Arkivet, Thorvaldsens Museum

 
No. 1361 af 9945
Afsender Dato Modtager
Friederike Brun [+]

Afsendersted

København

Januar 1815 [+]

Dateringsbegrundelse

Dateringen fremgår ikke af teksten, men af tidsskriftet, hvori teksten blev trykt, se Brun, op. cit.

Omnes
Resumé

Kommentarerne til dette dokument er under udarbejdelse.

Se original

Noget om den danske Billedhugger i Rom:
Albert Thorvaldsen

af
  Frederike Brun, født Munter.
–––––––––––––
Fru Baronesse Caroline von Humboldt tilegnet.
––––––––––
(Efter Forfatterindens Haandskrift oversat af Udgiveren.)
–––––––––––––

Ligesom Konsterne i Athen under den peloponnesiske Krig ikke allene ei holdtes tilbage i deres Blomstring eller forstyrredes i deres Udvikling, men trodsende alle Hindringer, modnedes stedse mere kraftfuldt og lysteligt: saaledes synes ogsaa, uagtet Krigen, en ny, gladelig Konst-Epoke at begynde i det nærværende Rom. I Grækenland havde de store Bedrifter under Perser-Krigen, den ædle Modstand, Dristighed, Lykke, Seier og den vundne Frihed vækket, opløftet, begejstret Siælene. Herodot læste ved Panathenæernes Fest sit udødelige Værk; det bar Frugt i Thucydides’ Taarer. Historieskriverne opflammede paa ny de tragiske Digtere, som Homeros havde opammet. Konsten, en yngre Søster af Historien og Poesien, traadte dristig frem paa Løbebanen med de ældre Sødskende; endelig fuldendte Philosophien, alle Videnskabers og Konsters Resultat, den eurythmiske Cyclus, som, uopnaaelig for alle Aartusinder, synes at have været Menneskeslægtens høieste æsthetiske Blomstring.
Men hvad frembringer i det nærværende Rom Konstens Gienfødelse, ikke allene iblandt Italienerne, men ogsaa blandt deres, fra alle Europas Lande tilstrømmende Lærlinge, i en Tidsalder, der ikke fremviser noget, for Konsterne fortrinligen gunstigt Tegn (om man ikke derhen vil regne den uendelige, Konstnerne selv fremfor alting forhadte Konststaddren)?
Vi ere Alle mere eller mindre hensiunkne i Kraftløshed, og kæmpe forgieves imod Nødvendigheden, der sielden var Konstens beskiermende Gudinde. Enhver er bekymret for sin Eiendom, og tanker sielden paa Livets Prydelse; og Skiønhedssandsen, denne Humanitetens fineste Blomst, der kun kan trives i Roligheds Skiød og under en mild Luft, folder, Sandseplanten *) liig, sine knap udsprungne Blade sammen for alle løsladte Lidenskabers barske Storme. Ikke desmindre er det vist, at de tegnende Konster, Portraitmaling * *), Landskabs- og Historie-Maling, og fremfor Alt Billedhuggerkunsten, have netop i de frygtelige Revolutionsaar giort ustandsede Fremskridt til det Bedre; uden at man bestemt kunde sige, at denne Fremadstræben var en Følge af forudgangne heldige, konstudviklende Omstændigheder, eller vækkende Exempler. Pompeio Battoni var den sidste Spire af de aldeles udartede italienske Skoler. Raphael Mengs stod allene, og har ingen Efterlignere, ingen Lærlinge efterladt sig; og hvilke middelmaadige Mennesker Winkelmann, af Mangel paa bedre, var nødt til at betiene sig af, det viser de under hans Opsyn foretagne Restaurationer. At han ikke traf paa bedre, beviser ogsaa de Lovtaler, han ødslede paa en Cavaceppi.
Ogsaa Angelica fremspirede, voxede, blomstrede, uden Lærer, uden Lærlinge. Datter af Gratien og af Qvindeligheds Genius, Eneste i sin Natur, er hun ogsaa bleven Eneste fra den Side, der hos hende kunde efterlignes og fortiente Efterligning: i den harmonisk levende Colorit.
Det er derfor meget mere Konsten, hvis Opvaagnen af dens dybe Slummer, efterat den var vendt tilbage fra Manerens og den kolde Routines forskaarne Buxboms-Labyrinther, netop er truffet sammen med det Tidspunkt, i hvilket Europa begyndte at bæve i convulsiviske Trækninger, som fra deres Middelpunkt udbredte sig til alle Kanter og sønderbrød alle gamle Former. – Forgieves! (ret som havde de givet hverandre deres Ord, at de vilde være stærkere end selve Tidens Strøm!) Konstnerne arbeidede rask fremad med et Mod, en Opoffrelse, et mod det Skiønne, for Skiønhedens Skyld, fast henvendt Sind, der ofte bevægede mig i det dybeste af min Siæl; thi sandelig, den har kun sin Løn i sig selv.
Det synes altsaa virkelig, at Rystelser, selv de ubehagelige, (thi i det Hele var Revolutionen og det hele Revolutionsvæsen en forhadt Sag for alle Konstnere, undtagen for saavidt som det gav dem Stof til Carricaturer) at alle Slags Trængsler, ja selv Nød, ere til mindre Hinder for Konstens Udvikling, end Stilstand, Hensynken i det Almindelige, i det Vedtagnes Hylding.
Billedhuggerkonsten havde, om end kun hist og her og næsten ubemærket, giort Begyndelsen, som den af de skiønne Konster, der, næst Architecturen, er den simpelste, den strengest betingede. Wiedewelt og Sergel i Norden, Danneker, Trippel, Scheffauer og andre i Tydskland vendte tilbage til alvorligt Studium af det Antike, til Naturen, og til den beskedne rolige Ynde. Konsten bragte atter de i Syden udviklede Spirer til Norden, under hvis konstfremmede Himmel de kun alt for ofte pleie at isne.
