Arkivet, Thorvaldsens Museum

Tilbage til T

Bertel Thorvaldsen

Forbemærkning

Alt materialet i Arkivet kan i en vis forstand siges at være et led i Thorvaldsens biografi. Alligevel har vi her valgt at bringe en biografisk artikel om billedhuggeren selv, fordi den etablerer et stramt overblik over de vigtigste begivenheder i kunstnerens liv.
Teksten er forfattet af Stig Miss, direktør for Thorvaldsens Museum, og sammenfatter overskueligt den viden om billedhuggeren og hans værk, som man overalt i Arkivet vil se udfoldet og udbredt i tusinder af detaljer.
Biografien blev oprindelig publiceret i 1998 i Weilbachs Kunstnerleksikon.

Ungdom i København

Bertel Thorvaldsen blev optaget på Kunstakademiet i København som 11-årig i erkendelse af hans usædvanlige tegnetalent. Kunstakademiet gav også undervisning til håndværkerlærlinge, og for faderen, billedskæreren Gotskalk Thorvaldsen, der både var håndværker og kunstner, har det været naturligt, at sønnen uddannedes på Kunstakademiet, samtidig med at han bistod faderen på skibsværftet ved den nuværende Larsens Plads med udskæring af skibenes udsmykkede dele.
I Thorvaldsens relief Den hvilende Amor, A756, fra 1789 (store sølvmedalje) findes allerede de træk, der bliver essentielle for hans skulpturelle værk, det hvilende, afventende og tankefulde i figurens udtryk og den harmoniske opbygning af formen. Thorvaldsen blev påvirket både af billedhuggeren Johannes Wiedewelt og af maleren Nicolai Abildgaard, begge med indgående kendskab til den nyskabende og revolutionære klassicisme, som den formuleredes i Rom i 2. halvdel af 1700-tallet. Indflydelse fra begge ses i relieffet Peter og Johannes helbreder en halt, A830, (store guldmedalje, F35). Abildgaard blev især Thorvaldsens mentor og beskytter på Akademiet. Desuden inddrog han Thorvaldsen i sine opgaver, således ved udsmykningen af Arveprinsens Palæ på Amalienborg, hvor Thorvaldsen på stedet udførte sine første helfigurstatuer, muserne Terpsichore og Euterpe (1794).
Abildgaard formidlede, at Thorvaldsen fik mulighed for at modellere statsminister A.P. Bernstorffs, A856, portræt og derved skaffe sig gunst hos landets højeste kredse. I årene umiddelbart inden afrejsen til Rom havde Thorvaldsen talrige bekendte i det københavnske kulturliv. Det ses af de mange tegnede portrætter og modellerede portrætmedaljoner fra disse år.

Ankomst til Rom og gennembrud

I august 1796 kunne Thorvaldsen tiltræde den rejse med Akademiets store rejsestipendium, som guldmedaljen gav ham mulighed for. Han ankom til Rom 8.3.1797, en dato han livet ud fejrede som sin “romerske fødselsdag” i erkendelsen af, hvor vigtigt mødet med Rom og byens kunstskatte havde været for ham. Thorvaldsen knyttede sig i starten til kunstnerne A.J. Carstens og J.A. Koch, den sidste delte han en overgang bolig med, se Thorvaldsens bopæle. Carstens havde store visioner om en ny stor kunst i disse år kort efter den franske revolution og i pagt med frihedsbevægelserne overalt i Europa. Thorvaldsens gennembrudsværk, skulpturen Jason med det gyldne Skind, A52, (1803) tog sit motiv fra en komposition af Carstens og er samtidig i dyb gæld til de antikke skulpturer Apollon Belvedere og Spydbæreren.
Også arkæologen Georg Zoëga fik betydning for Thorvaldsen især ved at bibringe ham et større kendskab til antikkens historie og kultur. Jason adskiller sig fra størstedelen af Thorvaldsens øvrige skulpturer ved dens betoning af viljen og ved, at den aktivt inddrager rummet omkring sig. Samme udadvendte kraftfuldhed hos Jason fortsættes i relieffet Briseis og Achilleus, A490, (1803), der samtidig peger fremad i Thorvaldsens udvikling. Achillesfiguren har hele den såkaldte Sturm und Drang-tids voldsomme kraft og næsten ubærlige raseri i sig, mens Briseis standser op i eftertanke og introspektion, inden hun føres bort af herolderne.

