Bertel Thorvaldsen
Montenero
Nicolai Abildgaard
København
Ingen udskrift.
Brevudkastet er udateret, men det er forlæg til det afsendte brev af 6.8.1804.
Første udkast til brev: Thorvaldsen fortæller, hvor nedslået han blev over Abildgaards meddelelse om moderens død. Konsul Ulrich i Livorno har været stærkt opbragt over ikke at have fået refunderet sit udlæg for transporten af de kasser, Thorvaldsen har sendt til København. Han beder Abildgaard godkende, at han i dennes navn hæver penge til at dække Ulrichs udlæg.
Han beder Abildgaard om at udlevere en af de hjemsendte kasser til Charlotte Schimmelmann.
Jeg har i sin Tid imodtaget det BrevII som Deres Vel:III har beæret mig med, og hvis Indhold var desto smertefuldere for mig, da jeg paa engang, og uden at være derom i nogen Maade forekommetIV maatte erfare min elskede Moders DødV. De meddeelte mig denne sørgelige Nyhed i faae Ord, og Gud veed hvor smertefult det var for mig. Imidlertiid er jeg fuldkommen overbeviist om at Deres Vel: ikke troede at nedslaae mig i den Grad ved de faa Linier De tilskrev mig. Siden har De havt den Godhed at lade mig ved Hr WalickVI giøre et Budskab, hvis Indhold jeg troer med egen Pen at burde besvare.
Da jeg efter den mig fra Accademiet givne InstruktionVII sendte nogle Stykker af mit Arbejde hiem, maatte jeg være overbeviist om at dets ædle ForstanderVIII ey kunde eller vilde lade transporten med flere Omkostninger falde mig til Byrde, da jeg med største Sparsomhed maatte søge mit Udkomme i et fremmed Land af det mig bevilgede StipendiumIX. Vor Danske ConsulX i Livorno som besørgede disse Forsendinger giorde de dertil henhørende Udlæg, for hvilkes Afbetaling han paadrog en af Hans Correspondentere i Kiøbenhavn at forlange Erstattelse hos Deres Velbaarenhed i Følge min derom giordte Anmodning. Men De troede ikke at kiende Sagens Samenhæng og gav Hr Wallick Paadrag at erkyndige sig derom. Imidlertiid var et Aar henløbet og Consulen som stoed i ForskudXI mistænkte mig for at have givet ham Anvisning paa en Person af hvilken jeg intet havde at fordre. Dette fik jeg nu at høre ved min Nærværelse i Livorno og det krænkede mig ikke lidet. Jeg undskyldte mig paa det bedste ved Misforstaaelse og forpligtede mig til paa nyt at bringe Sagen i ErindringXII.
Jeg tør altsaa smigre mig af at De som saa lang tid var min Velyndere og Foresadte vil foranstalte denne Sags Afgiørelse, og for at hæve alt muelig Vidtløftighed paa Deres Side, tager jeg mig den ærbødige Frihed at foreslaaeXIII Deres Vel: om De vil have det Yndest for mig at meddeele mig tillige Beløbet af de for min Regning solgte BüsterXIV, og lægge den Summe til den allerede indsendte RegningXV, over hvis Nøyagtighed ingen Tvivl kand være, og da at tillade mig at jeg trækker i sædvanlig Stiil à to Maaneder Dato en Vexel paa Deres Velbaarenhed for den hele Summa til Fordeel for Herr Consul Ulrich i Livorno.
Fremdeles maae jeg tage mig den Frihed at bede Dem om, at ville tilstille min Velynderinde Frue Grevinde SchimelmannXVI den Kiste med Kaabere og andre KonstsagerXVII som tilhøre mig, og af hvilke jeg har tilbudt min ædle Ven Herr Kammerherre SchubartXVIII Bruget til de to unge DamerXIX som Grevinden opdrager.
Jeg har nyelig tilskrevet AccademietXX i hvis Yndest saavelsom i Deres Vel:s jeg med største Hengivenhed anbefaler mig.
I formerly received the letter which Your Honour has honoured me with and whose contents were so much more painful to me as I at once and without being prepared in any way had to learn about the death of my beloved mother. You informed me about this sad piece of news in few words, and God knows how painful it was to me. I am, however, completely convinced that Your Honour did not mean to cast me down to such a degree by the few lines you wrote to me. Since then you have been so kind as to send me a message by Mr Walick, the contents of which I think I ought to answer in my own pen. When according to the instruction from the Academy I sent some pieces of my work home I felt convinced that its noble director was neither able to nor wanted to let the transportation with more costs be a burden to me, as with the strictest economy I had to find a living in a foreign country from the scholarship which had been granted me. Our Danish Consul in Leghorn who saw to these shipments made the related outlays, the payment of which he instructed one of his connections in Copenhagen to demand compensation for from Your Honour according to my request about this. But you did not think you knew the real truth of the matter and commanded Mr Walick to inquire into it. In the meantime a year had passed and the Consul, who had laid out the money, suspected me of having referred him to a person from whom I had nothing to expect. So I heard said in my presence in Leghorn and it offended me not a little. I apologized as well as possible that it was a misunderstanding and undertook to call attention to the matter once again.
