INDLEDNING.
Syg og nedstemt forlod Thorvaldsen første Gang sit Fædreland, men ikke med uvenlige Minder. I Hjemmet efterlod han ikke blot en agtet Fader og en inderlig elsket Moder, men han havde tidlig skaffet sin Aand og sit Hjerte Anerkjendelse, og mangen kjær og deltagende Ven drog hans Tanke tilbage til Sundet. Den berømte N. A. Abildgaard, som allerede havde fulgt Drengens Fremskridt med Opmærksomhed, tabte ham ej heller senere af Øje, og det var jo den dygtige Preisler, som havde tvunget den bly, 21aarige Yngling til at tilkæmpe sig den mindre Guldmedallie. I Malerne Wolff, Grosch, Probsthain og Fritzsch, Kobberstikkeren Lahde, Medalliøren Gianelli, Arkitekterne Friis, Schmidt og West, Gravøren Ulstrup og flere, havde han fundet lige saa trofaste Venner, som kjære Aandsfrænder; i Grev Reventlow til Kristianssæde havde hans Konst skaffet ham en ædel Velynder, og i Professor (senere Biskop) Münter en Ven, der havde Villie som Ævne til at være ham nyttig ved sine mange italienske Forbindelser, Endelig havde han i ”Det Dansk-Dramatiske Litterære Selskab” vedligeholdt en fleraarig, frugtbar og fortrolig Omgang med Mænd som Abrahamson, Rahbek, Steffens og Thaarup, samt formodentlig med Baggesen, Haste, Høst og Pram. Da nu det Rejsestipendium overdroges ham, til hvilket den store Guldmedallie havde aabnet ham Adgang, forlod han, ledsaget af sine Venners rigeste og kækkeste Forhaabninger, med saadanne Følelser sin Hjemstavn, al ingen Tid formaaede at kølne dem, ingen brændende Sol at udtørre dem. Hans Hjem var ham kjært, da han forlod det; derfor drev Nordboens Længsel ham atter hjemad; derfor vedblev det at være ham kjært; og derfor kunde han — faa Dage før han tiltraadte den Rejse, fra hvilken ingen vender tilbage, men medens han i Tankerne var beskæftiget med en nær forestaaende Romerrejse — hændelsesvis tilstaa for en af sine nærmere Venner: ”Jeg har fire Gange med Vemod forladt Italien, men de tre Gange, jeg forlod Danmark, maatte jeg græde som et Barn.”
Inden han første Gang drog bort, havde han anskaffet sig en Stambog. Denne indeholder rimeligvis de ældste opbevarede Vidnesbyrd om hans Venners Hengivenhed for ham og deres Tillid til hans skabende Genius, Profetier — enslydende med mange lignende, men deri ulige de fleste af de enslydende, at de overstraaledes af Opfyldelsen, som Nattens Stjerner af Dagens Sol. Denne Stambog, om hvilken det er sagt, at den iblandt mange andre Digte ogsaa skal indeholde et Par særdeles smukke af Baggesen og Haste, er endnu ikke kommet os tilhænde, skjønt Ejerinden velvillig har lovet at laane os den; og vi kunne saaledes endnu her intet meddele af dens Indhold.
Vi maa vende os til en senere Tid.
Han kom til Rom, men det var i Krigsaarene. Da han havde været der paa sjette Aar, skrev han hjem til Konstakademiet: …”i den for Rom saa ulykkelige Tid, i hvilken jeg her har opholdt mig, har der ikke været noget for Konstnerne at fortjene, og seer endnu ud til at ville vare længe, førend det kan bedres, og altsaa, nu det mig gunstigst forundte Stipendium ophører, er jeg nødt til at forlade denne By for at begive mig paa Hjemrejsen i Sommer.” Beriget ved grundige og alvorlige Studier, hævet og baaret paa Genialitetens mægtige Vinger, var han endnu lige fattig paa vundne Laurer og lyse Udsigter. Ja den lyseste syntes endnu den ham, at begrave sig selv og sin Konst i det kolde Norden. Men hans gode Genius vilde det anderledes.
