Brev fra G.R. Torlonia til Thorvaldsen af 20.8.1821 Torlonia rykker på Hopes vegne for statuens udlevering; se brevet her.
Brev fra Thorvaldsen til Torlonia af 21.8.1821 Thorvaldsen bedyrer, at han bestemt regner med at overholde afleveringsfristen; dog har han lige brug for en måned endnu. Se brevet her.
Brev fra G.R. Torlonia til Thorvaldsen af 15.4.1823 Torlonia rykker på Hopes vegne for statuens udlevering; se brevet her.
Thorvaldsens værkstedsregnskaberCXXXIV 1824 26.6.1824 modtager Amadeo løn for en dags arbejde på Jason; 3.7-16.10.1824 modtager Amadeo løbende for 90 dages arbejde; 30.10-4.12.1824 modtager Domenico Fusero løn for 28 dages arbejde.
Thorvaldsens værkstedsregnskaberCXXXV 1825 26.2.1825 modtager Carlesi løn for fire dages arbejde på Jason og 3.3-12.3.1825 for 11,5 dages arbejde; 12. og 19.3.1825 aflønnes en stenhugger for 2,5 dages arbejde; 26.3.1825 modtager Ercole Dante løn for en dags arbejde på Jason.
Brev til Thorvaldsen fra A. Andersen Feldborg af 9.8.1825 [...] Britannien længes efter Jason. Professor BrøndstedCXXXVI har imidlertid meddeelt mig Deres Anskuelser over bemeldte Statue, som foranledige mig til at troe, at jo længere Jason bliver borte fra England, des meere velkommen vil han blive. […]
Brev fra G.R. Torlonia til Thorvaldsen af 12.6.1826 Torlonia rykker på Hopes vegne for statuens udlevering; se brevet her.
Thorvaldsens værkstedsregnskaberCXXXVII 1827 3.2. og 10.2.1827 aflønnes en stenhugger for i alt 8 dages arbejde; 3.3.-24.3.1827 modtager Bardi løn for i alt 19,5 dags arbejde på Jason.
Brev fra G.R. Torlonia til Thorvaldsen af 13.6.1827 Torlonia rykker på Hopes vegne for statuens udlevering; se brevet her.
Brevudkast fra Thorvaldsen til Hope af antagelig august 1828, hertil yderligere brevudkast. Følgebrev til fremsendelsen af Jason; se brevudkastene på hhv. fransk og italiensk.
Brev fra Jørgen Knudtzon af 4.10.1828 […] Jeg udsætter ikke et Øieblik for at meddele Dem den store Fornøielse, ieg har havt i at erholde et Brev fra Chiaveri, hvori han meddeler mig at have modtaget af Dem Deres Jason, den unge Hope’s Buste og Basreliefet, som De har bestemt for Herr Hope. De giør Dem intet Begreb om, hvilken Triumph dette er for mig; ieg skal nu ei mere nødes at høre, at man giør Anmerkninger om Dem, som ei vare fordelagtige. […]
Brev af 8.1.1829 med Thorvaldsens kommentarer til Thieles første biografi fra F.F. Friis til Thiele […] [Pkt.]18. Thomas Hope henvendte sig umiddelbar til Thorwaldsen angaaende Jason. [Pkt.] 19. Forf[atteren, dvs. Thiele]: “Jason udførtes i samme Størrelse som den belvederiske Apollo.” – berigtiges til: Jason udførtes i noget over naturlig heroisk Størrelse. [Pkt.] 20. “Imedens Jason-Statuen blev drevet ud af Puncterne, arbeidede Thorwaldsen i et andet Studium”, neml[ig]: paa Achilles & Brisis. […] [Pkt.] 22. Jason-Statuen er i August 1828 afsendt til sin Eier. […]
Brev fra Hope til Thorvaldsen af 3.8.1829 Takkebrev fra Hope til Thorvaldsen efter modtagelsen af statuen; se brevet her.
Count Hawks le Grice, op. citCXXXVIII., vol. II, 1841, p. 81-82. Vores landsmand hr. Hope, – som drog fordel af den momentane ro og besøgte Rom, – blev introduceret til hans [Thorvaldsens] næsten øde værksted; og blev aldeles slået af Jasons skønhed, (en model nr. 2 befandt sig i kunstnerens arbejdsværelse, efter at han i et anfald af fortvivlelse og pine havde ødelagt den første), afgav en bestilling på dens udførelse i marmor, til en pris af 800 sequins, (billedhuggeren havde bedt om 600), og forsynede ham straks med midler til at fortsætte arbejdet. Billedhuggerens ambitioner vaktes igen; – siden den lykkelige dag er hans sol aldrig gået ned, – han modtog en mængde bestillinger, – og han fik et navn, som var på højde med Canovas, og han har siden Canovas død ikke haft nogen rival på kontinentet.
Thiele I, p. 172, udgivet 1851 […] Leermodellen til Statuen Jason blev endnu holdt fugtig [foråret 1802], for ikke at falde sammen [...] Da nu ogsaa de sidste Arbeider i Marmor vare afsendte, og han af sin Faders sidste Brev havde erfaret, at Akademiet havde anviist ham hans Reisepenge, det sidste Aars Stipendium, slog han Modellen til Jason sammen, beredte sig, saa vidt han kunde, til Reisen [...]
Wilhelm von Schadow, op. cit., 1854, p. 70 […] Als sein Reisestipendium abgelaufen war, und es ihm in den Sinn kam, bei seiner Rückkehr nach Kopenhagen der Akademie doch etwas vorzeigen zu müssen, nahm er endlich ein Atelier und begann das Modell seines weltberühtmten Jason. Zu geizig, um einen Schlossser, welcher das Gerippe von Eisen und Draht zu solchem Modell zu machen pflegt, anzunehmen, glaubte er, es selbst anfertigen zu könne was aber den ZusammensturzCXXXIX des fast vollendeten Thonmodells zur Folge hatte. […]
Aimé SteinlenCXL, op. cit., 1858, p. 463, om Karl Victor von Bonstettens besøg i Thorvaldsens værksted 1802-1803 […] C’ est ainsi qu’il [i.e. Bonstetten] eut la bonne fortune d’encourager les débuts laborieux du plus beau génie que l’Art se soit choisi pour interète dans les contrees scandinaves, de celui qui devait tenir le sceptre de la sculpture après Canova, Thorwaldsen. Il l’avait déjà vu, je crois, à Copenhague; il le retrouva dans un coin obscur du palais Barberini, pauvre encore et tout à fait ignoré. Il le farça, comme il avait fait pour Muller, de croire à son avenir et de compter sur la justice des contemporains. Le premier ouvrage de quelque importance qu’eût achevé le ciseau de Thorwaldsen, le ‘Jason’, fut si bien vanté et préconisé par Bonstetten, qu’il ne resta pas longtemps dans l’atelier. L’artiste, qui devait son premier succès à cet affectueux patron, aima toujours à le lui rapporter; et à des amis de Bonstetten qui le visitaient trente ans après, il disait en les conduisant avec émotion à un endroit de son atelier, alors tout peuplé de marbres glorieux : ‘Voilà la place où était le Jason!’ […]

Referencer

Kommentarer

  1. Jf. Fernow, op. cit., 1803.

  2. Jf. J.M. Thiele: Om den danske Billedhugger Bertel Thorvaldsen tilligemed en Fortegnelse paa de Arbeider, hvilke han indtil nærværende Tid har udført, udgivet af Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug, København 1837, p. 8-9.