Noget sildigere, end de to førstnævnte nordiske Konstnere, begyndte Canova at besiæle Marmoret (thi fra Begyndelsen af leve og aande hans Værker); og lidt efter lidt afkastende den gemene Naturefterlignings Svøb og Manerens Lænker, stræbte han uafladeligen mod det Høiere og Bedre med et Mod og en Taalmodighed, og med en Redelighed mod sig selv, hvorved den ædle Mand lige saa sikkert maa vinde alvorlige Beskueres Agtelse, som den indtagende Ynde, der omsvæver hans Værker, maa sikkre ham deres kiærlighedsfulde Bifald. Canovas Gallerie af Statuer fra hans egen Haand er Historien af Billedhuggerkonstens Opvaagnen og Opblomstring i Italien.
Men midt iblandt alle de venlige, haabvækkende Stierner paa den romerske Konsthimmel, steg pludselig en Stierne af første Størrelse frem paa Horizonten. – Fra det fierne Nord straalede Danmarks Thorvaldsen! Og Følelsen, som det første Konstværk, hvormed han offentlig fremtraadte, vakte, var forbauset Beundring!
Det var i Januar 1803, da jeg var Vidne til dette Phænomen, der mere syntes at tilhøre de skiønneste Tider af den helleniske Konst, end vor Tidsalder, og da jeg iagttog dets Virkning paa Beskuerne. Allerede var Argonauten-Føreren Jason (nøiagtigen saa stor, som den belvederiske Apollo) i alle Konstneres Munde, da Thorwaldsen engang ved et Middagsmaaltid, hvor han i Almindelighed pleiede at samles med 30 til 40 Konstnere, blev spurgt: “om han ikke kiendte den unge danske Konstner, der havde frembragt denne herlige Statue?” – saaledes i beskeden Stilheds Skiød havde denne store Genius udfoldet sine Vinger. – At meddele Dem, min kiærre, konstelskende Veninde! nogle Vink over den høist originale Maade, hvorpaa Thorvaldsen blev det han er, og en kort Fremstilling af hans vigtigste Arbejder, er disse Blades Hensigt. Maatte de tillige være Dem en stille Efterklang af uforglemmelig lykkelige Timer! – Hvo har med inderligere Følelser, med renere Konstglæde hilset vor Thorvaldsens Guddomsbilleder, end Caroline og hendes ædle Ægtefælle? Og hvor fandt den unge Konstner høiere Løn *), end i den giæstmilde Bolig, som Wilhelm von Humboldt paa Trinità del Monte i Rom har indviet Konstnerne til et åbent Tempel for Konst og Videnskab?
Albert (Bertel) Thorvaldson blev født i Kiøbenhavn 1771 eller 1772 af ubemidlede Forældre. Hans Fader, en indfødt Islænder, var Steenhugger, og nærede sig med sin Familie tarveligt. Vor Albert fandt allerede som Barn stor Fornøielse i at gaae Faderen tilhaande i hans Arbejde, og efterlignede snart de Ornamenter, som Faderen forfærdigede, i Træ med megen Lethed og Smag. Ved saadan Leilighed skete det engang, at, i det han med Forvovenhed og Kraft til dette Øiemed betiente sig af en Øxe, der var for stor for ham, huggede han sig et meget betydeligt Saar giennem Støvlen i Benet, hvoraf han endnu har et Ar. Hans Fader, der vel anede, at han ikke vilde lade det beroe ved Steenhugning, lod ham benytte den frie Underviisning i Tegning, der gives paa det kongelige Konst-Academie paa Charlottenborg. Vor unge Konstner tegnede, uden synderlig Drift, med de Andre, og skiøndt han aldrig var egentlig flittig, og altid for det meste studerede med Øinene, udmærkede Lærerne ham dog stedse fortrinligen. Imidlertid stiger Driften til at modellere mere og mere hos ham, og han vinder Akademiets mindre Premier, den ene efter den anden *). Saaledes voxer han op, uden noget Slags Dannelse, saa ganske overladt til sig selv og den gunstige Natur, som det vel er muligt at tænke sig et Menneske, født i en civiliseret Stat. Han er nu 17 Aar gammel, og da han vedbliver Modelleringen, skal han giøre sit første Prøvestykke for en af de mindre Medailler, ved at modellere et Basrelief. Til dette Foretagende indelukkes Lærlingerne (ligesom Cardinalerne under Conclavet) i afsondrede Værelser, forsynede med det Leer, som de skulle besiæle, og overladte til deres gode Genius og til deres Hænders Færdighed.
Vor Thorvaldsen gik denne sin første uventede Triumph, ikke anderledes end en til Døde dømt Misdæder, i Møde; og endnu kan han ikke uden en Levning af komisk Skræk tænke paa, hvorledes han dengang var til Mode, og hvorledes han ved en dygtig Drik af den nordiske Hippokrene, der for den trængende Yngling kun flød med Brændeviin, maatte styrke sit Mod til Arbeidet.
Saaledes gaaer han til Værket (ikke modigere end til en Henrettelse, forsikkrer han endnu i dette Øieblik), og i fire Timer er den opgivne Gienstand, Heliodorus, eller Kirkeranet *), saaledes anlagt i Basrelief og, i Forhold til Tiden, han anvendte derpaa, saaledes udført, at de forbavsede Dommere ikke allene kiende ham værdig den Priis, hvorom han stred, men endog den store Guldmedaille, hvormed et Rejsestipendium er forenet – dog dette sidste kun imellem sig selv – da det havde været umuligt, at sende en saa ganske udannet Yngling, den Alder overladt til sig selv, ud i den vide Verden. Han bliver altsaa høiligen rost, og erholder den Præmie, for hvilken han har arbeidet; men alle Professorer have efter den Tid deres Øine fæstede paa ham, og bemerke med Glæde hans Fremskridt. Historiemaleren Abildgaard fik ham i Synderlighed kiær; og blandt Landets Store udmærkede Hans Excellence Geheimeraad Grev Christian Rewentlow sig ved at skienke det opblomstrende Talent en kiærlig Pleie. Endnu prydes Væggene i denne værdige Families Bolig med Afstøbninger af Thorvaldsens to første Basreliefs: Heliodorus og Apostelen Peder, som helbreder den Lamme ved Templets Port * *); ved hvilket sidste Stykke han (1793) vandt den store Guldmedaille og Rejsestipendiet (600 Rigsdaler aarligen i 6 Aar.) *)
