Arkivet, Thorvaldsens Museum

Høivelbaarne Hr. Etatsraad og Ridder Thorvaldsen!
i Rom

Den Ømhed for en lidende talrig Familie, som Deres Høivelbaarenheds menneskekjærlige Gave-Brev af 24^de. Maii f.A. lagde for Dagen, forvisser mig om, at disse aabenhjertige Linier læses med samme ædle Følelser. De nedskrives i det samme Fængsel, hvor jeg med uudsigelig Glæde og Trøst for mig og alle Mine modtog hiin frelsende Ejendoms-Overdragelse – hvor jeg med eet saae den sande Veldædighedsstraale at oplyse det Mørke, som omhyllede Fremtidsdagene. Verden havde Fordring paa at kjende denne sjeldne Handling, og flere Forfattere reiste i deres Blade den ædle Giver værdige Hædersminder, idet de med mig, lige saameget maatte elske Hjertet, som de alt længe havde beundret Geniet, og fandt begges Forening at sette Kronen paa min store Velgjørers Kunstnerværd. Alle ædle og deeltagende Mennesker glædede sig over denne min, ved denne Gave, muligblevne Befrielse. De glædede sig ej mindre over en dydig, af Alle saare agtet, Kones og 7 Børns blidere Fremtid. Vi selv takkede med Glædestaarer Gud og Dem!, idet vi nu øinede en Ende paa vore Lidelser. At mægtige Forfølgere derimod nu tillige forvandledes til Avindsmænd med hemmelig Avindsdaad, kan vi selv og Tusinder med os nu ej tvivle om, – at hvilket Middel, og hvilken Vei den kunde udfindes for at hindre vort Held, og vanskeliggjøre Kunstværkets Realisation, skuffe mit Haab, og forlænge min Tilstand, maatte anvendes. Kun var og vil det stedse blive disse, i deres Dødsstund ulykkelige Magthavere umuligt at tilintetgjøre den os dog engang frelsende Gave selv. Da jeg strax efter Modtagelsen, i Følge en agtet Vens Tilskyndelse, sendte Kobberstikket til den rige Rothschild i London med Tilbud af Basreliefen mod 1200 Pund Sterl. som den Gang var tilstrækkelig til min Befrielse, vilde jeg oppebie Svar, i det Haab, tillige at kunde melde Deres Høivelbaarenhed Udfaldet, og derfor afgik ej min pligtige Skrivelse til Dem førend mod Slutningen af Augustii, underskrevet af min hele Familie. Men, Almagtens Gud! Hvo skulde have tænkt eller troet det: Svaret opdagedes nogle Maaneder derefter at maatte være aldeles falskt, ej af Rotschild udfærdiget, da paa mine senere Skrivelser til ham intet Svar indløb. Det var underskrevet: “pr. Rotschild” med et ligesaa ubekjendt som flygtigt og ulæseligt Navn. Cabalen havde altsaa foranstaltet denne uædle Skuffelse (:at han vilde kjøbe Kunstværket:), som i lang Tid, indtil han i dette Aar gav mit Haab Næring, forøgede vore Længsler, og udhalede vor tunge Skjebne.
Jeg lod et par Venner ogsaa i Kjøbenhavn vide denne fatale Historie: H^r. Etatsraad Fred. Thaaruph saavelsom Hr. Advocat Høst som vilde bevirke Stykkets Udstilling i Kbhavn til min Fordeel forinden det solgtes, tilskrev mig at jeg maatte henvende mig baade til Deres Høivelbaarenhed, og Deherr Marassi og Stub i Livorno om Stykkets Afsendelse til Kbhavn, got assureret, da Høst derefter vilde remittere Stub Assurance-Præmien. Af Frygt for at Stub ej paatog sig dette Penge-Udlæg, eller maaskee ej havde Leilighed dertil, anmodede jeg ham under samme dato, d. 26. April d.A., da jeg tillige gav mig den Frihed at tilskrive Deres Hbhed, blot om, at han vilde lade Stykket blive staaende under sin Bevaring i Livorno, da jeg derhos formoder, at der ligesaasnart kunde melde sig Liebhavere i det sydlige Europa, eller fra Amerika, som da selv kunde lade det afhente hos Hr. Stub, hvem jeg tilsendte det samme Avertissement (: dat. 26. April), som jeg i danske, norske, tydske med flere europæiske Blade lod bekjendtgjøre, samt at der i al Fald vil blive foranstaltet Auction, da det beroer paa en Realisation i dette Aar; om vi skal blive lykkelige, eller dobbelt ulykkelige! – (:Vores berømte Landsmand, Nordmanden, H^r. Translateur etc: Peter Andreas Heiberg i Paris har jeg overdraget at gjøre Gjenstanden der, og i London bekjendt.:).
