Ingemanns første berøring med Thorvaldsens værker fandt sted, da han skrev digte om reliefferne på Døbefonten, Jf. A555,1, ved indvielsen af marmorudgaven i Brahetrolleborg kirke på Fyn 2.11.1817. Siden mødte Ingemann billedhuggeren i Rom på sin studierejse 1818-1819. Han rejste i selskab med præsten Frederik Schmidt rundt til adskillige europæiske storbyer. Senere blev han ligesom Thorvaldsen en af de kulturpersonligheder, der færdedes på herregården Nysø i kredsen omkring Christine Stampe. Han var ansat som lektor på Sorø Akademi fra 1822 til sin død. Portrættet til højre er et udsnit af et maleri udført af Johannes Jensen. Det befinder sig på Bakkehusmuseet, Frederiksberg, der venligst har stillet fotografiet til rådighed. Thorvaldsens Museum ejer et maleri udført af Ingemanns kone, Lucie Ingemann. Maleriet kaldes – antagelig i mangel af bedre – En havearbejder, B410. Gartnerens fysiognomi har umiskendelige ligheder med B.S. Ingemanns. Gartneren står ved en havelåge, hvilket muligvis kan læses symbolsk i en kristen optik, ligesom motivet også kunne alludere til motivet Kristus som havemand.
Ingemann ligger begravet på kirkegården ved Sorø Klosterkirke sammen med sin kone. References
Last updated 07.12.2018 |