  3. Allerede på dette tidlige tidspunkt kunne den følgende beskrivelse lige så vel dække de versioner af Jason med det gyldne skind, vi kender i dag, A52 og A822, bortset fra, at størrelsen her angives at være naturlig, dvs. legemsstørrelse i modsætning til den eksisterende model, der er knap halvanden gang legemsstørrelse. I 1850 var den gennemsnitlige højde for værnepligtige mænd eksempelvis 165 cm, hvilket stemmer godt overens med den senere model af Jason, A52, der udførtes i lidt under halvanden gang legemsstørrelse, dvs. 245,5 cm. Thorvaldsen selv blev med sine 168 cm betragtet som en høj mand, se eks. hans rejsepas af 8.8.1810 og opholdstilladelse af 6.9.1798.

  4. At tiderne var meget hårde i disse år fremgår eksempelvis af et brev af 13.11.1802 fra den schweiziske forfatter Karl Viktor von Bonstetten til maleren Henry Füseli (1747-1825), hvoraf det fremgår, at folk på denne tid dagligt døde af sult i Rom. Thorvaldsens forbehold for de fremtidige høje udgifter var dermed yderst reelle. Selvom brevet stammer fra 1802 og dermed ikke præcis betegner tiden for Thorvaldsens brev, viser det dog uden tvivl, at tiderne var yderst alvorlige og ikke blev bedre i det kommende år: “[…] Ach die Zeiten sind schreklich; jede Nacht jeden morgen findet man hungers gestorbene. Das Elend ist unbeshreiblich […]” Brevet er gengivet i Doris og Peter Walser-Wilhelm: Bonstettiana. Briefkorrespondanzen Karl Viktor von Bonstettens und seines Kreises, vol. IX/I, Göttingen 2002, p. 405. Brevet af 13.11.1802 er en fortsættelse af et brev påbegyndt 29.10.1802 i Albano.
    Også Thorvaldsens brev til Akademiet af 22.4.1801. jf. nedenfor, underbygger dette.

  5. Der er dog en lille mulighed for, at Thorvaldsen her omtalte et andet værk – enten en Fredens Gudinde eller en Melponene – begge værker, der muligvis var i naturlig størrelse, men som ikke kendes i dag, for mere herom, se listen over forsvundne værker.

  6. Jf. Ordbog over det danske Sprog, pkt. 2.6: dvs. i betydningen af at gøre noget over / ud fra et bestemt udgangspunkt, her altså en statue i samme størrelse som det menneskelige legeme. “Over” betyder altså i denne sammenhæng ikke, at størrelsen var større end naturlig størrelse, hvilket en nutidig læsning kunne forvirre til at tro. At læsningen må være denne underbygges af Akademiets notat i dets protokol ved modtagelsen af brevet (jf. Kunstakademiets dagbog under 30.6.1801 (Rigsarkivet, Kunstakademiets arkiv, Akademiforsamlingen): “Siden seneste Forsamling var indløben Skrivelse fra Pensionairen Thorvaldsen dateret Rom d. 22 April, hvori han tilmelder Academiet at han har forfærdiget en Figur i naturlig Størrelse forestillende en Jason; men som han af Mangel paa Formue ikke har kunnet lade forme.[…]”).

  7. Se hertil evt. referenceartikler om møntenheder og priseksempler.

  8. Stor tak til cand.mag. Karen Ascani for henvisning til og transskription af dette brev, der vil blive publiceret i hendes kommende udgivelse om Georg Zoëgas breve.

  9. Brun kom først til Rom 6.11.1802, hvor modellen for længst var væk.

  10. Jf. dagbogsnotat af 27.11.1802, publiceret in: Walser-Wilhelm, op. cit., vol. IX/I, p. 411.

  11. Se eksempelvis beskrivelsen af modellen i brev af Wilhelm von Humboldt til J.W.v. Goethe af 28.1.1803 og dagbogsnotat af samme dato af Friederike Brun i tabellen nedenfor.

  12. Jf. Thiele I, p. 172.

  13. Thiele I, p. 165, læste dog tydeligvis Thorvaldsens udsagn til Akademiet som om, lermodellen snart ville falde sammen – muligvis fordi, han tydeligvis mente, at det først skete i 1802. En helt anden forklaring på ødelæggelsen kan læses i Wilhelm Schadows erindringer, op. cit. p. 70, hvor det hævdes, at modellen faldt sammen, fordi Thorvaldsen havde insisteret på selv at udføre det jernskelet, hvorover den skulle udføres Skelettet var derfor ikke var stærkt nok. Der findes ikke andre beretninger, der underbygger denne fremstilling. Schadow ankom først 1810 til Rom, og hans oplysninger bygger dermed ikke på selvsyn i dette tilfælde. Hans udlægning skal derfor sandsynligvis ikke tages for gode varer, slet ikke, når vi har Zoëgas samtidige kunstberetning at støtte os til.

    Rent praktiske årsager kan ikke hjælpe med at tidsfæste en sønderslåning mere præcist – ved jævnlig udskiftning af våde klude omkring lermodellen har det været muligt at holde den så godt som uforandret meget, meget længe. Den eneste “fare” var, at den kunne blive angrebet af mug, men dette har i sig selv ikke ændret på formen. Alternativt kan man have tørret modellen meget langsomt, hvorved kun mindre sætningsskader ville forekomme, men om forholdene i Thorvaldsens værksted har været gode nok til en sådan kontrolleret tørring er ikke til at sige. En praksis med fugtige klude synes derfor mest sandsynlig. Tak til konservator Tobias Sørensen, Fælleskonserveringen, Kronborg, for ekspertudtalelser i denne sag.

