Til min Ven A. Thorwaldsen i Rom.
Kjøbenhavn, d 2. Decembr 1815
Endskjøndt det just ikke er det taknemmeligste Arbejde at skrive Dig til, bedste kjæreste Thorwaldsen, da man nok maa være temmelig sikker paa aldrig at gjengjældes med et Svar, saa maa jeg dog skrive til Dig især fordi jeg denne Sinde har Noget at tale om, Dig selv angaaende, hvorom Du maaskee kunde ønske og være vel tjent med min Mening. – Forinden jeg taler desangd: ville Du tillade at jeg meget anbefaler Dig vedlagte Breve, 5 i Tallet et til Riepenhausen, eet til Stackelberg eet til Cockerell og eet til Linckh og et til Åckerblad, hvilke jeg adresserer helst til Dig fordi Du er en sikker bosat Romer, ikke som maaskee adskillige af de andre, som Fugl paa Taget snart hist snart her. Beregn mig til Gjæld hvad Udlæg Du har for Porto af denne lille Brevpakke og lad dem sandelig strax blive tilstillede Vedkommende. Maaskee kunde Du give dem til den gode F. Riepenhausen som vist gierne besørger dem. – Endnu førend jeg skrider til det Vigtigere vil jeg endvidere strax fortælle Dig mig selv angaaende: at jeg lever og lider vel, har en højst elskværdig Kone og en vakker Glut, en Dreng paa 15 Maaneder, hvis Døbenavn Georg Koës minder om hellige Forhold bittert Tab og kommende Tiders Haab; at jeg har et hæderligt og meget behageligt, skjøndt lidet indbringende, Embede som Professor i Philologien ved Universitetet, og at jeg ad Aare forlader denne Post paa Permission i flere Aar for at gaae med min Familie til Rom at drive min egentlige Dont og udføre med mine kjære Rejsefæller det Værk over Grækenland, hvorom jeg mundtligen talte med Dig i 1813, hvortil skjønne Materialier ere forhaanden, og som jeg stedse har tilsigtet og nu siden min Hjemkomst i de 2 sidste Aar forarbejdet i Stilhed. Endnu vil jeg sige Dig, paa det Du strax maa erfare lidt om alle 4 Personer som udgjøre min Arnes vigtigste Deeltagere, at den lille Lunzi Du saae i Rom, nu er bleven en stor Lunzi, saa høj som Du moxen, at han er flink og flittig og hilser Dig hjertelig. Nu vendes Bladet og dermed og Materien:
Før Mallings Hjemkomst og endydermere siden var just og er fremdeles meget hyppigen Talen om Dig og dine Værker ikke allene iblant det Publicum (thi faa er dettes Navn) der virkelig har nogen Sands og Beskuelse for Konst og dybere Kjærlighed dertil; men ogsaa iblant et andet dobbelt Publicum, hvis Domme, endskjøndt i Grunden lidet bevendte stundom aldeles forkastelige, dog ere vigtige fordi de nu engang have megen Indflydelse paa Livet og Forholdene i samme; jeg mener ved dette dobbelte Publicum det saa kaldte store (Mængden) og de Store (le beau monde, som man kalder dem, eller la noblesse) – at disse Sidstes Meninger og Ideer nu heel ofte hverken ere store eller noble er da en gammel Erfaring – men det maa jeg dog lade dem tilhobe at der overalt om Dig, især i det sidste Hal[v]aarstid, er bleven talt med en Enthusiasmus med en Beundring som virkelig har været mig og enhver Din Ven meget behagelig, endskjøndt vi andre nu vel letteligen mærkede at denne Beundring hos Vedkommende ikke just udflød hverken af rigtige Begreber om Konsten i Almindelighed eller af klare Forestillinger om din Genius og dine Fortjenester i Særdeleshed. Din Døbesteen fortrinligen gjorde, hvad man kalder, særdeles Lykke og jeg kunde udklippe af Journaler og Aviser en Mængde trykte Sider fyldte med