Tilbage til T

Gotskalk Thorvaldsen

Herkomst og fødeår

Thorvaldsens far var søn af provsten Thorvaldur Gottskalksson og Guðrún Ásgrímsdóttir på Miklabæ, Blönduhlið bygd, i Island. Han tilhørte en gammel, anset islandsk slægt. Der hersker lidt tvivl om Gotskalk Thorvaldsens fødeår, men Eldjárn, op. cit., p. 20, anfører uden tvivl, at han blev født på Reynistaður i 1741, og dette år er fulgt her. Dette stemmer overens med, at provst Gottskalksson ved sønnens konfirmation 22.5.1757 i Miklabæ kirkebog skrev, at Gotskalk var 16 år gammel.
Ved indlemmelsen som fattiglem i Vartov 1.6.1805 anføres han imidlertid i stiftelsens protokol som 66 år gammel; og i sit eget brev fem måneder senere, 20.10.1805, til sønnen siger han selv, at han er fyldt 66, dvs. født 1739. I de såkaldte Oeders Efterretninger fra 1771 opgives hans alder til 28 år, dvs. født 1742 eller 1743; ved folketællingen i 1787 til 44 år, dvs. født i 1742 eller 1743 og ved folketællingen 1801 til 62 år, dvs. født i 1738 eller 1739 (jf. Dansk Demografisk Database, op. cit.).
Når fødeåret er sat til 1741 trods disse uoverensstemmelser, skyldes det, at de islandske oplysninger må antages at have større troværdighed; at Gotskalk Thorvaldsen selv må have glemt det præcise år; og at unøjagtige aldersangivelser ofte forekommer i folketællinger.

Erhverv

Efter sin konfirmation 1757 blev han samme år sendt til København sammen med sin ældre bror Ari, se Thiele I, p. 3-4. Han blev uddannet til billedskærer og var fra 1762 i lære hos billedhugger Peder Pedersen Leed i Møntergade, jf. Bobé, op. cit. 1915, p. 163. I 1780 omtales han som svend, og i 1780-84 var han lærer ved Det Kgl. Vajsenhus i “Bildthugger og Snedkerprofessionen”, jf. Ottesen, op. cit., p. 249. Han ernærede sig som stenhugger og træskærer, bl.a. med ornamentskæring i træ til møbler, spejlrammer etc., se Thiele I, p. 22 og Eldjárn, op. cit., p. 21. Da sønnen efter sin optagelse på Kunstakademiet i 1781 var blevet skolet i frihåndstegning, kunne han efterhånden hjælpe sin far med at tegne galionsfigurer, som faderen da udførte for Holmen og private skibsværfter, jf. fx Rigsarkivet, op. cit.
Efter Thorvaldsens afrejse til Italien klarede faderen sig ikke så godt i konkurrencen med flådens billedhugger F.C. Willerup om arbejdsopgaver, jf. brev af 8.5.1797 fra far til søn.

Ægteskab

Det er uvist, hvor og hvornår han blev gift med Thorvaldsens mor, Karen Dagnes, men i maj 1770 må ægteskabet være blevet indgået, da parret her udfylder et skema til brug ved optagelse i en såkaldt enkekasse, dvs. en slags pensionsforsikring for Karen Thorvaldsen i tilfælde af mandens død, jf. Jacobsen, op. cit., p. 51. De omtales også som ægtefolk, begge i deres 1. ægteskab, i Oeders Efterretninger fra 1771, se Dansk Demografisk Database op. cit.; se også Bobé, op. cit. 1936, p. 42.