  14. Jf. Doris og Peter Walser-Wilhelm: Bonstettiana. Briefkorrespondanzen Karl Viktor von Bonstettens und seines Kreises, vol. IX/I, Göttingen 2002, p. 411: Thorwaldsen unser Landsmann – entschiedenes Genie zu Heroen gestalten – Sein Jason wovon Er das Modell 11/2 Lebensgröβe vollendet hatte u[nd] weil es zu Groβ zum ausbrennen war u[nd] Er kein Geld zum abformen einmal hatte zerschmeiβen muβte – jetzt in /5/4 Tagen wieder aufgerichtet – voll Geist Kraft u[nd] Bewegung – schöner Kopf Haar u[nd] Ohren steht fest auf Seinen Beinen (welches Canovas Helden nie u[nd] selten die neüen thun) [...]
    Friederike Brun må dog have taget fejl mht. størrelsen af den første lermodel, der her angives at have været halvanden gang legemsstørrelse, jf. ovenfor i nærværende artikel om den første lermodel, der iflg. Thorvaldsens udsagn udførtes i naturlig størrelse, dvs. legemsstørrelse.

  15. Originalgipsen, A52, er dog omarbejdet i 1830’erne af Thorvaldsen selv.

  16. Thorvaldsens værksted lå ved Piazza Barberini, antagelig i Vicolo della Catena, se evt. referenceartikel om Thorvaldsens værksteder.

  17. Citeret her efter Walser-Wilhelm, op. cit., vol. IX/I, p. 411. For at læse mere udførligt om receptionen af Thorvaldsens værker i samtiden, heriblandt Jason med det gyldne skind, A52 (omarbejdet original gips) og A822 (marmorversion), se særskilt referenceartikel herom, samt nederst i denne artikels oversigtstabel.
    Louis Bobé, op. cit. p. 184 har følgende danske oversættelse: Thorvaldsen, vor landsmand, har afgjort Talent for heroiske Skikkelser. Modellen til hans Jason, som han havde fuldendt i halvanden Gang Legemsstørrelse, maatte han slaa i Stykker, fordi den var for stor til at brændes i Ler, og han ikke havde Penge til at lade den støbe. Nu har han atter rejst den i Løbet af fire Dage. Den er fuld af Aand, Kraft og Bevægelse. Hovedet er smukt, ligesaa Haar og Øren, den staar fast på sine Ben, hvilket aldrig er Tilfældet med Canovas og sjældent med Nutidens Heroer.

  18. Thiele tilbageviste dog Bruns påstand i en anden tidsfastsættelsessag, nemlig omtalen af den tid (fire timer), Thorvaldsen ifølge hende havde brugt på basrelieffet, der udløste Kunstakademiets lille guldmedalje, jf. Thiele 1831, note 26, p. 149. Thiele skelnede her med rette mellem den første hurtige skitse og det efterfølgende over flere måneder færdigmodellerede basrelief.

  19. Rasmus Emil Bruun, op. cit., p. 539.

  20. Thorvaldsens hurtige modellering beskrives dog også i Thiele II, p. 199-200 og 208, hvor Thiele skriver, at den knap 35 m lange Alexanderfrise, A503, blev modelleret på blot tre måneder, dvs. 12-16 uger.

  21. Thiele I, p. 179.

  22. Wilhelm von Humboldt skrev efter samme besøg den umiddelbart lidt mærkelige sætning til J.W.v. Goethe : “Det ville være skade, om dette i Sandhed udmærkede Kunstværk straks igen skulde gaa til Grunde i Gips.”
    Meningen med udsagnet har antagelig været, at Humboldt håbede at se statuen nå ud over gipsstadiet, dvs. udført i marmor. Denne læsning bygger bl.a. på Friederike Bruns beskrivelse af Antonio Canovas portrætbuste af Napoleon 1. værk i Römisches Leben, vol. II, Leipzig 1833, p. 31, hvor samme opfattelse gør sig gældende: “Dieses Bild ist ein Wunder. Lebensschwellend, geistahmend, so weich, so warm erscheinend im kalten Gypse, der zwischen dem Modelle und dem Marmor steht, wir der Tod zwischen dem Leben und der Auserstehung.” Opfattelsen er også gengivet i Bjarne Jørnæs, op. cit. p. 120, der skriver, at en skulpturs overgang fra ler til gips blev associeret med døden, mens overgangen fra ide til lermodel associeredes med livet og udformningen i marmor med opstandelsen.

  23. Citeret efter Walser-Wilhelm og Heinz Graber, op. cit., vol. IX/I, p. 442. Dagbogsnotatet er noget revideret gengivet i Friederike Brun, født Münter: ‘Noget om den danske Billedhugger i Rom: Albert Thorvaldsen’, in: Athene IV, 1815, p. 15; udgivet 1812 på tysk in: Morgenblatt für gebildete Stände, nr. 191-93 og 197-198.

  24. Thiele bemærkede i en note i sin første Thorvaldsenbiografi (Thiele 1831, p. 159, note 92), at han på Thorvaldsens udtalelser havde forstået, at modellen stod i leret, indtil den rige kunstsamler Thomas Hope bestilte statuen i marts 1803 og derved gav Thorvaldsen økonomisk mulighed for at afstøbe modellen. I bogens hovedtekst skrev han imidlertid, at Friederike Brun bekostede afstøbningen “paa denne tid”, dvs. antagelig omkring februar-primo marts 1803. I biografien fra 1850erne (Thiele I, p. 181) antog han mere endegyldigt, at beretningen om Bruns bekostning, måtte være sand, men stadig med det forbehold, at andre ikke udspecificerede beretninger tydede i modsat retning.

  25. Stor tak til cand.mag. Karen Ascani for henvisning til og transskription af dette brev, der vil blive publiceret i hendes kommende udgivelse om Georg Zoëgas breve.

  26. Jf. Fernow, op. cit.

  27. Jf. Brun: Römisches Leben, op. cit., p. 35. For at læse mere udførligt om receptionen af Thorvaldsens værker i samtiden, heriblandt Fernows omtale af Jason med det gyldne skind, A52 (omarbejdet originalgips), se særskilt referenceartikel herom, samt evt. flere eksempler i oversigtstabel nederst i denne artikel.