Beundringsværdige ere allerede i det første af disse Basreliefs Udtrykket, Friheden i Bevægelserne, og det umiskiendelige Anlæg til en fast Stiil, som og Figurernes Mængde. Den til Jorden nedkastede Kirkerøvers Figur kunde Konstneren endnu den Dag idag ikke skamme sig ved. Ogsaa erkiendte Grev Christian Reventlow strax den Genius, der saaledes begyndte. I det andet af de nævnte Arbeider, det sidste han frembragte i Kiøbenhavn, er ogsaa hans hele store Evne allerede synlig; Figurerne ere høist ædle, og Dragterne have en stor og simpel Holdning. En ung Qvinde med et Barn paa Armen er af høieste Skiønhed. Petrus har just rakt den Lamme sin Haand – allerede straaler Helbredelsens Følelse fra hans Ansigt; allerede hæver Overkroppen sig kraftsvulmende, medens den nedre Deel af Legemet endnu hviler i Slaphed paa Jorden. Den ved Peders Side staaende Johannes er af beundringsværdig Skiønhed. Hoved, Figur, Haar, Dragt, Alt hos ham er fuldkomment. Med Peder har Konstneren ikke været fuldt saa heldig. Men hvor yndig er Drengen i Mellemgrunden paa høire Haand, hvor huldsaligt det Barn, der stræbende op fra den unge, skiønne Qvindes Arm, griber efter de brogede Høns i Kurven, der bæres til Templet! Det Hele deler sig let i to livfulde Grupper, og kun enkelte uskiønne Armbevægelser vise sig endnu. Men hvor skiønt ere allerede Hænder og Fødder dannede!
Nu arbeidede vor Konstner modigere og med noget mere Lyst Büster efter Naturen.
To af disse har jeg endnu for mig, en qvindelig og en mandlig; den første, den elskværdige og aandrige Hertuginde af Augustenborgs; den anden, Statsministerens, Grev A. P. Bernstorfs, hvis Minde vil være Danmark helligt, saalænge taknemmelige Hjerter endnu slaae iblandt os. Büsterne ere fulde af Charakteer, og udførte i en høi Stiil; men den qvindelige især mangler endnu Blødhed og Ynde.
Langt tydeligere og mere omfattende kunde rigtig nok Maalet for hans Aand og Talent udtrykke sig i de halv ophøiede Arbeider.
Endelig reiste vor Albert i sit fireogtyvende Aar (1797) til Italien, med en kongelig Fregat, der var bestemt til Neapel. Underveis var han i Havsnød; Skibet blev drevet til de barbariske Kyster; neppe undslupne derfra, tvang nye Storme dem til at søge Malta; endelig naaede de Neapel, den længselfuldt forønskte Havn, og Konstens hesperiske Land. Men vor Yngling, heel ukiendt med Verden, fremmed i ethvert andet Tungemaal, end det danske, følte sig her, ved det skiønne Parthenopes herlige Kyster, ikke lykkeligere, end ved Barbariets. Den barnlig længselfulde Hiemvee, som vore unge Landsmand i saa stærk en Grad ere underkastede i fremmede Lande, og næsten altid i Forhold til den Uliighed, der finder Sted imellem disses Clima og Fædrelandets, betog ham ganske, og omtaagede Neapels skiønne, klare Himmel for den her saa fremmede og eensomme Nordbo. Ofte har han forsikkret mig, at han dengang var saa nær Fortvivlelse, at hvis ikke Skammen havde holdt ham tilbage, var han hellere, uden at have seet Rom, Apol paa Belvedere, Laokoon og den tragiske Muse, med Fregatten vendt tilbage til sit Fædreland. Men den Ulykkelige maatte jo for Skams Skyld til Rom! Der vandrer han halvandet Aar iblandt Guders og Heroers Billeder som en Drømmende, hensiunken i Beskuelse, og saa nedslaaet ved Synet af det Høieste og Fuldkommenste, at han ikke er i Stand til hverken at tegne eller modellere noget af Betydenhed. Men hvor meget charakteriserer netop denne stumme Anskuelse Konstneren, der, sig selv ubevidst, kæmper med Idealet, og stræber til et Maal, der havde fæstet sig saa høit for hans Aand, at han vel følte hvorledes Hændernes Værk her var det mindste! – Det er at mærke, som et Bidrag til Historien om den originale Maade, hvorpaa Thorvaldson blev saa stor en Konstner, at han næsten aldrig har copieret.
Imidlertid begynde de romerske Fruentimre at bemærke den charakteristisk skiønne og blomstrende nordiske Drømmer, og paatage sig at trøste ham. Thorvaldsen negter ikke at han har flittig studeret efter Naturen.
Mod Slutningen af det andet Aar af hans Ophold i Rom begynder han endelig at modellere, at danne og at tilintetgiøre. Georg Zoega, som aner hans Genie, og at han er kaldet til det Høieste, gaaer ikke lemfældig tilværks med ham, og eftergiver ham ingen af sine strenge antiquarisk-artistiske Fordringer, hvilke endnu forhøiedes ved den ham egne fine Skiønhedssands. Sandelig, vor unge Phidias havde i ham en ubestikkelig Dommer, der ikke bortgav en Haarsbrede, ikke en Kiortelfolde af Oldtidens Værdighed. “Dette havde de Gamle ikke giort saaledes!” – lød ofte hans Dom, eller: “Saaledes gik ingen ærbar Qvinde klædt i Oldtiden, langt mindre en Gudinde!” da engang en Pallas af Thorvaldsen havde faaet et Foldekast i Klædningen lidt mindre sømmeligt. – Og den unge, undseelig stolte Konstner, i sin Kamp med Idealet, afhuggede Hoveder, sønderbrød Statuer, der allerede tidligen vilde have udmærket ham meget berømmeligt for den store Hob.
