Hans Henrik Gunnerus
Halden
Bertel Thorvaldsen
Rom
Ingen udskrift.
Dateringen fremgår af brevet.
Gunnerus meddeler, at han har overdraget Thorvaldsens gavebrev af 24.5.1822, samt ejendomsretten til relieffet Caritas, jf. A598, til sin kone og deres syv børn. Han er frustreret over ikke at vide, om relieffet er i Livorno, da han ikke har hørt nyt fra hverken Gerhard Stub eller Thorvaldsen og rykker nu for, at relieffet vil blive afsendt snarest muligt. Når det ankommer til Norge vil Gunnerus’ kone, Anna, først lade det udstille for at kunne tilbagebetale forsikringsudgifterne til relieffets forsendelse og siden forsøge at sælge det til det norske Storting.
Frederiksteens FæstningI d. 21. Februar 1824
Høivelbaarne
H.r EtatsraadII og ProfessorIII Thorvaldsen!
RidderIV af Dannebroge i Rom.
Uforglemmelige VelgjørerV!
At jeg har overdraget min Egtefælle Anna Gotharda Gunnerus, fød Gadebusch, og vores fælleds syv umyndige Børn det af Deres Høivelbaarenhed ved Gavebrev af 24de. Maii 1822VI ædelmodigen til vores Alles Redning skjænkede KunstværkVII: en Basrelief i carrarisk MarmorVIII, forestillende en Gruppe af en Moder med tvende BørnIX – med samme fuldkomne Ejendomsreet, som Gaven overdroges mig, det maa jeg med ligesaa dyb Taknemmelighed som Ærbødighed finde mig pligtig til, herved at anmelde for Deres Høivelbaarenhed! Øjemedet af denne formeligen, og i offentligen bekræftede Vidners Nærværelse skriftligen udførte Beslutning og Overdragelse til Hende og Børnene, er dette: at Kunstværkets Udbringende ene og alene skal anvendes til deres Fremtidsvel, ved at udsættes paa Rente i Norges offentlige Sparebank til Underholdningshjelp for hende, og til Opdragelse for samtlige Børn. Jeg er saaledes fast og urokkelig bestemt til, ej for min egen Person at nyde det ringeste Gode, eller nogensomhelst Fordeel i mit Liv af hvad denne hæderlige, med saa megen umiskjendelig Hjertets Godhed offererede Gave maatte kunne udbringes til; da jeg, som alderstegen og svagelig vil, for mine faa Levedage, med rolig Bevidsthed og stadigt Blik til den guddommelige Retfærdighed, standhaftigen bære min Skjebne. (: Kun een Bøn torde jeg i Menneskehedens og Retfærdighedens hellige Navn frembære for Deres Høivelbaarenhed! den nemlig: at maatte engang oplyses om, hvilke de Forebringender og DenunciationerX ere, og kan indeholde, der have bevirket hvad aldrig kunde tænkes, paa det at jeg offentligen kan lægge Sandhed for Dagen, og retfærdiggjøre mig.:) Grunden til denne ømme og høitidelige Afstaaelse er: for det første, at den uforglemmelige Givers ædle Hensyn ved denne sjeldne Gave, især var henvendt paa den talrige Familie, hvis Fader jeg var; og for det andet, at jeg nu ikke længere kan tvivle om, at Mægtiges Indvirkninger til min individuelle Persons