Thorvaldsens
Christus- og Apostel-Statuer.
I.
–––––––––
Efter en Tid, i hvilken Videnskab og Kunst vare vegne bort fra Religionen, og den Ene havde erklæret Troen for Umyndiges Næring, medens den Anden havde byttet den christelige Gudstjeneste mod den helleniske Naturkultus, ere Begge, af en dybere Trang, som ei kan finde Tilfredsstillelse i Verden og i den til sig selv indskrænkede Menneskeaand, blevne ledede tilbage til Forløserens Evangelium og Kirke. De have taget Deel i det mægtige Omsving, som alle Ting have faaet i disse sidste Decennier. Ligesom Nationerne og Fyrsterne med vidunderlig Kraft fremgik af deres politiske Fornedrelse, saaledes maatte det troesfattige Hjerte som en forloren Søn igjen søge til den miskjendte og forladte Fader. Men begge Dele gik Haand i Haand. Kun i den religiøse Følelse fandt vore Tiders Slægt sin moralske Selvbevidsthed, sin nationale Kraft til Daad og sin politiske Betydning; og derimod ud-foldede, luttrede, styrkede de fromme Følelser og Erkjendelser sig ved det nyvakte Folkelivs herlige Blomster og Frugter. Begge fandt et Udtryk og et Befordringsmiddel i de ledsagende Kunst-Productioner.
De talende Kunster skrede foran, for at opflamme til Frihedens og Lysets Kamp. Krigssangene og de harnisk-klædte Sonetter, den store Fichtes Taler til sit tydske Folk stemte Gemytterne til Nationalfølelsen. Paa lignende Viis blev ved Schleiermachers Taler over Religionen til de Dannede blandt dens Foragtere Banen brudt for det religiøse og christelige Element iblandt en Slægt, der var bleven fremmed for den luttrede Christendoms Troe og bestreed den under falske Billeder og forkeerte Formeler.
Men da nu det religiøse Liv med den politiske Selvstændighed igjen havde vundet Rum, navnlig blandt det tydske Folk; saa viste de oplivende Kræfter i denne Tingenes nye Skikkelse sig ikke tilsidst hos de dannende Kunster. Uddannelsen af det kirkelige Livs æsthetiske Side ligger en from Konge, hvem indvortes og udvortes Kald har gjort til den protestantiske Kirkes kraftige Beskjærmer, ligesaa meget paa Hjerte, som han i grandiose Monumenter har hædret sine Feltherrers Fortjenester og sit Folks Troskab. Men fornemmelig er det de føste Mestere i Maleris og Billedhuggerkunst, der kappes i Værker, som ere tagne af den christelige Troes eller Kirkens hellige Legenders Gebeet. Vi fæste i denne Henseende med saameget desstøre Stolthed vort Blik paa vor Tids Kunstnere, jo mindre vi kunne rose alle det tydske Folks store Digtere for, at de med levende Iver have sluttet sig til den nyvakte Troes, som til den gjenopstandne Nationalæres dyrebare Sag. Schiller er altfor tidlig bleven os berøvet, til at han kunde see og besynge Enden paa saa mange Trængsler, der ogsaa voldte ham bitter Smerte; men hvad isærdeleshed angaaer den nye Tids religiøse Formelse, saa er det svært at formode, hvilken Retning hans i den kritiske Skole dannede Aand vilde have taget. Goethe har ogsaa deri aabenbaret sin berømte Objektivitet, at han ei har kunnet forene sig med det Subjektiveste af alle Livsforhold, med den christelige Troe.
Blandt de nyeste Kunstnere i Plastikens Gebeet er det fornemmelig Dannecker, Eberhard og Thorvaldsen, der have helliget deres Haand til Religionens Tjeneste. Referenten er af egen Beskuelse bleven bekjendt med den sidstnævnte Mesters Modeller til hans Christus og hans Apostler, og har, efterat han i flere Aar har baaret den stille Kjærlighed til disse Værker i sin Barm, i de til Tydskland oversendte Blade efter Minardis og Camias Tegning, stukne af de tvende Folo’er, af Bettelini, Fontana og Marchetti, funden en Anledning til, med den offentlige Anmeldelse af disse at forbinde nogle Antydninger om den Art og Maade, hvorpaa Thorvaldsen har behandlet sine Gjenstande.
