†
Mindeblomster
paa
Danmarks store Kunstners,
Billedhuggeren
Albert Thorvaldsens
Grav,
samlede af offentlige Blade
ved
J.C.M. Møller,
Typograph.
––––––––––––––––––––––
Trykt i Aarhuus Stiftsbogtrykkeri.
–––––
1844
Den Mand, hvis Liv Dig her er forestillet,
Har ei ført Krig, og aldrig styret Land;
Men har af Marmor dannet mangt et Billed,
Som viser klart hans dybe Kunstforstand.
Hvis Du har aldrig seet de høie Sale,
Hvor Kunstens store Værker ordnet staae,
Hvor tause Stene til vort Øie tale
Et Sprog, som dybt den indre Sands vil naae
Og heller ei den Lykke Dig blev givet,
Et Værk at see, hvor ædel Kunstnerhaand
Har sat paa sjælløs Masse Præg af Livet,
Som var det Bolig for en tænksom Aand:
Da vil maaskee Du tykkes Dig, i Drømme
Forflyttet til en fremmed Verden hen,
Naar høit Du hører saadan Mand berømme,
Som værd en Plads blandt Jordens store Mænd
Naar Dig han vises, som en Seiervinder,
Med Pragt modtaget rundt fra Land til Land,
Naar Du af Keiser og af Konge finder
Ham æret høit, lig Mænd af Fyrstestand.
Du siger: Ei han slog Barbarers Hære!
Ei har hans Kløgt neddæmpet blodig Krig!
Ei prises han, som den der skal os lære
En Kunst, som Folk og Stat kan gjøre rig
Har den, hvis Id kun heldigt smigred Øiet,
Ved kunstfuldt Arbeid, velgjort Billedværk,
Fortjent at vorde hædret og ophøiet,
Som Manden viis, som Kæmpen bold og stærk?
Vel spurgt! men laan nu Tanke med til Svaret!
Riv kjæk Dig løs fra gammel Fordoms Baand,
Og, grundende paa hvad Du har erfaret,
I Tankeflugt lad stige frit din Aand!
Jeg haaber, at dit Øie tit har hvilet
Med stille Lyst paa Barnets Engleblik,
Paa Livets Dagsskjær og paa Uskyldssmilet,
Til Vidne her det om sin Herkomst fik.
Jeg haaber, at Du saae den skjønne Qvinde,
Den friske Møe, tit uden jordisk Drift,
Og at Din indre Sands sig let lod vinde,
Ved milde Dyders klare Himmelskrift.
Du vistnok har beundret Kraftens Stempel
Paa herlig Mandoms høie Herskerbryn,
Glad seet en Pande hvalt til Viisdomstempel,
Og Øiet straalefuldt af Tankelyn
Ja i hvert Træk, Du ei forstod at tyde —
Naar det kun talte til Din Skjønhedssands —
Du følte vist et Glimt at gjennembryde
Af Skaberherlighedens skjulte Glands.
Dog Skjønhed varer kort hos Dødelige,
Og Støvets Vilkaar er den underlagt;
Det ædle Træk i Skygge tit maa vige,
Fortrængt og skjult af Jordestoffets Magt,
Derfor det blev den store Kunstner givet,
At fatte Skjønhed reen i dyben Aand,
Og kalde frem, hvad Aanden saae, til Livet
Ved tankelydig, kunsterfaren Haand.
Og seer uhildet Du med barnligt Øie
De Skikkelser, som fra hans Haand gik ud,
Da troer Du staae for Kræfter fra det Høie,
Og føler stærkt, at Skjønhed er af Gud.
Men Skjønhedsglæden ei sig vil forlige
Med det, som i vort Sind er lavt og slet;
Op til det Sandes og det Godes Rige
Maa stunde den, som elsker Skjønhed ret.
Derfor staaer Kunstens Præst ved Skjaldens Side
Og ved den høie Dyds sjælfulde Tolk,
Og den, som stræber Sandhed ret at vide,
Udbredende dens Lys blandt Jordens Folk.
Hil være da den store danske Mester,
Hvis Aand den rene Skjønhed kaldte frem
Der syntes tryllet til de sjeldne Rester,
Vi arvet har fra Kunstens gamle Hjem.
Ja Christi Tempel har han vidst at smykke,
Som Ingen før, med Skikkelser af Steen,
Der, talende til Sjelen, klart udtrykke
Os Troens Himmelskjønhed, mild og reen.
Den Krands, Europa fletter om hans Pande,
Skal da hos Dansken straale dobbelt skjøn,
Og blandt os skal hans Værker viet stande,
Hans Idræts Minder, og dens bedste Løn.
H.C. Ørsted.
(Af J.M: Thiele, om den danske Billedhugger Bertel Thorvaldsen.)
––––––––––––––––––––––––
Albert Thorvaldsen, Kunstnernes Konge, er død. Som et Sorgens Budskab gaaer det Landet rundt. Men han lever i sine Værker, i disse, hans og Danmarks Hæder og Storhed, vil han stedse leve: i den Helligdom, som er oprejst for hans Kunstværker og hvor hans Støv ogsaa skal hvile, vil han leve blandt os!
Han blev pludselig upasselig i Theatret kort for Stykkets Begyndelse, blev baaren ud af Parquettet og døde strax.
Thorvaldsen er fød den 19de November 1770, død den 24de Marts 1844 og opnaaede saaledes en Alder af 73 Aar 4 Maaneder; han var rask og rørig og beskjeftiget med sine Arbeider lige til sin sidste Stund.
