Arkivet, Thorvaldsens Museum

Høivelbaarne
H^r Etatsraad og Ridder Thorvaldsen! i Rom.
Min Velgjører!

En af Oldkirkens berømteste Mænd sagde: “Det største Formaal i Verden er en ærlig Mand, der strider med Modgang, men der er dog endnu et større; og det er den ærlige Mand som hjelper ham!”
Min Hjelper fandt jeg og min i uforskyldte Ulykke styrtede Familie i Dem! Jo mere De, ædle Mand! ved denne sjeldne Handling har, tillige som det følende Menneske, forherliget Deres Navn, der, Aartusinder efterat vi og ethvert Samtidsmenneske er hensmuldret i Graven vil leve, lyse og hædres – jo mere maa det være helligt for mine Følelser at stadfæste, at denne Familie, at jeg selv, med min Kone og vore 7 Børn ej være, eller ere, og endnu mindre i den upartiske Efterverdens Øine blive uværdige til den menneskekjærlige Thorvaldsens ophøjede Gave! Uædle blandt vore Samtidige, og blandt dem vel ikke umægtige Cabalister, der a la francé, og i den Aand hvormed man engang i Paris ved et Lettres de cachet bragte Familiefædre hen i en overjordisk Grav – skal blive til Skamme.
: Deres høimodige Gave: det af Deres egen Haand udarbeidede Basrelief, som i en af mine Efterkommere værdigen opbevaret, Skrivelse af 24^de. Maii f.A. skjænkedes mig og Mine, var vel efter flere velmeenende Venners Raad strax tilbudet den for Rigdom verdensberømte jødiske Bankør, Adelsmanden Rotschild i London, Østerrigsk Generalconsul, imod en meget billig, og til min Redning høistnødvendig Sum. Jeg forestilte mig ogsaa rigtig, at denne adlede Pengemand vilde være ei blot pengestor, men stor ved Adel i Hjertet! Paa mine med Posten, mod Attest, ham tilsendte Skrivelser, af hvilke den første, dat. 26. Junii f.A. tillige indeholdt Basreliefets Kobberstik, er endnu i denne Stund intet Svar indløbet, mindre Kobberstikkets, efter fornyet Anmodning, dog forventede Tilbagesendelse.
“En Mand som Rotschild”, sagde en Ven til mig, “der med sine umaadelige Skatte har Indflydelse paa selv de mægtigste Monarkers Beslutninger at stille eller ikke stille Armeer i Marken – en Mand for hvem flere tusinde Pd: Sterling til et eneste Gjestebudsmaaltid, hvis Desert allene Europas Aviser forkyndte at have kostet 3,000 Pd. Stel., er for Verdens Øine viist at være overeensstemmende med hans høje Formuesrang, maa, – tillagde han – vel sikkert ogsaa have Følelse for denne dobbeltskjønne Sag”.
I det jeg endnu, i selve denne mislige Stund er tilbøjelig til at antage ædle Følelser baade for Kunsten, og for Tidende hos denne Rigmand, maa jeg dog derhos, efter sørgelig Erfaring forestille mig dem at kunne svækkes og dødes ved mine mægtige Avindsmænds atter hemmelige Indvirkninger.
Medens jeg og alle mine Elskede saaledes endnu sukke under den samme Tilstand som før, have vi med fordoblet Mod og Standhaftighed taget den Beslutning, end videre at imødegaae Alt, og ej affærdige den kostelige Gave, det herlige Kunstværk, førend Nogen af Europas Kunstelskere melder sig, der erkjender dets Værd.
Til den Ende beder jeg, paa egne og mine Medlidendes Vegne, indstændigen om, hos den Kongelige Danske Vice-Consul Marassi og Hr. Stub i Livorno, hvorhen Basreliefet i f.A. upaatvivleligen ankom, at ved nogle Ord til disse Mænd, lige ædelmodig befordre mit Ønske om, at Stykket, under deres Varetægt forbliver der uafsendt staaende indtil en Liebhaber engang vist nok vil lade det afsende, da det ikke bør overgives Havet uden Assurance, hvis Præmie jeg ikke kan vente forskudsviis bestridet af Afsenderne, lad være jeg hjerteligen ønskede det forflyttet til Kjøbenhavn og Charlottenborg! Dernæst beder jeg med lige Indstændighed om at par bekræftende Ord fra min uforglemmelige Velgjører, Deres! Haand om, at min og min Families dyrebare Ejendom staaer bevaret i Livorno.
Jeg tillader mig her at sende et Connessement, indeholdende en over Helsingøer til Livorno afsendt Casse, hvori et Deres Høivelbaarenhed bestemt Malerie af Trondhjem med Omegn, tilligemed en kort Beskrivelse over samme, som jeg beder De vil værdiges at modtage.
Med den dybeste Taknemmelighed og Højagtelse henlever jeg og Mine til vor Død