Nogle smaa Modeller giorde imidlertid faa Kiendere opmærksomme paa ham *), og Zoega forstod ei allene at dadle, men ogsaa at opmuntre. Thorvaldsen copierede derpaa ogsaa nogle Büster i Marmor efter Antiker, blandt hvilke en Cicero lykkedes særdeles vel, og modellerede adskillige efter Levende, som han med meget Held udførte.
Men Aaret 1802 var forløbet; de 6 Aar, i hvilke han skulde nyde kongelig Understøttelse, vare forbi, og Thorvaldsen havde ikke et Basrelief, ikke en Statue at sende hiem til Fædrelandet, til Vidnesbyrd om det, han var bleven! *) Fattigere, og tillige rigere, syntes vel aldrig nogen Skyldner i sine egne Øine. – Fattig i det Udvortes, i Siælen en rig Fylde af guddommelige Konstsskabninger ? – Men da Nød, og den deraf udsprungne Drift engang vare bestemte til at sprænge hans Aandsfostres Svøb, (som Tilfældet var med hans første Basrelief) saa skete det ogsaa nu. – Hans Jason steg frem af Oldtidens Dyb, og traadte pludseligen hen for os, som en Aabenbaring fra Konstens skiønneste Alder; og aldrig kan jeg glemme den salige Følelse, hvormed jeg opfyldtes ved Synet af dette høie Konstværk: det stod atter, paa ny besiælet for mig, hvad jeg troede for evig nedsiunket i Fortids Skiød, det høie Helte-Ideal i al sin Enfoldighed, Kraft, Rolighed og Storhed!
Jason har just nylig fældet den altid vaagne Drage, og gaaer os seiersæl i Møde; kun Sværdbæltet og hans Glavind beklæder ham, og den beskiermende Hielm omhvælver det dristige Hoved. Seierens Bytte, det gyldne Skind hænger over hans venstre Arm, og i den høire holder han Spydet. Han seer tilbage paa det fældede Udyr med høi Vrede. – Men tillad mig, dyrebare Veninde, hellere ganske ærlig at udskrive af min Dagbog det Indtryk, Thorvaldsens Jason giorde paa mig ved det første Syn; thi endnu føler jeg det samme, naar jeg staaer for denne herlige Konstskabning: “Rom den 28de Januar 1803. Jeg kommer tilbage fra Thorvaldsens Jason! Det er den sidst færdig blevne antike Statue! Helten strider med let og kraftig Gang forbi dig; det dreiede Hoved, med den høie og rene Form, paa den endnu af Vrede svulmende Hals, seer tilbage paa den fældede Drage; Haan, der svæver om Læberne, Blikkets Flamme, ere fortræffeligen udtrykte. Hielmen slutter tæt til den stolt hvælvede Pande. Kroppen, Skuldrene, Brystet, Ryggen svulme af Fylde og Ungdomskraft, uden at opsvulme over Skiønhedens Jævnmaal. Arme, Been, Hænder og Fødder ere endnu ikke ganske udmodellerede, men allerede i Tegningen ere de fuldkomne. Man sammenligner uvilkaarligen med Achilles, Mars, Theseus. – Men Jason er ganske han selv; kun beslægtet med Apollo, og dog heller ikke mere end ved Slægtliighed. – For Heltebilledet stod den unge, gudbenaadede Konstner, med Taarer i Øinene, med Undseelsens ædle Rødme paa Kinderne – thi dette overordentlige Genie vil vanskeligen tilfredsstille sig selv; og medens vi først tause tabte os i Beskuelse, og derpaa høit beundrede, beskuede han det endnu uopnaaede Gudbillede i hans Siæl!” *).
Nu var Knoppen frembrudt af dens Svøb – Thorvaldsen kiendte nu sig selv i alle Konstkienderes og følende Konstvenners forbausede Beundring. Ogsaa hans strenge Ven Zoega tilsmilede ham Bifald, og glædede sig inderligen. Fra nu af flyede han fra den strenge Ungdomslærerinde, Trangen og frit og let fremblomstrede de salige Skikkelser af den med Skiønhed nærede Siæl, og ved den konstfærdige Haand. Ogsaa Tilfældet blev ham gunstigt. En rig Hollænder ved Navn Hope opholdt sig just den Tid i Rom; drevet af det almindelige Ry besøgte han Thorvaldsen, saae hans Jason (som endnu kun var til i Gipsformen) og bestilte den strax i Marmor. Ædelmodig overlod han det til den beskedne Konstner, selv at vurdere sit Arbeide; og – om jeg ikke feiler – lagde han endog noget til den meget maadelige Priis. Umiddelbar derefter modellerede Thorvaldsen et stort Basrelief, forestillende den Scene af Iliadens første Sang, hvor Agamemnon lader Briseis ved Herolderne Thalthybios og Eurybates føre bort fra Achilles’ Telt. Achilles sidder, med bortvendt Hoved, men paa en konstrig Maade saaledes vendende sig fra Høire til Venstre, at Heltelegemets Pragt, og Ansigtet, hvori Vrede og Elskovssmerte kæmpe, heelt fremstille sig for Tilskueren. Patroklus trøster Briseis, som, i det hun alt gaaer bort, i sød jomfruelig Harme visker sig Taarerne af Øiet med Haanden, for endnu engang at see tilbage paa den skiønne unge Helt.– Hvor aldeles er Homers: “ugierne fulgte dog Pigen” udtrykt i hendes mildt dvælende Bevægelse! Patroklus er ganske den blide, hulde Godhed, i Modsætning til hans heftig forbittrede Ven. Herolderne med deres Stave træde allerede forud med alvorlig Værdighed. Kort, dette Basrelief opvakte og tilfredsstillede ved Stilens Reenhed, ved Skikkelsernes Eurythmie, ved den forstandige Composition, og den værdige, simple og ædle Behandling af Dragterne, ikke mindre de Beskuendes pirrede Forventning, var ikke mindre nyt, ikke mindre eneste, end Heltens Statue. Forholdenes Rigtighed, Formernes Elegants, og en vis sig selv tilfredsstillende Rolighed og Fuldendelse, der udgiør hans Figurer, og især Hovedernes Udtryk – kort, Alt ved disse er antikt, og ægte klassisk. Hænder og Fødder ere reent tegnede og skiønt dannede, uden al Maneer; men hvad der i Særdeleshed udmærker ham, er det blidt og skiønt aabnede Øie, den Sødhed, der liig Morgendug hviler paa Øienlaagene, og en Venlighed omkring Læberne, der aldrig bliver til Smiil. – Saaledes seer Jason seierdristig, med endnu mørkt Blik, tilbage paa Dragen. Men man seer det, snart ville Læber og Øienlaage tilsmile den skiønne Tryllerinde Tak og Kærlighed.
