Den første omtale af en bestilling af en buste af fødselslægen Mathias Saxtorph (1740-1800) findes i et brev fra Poul Scheel til Thorvaldsens mentor og ven Georg Zoëga 24.12.1800. Heri beder Poul Scheel Zoëga spørge Thorvaldsen, hvad “en enkel buste i naturlig størrelse af det fineste marmor med en pidestal til en indskrift” vil koste, om en såden buste kan udføres på baggrund af et “temmeligt vellignende” kobberstik og endelig, hvornår en sådan i givet fald kunne være færdig.
Scheel skriver om den portrætterede, at det drejer sig om “den afdøde etatsråd Saxtorph, som jeg skylder meget som lærer og ven, og som jeg, hvis hans elever og alle de som skylder ham tak som fødselshjælper understøtter det, ønsker at se dette lille æresmonument opstillet over i Fødselstiftelsens vestibule”. Heraf ses, at Scheel forestillede sig bestillingen som en subskriptionsbestilling, samt at man tænkte, at busten kunne udarbejdes efter et kobberstik. Det må have forekommet sandsynligt, at mange subskribenter ville tegne sig for monumentet over den velmeriterede læge. Saxtorph blev professor i medicin ved Københavns Universitet og fødselslæge 1771. Yderligere blev han justitsråd 1784, etatsråd 1792 og rektor for Københavns Universitet 1785.
Næste brev vedrørende bestillingen er Scheels brev 20.5.1800. Her takker han Thorvaldsen for at have påtaget sig opgaven og meddeler, at subskriptionen går langsomt, hvorfor han og Saxtorphs søn i første omgang ønsker, at busten skal udføres for deres regning, så der ikke mistes tid. Desuden oversender han et kobberstik, der skal række til “den grove marmorudhugning” og pointerer, at den endelige afpudsning må ske, når Thorvaldsen kommer til København. Scheel har oversendt kobberstikkeren G.L. Lahdes stik af Saxtorph fra 1798. Dette afslører imidlertid Scheels manglende forståelse for den kunstneriske proces, for før man går til marmorhugningen, må man først gøre en model i ler, hvoraf der tages en gipsafstøbning, som så efterfølgende er grundlag for den punkterende overførsel til marmor. Med andre ord kan man ikke gå til marmoret, før man har en tilstrækkelig præcis model i gips. Når Scheel ønskede, at den endelige tilvirkning af busten skulle ske i København, skyldtes det imidlertid, at Thorvaldsen dér ville få mulighed at bruge yderligere et forlæg for portrætligheden, nemlig den portrætmedaljon, A903, som han inden sin afrejse til Rom, havde fremstillet af Mathias Saxtorph.
Thorvaldsen havde, jf. Thiele I, p. 15-16, været ven med Mathias Saxtorphs søn Johan Sylvester Saxtorph, som han sad ved siden af i frihåndsskolen på Kunstakademiet, hvor den vordende læge Saxtorph sandsynligvis øvede faget tegning for anatomilærens skyld. Thorvaldsen forsvarede og beskyttede den to år yngre og spinkle Saxtorph “naar de om Aftenen mellem vilde Kammerarter forlode Charlottenborg.” Dette førte til et venskab med ikke alene Johan Sylvester, men også hans familie. Thorvaldsen blev inviteret til at komme et par gange om ugen i Saxtorphs hjem og spise med, og som tak herfor portrætterede han i to portrætmedaljoner, A903 og A904, dennes forældre.
| |
|
| Elisabeth Christine Saxtorph | Mathias Saxtorph |
Scheel havde forgæves forsøgt at skaffe et eksemplar af denne medaljon til Thorvaldsen i Rom, men eftersom enkefru Saxtorphs eksemplar var gået i stykker under en flytning, og der ikke umiddelbart kunne fremskaffes andre, så foreslog Scheel i ovennævnte brev, at busten måtte fuldendes, når Thorvaldsen igen kom til København og havde mulighed for at opsøge en udgave af medaljonen eller formen til den blandt sine ejendele.