(Berlingske Tidende.)
––––––––––––––
Efter lang Fraværelse besteg Thorvaldsen Fædrelandets Kyst den 17de September 1838; og den samme Aand udtalte sig da i Glæden og Taknemmeligheden som nu i Sorgen; Danmark har stedse viist, at det har opfattet og paaskjønnet sin store Søns høie Værd. Aldrig har Kjøbenhavn været Vidne til en Jordefærd som denne; aldrig har den ægte danske Aand udtalt sig klarere hos alle Stander, alle Aldere; aldrig viste sig en renere eller oprigtigere Deeltagelse, i en værdigere Skikkelse. Skjøndt det var taaget om Morgenen, tabte dette sig og Veiret begunstigede Toget. Den verdensberømte Mesters Liig var iført sin hvide Arbeidsblouse, og havde en Laurbærkrands om Panden. I Antiksalen, hvor Liget stod, afsang Kunstnerne folgende Sang af H. P. Holst og Rung, hvorpaa Prof. Clausen holdt en Sørgetale, efter hvilken Kunstnerne gjentoge Sangen. Derpaa bares Liget ned i Porten, hvor den italienske Operas Syngepersonale fra den Afdødes Atelier afsang en italiensk Cantate af Holst og Sperati. Fra Balconen gjenroge Kunstnerne atter Sangen, medens Liget udbares.
Med tunge, tunge Taarer
Vi bære Danmarks Stolthed nu til Graven.
Her, hvor vi lytted til hans Vink og Raad,
Her flokkes atter vi omkring vor Mester;
Men faderløse staae vi nu med Graad
Og stirre paa hans Jordlivs sidste Rester.
Hans Ry, hans Hæder og hans Værkers Glands,
See, det er Arven fra vor store Fader —
Men hvo af os tør beile til Hans Krands?
Hvo hæver Arven, som han efterlader?
Derfor med tunge Taarer
Vi bære Danmarks Stolthed nu til Graven.
Toget satte sig nu (Kl. 1½) i Bevægelse, og det i følgende Orden: 1) To Kunstnere (som Second-Marschaller); 2) en Deel af Holmens Tømmerfolk; 3) Studenterne; 4) Studenternes Sangforening; 5) de herværende Islændere; 6) de Deputerede fra Haandværkslaugene; 7) Kunstnere af alle Klasser og Lærerne i Academiets Skoler; 8) to Prem.–Marschaller; 9) Ligets der bares af 24 Kunstnere, hvoraf de fleste vare Billedhuggere; ved høire Side Thorvaldsens Huusbetjent; paa den anden to Livreebetjente med Skamlerne. Kisten var af Egetræ, smuk og simpel; paa dens ene Side saaes Parcerne, paa den anden Victoria; Laaget var bedækket med Blomster og Krandse, hvorimellem en Palmegreen og en Cypres, samt en af Sølv forarbeidet Laurbærkrands, sendt fra syv private Skolers Elever. Endelig var over Ligets Hoved anbragt en Statuette, forestillende Haabets Genius, som den Afdøde selv for nylig havde modelleret. 10) Umiddelbart efter Kisten fulgte Hs. Kgl. H. Kronprindsen, repræsenterende Hs. Maj. Kongen, og som Kunstacademiets’ Præses, med Suite, ledsaget af Professor Eckersberg; 11) Hds. Maj. Enkedronningen, repræsenteret ved Kammerherre v. d. Maase, med Prof. Lund; 12) Hs. Kgl. H. Prinds Ferdinand med Suite, og Prof. Hetsch; 13) Hds. Kgl. H. Prindsesse Juliane, repr. ved Kammerh. Berner, med Etatsr. Koch; 14) Hs. Durchl. Landgreve Wilhelm af Hessen med Suite og Prof. Høyen; 15) Hs. D. Prinds Christian af Glücksburg og Prof. Stein; 16) Hs. Excell. Geh. Stats- og Finantsminister Grev Moltke og Justitsraad Hornbech; 17) Hs. Excell. Krabbe-Carisius og Prof. Møller; 18) Geheime-Etatsraad Adler og Theatermaler Wallich; 19) Academiets øvrige Medlemmer, parviis; 20) Executores test.; 21) Hovedstadens hele Communalbestyrelse, 4 og 4; 22) Corps diplomatique og øvrige høie Rangspersoner, 4 og 4; 23) Universitetets Professorer; 24) Geistligheden; 25) Høiesteret; 26) Cancelliet; 27) Rentekammeret; 28) Generaltoldkammeret; 29) Hof- og Stadsretten samt Politiretten; 30) Officiererne af Sø-Etaten; 31) af Land-Etaten; 32) af Kongens Livcorps; 33) af Borgermilitairet; 34) Haandværkernes Oldermand og Bisiddere; 35) Industriforeningens Repræsentantskab; 36) Studenterforeningens Senoriat; &c. &c.
