Thorvaldsens
Christus- og Apostel-Statuer.
III.
–––––––––
Thorvaldsens Christus- og Apostel-Statuer ere kun forsaavidt underkastede den ældre Kirkes Typus og traditionelle Former, som disse sidste stemme med de bibelske Kilders og et troværdigt Sagns oprindelige Aand og historiske Kostume, saa at hine Kunstværker fuldkomment egne sig for deres Bestemmelsessted. Den guddommelige Mesters Physiognomie er bragt nær den gamle kirkelige Fremstillings Omrids og Udtryk: i fulde Lokker ruller det i Midten adskilte Haar ned over Skuldrene og Ryggen, og Øine, Pande, Mund og Kinder udtale hiint høitidelige Alvor, hiin hellige Værdighed, som man beundrer hos det Hemlingske Christushoved i den forrige Boisseréeske Samling. Forløserens Statue fremrager majestætisk over Apostlernes Statuer, der i Størrelse omtrent naae hiin til Brystet, og vil i denne physiske Høihed tage sig endnu kraftigere ud ved det Standpunkt, den, efter Forlydende, har erholdt paa Alteret i den dertil bestemte Kirke i Kjøbenhavn. Ogsaa i den tredie Henseende har Thorvaldsen æret den gamle Kirkes Observants, at han har tillagt Apostlerne og Evangelisterne deres symbolske Attributer. Disse Symboler spare vistnok Navns Underskrift, eller ere egentlig selv kunstneriske Betegnelser, Navn-Hjeroglypher for den i den historiske eller mythiske Betydning Indviede. Ogsaa er det uomtvisteligt, at de ofte give et herligt Motiv for Kompositionen og fremføre en tiltrækkende Gruppe, saaledes som dette navnlig er lykkedes Thorvaldsens skabende Aand med Matthæus’s Engel, ligesom i sin Tid den tænksomme Peter Bischer i Nürnberg med Johannes’s Kalk. Men ogsaa paa den anden Side maa den meest Upartiske tilstaae, hvor ørkesløse og mislige disse Attributer endnu oftere ere. Derom ville vi nærmere komme til at tale i det Følgende af vore Meddelelser.
Det Vigtigste, som kommer for Orde ved alle Kunstværker, er vistnok Maaden hvorpaa Gjenstanden er opfattet, og den Idee, som ligger til Grund for samme. Desuden maa ved Fremstillinger af Troens og Kirkens Gebeet det prøvende Blik være henvendt paa Sandheden og Omfanget af Kunstnerens Idee, og dernæst ikke mindre paa Formens Forhold til Ideen, selve Fremstillingens til den indre Opfatning. Og meest uomgængelig bliver en saadan Undersøgelse ved den høieste og værdigste, den ved sin historiske Optrædelse og ved sin religiøse Betydning eneste Gjenstand for den kirkelige Kunst, ved Forløserens Billed. Det er sikkert ikke en vaklende Følelse af Selvbedrag, naar saa Utallige finde en billedlig Fremstilling af Forløseren fremmedartet, upassende og endogsaa utilladelig. Deri feile de rigtigtnok, at de ville gjøre Kunsten den Ret stridig at klæde i sine Former et Individ, der legemlig har levet og taget Andeel i alt Menneskeligt, ja hvis Hovedfortjeneste, efter vor fælleds Christentroes inderste Vidnesbyrd, netop bestaaer deri, at det er optraadt menneskeligt blandt Menneskene, eller at, som Evangelisten siger, Ordet er blevet Kjød. Men de feile ikke deri, at de rykke deres indre Billede af den guddommelige Forløser ud over alle Grændser for den ydre Fremstilling, og have ogsaa det Vidnesbyrd for sig, at de fleste af de hidtil forsøgte og bekjendte Fremstillinger af Christi Person deels vise et altfor svagt Udtryk af aandig Værdighed og menneskelig-sædelig Fuldendelse, deels i et altfor indskrænket Maal tilkjendegive Forløserens Kald og, om man saa tør sige, kirkelige Stilling, hans Indflydelse og hans Værdighed i Guds Rige. Skal et Christusbillede virkelig svare til Troens Krav som her bliver Eet med den æsthetiske Følelses Fordringer, saa maa deri fremtræde den høie Idee om en Christus, saavidt som menneskelig Kunst kan komme den nær. Om end Forløserens Figur fremstilles i en nok saa speciel Handling eller Stilling; saa tør den ikke fattes Præget af Guds Søn og Verdens Frelser, fordi vi ere berettigede til at antage, at Christi historiske Personlighed altid og overalt har viist sig som den samme, og, selv i de simpleste Scener, under de ejendommeligste Forhold, bestandig tillige har ladet sit hele Værd og sin fulde Betydning skinne igjennem. En af de heldigste Opfatninger paa et enkelt historisk Billede er Christi Figur i Overbecks aandfulde Tegning, der fremstiller Christus, hvorledes han lader Børnene komme til sig og giver dem Velsignelsen. Her fremlyser af det Hele Forestillingen om den hele Børneverdens Veileder og Frelser og tillige Ideen om alle kommende Slægters Fredsfyrste. Men saameget mere udstrækker sig denne Fordring, at tage Ideens Betydning og Omfang saa dybt og saa vidt omfattende som muligt, til det enkelte Christusbillede, og strængest til det plastiske Christusbillede, der savner de virksomme Hjelpemidler, der staae til Maleriets Raadighed, for at aabenbare Christendommens aandige Ideer.