Thorvaldsen må jf. Scheels brev 20.5.1801 – trods de ugunstige arbejdsvilkår med kun et kobberstik som forlæg – gennem et ikke længere kendt brev sendt fra Münter til Scheel have accepteret opgaven, og de næste breve omhandlende busten vedrører betalingen. Allerede i sit brev 20.5.1801 havde Scheel bedt købmanden Wulffen om at stå til rådighed for udbetalingen af 50 Scudi eller mere. Scheels brev blev ligefrem sendt til Thorvaldsen sammen med et brev fra Wulffen 22.06.1801, hvori han ligeledes nævner muligheden for udbetaling. Thorvaldsen må kort tid efter modtagelsen af Wulffens brev have henvendt sig angående betalingen, for allerede 13.7.1801 får Thorvaldsen endnu et brev fra Wulffen, hvori denne takker for modtagelsen af Thorvaldsens brev 2.7.1801. Dette brev kendes ikke i dag, men indholdet kan man let forestille sig, for Thorvaldsen har tilsyneladende straks udbedt sig 100 scudi til udbetaling. Om disse penge blot skulle dække marmorindkøbet eller tillige var betaling for en del af hugningen fremgår imidlertid ikke her.
Herefter synes korrespondancen mellem Thorvaldsen og Scheel en overgang at være stilnet af, muligvis fordi Scheel havde bedt om, at busten ikke måtte blive sendt så længen der var krig mellem England og Danmark, idet transporten via søvejen så var for farlig. Selvom Danmark sluttede fred med England i oktober samme år som busten var bestilt, kan transporten imidlertid stadig have været problematisk. Med andre ord kunne man roligt lade Thorvaldsen få arbejdsro. Senest omkring 1804 må der imidlertid være opstået en vis utålmodighed blandt subskribenterne. I hvert fald får Thorvaldsen antagelig 1804 et brev, hvori maleren Wallick, der befinder sig i Rom, skriver til den omkringrejsende Thorvaldsen og beder ham fortælle, om busten er afskibet og til hvilken havn. Man har med andre ord forventet bustens allerede overståede eller snarlige afsendelse.
Der er imidlertid ikke noget der tyder på, at Thorvaldsen har reageret på dette brev. Dog sender han i sit brev til Nicolai Abildgaard 6.8.1804 følgende hilsen med: “Hr Doctor Schel beder jeg flitigst hilset, hans hos mig bestilte Buste skal snart blive færdig”. Umiddelbart efter, 29.8.1804I, sender Scheel imidlertid en hilsen til Zoëga, hvori han beder om, at Thorvaldsen ikke vil sætte Saxtorphs buste sidst i rækken af arbejder, der skal udføres. Yderligere skriver han, at det “ganske vist er noget hårdt, at han må bruge sin mejsel til at udhugge et basunkindet nordisk ansigt, men at med hans hænder, må selv et sådant blive til et interessant kunstværk.” Han afslutter sin besked angående værket med at bede Zoëga om at hjælpe Thorvaldsen med værkets hjemsendelse.
Dernæst går der fire år, før endnu en rykkerskrivelse for busten dukker op i Arkivet. Den 23.11.1808 udbeder Scheel sig nyt om busten og afbestiller desuden det postament, som er bestilt, i håb om, at denne indskrænkning af bestillingen kan fremskynde leveringen. Thorvaldsen har tilsyneladende ignoreret denne henvendelse, om end der i Arkivet findes et udkast fra efter 23.11.1808, i hvert fald afbestiller Scheel i sit næste brev to år senere (28.7.1810) busten, idet man ikke har hørt noget fra Thorvaldsen angående arbejdets progression. De ellers hidtil tålmodige subskribenter må have vurderet, at udsigterne til at modtage busten var ringe. Om det nu, som det gøres i brevet, kan begrundes med, at transporten af den færdige buste ville være vanskelig og tilvirkningen efter et kobberstik langsommelig – eller om de ikke slet og ret var blevet trætte af at vente på Thorvaldsens værk – kan ikke afgøres, men det blev besluttet at lade portrætmaleren Hansen udføre et værk til ære for den afdøde. Samtidig udbad Scheel sig at få de udbetalt 100 scudi tilbagebetalt.