  28. Jf. Stampe, op. cit. p. 93.

  29. Den 19.3.1803 skrev Brun i sin dagbog: “Jason-Fest – Ida Grazie! Der gute Prinz! Reine u[nd] Fröliche Seelen! Thorwaldsens bange Freüde – der Lorbeerkranz: ‘den Tÿnger paa min Isse!’ Er hat nie Tasso gelesen. ” Her citeret efter Walser-Wilhelm og Heinz Graber, op. cit., vol. IX/I, p. 463. Tasso, som Thorvaldsen iflg. Brun ikke har læst, er Johann Wolfgang von Goethes skuespil Torquato Tasso: Ein Schauspiel, antagelig nærmere bestemt tredie akt, hvor Tasso bekrandses af prinsessen og udtaler: “Die Schöne Last aus deinen teuren Händen / Empfang ich knieend auf mein schwaches Haupt.” (Se evt. hele stykket i digitaliseret form her.) Brun fremstiller således Thorvaldsen som almuebarnet, der intuitivt forstod og var fuldt på højde med den ypperste dannelse indenfor kunstens verden – en myte, hun ikke var ene om at dyrke. For mere herom se referenceartiklen om Thorvaldsens dannelse.
    For mere om festen se også Walser-Wilhelm og Heinz Graber, op. cit., vol. IX/I, p. 501-504, hvor Bruns digt Thorwaldsons Jason og visen Jasons wundervolle Abentheüer – ein Bänkelsänger Ballade er trykt og menes fremført ved nævnte fest.

  30. Jf. Brun: Römisches Leben, op. cit., vol. II, p. 101-102. Festbeskrivelsen fortsætter med omtaler af deltagerne, pynten m.v. Til festen opførte eksempelvis Bruns datter, den berømmede Ida Brun, en pantomime, hvorunder hun bekransede Thorvaldsen med en laurbærkrans.

  31. Som det allerede kunne anes af Bruns dagbogsindførsel fra januar 1803, skrev hun dog muligvis allerede her om en lerform til brug ved afstøbning af lermodellen: “ – so wie der ganzen Thon form noch die letzte Hand fehlt –” (forfatters kursivering).
    Hvis udsagnet skal forstås bogstaveligt, var Thorvaldsen altså allerede i slutningen af januar i gang med at afstøbe lermodellen – også selvom den tilsyneladende stadig ikke var helt færdigmodelleret (“Beine – Hande – u[nd] Füsse sind noch nicht fertig”).
    En mulighed er dog også, at det ufærdige ikke henviste til lermodellen, men til gipsafstøbningen – dvs. at det var gipsmodellens ben, hænder og fødder, der endnu ikke er færdige. I dette kunne ligge, at delene eksempelvis endnu ikke var samlet, eftergået for støbegrater m.v.
    Ved udgivelsen i 1812/15 af det reviderede dagbogsnotat skrev Brun dog utvetydigt, at ben, hænder og fødder endnu ikke var helt “udmodellerede”. Udtrykket udmodellere kan kun hentyde til arbejdet på lermodellen.
    Det kan ikke endeligt afgøres, om begivenhederne er gledet sammen for Brun i årenes løb, eller om hun med “Thon form” i januar 1803 faktisk har ment ler modellen/figuren og ikke en konkret form til brug ved afstøbningen. Mest sandsynligt er det dog, at Thorvaldsen ikke har påbegyndt afstøbningen, før hele lermodellen var færdig. Brun har formentlig blot brugt termen med en anden betydning end den ellers gængse. Hun havde heller ikke kunnet beskrive resten af figuren så nøjagtigt, hvis modellen havde været pakket ind i en skal af ler.

    Brun skrev 1812, at Jason, da Hope så statuen, “endnu kun var til i Gipsformen” (Jf. Athene IV 1815, p. 17, trykt første gang 1812 i Morgenblatt für gebildete Stände); Hope selv underbygger dette i sit brev fra 1819 til Thorvaldsen.

    Det burde derfor være ukompliceret at fastslå, at Brun bekostede afstøbningen på et tidspunkt forud for Hopes besøg i Thorvaldsens værksted, men sagen er efterfølgende forplumret ved Thieles ovennævnte bemærkninger. Tvivlen er givetvis opstået på baggrund af et brev til Thiele, som arkitekten Frederik Ferdinand Friis sendte fra Rom efter at have læst Thieles manuskript til biografien 1831-32 højt for Thorvaldsen og derefter havde nedfældet Thorvaldsens kommentarer til teksten. Heri refereres Thorvaldsen for at have udtalt: “Frue B[run]s Anecdote er ikke overensstemmende med Sandheden”. Thiele og andre efter ham lader til at have opfattet denne benægtelse som møntet på beretningen om, at Brun havde betalt for afstøbningen, men det behøver slet ikke at forholde sig sådan. Slet ikke eftersom Thorvaldsen senere berettede for Christine Stampe, at Brun vitterlig betalte, jf. ovenfor.
    Brun selv berettede intetsteds skriftligt, at hun havde bekostet afstøbningen, hvilket taler for, at anekdoten, der hentydedes til som værende udgået fra hende, var en anden. Eksempelvis viderebragte Thiele en anekdote, der udgik fra Brun, og som meget tænkeligt kan være gået Thorvaldsens ære for nær. Thiele nævnte den i sin biografi, jf. Thiele 1831, note 86, p. 158: Thorvaldsen skulle i et middagsselskab på 30-40 kunstnere, antagelig i den sene vinter 1803, være blevet spurgt, om ikke han kendte dén unge dansker, der havde udført den berømmede Jason. Anekdoten skulle bevise Thorvaldsens enorme beskedenhed, men man kan måske tænke sig, at Thorvaldsen har syntes, at den gjorde ham lige ukendt nok.

  32. Rejsefællen var angiveligt den tyske billedhugger Friedrich Hagemann, jf. Thiele I, p. 182, og brev fra Friis til Thiele af 8.1.1829, pkt. 17.

  33. Jf. Thiele I, p. 182-183.

  34. Thorvaldsen kaldte d. 8. marts for sin romerske fødselsdag, fordi han denne dato i 1797 var kommet til Rom for første gang. Se evt. referenceartikel herom.

  35. Jf. brev fra Friis til Thiele af 8.1.1829, pkt. 17.

  36. Schadow, op. cit. p. 70, gentog beretningen om, at Hope indfandt sig umiddelbart inden Thorvaldsens afrejse, men angav hverken nøjagtige datoer eller nærmere omstændigheder omkring afrejsen. Han ankom først til Rom i 1810 og har derfor ikke selv været tilstede ved begivenheden. Dog kendte han Thorvaldsen godt, bl.a. fordi de boede begge i Casa Buti. Han kan derfor i princippet have haft beretningen fra Thorvaldsen selv.

  37. Stor tak til cand.mag. Karen Ascani for henvisning til og transskription af dette brev, der vil blive publiceret i hendes kommende udgivelse om Georg Zoëgas breve.

  38. Da der er tale om en afskrift rummer dokumentet naturligvis ikke de originale underskrifter, men blot afskrifter af disse markeret Signé eller firmato.

