N.F.S. Grundtvig
København
Omnes
Denne tekst blev trykt i et nummer af tidsskriftet Brage og Idun, der udkom 10.11.1839. Det fremgår imidlertid af indholdet, at teksten er skrevet efter indvielsen af Thorvaldsens værksted på Nysø 24.7.1839, se Grundtvig, op. cit.
Grundtvigs fortale redegør for den efterfølgende sangs anledning, og er ifølge ham selv en nøgle for de tilhørere og læsere, der måtte være uindviede i nordisk mytologi. På den anden side kan både fortalen og sangen siges at have et nærmest programmatisk præg, idet de samtidig sætter Thorvaldsen – som Vølund – ind i en nordisk mytologisk sammenhæng, hvor han dårligt hører hjemme.
Vølunds Værksted.
–––––––––––––––––
For endeel Aar siden fandt Man denne Benævnelse i et gammelt Engelsk Brevskab, og Antikvarerne trættes endnu om, enten derved menes et Huus, der fordum beboedes af denne Nordens DædalosI, eller et Bjerg, hvor overtroiske Folk meende, denne mythiske Person, ligesom andre konstige Dværge, havde sin Smedde men i denne kuriøse Undersøgelse har jeg aldrig indladt mig og kunde derfor ei heller, om jeg end vilde, indlede Læseren. Her, saavelsom paa Thorvaldsens Lysthus i Sydsælland, staaer “Vølunds VærkstedII” da kun for Løier, og i det Høieste tillige for at Fremtidens Oldgrandskere ei af det gamle Navn skal lade sig indbilde, det er et Mindesmærke fra Hedenold, og spilde den kostbare Lærdom og den ædle Tid paa Giætninger og Feider derom.
Sagen er kortelig den, at da jeg afvigte Sommer giæstede min FødeegnIII og det venlige NysøIV, fandt jeg mange Hænder paa det Travleste sysselsatte ved Opførelsen af et grundmuret Lysthus med Ovenfalds-Lysning til en Arbeidsstue for Thorvaldsen, som alt i flere Maaneder havde fundet sig bedre paa det yndige, rolige Landsted end i vor fortumlede HovedstadV. Denne lille Begivenhed, der forudsætter og medfører Thorvaldsens virkelige Nærværelse, fandt jeg meget fornøielig; thi vel arbeider jeg selv aabenbar langt mere i den Gothiske end i den Græske Stil, og, vedkiender mig desuden stadig den gammeldags Tro, at vor Herre er den eneste Billedhugger, der kan opvække enten Adam eller Abraham, Zeus eller Odin “Børn af SteneVI”, men derfor er jeg dog ikke slet saa barbarisk, som Man har anseet mig for, og, selv om jeg aldrig havde beundret Noget af Thorvaldsens Konstværker, kunde jeg dog godt see paa ham, han er en stor Mand; thi det er unægtelig Enhver, som, giennem en heel Menneske-Alder løftet til Skyerne, endnu kan oversee sig selv, glemme hvad der ligger hag ham, og immer stile høiere, og saaledes har Thorvaldsen paa Nysø træffende afbildet sig selv med Haabets GeniusVII. Desuden kan jeg, som Historiker, slutte mig til, at Thorvaldsen maa uden Sammenligning være vor Tids største Billedhugger, siden han kom fra Danmark, og vandt dog ikke blot europæisk, men verdenshistorisk Navnkundighed; thi Danmark er jo et NazaretVIII, hvorom Man i den store Verden haanlig spørger: kan noget Stort komme derfra? saa den danske Konstners Storhed maatte vist, for at erkiendes, være umiskiendelig. Endelig staaer det mig, som lidt i Slægt med Odin, lyslevende for Øie, at med Thorvaldsen, SteffensIX og ØhlenschlægerX, saavelsom med Kampen paa KongedybetXI, begyndte ei blot et nyt Aarhundrede, men en Nyaars-Tid i Norden, der, hvis vi ei ganske forspilde Himlens Gunst, vil straalende forklare vor Oldtid med sine dunkle men dybe Anelser af alt det Store og Skiønne, og med sin vel lidt raa men dog ædle og heltemæssige Kamp for poetisk og historisk Udødelighed, og denne naturlige Forklarelse i de Sidste af hvad der glødede hos de Første, det er, hvad jeg kalder de gamle Guders og Kæmpers Opstandelse. Naar derfor mine Læsere tænkde, jeg sværmede for en KrebsgangXII til vor Oldtids Raahed eller Middelalderens Dunkelhed, medens jeg kun flagrede fremad i den samme Aand, der besjælede Nordens