Nedsættelse hos min store Velgjører, har aarsaget, at det herlige Redningsmiddel ej efter Gavebrevets menneskekjærlige Indhold og Formeld blev, eller er bleven afsendt; – thi jeg har ikke siden selve Gavebrevet den 22de. Junii 1822XI indløb mig, havt den Lykke at modtage mindste Underretning fra Nogen om enten den i samme nævnte Afsendelse, eller en Realisation uden Afsendelse. Efter Addresse til Hr. Grosserer StubXII i Livorno – og efter flere Ganges Skrivelse til ham, modtog jeg med alle Mine, med inderlig Bedrøvelse et hans Svar, dat. 16de. Junii f.A.XIII hvori han melder: ej at have modtaget Kunstværket til Besørgelse, samt, at ogsaa den Kongl danske Viceconsul Hr. MarassiXIV var uvidende om Sagen. –
Under 26. AprilXV og 9. Aug. f.A.XVI gav jeg mig den Ære directe at tilskrive Deres Høivelbaarenhed! Under 1ste. SeptemberXVII næstefter ligesaa, igjennem Hr. Stub i Livorno, tilligemed en Duplicat-Skrivelse, hvorved fulgte en offentlig AttestXVIII fra Frederikshalds øverste Geistlige, Hr. Provst BrederXIX, forsynet med den civile Øvrighedspersons notariale Bekræftning om Underskriftens Rigtighed. Attesten bevidnede Sandheden af min Familiestørrelse, og dens almeenagtede Forhold, for at tilstilles Deres Høivelbaarenhed. Jeg bør troe, at dette er skeed. Atter under 10de. sidstnævnte MaanedXX anmodede jeg velbemeldte Hr. Stub – alt paa Grund af min Velgjørers Addresse – anmodede jeg ham om at vigilereXXI for en Realisation i Italien.
Men vi – jeg og hele min lidende Familie – have nu siden førnævnte hans Skrivelse af 16. Junii 1823, hvori han melder Intet at vide – Intet har havt fra ham.
Min Kone, der, efter den af mig skede Ejendomsoverdragelse eller Afstaaelse, er anbefalet til en virksomfrie, viis og værdig Norsk Borgers Raadgivelse, ønsker, om ej nogen Slags fordeelagtig Realisation maatte være skeed, at da Gaven maatte, ved disse med hendes dybe Følelser forenede Linier, med samme høimodige og kjærlige Iver for Menneskevel, som den Gavebrevet tolker, bevirkes [vorde] afsendt til Helsingøer, under Addresse til den brave Kammerraad JohansenXXII, Toldcontrolleur sammesteds, hvorhen alleroftest gaaer Leilighed fra Livorno, og atter fra Helsingøer flere Gange i Maaneden hid til FrederikshaldXXIII, samt, at lige gunstigst maatte foranstaltes Assurance af 500 Pund Sterling, imod Godtgjørelse af Assurance-Præmien, den hun, uden at røre noget af selve Værdiesummen, blot ved Kunstværkets foreløbige Udstilling i Norges Hovedstad, ChristianiaXXIV, i en Maanedstid kan have indhentet, og lade remittere. Den værdige norske Kunstner, Maleren Hr. Capt. MunchXXV vilde med Fornøielse heri assistere. Det velgjørende Præmie-Udlæg haaber hun, at Deres Høivelbhd: opmuntrer enten Hr. Stub, eller nogen anden af Deres Venner til at besørge.