  39. Jf. Thiele I, p. 182-183.

  40. Brevet er gengivet i Ludwig Geiger (ed.): Goethes Briefwechsel mit Wilhelm und Alexander v. Humboldt, op. cit., p. 168, samt i uddrag i Jürgen Wittstock, op. cit., p. 296. Brevet var vedlagt en tegning af originalmodellen, der til forskel fra modellens nuværende udseende, A52, viser en tildækket træstub, præcis som på den endelige marmorversion.
    Se brevuddraget nedenfor i oversigtstabellen. Hele brevets indhold kan læses i regestform på Goethe-Schiller-Archivs hjemmeside, hvis man indtaster afsender, regestnummer 4/698 eller andre informationer.

  41. Jf. Der Freymüthige, nr. 87, 1803, p. 346. Kotzebues omtale blev desuden gengivet i det danske tidsskrift Minerva 1803, nr. 2. 23, p. 337-38. Den engelske The Literary Journal, af 16.4.1804 sætter tilsvarende prisen til i alt 800 dukater.

  42. Bindman skriver, op. cit. p. 136, at kontrakten er skrevet med en usædvanlig præcision, eftersom hvert stadie i værkets vej mod færdiggørelsen på forhånd var tidsfæstet i kontrakten, dvs. værket skulle være færdigt 27.2.1806. Dette må dog bero på en fejltolkning af dokumentet, der som ovenfor nævnt er en langt senere afskrift fra 1821, ikke en forudgående kladde, som Bindman antager. Ved at se dokumentet som en kladde opfattes dateringerne som værende på forhånd skrevne og ikke, som det må være tilfældet, løbende påført efterhånden som hver rate blev udbetalt. Bindmans angivelser af raternes udbetaling stemmer heller ikke overens med kontraktens ordlyd, hvilket fører Bindman til den konklusion, at fjerde rate udbetaltes 27.2.1805, hvilket ikke var tilfældet; det var tredje rate, der udbetaltes denne dato. Fjerde rate udbetaltes først tidligst efter, at Thorvaldsen havde modtaget Patrick Moirs brev af 8.4.1806, hvori Moir tilkendegav, at beløbet kunne indkasseres hos Torlonia, da Hope og Moir på dette tidspunkt håbede, at værket var klar til afskibning mod England, men mest sandsynligt først mellem 1819 og 1829 (mere herom nedenfor). Kvitteringen af 27.2.1805 påført kontrakten refererer da også direkte til udbetalingen af tredje rate: “per la terza Rata”.

  43. Modellen blev dog ændret i 1830erne af Thorvaldsen selv, hvorfor der ikke er tale om præcis den samme komposition som den, Hope forelskede sig i 1803.

  44. Dvs. romerske palmi à 22,3 cm. Se evt. hertil referenceartikel om datidens mål og vægt.

  45. Det svarer til 1320 romerske scudi. Se evt. hertil referenceartikel om datidens møntenheder.

  46. Der findes flere eksempler på sådanne udeladelser også på originale dokumenter i arkivet; se eksempelvis brev af maj 1821 fra G.R. Torlonia til Thorvaldsen eller fra C.F.F. Stanley til Thorvaldsen af 13.11.04.

  47. Se hertil Hopes brev af 6.4.1819, hvor han skriver, at han bestilte marmorversionen efter gipsmodellen i Thorvaldsens værksted.

  48. For mere om denne værkstedspraksis, se særskilt referenceartikel herom.

  49. 1 piastre var omtrent lig med 1 scudo, dog med en lidt højere værdi. Se evt. hertil referenceartikel om møntenheder.

  50. Stor tak til cand.mag. Karen Ascani for henvisning til og transskription af dette brev, der vil blive publiceret i hendes kommende udgivelse om Georg Zoëgas breve.

  51. Mht. formuleringen “vente på” i denne forbindelse se evt. også C.F.F. Stanleys brev til Thorvaldsen af 7.9.1805 om skulpturerne i billedhuggerens værksted (der er groft udhuggede): “snart Venter disse paa Din Polise[ri]ng”.

  52. Om dette se også Stig Miss, op. cit., p. 14, der er den første, der iagttager dette.

  53. Pauline Dorothea Frisch, geb. Tutein, in: Reise durch Deutschland, Holland, Frankreich, die Schweitz und Italien in den Jahren 1797, 1803 und 1804, Altona 1816, p. 363.

  54. Jf. The Literary Journal, vol. III, nr. VII, (16.4.1804).

  55. Jf. Thiele I, p. 244-45.

  56. Heraf faldt udbetalingerne, ud over de ovenfor nævnte første to, hhv. d. 8.3.1805, 2.5.1806 og 26.6.1806, jf. kvitteringer på selve kontrakten, og de sidste som 17 ugentlige udbetalinger i perioden 13.9.1806-3.1.1807 – se disse ugentlige kvitteringer fra Finelli.

  57. Jf. også Thiele 1831, p. 51.

  58. Dvs. marmorblokkens ankomst og forarbejdet på statuen.

  59. Jf. referenceartikel om Thorvaldsens sygdom 1803-04, samt Thiele I, p. 191.

  60. Jf. brevudkast af ultimo februar 1804 fra Thorvaldsen til Gotskalk Thorvaldsen og brev af 25.2.1804 fra Thorvaldsen til Nicolai Abildgaard.

  61. Jf. eksempelvis brev af 6.8.1804 fra Thorvaldsen til Akademiet, samt brev af 6.8.1804 fra Thorvaldsen til Nicolai Abildgaard.

  62. Jf. brev af 12.6.1803 fra Luigi Formenti til Thorvaldsen, brev af 27.9.1803 fra C.F.F. Stanley til Thorvaldsen (her refererer Stanley dog blot, at Thorvaldsen “tog paa Landet” uden at sige præcis hvor) samt Thiele I, p. 195. Se evt. Thorvaldsen-kronologien.

  63. I de varme sommermåneder var Albano et for velhavende romere yndet tilflugtssted i bjergene knap 25 km sydøst for Rom. Den romerske luft ansås om sommeren for at være decideret farlig, for et andet eksempel herpå se eksempelvis Stanleys brev af 27.9.1803. Denne dårlige luft, der på italiensk kaldes aria cattiva, omtales også af Thiele I, p. 109 og II, p. 29 som et problem, Thorvaldsen løste ved at forlade Rom i sommermånederne.
    Man antog almindeligvis, at den usunde luft skyldtes de varme vinde fra de pontinske sumpe, som førte et højere antal malariabærende myg med sig.
    Forfatteren Karl Viktor von Bonstetten omtaler fænomenet i Reise in die klassichen Gegenden Roms, zur Schilderung ihres ehemaligen und gegenwärtigen Zustandes, vol. 2, Leipzig 1805, p. 7-11. Han kalder problemet cattiva aria, og skriver bl.a. om det område i Rom, hvor Thorvaldsen boede og arbejdede: “Im Jahr 1775 hielt man die Höhen von Trinita del monte frey von dem Einfluss der ungesunden Luft; im Jahr 1802 nicht mehr.”