Da Processionen var tilende, flyttede Haandværkslaugene sig til Følget, saa at dette, efterfulgt af de kongl. Vogne, varede henved to Timer. Toget var saa stort, at medens de Første havde naaet Kirken, havde de Sidste endnu ikke forladt Kongens Nytorv, saa det derfor var naturligt, at den store Frue-Kirke ikkun kunde optage den mindste Deel af Følget. Alle de Gader, hvorigjennem Toget gik, vare belagte med hvidt Sand og bestrøede med Grønt. Paa flere Steder kastede man fra Vinduerne Blomster ned over Kisten. Fra Kl. 11½ ringedes der med alle Stadens Kirkeklokker, og saalænge Toget var underveis lød der Sørgemusik fra Taarnene. Klokken var omtrent 3, da Toget ankom til Kirken. — Allerede Indtrædelsen i denne gjorde et dybt Indtryk. Vinduerne vare blændede. Altertavlen tildækket med Sort, og ligeledes var der sort Beklædning bagved Apostlerne; Døbefonten var belagt med et sort Slør. Det Højtidelige ved hele Scenen blev endnu mere fremhævet ved den matte Belysning, som Voxlysene i Candelabrer og Kroner udbredte trindtomkring. Da Kisten bares ind i Kirken, vare DD. MM. Kongen og Dronningen samt Prindsesserne af det danske Kongehuus der tilstede, for at vise Kunstneren den sidste Ære. Hs. Maj. Kongen modtog i Kirken Liget, som blev baaren op foran Chordøren, medens der præluderedes fra Orgelet; derpaa udførtes af det Kgl. Capel og Sangpersonale nedenstaaende Cantate af Oehlenschläger og Glaeser:
Chor
Folket samler sig i store Rækker
Om en Kiste, hen i Kirken sat;
Rige Hæderstegn dens Laag bedækker
Har en Helt, en Fyrste, dig forladt,
Fædreland? — At gjennem Taaren sukker
Danmark: Nei! det var en Billedhugger!
Men ei Helten, over trætte Been,
Reiste selv sig større Mindesteen.
Recitativ.
Da Frost og Blæsten med Iis og Snee
Fløi hid, for Vinterens Fest at hædre
Da lod i Sneefoget grandt sig see
Fra Islands Øe Dine Heltefædre.
Som Engle kom de fra Himlens Hal,
De sjunge: Vi bringe dig til din Skaber!
Dit Fædreland ei dig miste skal,
Din Genius aldrig Danmark taber.
Da smilte Du, da henslumred Du,
Og fulgte gjerne de gamle Helte;
Thi dine Værker — de staae endnu
I Marmorsnee, som kan ikke smelte.
Choral.
Friskt i din Krands var sidste Blad;
I Vennekreds tilfreds Du sad;
Da hen i Kunstens Hal Du gik,
Og der, i Dødens Øieblik,
Udbredte Tonens Vinger sig
Og bragte Dig til Himmerig
Saa redte de den Døde Seng
I Skolen, hvor som lille Dreng
Han gik, paa Anlæg, Tanke riig;
Der stod den store Mesters Lig
Der, Thorvald! længe skal din Aand
Beilede mangen Ynglings Haand.
Sang.
Til Syden han drog, hvor Støtterne staae,
De herligste Minder af Hellas Bedrifter;
Det var den Bog og de Viisdomsskrifter,
Som Thorvalds Aand kunde bedst forstaae
I deres Aand har han sin egen saae;
Og deres Betydning han os forklared
I Værker, som selv ham aabenbared
Antiken var ei Antike meer,
Den levende blev; — han dybt den fatter
Og Phidias og Praxiteles atter
I Ham forbavset Europa seer.
Tre Stemmer.
Men ei blot Kunst fra Korinth, Athen,
Ham danned og blev hans Aand tilgode:
Hvor Rafael, hvor MichelAngelo stode,
Der klang ved Hammeren Thorvalds Steen
Og Medicæeernes Laurbærgreen
Sig frodigt ind i hans Værksted bøied,
Og styrked ham og forfrisked ham Øiet.
I Basrelieffer Correggios Ord
Han gjentog, — Naturen det selv befaler:
„O Rafael! jeg er ogsaa Maler.” —
Og hvo er Den, som ei Thorvald troer?
Flere Stemmer med Chor.
Og stort som Aanden sig udvikled Hjertet,
En Røst fra Himlen han fornam:
Han følte: hvad der Christus havde smertet
Og hvad der havde glædet ham.
Da med Disciplene vor Frelser fra det Høie
Nedfoer paa Sky, ved milde Lyn,
Og rørte ved et jordisk Øie,
Da Thorvald saae et himmelskt Syn.
Og hvad han saae, han Danmark viste:
De store Billeder de staae nu om hans Kiste;
Og Christus strækker — salig skjøn —
Sin Haand mod ham og siger: Kom, min Søn
Slutningschor.
Farvel, Du store Thorvald! Hør Fædrelandets Rost!
Hør hver en Vennestemme fra dybtbevæget Bryst!
Hør Hver, hvis Aand forstod dig, hvis Hjerte aned Kunst!
Tak, Thorvald! Du har adspredt den tykke Taagedunst!
Dig signe Mænd og Gubber, og Qvinder, Børn saa smaa!
De skal i modne Fremtid din Herlighed forstaae.
Du skjænkte Danmark Ære? — hvad kan vi skjænke dig?
Vor Kjærlighed! Du seer den hist fra dit Himmerig!
Hs. Højærværdighed Hr. Stiftsprovst Tryde holdt Talen, og efter Jordpaakastelsen afsang Studenter-Sangforeningen følgende Sang af H. C. Andersen og Hartmann:
Træd hen til Kisten her! kom, fattig Mand,
I din Kreds fødtes han, og Du tør sige:
Han blev en Stolthed for vort Folk og Land,
En Glands han kasted’ over Danmarks Rige!