I Oktober 1800 havde han paabegyndt sin Jason i naturlig Størrelse, og i April 1801 stod Modellen færdig i Ler. Den tildrog sig ikke nogen særegen Opmærksomhed, og, da han ikke havde Raad til at lade den forme og afstøbe, sønderslog han den. Han blev imidlertid atter grebet af den Idee, der trods alle Omstændigheders Modstand skulde aabne ham Vejen til et udødeligt Konstnernavn. Jason var atter fremstaaet under hans Hænder, og — ligesom for at tilvriste sig Sejren — i overnaturlig Størrelse. Det var i Januar 1803, at den, næsten fuldendt, tildrog sig Konstneres og Rejsendes Opmærksomhed og Beundring; men, uagtet man — i Følge den domsberettigede Fernow — ”i den nyere Tid ikke havde seet et Værk i saa ren og stor en Stil,” uagtet det aftvang selve Canova en levende Anerkjendelse, truedes dog dette Arbejde af samme Skæbne, som havde ramt dets Forgænger. Til Lykke udsattes imidlertid dets Tilintetgjørelse. Men — han maatte nu for Alvor tænke paa Hjemrejsen. Hans faa Ejendele vare hurtig indpakkede, hans Bøger og Kobbere allerede afsendte, og Afrejsen bestemt til næste Morgen. Denne kom. Vetturinen holdt for Døren, og Kufferten var allerede fastsurret til Vognen, da — hans Rejsefælle, Billedhuggeren Hagemann fra Berlin, lod ham vide, at han endnu ikke kunde rejse, fordi hans Pas ikke var i fuldkommen Orden. Vetturinen skældte, men Rejsen opsattes en Dag. Og netop paa denne Dag skete det, at en Lejetjener førte den rige Banquier, Englænderen Sir Thomas Hope *), til Thorvaldsens lille Studio, for der at vise ham en af Roms Konstnyheder. Hope, overrasket ved Indtrykket af Jason, gjorde strax Thorvaldsen det Spørgsmaal, hvor meget vel denne Statue vilde koste, udført i Marmor; og da Konstneren, for hvem det allerede var Fordel nok, blot at komme til at udføre den, dertil havde svaret, at han vilde udføre den for 600 Zechiner, indvendte Hope, at det jo ikke vilde være nogen Pris for et saadant Arbejde, og tilbød at ville betale den med 800 Zechiner og derhos, ved at levere det fornødne Marmor, strax sætte ham i Stand til at begynde Arbejdet * *). — Dette Øjeblik var det afgjørende i Thorvaldsens Liv, hans Gjenfødelse i Konsten. Fra nu af traadte han med Kæmpeskridt frem paa sin berømmelige Konstnerbane, og hævdede ved hvert nyt Arbejde end mere den høje Rang, som selve hans Modstandere omsider ikke længer kunde gjøre ham stridig.
Fra nu af finde vi ham i halvsande Smaanotiser omtalt i enkelte af vore Bade som en Søn, Moderen, Fædrelandet, kunde være stolt af, men næppe oftere vilde faa at see, hvad hun dog synes at have haft temmelig let ved at trøste sig over. Imidlertid skjænkede Regeringen ham, i Betragtning af den Berømmelse, han havde indlagt sig, en Gratifikation af 400 Rbd. dansk Kurant. Det var den sidste Gave fra Hjemmet; han trængte ej heller til flere; og denne kom ham vel tilpas, netop som en Sygdom havde nedbrudt hans Arbejdskraft.
Han lagde nu Storværk til Storværk, og fra de fjærneste Egne strømmede Bestillingerne ind paa ham. Canova havde hidtil været hans Medbejler, var det vel tildels endnu, men var det i Ordets ædleste Forstand. Forgjæves æggede Skolen den italienske Kon[s]tners Skinsyge mod Hyperboræeren, og da Canova 1808 havde seet Thorvaldsens Adonis, udbrød han med ædel Varme, i det han henledede Fru Bruns Opmærksomhed paa den: ”Denne Statue er smuk, den er ædel og fuld af Følelse; Deres Ven er i Sandhed en genial Konstner! Skade (— tilføjede han efter et Øjebliks Taushed), at jeg ikke er noget yngre!” *)
Det Værk, hvormed man plejer al betegne Thorvaldsens Triumfindtog i Verdenshistorien, tilhører imidlertid 1812. — I Slutningen af 1811 befalede Napoleon, at det pavelige Sommerpalads paa Monte Cavallo skulde indrettes paa det prægtigste til et Palads for Frankrigs Kejser. Dette Bud skaffede Roms Konstnere Arbejde; men da Thorvaldsen var syg, og da han som Udlænding hverken kunde eller vilde* *) berøve nogen indfødt Konstner en Beskæftigelse, hvortil han selv mindre trængte end de fleste, blev Arbejdet fordelt, uden at han kom i Betragtning. Stern, som bestyrede Arbejdet, indsaa imidlertid, at, naar det skulde blive færdigt til den befalede Tid, Slutningen af Maj, maatte enhver Kraft sættes i Virksomhed, og, da han hændelsesvis i Marts traf sammen med Thorvaldsen, foreslog han denne at overtage en Frise til et af Gemakkerne. Skjønt der ikke kunde indrømmes ham tre Maaneder til Værkets Fuldførelse i Gipsafsløbning, besluttede Thorvaldsen dog at paatage sig et Arbejde, om hvilket han vel forudsaa, at det, uden Hensyn til den kortere Tid, vilde blive bragt i Sammenligning med de andres; og han valgte — vistnok ikke uden Hentydning til den ny Histories største Triumfator — at udføre Billedet af Alexanders Triumfindtog i Babylon. I den korte Frist, som var ham givet, kunde han ikke indlade sig paa nogen omhyggelig Udførelse; men han beregnede Virkningen af sit Arbejde saa heldig, at, da det i Juni Maaned samledes og indsattes i den bestemte Højde, overtraf det langt den almindelige Forventning, og henrev selv dem i Beundring, der havde trukket paa Skuldrene ved i hans Studio at see de enkelte Dele nærved. Selv Italienerne tillagde nu Thorvaldsen Navnet: ”Basrelieffets Patriark,” og Arbejdet mødte, saa tit som det af Konstdommere omtaltes, en ubetinget Ros, — som de fleste af hans øvrige Arbejder, men i en højere Grad end noget andet af dem.