ægtefødte Kæmper og Skjalde, for at naae en tilsvarende Oplysning og Dannelse, da laa Grunden vel tildeels i den Dunkelhed, der altid svæver over vore Formodninger om det Tilstundende, men dog fornemmeligXIII i Læserens Ubekiendtskab med det Forbigangne, og i Pennens Livløshed. Man tager ogsaa mærkelig feil, naar Man tænker, Konsten intet Forbillede har i det gamle Nordens Myther, fordi den fattes en Plads i dets Historie; thi den Nordiske Konst, som i Thorvaldsen fik sin første historiske HerosXIV, har aabenbar sit mythiske Forbillede i de konstige Dværge og ret øiensynlig i Vølund eller Vaulunder, som overflyver Grækernes HefæstosXV, thi Smede og Krøblinger Begge, gjorde Hefæstos sig kun Fødder, mens Vølund gjorde sig Vinger. Da Man derfor paa Nysø spurgde mig om et passende Navn til Thorvaldsens Lysthus, svarede jeg strax: enten netop dette, eller, naar Man ikke bryder sig om hvad prosaiske Folk vil sige om det: “Vølunds Værksted,” og Valget faldt paa det Sidste. Da Man nu ogsaa ønskede en Sang af mig til IndvielsenXVI, maatte den ganske nødvendig udspringe af nysnævnte Anskuelse, og det var mig saa meget fornøieligere, som Adam Øhlenschlæger ogsaa var tilstæde; men da Man endelig ogsaa vilde have Sangen fremsagt af mig, havde jeg dog ikke Mod til at giøre det, uden en lille Indledning, der i Folks Øine kunde forsvare eller dog undskylde Hentydningen paa Nordens Myther, der endnu i de Flestes Øren klinger som Chinesisk, medens alle de Latinske Spøgelser, med Bachus og Venus, enten hilses som Husguder eller kiendes dog som Gaardnisser. Jeg sagde da omtrent, hvad det vel heller ikke her er afveien at forudskikke: “I denne ny Bygning, vel opført i flyvende Fart, men ei, som Aladdins-Borgen, af tjenstagtige Aander, ei med mindste Krav paa Rang iblandt de Konstværker, hvortil den skulde tjene, i dette Lysthus, der laaner hele sit Værd af den Danske Grund, der bærer, og det venlige Lys, der giennemskinner det, og venter, ligesom Leret, al sin Glands af de Mesterhænder, hvori det lægges; her synes Velkomst-Sangen unægtelig at burde være saa klar og simpel, at den ingen Fortale behøvede; men dog tør jeg sige, der er Meget, som taler til min Undskyldning, naar Sangen, jeg har gjort, ei kan forstaaes af sig selv. Man har nemlig paa Islandsk en ældgammel Sang om Vølund eller Vaulunder, den mythiske Konstner i Norden, som, da han engang var trælbundet, gjorde sig Vinger og fløi som en Fugl i Luften, og ham maa jeg da nødvendig tænke paa baade først og sidst, naar jeg betragter Thorvaldsen, ogsaa af Islandsk HerkomstXVII, i hvem Man vel maa sige, Konsten atter følde sig trælbundet, men gjorde sig Vinger til Fugleflugt. Men hertil kommer endnu, at af det gamle Vølunds-KvadXVIII udsprang ved dette Aarhundredes Begyndelse, omtrent jævnaldrende med Thorvaldsens Jason, Adam Øhlenschlægers herlige Vaulunders-SageXIX, og ved den var det især, Nordens Oldtid aabnede sig for mig, ikke som en gammel, mølædt Bog, eller som et Gravkammer med en smuldrende Askepotte, men som et stort og betydningsfuldt Kæmpeliv, saa naar jeg i Sangen spiller paa de gamle Strænge, og kalder Thorvaldsen Vølund Vingesmed og Øhlenschlæger BrageXX Bænkepryder, da er det ingenlunde for at bryste mig og plage Andre med BillingerXXI af Nordens Mythologi, men fordi Nordens Kæmpe-Aand virkelig i Thorvaldsen og Øhlenschlæger brød sig en ny Bane, allerede vidtberømt ved deres Kæmpeskridt. Det er altsaa i Grunden mit ramme Alvor og en simpel historisk Sandhed, blot i poetisk Form, at Vølund og Brage fra den aabne Begravelse i de Islandske Skrifter stod i Danmark lyslevende op, og nu tør jeg haabe, De hverken finder Sangen mørk, eller den lyse Formodning urimelig, at saaledes vil efterhaanden alle Nordens gamle Halvguder reise sig iblandt os og med nyt Storværk stadfæste og forklare deres gamle Eftermæle!”