Ja, her var Rigdom, Adel, Alt fra Gud,
I Snillet hos ham Gud sig for os viste;
Hans Død vil lyde vidt i Verden ud,
Man priser den, der dog faaer see hans Kiste!
Sin Sendelse paa Jorden har han endt, —
Vi har ham seet og kjendt!
Hans Liv var lykkeligt, hans Død var smuk,
Han virked’ stort og herligt uden Lige!
I Folkets Kreds og uden Smertens Suk
Saa sjælesund han svang sig til Guds Rige.
Vi rysted’ staae, et Blink fra Gud det var;
Fra fattigt Huus det gik ud over Jorden,
Et Blink, der glemmes ei! See Stenen har
Et Præg deraf, et Storheds Præg for Norden,
Opløs dig Sorg i Sang ved Kistens Fjel!
I Jesu Navn sov vel!
(Berlings Tidende og Aarhuus Avis.)
| * * * |
* * * |
* * * |
Som de omsvævede ham, paa hans Vink fra Himlen nedkaldte,
Saa Amorinerne har kjærlig beskjærmet ham her,
Og saa sagtelig nys ham hævet paa Tonernes Vinger;
Uden at vide hvordan, naaede han let deres Hjem.
Guddoms-Formen ei blot, men Livets Varme og Fylde,
Var det, hans Aand og hans Haand Leret og Marmoret gav,
Nu er Haanden vel kold, som disse, før han dem rørte,
Men, til de falde i Støv, Aanden skal leve i dem,
Og, hvis om Danmark maaskee hvert andet Minde udflettes,
Trygt over Glemselens Hav, Thorvaldsen bærer dets Navn,
(Berlings Tidende.)
| * * * |
* * * |
* * * |
Danmark! hører Du Klokkernes Klang?
Din bedste Søn har Du mistet.
For ham nu lyder ved Graven Sang,
Som stolteste Rune Dig risted!
Dyb Sorg der er i Danmarks Lund
Og aldrig vist skal glemmes
Den, Døden tog i denne Stund,
Hvad siden end fornemmes.
Dannemark! føler Du ret Dit Saar?
Og veed Du, hvad Du forliste?
Og veed Du, at i tusinde Aar
Ei større Navn Du priste?
Med Dig nu sørger Romas Stad,
En Verden Sorgen tynger.
Og største Digters Kæmpeqvad
Din Sorg vel ei bortsynger.
En Konge har Du til Hvile stædt
Og Konge i Konstens Rige
Har Thronen aldrig bedre beklædt.
Det hele Verden skal sige!
Fra Øresund til Tiberflod
Det Sørgebud skal ile;
Og aldrig gik et Kongeblod
Med større Sorg til Hvile.
Dannemark elsked’ Du Sønnen saa
At Verdens Sorg Du kan rumme?
Thi kan ei den Dig til Hjerte gaae,
Maa Hjertet heller forstumme.
Besidder er kun Kjærlighed,
Kun Hjertet ta’er i Eie
Og den, som ei at elske veed,
Kan Sorgen ikke veie.
Al Storhed har en varslende Klang
Om Nornens de dunkle Gaader,
Som Milesteen for Tidernes Gang
Den Fremtidsrunerne raader.
Til Danmarks Liv hiin Storheds Aand
Saa inderligt var klynget,
Og ikke et tilfældigt Baand
Dem havde sammenslynget.
Danmark! var det Din Alderdoms Søn,
Som nu saa dybt Du begræder?
Det sidste Glimt af en Fortid skjøn,
Hvorom nu Digteren qvæder?
Skal Thorvalds Navn som Minde staae
Om Dannemark, som døde!
Og skal Din Sol med ham nedgaae,
Var han Din Aftenrøde?
Nei Danmark, om Du Dit Tab forstod.
Og vidste det ret at tyde,
Da vidste Du ogsaa, hvilken Bod
Du snarest nu maa yde.
Din Daad skal reise Bautasteen
For ham, som gik til Hvile,
Som Morgenrøde klar og reen
Hans Navn skal til Dig smile.
X
(Fædrelandet.)
| * * * |
* * * |
* * * |
Tag Korset, Danmark, nu er Lyset slukt,
Der Verden over sine Straaler sendte!
Tag Korset, Danmark, nu er Øiet lukt,
Hvis Alterluer fromt og stille brændte!
Tag Korset, Danmark, thi Din Søn er tabt,
Hvis Liv var Daad, hvis Daad var Liv og Fylde,
Hvis Haand og Meisel har de Værker skabt,
Der bød Barbaren selv Dit Navn at hylde!
Tag Korset, Danmark, svøb Din Kind i Flor,
Hvad nys Du tabte viser intet Fjerne;
Din Thorvald døde! — og med ham Din Stjerne! —
Tag Korset Danmark! ak Din Sorg er stor!
(Berlings Tidende.)
| * * * |
* * * |
* * * |
Triumph! Triumph! — Triumph midt i Din Kummer,
O Fædreland, som har Din Stolthed tabt!
Den Sorg, som ei Dit Moderhjerte rummer,
Blev ei for Dig, men for en Verden skabt.
Du sukker smertelig: Han er ei mere!
Han, som har prydet Kirken, smykket Borg ; —
Men arme Moder! Du kan triumphere;
Thi fjernt som nær man dele vil Din Sorg.