Den populæreste af samtlige hans Frembringelser er fra 1815. — Han havde fuldført sit berømte Basrelief Priamus og Achilles, men der hengik nu Uger og Maaneder, i hvilke han intet foretog sig. Han var hensjunken i en dyb Tungsindighed, indtil han en aarle Sommermorgen forlod sil Leje for at fremstille et Billede, der i den søvnløse Nat var svævet igjennem hans frugtbare Fantasi. Det var det berømte og vidtbekjendte Billede af Natten. Under Udførelsen af dette skjønne Basrelief flygtede de mørke Taager fra hans Sind, saa at, da. hans Yen og Landsmand, Historiemaleren Eckersberg, samme Morgen, efter Sædvane, saae ind til ham, fandt han Thorvaldsen — med hans kjære Hund, Teverino *), ved den ene Side, og hans store Kat, liggende paa en Stol, ved den anden — i Færd med at fuldende dette Basrelief, som han for faa Timer siden havde begyndt paa. Thorvaldsen var glad og oprømt ved det Billede, han havde fremstillet, og sendte, efter Sædvane, strax Bud til Gipsformeren Antonio, at han skulde komme for at afstøbe det. Da denne om Eftermiddagen kom for at modtage Modellen, var ikke alene dette Basrelief færdigt, men Thorvaldsen havde allerede anlagt et Sidestykke, forestillende Dagen, og var, efter bemældte Antonios Fortælling, saa vidt i dette Arbejde, at han tilraabte denne, der vilde gaa bort med Modellen til Natten: ”Bliv et Øjeblik, Antonio, saa kan vi med det samme faa delte afformet.” Dette skjønne Tvillingpar, en Nat og en Dag, som høre til samme Døgn i Thorvaldsens Konstnerliv, vilde have været nok til hans Udødelighed igjennem Aarhundreder * *).
Disse og hundrede andre Storværker vare udgangne fra hans Haand, inden han første Gang besøgte Hjemmet. Her hjemme havde man dog netop saa tydeligt et Begreb om hans Virksomhed og dennes Betydning, som den blindfødte har om Trolhættan, hvis Storhed og Skjønhed en enkelt veltalende Læbe beskrev ham * * *). Europa kaldte ham stor, og man troede det; Europa kaldte ham Solen paa Konstnernes Firmament, og man troede det atter, troede det gjerne, fordi man helst troer det største om sin Landsmand. Men denne Tro var kold og død, som alt hvad der udenfra paa fremmed Bud skal trænge ind i Sjælen; den var ikke varm og levende, som hvad der naturlig og umiddelbar fremspringer af Sjælens eget Dyb. Man var ikke ved Selvbeskuelse uimodstaaelig henrevet af hans Tryllemejsels Almagt. Den havde kaldt Liv nok af Stene, men ikke Liv af Hjerterne her hjemme. Hans Værker vare udbredte næsten over hele Europa; selv Norge (Kjøbmand Knudsen i Trondhjem) havde flere af dem; men Danmark ejede kun et eneste, henstillet i en afsides Krog. Man maatte ”kjøbe Rejsesko” for at lære ham at kjende, og noget klangløsere end Datidens Bladartikler om ham skal man længe lede efter. Endelig lød dog hans Lov fra ”djærve, danske Lunger.” Det var ”vor rapfodede Ungdom,” som længselsfuldt opsøgte ham i Tiberstaden, som villig hengav sig i Beskuelsen af den simple og fordringsløse Højhed, den jævne Naturlighed, den rene og ædle Skjønhed, den dybe Alvor, det spillende Lune, den aabne Hjertelighed, den overgivne Lystighed, den naive, barnlige Fromhed, men fremfor alt den altomfattende Genialitet i hvert enkelt af hans Værker, — og som blandt Bøgene bevarede, hvad de i Orangelundene havde modtaget. Den første iblandt dem var ham, hvem det nærmest burde være, var Thorvaldsens nærmeste Frænde, Digterkongen. — Oehlenschläger kom til Rom i Sommeren 1809 og boede i flere Maaneder sammen med Thorvaldsen, hvem han første Gang fik see i hans eget Attelier.
