Arkivet, Thorvaldsens Museum

 
No. 5395 af 10177
Afsender Dato Modtager
Terkel Mørch [+]

Afsendersted

Odense

1831 [+]

Dateringsbegrundelse

Dateringen fremgår af dokumentet.

Omnes
Resumé

Mørch fortæller om sin ungdomstid i Borups Selskab og om, hvordan Thorvaldsen besøgte ham i hans hjem. En aften før hans afrejse til Italien udførte Thorvaldsen portrætter af Mørch, C891, og hans kone, C892.

[p. 97-99:]

End i mine Oldingsdage vandre [...] Livsglæder i styrkende Billeder forbi min Erindring.
Saaledes mine herlige Aftentimer i Dreyers Klub “Enigheds Selskabet” og fremfor alle det Borupske litteraire dramatiske Selskab, hvor jeg nu var optaget som Medlem.
Kunde nogensinde det Brodersind, hvormed jeg der mødtes, kunde Navnene: Tode, Haste, Riber, Thorwaldsen, Heger, Horn, Rahbek, Pavels, Thaarup, Liebenberg, Eegholm, Hollbøll, Øckenholdt, Laub, Münster og flere, nogensinde udslettes i mit Bryst, slet havde jeg da fortjent at være favntagen af disse Ædlinge, i hvis Kreds min Aand nød sin Dannelse ved Imodtagelighed af den æsthetiske Lue, der endnu kaster sit velgørende Soelsmiil over mit Livs Mørke.
Høist fornødne vare mig disse salige Aftennydelser, som Modgift mod Dagens ofte bittre Kalk, og jeg nød dem med hele mit hengivne Hjertes uforbeholdne Varme.
Her, hvor ingen Miskjendelse fandt Sted, hvor enhver Efterskye over Brynet af Dagens hede Vulkaner, med Vennehaand afstrøges og huld Deeltagelse, havde Lægedom for enhver Art Sorg.
Hvor skjønne og lønnende luede mig i denne Helligdom Thaliæ Roser; gjerne indviede jeg mig her hendes Dyrkelse, saavidt de faa Fritimer tillode det. Stod jeg end paa Alterets lavere Triin, dog ogsaa der blev jeg stundom tilsmilet af Gudinden og, opmuntret af disse Smiil, har jeg ofte i mit senere Liv rakt Haanden til ny Tempelbygning for denne, Tænkerens Dagligliv saa mange Glæder frembydende Guddom. Det er mig, som om jeg endnu broderomarmet stod midt i Hallen, medoffrende min Skjærv under Knud Lyne’s Opmuntringer. Ofte morer mig Erindringen af de smaae Vanheld, som undertiden mødte os, og hvilke under vore joviale Maaltider efter Forestillingerne gave Stof til munter Underholdning. Saaledes en Aften ved Uveirscenen i Barberen af Sevilla, da jeg med Regnemaskinen, pladseret bag en af de forreste Sidecoulisser, fik Klammerie med min coleriske Nabo, der, særdeles indtaget for dette Tordenveir, havde forbeholdt sig at bestyre Lynilden, da han paastod, at Tilskuerne kunde mærke, naar jeg stod dem saa nær, at det var Ærter jeg vilde sælge dem for Regn og Hagel, og ved min lakoniske Replik: “at jeg ikke veeg fra min beordrede Plads,” blev saa vred, at han svoer paa, ikke at vilde lyne det mindste, naar jeg min fraveeg min Paastand. Opmærksomme paa det opstaaede Klammerie, glemte Guden for Vindene at svinge sin store Stormlineal og selv Tordenguden undløb den 8tepundige Jernkugle, han betjente sig af til sin Allarm, der tog sin Vei ned i Orchesteret, hvor den virkede en ubehagelig Pause. Vel rystede Almaviva Kappen, som Regnen skulde have gjennemblødt, da han steeg ind af Vinduet, men uden at tilvinde sig mindste Medlidenhed, da ingen Uveir havde fundet Sted. Jeg seer endnu den for al Munterhed saa deeltagelige joviale Kammeradvocat Schønheyder, hvorledes han, fra Coulissen lorgnerende denne Gudestrid, stod synkefærdig af Latter.
Hvo iblandt Brødrene mindedes vel endnu, under sine lønnende Timer i dette Venneforbund, at Livet havde Sorger. Som til en Fest ilede Enhver saa gjerne did, at nedlægge dem ved Vennebarm. Timerne i mit kjære Hjem vare mig ikke mindre trøstende; thi brøde end ofte de natlige Arbeider, som Forretningernes Mængde gjorde fornødne, paa det svage Helbred, de Elskedes venlige Omhu og Pleie holdt dog en lykkelig Modvægt med disse Anstrængelser.