  64. For mere om Thorvaldsens sygdom se særskilt referenceartikel herom.

  65. Jf. brev til Herman Schubart af omkring 1.2.1804.

  66. Iflg. billedkunstner og lektor Franco Turchi, Laboratoriet for Sten og Bronze, Kunstakademiet, er det sædvane at fugte marmoret, inden man påbegynder huggearbejdet for at undgå generende stenstøv. Det kan kort sagt ikke have været af hensyn til materialet, at Thorvaldsen ikke turde arbejde i det fugtige værksted.

  67. For at få en fornemmelse af, hvor mange breve, der gik tabt i datidens postgange, se listen over forsvundne breve, der anfører de breve, der ikke kendes i dag. Hertil skal lægges de utvivlsomt adskillige, hvorom der ikke findes kilder, der dokumenterer deres afsendelse. Hermed dog ikke være sagt, at Thorvaldsen med sikkerhed har afsendt et brev til Hope inden 1819.

  68. Jf. A.: ‘Thorvaldsen.’, in: S. Soldin: Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, 17. årg, nr. 18, 29. februar, København 1820, p. 273-176.
    A. Andersen Feldborg citerer næsten ordret artiklen i sin bog Denmark Delineated, op. cit.

  69. For datidige omtaler af Thorvaldsen som Phidias eller Praxiteles, se særskilt referenceartikel herom.

  70. Dvs. “soldaterne bar toga” i betydningen “freden indfandt sig/fredstid”, da toga i Romerriget kun blev båret i fredstid, jf, J.TH. Jensen og M.J. Goldschmidt: Latinsk-dansk Ordbog, København 1949, p. 752.

  71. Jf. brev af 9.7.1819.

  72. Jf. Thiele II, p. 440.

  73. Jf. Thorvaldsens værkstedsregnskaber, nr. 44, 1819-1823, p. 187, se nedenfor i kildeoversigten under arbejdet på Jason, A822, 1820-21.

  74. Som tidligere nævnt er det denne afskrift, der i dag er vores eneste kilde til viden om, hvad der præcis stod i den oprindelige kontrakt. Hope og Thorvaldsen havde hver et eksemplar af kontrakten, men ingen af disse originaler kendes i dag. Læs hele afskriften her.

  75. Brevuddraget er her gengivet i dansk oversættelse, se den fulde italienske brevtekst her.

  76. Dvs. den danske arkæolog P.O. Brøndsted.

  77. Se de specifikke kilder fra Thorvaldsens værkstedsregnskaber nedenfor i oversigten under arbejdet på Jason med det gyldne skind, A822, årene 1820-21, 1824, 1825 og 1827.

  78. Jf. Thiele III, p. 198.

  79. Se de specifikke kilder fra Thorvaldsens værkstedsregnskaber nedenfor i oversigten under arbejdet på Jason med det gyldne skind, A822, årene 1820-21, 1824, 1825 og 1827.

  80. Tallet dækker dog over scudi fra perioden 1820 til 1827, og der er ikke taget højde for evt. forringelse eller førøgelse af værdien. Ligesom der ikke er jævnført med værdien af en scudo anno 1803, hvor de oprindelige kontrakter med hhv. Hope og Finelli & Keller blev indgået.

  81. Jf. brev fra Friis til Thiele af 8.1.1829, pkt. 22.

  82. Dvs. de bestilte portrætbuster af Hope og familie: Thomas Hope, A823, Louisa Hope, A824, og sønnerne Henry Thomas Hope, A825, og Adrian John Hope, A826.

  83. De værker, som Thorvaldsen skænkede Hope, var marmorreliefferne A genio lumen (Kunsten og lysets genius), A828, og Amor hos Anakreon. Vinteren, A827. Desuden var en del af gaven formentlig også, at billedhuggeren havde lavet en ny, mere tidssvarende buste af den ældste søn Henry Thomas Hope, A825, der som ca. 14-årig dreng igen havde besøgt Rom, jf. Sass, op cit., vol I, p. 296-300.

  84. De to relieffer, Thorvaldsen havde foræret Hope som gave, blev siden købt gennem den engelske kunsthandel og findes også på Thorvaldsens Museum i dag: A genio lumen (Kunsten og lysets genius), A828, og Amor hos Anakreon. Vinteren, A827. For mere om både disse, auktionen over Hopes samling, hjemtransport og opstilling i museet se Floryan, op. cit., p. 62-65.

  85. Jf. Harald Tesan: Thorvaldsen und seine Bildhauerschule in Rom, Köln, Weimar & Wien 1998, p. 199.

  86. Dette vides af et brev fra Bonstetten til Brun af 1.8.1803, jf. Bonstetten: Briefe von Karl Viktor von Bonstetten an Friederike Brun, op. cit., vol. I, p. 140, hvor Bonstetten beretter, at han har besøgt Kellers forældre i Schweiz, og at Kellers hustru Clementina, f. Tosetti, passer ham.

  87. Louis Bobé skriver i Frederikke Brun, op. cit., p. 184, at Keller punkterede Jason, dvs. udhuggede statuen i dens grundlæggende form, men dette skal ikke forstås anderledes, end at han arbejdede sammen med Finelli om opgaven og som ovenfor anført kort efter måtte melde forfald. For mere om denne værkstedspraksis, se særskilt referenceartikel herom.

  88. Jf. Thiele I, p. 191-92.

  89. Jf. Thiele I, p. 244.

  90. Se evt. særskilt referenceartikel om Thorvaldsens sygdom 1803-04.

  91. Jf. Chr. Blangstrup (red.), Salmonsens Konversations Leksikon, København 1923, bind XIV, p. 471-72.

  92. Jf. Thiele 1831, p. 51: “Thorvaldsen, som ved disse Omstændigheder indsaae, at han umuligt i de første Aar vilde kunne afsende Iason, om den endog var færdig, lod derfor saameget hellere dette Arbeide vige for nyere Bestillinger, som han tillige troede, at have Grund til at befrygte Ubehageligheder, om det erfaredes, at han var beskæftiget med engelsk Eiendom.” Og Thiele II, p. 55: “Mr. Moir havde nemlig tillige, ifølge Hopes Ordre, giort vor Kunstner opmærksom paa, at Forsendelsen af Jason for nærværende kunne have sine Vanskeligheder, da den var engelsk Eiendom: skulde den derfor afsendes, maatte det skee under dansk Flag og til Kiøbenhavn, hvorfra den ved Leilighed kunde sendes til London. Dette tog vor Kunstner til Indtægt, og fandt det af samme Grund forsigtigst, endnu at lade Jason henstaa som et Slags Contrebande.”