Saaledes, i den aabnede Knop nær ved den skiønneste Blomstring, forlod jeg i Vaaren 1803 vor Thorvaldsen, og enhver Tidende, jeg fik om ham, bekræftede hans ustandsede Fremskridt paa den saa berømmeligt aabnede Bane. Dog blev denne hans modige Fremskriden i Aarene 1804 og 1805 afbrudt ved en meget betænkelig og langvarig Sygdom; Lægerne tvivlede paa den ædle unge Mands Helbredelse; hans Venner skiælvede for, at de skulde see ham alt for tidlig friste det Skiønnes sædvanlige Skiebne paa Jorden; og uden Tvivl havde Thorvaldsen været tabt for Konsten og hans Fædreland, om ikke Venskab, i sin ædelste Skikkelse, havde reddet ham.
Den Syge ilede til Toskana, og fandt der i den danske Gesandt, Kammerherre Schubarts Villa, den Pieie for Legemet og den Rolighed for Siælen, som det ved Lidelser nedbøiede Genie kun nyder fuldkommen, naar det har Venskab at takke derfor. Der, paa Monteneros vidtomskuende Høie, i den milde Havkøling, kappedes denne faderlige Ven for alle Danske i Italien med hans ædle Hustru om at give den elskede Konstner tilbage til Livet; og det lykkedes, saaledes at vor Thorvaldsen siden har nydt en uafbrudt Sundhed.
I Foraaret 1807, da jeg atter vendte tilbage til det elskede Rom, fandt jeg følgende Værker af vor Konstner, der i min Fraværelse deels vare blevne til i Gipsformen, deels udarbeidede i Marmor:
1.) Ganymedes, i to Trediedeels naturlig Størrelse. Et yderst ziirligt, yndefuldt Væsen. Hovedet nydeligt og elegant, den ungdommelig spæde Krop en sand Skiønhedens Morgenblomst.
2.) Bacchus, af samme Størrelse. Det er en elskende henrykt Sværmer; Legemet blødagtig skiønt, uden at være yppigt. Han betragter, allerede halv svævende i den salige Guderuus, den paa hans flade Haand hvilende Skaal, og synes at ville istemme en anakreontisk Sang. Paa Øienlaagene hviler en let Sky af Drukkenskab, og det søde Øie svømmer i Lyst. Hele Legemet er en Skiønhedens Bølgelinie, og blandt alle hans Værker har Konstneren hidtil udført dette blødest.
3.) Psyche er let, ziirlig, ung, endog nær ved Barndommens Grændser, og som alle Thorvaldsens Værker feilfri med Hensyn til Tegning og Omtrækkenes Elegants.
4.) Apollo. Det er vanskeligt, ved en saa givet Norm, som den for Apollo-Idealet, at fremstille noget Nyt. Denne Apollo er ædel, og yderst reen i Former. Men Ideekredsen er her ufravigeligen sluttet, ligesom Solgudens evige Bane. Alle disse Statuer ere af to Tredjedele naturlig Størrelse og udførte i Marmor.
5.) Venus. Her gielder det samme, som ved Apollo. Endnu synes hendes Former mig noget stramme; hun er mere en ung Pige, end en Qvinde. Venus er den udviklede, i evig Ungdomsblomstring straalende, modne Qvindelighed. Denne her er ikke blød og behagelig nok, uagtet dens Skiønhed er fuldkommen feilfri.
6.) Apollo paa Parnas, omgiven af Muserne og Gratierne, der dandsende bevæge sig for ham, eller lade deres Toner og Strengeleg klinge. Reenhed i Stiil, Rigtighed i Tegning, fordringsfri Sandhed og Conseqvents i Dragterne forudsættes altid, naar Talen er om et Værk af Thorvaldsen. Men i det Hele have Figurerne i dette Basrelief mindre Elegants og Lethed, og Hovederne mindre Udtryk og Elskværdighed, end man ellers forud kan betinge sig hos vor Konstner.
Disse Konstværker af Thorvaldsen fandt jeg i Gibsafstøbninger eller færdige i Marmor. De følgende bleve til i de tre Aar, som jeg tilbragte i Rom og i Nærheden af denne Stad, i hvilken Tid jeg saae den store Konstner med ethvert nyt Værk at nærme sig Fuldkommenheden, og at give Skiønhedens høieste Mønsterbillede i hans Bryst stedse mere Liv og mere Sandhed.
Vare Statuerne Apollo, Venus o. fl. alt for betingede Former for vor Konstners frie Aand, saa viste sig hans Hebe derimod aldeles ny for os – et i Konstnerens Siæl og af hans dybeste Følelse reent udsprunget Ideal for den rene Ungdom, Jomfruelighed og Uskyld. En Himmelblomst er dette yndige lille Hoved, dette Ansigt, hvor Uskyldigheds Fred hviler paa Pandens uomtaagede Glathed, aander i de stille Øine og om den blide Mund, og taler ud af dem. Kroppen er spæd, reen, kydsk, mere Knop end Blomst; Dragten ganske fordringsfri, betegnende de smekkre Lemmer. Contourens Reenhed overgaaer Alt, hvad jeg har seet hos de Nyere. Sagte vandrende bærer hun den fulde Nektarskaal i sin venstre Haand, medens hun med den høire hæver anstændigen sin Kiortel lidt, trædende forsigtig frem med ungdommelig Omhu, og det stille Blik ufravendt hvilende paa Drikken i hendes Skaal. O! hun er meget for god for Olympen; og man kunde dristig sætte hende i et christeligt Capel, med Titelen: Innocentia paa Fodstykket, og med de Ord: “Salige ere de, som have et reent Hjerte.”
En Gruppe: Psyche og Amor, maa jeg her endnu omtale. De staae, med den høire og venstre Arm sammenslyngede, hvilende let op til hinanden. Amor har nylig rakt Psyche Udødelighedens Nektarskaal. Han er uudsigelig øm og skiøn, hun elskelig naiv, og ny i hendes Guddomsstand. Begges Legemer ere Kærlighedens hulde Ungdomsblomster.