[p. 112-113:]

Aldrig finder Mennesket herligere Modvægt imod Livets Kummer, end i det lyksalige Huusliv. Naar den hulde, for enhver Beqvemmelighed ømt syslende Kone, smilende møder den indtrædende Ægtemage, hvorledes kunde han da have Erindring for den Sindskrænkelse, som indstjal sig i hans Barm? Ved den elskede Mages Hjerte, i hendes trøstefulde lønnende Smiil, finder han det Eden, som bringer enhver Modgang i lykkelig Forglemmelse. Pantsrende mit Bryst mod enhver Forudrettelse, havde jeg stedse de lønnende Aftentimer for Øie, naar jeg, med Rahbeks og Lafontaines yndige Skildringer af Huusglæden, forsødede den Elskedes Hjemmeflid og saa Vennerne Thorvaldsen og Carl Heger ved Siden sadde, og saae sig paa min Lykke glade. Aldrig kunne de festlige Øieblikke udslettes af mit Minde, i hvilke disse mig elskende Venner foretrak den deres blide Hjerte saa kjære Moroe i vores lille Stue for Verdenslivets mere glimrende Forlystelser. Det var under en af disse herlige Aftennydelser, at den ædle Thorvaldsen, der nu paa Kunstens Himmel, ak! under saa fjerne Zoner, vandrer som den første lysende Stjerne, da allerede hans fromme, kjerlighedsfulde Ynglings Hjerte havde naaet en lige Høide paa Retskaffenheds Vei, forinden sin Afreise til Italien, under venneblide Samtaler, henkastede paa Pergamentet de mig saa dyrebare troe Afbildninger af Vennen Mørch og hans elskede Marie, for hvilke jeg endnu saa ofte længe kan staae, hensjunken i glade Minder om hans Brodervenskab og de lykkelige Timer, det skjænkede mig.
Ja! Har endog mit Livs Vandring rigeligen været indstrøet med Bitterheder; Forsynet skjænkede mig dog saa ofte rig Erstatning i Kjerligheds og Venskabs hulde Arme. Aaret var saaledes henrundet. […]

Generel kommentar

Denne tekst stammer fra Mørchs trykte erindringer, op. cit. Der gengives kun de Thorvaldsen-relevante passager.


De to omtalte portrætter af Mørch og hans kone dokumenterer deres tilblivelse i Mørchs hjem i 1796. Portrætterne blev erhvervet 1976 til Thorvaldsens Museum, C891 og C892.
På bagsiden af portrættet af Anne Marie Mørch, f. Voigt (1775-1807) ses en påskrift af Terkel Mørch. Den lyder:

Dette Portrait af min første Kone Ane Marie Voigt og dets Pendant[?] mit eget Portrait (nu i min ven doctor Tangels Eje) ere malede af Etatsraad og Ridder Billedhugger Thorvaldsen i Aaret 1796 för hans Reise til Rom under hans Vennebesøg og Deeltagelse i vores stille glade Huusliv, hvor den Ædle stedse befandt sig vel. Dobbelt dyrebar er mig disse Stykker deels for den saa troe Afbildning af den tabte Elskede og især som Minder om Mennesket og Kunstneren Thorvaldsen og det Broderforhold hvormed han hengav sig Venskab, stedse foretrækkende dets jevne Glæder for Livets muntrere Fryd, der dog havde höy Fordring paa Apollos egen blide Søn. Og hvo fandt ikke hos Danmarks Thorvaldsen… dets Stolthed ved hans Atterkomst til de elskede DaneLunde det uforandrede blide Vennesind der… föle sit Tab… den dybe Beskedenhed der paa Konstens höyeste Tinde giör ham saa uopnaaelig

Thiele
Ikke omtalt hos Thiele.
Andre referencer

  • Terkel Mørkel: Mit Levnet, Odense 1831, p. 96-97, 112-113.

Emneord
Kunstnermiljøet i København · Portrættegninger, samtidige personer · Selskabsliv i Danmark · Thorvaldsen og teatret · Thorvaldsens beskedenhed · Ungdomsvenner
Personer
Borups Selskab · Carl Wilhelm Anton Eegholm · Peder Horrebow Haste · Carl Heger · Georg Laub · Hieronymus Laub · M.F. Liebenberg · J.P. Mynster · O.H. Mynster · Knud Lyne Rahbek · Gottlieb Schønheyder · Bertel Thorvaldsen · Thomas Thaarup
Værker
Sidst opdateret 22.10.2017 Print