Thorvaldsens
Christus- og Apostel-Statuer.
IV.
–––––––––
Alt dette behover Beskueren ikke først møisommelig at udgrunde og spørge sig til. Det paatrænger sig mægtigt ved Synet af den høie Skikkelse, der med let bøiet Hoved skuer ned paa den til Fredens Velsignelse trængende Verden; der holder Armene frem og viser Nagelborerne i Hænderne og Fødderne og Landsestikket i Siem, og ved det fra den sædvanlige Beklædning afvigende Gevandt, den simple store Kastekappe uden Underklædning, stadfæster Budskabet om Opstandelsen fra de Døde og den vidunderlige Gjenkomst i de Elskedes Midte. Forløseren staaer her i en saadan Betydningsfuldhed og Storhed, at Synet af ham aflægger Vidnesbyrd om de tre Embeder, som den ældre Kirkes System pleier at tilskrive ham. Som Prophet kjender man ham paa den hilsende Bevægelse, der ledsager hans fredbringende Ord, og som gaaer iforveien for Overdragelsen af Apostelhvervet, saavelsom Forjættelsen af den hellige Aand ved Aandepustets Symbol; som Ypperstepræst ved Sporene af hans Død, hvilke han trøstende viser de Forsagte; som Konge i det høiere Livs Rige ikke blot ved den Omstændighed, at han er opvakt fra de Døde, opløftet af Fornedrelsens Stand og forklaret, men ogsaa paa det i Sandhed kongelige Alvors høie Værdighed i Blik og Holdning; og vel torde Kunstneren have havt det sidste Hensyn for Øie, i det han har sluttet sig til den gamle Kunstnerskik og givet Mesteren et større Legemsmaal end Disciplene.
Vi troe i disse Antydninger tilstrækkelig at have viist, hvor rigtigt og fuldstændigt det Moment forekommer os, i hvilket Thorvaldsen har opfattet Forløseren. Han har ikke blot fremstillet den med Mirakelmagt Begavede, ikke blot Læreren og Propheten, ikke blot den til Lidelser bestemte og ved sin Død faktisk forsonende; men Frelseren i sin menneskelige Personlighed, i hvilken hine hans Værks forskjellige lige Retninger i lige Grad trænge igjennem, og henpege paa dets store Øiemeed, at der maa vorde Fred og at Faderens Villie maa skee paa Jorden som i Himmelen. I denne Opfatning er Thorvaldsen aldeles original, og gjør ved Ideen til sin Christus Epoke i den christelige Kunsts Historie.
Men ikke saa fuldkomment bifalde vi denne Idees formelle Side. Forløseren er grandiøs og bydende i Fremstillingen, og Alt hvad vi i det Foregaaende have antydet som Billedets Grundbegreb fremtræder af det færdige Værk med en saadan Klarhed, at Beskueren ikke kan have nogen Tvivl tilbage om, hvorledes, under hvilke Forhold og i hvilken Handling han har at forestille sig den guddommelige Mester. Men desuagtet savner Billedet, efter vort Skjønnende, hiin Mildhed, uden hvilken Herrens indre Fred aldrig kunde bestaae, hiin livsklare Menneskekjærlighed, der helliggjorde hans Alvor og hans Høihed. I Physiognomiet af den Thorvaldsenske Christus aabenbarer sig egentlig kun Herrens egen indre Fred, hans over alle Lidenskabers og Begærligheders Kamp ophøiede Selvbevidsthed, der er urørt af enhver Følelse af egen Brøde. Han har et aldeles affektløst Ansigt. At frembringe dette Udtryk og derved undgaae frastødende Haardhed, er vistnok kun givet den store Kunstner. Men det affektløse alene er vel ikke Jesu Charakteer, der glædede sig med de Glade og sørgede med de Sørgmodige, omendskjøndt han var fri for Lidenskaber, uden lave Tilbøieligheder og Attraaer. Affektløshed kan Stoikeren stemple til Idealet af menneskelig Fuldkommenhed. Deri kan den kritiske Skoles kategoriske Imperativ Personificere sig. Men det Liv, der boede i Christo og hvorom Forløserens Ord og Værker bære Vidnesbyrd, finder ikke blot sin egen Fred i Aandens Seier over egne sandselige Drifter, men ogsaa i Deeltagelsen for alt Menneskeligt, i Omsorgen for det Hele, i Offeret for Verden. Under det meest alvorsfulde Moment i hans Liv og hans Lidelser maa Kjærlighedens Træk i Jesu Ansigt være det herskende, ligesom Kjærlighedens Aand hersker i alle, selv hans strængeste Foredrag, Kjærlighedens Bud i alle hans, om end nok saa mangesidige Anordninger. I ham aabenbarede sig ikke den efter ufuldkomne menneskelige Begreber retfærdige Dommer, for hvem Israel faldt i Støvet, men den hellige Kjærlighed, den forbarmende, opdragende Fader, der ikke vil, at en eneste af de Skabte skal vorde fortabt, og til hvem Alle vende sig med andægtig Længsel, for at staae i hans Naades Lys og at vandre gjenfødte i hans Aands Kraft. Denne Naades [?] see vi ikke lyse af den Thorvaldsenske Christus, skjøndt dog nærmest i den Scene, paa hvilken Figurens Opfatning har Hensyn, Jesu Indtrædelse maatte være af en saadan Beskaffenhed, at Disciplene kunde føle en udeelt Glæde over hans Gjensyn; hvilket i Sandhed ikke vilde have været Tilfældet, hvis de ikke havde seet Forudfølelsen og Medfølelsen af Glæden over deres Saliggjørelse i Mesterens Ansigt. Lad være, at han ogsaa under Samtalen, som Skriften vidner, alvorligt har dadlet deres Hjerters Forhærdelse, og har udtalt denne Dadel med en tilsvarende Mine fuld af Alvor og vel og af faderlig Bekymring; saa lader det sig dog vel ikke tænke anderledes, end at han er indtraadt blandt Disciplene, ikke med affektløs Rolighed, men med en, om end nok saa svagt udtrykt Følelse – og i denne havde dog sikkert Smerten tabt sig i Glæden, Tvivlen i Tilliden, Uvillien i hans guddommelige Hjertes Kjærlighed. Ihvor fuldendt i sin Art Thorvaldsens Christushoved end er, ihvor skjøndt Formernes Rationalitet forener sig med høiere personlig Værdighed, i Ansigtets Træk, i de herligt bølgende Haar, og isærdeleshed i Udførelsen af Skjægget, der, efter den gamle Typus, er spaltet forneden, og, fordi det er ufriseret, er saameget skjønnere og mere naturmæssigt, end hiint saa vidtpriste af Hemling; saa tilstaae vi dog, i denne Form ikke at sinde Ideen om Christus som en Fredens Fyrste fuldstændigt charakteriseret.
