Vølunds Værksted.
–––––––––––––––––
For endeel Aar siden fandt Man denne Benævnelse i et gammelt Engelsk Brevskab, og Antikvarerne trættes endnu om, enten derved menes et Huus, der fordum beboedes af denne Nordens Dædalos, eller et Bjerg, hvor overtroiske Folk meende, denne mythiske Person, ligesom andre konstige Dværge, havde sin Smedde men i denne kuriøse Undersøgelse har jeg aldrig indladt mig og kunde derfor ei heller, om jeg end vilde, indlede Læseren. Her, saavelsom paa Thorvaldsens Lysthus i Sydsælland, staaer “Vølunds Værksted” da kun for Løier, og i det Høieste tillige for at Fremtidens Oldgrandskere ei af det gamle Navn skal lade sig indbilde, det er et Mindesmærke fra Hedenold, og spilde den kostbare Lærdom og den ædle Tid paa Giætninger og Feider derom.
Sagen er kortelig den, at da jeg afvigte Sommer giæstede min Fødeegn og det venlige Nysø, fandt jeg mange Hænder paa det Travleste sysselsatte ved Opførelsen af et grundmuret Lysthus med Ovenfalds-Lysning til en Arbeidsstue for Thorvaldsen, som alt i flere Maaneder havde fundet sig bedre paa det yndige, rolige Landsted end i vor fortumlede Hovedstad. Denne lille Begivenhed, der forudsætter og medfører Thorvaldsens virkelige Nærværelse, fandt jeg meget fornøielig; thi vel arbeider jeg selv aabenbar langt mere i den Gothiske end i den Græske Stil, og, vedkiender mig desuden stadig den gammeldags Tro, at vor Herre er den eneste Billedhugger, der kan opvække enten Adam eller Abraham, Zeus eller Odin “Børn af Stene”, men derfor er jeg dog ikke slet saa barbarisk, som Man har anseet mig for, og, selv om jeg aldrig havde beundret Noget af Thorvaldsens Konstværker, kunde jeg dog godt see paa ham, han er en stor Mand; thi det er unægtelig Enhver, som, giennem en heel Menneske-Alder løftet til Skyerne, endnu kan oversee sig selv, glemme hvad der ligger hag ham, og immer stile høiere, og saaledes har Thorvaldsen paa Nysø træffende afbildet sig selv med Haabets Genius. Desuden kan jeg, som Historiker, slutte mig til, at Thorvaldsen maa uden Sammenligning være vor Tids største Billedhugger, siden han kom fra Danmark, og vandt dog ikke blot europæisk, men verdenshistorisk Navnkundighed; thi Danmark er jo et Nazaret, hvorom Man i den store Verden haanlig spørger: kan noget Stort komme derfra? saa den danske Konstners Storhed maatte vist, for at erkiendes, være umiskiendelig. Endelig staaer det mig, som lidt i Slægt med Odin, lyslevende for Øie, at med Thorvaldsen, Steffens og Øhlenschlæger, saavelsom med Kampen paa Kongedybet, begyndte ei blot et nyt Aarhundrede, men en Nyaars-Tid i Norden, der, hvis vi ei ganske forspilde Himlens Gunst, vil straalende forklare vor Oldtid med sine dunkle men dybe Anelser af alt det Store og Skiønne, og med sin vel lidt raa men dog ædle og heltemæssige Kamp for poetisk og historisk Udødelighed, og denne naturlige Forklarelse i de Sidste af hvad der glødede hos de Første, det er, hvad jeg kalder de gamle Guders og Kæmpers Opstandelse. Naar derfor mine Læsere tænkde, jeg sværmede for en Krebsgang til vor Oldtids Raahed eller Middelalderens Dunkelhed, medens jeg kun flagrede fremad i den samme Aand, der besjælede Nordens ægtefødte Kæmper og Skjalde, for at naae en tilsvarende Oplysning og Dannelse, da laa Grunden vel tildeels i den Dunkelhed, der altid svæver over vore Formodninger om det Tilstundende, men dog fornemmelig i Læserens Ubekiendtskab med det Forbigangne, og i Pennens Livløshed. Man tager ogsaa mærkelig feil, naar Man tænker, Konsten intet Forbillede har i det gamle Nordens Myther, fordi den fattes en Plads i dets Historie; thi den Nordiske Konst, som i Thorvaldsen fik sin første historiske Heros, har aabenbar sit mythiske Forbillede i de konstige Dværge og ret øiensynlig i Vølund eller Vaulunder, som overflyver Grækernes Hefæstos, thi Smede og Krøblinger Begge, gjorde Hefæstos sig kun Fødder, mens Vølund gjorde sig Vinger. Da Man derfor paa Nysø spurgde mig om et passende Navn til Thorvaldsens Lysthus, svarede jeg strax: enten netop dette, eller, naar Man ikke bryder sig om hvad prosaiske Folk vil sige om det: “Vølunds Værksted,” og Valget faldt paa det Sidste. Da Man nu ogsaa ønskede en Sang af mig til Indvielsen, maatte den ganske nødvendig udspringe af nysnævnte Anskuelse, og det var mig saa meget fornøieligere, som Adam Øhlenschlæger ogsaa var tilstæde; men da Man endelig ogsaa vilde have Sangen fremsagt af mig, havde jeg dog ikke Mod til at giøre det, uden en lille Indledning, der i Folks Øine kunde forsvare eller dog undskylde Hentydningen paa Nordens Myther, der endnu i de Flestes Øren klinger som Chinesisk, medens alle