Ja, overalt, hvor Funke blev tilbage
Af Det, som hæver Støvet over Jord,
Der vil man Deel i Danmarks Smerte tage
Og sørge med den lille Plet i Nord.
Var Drotten død – (Gud lad os seent det friste!) –
Da skulde Hoffer klæde sig i Flor;
Men Kunstner-Kongen maatte her vi miste,
Og da blev Sorgen almeen, dyb og stor.
See, den Triumph er Trøst! – Vi Savnet kunde
Ud i det vide Kunstnerrige strøe.
Og selv hans Grav skal Verden os misunde –
Hvo faa har levet, kan dog aldrig døe!
Triumph! Triumph! – – „Ak! Han er ikke mere!”
Gjenlyder det fra Danmarks Moderbryst –
„Er det en Trøst at kunne triumphere,
Naar blege Død min bedste Søn har kyst?”…
Nei! – Græd Dig mæt! Værd var han Dine Taarer,
Han, som gav Smiil den kolde Marmorsteen;
Saa sjeldent Himlen sig en Udvalgt kaarer;
Som Ham Aartusinder kun føde Een. – –
Kom, Musa! Lad hans Priis – vort Tab – mig qvæde . . .
Hvi mon i denne Stund jeg Dig ei seer? –
Du hjælper Dine Søstre med at græde – –
Ja, Eders Yndling han er ikke meer!!!
(Den Frisindede.)
| * * * |
* * * |
* * * |
Nu vandrer Rygtet sortklædt bort fra Nord,
At bringe Bud til Tiberflodens Bølger.
Og mange Taarer falder i dets Spor,
Og stille Tankers Sørgetog det følger.
Med Flor om Kind, med Vandringsstav i Haand
Frem Rygtet gaaer; – før bar det rundt hans Hæder,
Nu skal det bringe Budskab, at hans Aand
Er lukket ind til Himmeriges Glæder.
Frem Rygtet gaaer. Det standser ei sin Fød,
Thi lang er Vandringen; men bort det iler
Langs Rhinen ned til Bjerget, hvor i Blod
Sig Troskabs faldne Kongeløve hviler.
Derfra mod Syd – mod Syd, til Staden, hvor
Hane Hæders Vugge gik paa Marmorgænger;
Hvor høit paa Klippen Kapitolet staaer:
Der standser Rygtet og hans Skjold ophænger.
Da græder Klippeblokken Marmortaarer.
Det rører dybt sig i Carraras Skjød,
Det sukker ud af Stenens dunkle Aarer:
„Hvo skal befrie os nu, naar han er død?”
Og fra den store Mesters øde Kammer,
Hvor Støvet vaa hans Meisel har sig lagt,
Hvert Suk besvares af en stille Jammer
Fra Billeder, hvis Liv kun halvt blev vakt.
Men Rygtet fremad gaaer. Til Hellas’ Lunde
Det kommer seent i stjerneklare Nat.
Til Borgen hen, hvor store Minder blunde,
Op til Akropolis det iler brat.
Der stirrer ned fra sjunkne Mures Rester
En Flok af Skygger i den dybe Dal;
Det er de svundne Tiders stille Gjæster,
Som atter samle sig i Skyers Sal.
Om Klippen langsomt Musechoret svæver,
Med Graad paa Kind, med falmet Blomsterkrands;
Apollo Lyren flaaer, men Strængen bæver
Som Dødssuk til Gudinders Sørgedands.
Taus knæler Venus ved Kronions Side,
Og skjuler sine Taarer i hans Skjød,
Mens Amoriner smaa, med Vinger hvide,
Høit græde for den gamle Mesters Død.
En stille Klage vandrer over Land,
Fra Parthenon den ud til Havet trænger;
Den gaaer fra Ø til Ø, fra Strand til Strand,
Saavidt som Olietræets Green nedhænger.
„Farvel, farvel! Nu stiger Glemsels Nat
Snart op igjen, og skygger for vort Minde.
Han vækked os til Liv; af ham forladt’,
Maae anden Gang de gamle Guder svinde.”
Men Rygtet fremad gaaer. Mens Morgenstunden
Gaaer over Ossa og Olympen op,
Og jager Nattens Skygger ud af Lunden,
Staaer Sorgens Bud alt høit paa Suniums Top.
Da kommer der fra Østen Toner milde,
Hvor Morgenblomsten stiger rød af Hav,
Fra Palæstinas Dal, fra Kedrons Kilde,
Fra Golgatha, fra Jesu Smertegrav.
Sødt klinger det, lig Fuglesang i Baaren,
Om evigt Liv, når Døden er forbi;
Og Tonen stiger høit, af Vinden baaren,
Og Strænges Lyd sig blander klart deri.
Det er Guds Engle, som paa Harper lege;
De baaret har den christne Mester blid
I Himlen ind, nu vil de vederqvæge
Ham efter Livets Arbeid og dets Strid.
Hvad fromt hans Haand i Marmor og i Leer
Til Herrens Priis paa Jorden her fremstilled,
Det har fulgt med ham bort herfra, han seer
Det hist igjen, men ikke blot som Billed. –
Høit kalder det, som Klokkers Lyd i Qveld,
Det er Guds Engle smaa, der for ham qvæde:
„Kom ind! kom ind til os du trætte Sjæl!
Kom ind til Himmeriges Juleglæde!” –
Men Rygtet vender sig igjen mod Nord.
Hist skal det op, hvor evigt Sneen hviler
Paa Bjergets Ryg, hvor Sagablomsten groer.