So I dare flatter myself that you who for so long have been my protector and superior will arrange the settlement of this matter, and to annul all possible diffuseness on your part I take the humble liberty to suggest to Your Honour that you will show the kindness to me also to inform me of the sum of the busts sold on my behalf, and add this sum to the already forwarded bill about the accuracy of which there can be no doubt, and then permit me in the usual way to draw a bill on Your Honour on this sum in favour of the Consul Mr Ulrich in Leghorn.
Furthermore I must take the liberty to ask you to send to my benefactress Countess Schimmelmann the crate with prints and other articles of art which belong to me and the use of which I have offered to my noble friend chamberlain Schubart for the two young ladies, whom the Countess educates.
I have written to the Academy recently whose favour as well as Your Honour’s I hope for with affection.
[Translated by Karen Husum]
Dette brevudkast er ét af tre til det afsendte brev af 6.8.1804. I modsætning til de to øvrige udkast adskiller ordlyden sig i høj grad fra det afsendte brev, hvorfor dette udkast sandsynligvis repræsenterer et tidligere eller det tidligste stadium i brevskrivningsprocessen.
Udkastet er – i modsætning til de senere – helt og holdent skrevet af Herman Schubart på hans karakteristiske, svagt lyseblå konceptark. Der er endda flere tegn på, at udkastet kunne være skrevet uden Thorvaldsens medvirken. For det første er tonen meget mere kontant end i det afsendte brev. For det andet forekommer der i dette udkast træk, som Thorvaldsen ellers ikke benyttede i sine breve til Abildgaard: Brevet indledes med et P.M. / dvs. pro memoria, der afspejler en formel brevskrivningsnorm, som diplomaten Schubart kendte fra officielle skrivelser, men som Thorvaldsen ikke brugte over for sin lærer; desuden tiltales Abildgaard flere steder med Deres Vel[baarenhed] – en høflighedsfrase, Thorvaldsen heller aldrig anvendte i sine breve til sin lærer. Disse tegn peger på, at Schubart var ophavsmand til dette udkast, samt at Thorvaldsen dernæst foretog de nødvendige justeringer i de senere egenhændige udkast og det afsendte brev, antagelig fordi tonen har været for skarp.
Herman Schubart
Sidst opdateret 02.06.2015
Dvs. det latinske pro memoria: “for at bringe sig i erindring”. Udtrykket var oprindelig en høflig indledningsformular, der blev brugt på skrivelser til personer af højere rang, ofte offentligt ansatte embedsmænd. Efterhånden betød det også mere generelt en skrivelse til, fra eller mellem embedsmænd, da oftest i dets sammenskrevne form – promemoria – se Ordbog over det danske Sprog.
Udtrykket optræder hyppigt i de mere formelle breve i Arkivet.
Brev af 17.1.1804 fra Abildgaard.
I det afsendte brev af 6.8.1804 fortier Thorvaldsen, at han havde modtaget Abildgaards brev, antagelig fordi han ikke brød sig om at omtale sin mors død og det stærke indtryk, den havde gjort på ham.
Dvs. Deres Velbaarenhed, sådan som det er skrevet ud længere nede i brevets tekst. Alternativt kunne der være tale om Deres Velærværdighed. Thorvaldsen benyttede hverken før eller siden nogle af disse meget formelle tiltaleformer i sine breve til Abildgaard, og denne tiltale røg da også ud af det afsendte brev af 6.8.1804. Dette tyder på, at nærværende brevudkast blev konciperet af Herman Schubart alene, se den generelle kommentar.
At være forekommet betyder at gøre noget eller træffe foranstaltninger i forvejen, se betydning 5) af forekomme i Ordbog over det danske Sprog.
Karen Thorvaldsen døde 7.1.1804, hvilket Abildgaard meddelte Thorvaldsen i det nævnte brev af 17.1.1804.
Den følgende passage om det stærke indtryk, dødsmeddelelsen havde gjort på Thorvaldsen, blev udeladt i det afsendte brev af 6.8.1804 til Abildgaard, så det faldt tydeligvis Thorvaldsen svært at indvie sin mentor i sin sorg.