Roes og Virak (desuden en vel og med en heel Deel skjæve Reflexioner) og sende Dig dem hvis jeg ikke vidste tilfulde at det Hele kuns lidet vilde opbygge Dig – Den Beundring din Døbestenen havde vakt hos Alle blev da og snart omtalt hos Kongen; Hs. Majestæt saae dit Arbejde og blev i høj Grad overrasket, han har talt med mange ogsaa med mig om dit skjønne Værk og jeg kan forsikkre Dig at Kongens Ord derom, endskjøndt naive og simple, forekom mig langt klogere end de fleste andres, der stundom bestod i sentimental og affecteret Snak. I Anledning af det hidkomne Værk og bestandig Tale desangaaende kom da og det gamle Ønske om at faae Dig selv herhjem paa nogen Tid, hyppigere end tilforn paa Bane. Etatsraad Hansen (der imellem os sagt, er factotum i Academiet ved sin Indflydelse paa Kongen og Prinds Christian) fik end mere Lejlighed til at tale desangaaende paa vedkommende højere Steder – det er baade smukt og naturligt at Hansen gjerne ønskede Statuer af Dig til Facaderne af Xstiansborg og Frue Kirke og Domhuset – og Hansen, det vil jeg og sige Dig min oprigtige Mening om, er baade flink i sit Fag og ingen Chicaneur eller slet Mand, som man har villet udskrige ham for, blot man ikke støder hans Forfængelighed som practisk Architect; i Konstens øvrige Dele forkommer han mig ret traitable og beskeden, (som han og bør være) – Foruden Hansen, har nu vel Schimmelmanns Familie og især Schubart bidraget ved Omtale og Fortælling til at gjøre Ønsket almindeligt: at Du dog engang paa nogen Tid maatte komme hjem, udarbejde et og andet her og ved dit store Pund og dit Exempel have en god Indflydelse paa de unge Mennesker paa Academiet, blant hvilke der virkeligen ere adskillige flinke. Dette Manges Ønske deler nu Kongen aldeles og jeg veed med Vished at der i denne Henseende vil blive Dig Forslag gjorte (om dette ikke maaskee allerede er skeet) som fortjene vel at overvejes og, hvis Du følger mit Raad, at antages. Du erindrer, bedste Thorwaldsen, at jeg ved min Gjennemrejse 1813 slet ikke opmuntrede Dig til paa ubestemte halve Forslag og usikkre Løfter at forlade dine Værksteder din skjønne Virksomhed og det herlige Roma; men – Du bør dog engang igjen gjensee dit Fædreland og dette bør gjensee Dig efter saa lang Fraværelse. De Danske ere et godt, et gemytligt og elskværdigt Folk; en Rejse hid paa et Aars Tid eller lidt længere vil særdeles opmuntre og vederquæge Dig, vil opvarme dit Gemyt og maaskee endog befrugte din Phantasie; Du faaer OverItalien og en Deel af Tyskland at see – det er ogsaa godt – og her vil Du blive modtagen med den største Hjertelighed og Kjærlighed – Alle ville kappes om at bære Dig paa Hænderne – Det par Mennesker her iblant Konstnerne hvilke din Nærværelse nu vel aldeles maa fordunkle, ere saa ganske inferieure at de, selv om de fra den moralske Side vare slettere end de ere, dog maatte finde deres egen Regning ved at staae i en god Forstaaelse med Dig og undvige al Collision; saa Du her neppe kan vente ubehagelig Fremfærd eller Chicane af noget Menneske – det mig er vitterligt. Lycurg og Solon som Ziir for Domhuset, 12 Apostle til Frue Kirke &c synes mig dog værdige Gjenstande for din Konst; ogsaa synes Forslaget, som uden Tvivl er Kongens egen Idée, om 600 Scudi til Rejsen hid og ligesaa meget tilbage, og under dit Ophold her 100 Species i rede Sølv maanedlig, det synes mig ganske