Det kan forekomme mærkværdigt, at Thorvaldsen ikke hjemsendte busten, eller i det mindste besvarede henvendelserne fra Scheel, når vi fra et brev fra Thorvaldsen til Abildgaard 23.9.1806 ved, at busten var færdig. I brevet skriver Thorvaldsen: “Professor Badens Byste er færdig og skal efter Forlangende blive afsendt tillige med et andet Byste til Doctor Schel.”
Årsagen til, at busten ikke blev udleveret kan imidlertid have været, at Thorvaldsen ikke var specielt stolt af den. Det fremgår nemlig desuden af brevudkastet 23.9.1806 til Abildgaard, at Thorvaldsen ikke selv havde udført busten. “Professor Badens Byste er færdig og skal skikke det første tiligemed Saxtorff Byste til Her dr Schel som jeg imellem os sagt ikke selv har giord, og er mig betaldt,”. Det vides således ikke, om Thorvaldsen selv har modelleret busten, eller om han har overladt hele arbejdet til en anden. Else Kai Sass anser det sidste for det sandsynligste og vurderer på baggrund af marmorarbejdets karakter, at det muligvis kan være tyskeren Peter Kauffmann, der på dette tidspunkt arbejdede som medhjælper i Thorvaldsens værksted, som er bustens ophavsmand. (Se eventuelt referenceartiklen Thorvaldsens assistenter med mere information om medhjælperne i Thorvaldsens værksted.) Opgaven med at modellere efter et kobberstik må have forekommet Thorvaldsen så utiltalende, at han hellere ville overgive opgaven til en anden. Om dette er den egentlige årsag til den manglende hjemsendelse af busten, kan ikke siges med sikkerhed, men der synes ikke at være andre indlysende grunde til, at Thorvaldsen lod den færdige buste forblive i Rom uden at kere sig om Scheels henvendelser.
Efter Scheels brev 28.7.1810, hvori han ønsker betalingen for busten tilbagebetalt, har Thorvaldsen dog alligevel formuleret et svarbrev, jf. hans koncept skrevet kort efter 28.7.1810. Heri forklarer han sig endelig, idet han anerkender, at årsagen til misforståelsen må være at: “De har savnet Brev fra mig”. Herefter redegør han for, at busten med tilhørende piedistal blev udført straks efter bestillingen og begrunder nu, hvorfor den ikke er blevet hjemsendt. For det første troede han, at afrejsen fra Rom var nært forestående og ville derfor have retoucheret værket i København, hvor bedre forlæg fandtes, senere ville han sende sine værker, men fandt søvejen for usikker grundet krigen mellem Danmark og England og at hjemsende et enkelt buste over land var for dyrt. Det kan være plausible forklaringer på den manglende afsendelse af busten, men manglen på breve fra Thorvaldsen til Scheel antyder, at Thorvaldsen helst ville undgå en stillingtagen til hjemsendelsen af busten, som han havde fået en anden til at udføre.
Om Thorvaldsens brev til Scheel blev sendt er uvist, men det synes derimod sikkert, at Scheel ikke har modtaget det, idet der ikke er referencer til det i Scheels næste brev til Thorvaldsen antagelig fra september 1810. Tværtimod skriver han, at han nu fra anden side har hørt, at den bestilte buste står færdig i gips, hvilket har udløst et ønske fra bestillerne om også at se busten udført i marmor.
