Arkivet, Thorvaldsens Museum

 
No. 324 af 9858
Afsender Dato Modtager
Herman Schubart [+]

Afsendersted

Napoli

Februar-marts 1804 [+]

Dateringsbegrundelse

Udkastet er udateret, men det kan med meget stor sandsynlighed dateres til februar-marts 1804 af følgende grunde:
Da brevudkastet handler om Schubarts ihærdige bestræbelser på at skaffe Thorvaldsen opgaver for den danske stat uden, at han skulle forlade Rom, kan det i første omgang dateres til omkring årsskiftet 1803-04, hvor Schubart iværksatte disse initiativer, se referenceartiklen Thorvaldsens forbliven i Rom for en samlet fremstilling heraf.
Endvidere skriver Schubart, at han om “faae Uger tænker… at see denne fortræffelige Mand i Rom”. Brevudkastet må derfor være udfærdiget i Napoli, hvortil Schubart ankom 12.11.1803, se hans brev af denne dato og C.F.F. Stanleys brev af 14.11.1803, og hvorfra han rejste omkring 1.5.1804, se Thiele I, p. 223 og brev af ultimo april fra Adam Gottlob Detlef Moltke. Brevudkastet må altså være skrevet “faae Uger” før Schubart planlagde at forlade Napoli.
Man skulle derfor umiddelbart kunne datere udkastet til omkring 1.4.1804.
Men det er imidlertid ikke usandsynligt, at Schubart udsatte sin afrejse til Rom et stykke tid, fordi Thorvaldsen pludselig dukkede op i Napoli i april måned, senest 19.4.1804. Når Schubart mødte billedhuggeren i Napoli og ikke i Rom, som han forventede i dette brevudkast, skyldes det, at Thorvaldsens beslutning om rejse fra Rom til Napoli blev truffet ganske pludseligt og uden Schubarts vidende: Jf. fx Thorvaldsens to brevudkast af medio april 1804 til Schubart og Fonden ad usus publicos, hvor hans afrejsedag til Napoli endnu ikke er fastsat eller omtalt, selvom han faktisk rejste ganske få dage efter; eller brev af 10.4.1804 fra C.F.F. Stanley til Thorvaldsen, der ikke nævner Thorvaldsens kommende besøg i Napoli, hvilket Thorvaldsen uden tvivl ville have informeret ham om, da Stanley længtes meget efter at se sin gamle ven.
Da Thorvaldsen altså dukkede op i Napoli uden varsel, kan det tænkes, at Schubart udsatte sin afrejse et stykke tid for at kunne tilbringe tid sammen med billedhuggeren i Napoli. De “faae Uger”, der nævnes i dette brevudkast, kan altså være blevet til lidt flere, og en sandsynlig datering af brevudkastet, bliver da februar-marts 1804.

C.F. Hansen [+]

Modtagersted

København

Modtagerinfo

Ingen udskrift.

Resumé

Schubart foreslår C.F. Hansen at give Thorvaldsen udsmykningsopgaver i forbindelse med genopførelsen af Christiansborg. Da Thorvaldsen ønsker at blive i Rom, vil han kunne udføre disse opgaver dér. Hvis C.F. Hansen indvilger, vil han medvirke til, at Thorvaldsen forbliver dansk.