–––––––––––––
Ny Periode i Thorvaldsens Konst.
1808.

Endnu havde Danmarks Hovedstad ikke prydet sig med noget Konstværk af sin berømte Søn; endskiøndt der iblandt de ovennævnte Statuer og Basreliefs vare Bestillinger til England, Rusland, Livorno og Holsten, og man i Florents kun ved de trykkende Tidsomstændigheder var bleven hindret fra at bestille den udødelige Dante’s Monument hos den fremmede Konstner, som dog alt længe ikke mere var fremmed i det velsignede Land, hvor Geniet medbringer Indfødsret. Men nu indtraf en Opfordring fra den ædle Grev Ernst af Schimmelmann til Konstneren, om at forfærdige en med Basreliefs prydet Døbefont til en nybygget Kirke paa Grevens Gods Hellebek ved Helsingør. Jeg veed ikke om jeg feiler, naar jeg paastaaer: at denne Opfordring til Arbeider i en ny Ideegang og Stiil tillige for vor Thorvaldsen blev Overgangen til en høiere Periode i hans Konst.
Vist er det, at der raader noget endnu høiere og inderligere over de herlige Skikkelser, som fra den Tid af udgik fra hans Haand, og at dette taler endnu mere levende til Beskueren. De fire Basreliefs, som pryde Døbefontens Sider, ere følgende:
a.) En siddende Madonna, i en høist ædel og gemytlig Stilling, en saare ophøiet Skabning og dog ganske jomfruelig. I hendes Skiød hviler yndigt det skiønne Christusbarn, moderligt omslynget af begge hendes Arme. Den lille Johannes, holdende en Agnusdei-Stav, hælder sig fortroligt til Madonnas Knæ, og seer med tilbedende Kærlighed det hulde Jesusbarn i Ansigtet, medens dette kiærligt klapper hans Kind med sin venstre Haand, og hæver den spæde Høire, ligesom til Velsignelse. Madonnas Dragt er rig, kydsk og simpel. En himmelsk Rolighed hersker i hendes mildt bøiede, tænksomt beskuende Ansigt, ligesom i den hele Gruppe.
b.) Frontispice-Gruppen: Christi Daab i Jordans Flod. Christus, en alvorlig mild, ædel Skikkelse staaer med forover bøiet Hoved, Hænderne andægtigen korslagte paa Brystet. Døberens, af hellig Ærefrygt giennemtrængte Høihed, er uefterlignelig skiønt udtrykt i den ædle Figur, der lader Vandet af Muskelskallen med høit løftet Haand nedstrømme over det guddommelige Hoved.
c.) “Lader smaa Børn komme til mig.” Christus sidder (som Madonna i det første Basrelief) paa en Steen. Et Barn har med tillidsfuld Kiærlighed lagt Hoved og Arme paa hans Skiød; en større Dreng nærmer sig med bedende opløftede Hænder. Frelseren har lagt sin velsignende Høire paa hans Pande, og seer ham venlig mildt i Ansigtet; det mindre Barn seer tilbage paa det andet. Frelserens ædelt rolige Skikkelse er beklædt med Underkiortel og Kappe, ligesom Madonna med Tunica og Peplum.
d.) Slutningsstykket udgiøre tre svævende Engle; den mellemste har slynget sine Arme let om de to andre; den paa høire Haand lægger sin ene Arm paa hans ene Skulder, og den paa Venstre lægger begge foldede Hænder paa den anden; og saaledes svæve de let hen i Ætheren. Naar man undtager Guido har vel aldrig nogen Maler udtænkt Engle, saa reent og helligt og alvorligt smilende, og før Thorvaldsen vist ingen Billedhugger saaledes givet Stenen Vinger *).
I Foraaret og Sommeren 1808 fremtraadte endelig den store Konstner med to Konstværker, der sikre ham hos Efterverdenen hans Plads blandt de Gamle og hans Værdighed, som Gienopretter af den antike Stiil i Billedhuggerkonsten. Hans colossalske Mars forener Alt, hvad der kan tilfredsstille selv de strengeste Fordringer paa marvfuld Kraft, forenet med let Bevægelse, i uvisnelig, guddommelig Ungdom. Guden hviler sig efter en Seier. Alt i hans herlige Legeme er Kraft, der svulmer ny Daad i Møde; men dog afbryder ingen overdreven fremsvulmende Muskel de mildtbølgende Skiønhedslinier; thi enhver Overdrivelse vidner om Svaghed, og her er alting livfuld, bevidst Styrke. Arme, Been, Hænder og Fødder ere af særdeles Correction og af fuldendt Skiønhed, blødt og ziirligt udarbejdede, uden al Maneer.
Men i Sandhed guddommeligt fortiener Hovedet at kaldes, der stolt fra den kraftfulde Nakke, paa en let dreiet Hals, stræber opad, bedækket med et genialsk kruset, kortlokket, tæt Haar. Ansigtets Physiognomie er fuldkommen nyt, og intet i den antike Konstverden minder endog kun fiernt om denne Krigsgud, paa hvis mørke, vældige Pande Vredens Muskler endnu svulme; imedens man i det dybe Øie, og omkring Munden, som aabner sig til et vordende Smiil, aner den Seiergud, der seer sitt søde Løn i Elskovsgudindens Arme i Møde. Statuen er i Størrelse lig den belvederiske Apollo. Han er nøgen, Hielmen ligger ved hans Fødder, i sin Høire holder han skødesløst Spydet.
Umiddelbar derefter modellerede vor Thorvaldsen sin Adonis, der blev fuldendt om Sommeren, medens Heden hindrede mig fra at komme fra Albano, ind til Rom. Havde hans Mars opvakt alle Kienderes Beundring, saa forenede denne Adonis’ huldsalige og dog klassiske Skiønhed hines Stemmer med det større Chor af saadanne, der i Særdeleshed see Skiønheden i Ynde og dens Tillokkelser. Questo davvero e un uomo divino! *) tilraabte mig mine romerske Venner der besøgte os i Albano. Blandt dem var ogsaa den ædle Ridder Antonio Canova, der skienkede os en heel Sommerdag, og ved Frokosten, i Skyggen af altid grønne Ege ved Villa Daria, talte med den ham saa egne elskværdige Hjertelighed i hans naive neapolitanske Dialect om dette vor Thorvaldsens sidste Konstværk, hvilket han, baade i det Hele og i dets Enkeltheder, roste, og erklærede for det skiønneste og heldigste af hans Værker. “Finalmente, questa statua (sagde han) e lavorata in uno stilo nobile e pure gracioso, e pieno di sentimento.” * *)
I Begyndelsen af September tillod den noget afkølede Luft mig at drage til Rom, og see Thorvaldsens Adonis.
Denne ædle Konstskabning forestiller en rørende skiøn Helteyngling. Det mildt kraftige Legeme er dog omgivet af en vis smægtende Charakteer i Stiil og Bevægelse, der giver det en overordentlig Ynde. Dets enkelte Dele ere af den høieste, og tillige fineste Skiønhed, og alt samstemmer harmonisk for at forhøie Ansigtets dybt rørende Indtryk. Sød Ungdomskiærlighed og Anelse om den korte Tilværelse ere deri sammensmeltede med henrykkende Ynde. Han staaer om og smægtende, støttet til en Træstamme, og Alt hos ham udtrykker ømhedsfuld Forventning om en salig Time. Hans Klædning drapperer malerisk Stammen, som han staaer ved; selv er han nøgen, og i noget meer end naturlig Størrelse. – Naar man længe og betænksomt beskuer disse to Statuer, i det de langsomt dreies omkring for een, da udvikler sig efterhaanden hos dem Alt hvad den skabende Natur skienkede det menneskelige Legeme af guddommelig Kraft, Skiønhed, Værdighed og Ynde; og man føler hiin Tilfredsstillingens søde Ro, som altid er en Virkning af det Fuldkomnes Aabenbaring, og dets Optagelse i Siælens Helligdom.