Desuden beder Scheel Thorvaldsen bære over med bestilllernes ønske om et par ord fra ham, idet de er lidt utålmodige efter 4 års ventetid og tavshed. Endelig følger det sidste brev af 30.11.1810 fra Scheel, hvoraf det fremgår, at det er kulturpersonligheden Friederike Brun, som har meddelt, at hun har set busten stå færdig i gips, hvorefter ønsket om et marmoreksemplar gentages. Denne gang dog med tilføjet afbestilling af postamentet, formentlig fordi man frygtede, at dette ville trække sagens afslutning yderligere i langdrag. Scheel har altså på dette tidspunkt endnu ikke været vidende om, at busten havde stået færdig siden 1806, og at Friederike Brun derfor lige så vel kunne have set busten i marmor.
Trods disse mange henvendelser om busten og dens hjemsendelse, fik Scheel, der døde i juni 1811, aldrig busten at se. Den blev først hjemsendt sammen med en større mængde værker i Thorvaldsens sidste leveår, jf. Else Kai Sass, op. cit., p. 80. Thorvaldsens første egentlige biograf Thiele fortæller historien om busten med en ukorrekt kronologi. Han beretter, at busten blev afbestilt 1806 og dernæst genbestilt på grund af Friederike Bruns udsagn om at have set busten i gips. Dermed fremstiller Thiele sagen til Thorvaldsens fordel, idet man i hans udlægning forstår, at det først var efter Friederike Brun havde set busten i gips og bestillerne så ønskede sig et marmoreksemplar, at Thorvaldsen så sig nødsaget til at overdrage arbejdet til en anden, jf. Thiele I, p. 166-167. At dette er åbenlyst ukorrekt ses af brevenes datering. Imidlertid kan det ikke udelukkes, at Thieles gengivelse af overdragelsen af busten er korrekt. Thiele beretter: “Den samme Ulyst, han, under de givne Betingelser, havde følt imod at paatage sig dette Arbeide, følte han nu mod at aflevere det, og Busten blev saaledes henstillet og skiult, indtil den i Kunstnerens sidste Levetid med hans øvrige Sager blev bragt til København. Imellem de paa Charlottenborg sammendyngede, fuldførte og ufuldførte, Værker tildrog den sig en Dag tilfældigviis Opmærksomhed, og da det nu blev røbet, at det var Saxtorphs Buste, blev han nolens volens nødt til øieblikkelig at udlevere den til Saxtorphske Familie, hvor den nu opbevares”, jf. Thiele, op.cit., p. 167-168.
Også i dette tilfælde var Thiele imidlertid mindre detaljeret mht. sagens forløb, end han kunne have været, hvis han havde villet. I sine private optegnelserII til sin biografi om Thorvaldsen, skriver han:
Om Saxtorffs byste fortæller Fru Saxtorff, Sønnens Kone, 1847, at den tillige med Th’s andre Arbeider var kommen til Danmark i Marmor, men blev hensat, og at Th. for Sønnen, Conf. Saxtorff, ellers yttrede, at han ikke kunde være dette Arbeide bekiendt og derfor ikke vilde aflevere den. Saxtorff var derover lidt vred, men det hjalp ikke. Omtrent 14 dage før Thorvaldsens død, opdager Baroness. Stampe denne Byste i en krog i Atteliet, og nu slap hun den ikke, førend Thorv. fulgte hende med Busten hen til Fru Saxtorff, hvor den blev afleveret.
Busten findes i dag i marmor på Rigshospitalets Fødselsstiftelse, en gipsafstøbning af busten på Thorvaldsens Museum, A899.
Sidst opdateret 24.08.2022
Dette brev dateret 29.8.1804 og andre til og fra Zoëga er under udgivelse af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab ved Karen Ascani: Georg Zöega: Briefe und Dokumente II-IV.
Thieles Archiv I, 1787-1810, 1810, ad. 37.