Thorvaldsens ry befæstes

Herefter fik Thorvaldsen hurtigt flere bestillinger, bl.a. fra den russiske grevinde Irina Vorontsova med skulpturerne Bacchus, A2, Apollo, A3, Ganymedes rækker skålen, A41, Amor og Psyche, A28, og Venus, alle udført i mindre størrelse end Jason i årene 1804-07, se evt. Vorontsovas bestilling for mere herom. Skulpturerne skildres indesluttede i deres egne rum og i eftertanke, de træk, der dominerer Thorvaldsens skulpturer i en lang periode. Hertil bidrog formodentlig den optagethed af spirituelle værdier, Thorvaldsen inspireredes til fra Jacqueline Schubart ved gentagne ophold i villaen på Montenero ved Livorno, hvor hun boede med sin mand, den danske gesandt i Italien, baron Herman Schubart. Han fik stor praktisk betydning for Thorvaldsen, idet han via familieskab med de mest betydende kredse i Danmark formidlede kontakter hertil. Første bestilling til Danmark blev en Døbefont, A555, til Brahetrolleborg Kirke (se evt. referenceartikel herom), bestilt af baronens søster, grevinde Schimmelmann, gift med landets statsminister. I 1805 blev Thorvaldsen, skønt fraværende, udnævnt til professor ved Kunstakademiet i København, og i 1807 indledtes rækken af bestillinger fra Slotsbygningskommissionen, der forestod genopbygningen af Christiansborg Slot.
Skulpturen Adonis, A53, blev udført i 1808 og straks bestilt af kronprins Ludwig, senere konge i Bayern. Thorvaldsen integreredes mere og mere i det romerske kulturliv. Som medlemsstykke i 1808 til det pavelige S. Luca Akademi i Rom udførte han relieffet A Genio Lumen, A518. Et foreløbigt højdepunkt i berømmelse nåede han med udførelsen på ganske kort tid af det 35 meter lange relief Alexander den Stores triumftog i Babylon, A503, (1812) til et rum i Palazzo del Quirinale, der udsmykkedes i forbindelse med Napoleon 1.s forventede ankomst til Rom. Relieffet er stadig opsat i gips på dette sted, og marmorudgaver blev senere udført til Villa Carlotta ved Como Søen, A505, og til Christiansborg.

Den klassiske periode

Tiden fra ca. 1810 til ca. 1820 er betegnet som den klassiske periode i Thorvaldsens kunst, fordi værkerne i denne periode er tættest inspireret af klassisk græsk kunst og derved også er tættest på vores begreb om det klassiske, den fuldendte harmoni og balance og et skulpturelt sprog præget af stor enkelthed. Af værker fra denne periode nævnes Venus med æblet, A12, (1813-16), Gravmæle over Philipp Bethmann-Hollweg, A615,1, A615,2 og A615,3, (1814), reliefferne Dagen, A370, og Natten, A369, (1815, udført i marmor i mange eksemplarer allerede i Thorvaldsens atelierer), Jelizaveta Aleksejevna Osterman-Tolstoja, A167, (1815), Gratierne og Amor, A894, (1817-18), Ganymedes med Jupiters ørn, A44, (1817), Hyrdedreng, A177, (1817), Merkur som Argusdræber, A5, (1817), Maria Fjodorovna Barjatinskaja, A172, (1818).
Et i sit formsprog atypisk værk fra denne periode er skulpturen Håbets gudinde, A47, (1817), inspireret af arkaisk skulptur, og udført i de år, hvor Thorvaldsen for Ludwig I rekonstruerede en arkaisk figurgruppe fra Aphaia Templet på Ægina.
I juli 1819 rejste Thorvaldsen til København for at afslutte forhandlinger om værker til de nye monumentalbygninger, der var under opførelse efter brandene i slutningen af 1700-tallet og bombardementet i 1807. Til Vor Frue Kirke fik Thorvaldsen bestilling på statuerne af Kristus, A82, og apostlene (1821-24). I december 1820 var Thorvaldsen igen i Rom.