  93. Eksempelvis havde Thorvaldsens ven, historiemaleren J.L. Lund i 1807 mistet sit første større historiemaleri, der under hjemtransporten blev opbragt af englænderne, se Lunds brev af 11.8.1804 og kommentaren om hans Malerie for mere herom.

  94. Jf. Thiele II, p. 54, og Thiele 1831, p. 50-51.

  95. Jf. Thiele 1831, note 94, p. 159.

  96. Jf. Molbechs Reise giennem en Deel af Tydskland, Frankrige, England og Italien i Aarene 1819 og 1820, op. cit, og Andersen Feldborgs Denmark Delineated, 1823, op. cit., p. xx.
    Feldborg forærede Thorvaldsen den første udgave af værket, der stadig findes i Thorvaldsens bogsamling, M652, og indeholder Feldborgs dedikation til Thorvaldsen. Også udgaven fra 1824, vol. I-III, findes i Thorvaldsens bogsamling, M653.

  97. Jf. A.: ‘Thorvaldsen.’, in: S. Soldin: Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, 17. årg, nr. 18, 29. februar, København 1820, p. 273-176.

  98. Se Thorvaldsens brev af 6.6.1807 til Herman Schubart.

  99. Jf. J.B. Dalhoff, op. cit., p. 222.

  100. Jf. konservatorudtalelser i Arkkataloget, Thorvaldsens Museums arkiv.

  101. Brevet er trykt i Vilhelm Wanscher (red.): Artes. Monuments et Mémoires, vol. I, København 1932, p. 176-77.

  102. Bl.a. er træstubben ikke tilføjet det klæde, der findes i Hopes marmorversion, A822, lansen er betydeligt længere, sværdet drejet mere skråt ud fra kroppen og kønsbehåringen mangler ifht. Hopes version.

  103. Denne marmorudgave af statuen var tidligere inventariseret som A51 på Thorvaldsens Museum, men er fra 1938 udskilt af samlingen, jf. nedenfor.

  104. Se eksempelvis hertil Friederike Bruns digt Thorwaldsons Jason eller Canovas udtalelse, om den unge danskers arbejde i oversigtstabellen nedenfor: Quest’ opera di quel giovane danese è fatto in uno stilo nuovo e grandioso!, jf. eks. Thiele I, p. 181.

  105. Der er med overvejende sandsynlighed tale om Jason med det gyldne skind i naturlig størrelse, omend statuens nærmere motiv ikke benævnes, for mere herom se ovenfor i artiklen.

  106. Dagbogen befinder sig i Rigsarkivet, Kunstakademiets arkiv, Akademiforsamlingen.

  107. Citeret efter Walser-Wilhelm, op. cit., vol. IX/I, p. 411. I oversættelse citeret efter Louis Bobé: Frederikke Brun, født Münter, og hendes Kreds hjemme og ude, København 1910, p. 184: Thorvaldsen, vor landsmand, har afgjort Talent for heroiske Skikkelser. Modellen til hans Jason, som han havde fuldendt i halvanden Gang Legemsstørrelse, maatte han slaa i Stykker, fordi den var for stor til at brændes i Ler, og han ikke havde Penge til at lade den støbe. Nu har han atter rejst den i Løbet af fire Dage. Den er fuld af Aand, Kraft og Bevægelse. Hovedet er smukt, ligesaa Haar og Øren, den staar fast på sine Ben, hvilket aldrig er Tilfældet med Canovas og sjældent med Nutidens Heroer.

  108. Friederike Brun må have taget fejl mht. størrelsen af den første lermodel, der her angives at have været halvanden gang legemsstørrelse, jf. ovenfor om den første lermodel, der iflg. Thorvaldsens udsagn udførtes i naturlig størrelse, dvs. legemsstørrelse.

  109. Citeret efter Walser-Wilhelm og Heinz Graber, op. cit., vol. IX/I, p. 442. Dagbogsnotatet er noget revideret gengivet i Friederike Brun, født Münter: ‘Noget om den danske Billedhugger i Rom: Albert Thorvaldsen’, in: Athene IV, 1815, p. 15; udgivet 1812 på tysk in: Morgenblatt für gebildete Stände, nr. 191-93 og 197-198.

  110. Dagbogsnotatet er gengivet i Friederike Brun, født Münter: ‘Noget om den danske Billedhugger i Rom: Albert Thorvaldsen’, in: Athene IV, 1815, p. 15; udgivet 1812 på tysk i Morgenblatt für gebildete Stände, nr. 191-93 og 197-198. Der er tale om en revideret version af den oprindelige dagbogsindførsel, jf. ovenstående indførsel i oversigten.

  111. Citeret efter Ludwig Geiger (ed.): Goethes Briefwechsel mit Wilhelm und Alexander v. Humboldt, Berlin 1909, p. 154.
    Findes også gengivet i J. Wittstock, op. cit., p. 309.

  112. Jf. Walser-Wilhelm og Heinz Graber, op. cit., vol. IX/I, p. 463.

  113. Brun hentyder antagelig til Johann Wolfgang von Goethes Torquato Tasso. Ein Schauspiel, tredie akt: “Die Schöne Last aus deinen teuren Händen / Empfang ich knieend auf mein schwaches Haupt.”
    Se evt. stykket i fuldtekst her.
    Henvisningen til det ulæste stykke af Goethe refererer tydeligvis til myten om Thorvaldsen som den uslebne diamant, der på trods af sin almuebaggrund alligevel med sin rene kunstnersjæl og sit geni formåede at hæve sig til kulturens absolutte højder, se evt. referenceartikel om Thorvaldsens dannelse for mere herom.

  114. Jf. Brun: Römisches Leben, op. cit., vol. II, p. 100.

  115. Dvs. Thomas Hope, der ved bestillingen af Jason med det gyldne skind, A822, udvirkede, at Thorvaldsen kunne forlænge opholdet i Rom, se hertil referenceartiklen om Thorvaldsens forbliven i Rom omkring 1803-04.

  116. Brevet er gengivet i Ludwig Geiger (ed.): Goethes Briefwechsel mit Wilhelm und Alexander v. Humboldt, op. cit., p. 168, samt i uddrag i Jürgen Wittstock, op. cit., p. 296. Brevet var vedlagt en tegning af originalmodellen, der til forskel fra modellens nuværende udseende, A52, viser en tildækket træstub, præcis som på den endelige marmorversion. Brevet kan læses i regestform på Goethe-Schiller-Archivs hjemmeside.