–––––––––––––––––––––
Mel. Der er et Land, dets Sted er høit mod NordenXXII.
––––––––
En BautasteenXXIII sig hæver prudXXIV af Havet,
En Bautasteen for Nordens Gudeold,
Der hviled den, høitidelig begravet,
I Ringebrynje sidXXV, med Hjelm og Skjold;
Paa Bautastenen vrimle Dværgeruner,
I Krands af Asalivets Billedskrift,
Med Tegn til meer end tusinde Basuner
For Oldtids Glands og Gudernes Bedrift!
Der slumred VølundXXVI, Konstens Alf i Norden,
I Kredsen af det prude Heltekuld,
Berømt fra AlpefjeldXXVII til Issefjorden
For Værk ei til at veie op med Guld;
Trods Vingerne, han smedded sig med Snilde,
Saa høit de bar ham over Hav og Fjeld,
Han sank dog under Muld, da NornenXXVIII vilde,
Og Støvnaturen kræved stræng sin Gield.
Vidunderlig sig vende Livets Strømme
Paa Tidernes det store Verdenshav,
Saa hvad der sværmede i Oldtids Drømme,
I Nyaars-Tiden rolig sig begav:
Skrinlagte AsamændXXIX og VanadiserXXX
Fra Islands Klint flød op paa Danmarks KystXXXI,
Og vaagned der ved nye KæmpeviserXXXII,
Hvor under Bøgeløv er lunt og lyst!
Forkommet kun, som alle sine Frænder,
Var Vølund Vingesmed af Frost og Kuld,
Og tøet op var knap de valneXXXIII Hænder,
Før brat sig røbed Konsten underfuld;
Thi Fingre mindes hvad de fordum gjorde,
Som Brage-Tunger deres Vuggesang,
Og Nordens VølundXXXIV kom igien for Orde,
Saa vidt som Fuglen fløi og Harpen klang!
Han bygde sig en HaldXXXV hag Alpefjelde,
Et Valhald under Sydens Himmel blaa,
Hvor alle Tiders Deilighed og Vælde
Livagtig Man igien for Øine saae,
Fra SangensXXXVI “Jason”XXXVII ned til “Alexander”XXXVIII,
Fra “Guttenberg”XXXIX op til “Napoleon!”XL
Saa “DagXLI og NatXLII” og “Liv og Død” sig blander
Ved Trylleslag af Nordens Konstnerhaand!
Paa Danmarks Kyst vi bygde ham en HytteXLIII,
I Lindelæ med faver Blomsterkrands.
Vil Vølund Vingesmed sin Konst indflytte,
Fremtrylle i den Asalivets Glands?XLIV
Hvad seer vi! Ham, al Verden os misunder,
Fordi han vaagnede ved Danmarks Bryst,
Og sanderXLV smilende: man sødest blunder,
Man blidest lever dog paa Danmarks Kyst!
Og see, hvad sjelden saaes paa hele KuglenXLVI:
Hos Konstneren med trofast Kiærlighed
Sig hæver af sin Aske Phønix-Fuglen,
Og med ham flyver Vølund Vingesmed!
I denne Hytte mangt et Mindebæger
Skal Efterslægten tømme ud med Lyst
For Vølund-Thorvaldsen og Øhlenschlæger,
Som kasted Oldtids-Glands paa Danmarks Kyst!
N. F. S. Grundtvig.
Denne tekst blev trykt i tidsskriftet Brage og Idun, se Grundtvig, op. cit.
Som det fremgår af fortalen til digtet, blev det sunget ved indvielsen af Thorvaldsens atelier i haven på Nysø, 24.7.1839. Grundtvig døbte atelieret Vølunds Værksted.
