Om Otto Reedtz-Thotts bestilling og afbestilling af skulpturen Hebe i 1806 og 1812. Og om sagens genoptagelse i 1840.
DENNE ARTIKEL ER UNDER UDARBEJDELSE
Baron Otto Reedtz-Thott rejste i 1806 med bl.a. daværende kammerjunker Johan Christian August Bielke til Italien. Under opholdet i Rom besøgte de Thorvaldsen, og Reedtz-Thott bestilte en marmorstatue af Hebe.
Deres ophold i Rom kan dokumenteres af indførsler i Thorvaldsens stambog, N213, hvori begge herrer har skrevet, og i øvrigt af H.V. Lundbyes brev af 8.5.1806 til Thorvaldsen.
Uvist af hvilken grund gik bestillingen gennem Bielke, som Thorvaldsen skrev kontrakt med 26.5.1806. Men at bestillingen helt sikkert har været Reedtz-Thotts, fremgår utvetydigt af hans meget senere brev af 11.12.1840. Prisen for statuen var 600 scudi til betaling i tre rater à 200.
Modelleringen af Hebe gik antagelig i gang allerede 1806, men var stadig undervejs ultimo februar 1807, se breve af 30.1.1807 fra C.F. Høyer til Abildgaard og af samme dato og 21.2.1807 fra Thorvaldsen til Schubart. Originalmodellen er i dag på Thorvaldsens Museum, A37, som hidtil har været dateret til 1806, men de nævnte brevsteder beviser, at den ikke kan være blevet færdig før 1807, hvis den overhovedet var påbegyndt i 1806.
Hvordan det skred frem med marmorhugningen, vides ikke, men i brev af 28.3.1812 afbestilte Reedtz-Thott statuen, sandsynligvis fordi baronen var havnet i svære økonomiske vanskelighederI. Han bad samtidig om tilbagebetaling af 200 scudi til maleren C.F. Høyer, der i denne sag varetog Thorvaldsens interesser i Danmark.
Disse 200 scudi svarer ikke, som man hidtil har troet, til 1. rate af betaling, som Reedtz-Thott / Bielke betalte 1806 i Rom. Det fremgår nemlig af C.F. Høyers breve til Thorvaldsen fra 1812, at Reedtz-Thott gav afkald på 1. rates 200 scudi og på retten til at erhverve statuen: Reedtz-Thott skrev til Høyer: “Jeg overlader Figuren Hebe til Professor Thorvaldsens Raadighed, kuns med den Forbeholdenhed, at de af Dem udbetalte 200 ScudR: af Thorvaldsen igien tilbage betales Dem, da ieg derimod ganske renoncerer paa de 200 Scud som ieg betalte ham i Rom. R: Thott.” (brev af 9.5.1812 fra C.F. Høyer til Thorvaldsen, hvor Høyer citerer fra Reedtz-Thotts brev til ham).
Det samme er evident i brev af 18.9.1812 fra C.F. Høyer til Thorvaldsen: “Baron T-t renoncerer paa Figuren H- og den S[u]m han i Rom betalte Dem, imod at De igien betaler mig de 200 Scud[i] som De af mig haver bekommet”.
Og endnu en gang 20.10.1812 i et brev fra Høyer til Thorvaldsen: “…d: 18de. Sep: har ieg skrevet Dem til betreffende de bevidste 200 Scud. som ieg ved min Afreise fra Rom, deponerede hos Dem imod at De meddeelte mig en Anfordring paa Baron R:T: – Dersom De har modtaget mine Breve, saa har De følgelig erfaret Baron Ts: Svar nemlig: At han renoncerer paa de 200 Scudi han selv betalte Dem i Rom, samt frasiger sig al Ret til Figuren Hebe, hvorimod De vilde behage at udbetale mig min Fordring paa ham”.
Det ses altså, at C.F. Høyer havde lånt Thorvaldsen 200 scudi ved sin afrejse fra Rom 1811. Disse penge kunne Høyer da inddrive hos Reedtz-Thott som næste rate af betalingen for Hebe. Da Reedtz-Thott imidlertid ikke ville have mere med sagen at gøre, beder Høyer om at få de 200 scudi tilbage fra Thorvaldsen, hvis ikke han kunne få Slotsbygningskommissionen til at overtage bestillingen og så modtage de 200 scudi derfra. Dette lykkedes øjensynlig ikke, da ingen Hebe endte på Christiansborg.