  117. Tegningen Skizze zum Jason, 1803, er gengivet i Jürgen Wittstock: ‘Thorvaldsen und die Deutschen. Ein Beitrag zur frühen Rezeption seiner Kunst’, in: Gerhard Bott og Heinz Spielmann (ed.): Künstlerleben in Rom. Bertel Thorvaldsen (1770-1844). Der dänische Bildhauer und seine deutschen Freunde, Nürnberg 1991, p. 204.
    Tegningen af originalmodellen, hvorpå træstubben, som på marmorversionen er tildækket af et klæde, befinder sig på Klassisk Stiftung Weimar (tidligere Nationale Forschungs- und Gedenkstätten der Klassischen Deutschen Literatur, Weimar).

  118. Jf. Fernow, op. cit., p. 313-15.

  119. Jf. August von Kotzebue, in: Der Freymuthige, No. 87, 1803, p. 346.

  120. Knud Lyne Rahbek: ‘Bidrag til Litteraturartiklen’, in: Minerva 1803, nr. 2. 23, p. 337.

  121. 1801 er en trykfejl for 1803, jf. det følgende indhold, der omhandler Hopes bestilling i marts 1803.

  122. Jf. Bonstetten: Briefe von Karl Viktor von Bonstetten an Friederike Brun, op. cit., vol. I, p. 159.

  123. Det har endnu ikke været muligt at opspore en sådan artikel i de franske aviser, og det vides derfor heller ikke, om en sådan overhovedet fandtes. Det er kort sagt ikke muligt at sige, om Bonstetten spørger efter en specifik artikel eller blot generelt til, om der har været positive omtaler i det hele taget af Thorvaldsens Jason.

  124. Jf. Brun: ‘Thorwaldsens Jason’, in: Der neue Teutsche Merkur 1803, 3. Bd., p. 485-486.

  125. Epigrammerne lyder:

    Thorwaldsons Jason.

    Die Fremde.
    Trau ich dem staunenden Blick,
    ist’s Wahrheit was mir erscheint?
    Ist gefüllt zwischen mir und der Antike die Klüft?
    Hat der Heroen Geschlecht der Jahrtausende
    Gräber gesprenget?
    Wandelt es hehr und voll Kraft wieder
    auf Erden umher?

    Die Antike.

    Aus der Vergessenheit Nacht rief mich
    des Genius Stimme,
    Und ich gehorchte dem Ruf still sich
    entfältender Kraft;
    Einfalt des Geistes, die Eines nur will,
    und Fülle des Herzens
    Schafft des Unmögliche selbst in
    der entarteten Kunst

    Jf. Fr. Brun, geb. Münter: ‘Thorwaldsons Jason.’, in: Der neue Teutsche Merkur 1803, 3. Bd., p. 485-486: (se evt: uni-bielefeld)
    Også trykt i: J.G. Jacobi (ed.): Iris. Ein Taschenbuch für 1804, Zürich [1804], p. 287-288. I Zürich-udgaven er det afsluttende Kunst dog erstattet af et Brust.

  126. Jf. Thiele I, p. 181.

  127. Thorwaldsends Werkstätte war etwas von dem ersten was wir besahen. Mit rücksicht auf das, was dieser Mann schon geliefert hat, glaube ich dass er ein vorzüglicher Arbeiter in seiner Kunst werden muss. Seine Bescheidenheit scheint dafür Bürge zu seyn. Ein Basrelief, wo Achilles seinen Schmerz darüber ausdrückt, dass er die Geliebte Briseis von sich entfernen muss, welche sein Freund Patroklus den Abgesandten, die sie abzuholen kommen, übergiebt, ist mit vieler Wahrheit und Delikatesse ausgedrückt. Schade, wenn er diese Composition nicht in Marmor ausführen sollte. Sein Jason eilt seiner Vollendung in Marmor entgegen.

  128. Se Kotzebues specifikke omtale af Jason med det gyldne skind, A52, her.

  129. Omtalen refererer til digteren August von Kotzebues Erinnerungen von einer Riese aus Liefland nach Rom und Neapel, vol. II, Berlin 1805, p. 410-411.

  130. Forfatteren bag dette initial er endnu ikke identificeret. A. Andersen Feldborg citerer næsten ordret fra artiklen i sin bog Danmark delineated, op. cit. (p. xix-xx i 1823-udgaven og p. 19-21 i 1824-udgaven).

  131. Jf. S. Soldin, Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, 17. årg, nr. 18, 29. februar, København 1820, p. 273-176.

  132. Dvs. “soldaterne bar toga” i betydningen “freden indfandt sig/fredstid”, da toga i Romerriget kun blev båret i fredstid, jf, J.TH. Jensen og M.J. Goldschmidt: Latinsk-dansk Ordbog, København 1949, p. 752.

  133. Thorvaldsens værkstedsregnskaber, nr. 44, 1819-1823, p. 187. Thorvaldsens Museums Arkiv.

  134. Thorvaldsens værkstedsregnskaber, nr. 45, 1823-1828, p. 11. Thorvaldsens Museums Arkiv.

  135. Thorvaldsens værkstedsregnskaber, nr. 45, 1823-1828, p. 113. Thorvaldsens Museums Arkiv.

  136. Dvs. den danske arkæolog P.O. Brøndsted.

  137. Thorvaldsens værkstedsregnskaber, nr. 45, 1823-1828, p. 113. Thorvaldsens Museums Arkiv.

  138. Bogen findes i Thorvaldsens bogsamling, M279, og er her citeret i Margrethe Floryans oversættelse, jf. Floryan, op. cit., p. 65.

  139. Der findes ikke andre kilder, der beretter om en sådan sammenstyrtning af lermodellen. Eftersom Schadows fremstilling generelt er stærkt anekdonisk og udgivet mange år efter, at begivenheden fandt sted, kan der sagtens være tale om en misforståelse eller erindringsforskydelse.

  140. Det er endnu ikke lykkedes at finde kilden, hvor Bonstetten skulle have udtalt sig om Thorvaldsens Jason på denne måde. Det vides derfor ikke, hvorpå Steinlen bygger sin fremstilling. Dog er der ingen tvivl om, at Bonstetten må have set Jason i vinteren 1802-03, antagelig sammen med Friederike Brun, eftersom han siden refererer til den, jf. ovenstående citat fra brev af 25.8.1803 fra Bonstetten til Brun.

Sidst opdateret 18.04.2017