[...]
De Danskes Antal i Rom formindskes nu betydelig. Først bortreiste Højen og Fick, senere de to danske Officerer F. og B. og for kort Tid siden var der Afskedsaften for Thiele og Holten. Saavel som ved Førstes som ved Sidstes Afsked var Thorvaldsen tilstede. Han var begge Gange yderst oprømt, forsømte ikke sit Glas, fortalte med den tørreste Mine de mest latterlige Anecdoter og sang gode gamle Viser. Han fortalte næste Morgen, at hans Arme vare ganske ømme, saaledes havde han om Natten maattet skaale paa Begges Vel. Det sidste Gilde var mig dog yderst interessant, da Thorvaldsen om Natten Kl 12 foreslog os i det fortryllende Maaneskin at besøge Roms gamle Forum og Colliseum. Jeg havde tilforn hørt tale om Maanens og den stille Nats besynderlige Virkning paa disse Steder, men saa højtideligt, stort eller med eet Ord poetisk, havde jeg aldrig tænkt mig disse uhyre Lys- og Skyggemasser fra Søjlerne, fra Tempelruinerne, Triumfbuen og fremfor Alt, i og fra Colliseum. Det er et Syn, som kun kan kjøbes ved Rejse til Rom, det kan aldrig ved Beskrivelse tænkes eller føles, og det nydes kun helt, naar man fra Barnsben har maattet gjøre Bekjendtskab med de Gamle og i Tiden har lært at agte og holde af dem. Nærværelsen af Thorvaldsen, som med sin dybe, dæmpede Stemme i den tause Nat gjorde os opmærksomme paa mange Skjønheder, hævede vor stille Nydelse til Fuldkommenhed. Paa Hjemvejen lød besynderlig klare Toner ligesom Klokkeklang fra Ruinerne; de kom fra visse Fugle. Den Nat vil blive mig evig uforglemmelig.
[...]