Det flytter Staven og afsted det iler.
Lig en Herakles har hans Hæder sat
Sin Grændse sig ved Verdensdelens Ende,
I Syd og Nord. Thi skal i Sorgens Nat
Vesuv og Hekla høit Ligfakler tænde.
Og deres røde Blus skal skinne ned,
Og see hans høie Moder eensomt græde.
Gud skjenke hendes Hjerte Trøst og Fred!
Den Søn dets bedste Stolthed var og Glæde.
Vel har hun Sønner fleer, men der vil gaae
Mangt et Aarhundred, før hans Lige kommer,
Saavist som Træerne med Frugter staae
Kun een Gang i den yndefulde Sommer.
Og Rygtet vender hjem igjen sin Fod.
Gud har lagt Sorg paa Danmark, paa vor Moder.
Men Rygtet bringer Bud, at Smertens Rod
Har ogsaa skudt sin Blomst ved fjerne Floder.
Var det formeget, om Hver monne gaae
I Sørgedragt for ham, som for en Broder?
En Stor er død — der fødes mange Smaa.
Gud har lagt Sorg paa Danmark, paa vor Moder.
Chr. K. F. Molbech.
(Fædrelandet.)
| * * * |
* * * |
* * * |
O, Danmark! skjul din Taare ei,
Den rinde heed og længe;
Den bane sig fra Hjertet Vei
Og give Sorgen Gænge!
Forsvunden er den Skaberaand,
Som alle Hjerter hylded’!
Og sjælløs hviler, ak! den Haand,
Som Verdener fortrylled’!
Trindt i vort Hjem nu Veemod boer;
Han til et Bedre stunder,
Mens Sorgen ruger over Nord,
Hvor Kunstens Konge blunder.
O, Danmark! skjul din Taare ei,
Den rinde heed og længe;
Den bane sig fra Hjertet Vei
Og give Sorgen Gænge!
Rasmus Latiner.
(Adresseavisen.)
| * * * |
* * * |
* * * |
Gud skabte Manden; Skjønhed, Kløgt og Kraft
I fuldest Maal han skjænked Jordens Drot; –
Som Mandens Mønster Thorvalds Søn blev skabt,
Gud gav ham egen Aand og Skaberkraft,
Ja, saae hans Værk og fandt at det var godt –
Nu Verden har sin største Kunstner tabt!
6. 12.
| * * * |
* * * |
* * * |
On the death of Thorvaldsen
––––––
While o’er this pageant of sublunar things
Oblivion spreads her unrelenting wings,
And sweeps adown her dark unebbing tide
Man, and his mightiest monuments of pride –
Alone, aloft, immutable, sublime,
Star-like, ensphered above the track of time,
Thorvaldsen beams, with undiminish’d ray,
His bright creations sacred from decay,
Like nature’s self, whose living from he drew,
Though still the same, still beautiful and new.
Rear high the column, bid the marble breathe,
Pour soft the verse, and twine the laureate wreath;
From year to year let musing Memory shed
Her tenderest tears, to grace the glorious dead.
(Berlings Tidende.)
| * * * |
* * * |
* * * |
En Tordensky gik over Danmarks Øe,
Over blanke Kornax ved Codans Søe;
Liflige Toner i Skyen klang,
Det var Gudernes Torden- og Seierssang.
Thor med sin Hammer i Skyen sad,
Hvert Land Genier til Guden bad:
„Giv os den mægtige Gudehammer,
Fjeldstenen segner ihvor den rammer.
Jetten zittrer, den steenhaarde Trold,
Og brat forvandles til Menneske bold;
Thi den Du giver Din Hammer i Haand,
Besjæler Stenen med Tanke og Aand.”
Thor, der elskede Gudernes Lund,
Hvor Odin bygged’, hvor Freyas Mund
Kyssede Balder, da Død han leed,
Daled med Vellyst til Herthadal ned.
Thor sig lagde til qvægsom Hvile,
I Drøm saae han Balder venligt at smile,
I milde Toner, i rhytmisk Dands
At flette uvisnelig’ Hæderskrands:
„Giv”, raabte Balder, „Din Hammer hen
„Til Den der alene kan føre den,
„Til den der halvt fødtes paa Val, halvt paa Jord,
„Kunsthimmelens Lynglimt og Nutidens Thor,
„Til den der skal smykkes af Hæderens Løv,
„Til den der, som jeg, er halv Gud, halv Støv.
„Som Jeg, skal den døe, men i Mindets Hal
„Skal han stedse leve paa Land og paa Val,
„Han skal være Guders og Menneskers Lyst,
„Et fattigt Lands Søn, dog dets rigeste Trøst,
„Ja en Søn af Val og en Gudsøn af Thor
„Skal han vare den Første paa denne Jord,
„Stort bliver hans Navn, mægtig dets Glands,
„Giv Du ham Din Hammer, jeg giver min Krands!”
Og Thor val søn Gudehammeren fik –
Sneen borttøede fra Menneskets Blik.
Thor val søn krontes af Sølvkrandsen blid,
Og Halvgudens Isse blev sølverhvid.
Thor val søn førte sin Hammer i Haand
Og skabte af Stene: Skjønhed og Aand.