Og hvorledes har nu Thorvaldsen opfattet sin Christus? Omendskjøndt dennes Statue staaer i en Forbindelse med de tolv Apostelstatuer, der staae opstillede i Ni-scher langsmed Kirkens tvende Sidevægge ; saa staaer dog Christusfiguren uden nærmere Omgivelse og gjør først og fremmest et Indtryk, der kun fængsler Øiet og Tanken til den alene, og beskjæftiger dem med sin eiendommelige Betydning. Den, der kjender Evangeliet, vil derved usøgt genkalde sig det Sted, som allerede i den ældre Kirke brugtes som Morgenlektion paa Oktaverne efter Paasken, paa den saakaldte hvide Søndag, og endnu tjener til dette Brug blandt de forskjellige christelige Confessioner (Joh. Evang. XX, 19-23).
“Den samme Dag, -som var den første i Ugen, ad Aften, der Dørene vare tillukte, og Disciplene vare forsamlede af Frygt for Jøderne, da kom Jesus og traadte midt ind, og siger til dem: “Fred være med Eder!” Og som han det sagde, viste han dem Hænderne og sin Side. Da bleve Disciplene glade, at de saae Herren. Da sagde Jesus atter til dem: “Fred være med Eder!” Ligesom Faderen udsendte mig, saa sender jeg Eder.” Og der han det sagde, blæste han paa dem, og siger til dem: “Annammer den hellig Aand! Hvilke I forlade Synderne, dem ere de forladte; og hvilke I beholde dem, dem ere de beholdne.”
I denne Scene, som vi for Kortheds Skyld passeligst have hidsat i den simple Bibeltext, er sammentrængt Alt hvad der betegner Forløseren, hans Værk og hans Bestemmelse. Christus lader sig tilsyne for Disciplene første Gang efter sin Opstandelse. Ligesom hos ham alt Sædvanligt og Naturligt har et ustedvanligt Værd og et aandigt Hensyn; saaledes faaer ogsaa Jødernes sædvanlige Velkomstformel i hans Mund, til hans Disciple, under de stedfindende Omstændigheder, en ganske eiendommelig, ophøiet Betydning. Han viser sig for dem,, de Frygtsomme, som Den, der opfylder hiin Englehilsens Forjættelse ved hans Fødsel: “Fred paa Jorden og en Velbehagelighed for Menneskene”, idet han, Dødens Overvinder, tør forsikkre sine Venner, at i Troen paa ham, i deres Aands levende Fælledsskab med hans Aand, vil enhver Tvedragt forsones, enhver Tvivl og enhver Bekymring i deres Sjæl opløse sig. Til denne Forsikknng slutter sig det Hverv, de modtage af ham, at drage ud i Verden for at forkynde Evangeliet, og det Tilsagn, at der skal forundes deres Aand en høiere Kraft, et aldrig tilforn ahnet Lys, og navnligen et Menneskenes Tanker og Følelser gjennemtrængende Blik, for at de skulle bevare Freden i deres eget Bryst og udbrede deres Meninger og Synsmaader blandt alle Jordklodens Folkefærd. Saaledes ljgger i denne Frelserens Tilsyneladelse for dem Indbegrebet af hans forløsende Formaal. Men til samme Tid fremstilles ogsaa Forløsningens Grund, Middelet til det store Øiemeed, idet Christus viser dem sin egen Personlighed, og i idet han ei gjør dette i Begyndelsen af sin Virksomhed; og blot med Hensyn paa sin Lære og paa sit fuldkomne Forbillede, men først efterat han har opfyldt alle sit jordiske Kalds Betingelser, og med speciel anskuelig Fremstilling af sin Død, der, som Slutsteen paa hans jordiske Værk, bekræfter hans Lære og fuldender Forbilledet, paa den reneste og meest levende Maade udtaler den hellige Kjærligheds Aand, og selv stadfæstes som et Gud velbehageligt Kjærligheds-Offer ved Opstandelsen.