Det vides ikke med sikkerhed, om Thorvaldsen nogensinde betalte de 200 scudi tilbage til Høyer, men det må antages at være tilfældet, da vi ikke hører mere om sagen fra den ellers meget ivrige Høyer. Han havde akut brug for pengene, fordi han var involveret i et andet økonomisk mellemværende med maleren Johan Georg Wahls enke.
Det væsentligste for sagens senere udvikling er her at fastslå, at Reedtz-Thott både gav afkald på den 1. rates 200 scudi og på retten til skulpturen allerede i 1812. Dette faktum havde billedhuggeren og vel også bestilleren imidlertid glemt, da Reedtz-Thott genoptog sagen mere end 26 år senere(!) efter Thorvaldsens hjemkomst med en ny anmodning om tilbagebetaling af den første rate i 1839 via en mellemmand, og i brev af 11.12.1840 skriftligt.
Thorvaldsens svar af 5.1.1841 er meget skarpt. Han nægter (med rette! – men dog uden at vide det selv) at tilbagebetale forskuddet med den begrundelse, at det er kutyme for billedhuggere at modtage forskud til dækning af omkostninger ved påbegyndelsen af arbejdet for at sikre sig mod dårlige betalere, og at Hebe iøvrigt stod i atelieret i Rom og kunne leveres færdig til hvem, baronen ønskede.
Reedtz-Thott foreslog da i sit brev af 27.2.1841 enten, at Thorvaldsen tilbagebetalte de 200 scudi, eller at Thorvaldsen afgav bevis på, at den færdige skulptur stod i Rom, i hvilket fald de resterende 400 scudi af det oprindeligt aftalte beløb ville blive betalt.
Thorvaldsen svarede igen vældig kontant i sit brev af 1.3.1841. Han krævede, at baronen frafaldt sit krav på Hebe, hvis ikke restbeløbet blev indbetalt, og nægtede stadig at tilbagebetale forskuddet, da “det halve [af arbejdet] blev giort (ja meer en det halve)” dengang skulpturen blev bestilt.
I baronens sidste brev af 18.3.1841 frafaldt han da sit krav (igen!) på forskuddet og tilbagesendte Thorvaldsens kvittering for modtagelsen af de 200 scudi fra 1806. Baronen erklærede endvidere, at han ikke ønskede at erhverve den Hebe, der stod i Rom.
Her synes sagen at være endt.
Når Thorvaldsen – i sine svarbreve til Reedtz-Thott – hævdede, at baronens Hebe stod færdig i værkstedet i Rom, har det nok været en sandhed med modifikationer. En marmorversion af Hebe i 1806-udgaven blev solgt til englænderen Samuel Boddington 1815 (se breve af 2.4.1815 og 23.12.1815 dette eksemplar blev erhvervet af Thorvaldsens Museum i 1938, A875). Det er nærliggende at antage, at denne Hebe var den, som Reedtz-Thott havde givet afkald på allerede i 1812, og som Thorvaldsen altså har været i sin gode ret til at sælge. At dømme efter Thorvaldsens kategoriske udsagn i korrespondancen fra 1841, synes der dog at have været endnu en marmor-Hebe i værkstedet. Den kan være identisk med den, der 1950 blev opdaget af Vagn Poulsen i et hus i via Ferdinando di Savoia i Rom, se arkkataloget Thorvaldsens Museum. Det kunne være denne udgave af figuren, som Thorvaldsen foreslog Reedtz-Thott at erhverve i 1841.
Last updated 25.08.2019
Otto Reedtz-Thott fik umiddelbart efter 1810 så store økonomiske problemer, at han måtte lade sit gods, Gavnø, underkaste sig en såkaldt administrationskomité, jf. Ulla Kjær: ‘Thotts Palæ på Kongens Nytorv’, in: B. Andersen og P. Roholt (ed.): Byens adelsgårde og palæer, Ebeltoft 2008, p. 132.