Frederikke Brøndsted
Frederikke Brøndsted, f. Koës, var gift med Thorvaldsens ven, arkæologen P.O. Brøndsted. Hun var søster til Brøndsteds gode ven Georg Koës, som Thorvaldsen sammen med Brøndsted mødte i Rom i 1809.
Sammen med Brøndsted fik hun børnene Georg Koës Brøndsted (1814-1878), Marie Augusta Brøndsted (1816-1891) og Frederikke Koës Brøndsted (1818-1897). Hun døde i barselsseng efter sidstnævnte barns fødsel. Herefter kom børnene i pleje hos Frederikkes tvillingesøster Marie Aagaard, som boede på herregården Iselingen ved Vordingborg.
Thorvaldsen havde ifølge Brøndsteds breve af 13.7.1819, 2.10.1819, 31.12.1820, 1.1.1823 lovet at fremstille et gravmæle over Frederikke til hendes grav på Assistens Kirkegård i København, men der blev formentlig ikke noget af det, da omtalen af bestillingen forstummer og gravmælet ikke kendes. Den manglende realisering kunne muligvis hænge sammen med, at Brøndsted kom i gæld til Thorvaldsen, jf. Brøndsteds biografi, og derved heller ikke havde råd til at betale for arbejdet.
Portrættet til højre er et udsnit af en tegning udført af en ubekendt kunstner. Tegningen befinder sig på Bakkehuset, Frederiksberg, der venligst har stillet fotografiet til rådighed.
Sidst opdateret 10.02.2023