The Thorvaldsens Museum Archives

Abstract

Dette digt blev – som det fremgår – ledsaget af en pung til Thorvaldsen i julegave fra hans da 15-årige datter Elisa. Hun befandt sig på dette tidspunkt på den franske klosterskole Maison Royale de S. Denys i Rom, hvor hun boede og blev uddannet fra august 1828 til antagelig december 1830.

Den omtalte pung, som Elisa her giver sin far, er ikke sikkert identificeret. Men på Thorvaldsens Museum findes nogle bevarede punge fra Thorvaldsens dødsbo, bl.a inv.nr. N79.

Det skal her foreslås, at denne pung er identisk med den pung, Thorvaldsen fik i julegave af sin datter – af følgende grunde: For det første omtaler Elisa i sit digt den pung, hun giver, som “Le travail que j’ai fait pour toi”. Hun modtog faktisk undervisning i håndarbejde på kostskolen, som det fremgår af hendes karakterblanketter, se fx 3.12.1828, hvor hun i faget håndarbejde modtog bedømmelsen “Assez-bien”. Pungen, N79, er en lille (13×13 cm) strikket pose af bomuldsgarn på hvid bund med ophøjet rødt netmønster. Den har foroven en lukkesnor. Den kunne udmærket være udført af en 15-årig pige.

For det andet bærer pungen en italiensk indskrift i strikkede bogstaver: ESSER COSTANTE SE FEDELE MI VUOI IDOLO MIO - dvs. Vær bestandig, mit idol, hvis du vil have min troskab. Dette motto ridser en slags aftale op: Afsenderen tilbyder sin troskab til gengæld for den tilbedte modtagers bestandighed. Teksten er åben for fortolkninger. Den kunne læses som en “kontrakt” mellem et elskende par, selvom bestandighed ikke er det, alle først og fremmest vil bede deres elskede om. Indskriften kunne også forstås som pungens meddelelse til sin ejermand: Hvis du altid holder på mig, vil jeg være dig tro, dvs. fyldt med penge, må man i så fald forestille sig.

Og endelig kunne teksten også læses som Elisas bøn til sin fjerne og idoliserede far. Hun havde nemlig god grund til at ønske sig bestandighed fra hans side. Thorvaldsen havde gennem hele hendes barndom ikke boet sammen med Elisa og hendes mor, Anna Maria Uhden. Billedhuggeren var desuden ikke gift med Uhden og ønskede ikke et tæt forhold til sin datter. Modsat man må formode, at Elisa længtes efter større opmærksomhed fra sin berømte billedhuggerfar. Det er sandsynligvis derfor, at hun i digtet smigrer Thorvaldsen med hans “constante amitié”, dvs. hans bestandige venskab, selvom det altså mere udtrykker en forhåbning end en kendsgerning. Som det ses, går samme ord – bestandighed – igen i både digtet og pungens indskrift, og også dét er et indicium for, at Elisa strikkede pungen.

Noget andet, Elisa gennem det meste af sit liv også bad sin far om, var penge. Det får hun skåret ganske eftertrykkeligt ud i pap ved at forære ham en pung…
Og denne bøn om forsørgelse bliver også pointeret i digtets slutlinjer, hvor dét fromme ønske fremsættes, at hver gang Thorvaldsen åbner pungen, vil hans hjerte ikke lukke sig for hende. Om hun selv er ophavsmand til denne elegante pointe, er uvist. Der kunne også være tale om, at den franske klosterskole, hvis økonomi sandsynligvis i høj grad byggede på rige fædres betaling for deres døtres uddannelse, har fundet det passende at bede deres elever om at fremstille punge til fædrene som en del af det faste gavepensum.