…En Deel af disse, overladt til Thorv: vilde beskjæftige ham paa en for Fædrelandet nyttig Maade og tillige give ham Lejlighed til, uden at forlade Rom at fortjene Regjering[en]s Velgjerninger og bevidne hans Erkjendtlighed for samme. –
Jeg har meddeelt min Søster Grevinde Schimmelmann, som med den meest dyrkede Smag og Kundskaber forbinder det ivrigste Ønske om at befordre Kunstnernes Fremme i Vort Fædreland, disse mine Tanker i Anledning af Thorv: Ønske om at forblive her i Italien, hvilket hun gandske billiger, og tillige troer den beste Maade at kunde foerene Vor Regjerings billige Fordringer paa hans Arbejde med hans eget Ønske om at kunne hellige samme hans Talenter, hvis hans Ansøgning til Regjeringen Ønske om et forlænget Stipendium som jeg haaber opfyldes, da ville han søge hos Dem Hr Prof: til hvilken den vigtigste Deel af Administratjonen ved Christiansborgs Opbyggelse, er anbetroet, de Ideer hvorefter han her kunde arbejde. Jeg tvivler ikke paa at jo de Grunde som jeg har anført for Thorv: Sag finde Deres fuldkomne Biefald, og jeg vil tillige anbefale dem til Deres Understøttelse paa vedkommende Steder, med Fornøjelse skal jeg ansee mig som Dem særdeles forbunden for den Godhed hvormed De ville behage at antage Dem samme. Naar Hans Kongelige Høyhed Kronprindsen billiger mine Planer i Anledning af Thorvaldsens Sag, da ønsker han oprigtigen at kunne begynde ethvert Arbejde som maatte overlades ham, og vil være glad ved at kunne i denne Hensigt henvende sig umiddelbar til Dem [til] vor fortræffelige Professor Hansen overladende Dem i øvrigt enten at vælge og bestemme for ham de Ideer som han har at følge, eller og at tillade at han underkaster sine egne til Deres Bedømmelse og til de Forandringer Modifikatjoner som deres lokale Bestemmelse kunde foranledige. –
Jeg veed at vor ædle elskede Kronprinds interesserer sig for Thorvaldsen, og at han giærne imodtog enhver Plan som De min kiære Her Landsmand i Hensigt til hans Underholdning [og] Befordring maatte forelægge ham. De vil giøre Dem Fædrenelandet fortient ved at bidrage til at vor Thorvaldsen stedse vedbliver at være Dansk. Hvad mig angaaer saa er i Sandhed jeg stolt af at have ham til Landsmand, naar jeg beundrer hans ypperlige Jason, og de mange geniefulde Arbeyder som udmærke hans Kunstværksted. Om faae Uger tænker jeg at see denne fortræffelige Mand i Rom, og han vil vist med Glæde erfare at jeg overlod hans Skiæbne i vor værdige talentfulde Professor Hansens Haand.
Kunde jeg i nogen Maade være ham gavnlig her i Italien beder jeg Dem indstændigen ikke at berøve mig Leyligheden dertil[.] Jeg vilde glædes ved at være en saa Retskaffen og kiær Landsmand til Nytte, og i denne Henseende tilbyder jeg Dem mine egne Evner, og mine temmelige udbredte Forbindelser i dette skiønne Land, hvor man veed at skatte Kunsten og Konstnere, og snart alt vidne om Forfædres Høyhed, skiøndt om Forfædres Fortræffelighed, [skiøndt] jo ofte meest under Ruiner, og hvor man endnu ikke har tabt Følelsen for de store Exempler som hiine gave paa sand Hoyhed i Kunst som i Alt.
om Agtelse og Venskab beder
S

Generel kommentar

Dette brudstykke af et brevudkast begynder brat, da det kun kendes fra gamle fotografier i arkivet på Thorvaldsens Museum, hvorfra afskriften er foretaget. Ifølge oplysninger fra 1943 i arkivet på Thorvaldsens Museum befandt udkastet sig dengang blandt Schubarts papirer på Rigsarkivet, jf. arkivplaceringen. Det har ikke været muligt at genfinde udkastet dér.

Brevudkastet er et led i Schubarts ihærdige bestræbelser på at hjælpe Thorvaldsen til at forblive i Rom, jf. referenceartiklen herom. Der kendes ikke noget direkte svar fra Hansen til Schubart, men det må antages, at Hansens brev af 18.6.1804 til Thorvaldsen var foranlediget af nærværende henvendelse fra Schubart.

Arkivplacering
Ukendt arkivplacering. Tidligere i Rigsarkivet, Herman Schubarts arkiv, pakke 24.
Thiele
Ikke omtalt hos Thiele.
Emneord
Bestillingen til Christiansborg · Mæcenvirksomhed · Thorvaldsens forbliven i Rom · Thorvaldsens fædrelandskærlighed
Personer
Frederik 6. · Charlotte Schimmelmann · Bertel Thorvaldsen
Sidst opdateret 07.01.2013 Print