Der findes en håndskrevet version af digtet i museets arkiv. Nærværende trykte version af digtet har få ændringer i forhold til den håndskrevne, som må antages at være blevet anvendt på selve indvielsesdagen, og derfor må være en tidligere version af digtet.
Gennem den islandske sagnfigur Vølund etablerer Grundtvig en forbindelse mellem nordisk oldtid, islandsk sagadigtning og det, han kalder ”nyaars-tid”. Grundtvig udnytter her Thorvaldsens islandske herkomst til at indlæse hans værker i samme kontekst, hvor de islandske skrifter forstås som ophav til den nordiske, romantiske bevægelse.
I den trykte udgave af sangen er den græske sagnhelt Daidalos dog udeladt, selvom han optræder faktisk i den oprindelige, håndskrevne sangtekst. Hvor verset i strofe 2 i den håndskrevne version fra museets arkiv lyder: ”Der slumred Vølund, Dædalos for Norden”, bliver det i den trykte version til: ”Der slumred Vølund, Konstens Alf i Norden”. Referencen til ”Dædalos” er ligeledes ændret i strofe 6. ”Vil Nordens Dædalos sin Konst indflytte” hedder i den trykte version: ”Vil Vølund Vingesmed sin Konst indflytte”. Bevidst eller ej, har man altså i den publicerede version udeladt en hentydning, der opviser et mere komplekst og nuanceret forhold til det mytologiske forlæg. Sandsynligvis er sangteksten blevet tilpasset læserne af det fællesnordiske og skandinavistiske tidsskrift Brage og Idun.
|
|
Jason med det gyldne skind, Tidligst 19. marts 1803 - 1828, inv.nr. A822 |
|
|
Dagen, Tidligst 1815, inv.nr. A902 |
|
|
Natten, Tidligst 1815, inv.nr. A901 |
|
|
Johann Gutenberg, 3. februar 1834 - 28. juni 1834, inv.nr. A114 |
|
|
Napoleon Bonaparte, Antagelig 1830, inv.nr. A909 |
|
|
Alexander den Stores indtog i Babylon, marts 1812 - juni 1812, inv.nr. A503 |
|
|
Bertel Thorvaldsen med Håbets gudinde, Tidligst 1. oktober 1839, inv.nr. A162 |
Sidst opdateret 09.10.2020
Den græske sagnhelt og smedekunstner Daidalos, som byggede vinger til sig selv og sønnen Ikaros og derved muliggjorde deres flugt fra Kong Minos’ labyrint.
Efter Grundtvigs forslag blev denne titel brugt som indskrift over indgangen til Thorvaldsens atelier i haven ved Nysø, hvor den var tilføjet årstallet 1839.
Grundtvig var født i Udby, dvs. mellem Vordingborg og Nysø.
Thorvaldsen opholdt sig i flere perioder på den sydsjællandske herregård Nysø efter sin hjemkomst til Danmark i 1838. Se mere i referenceartiklen herom.
Dvs. København.
I Det Gamle Testamente, Matthæusevangeliet kapitel 3, vers 9 og Lukasevangeliet kapitel 3, vers 8, siger Jesus til jøderne, at Gud kan oprejse Abrahams børn af stene. Med citatet antyder Grundtvig, at det kun er Gud forundt at opvække sine ”børn”, ikke billedhuggerkunsten.
Dvs. Thorvaldsens selvportrætstatue, A162, hvor han har afbildet sig selv med blikket løftet tilsyneladende mod en højere sfære, støttende sig til egen Håbets gudinde.
Dvs. den på Jesu tid ganske lille by, hvor Jesus blev født.
Filosoffen og naturforskeren Heinrich Steffens, der var ungdomsven af Thorvaldsen og fætter til Grundtvig.
Digteren Adam Oehlenschläger var også tilstede ved indvielsen af atelieret på Nysø. jf. Thiele IV 71 og Christine Stampes manuskript, Juli-August 1839.
Dvs. Slaget på Reden 2.4.1801.
Dvs. at gå baglæns, jf. Ordbog over det danske Sprog.
Dvs. i særlig grad, jf. Ordbog over det danske Sprog.
Om dette emne, jf. referenceartiklen Nordisk mytologi i Thorvaldsens kunst – et så godt som udeladt motiv.