I Vinteren 1809 erholdt Thorvaldsen nye Bestillinger fra Danmark. Vor Monark vilde see Indgangen til det under Bygning værende Christiansborg Slot prydet med fire Basreliefs af hans Arbeide og Opfindelse. Velgiørende, stedse blomstrende Kraft; Sundhed; oplivende Aand; Alt forenende evig Retfærdighed: dette vare de høie Ideer, der, som Symboler paa det troe danske Folks Ønsker for sit Kongehuus udtalte sig i følgende fire herlige Grupper:
1.) Herkules og Hebe. Den givne, ved tusinde Statuer og Basreliefs bestemte Norm for hiin Kraftens Søn og Symbol, har vor Konstner tilegnet sig med største Frihed, og bevæger sig saa let i samme, som i en selvvalgt Cyklus. Herkules sidder hvilende, med det ene Been kastet over det andet, udstrækkende Haanden imod Nektarskaalen. Hebe staaer for ham, og med høit opløftet Haand gyder hun Nektar i Skaalen. Dette er Indholdet af denne yndefulde Fremstilling. Men hvo kan beskrive den hulde gemytlige Charakteer i det Hele, denne harmfrie Rolighed, denne Tilfredshed hos begge i og med hinanden? – Han seer hende i Ansigtet med en saa haabfuld Tillid, Kiærlighed og Tro, at man synes at læse de Ord i hans Blik: “Du er min evige Glæde, og min Møies Løn!” Hun, en huld Ungdomsblomst, let som en Morgenvind, og frisk som Rosenduggen, den reneste jomfruelige Uskyldighed i Stilling, Bevægelse og Omrids, skienker ham Nectaren høit i Skaalen, at Udødelighedens Drik kan skumme for ham, og hendes Blik, der møder hans, synes at sige: “Jeg vil være dig Alt, du gode Menneskers Befrier! Jeg skal ikke lade dig spinde, og fra min Haand skal ingen giftsvanger Kiortel indhylle Dig!” Man bliver ret egentlig saa vel til Mode, man glæder sig saa hjertelig ved, at de To der i Medaillonens trange Rum nu ere uadskillelig forenede. Han sidder paa Løvehuden; hun er paaklædt.
2.) Æskulap og Hygæa. Hun fører hans Slange, staaende for ham; han sidder. Begge ere beklædte. Her er, ligesom hos Herkules, den ved Ælde og Herkomst bestemte Skikkelse og Familieliighed med den guddommelige Farfader Jupiter, respecteret. Dog er Æskulap endnu strengere, end sædvanligt, muskelfast og noget undersætsig, som han altid pleier at være, og eftertænksom Alvor hviler paa hans Pande. Meget fiint udført er Contrasten imellem den letsvævende Ungdomsgudinde paa det første Basrelief, og den noget fyldigere Hygæa, som er bestemt til at give hvad Andre fattes. En høi Velvillie og Godhed taler af hendes ædle Ansigt.
3.) Prometheus og Minerva, som besiæler det ved Prometheus nys fuldendte Leerbillede af det første Menneske. Den gamle Titan sidder ret gemytlig, og seer paa Fuldendelsen af hans Værk. Det er en yderst original Kraftskikkelse, fuld af Trodsighed og Godmodighed tillige. Minerva staaer høi, rank, ædel og stille, og sætter Sommerfuglen (Psyche) paa Leermenneskets Hoved, der allerede under den beaandende Indflydelse synes at hæve sig; man seer det, Geisten svulmer alt giennem alle hans Lemmer.
4.) Jupiter og Themis, den gamle, ærværdige Skiebnens Fortrolige. Gudernes Konge sidder alvorlig, mild og majestætisk paa hans evige Throne. Themis staaer for ham; med den ene Fod paa et Klippestykke, og støttet paa Armen, læser hun for ham af Skiebnens aabne Rulle. Begge Figurer ere beklædte; Gudindens Skikkelse og Holdning er i en meget høi, interessant og ædel Stiil. Ogsaa Jupiters uopnaaelige Skabning er betegnet ved dyb Siæleadel; og en hellig Taushed synes at svæve omkring de to, over Menneskets Skiebne i evig Retfærdighed raadslaaende Guder.
Dette er det moralsk-æsthetiske Udtryk i disse høie Konstværker, som vi see i Modellen. Men disse Leermodeller ere udarbejdede og besiælede med en Aand, en Fiinhed i Fuldendelsen, der overgaaer Alt af den Art, hvad jeg hidtil har seet. Den fuldendte Blødhed i alle Delene, den Lethed i Bevægelserne, den herlige Stiil i Dragternes Foldekast (forenet med den høieste Ynde i de qvindelige), Hændernes, Fingrenes, Føddernes, Ørernes ziirlige Udarbejdelse, i Forening med den mest tvangfrie Gratie – alt dette vilde have bragt en Polyklet og Lysip til uden Rødmen at erkiende disse Guddomsbilleder som deres Værker. – Kort disse fire Basreliefs ere sande Gemmer, og Gudernes Skikkelser gaae med en Liv aandende Sandhed og Skiønhed frem af denne Pygmalions Hænder.
Nogle have bebreidet vor Konstner (og det synes os, ikke uden al Grund), at han ikke i Marmoret udfører sine fortræffeligen fuldendte Modeller saa blødt og saa livfuldt, som det var muligt og ønskeligt. Aarsagen hertil kan allene ligge i Mangel paa den Taalmodighed, som Marmorets sidste, yderst møisomme Bearbejdelse i høi Grad fordrer, og ved hvilken jeg ofte har hørt Canova, den største Mester i denne Konst, sukke dybt. Thi hos den Konstner, i hvis Siæl Ideen ligger saa fast og reen, og som kalder den saa let og saa fuldkommen frem for Lyset, kan den fine Tact for Fuldendelse, der indaander Marmoret svulmende Liv, ikke fattes; og vor Thorvaldsen vil sikkert heller ikke forsmaae denne sidste Krands, som endnu for ham er at vinde. Thi det er afgiort, at den, der saaledes giennemtænker sit Konstværk, der saaledes veed at aande Liv i Leret og at uddanne det med saa høi en Fiinhed, behøver ved Marmoret kun at ville; Taalmodighed behøver blot ved den sidste Haandlægning ganske lidt at binde Vingerne paa den Genius, der saa gierne vil svinge sig op til nye Erobringer i Skiønhedens Rige – og Fuldendelse vil krone Konstneren!
Saaledes har dette sieldne Talent uddannet sig, hvis Udvikling fra den første Spire vi nu have fulgt. Men ikke mindre interessant, end hans Konstværker, er Konstneren selv. Alt hos ham er medfødt, og ved sig selv frit og naturmæssigt udviklet. Det høie Genie er en vis almindelig Evne til Alt egen, der fattes det blotte Talent, som ikke formaaer mere end Eet. Saaledes har Thorvaldsen sandt Genie til Musik, og spiller med ejendommelig Aand og Lethed paa Guitarre. Hans Dom over Musik og Poesie er altid ligesaa sand, som hans Følelse. Hans Selskab er ligesaa interessant, som behageligt; thi Følelse og Sands for det Sømmelige ere saa uddannede hos ham, som var han opvoxen i de fineste Cirkler. Hans Vittighed er træffende og skarp, hans Domme over Konstværker strenge, som de maae være hos den, der altid kun saae det Høieste og foresatte sig det til Maal. Hans nøie, venskabelige Omgang skylder jeg mange af de behageligste og lærerigeste Timer af mit Ophold i Rom og i den evige Stads klassiske Omegn; thi Thorvaldsens Følelse for alt det Høie og Skiønne i Natur og Konst er ganske ejendommelig, og hans Yttringer deraf fulde af charakteristisk Ynde, som de maae være det hos den, der (som det egner Konstneren) ei blev dannet ved døde Bogstaver, men ved Anskuelse og Naturnydelse.