I dette Tilfælde, har hun, i Følge Værdiges Raad, den Plan, at anbyde dette i dobbelt Henseende ærværdige Kunstværk til hele den Norske Nation, hvis Repræsentantere just nu til ny Rigsforsamling eller ordentligt Storthing ere forsamlede, og vel vil blive det til Maii Maaneds Udgang. Jeg finder denne Plan, fra flere Synspunkter betragtet, særdeles skjøn og ædel, og jeg bebreider mig, at jeg ikke forhen selv – at jeg ikke forlængst – fattede den: Deres Hbhd., som vor Tidsalders uovertræffelige Videnskabsmand i det højere Kunstfag – den Mand alle cultiverede Folkeslag i og udenfor vor Verdensdeel beundrer og høiagter, er fød Nordboe, og nedstammer sikkerligen fra den Nation, der tidligst og igjennem hele Middelalderen befolkede Island: fra Normændene. Norge er maaskee det eneste Kongerige i Europa, der ikke ejer et eneste Værk af berømte Billedhuggere. Ingen offentlig, og langt mindre nogen privat Sal kan fremvise noget deraf – end mindre noget af Thorvaldsen eller CanovaXXVI. Ejerinden af hiin Gave, min Kone, agter derfor, paa forønsket Underretning om Afsendelsens gunstige Foranstaltning, at gjøre Nationen, eller Storthinget hiint Tilbud, med Proposition at Kunstværket maatte gives Plads i det i Hovedstaden Christiania etablerede, og herligt fremspirende Norske Kunstacademie, hvor det med Tryllekraft vilde vække ukjendte Følelser hos Norges mange genifulde Gutter, og hos Fædre, som hos Mødre varm og hengivenhedsfuld Beundring for den ophøjede Kunst i Almindelighed; men ej mindre for den sjeldne Menneskeven i Særdeleshed. Norges Efterslægt vil med Rette kunne sige: “Hiin store, udødelige Thorvaldsens Menneskekjærlighed plantede det første Værk i Billedhuggerkonsten paa Norges Grund, og dette Kunstværk var forfærdiget af hans egen Haand”. Hr. Etatsraad! O, lad denne dobbeltskjønne Trophæe komme til snarligen at staae i Norge! –
Saare vigtigt var det baade for min Kone og hendes Børn (: som er tilstaaet halv Lod med hende til lige Deling imellem dem, alt under Bankdirectionens Bestyrelse :) om hun var saa lykkelig snart at kunde modtage førnævnte Deres Hbhds Underretning til Fremlæggelse ved Siden af Anbydelsesskriftet, i National-Forsamlingen, paa det at denne, førend den opløstes, kunde foranstalte Subscriptionerne i de respective Districter.
Deres Høivelbhds Commissionær, som er Afskiber i Livorno vil forhaabentlig derefter, efter Deres Ordre, sende hende Skipperens Dupplicat-Connossement, med Posten. Hendes Opholdssted er fremdeles Frederikshald.
Saaledes vil da en dydig, af mangehaande Sorger og Lidelser svækket og nedtrykt Moder med hendes haabfulde 7 Børn nu alene være Gjenstanden for Deres sjeldne Hjertes ophøjede menneskekjærlige Handling, som enhver af dem i deres fjærnere, som af mig, i mit Livs nærmerre sidste Time vil erindres med Følelsen af den sandeste Taknemmelighed. Jeg har, med Hensyn til forannævnte min Ejendomsafstaaelse fundet det rigtig, som en foreløbig, skjøndt her privat Bekræftelse derom, at anmode hende om, paa egne og Børnenes Vegne, at tegne sit Navn under disse Linier, hvilket af os begge skeer med Bøn til Gud: at han vil skjænke Dem en høi og lyksalig Alder!
Deres Høivelbaarenheds
ærbødigst og ydmygst taknemmelig hengivne
| Paa egne og mine Børns Vegne, Anna Gotharda Gunnerus fød GadebuschXXVII |
Hans Henrik Gunnerus Kammerassessor |
Brevet er del af en længere brevkorrespondance, der strækker sig over en årrække fra 1822 til 1833.
For nærmere gennemgang af forløbet, se referenceartikel.
|
|
Caritas, 1810, inv.nr. A598 |
Sidst opdateret 07.01.2013
Frederiksten fæstning ligger i byen Halden. Halden hed i perioden 1665-1928 Frederikshald, opkaldt efter den danske konge Frederik 3. (1609-1670).
Thorvaldsen blev udnævnt til etatsråd i 1819. Se referenceartikel for oversigt over Thorvaldsens udnævnelser.
Thorvaldsen blev udnævnt til professor første gang i 1804 ved akademiet i Firenze og i 1805 ved Kunstakademiet i København. Se referenceartikel for oversigt over Thorvaldsens udnævnelser.
Thorvalden blev udnævnt til ridder af Dannebrog i 1810. Se referenceartikel for oversigt over Thorvaldsens udnævnelser.
