Frederikshald i Norge d. 21de. Augustii 1822.
Ædle Mand! De har ved Deres, mig og min Familie endog overraskende, Ædelmodighed i Deres den sandeste, den reneste Menneskekjærlighed og Dyd udtalende Svarskrivelse af 24de. Maii sidstl., rørt mig og Mine indtil Taarer. Det sjeldneste Hjerte ilede her med hvad Videnskaben og Kunstens Mesterhaand havde frembragt, fordi det gjaldt flere Menneskers Befrielse fra Lidelser.
De forbigik mine i Kiøbenhavn nedlagde Vidnesbyrde og Bevisligheder. Selv ædel og god, var de Lidendes Foredrag Dem Nok. Jeg søgte ikke feil, i det jeg søgte det store Menneske i den store Kunstner! Min Haand greb intet Halmstraae, men mødtes af Kraftens huldeste Arm.
Deres Høivelbaarenhed giver ej blot mig og alle Mine et os fra vore Lidelser frelsende Middel, men De giver tillige enhver Medlevende og selve Efterslægten et af de herligste Beviser paa hvad Mennesket kan gjøre for Mennesket, naar Følelser, begrundede i Religion, Dyd og Ømhed, leder den Dødeliges Anskuelser og Beslutninger.
Gud, den Evige belønner Dem! Deres skjønne Bevidsthed om en saa stor og god Handling mod en lidende Familie, skjenker Dem allerede paa denne Klode de højere Aandsnydelser! – Ej formaaer jeg, min ømme Egtefælle, eller vore Børn andet, end at sige Menneskevennen Thorvaldsen vores ligefremme hjertelige Tak! I dette naturlige Tak har Glæden bedugget Deres elskede Navn, og velsignet det. Aldrig overbevistes jeg mere om, at de inderlige Følelser Naturen gav Mennesket ved Glædens som ved Sorgens dybe Indtrykke, tillod den kun den klarere og fuldkomnere Fortolkning ved Følelsen selv, i den tause Taare – ingensinde ved Ord. Som Deres Velgjerning her mod os strækker sig i sine Følger ud over vores Levealder, idet den tillige vil have Indflydelse paa vore Børns Skjebne og Lyksalighed i Livet, saaledes prægede den sig ej blot i vore taknemmelige Hjerter, men vil tilligemed Deres Navn opbevares, elskes og høiagtes i vor Afkoms fjærnere Led.
Sandelig, Dydens og Menneskekjærlighedens Trophæe hviler i den ophøjede Gave, i det skjønne Konstens Offer, der kom fra Deres, fra den uforglemmelige Haand, som forvandlede Sorgens mørke Billeder til Glædens.
Jeg skylder at nævne Deres Høivelbaarenhed Aarsagen, hvorfor denne min Skrivelse nu først afgaaer: Efter en Vens Tilskyndelse gjorde jeg den Østerrigske General-Consul i London, Banqeuren Hr. N.M. von Rothschild Tilbud at vorde Kunstværkets Ejermand. Vi gjorde Regning paa inden en Tid af 5 à 6 Uger at kunne indhente hans Svar, hvorved jeg tillige vilde havt den Glæde at melde Dem denne Realisation, men i disse Dage erfaredes, at han var og maaskee endnu er fraværende paa en Reise til Frankfurt, og saaledes vil sandsynligen endnu nogen Tid medgaae inden hans Beslutning indløber. Ej kunde jeg nu længere opsætte denne min behagelige Pligt, men forbeholder mig at give min Velgjører nærmere Underretning i sin Tid. At jeg efter Andres sildigere Raad vilde ved Lodtagning i det nordlige Evropas vigtigste Steder, London og Paris indbefattede, udbringe en ulige større Rednings- og Velfærdssum, er aldeles vist; men foruden at jeg ønskede mig Vished om, at Stykket maatte indtage en værdig og stadig Plads, var det mig tillige om Tiden at gjøre.
Vel har jeg ej heller endnu modtaget nogen Efterretning om Cassens Afsendelse fra Livorno, eller dens Ankomst til nogen nordisk Havn, men da af Liste der Børsen-Halle er seet, at til bemeldte Bye ere d. 17de og 19de Junii trende Skibe ankomne fra Østersøen, og den 23de f:M: eet fra Gothenborg, saa har sikkert de Hrr. Marassi og Stub med et af disse gjort Afsendelsen, og fandt jeg det ufornødent strax at tilskrive velbemeldte Herrer, der allerede havde modtaget Deres Hvbhs. egen Anmodning. Med Dagsposten har jeg derimod givet mig den Frihed at udbede mig disse Mænds Godhed i at ville modtage, og videre til Deres Hbhd: besørge en herfra for et par Uger siden til min Ven Hr. Kammerraad og Toldcontrolleur Johansen i Helsingøer, for videre at afskibes til Livorno, afsendt Casse med paategnet Addresse til dem, samt forsynet med Hovedmærket: A.T., indeholdende det ommeldte Prospect af Staden Trondhjem, hvis Tegning var min Sommertidsfordriv i Fængslet, bedende Dem, med samme Hjertets Godhed at modtage dette svage Arbeide som intet andet end det ufuldkomneste Beviis paa min indtil Dødsøjeblikket taknemmelige Sjels Hengivenhed for min største Velgjører i Livet, og til en daglig Erindring om den Mand og Familie De frelste!
Enhver Følelse, enhver Yttring deler og underskriver her med mig min elskede Kone og vore 7 Børn. Vi bede alle til Gud, at Han vil skjænke Dem et langt og helbredsfuldt Liv!
Taknemmeligst og hengivenst:
| Anna Gotharda Gunnerus | Hans Henrik Gunnerus | |||
| fød Gadebusch | ||||
| Ditlev Gunnerus. – | Anna Marie | Lorentze Sophie | Franziska | Caroline |
| 16 Aar gl. | 14. Aar. | 13 Aar. | 11 Aar. | 6 Aar |
| holdt i Faders Pen. |
| Johan Ernst. | Elisabeth | |
| 4 Aar. | 2 Aar. | begge ligeledes holdt i sin Faders Pen. |
