Thorvaldsens Værksted.
––––––––––
[Alexanders Triumftog — Venus med Æblet — Gratierne — Amor og Mars — Jason. Merkur, som overlister Argus — Minerva, som sætter Sommerfuglen paa Prometheus’s Billedstøtte — de legende Børn — Scener af Homer — christelige Basrelief — Dagen og Natten.]
I Triumf fremtræder
Med Skjønhedskrandsen,
Og med Helteskaren fra Vaabendandsen,
Som en Engel i Marmorklæder,
Sejrens herlige Møe.
De gamle Tider skal aldrig døe:
Et Triumftog skuer
Roma endnu,
Kommer Kæmpernes Dage ihu,
Hvor fra Karm Filippiden truer.
Over Kæmpen dog luer
Fredsalige Stjerne:
Paa Muren hendrager den Helt fra det Fjerne
Under Konstens evige Seiersbuer.
Og seirende med Genien fremtræder
De gamle Guder selv med Skjønhedskronen;
Ei for at hæve sig paa Himmeltronen,
Ved Thronens Fod de staa i Uskyldsklæder.
De stige op af Tidens dunkle Strømme,
I Evighedens Stjerner Blikket stirrer;
Ei Afgudsskaren Sjælen meer forvirrer,
Men smiler, skjønt gjenfødt, som Barndomsdrømme.
I hviden Marmor Aphrodite smiler,
En Skjønhedsengel fra de svundne Tider;
Fra hellig Barm vanhelligt Blik bortglider,
I Haanden rolig Seirens Æble hviler.
Hist Huldgudinderne staae armindslynget,
Olympisk Guddomsro hver Barm fornemmer.
Til deres Fod har Genien sig klynget,
Og Barnehaanden Elskovslyren stemmer.
Hvorhen jeg Blikket vender,
En Seier Aanden feirer;
Her fro jeg Barnet kjender,
Som over Guder seirer:
Selv Kampens store Heltegud han tvinger,
Og prøver Pilen med sin Barnefinger.
Med Hjelmen og med Sværdet
Jeg Argonauten skuer;
Chimæra svandt forfærdet,
Ei Helten mere truer;
Han rolig Seirens store Septer hæver,
Det gyldne Skind paa Heltearmen svæver.
Ved tusindøiet Drage
Hist Guden sidder stille,
Beredt sit Sværd at tage,
Og fort paa Fløjten spille.
For Konsten tusindøjet Kløgt indblunder.
For Himlens Viisdom bukker Verdens under.
Og se, en herlig Qvinde
Til Konstneren indtræder;
Ham leder en Gudinde
Til Seier og til Hæder.
Hans Værk var Leer — en Guddom Sjælen bringer
Fraoven ned med Sommerfuglevinger.
Og Liv og Sjæl bevæger
De Stene underlige:
Her Børneskaren leger
Som Engle fra Guds Rige;
Og hvad Homerus saae og sang iblinde,
I Steen sig røre skal fra Borgens Tinde.
— Dog Guderskaren svinder,
Som Drømme fra det Fjerne,
For Korsets Seirvinder
Hist under Östens Stjerne.
Ved Graven Qvinderne her om ham lede;
Hist den Opstandne Salige tilbede.
En Verden her sig rører,
Fra Stene Toner klinge —
Steenharpens Klang jeg hører,
Seer Digtningen sig svinge
Fra Jord til Himmel, viftende med Krandsen,
Som Dagen lys, som Nat i Stjerneglandsen.