Gunnerus omtaler Thorvaldsen som sin velgører, da Thorvaldsen i brev af 24.5.1822 donerer relieffet Caritas (jf. A598) til Gunnerus som økonomisk bistand. For mere om Thorvaldsens værkdonation, se referenceartikel.
Thorvaldsens brev af 24.5.1822.
Thorvaldsen forærede relieffet Caritas, jf. A598, til Gunnerus i brev af 24.5.1822. For mere om Thorvaldsens værkdonation, se referenceartikel.
Dvs. marmor fra bruddet i Carrara, som er beliggende i de Apuanske bjerge i det nordvestlige Italien. Carraramarmor er kendt for sin særligt finkornede hvide kvalitet, og var Thorvaldsens fortrunkne marmortype.
Denne motivgruppe kaldes caritas (efter latin, hvor betydningen er barmhjertighed) og er i billedkunstnerisk sammenhæng en allegorisk fremstilling af kærligheden, barmhjertigheden og den kristne næstekærlighed. For mere om Thorvaldsens donation af relieffet Caritas jf. A598 til Gunnerus, se referenceartiklen.
Jf. Ordbog over det danske Sprog (betydning 2) er en denunciation en anklage.
Gunnerus henviser til føromtalte brev fra Thorvaldsen dateret 24.5.1822, der efterfølgende må være ankommet d. 22. juni ca. en måned efter Thorvaldsen skrev det. For mere om datidens postekspeditioner se referenceartikel.
Den norske handelsmand Gerhard Stub.
Dette brev fra Gerhard Stub til Gunnerus kendes ikke, men i Stubs brev til Thorvaldsen af 23.5.1823, giver Stub udtryk for ikke at kende noget til donationen af relieffet Caritas, (jf. A598) til Gunnerus og beder Thorvaldsen melde tilbage, om sagen har noget på sig. Stub har i sit brev til Gunnerus af 16.6.1823 formentlig endnu ikke vidst besked om relieffet, men afventet Thorvaldsens svar. Det kan derfor, ud fra disse breve, antages, at der går mere end et år fra Thorvaldsen donerer relieffet i brev af 24.5.1822 til det ankommer til Livorno for videre forsendelse.
Den italienske vicekonsul og vinhandler Jean Marassi (?- efter 1825). Marassi blev ridder af Dannebrog i 1821, jf. Rud Bay: Sentimentalsk rejse giennem Europa til Algier 1816. København, 1919, p. 188.
Gunnerus henviser til brev af 26.4.1823 sendt til Thorvaldsen.
Gunnerus henviser til brev af 9.8.1823 sendt til Thorvaldsen.
Brev af 1.9.1823, sendt fra Gunnerus til Thorvaldsen.
Erklæringen fra Søren Jørgensen Breder af 23.8.1823 er et bilag til brev af 1.9.1823.
Den norske præst Søren Jørgensen Breder.
Det omtalte brev til Gerhard Stub kendes ikke. Men Gunnerus har i brev af 1.9.1823 informeret Thorvaldsen om, at han ville bede Gerhard Stub stå for at sætte relieffet Caritas, jf. A598 til salg ved en auktion.
Antagelig mener Gunnerus, at Stub skal stå for eller overvåge (evt. er vigilere beslægtet med det latinske vigilāre, der betyder at overvåge, føre tilsyn med) salget af relieffet i Italien.
Her må være tale om den danske kammerråd og toldkontrollør Peter Nicolai Johansen (ca. 1775- efter 1840), som i Dansk Demografisk Database, jf. folketællingen 1834 angives at bo i Helsingør.
Dvs. Halden. Halden hed i perioden 1665-1928 Frederikshald, opkaldt efter den danske konge Frederik 3. (1609-1670).
Dvs. Oslo, Norges hovedstad. Fra 1624-1925 hed byen Christiania.
Den norske maler og officer Jacob Munch.
Den italienske billedhugger Antonio Canova.
Denne kommentar er skrevet med Anna Gotharda Gunnerus’ hånd, se brev af 21.8.1822, hvor Anna Gunnerus ligeledes underskriver.