Offentlige monumenter

Perioden herefter og til afrejsen fra Rom i 1838 domineres af bestillinger fra flere lande på store monumenter, der havde det fællestræk, at de fra bestillernes side var tænkt til at understøtte en fastholdelse og tydeliggørelse af national identitet, overalt mærkbar i Europa i disse år. Det tidligste af disse monumenter var Døende løve, A119, (1819), der udhuggedes i en klippevæg ved Luzern af Lucas Ahorn. Rytterstatuen af den polske frihedshelt Prins Jozef Poniatowski, A123, (1826-27) og statuen af astronomen Nicolaus Copernicus, A113, (1822) begge til opstilling i Warszawa fulgte efter. Statuen af Friedrich Schiller, A770, bestiltes til Stuttgart (1836) og blev udført af Wilhelm Matthiä efter Thorvaldsens skitse, jf. A138.
På trods af det nationalistiske udspring for flere af de store monumenter bestræbte Thorvaldsen sig i udstrakt grad på at skildre de historiske skikkelser anationalt og til stadighed med inspiration fra antikkens kunst. Derved kom han i modstrid med den historiske bundethed, der netop måtte blive en følge af bestillernes nationalhistoriske sympatier, og det kom meget tydeligt til udtryk i forhandlingerne i forbindelse med udførelsen af rytterstatuen af Prins Jozef Poniatowski. I flere monumenter fra 1830’erne, således rytterstatuen af Kurfyrste Maximilian 1., A128, til München (1833-35) og statuen af Johann Gutenberg, A114, til Mainz (1833-34, udført af H.W. Bissen efter Thorvaldsens skitse), fik historicistiske træk dog større indflydelse i klædedragten.
En meget ærefuld bestilling fik Thorvaldsen med gravmonumentet for Pave Pius 7., A142, til opstilling i Peterskirken (1823-31). De første skitser til monumentet rummer en intens psykologisk indfølelse og forståelse for pavens fysiognomi og personlighed, mens det færdige monument i nogen grad føles for vegt i forhold til det enorme rum og de kraftfulde, rumerobrende barokke pavemonumenter.

Portrætkunstneren

Fra de tidligste år i København og til sin død udførte Thorvaldsen portrætfremstillinger, tidligst som medaljoner og derefter i et stort antal portrætbuster. De tidligste buster i Rom viser tydeligst, hvor stærk inspiration Thorvaldsen fik fra antikkens portrætkunst. Nogle buster fra 1803-05 knytter sig med deres monumentale format tæt til den heroiske klassicisme i Thorvaldsens øvrige arbejder fra denne tid. Fra ca. 1815 stiger portrætbusternes antal voldsomt. De udførtes fortrinsvis i naturlig størrelse og indskriver sig i et vist fælles udtryk, der nok har den ideale gengivelse som overordnet mål, men samtidig rummer præcist opfattede individuelle træk fra buste til buste. Der findes beretninger om den lethed, hvormed Thorvaldsen modellerede et portræt ad vivum. Andre gange måtte han støtte portrætfremstillingen på dødsmasker eller på malede og tegnede forlæg.

Hjemkomst til Danmark 1838

Efter 40 år i Rom rejste Thorvaldsen til København i 1838, stærkt tilskyndet af tankerne om oprettelse af et museum i fødebyen for modellerne til hans samlede livsværk og for hans udstrakte samlinger af samtidig malerkunst og antikke genstande. Alt blev skænket til byen København, og Thorvaldsens Museum byggedes fra 1839-48.
I sine sidste 6 år i København og på herregården Nysø udførte Thorvaldsen en række mindre arbejder, der præges af humor og ynde. Er den ideale stræben mindre pointeret i disse arbejder, er udtrykket nok så livsnært og umiddelbart. I enkelte relieffer bliver fremstillingen helt genreagtig. Blandt større arbejder fra de sidste år nævnes friserne Indtoget i Jerusalem, A559, og Vandringen til Golgata, A560, (begge 1839-40) til Vor Frue Kirke samt Thorvaldsens Selvportrætstatue stående med Håbets gudinde, A771, (1839). Thorvaldsens sidste store værk blev statuen af Herkules, A14, (1843), der i sin udadvendthed og selvbevidsthed griber tilbage til Jason med det gyldne skind.
Thorvaldsen døde i København 24.3.1844, han blev bisat fra Vor Frue Kirke, København, og begravet 1848 i gården i Thorvaldsens Museum.

Værker

Thorvaldsens samlede værk omfatter godt 90 friskulpturer, knap 300 relieffer og mere end 150 portrætbuster, næsten alle på Thorvaldsens Museum, først og fremmest som de originalmodeller, hvorfra ét og ofte flere eksemplarer af samme i marmor eller bronze blev udført; endvidere tegnede og modellerede skitser til og afstøbninger af værkerne i museet, desuden en del værker i marmor i museet udført i Thorvaldsens levetid og posthumt (se Thorvaldsens Museums digitale katalog eller det trykte håndkatalog, seneste udgave 1975).

Stig Miss

Oprindelig publiceret i Weilbachs Kunstnerleksikon, 1998. Her gengivet i lettere revideret form.

Sidst opdateret 09.11.2013

Portræt af Thorvaldsen i arbejdstøj #

Bertel Thorvaldsen

aka Alberto/Albert Thorvaldsen 19.11.1770 - 24.3.1844 Dansk Billedhugger
Fra Thorvaldsen732 dok.
Til Thorvaldsen5743 dok.
Desuden omtalt i297 dok.