Thiele I, p. 209 mener, at Abildgaards meddelelse om moderens død blev formidlet på “en meget uskaansom og ligegyldig Maade”, som vakte en “bitter Følelse” hos Thorvaldsen, men spørgsmålet er dog, hvad Abildgaard skulle have skrevet for at formilde den ubehagelige nyhed. Thiele fortsætter p. 210: “Sin Uvilie mod Abildgaard over dette Brev [af 17.1.1804] dulgte Thorvaldsen fortiden, saa godt han kunde ved ikke med et Ord at omtale Moderens Død i det Brev [af 25.2.1804], han derpaa skrev til ham…” Uanset, om man skal forstå Thorvaldsens tavshed som uvilje mod Abildgaard eller ej, er det dog en kendsgerning, at billedhuggeren undertrykte sin reaktion i både sit første brev af 25.2.1804 og også i dette andet små seks måneder senere.
Den danske teatermaler Arnold Wallick. Det omtalte budskab, som Wallick skulle overbringe, er ikke bevaret, men det må have drejet sig om betalingen for transporten af de kasser, som Thorvaldsen havde sendt til København, jf. det følgende.
Dvs. Kunstakademiets rejseinstruktion af 23.8.1796 til Thorvaldsen. Instruksen kræver bl.a., at Thorvaldsen skulle sende nogle af sine værker hjem til bedømmelse, sådan som det omtales i det følgende.
Dvs. Abildgaard, der var Kunstakademiets direktør 1801-1809.
Dvs. Kunstakademiets rejsestipendium til Italien, som Thorvaldsen modtog 2.11.1795, gældende fra 1.7.1796.
Den danske konsul i Livorno J.C. Ulrich.
Dvs. at have gjort udlæg, se Ordbog over det danske Sprog.
Thorvaldsens beskrivelse af konsul Ulrichs reaktion og hans egen irritation over sagen med de ubetalte transportregninger blev dæmpet betydeligt ned i det afsendte brev sammenlignet med den mere uforblommede udgave, som man støder på her.
I modsætning til det afsendte brev af 6.8.1804, er det ganske klart, hvad Thorvaldsen her bad Abildgaard om. Han mente, at Kunstakademiet / Abildgaard skulle betale alle transportudgifter. Han foreslog derfor, at han på Abildgaards vegne hævede et beløb, der dækker Ulrichs udlæg til kassetransporten. Oven i dette ønskede han yderligere at hæve et beløb svarende til den indtægt, som Thorvaldsen fejlagtigt troede var indgået fra salget af de buster, han havde sendt til København.
I det afsendte brev blev han noget mere beskeden, og foreslog en eller anden deling af udgifterne, skønt det ikke er helt klart præcis hvordan.
Sagen endte først i 1806, hvor Abildgaard via H.M. Frisch indbetalte en del af beløbet, mens Thorvaldsen måtte udrede resten, se referenceartiklen om Hjemsendelse af Thorvaldsens kunst 1798 og 1802.
Dvs. nogle af de buster, som Thorvaldsen havde sendt til København, se Hjemsendelse af Thorvaldsens kunst 1798 og 1802.
J.C. Ulrichs detaljerede redegørelse for sit udlæg i brev af 9.5.1803.
Den danske kulturpersonlighed Charlotte Schimmelmann, der i forbindelse med den danske konges/regerings accept af, at Thorvaldsen kunne blive i Rom, havde spillet en afgørende rolle som hans “Velynderinde”, se referenceartiklen Thorvaldsens forbliven i Rom omkring 1803-1804.
Kaabere er kobberstik eller raderinger. Den kiste eller kasse, som Thorvaldsen hentyder til, svarer muligvis til den 4. kasse af den sending, som ankom til København 1802.
Thorvaldsen havde i brev af 20.3.1802 til Abildgaard bedt sin mentor om at opbevare kasserne for ham “til ieg kommer hiem”. Da Thorvaldsens tilbagerejse til Danmark på dette tidspunkt var blevet udskudt på ubestemt tid, jf. Thorvaldsens forbliven i Rom omkring 1803-1804, kunne kassen med kobberstik komme til nytte i stedet for blot at være opmagasineret.
Abildgaard havde tidligere, jf. brev af 21.7.1800, tilegnet sig et bind med kobberstik af Rafaels værker, som Thorvaldsen havde sendt hjem og bedt ham indkøbe et nyt eksemplar. Det var muligvis på baggrund af denne historie, at tonen i anmodningen om at udlevere kassen til Charlotte Schimmelmann kan forekomme skarp. Imidlertid blev denne passage redigeret ud i det afsendte brev.
Den danske diplomat Herman Schubart.
De to unge kvinder er sandsynligvis Charlotte Schimmelmanns to plejedøtre Louise og Josephine Schimmelmann (1790-1852).
Se bl.a. J. Bloch: ‘To miskjendte Venner. Til Belysning af Forholdet imellem Olinto dal Borgo og Herman Schubart’, (særtryk af Museum), Kjøbenhavn 1890, p. 15.
Se Thorvaldsens brev af 6.8.1804 til Kunstakademiet.