Carstens var en af Thorvaldsens tætteste kunstneriske og venskabelige forbindelser i Rom fra hans ankomst 1797. Carstens blev kendt i 1790’ernes Rom for sin idébetonede klassicisme. Han huskes for sine kontroverser med akademierne i både København og Berlin, og blev i det hele taget beundret for sin revolutionære indstilling – både kunstnerisk og politisk.
Carstens fik herostratisk berømmelse ved at nægte at rejse tilbage fra Rom til en professorpost på Kunstakademiet i Berlin. Han erklærede i et brev af 20.2.1796 til det prøjsiske akademi:

“… Übrigens muss ich… sagen daß ich nicht der Berliner Akademie, sondern der Menschheit angehöre, die ein Recht hat, die höchstmögliche Ausbildung meiner Fähigkeiten von mir zu verlangen; und nie ist es mir in den Sinn gekommen, auch habe ich nie versprochen, mich für eine Pension, die man mir auf einige Jahre zur Ausbildung meines Talentes schenkte, auf Zeitlebens zum Leibeigenen einer Akademie zu verdingen. Ich kann mich nur hier, unter den besten Kunstwerken die in der Welt sind, ausbilden…” (Fernow, op. cit., p. 205 og Zeitler, op. cit., p. 9).

Denne revolutionære frihedserklæring regnes i dag som et af kildestederne for ideen om det moderne, frie, selvstændige og kosmopolitisk orienterede kunstnerindivid. Det berømte brev blev skrevet på de frisindede kunstneres faste romerske mødested, Caffè Greco.
Det er meget sandsynligt, at Thorvaldsen tog model efter Carstens’ frihedserklæring, da han selv i 1803-04 stod over for den danske stats krav om at rejse hjem til København, og at Carstens’ eksempel dermed kom til at spille en vigtig, formativ rolle i Thorvaldsens virkeliggørelse af sig selv som et frit individ, der ikke var bundet af en kongemagts eller andres forestillinger om, hvad han burde gøre, se mere herom i En fri mand.

Carstens døde 25.5.1798 efter længere tids lungesygdom og blev begravet på den protestantiske kirkegård / Cimitero Acattolico i Rom.

Carstens’ gravsted i dag (foto 2016)

Carstens’ oprindelige gravsted f.n.t.v., (radering 1809-11).
Detalje af E591,12

Graven, som i dag fremstår i restaureret skikkelse (f.o.), ses i sin (antagelig) oprindelige form på en radering/kobberstik (f.n.) af Wilhelm Friedrich Gmelin i Thorvaldsens samling, E591,12.

Thorvaldsen blev eksekutor i Carstens’ bo, hvorved hans efterladte værker midlertidigt kom i Thorvaldsens varetægt. Han kopierede nogle af Carstens’ tegninger.

I 1827 overvejede Thorvaldsen muligheden af at købe Palazzo Giraud-Torlonia i Rom med henblik på et kommende museum for sine værker. Købet blev ikke til noget, men planen skulle i givet fald have været at udsmykke paladsets indre med malerier efter Carstens-motiver som en indikator for, hvor højt Thorvaldsen satte sin kollega selv flere år efter hans død. Se i øvrigt Thorvaldsens relieffer i Palazzo Giraud-Torlonia.

Portrættet af Carstens t.h. er en beskåret udgave af et kobberstik af Johann Heinrich Lips efter en tegning af Carl Ludwig Fernow. Portrættet findes som frontispice i Fernow, op. cit.

Værker på Thorvaldsens Museum

Se Carstens repræsenteret i Samlingerne.

Referencer

• Database over gravstederne på Cimitero Acattolico, Rom.
• Carl Ludwig Fernow: Leben des Künstlers Asmus Jakob Carstens, ein Beitrag zur Kunstgeschichte des achtzehnten Jahrhunderts, Leipzig 1806.
• Weilbachs Kunstnerleksikon.
• Rudolf Zeitler: ‘Der neue Klassizismus des späten 18. Jahrhunderts – Kunst des Aufbruchs’, in: Asmus Jakob Carstens. Goethes Erwerbungen für Weimar, Schleswig 1992.

Sidst opdateret 23.01.2017