antageligt. Du vilde og, imens Du opholdt Dig her, faae frie Værelser og Værksted og saadanne hvormed Du sikkerlig blev tilfreds, paa Charlottenborg. Kort: det Resultat jeg vilde uddrage af det Hele er: at Du bør komme baade for Landets og Konstens og din egen Skyld. jeg troer sikkerlig Du vil finde Dig ret vel tilfreds à Khavn for et Ophold paa nogen Tid og at et saadant Besøg vilde bære gode Frugter for os Alle. Jeg taler ellers ganske imod min egen Interesse da jeg, hvis Du kommer hid mod Sommeren, ikke mere finder Dig i Rom og maa der savne Dig længe; men Venskabs og privat Mands Interesse maa naturligvis træde tilbage for den Offentlige. – Min Gud! hvad er da dit Portrait af Eckardsberg ganske fortreffeligt. Den Sandhed hvormed Din Personlighed og individuelle Maneer er givet i dette Portrait maa overraske maa forbause enhver som kjender Dig; mig rørte den ordentlig. E-s sidste hidsendte Arbejde: Kvinderne og Engelen ved Xsti Grav har og saare opbygget mig; jeg har den største Agtelse for denne Landsmands Talent og Dygtighed. Naar Eck. kommer tilbage kan han, som vel fortjent, være vis paa megen Deeltagelse og Bestillinger fuldt op; men gid han kunde blive lidt længere i Rom! Hils E. venligt fra mig skjøndt personlig ubekjendt. Lund er i Berlin og gaaer med Niebuhr til Rom; maaskee kommer han førend jeg. I August Maaned haaber jeg at være i Rom. Lund skal udarbejde Altertavlen til Petri Kirke maaskee og den til Frue Kirke i Rom. Udkastene til disse Arbejder love noget godt. Lunds Receptionsstykke ved Academiet: Signe og Habor efter en af Suhms Fortællinger, var al Ære værd, Grupering og Tegning meget smuk men Coloriten for mat og ubestemt som sædvanligt i denne Kunstners Arbejder. Højers Receptionsstykke over samme Sujet syntes mig aldeles mislykket. Højer har siden malet et meget stort Stykke (en Tycho Brahe som besøges af Kong Christ. 4 og af ham foræres en Guldkjæde id: slaaes til Ridder) som er ophængt paa Børsen. Denne Composition har ikke tiltalt mig og jeg vil hellere tie end dadle. Stub har malet en Amor og Psyche, hvortil maaskee din Basrelief har begejstret ham, ganske nydeligt. Hans Receptionsstykke Hother og Nornerne som skænke ham det magiske Bælte har just de Fuldkommenheder som mangle Lunds, især en livlig og harmonisk Colorit. Stub er ellers syg af Brystsyge og Blodspytten og vi ere alle meget bange for dette slemme Tilfælde. – Du har lovet mig at udføre mig din Amor og Psyche i Marmor; forsøm det ikke; min Frederica glæder sig saa meget til denne Besiddelse, og jeg skal ærlig betale Dig det naar det er færdigt. – Jeg ved Du er saa god at passe mig vel paa min Kuffert med mine Manuscripter og endeel af vor tabte Ven Koes’s ogsaa paa mine par smaa Vaser som staae hos Dig. Hvis Du ikke kan føre det over Dig at skrive mig til, saa bed Riepenhausen sige mig om Rau[ch] Billedhuggeren, kommer tilbage til Rom og om han har udarbejdet Noget Stort siden Monumentet over Dronningen. Tjen mig ogsaa i at purre Riepenhausen at de ikke forsømme min Amorinenverkaufen – som jeg har bestilt hos dem. Er Overbeck i Rom ? jeg saae to smaa Tegninger af ham hos Schlosser i Frankfurt som behagede mig overmaade. Det maa være en ypperlig Konstner. addio! bedste kjæreste Thorwaldsen. Himlens bedste Velsignelser over Dig og din Genius! – det ønsker din nu og stedse hjertelig hengivne trofaste Ven
Brøndsted.