Karakter

Det ses af brevene, at han omfattede sin søn med kærlighed og havde et barokt lune. Thiele tegner dog ikke noget entydigt flatterende portræt af manden: Han var “ustadig ved sit Arbeide, ofte meget uefterrettelig og altid tilbøielig til at gribe Flasken, naar han havde tient lidt.” (Thiele I, p. 10). Forældrene levede efter sigende under meget fattige kår, og en ungdomsven af Thorvaldsen, Peder Horrebow Haste omtalte i sin alderdom, i brev af 8.6.1830 til Thiele faderen med disse ord: “…naar han kom hjem, opstode tit Scener, hvorved Thorvaldsens Hjerte blødte”.
Disse vidnesbyrd står ikke i klar overensstemmelse med det billede, Louis Bobé tegner, op. cit. 1936, p. 43-44. Han omtaler bl.a. en klage, Gotskalk Thorvaldsen indgav 1787 til Københavns Magistrat over en nabo, der forstyrrede ham “Dag og Nat med uanstændig Syngen og Banden samt Støjen.” Bobé mener endvidere, at familien Thorvaldsens daværende bopæl i Laksegade vidner om, at faderen må have haft en vis indtægt, og at familien på dette tidspunkt ikke har været så fattige, som det ofte antages.
Faderens breve til sønnen efterlader da også indtrykket af en ædruelig mand i både bogstavelig og overført forstand.

Bopæle

Efter Thorvaldsens afrejse 1796 flyttede faderen til Amaliegade 35, se brev af 1.11.1796, siden hen boede han i Dronningens Tværgade 28, se brev af 4.10.1801, hvori han dog også nævner, at han agter at flytte ved påsketid 1802. Om dette blev realiseret, vides ikke.
Boede som fattiglem på Vartov fra 13.6.1805 til sin død 24.10.1806.

Portræt

Der kendes ikke noget autentisk portræt af Thorvaldsens far, men Thorvaldsens Museum købte i 1934 et malet mandsportræt, der ifølge de tidligere ejere skulle forestille Gotskalk Thorvaldsen, B438. Moderen til sælgeren af portrættet skulle i følge familietraditionen have fået maleriet foræret o. 1860 af H.C. Andersen med den oplysning, at maleriet gengav Thorvaldsens far. Oplysningen har ikke kunnet verificeres.

Portræt af en mand, Thorvaldsens far (?)
F.C. Löhr: Portræt af en mand, Thorvaldsens far (?), 1788, B438

Den tynde mund, pandepartiet og øjnene i Löhrs portræt kunne godt have mindelser om Thorvaldsen d.y.
Thiele I, p. 7-8, siger, at “om hans ydre Skikkelse have vi kun at meddele, at han skal have været en høi og mager Mand, i en lang blaa Frakke”.

Referencer

  • Louis Bobé: ‘Bertel Thorvaldsens Moder’, in: Personalhistorisk Tidsskrift, 6. Række, 6. Bind, 2. Hefte, København 1915.
  • Louis Bobé: ‘Bertel Thorvaldsens Herkomst’, in: Personalhistorisk Tidsskrift, 57. Aarg., 1. Hefte, København 1936.
  • Dansk Demografisk Database, Oeders Efterretninger 1771 (under Torilsen), folketællingen over København 1787 (under Torwaltsen) og 1801.
  • Kristján Eldjárn (inter al. ed.): Bertel Thorvaldsen, 1770-1844, Reykjavik 1982, p. 20.
  • N.H. Frandsen: Bertel Thorvaldsens herkomst, 1980, upubliceret manuskript på Thorvaldsens Museum.
  • J. Søndergaard Jacobsen: ‘Bertel Thorvaldsens Moder’, in: Hardsyssels Aarbog, 50. bind, 1956.
  • Christian Ottesen: Det kgl. Vaisenhus gennem to Hundrede Aar, København 1927, p. 249.
  • Rigsarkivet: Den Grønlandske Handelskommission, referatprotokol H, folio 16, under nr. 292, 22.5.1792: “Billedhugger Thorvaldsen Regning, over Arbeide ved Skibet Dorothea: 24 Rd.”
  • Weilbachs Kunstnerleksikon, København 1952 under Bertel Thorvaldsen Om Slægt, Forældre, Fødsel og Efterkommere.

Sidst opdateret 19.05.2019

Portræt af en mand, Thorvaldsens far (?) #

Gotskalk Thorvaldsen

Islandsk staveform: Gottskálk Þorvaldsson 1741-1806 Dansk, islandsk Billedskærer
Fra Thorvaldsen2 dok.
Til Thorvaldsen8 dok.
I alt10 dok.

Til og fra andre3 dok.
Omtalt i72 dok.