Vel har man i den hengangne Fængselstid, nu fulde 3 Aar, mere end fordoblet den oprindelige Gjeldssum, med alskens Proceß-Omkostninger, Sallarier, dobbelte Renter, min og Families beregnede Underholdning i disse 3 Aar, m.m., saa at den nu er nær ved 1800 Pund Sterling i denne sikre Maalestok for al Pengeværdie; men jeg tør troe, at en formuende Kunstelsker, der tillige føler for den lidende Menneskehed, med Fornøjelse betaler for dette Kunstværk, dette Beløb. Jeg forsikrer Dem, ædle Mand! at selv Portoen af afsendte og komne Breve, i denne Sag, mellem Danmark, London, og fjærnere Steder, Avertissments etc., har maattet gaae, saa at sige, fra denne beklagelsesværdige Families Munde! –
Kan jeg ikke inden 4 Maaneder, eller til 1^ste December næstk: enten præstere Summen, eller skaffe Caution, da har man Magt til at flytte mig ind i et endnu hundredegange værre Elændighedens Opholdssted – en Forøgelse af Ulykke, som jeg frygter den ømme Egtefælle og Moder ej formaaer at overleve. –
Længslen, tilintetgjorte Forhaabninger, Sorger og Bekymringer, der i senere Tid endog bød hende søge Sengen, hentærer for hvert omgivende Menneskes Øje, paa det kjendeligste, hendes Livskraft, betager baade de ældre og yngre elskelige Børn al Ungdommens Munterhed og Glæde, idet de seer deres Forældre paa meere end een Maade at lide, ej at nævne mine egne Lidelser og bevislige Sygdomstilfælde, hvorunder jeg ikkun kan have den Trøst, at om ogsaa jeg ej længere udholder dem, den udødelige Thorvaldsens menneskekjærlige Gave, da vil komme vore efterladte Børn til Hjelp i Livet. – Men vi selv, og enhver redelig Deeltager i vor uforskyldte Tilstand sank hen i det dybeste Mismod, da vi den 12^t. f.M. modtog den Svarskrivelse (:dat. 16^de. Junii:) fra Stub & Co., at hverken han eller Hr. Vice-Consul Marassi endnu havde modtaget nogen Basrelief – at han nu strax havde tilskrevet Deres Hbhd; – at han nærmere vilde underrette mig, naar Svar indløb; – samt forvisser mig i de meest artige og forbindtlige Udtrykke om, at anvende Alt hvad der staaer i hans Magt til min Fordeel og Interesse i Henseende til Realisationen. – Ligesaa umuligt det er for os, eller nogen Anden, hvis Hjerter bløde med vores, at vide hvilketsomhelst muligt Uheld, eller tilstødt Omstændighed, der kan have forvoldet, at Kunstværket, dette skjønne Redningsmiddel, ej er gaaet frem, overeensstemmende med det, for Tid og Eftertid, i vor Afkoms fjærnere Leed uforglemmelige Gavebrevs Formeld; ligesaa inderligen overbeviist er jeg i selve min Dødsstund om, og det er med alle mine Elskede, og enhver Mand og Qvinde der deels in originali, og deels paa Prent i mange offentlige Blade have læst dets med den samvittighedsfulde Ømhedsfølelse nedskrevne Indhold; at Aarsagen til den ubegribelige Hændelse aldrigen hidrører fra vor store Velgjører selv; derfor vi, endog paa Randen af Sorgens og Fortvivlelsens Afgrund med Tillid til Gud, og til Dem! bør med den Fortrøstning og Sjelsroe som baade Religionen, og Deres ædle Ord formaae at indgyde os midt under vore fordoblede Viderværdigheder, imødesee den Efterretning vi længselsfulde have i Vente fra Deres af os Alle elskede Haand – en Efterretning der vil have uberegnelige Følger for denne Familie. Sandelig! enhver Dag fra den Tid vor Nød ophører, er en stille for Evigheden herligt følende Dag for vores udødelige Velgjører!
Vi formaae kun stedse at føle vor Taknemmelighed; men Historien formaaer igjennem Secler værdigen at hædre Redningsmandens store Velgjerning: kun Gud at belønne Den!
I eget og alle Mines Navn være De til vor Død med rørte Følelser velsignet og høiagtet, idet jeg med de hjerteligste Ønsker for Deres Dages Tal undertegner mig