Jeg har modtaget et Brev fra den (høystærede) Komission, som jeg virkelig ikke veed hvorledes jeg skal kunne svare paa. Komissionen viser ej blot det første Forsøg af et Udkast til et Kunststykke, som jeg vovede at fremstille offentlig, en Opmærksomhed, der overgaaer selv mine lykkeligste Øyeblikkes Forhaabninger, men rejser ved Ære og Belønninger endog mit Mod just nu, da ej blot Begynderens Ufuldkommenhed og Frygtsomhed, men ogsaa mit Helbreds Svaghed trykkede det. Selv Hans Kongelige Høyhed Kronprindsens Bifald, Hans Majestæts Naade har den erhvervet mig.
Sikkerlig! ingen Bestræbelse skal blive mig vigtigere end at fortjæne saa ædel en Lykke og, om mine Kræfter ville tillade det, at arbejde for et Fædrenelands Ære, der saaledes elsker sine Børn. Jeg troer som (den høystærede) Komission at det er bedst jeg for det første bliver nogle Aar i Rom, hvor Midlerne saavel til min Uddannelse, som til Udførelsen af Kunstværker i mit Fag ere flere og lettere mindre kostbare end i mit langt kjærere Fødeland, og hvor den større Sammenkomst af Kunstnere og Kunstelskere lettere kunne gjøre mig bekjændt. Men at leve og døe ønsker jeg kun i mit langt kjærere og lykkeligere Fødeland, og nu kun saa meget mere, som jeg tør haabe min elskede Regjerings Gunst.
En Avista Vexel paa 240 rd tager jeg mig den Frihed med denne Post at sende til
Anbefalende mig fremdeles til den høystærede Komissions gunstige Erindring henlever jeg
Komissionens
underdanigste Tjæner