de Latinske Spøgelser, med Bachus og Venus, enten hilses som Husguder eller kiendes dog som Gaardnisser. Jeg sagde da omtrent, hvad det vel heller ikke her er afveien at forudskikke: “I denne ny Bygning, vel opført i flyvende Fart, men ei, som Aladdins-Borgen, af tjenstagtige Aander, ei med mindste Krav paa Rang iblandt de Konstværker, hvortil den skulde tjene, i dette Lysthus, der laaner hele sit Værd af den Danske Grund, der bærer, og det venlige Lys, der giennemskinner det, og venter, ligesom Leret, al sin Glands af de Mesterhænder, hvori det lægges; her synes Velkomst-Sangen unægtelig at burde være saa klar og simpel, at den ingen Fortale behøvede; men dog tør jeg sige, der er Meget, som taler til min Undskyldning, naar Sangen, jeg har gjort, ei kan forstaaes af sig selv. Man har nemlig paa Islandsk en ældgammel Sang om Vølund eller Vaulunder, den mythiske Konstner i Norden, som, da han engang var trælbundet, gjorde sig Vinger og fløi som en Fugl i Luften, og ham maa jeg da nødvendig tænke paa baade først og sidst, naar jeg betragter Thorvaldsen, ogsaa af Islandsk Herkomst, i hvem Man vel maa sige, Konsten atter følde sig trælbundet, men gjorde sig Vinger til Fugleflugt. Men hertil kommer endnu, at af det gamle Vølunds-Kvad udsprang ved dette Aarhundredes Begyndelse, omtrent jævnaldrende med Thorvaldsens Jason, Adam Øhlenschlægers herlige Vaulunders-Sage, og ved den var det især, Nordens Oldtid aabnede sig for mig, ikke som en gammel, mølædt Bog, eller som et Gravkammer med en smuldrende Askepotte, men som et stort og betydningsfuldt Kæmpeliv, saa naar jeg i Sangen spiller paa de gamle Strænge, og kalder Thorvaldsen Vølund Vingesmed og Øhlenschlæger Brage Bænkepryder, da er det ingenlunde for at bryste mig og plage Andre med Billinger af Nordens Mythologi, men fordi Nordens Kæmpe-Aand virkelig i Thorvaldsen og Øhlenschlæger brød sig en ny Bane, allerede vidtberømt ved deres Kæmpeskridt. Det er altsaa i Grunden mit ramme Alvor og en simpel historisk Sandhed, blot i poetisk Form, at Vølund og Brage fra den aabne Begravelse i de Islandske Skrifter stod i Danmark lyslevende op, og nu tør jeg haabe, De hverken finder Sangen mørk, eller den lyse Formodning urimelig, at saaledes vil efterhaanden alle Nordens gamle Halvguder reise sig iblandt os og med nyt Storværk stadfæste og forklare deres gamle Eftermæle!”
–––––––––––––––––––––
Mel. Der er et Land, dets Sted er høit mod Norden.
––––––––
En Bautasteen sig hæver prud af Havet,
En Bautasteen for Nordens Gudeold,
Der hviled den, høitidelig begravet,
I Ringebrynje sid, med Hjelm og Skjold;
Paa Bautastenen vrimle Dværgeruner,
I Krands af Asalivets Billedskrift,
Med Tegn til meer end tusinde Basuner
For Oldtids Glands og Gudernes Bedrift!
Der slumred Vølund, Konstens Alf i Norden,
I Kredsen af det prude Heltekuld,
Berømt fra Alpefjeld til Issefjorden
For Værk ei til at veie op med Guld;
Trods Vingerne, han smedded sig med Snilde,
Saa høit de bar ham over Hav og Fjeld,
Han sank dog under Muld, da Nornen vilde,
Og Støvnaturen kræved stræng sin Gield.
Vidunderlig sig vende Livets Strømme
Paa Tidernes det store Verdenshav,
Saa hvad der sværmede i Oldtids Drømme,
I Nyaars-Tiden rolig sig begav:
Skrinlagte Asamænd og Vanadiser
Fra Islands Klint flød op paa Danmarks Kyst,
Og vaagned der ved nye Kæmpeviser,
Hvor under Bøgeløv er lunt og lyst!
Forkommet kun, som alle sine Frænder,
Var Vølund Vingesmed af Frost og Kuld,
Og tøet op var knap de valne Hænder,
Før brat sig røbed Konsten underfuld;
Thi Fingre mindes hvad de fordum gjorde,
Som Brage-Tunger deres Vuggesang,
Og Nordens Vølund kom igien for Orde,
Saa vidt som Fuglen fløi og Harpen klang!
Han bygde sig en Hald hag Alpefjelde,
Et Valhald under Sydens Himmel blaa,
Hvor alle Tiders Deilighed og Vælde
Livagtig Man igien for Øine saae,
Fra Sangens “Jason” ned til “Alexander”,
Fra “Guttenberg” op til “Napoleon!”
Saa “Dag og Nat” og “Liv og Død” sig blander
Ved Trylleslag af Nordens Konstnerhaand!
Paa Danmarks Kyst vi bygde ham en Hytte,
I Lindelæ med faver Blomsterkrands.
Vil Vølund Vingesmed sin Konst indflytte,
Fremtrylle i den Asalivets Glands?
Hvad seer vi! Ham, al Verden os misunder,
Fordi han vaagnede ved Danmarks Bryst,
Og sander smilende: man sødest blunder,
Man blidest lever dog paa Danmarks Kyst!
Og see, hvad sjelden saaes paa hele Kuglen:
Hos Konstneren med trofast Kiærlighed
Sig hæver af sin Aske Phønix-Fuglen,
Og med ham flyver Vølund Vingesmed!
I denne Hytte mangt et Mindebæger
Skal Efterslægten tømme ud med Lyst
For Vølund-Thorvaldsen og Øhlenschlæger,
Som kasted Oldtids-Glands paa Danmarks Kyst!
N. F. S. Grundtvig.
