Rom den 25 Decembr. 1819.
Til Thorvaldsen
Kjæreste Ven!
Desværre maa jeg skrive Dig disse Linier i største Hast, da jeg har geleidet Hs Højhed Prinds Christian og Gemalinde den ganske Dag først i det pavelige Capelle, siden til Audienz hos den gamle elskværdige Pius den 7de, og endelig i dit Studium, hvor vi have henbragt velsignede Timer lige til nu da Mørket vælder ud som af en Ørk og Posttiden er forhaanden. Dog vilde jeg end ikke opsætte udbede 1 Postdag for at skrive Dig om nogle Momenter som ingen Opsættelse kunne taale, især eet af disse som angaaer dine egne Anliggender.
1 | Hs Højhed Pr. Christian med Gemalinde og Følge ankom i Forgaars Efterm. Kl: 5, den 23 Decembr til denne herlige Stad, hvor vi Danske naturligvis siden meget, og jeg fast bestandig, have været om Dem. Hvor vidt det er en Fordeel for Prindsen at han i Tyskland fik en vis Mand med (der ligervis som Flodguden Mæander baade fører meget Vand med sig og bevæger sig frem i højst forunderlige Bugter igjennem Europa og igjennem Livet) dette begynder Hs Højhed selv fuldt vel at indsee. Det Bedste er at samme Mand her synes at vælge det Partie slet ikke at følge ved Prindsen og os andre til Kunstverkerne hvori han gjør meget vel, først fordi han slet Intet deraf forstaaer, dernæst fordi han ikke har Tid dertil for at snakke til alle Mennesker om Prindsessens store Elskværdighed og om Hs M. Kongens store Tillid til ham selv (Manden jeg mener) i det Kongen gav ham den “udtrykkelige Ordre” at gelejde Prindsen gjennem Italien – og for at skrive Breve til alle Mennesker over samme Gjenstande. |
Men mueligen vil just al den megen Skriven og Snakken hindre ham i at skrive til Dig selv, den nærmest paagjældende Person, det jeg nu vil melde Dig: at Prindsen og Prindsessen (som i Sandhed er saa elskværdig at det, ved en Laas paa Mandens Mund som fordum paa Papageno’s i Zauberfløte, skulde aldeles forbydes ham at vandvrøvle derom) nyeligen forlode dit Studium fulde af sand, dybt følt Beundring. I Sandhed Prindsen er en Herre som fortjener at see Rom. Detailler om dette første Besøg i dit Studium og om Prindsens Yttringer til mig og til Tenerani og Freund skal jeg ordentligere melde Dig i mit næste Brev. I Hast om noget ganske andet men som er af en vis Vigtighed, da det gjælder om meer end 200 Scudi i din Kasse: |
2 | Den herlige siddende Statue af Frue Ostermann blev ganske færdig i Marmoren for nogen Tid siden og Freund og Tenerani ønskede at modtage den paa sammes Priis resterende Sum hos Scultheis for nemlig ikke at være nødte til at bruge for mange af dine andre Penge hos Scultheis, hvilke jo ere rentebærende saalænge de blive der i Banken. Man vilde først ikke udbetale den resterende Sum førend man fra Scultheis derom havde indhæntet nærmere Ordre fra Ostermann ogsaa yttrede man der i Comptoiret at man da hellere vilde udbetale disse Penge imod min Qvitering som dansk Embedsmand her, og hvad man ellers snakkede Meld mig endelig et par Ord herom, inden Sagen bliver gammel og kunde som man siger gaae i Langdrag – thi har Du ingen flere Penge faaet, end dem for hvilke Scultheis har dit Beviis, saa er din Paaskrivt paa Contracten gal og saa maa vi endnu have 100 Zechiner hos Scultheis. |
3 | For nogen Tid siden kom et stort Brev til Dig fra Wien af, hvilket man paa Posthuset ikke vilde udlevere inden jeg hos Marchese Massimi derfor havde afgivet Modtagelsesbeviis, jeg fik da Brevet og maatte derfor paa dine Vegne betale 15 [x] 16 Paoli. Brevet var i Grunden ikke det værd og jeg skjønner ikke det fornødent at sende Dig det, det er fra Grev Bellegarde som Jernkroneordenens Cancelliere; Du hilses af ham deri som Medbroder i bemeldte Decoration og bedes om at indsende til ham en formelig ricevuta for dit Exemplar af Decorationen med den Forpligtelse at dine Arvinger efter din Død skulle tilholdes at sende den tilbage til Ordenskantzleren. Jeg har svaret det Fornødne i dit Navn eller rettere paa dine Vegne, og saaledes presserer dette ikke videre. Men en lille Commission fra mig presserer paa en Maade: |
4 | Tjen mig endelig i at gaae til Ghraad Rosenkrantz, af hvis sidste Brev til mig af 27 Novembre jeg seer at Du personligen er blevet ham bekjendt, og bede Hs Excellence fra mig at undskylde at det ingenlunde er bleven mig mueligt i Aften at tilskrive Geheimeraaden, hvilket jeg ellers burde; at den Tummel, hvori jeg har maattet henbringe disse to Dage siden Prindsens Ankomst, har hindret mig deri og at jeg næste Onsdag skal svare Hs Excellence og melde Hvad som kunde interessere Ham i Anledning af Prindsens Nærværelse, hans Audienz hos Paven etc. |
5 | Endelig min hjertelige Tak, kjære trofaste Ven, fordi Du har holdt Ord og fulgt med min kjære elskelige Svigerinde til det indviede Sted hvor – al min Glæde paa Jorden er begravet – men hold nu og dit givne Løvte til min dyrebare Frederikes Tvillingsyster: at besøge hende og mine søde Børn paa Iselingen ved Vordingborg – ak! hold det Løvte! jeg beder saa inderlig derom! – Snart Mere fra din trofaste Ven |
Brøndsted