––––––––––––

Generel kommentar

Dette er den første længere tekst om Thorvaldsen og hans kunst, der udkom på dansk. Den blev udgivet i tidsskriftet Athene, januar 1815.
Den første del af teksten blev først udgivet på tysk i Morgenblatt für gebildete Stände i august 1812. Den anden del – fra Ny Periode i Thorvaldsens Konst – blev i følge Barfod, op. cit., skrevet af Christian Molbech, der udgav denne tekst på dansk.

Arkivplacering
Småtryk 1815, Friederike Brun, biblioteket Thorvaldsens Museum
Andre referencer

  • Frederik Barfod: Thorvaldsensk Album, København 1844, p. 19.
  • Frederike Brun, født Münter: ‘Noget om den danske Billedhugger i Rom: Albert Thorvaldsen’, in: Athene, Januar 1815, p. 1-32; de første 22 sider – dvs. indtil afsnittet Ny Periode i Thorvaldsens Konst – blev oprindelig trykt på tysk i Morgenblatt für gebildete Stände, nos. 191-193 og 197-198, august 1812.

Emneord
Alberto eller Bertel? · Kritik af Thorvaldsens værker, positiv · Kunstakademiet, den store guldmedalje · Kunstakademiet, stipendium · Levende model · Marmorhugning · Montenero · Presentskibe og tributbetaling til Barbareskstaterne · Thetis · Thorvaldsen og kødets lyster · Thorvaldsen og musikken · Thorvaldsen som Fidias eller Praxiteles · Thorvaldsens sygdom 1803-04
Personer
Nicolai Abildgaard · Antonio Canova · Bartolomeo Cavaceppi · Johann Heinrich von Dannecker · Thomas Hope · Caroline von Humboldt · Wilhelm von Humboldt · Kunstakademiet, København · Christian Molbech · Christian Ditlev Reventlow · Ernst Schimmelmann · Herman Schubart · Jacqueline Schubart · Johan Tobias Sergel · Bertel Thorvaldsen · Gotskalk Thorvaldsen · Karen Thorvaldsen · Alexander Trippel · Johannes Wiedewelt · Johann Joachim Winckelmann · Georg Zoëga
Værker
Sidst opdateret 09.02.2015 Print