Da fløitede Fuglen saa lifligt sin Sang:
Det er dog saa kjært her i Dannevang;
Men Alt som det toned og toned igjen,
Svandt ogsaa Tiden med Tonerne hen;
Fra Kunstens Tempel til Himmelen smukt
Steeg Halvgudens Aand op i Tonernes Flugt,
Fra Tempel til Tempel, sit Udspring at naae,
Fra Musernes Hal, til det hvælvede Blaae.
Vi hørte de Toner, vi hørte det klang
Saa blidt da fra os hans Aand sig bortsvang,
Det lød os som Skovduens sørgende Kluk. –
Da Tonerne taug, han udaanded’ sit Suk;
Det lød som en dyb, en smertefuld Vee –
Sin Storheds Musæe han ei selv skulde see;
Men frem af hvert danskt, hver broderligt Bryst,
Gjenlød nu Sukket fra Kyst til Kyst,
Dog Alle som Een med Fortrøstning udbrød:
Vor Thorvaldsen lever! – vor Balder er død!
Eduard Meyer.
(Friskytten)
| * * * |
* * * |
* * * |
Bittert rinde, Dania! din Taare
Hyl Dig dybt i dunkle Sørgeflor;
Du har tabt Ham – See paa Dødens Baare
Hviler Han, som Verdner nævne stor;
See den Sol, som herligt fra dig straaled,
I hvis Glands saa stolt Du baded Dig,
Har sin Bane fuldendt – fundet Maalet;
Og fra Støvets Lænker gjort sig fri.
Tys, Han slumrer, stille, væk Ham ikke;
Seer Du Engle, om Hans Leie staaer!
Tys, Han drømmer, milde er hans Blikke:
Ja Han drømmer om sin Ungdoms Vaar;
Det var her i Herthas grønne Dale,
Disse Dale Barnet Liv jo gav,
Her Han nød sin Aftenstund den svale,
Her Han fandt sit Maal, den stille Grav.
Hvad Hans Grav? O evigt vil Han leve!
Er Han død, der trylled Alt til Liv?!
Han hvis Navn, beundrende vil hæve
Sig til Efterverdners fjerne Bliv?!
Han, som hver en Dansk med Stolthed kunde
Nævne Søn af Danmark! Er Han — død?
Nei! Han efter fuldendt Daad vil blunde,
Og i Moders Favn er Hvilen sød.
L. V.
(Adresavisen.)
| * * * |
* * * |
* * * |
Græd ei for ham, o Danmark! gjør med Glæde
Din Søns den Gjæves Gravøl! Hvorfor græde?
Ei fandt han Straadød. Soteseng ei hørte
Hans Dødssuk. Liv og Død ei førte
Langtrukken Kamp om en hentæret Krop;
Et kjærligt Forsyn løfte hurtigt op.
Ei langsomt søndersledes dette Baand,
Der sammenholder Legeme og Aand;
Men denne steeg udi et Øieblik
Til Hjemmet hist, hvor den sit Udspring fik.
Læg ham udi hans eget Grav-Capel!
Det Konstneren indviet haver selv.
Der hvor hans Børn i Tavshed ham omringe,
Med Miner blot bestandig Hylding bringe
For Faderen. Mal paa hans Kistelaag
Aldeles Intet – jo! hans Værktøi dog,
Og det var hverken Pensel eller Pen;
En lille Pind blot. Underligt med den
Han tegned sande Menneskenaturer,
Indblæste Liv i døde Steenfigurer,
Skrev der sin Spaadom om et evigt Liv.
„Bliv ved!” han knytted til det første „Bliv!”
(Randers Avis.)
| * * * |
* * * |
* * * |
Lykkelig prise vi ham, den store, den herlige Seirer:
Livets Seiers-Idee heelt han udfolded og skjønt.
Kampen var ham en Leeg, og hver hans Kamp var en Seier;
Tusind Krandse han vandt, vidste dog neppe det selv.
Æren fulgte Hans Gang, men aldrig trælled han for den:
Formaal var ham Bedrift, ei Bedrifternes Priis.
Danmark Vugge ham gav og Grav og kjærlig Beundring;
Derfor Danmark han gav skjønnest Glands ved sit Navn.
Storheds hædrende Navn forbavset gav ham Europa;
Og Europa han gav Storheds Værker i Arv.
B. S. Ingemann.
(Fædrelandet.)
| * * * |
* * * |
* * * |
Thorvaldsens Testament. Første Paragraph af det under 5te December 1838 oprettede og under 8de næstefter allernaadigst confirmerede Testament og Gavebrev lyder saaledes:
„Til min Fødeby Kjøbenhavn skjænker jeg alle mig tilhørende Kunstgjenstande, saavel de, der allerede ere her i Hovedstaden, som den langt større Deel deraf, der endnu ere i Rom, tilligemed den Tilvæxt, de endvidere indtil min Død maatte erholde, det Hele bestaaende af statuer og Basrelieffer i Marmor og Gips, antike Vaser, udskaarne Stene, Baster, Bronzer, Terracotter, Medailler, Malerier, Pragtværker, stukne Kobberplader, løse Kobbere og Lithographier, Haandtegninger, Bøger, og hvilkesomhelst andre antike og moderne Gjenstande, der henhøre til Videnskaberne og de skjønne Kunster.
Formeldte min urokkelige og uigjenkaldelige Gave er underkastet følgende Betingelser:
a) at alle de ovenanførte Gjenstande skulle udgjøre et eneste og særskilt Museum, der skal bære mit Navn, saaledes at det aldrig skal kunne blandes med hvilkesomhelst andre Samlinger, og følgeligen heller ikke formindskes, deles eller forandres under nogetsomhelst Paaskud eller af nogensomhelst Aarsag.
b) at Staden Kjøbenhavn skal lade indrette et passende, særskilt og for Ildsvaade sikkert Locale for dette Museum.”