Dvs. den græske smedegud Hefaistos. Grundtvig henviser i det følgende til Vølundskvadet fra Den Ældre Edda.
Thorvaldsens atelier i haven ved Nysø blev indviet 24.7.1839.
Thorvaldsens far, Gotskalk Thorvaldsen, var født på Island.
Kvadet om Vølund stammer fra Den Ældre Edda, der blev nedskrevet i det 13. og 14. århundrede i Island.
Dvs. Oehlenschläger digt “Vaulundurs Saga” (Poetiske Skrifter, 1805).
Brage er digtningens gud i nordisk mytologi.
Dvs. små stumper, bidder, se Billing i Ordbog over det danske Sprog.
Melodien af C.E.F. Weyse var oprindeligt komponeret til C.J. Boyes Sang for Danske med førstelinjen Der er et Land, dets Sted er høit mod Norden (1826). Sangen kan findes gennem følgende link.
Egentlig betegnelsen for en sten, der er placeret i forbindelse med en grav eller kultbygning og som ikke bærer indskrift eller udsmykning, selvom den i digtet bl.a. fremstår med ”Dværgeruner”.
Dvs. prægtig, herlig, se betydning 2 af prud i Ordbog over det danske Sprog.
Dvs. dybt nede, se Ordbog over det danske Sprog.
Islandsk og germansk sagnhelt kendt fra Vølundskvadet i Den Ældre Edda. Vølund kaldes undertiden også Vaulunder eller Vaulundur som i Oehlenschlägers digt “Vaulundurs Saga” (Poetiske Skrifter, 1805), som også Grundtvig nævner i sin fortale.
Dsv. Alperne. Sydeuropas alpelandskab og nordens kystlandskab (Isefjorden ved Roskilde) kobles her med en allitteration. Grundtvigs neologisme kan tolkes som et forsøg på at ”nordificere” sydens bjergegne.
En af de tre skæbnegudinder i den nordiske mytologi.
Dvs. den nordiske mytologis mandlige guder.
Vanadis er et tilnavn til frugtbarhedsgudinden Freja (fra Den Yngre Edda, som Grundtvig selv genudgav} i 1819). I flertal må det mere generelt betegne den nordiske mytologis gudinder.
Grundtvig antyder i verset en forbindelse mellem Thorvaldsens islandske herkomst på fædrene side og den norrøne digtnings opblomstring i samtiden. Motivet “Danmarks Kyst” gentages fire gange i sangen og betegner netop den nordiske kultur som et sted for bestandig genopdagelse og transformation, hvor Islands norrøne digtning atter vækkes til live.
Dvs. folkeviser fra middelalderen, der omhandler nordiske guder og sagnhelte. Genrebetegnelsen finder man senere hos Grundtvigs søn, folkemindeforskeren og filologen Svend Grundtvig (1824-1883). Med “nye Kæmpeviser” henviser Grundtvig til den digtning i samtiden, der har ladet sig inspirere af den norrøne digtning.
Dvs. kraftesløse og stive af kulde, se betydning 1.1 og 1.2 af valen i Ordbog over det danske Sprog.
Dvs. Grundtvigs tilnavn til Thorvaldsen.
Dvs. en hal eller gudebolig, se Ordbog over det danske Sprog. Grundtvig peger på Thorvaldsens bolig i Rom.
Grundtvig indleder her en opremsning af flere af Thorvaldsens værker. Den manglende beskrivelse af værkerne kunne være et tegn på Grundtvigs kun overfladiske kendskab til og umiddelbare forbeholdenhed over for Thorvaldsens værker, jf. Indledning til “Chor” og “Ving-Thors Hammer”} ved Stine Holst Petersen.
Jason med det gyldne skind, A822.
Alexander den Stores indtog i Babylon, A503.
Johann Gutenberg, A114.
Napoleon Bonaparte, A909.
Dagen, A902.
Natten, A901.
Dvs. “Vølunds Værksted”, Thorvaldsens atelier i haven ved Nysø.
De to vers kan læses som et åbent spørgsmål eller forslag til Thorvaldsen om at lave kunst med udgangspunkt i den nordiske mytologi – hvad han dog aldrig gjorde.
Dvs. erfarer eller erkender, jf. Ordbog over det danske Sprog.
Dvs. jordkloden.