Natten
(efter Thorvaldsens Basrelief)
Stille dalende hensvæver
Søvnens Moder gjennem Luften,
sagtelig et Vindpust hæver
Lokkerne med Valmuduften ;
let hun blunder, sødt hun drømmer,
mens hun gjennem Luften svømmer.
See! ved hendes Hjerte hvile
Børnene saa sødt og blunde,
drømme underfuldt og smile,
drømme at de flyve kunne:
klynget tæt til Moderbarmen,
flyve, svæve de paa Armen.
Hvi maa du dit Hoved bøie?
Moder! seer du ei foroven
Stjerner funkle i det Høie?
Maanen glider over Skoven,
Bjerget klæder sig i Taager,
Jorden blunder, Himlen vaager.
Ogsaa Du maa Øiet lukke,
bøier Kinden mod de Spæde,
lytter, om de ikke sukke,
om de ei i Drømme græde;
Nei de hvile taus og rolig,
med den stille Flugt fortrolig.
Vil du vide hvad de drømme,
lyt til Hjertet hos den Lille!
Livets Kilder i det strømme,
det er ikke taus og stille:
Søvnens Engel seer i Blunden
lyse Glimt af Morgenstunden.
Dagens Herlighed og Glæde,
Mennesker i spraglet Vrimmel,
Bjerg og Dal i Blomsterklæde,
grønne Jord og lyse Himmel,
Livets muntre Engleskarer
dandsende forbi ham farer.
Dybt alvorlig Broder blunder
venter her ei Morgenrøden:
høiere hans Længsel stunder,
ei om Jorden drømmer Døden:
ei han vaagne skal hernede:
over Stjerner boer hans Glæde.
Dybt han ahner, fjernt han skuer
Glimt af store Morgenrøde
om den Sol som evig luer,
og om Livet hos de Døde;
Lyset, som fra Gud udstrømmer –
derom Dødens Engel drømmer.
Svæv kun hen og blund i Luften!
blund og drøm med dine Spæde!
spred fra Lokken Valmuduften!
luk hvert Øie til hernede!
Jordens Fryd og Dagens Kummer
Skjul, o Nat i venlig Slummer!
Ogsaa jeg vil med dig blunde,
drømme fro, jeg med dig svæver;
over Dal og dunkle Lunde
over Bjerget jeg mig hæver,
gløder sælsomt i det høie;
flyver hen med lukket Øie.
Som de Engle smaa jeg klynger
til dit Hjerte mig fortrolig,
Verdens Sorg mit Bryst ei tynger
Sjælen flyver let og rolig,
drømmer om sit svundne Eden,
drømmer sødt om Evigheden.
Dagen
/ efter Thorvaldsens Basrelief,
Flyv, gjennem Skyer flyv paa Serafvinger!
du Himmelmøe, som Morgenrøden bringer!
Strøe Paradisets Blomster over Jorden!
forklart ved dig, dens Herlighed er vorden.
See Livets muntre Genius sig hviler –
i Flugten paa din Skulder fro, og smiler;
han følger dig paa Barneenglens Vinger.
og høit i Flugten Lysets Fakkel svinger.
Flyv lystelig fra Øst til Aftenrøde!
lad Livet røre sig, og Hjertet gløde!
lad Englevingen Taagerne bortlufte!
lad Himmelblomsterne paa Jorden dufte!
de flagre hen – de flye for alle Vinde,
snart vil og du, o Himmelske! forsvinde;
men flyv, vær glad, og smiil mens du bortiiler!
den vakte Aand ei slumrer mer og hviler;
i Lysets Glands den Livets Engel følger,
til atter Nattens Slør dit Aasyn dølger.
O! falme da og dine Blomster alle,
maaske et Frø dog vil til Jorden falde,
som spire kan til Liv og Lys gjenkommer,
og blomstre frem i Evighedens Sommer.