I de følgende Paragrapher fastsatte den Afdøde derhos, at Renterne af de Fideicommis-Capitaler, som han allerede tidligere havde oprette for sin Adoptivdatter, Fru Kammerherrinde Paulsen og dennes børn, og sikkret disse ved Deposita i Nationalbanken og Overformynderiet, i sin Tid, efter deres og Descendenters dødelige Afgang, skulde tilfalde Museet.
Ved den under 25de Januar 1843 oprettede, under 16de Februar f. A. allernaadigst konfirmerede Codicil bestemte den Afdøde dernæst, efterat det for hans Arbeider og de øvrige ham tilhørende Kunstgjenstande bestemte Museum ved de af den oprindelige Comitee for dets Oprettelse indsamlede Bidrag af over 60,000 Rbd. og ved hans kjære Fødestads betydelige Tilskud var opført paa en til hans Ønsker svarende Maade, at Alt, hvad han ved sin Død maatte efterlade sig, uden herover at have fastsat nogen speciel Bestemmelse, skulde tilfalde Museet, med hvis Indretning Codicillen derefter væsentlig beskæftiger sig.
De herhen hørende Dele af Codicillen lyde saaledes:
„Alle Kunstsagerne skulle optages i Museet og Alt det Øvrige skal gjøres i Penge og henlægges til Museets Fond, hvis Renter skulle anvendes til Bestillinger til Fordeel for danske Kunstnere, i det Øiemeed at befordre de skjønne Kunster i Danmark og at berige mit Museum med de saaledes af dem udførte Arbeider, hvorhos jeg indskærper og udtrykkelig bestemmer, at Capitalerne stedse skulle vare uafhændelige, og at de af ingensomhelst Aarsag eller under intet Paaskud stulle nogensinde kunne formindskes eller forbruges.
Begyndelsen til den omtalte Fond er gjort med den Capital af omtrent 25,000 Rbd., som jeg allerede har skjænket til Museet og leveret til Testaments-Executorerne, og hvis Renter maae af disse anvendes til Anskaffelsen af, hvad der hører til Kunstsagernes hensigtsmæssige Opstilling og til Museets indvendige Forskjønnelse.
Som Følge af de næstforegaaende Bestemmelser vil den umiddelbare og udelukkende Bestyrelse af Museet tilkomme og paaligge merrbemeldte Executorer, som jeg herved ydermere bemyndiger til at anvende de til deres Disposition satte Midler, forat vedligeholde og forøge Museets Kunstsager og at forskjønne dets Indre, saa at det altid kan blive et hæderligt Monument for dansk Kunst og danske Kunstneres Præstationer.
Over alle til Museet hørende Kunstsager, af hvad Navn nævnes kan, skal et nøiagtigt Catalog forfattes og ved Trykken bekjendtgjøres.
Ligesom Alt, hvad der hører til Vedligeholdelse og Forøgelse af Museet (ɔ: Kunstværkerne) skal som meldt udføres ved de Pengemidler, som af mig dertil ere skjænkede, saaledes haaber jeg, at Communalbestyrelsen, som saa velvilligen har sørget for, at den af Architect Bindesbøll udkastede smukke Plan er ved ham bleven heldigen udført, vil ogsaa for Fremtiden sørge for, at denne kostbare Bygning paa Communens Bekostning stedse forsvarligt vedligeholdes og paalideligt Tilsyn dermed stedse føres, saa at den altid kan blive et sikkert og et anstændigt Opbevaringssted for de kostbare Kunstsager, jeg har skjænket Staden Kjøbenhavn.
Executores testamenti ere for nærværende Tid d’Hrr. Conferentsraad Collin, Justitsraad Thiele, Professorerne Clausen, Schouw og Bissen samt et Medlem af Kjøbenhavns Magistrat (Overpræsident Kjerulff). De bemyndiges til at udnævne Eftermand i de Fratrædendes Sted, hvilken Bemyndigelse skal tilkomme deres eventuelle Eftermænd. Ligesom de nuværende Executorer af Venskab for mig og af Kjærlighed til Kunsten have paataget sig dette Arbeide uden noget Vederlag, saaledes antager jeg ogsaa, at deres Eftermænd ville gjøre det. Naar Nogen af de Nuværende fratræder, indskrænkes deres Tal til fem, og skal det ved Afgang og ved ny Executors Udnævnelse være en Regel, at der mellem Executorerne altid ere 2de Professorer ved Academiet for de skjønne Kunster, et Medlem af Kjøbenhavns Magistrat og i det Mindste een Lovkyndig, som vælges enten blandt de Tilforordnede i Høiesteret eller i Lands-Over- samt Hof- og Stadsretten. Forsædet mellem dem har bestandigt den, som længst har været i denne Funktion; i Tilfælde af Meningsforskjellighed skeer Afgjørelsen ved de fleste Stemmer.”
Den Afdøde har derhos i Codicillen bestemt, at Fuldførelsen af hans ufuldendte Værker mod Godtgjørelse af Museumsfonden skal anbetroes Professor Bissen, til hvem det specielle kunstneriske Tilsyn med Museet i det Hele er overdraget.
(Berlings Tidende.)
–––––––––––––––––––––